Roskilde 2018 – et af vores bedste år

De Underjordiske x Fribytterdrømme på Roskilde Festival (Foto: Flemming Bo Jensen)

Der var en rodet bunke af hovednavne, en usædvanligt tam afslutningsdag og en for stor mængde uaktuelle indie-navne. Alligevel markerer Roskilde Festival 2018 sig som et af de bedste år, Regnsky har dækket.

Går man ind på Regnskys forside, bliver man mødt af et syn, der ganske perfekt indkapsler ånden af Danmarks sødeste musikblog, som vi for et årti siden kaldte os selv med et glimt i øjet, og som er et slogan, der har hængt ved siden.

Synet er af de fem seneste artikler, som læserne kan læse eller scrolle igennem efter forgodtbefindende. De er der bare. Foldet ud til fri afbenyttelse, uden at læseren skal begunstige skribenterne bag med et klik som et bevis på, at her er noget, jeg gerne vil læse. Det ser sådan ud, fordi vi ikke bekymrer os om læsertal. Eller, det er ikke det, der afgør, hvad vi dækker og hvordan vi vinkler dækningen.

Og går man ind på Regnskys forside netop nu, vil man ikke være et sekund i tvivl om, at Roskilde Festival netop har været over os. Igen, fristes man at sige.

For her sidder vi endnu en gang i uge ét efter Roskilde Festival og filosoferer over den oplevelse, det har været. De første par dage er altid fyldt med søvn- og salathungren i håb om at få kroppen på rette spor igen. Langsomt men sikkert bliver vi mennesker igen, og vi begynder at fordøje indtryk og oplevelser med lynets hast.

Regnsky har netop haft sit tiende år på Roskilde Festival, og vi kan roligt og uden at blinke kalde dette år for et af de bedste. Intet år, vi har været på, har kunnet hamle op med årets vejr (eller støv), og Roskilde gør sig bare bedst i solskin. For vejret er en del af totaloplevelsen. Om det var de lovende vejrudsigter i foråret eller udsigten til at høre Eminem, der sikrede, at Roskilde havde sit næst-hurtigste udsolgte nogensinde, er svært at sige. Men det står som et rekordår, kun overgået af 1996. Interessant nok havde 1996 også Nick Cave og Massive Attack på plakaten.

Men hvordan kan vi kalde dette år for et af de bedste, når programmet bar præg af en tam en rodet bunke hovednavne, en tam afslutningsdag og alt for mange uaktuelle indie-navne? Lad os kigge på et andet element, der indfanger Regnsky-ånden.

Vi skriver sobert om musikken, men ellers har vi frie hænder til at skrive om det, vi gerne vil, og om det, der betyder noget for os. Vi håber alle på gode oplevelser, når vi går til en koncert, men vi er ikke blinde for de skønhedspletter eller plamager, der kan opstå undervejs. Men vi søger omvendt at finde de positive elementer, selv når programmet og bookingerne efterlader mere at ønske. Vi leder efter de mindste sprækker, der kan folde en stor og begejstret anmeldelse eller stemningsreportage ud, og vi lever på Regnsky for at dele vores subjektive holdninger med nogen, om de så er enige eller ej.

Og dem har der været så mange af på dette år. Blandt andet når Rasmus kalder koncerterne med St. Vincent og The Minds Of 99 for to af de bedste, han har oplevet. Eller da Eva og Morten talte sig frem til en forståelse af, hvorfor en mand som James Holden  har opofret en unik placering i klubmusikken til fordel for Terry Riley-lignende ekskursioner udi folk-trance.

Roskilde Festival byder på mange fragtmenter af betingelsesløst kærlighed, og det gælder om at indfange dem, mens de opstår. Festivalen er et unikum i det danske festivalslandskab. Vi skal sætte pris på festivalen, og vi skal huske, at den næsten lukkede i 2000 efter Pearl Jam-ulykken. Hvert år Roskilde igen afholder festival, skal vi minde os selv om, at den kunne have været lukket og dermed ikke fundet sted. I år slog Orange Scene angiveligt tilskuerrekord til Eminem – uden ulykker. Det vidner om, at vi heldigvis har lært, og at Roskilde bliver ved med at udvikle sig i takt med publikum.

Og vi har udviklet os takket være en festival som Roskilde. Det gør vi hvert år, og i år er ingen undtagelse. For det er vi den evigt taknemmelige for, og vi glæder os til, at vi ses igen næste år.

  • Rasmus Stegmann og Morten Bruhn

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hvad har Danmark gjort for at fortjene The Minds Of 99?

