Regnsky på Trailerpark – Fredag

LIVESTEMNING: Vi ankommer til Trailerpark Festival kort før The Kissaway Trail indtager den indendørs scene. Det er fredag aften, og den lille festivalplads er endnu ikke fyldt. Bandet lader til at have lidt svært ved at spille sig varme, så vi bruger tiden til at tage et kig på omgivelserne.

Eva: Efter The Kissaway Trail gik vi ud til den udendørs scene, som de første par dage hovedsageligt præsenterede elektroniske acts og djs. Trailerpark har i den grad udvidet i år, lyden er blevet bedre på begge scener, og udendørsscenen er nu rent faktisk et overdækket telt og ikke en campingvogn med en djpult. Lyden blev faktisk indeni teltet og blæste ikke ovre på Vester Fængsel.

Søren: I forhold til oplevelsen sidste år, hvor udendørsscenen i bund og grund var en campingvogn, der fungerede som backstage lokale og en lille scene, hvor der akkurat var plads til en djpult.

Eva: Hvilket jo i den grad også er et godt billede, på den opgradering der er sket. Festivalens udgangspunkt i år var i høj grad musikken, hvilket fik den til at virke mere inkluderende overfor flere mennesker end sidste år. I år kom man på grund af acts som Toro Y Moi, Caribou og Kollektiv Turmstrasse, og det gjorde i høj grad, at publikum havde noget til fælles.

Morten: Det er tydeligt at de i år er langt mere ambitiøse, især på det musikalske område. De har jo heller ikke lagt skjul på, at bookingbudgettet i år har været dobbelt så stort som sidste år.

Søren: Sidste år bestod bookingerne i høj grad også af venner af ArtRebels, hvilket gjorde det til en noget lukket fest. Der var det i lidt for høj grad underlige sideprojekter, og så snart Trentemøller spillede klokkespil over et nummer, var det som om de var berettiget til at spille.
I år var der så heldigvis fokus på hvem der virkelig havde noget originalt og aktuelt at komme med. Men egentlig var fredagens store overraskelse danske Sousa/Schmidt som til hverdag er residents på Rusts torsdagsklub Villains Club. Vi diskuterede, at det egentlig er problematisk med residents, at man kan se dem en gang om ugen – så får man aldrig gjort det.

Eva: Ja, og de var i den grad koncentrerede omkring at levere varen fredag, hvor de jo varmede op for Kollektiv Turmstrasse. Det gjorde de virkelig, og især deres skift i intensitet skabte en god dynamik i deres ellers ret minimale stil.

Morten: Jeg håber ikke drengene modtager dette forkert, men de er bare så skide talentfulde til at varme op. De skaber en god stemning, og deres valg af tracks skaber virkelig en kreds helt oppe foran – folk, som ikke nødvendigvis venter på “actet bagefter”, men som føler noget for nuet. Jeg synes dette set har været mindre “opvarmningsorienteret” og mere end ode til dem selv, og det gjorde de yderst overbevisende!

Søren: Da Kollektiv Turmstrasse gik på, var det med en intro, som nogle måske vil mene var lidt for lang tid om at gå i gang – vi stod nede bagerst i starten, og der tænkte jeg faktisk at de første produktioner måske var lidt ligegyldige. De lagde ud med en lang, drømmende filterintro, som mærkerede overgangen fra Sousa/Schmidt. Men egentlig, efter koncerten, virkede det som et helt rigtigt valg – de gik ikke fra 0 til 100 på et nummer. Og da de efter en lille halv time spillede deres “Let Freedom Ring-remix” af Federleicht “On The Streets” gik folk jo helt amok og sang faktisk med – til det kom virkelig bag på Kollektiv, som stod og rystede på hovedet og simpelthen ikke kunne forstå det.

Morten: Jeg havde egentligt håbet på en endnu længere intro – måske i form af Grillen Im Park – men de kan selvfølgelig ikke nå at komme hele bagkataloget igennem på godt en time. Jeg havde rigtig store forventninger til deres optræden, og de blev alle indfriet – “men” så ikke mere. Jeg var vældig tilfreds, og det eneste buzzkill var de lydproblemer der engang imellem opstod med deres lydkort, som gav en skrattende fornemmelse i overgange.

Eva: Trailerpark forstår virkelig at tætpakke et program – efter Kollektiv Turmstrasse var dagen i hvert fald overstået for mig, og DJ Hell fik lov til at være DJ Hell.

Morten: I øvrigt har jeg en sjov sidehistorie til den gode DJ Hell – her  kan man virkelig tale om en mand på farten, enten fysisk eller mentalt. Kaspar Trolle var så heldig at støde på ham inden hans koncert, og her kunne han fortælle at det var hans første gang i København. Det stemmer slet ikke overens med realiteterne, da Helvedet har spillet på Culture Box tre gange en gang på Kødboderne 18 foruden Store Vega og Den Grå Hal.
Vi beklager fejlen.