The Minds of 99 (Foto: Flemming Bo Jensen)

Påstand:

The Minds of 99 er Danmarks bedste liveband.

Argumentation:

Kender du det, når du står foran noget, som du bare ved er storhed? Det er ikke nemt at sætte ord på, præcis hvad der definerer storhed, og hvad der fortæller dig, at du netop nu er i direkte berøring med det. Dog er der nogle gode indikatorer.

Jeg er ret stor fan af The Minds of 99. Og det er en beskeden udmelding. Jeg har vist været til syv koncerter med dem. De bliver ved med at overraske mig, og det gør, at jeg altid synes, de er et band, der er værd at prioritere og vende tilbage til. De udvikler sig, og de bliver kun bedre for hver gang, jeg har set dem live. Derfor var det en selvfølge, at jeg skulle opleve dem indtage Orange Scene under årets Roskilde Festival – også selvom indiefolk koryfæerne Fleet Foxes spillede deres første danske koncert i syv år samtidig på Arena. Specielt nu hvor jeg ikke var på Roskilde, da de åbnede selv samme scene i 2015. Det bliver ikke større for et dansk band i en dansk kontekst, så det måtte jeg simpelthen opleve.

Aller første gang jeg hørte om The Minds of 99, var da de spillede koncert på Northside i 2014. Min ven Lasse spurgte mig, om jeg ville med over og høre dem på den daværende P6-beat-scene. Northsides mindste scene. Jeg kan ikke huske, hvad jeg prioterede over Minds. Om det var at drikke bajere eller høre noget andet, så er det, der står klarest i min hukommelse, hvorfor fanden jeg ikke gav dem en chance. Jeg kunne have oplevet dem helt fra start af. Før de spillede på Roskildes Pavillion-scene tre uger senere.

Året efter var jeg på Northside igen. Denne gang skulle de spille på den store blå scene. Og jeg gav dem en chance. Jeg var fuldstændig blæst bagover, som ingen andre danske bands har gjort for mig før. De var så sindssygt fede, at jeg blev fan med det samme. Og de var en klar prioritering, da de igen spillede på 2016-versionen af festivalen.

Folkelighed vs. mainstream

Siden dengang er der sket meget for det danske band. De er gået fra at være upandcoming til at være folkelige af helvedes til. Og ja, jeg rynkede på næsen, da de skulle spille Grøn Koncert sidste år, fordi jeg ville ikke dele dem med dem, der normalt sætter en Rasmus Seebach-koncert højest på deres bedste-koncerter-nogensinde-liste. Jeg var bange for, at det betød, at de nu var mainstream, og at de ville gå fuld Coldplay og begynde at lave skodmusik for pengenes skyld. Det mener jeg heldigvis ikke, de har gjort. De har eksempelvis sagt ja til at spille på årets Egmont Festival. Det er fucking sejt lavet af dem.

Der er talt meget om Niels og hans brækkede ben inden deres efterårstourné i 2017. Der er talt meget om, hvordan hans stemme er blevet helt fantastisk efter ulykken, fordi han ikke kunne spjætte rundt på scenen, som han plejede. Nu kom den ultimative test for mig. Kunne Niels tage sin nyfundne fantastiske stemme med på Orange uden at give afkald på sin maniske sceneoptræden?

Helt alvorligt talt. Både min kæreste og jeg kunne ikke stoppe med at græde det første kvarter af koncerten. Vi havde begge svært ved at sætte ord på hvorfor, men det har nok noget at gøre med, at det var noget nær perfekt. I hvert fald for os. Det var en smuk kulmination af lang tids tvedelt fascination af Minds. (Hun forærede mig i december en trøje, hvor hun havde fået trykt “Ung Kniv” på med kyrilliske bogstaver). Nu stod vi der sammen. Foran Danmarks største og bedste scene og nød det bedste liveband Danmark p.t. har at tilbyde. Det var et øjeblik, hvor alting bare føltes perfekt.

Resten af publikumet foran Orange Scene så ikke ud til, at de på nogen måde ville sætte spørgsmålstegn ved min påstand. Det var en folkefest af dimensioner. Specielt var det vildt, da de fik hele publikum til at sætte sig ned. Det er efterhånden blevet lidt af et kliché-trick, men alle gjorde det alligevel. Jeg ville aldrig selv gøre det til en koncert, jeg bare lige var for at tjekke ud. Jeg tolker det derfor som, at alle var der, fordi de gerne ville være der. Ellers blev de i hvert fald fans i samme sekund. Det var et enormt veloplagt og velspillende band, der mødte publikum på Orange. Og de leverede noget nær den perfekte koncert.