(fotos venligst udlånt af Kenneth Nguyen)

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Waqar says:

    Hell har aldrig spillet på Boxen. Da han spillede på KB18 var der vist gået omkring 5-6 år siden hans sidste besøg i kbh. og jeg vil nu mene at Hell har en ganske udemærket hukommelse eftersom at han kunne huske hans første kbh. gig i detaljer (Den Grå Hal i 1992) – Trolle og Hell har sikkert talt forbi hinanden :-) og stor tak for Trailerpark anmeldelse. Ganske god læsning :-)

    W

  2. Helmuth Kool says:

    Korrekt. Og desuden én gang til en fest, som hende raver-pigen Anne-Marie (AM), der kendte Hell havde stablet på benene og nogle år før det på Store Vega.

    Men ja, fin læsning ellers.

  3. T says:

    Kære W..

    der var ikke tale om misforståelse hverken fra min eller hr. hells side..

    han sagde at han aldrig havde været i danmark før og at han derfor havde set frem til det :) jeg nævnte ikke kb18 eller den grå hal inden hans kommentar.. så han har nok bare været lidt ved siden af sig selv..

    :)

    Mvh T

  4. Eva Regnsky says:

    Uha, det beklager vi meget. Ganske uprofessionelt, og det burde selvfølgelig have været bedre researchet fra vores side. Tak for de søde ord (:

  5. Man kan da heller ikke aldrig tage dine ord for gode varer, Trolle :((

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Trailerpark 2010 – danske indievisit

Der er  sat et heftigt kvalitetsstempel på Trailerparks danske indiebookinger. For udover, at alle de tre bands har besøgt velrenomerede festivaler som Roskilde og Spot Festival, har det engelske, men vidt respekterede, indielabel Bella Union vist sig glade for Danmark. Både selskabets danske arbejdsheste i The Kissaway Trail og Chimes & Bells besøger Trailerpark, med deres to vidt forskellige versioner af  indierocken.

Chimes & Bells imponerede mig i den grad ved deres koncert på Roskilde Festivals Pavillion Jr. scene, hvor jeg for første gang så det efterhånden rutinerede liveband i en akustik, der kom de stort anlagte og boulevardbrede melodier til deres ret. For selv i det dystre univers, der ledes af Cecilie Triers dybe sangforedrag, er der lys, og det skal helst kunne komme igennem lydmuren. Janis Magrigiannis fra Choir of Young Believers backing vokal rammer hjerteskærende rent og får – især live – skabt dybde i lydbilledet, så helt igennem hjerteskærende genistreger som “Into Pieces of Wood” bølger ud over publikum.

Chimes & Bells – Into Pieces of Wood
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/Into-Pieces-of-Wood.mp3]

En dybde som The Kissaway Trail bestemt ikke dyrker. Hos odenseanerne er der tårnhøjt til loftet, men ikke voldsomt langt til muren. Durakkorder og himmelstræbende kor udfordres sjældent af mol og bas, men det er egentlig i orden, for den fem mand høje gruppe er så fremragende musikere – og ekstremt godt sammen – at de manglende spændinger i musikken udlignes.
Kvinttetens andet album udkom i foråret til stor ros i hjemlandet – blandt andet herfra. For med hvirvlende, støjende guitarer og skrøbelig vokal skabes der længselsfuldt epos, som i den grad har bjergtaget indiehjerter landet over.

Som sidste danske indienavn på Trailerpark er Sleep Party People bestemt ikke et dårligt valg. Ligesom de to andre, spillede Brian Batz og kaninerne på både Roskilde og Spot! Festival tidligere i år, og det til anmeldelser i 5/6 stjerner-stilen. Ikke underligt, for de fem bandmedlemmer bruger de lange ører fornuftigt og lytter så meget til hinanden, at hvert evig eneste sekund sidder lige i skabet. Enhver håbefuld musiker bør opleve Sleep Party People live, for startskuddet til det, der meget vel kunne bliver en regulær supergruppe er gået.

Regnsky kører frem til 25. juli en konkurrence, hvor vi sætter fem partout-billetter til årets Trailerpark Festival på højkant, som løber af staben fra 30. juli – 1. august i København.
For at deltage i konkurrencen skal du sende en mail til eva@regnsky.dk med det korrekte svar på dette spørgsmål:

“Et dansk band på dette års plakat spillede også på Trailerpark sidste år. Hvilket?”

Bemærk: Konkurrencen er nu afgjort! Hvis du ikke er blevet kontaktet pr. mail, er du desværre ikke blandt de heldige. Tak for den store interesse!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde 2010 – Frygten for hjemmebanen

For en måneds tid siden besøgte jeg festivalen Europavox i den lille, franske by Clermont-Ferrand. Det gjorde Roskilde Festival-aktuelle The Kissaway Trail også, og netop fordi de i år besøger Danmarks største festival (for anden gang på 3 år), samt i foråret udgav deres ganske udmærkede andet album, Sleep Mountian, benyttede jeg muligheden til at mødes med trommeslager Hasse Mydtskov og guitarist Daniel Skjoldmose.

Det blev til en snak om frygten for at skuffe hjemmepublikumets forventninger, om frygten for at skuffe sine egne med en plade, der ikke var god nok – og om hvordan man laver den helt rigtige plade efterfølgende.