The Minds of 99 er så dygtige og gode. De er folkelige uden at være mainstream. De har lært danskerne at høre alternativ musik og at det er okay, at være som man er. De siger ja til at spille koncerter steder, hvor andre ville være for fine.

Hvad har Danmark overhovedet gjort for at fortjene The Minds of 99?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tak for i år søde NorthSide!

IMG_3299
Nieeeeeels.

Fantastiske Northside. Tak for i år.

Ja, jeg ved godt, jeg er superfan, men det er sgu bare en god festival, de har stykket sammen derovre i Århus. Man ved det har været godt, når man har været hele følelsesregistret igennem fra melankoli over eufori til decideret tuderi, og man ved, det har været bedst, når man stadig kan mærke det i kroppen onsdagen efter. Godt der er længe til Roskilde!

De største opture
◾Jeg er stadig høj på Beach Houses hjemsøgende optræden lørdag aften. Det er dog mest på det personlige plan, fordi jeg ENDELIG fik lov til at se dem live. De leverede en fremragende og vedhængende koncert, og jeg er af den overbevisning, at det var helt fantastisk. Dog ikke en once-in-a-lifetime-oplevelse.

◾Den menneskelige lædersofa aka Iggy Pop er det vildeste menneske, jeg har set. Hans optræden var medrivende og overbevisende, og hans sex-appeal ramte helt ned i bukserne hos selv alle de heteroseksuelle mænd til stede på pladsen. I kan godt forsøge at benægte det, men I kan ikke snyde mig. Jeg var til stede. Det fantastiske ved Iggy Pop er hans evne til at holde koncerter med så meget energi og intensitet i en alder af 69, at hans bagkatalog slet ikke gør noget, fordi det, mener jeg, faktisk er lidt sløjt.

◾The Minds of 99 tog tre i træk, da de igen leverede en helstøbt koncertoplevelse. Sidste år var jeg blown away af deres optræden, og jeg kendte ikke så meget til deres musik, men jeg kunne straks fornemme, at der var potentiale i de her drenge. Siden dengang har de udgivet deres andet album, og det beviste jo blot det, som alle i forvejen vidste – de er noget helt særligt. Forsanger Niels Brandt er så karismatisk og dygtig, at han kan tillade sig at ligne en stereotypisk slaver med sin frisure og valg af træningstrøje. Lukas Graham skal kigge langt efter den samme mængde talent, som de her drenge besidder.

IMG_3309
En anden optur. De infamøse hvide Northside-sko lever stadig i bedste velgående.

Årets største overraskelse
◾Kontantløs festival er kommet for at blive. Jeg stod ikke ufrivilligt i kø en eneste gang. Alting gik så stærkt, og der var ingen spildtid. Det fungerer.

◾Northsideburgeren er blevet bedre, er den ikke? Udover at være dyrere så smagte den anderledes end sidste år. Som om den udvikler sig sammen med festivalen. For satan den var lækker. Den kan sagtens konkurrere med Tommi’s.

◾Duran Duran overraskede mig positivt. Stadion-musik på den måde var virkelig et sats. Måske det største sats overhovedet, men de leverede varen, og jeg ville så gerne synes, de fremstod rutineprægede, men det ville være en løgn af konkludere. Simon Le Bon var til stede i Ådalen sammen med os, og det var sgu egentlig meget rart med et navn, hvor man kunne synge med på alle sangene. ALLE sangene.

IMG_3301
Det samme gør de høje hæle. Det her er altså en festival – ikke et modeshow.

De største nedture
◾Lukas Graham var den koncert, der trak flest mennesker, tror jeg. Det virkede i hvert fald sådan. Det forstår jeg ikke, når der bliver præsenteret store internationale navne. Hvorfor strømmer folk så til et lidt ligegyldigt dansk act? Måske er det et af Northsides problemer, der hænger lidt sammen med den kritik, publikum har fået for at snakke for meget til koncerterne. Måske er oplevelsen for intens, fordi man vandrer fra den ene koncert til den anden med kun et kvarters pause, og så får man slet ikke talt sammen imellem. Heldigvis var Lukas Forchhammer rigeligt snakkesalig, som Peter pointerede i sin anmeldelse. Det virker desværre som om, der er mange af gæsterne, der er der mere for hyggens skyld end de store musikalske oplevelser. Og Lukas er da en hyggelig fyr, når han for syvogtyvende gang fortæller, om dengang han spillede på Wembley. Ikke sandt mine damer og herrer?

◾Hvor blev hiphoppen af, Northside? De sidste par år har i booket navne som A$AP Rocky og Wu Tang Clan. Der er sgu lidt vej op til dem for Malk De Koijn og Marvelous Mosell. Selv for Yelawolf vil jeg mene. Jeg savnede et mellemstort til stort hiphop-act på plakaten. Det behøver jo ikke være Eminem, men udbuddet var altså sløjt i år. I vinder mest ved, at der er noget for enhver smag, og Yelawolf er sgu for nichepræget sydstatsrap til at være godkendt.

◾JEG GLEMTE AT SPISE TARTELETTER. Fuck mig.

IMG_3329
Publikum var ligeglade med vagternes anvisninger om, at de ikke skulle sidde på skuldrene af hinanden. Dig på jorden – you’ da real MVP.

Til næste år ønsker jeg mig
◾Hiphop, selvfølgelig. Vamos!!

◾At I bliver ved med at holde indie og alternative-fanen højt, fordi I gør det bedre end nogle andre i Danmark. Det skal I blive ved med. Hvis I læser med her, så psssst…. Book lige Morrissey, ik’.

◾At I bliver ved med at udfordre jer selv på form og facon, så I ikke gror fast og bare bliver placeret i en bås, der hedder hipster-festival. I år bookede i flere hårde navne, end I har gjort før, og jeg har ladet mig fortælle, at det var med stor succes. Jeg var ikke selv til nogle af koncerterne, fordi det ikke er min kop te, men folk har talt virkelig positivt om det.

IMG_3311
Nye venner blev det også til.

Tilbage er der at sige tak for i år. Det var en ægte bedstival som altid.

Nu er der bare at se frem til 2017-udgaven. Jeg ved, at Northside vender og drejer al kritik og svipsere og bruger det konstruktivt forud for næste år. Det er stadig en ung festival, og børnesygdomme er acceptable. Nu bliver jeg helt trist, mens jeg har skrevet den her artikel, fordi det er gået op for mig, at der vitterligt er et helt år til NS17. Puha, det er længe… Sker der noget næste weekend?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

The Minds of 99 – Ingen frygt for den store stygge scene

The Minds of 99 åbnede onsdag Roskilde Festivals scene. Det skete med alvor og stor selvsikker - men med lidet variaton (foto: Peter-Emil Witt)
The Minds of 99 åbnede onsdag Roskilde Festivals scene. Det skete med alvor og stor selvsikkerhed – men med lidet variaton (foto: Peter-Emil Witt)

Når Roskilde Festival natten til søndag slukker for lys og lyd en sidste gang, igangsættes et halvt års gisnen om den næste, store danske kunstner. Set bort fra et par enkelte huller har det igennem de sidste tyve år været en uskreven tradition, at festivalens største scene, Orange Scene, skal åbnes af et nyt navn, gerne af dansk afstamning, der er blomstret op og blevet the next big thing.

Efter sidste års prisvindende og selvbetitlede debut var det ventet, at The Minds of 99 ville blive castet til denne opgave. Med sin skarpe lyd, bredtfavnende post-punk og dansksprogede tekster har sekstetten med numre som Rav og ikke mindst Det Er Knud Som Er Død skrevet poppede melodier, der vinder sympati mange steder i landet. På scenen fremføres sangene med energi og højt tempo, og som endnu et uskrevet Orange-ritual var eftermiddagens taknemmelighed fra scenekanten tydelig fra første nummer.

Den indledende taknemmelighed og eksplosion af orange konfetti blev hurtigt efterfulgt af frygtløs selvsikkerhed, livliggjort af forsanger Niels Brandt. Brandt kan med sin kraftfulde vokal både skrige og agere dyb som på hittet Det Er Knud Som Er Død, mens hans fem bandmedlemmer punktligt lever en milmeterpræcis instrumentalisering. End ikke Orange Scenes tydelige følsomhed overfor sidevind kunne tage noget fra bandets højenergiske optræden, og bandet efterlod intet indtryk af, at de blot for tre år siden fandt hinanden musikalsk i en lejlighed på Frederiksberg.

Det eneste, der hæmmer helhedsindtrykket, er bandets mangel på større variation. Selvom man har fundet en mere dyster side på det nye, flotte nummer Ud Af Min Krop, mangler The Minds Of 99 stadig at omsætte de tydelige musikalske evner til improvisation og originalitet. Men foran sit hidtil største publikum er fuglen i færd med at gro sig lange og stærke fjer, så den snart kan flyve ud af sit bur.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.