Som band netop hjemvendt til Danmark efter en lang række koncerter i udlandet, venter sommeren med festivalkoncerter i hjemlandet.

“Når vi endelig vender hjem og spiller koncerter i Danmark, efter så lange turneer i udlandet, er der flere følelser på spil. Vi har en fornemmelse af, at folk forventer at man kommer og er det vildeste, fordi man har succes udenfor landet.”

“Vi er blevet mere sammentømret som band, her med det nye album. Med det første album have vi jo mødtes ret tilfældigt, brugt to måneder på et album, også var vi signede. På det nye album (Sleep Mountian) er vi i langt højere grad fælles om numrene. Selvom det stadig er de to sangere (Søren Corneliussen og Thomas Fagerlund), der skriver skitserne og melodierne, mødes de med os andre bandmedlemmer hver for sig, og får måske lagt lidt mere guitar eller trommer på, før det tages med i øvelokalet og bearbejdes af hele bandet i fællesskab,” forklare Daniel om processen, som måske også har gjort bandet så sammentømret, at de nu fremstår som et mere fuldendt band i livesituationerne.

“Når vi udvælger hvilke tracks, som skal med på albummet, lægger vi dem alle sammen i en pulje og udvælger dem, vi synes er allerbedst. I arbejdet med den her plade, viste det sig, at det var de numre Thomas havde skrevet, der passede bedst sammen, og derfor blev det dem, der er flest af. Det har måske gjort udtrykket lidt lysere end på debuten.”

Egentlig var Sleep Mountian en helt anden plade. The Kissaway Trail gik i et fancy studie, indspillede og da de kom hjem til Odense gik det op for dem, at det ikke var det, de ville. Det virkede forkert.

“Efter det havde vi noget tid, hvor vi ikke rigtig snakkede sammen. Efter en måned mødtes vi så i studiet i Odense og brugte 12-13 dage på at lave et nyt album. Og der virkede det rigtigt, fordi det kun var os, der var med til at lave det.”
“Fejlen med det første album vi indspillede var nok, at der var så meget karrieremæssigt på spil. Det var arbejde, og det skulle gøre, at vi blev kæmpe store, og pludseligt var det det, der var vigtigt frem for at det føltes rigtigt.”

Men efter at have spillet de første koncerter i Danmark efter udlandsturnering er bandet tilfredst.
“Spot gik sindsygt godt. Var en fed oplevelse, og vi nyder altid at spille i Danmark.”

Mon ikke Roskilde bliver en god oplevelse også? The Kissaway Trail står i hvert fald på klar på Odeon scenen søndag kl. 17, og kan også opleves på Trailerpark Festival i København fra 30.07-01.08.

The Kissaway Trail – Friendly Fire
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/03/05-Friendly-Fire.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Nick says:

    rigtig godt interview :))

  2. alexander says:

    fantastisk liveband!

  3. Jensen says:

    Godt indlæg, ja! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

The Kissaway Trail – Sleep Mountian

Efter massiv succes, hits på P3, udenlandsk pladekontrakt hos Bella Union og massiv tournevirksomhed verden rundt, er der sket en del udvikling hos fynske The Kissaway Trail.

Første gang Danmark hørte til kvintetten, var singlen “Smother + Evil = Hurt” i front, og den skaffede kvintetten noget så sjældent som et reelt gennembrud. Selvom den opfølgende debutplade i den grad var præget af nogle heftige begynderfejl i de temmelig volumiøse melodier og tæt på pinlige tekster, forelskede jeg mig hovedkuls i bandet, og hørte hele pladen til ukendelighed.

Nu skal der følges op på successen. Tre år er gået, og i al stilfærdighed er den grandiøst overvældende lydmur blevet skubbet lidt i baggrunden til fordel for mere minimalistiske udtryk.

Hvor The Kissaway Trail i 2007 fremstod ganske tidstypiske med deres canadisk inspirerede indierock, har tiden gjort dem godt. For Sleep Mountian har ikke intentioner om at rette lytterens tanker bagud mod folk som Arcade Fire (som det dog er svært ikke at tænke på), men opfordrer derimod til at give efter for de episk opbyggede numre, og følge med på en tur op ad Sleep Mountian.

Det er der god grund til at gøre. Hvor pladens åbningsnummer og single “SDP” hvirvler støjende og vanvittig harmonisk op med insisterende trommer og fremdrivende guitarriff, snubler den neddæmpede “Painter” på bedste vis rundt i sin aparte rytmik og enkle vokal. Netop fordi så meget ramler sammen, skærer kontrasten mellem The Kissaway Trails højtragende epos og fintfølende, akustiske øjeblikke skarpt og former et i helheden nuanceret album.

Der, hvor The Kissaway Trail får min gamle kærlighed til at sætte de fineste blomster er dog på de oplagte hits. Fabelagtigt gode “New Year” og “Don’t Wake Up” præsterer begge at fænge, forløse og holde lytterens spænding gennem begge numre. Kissaway komprimerer så meget liv ned i 4 minutter, at man må overgive sig til rytmikken mellem energi, sarte vokaler og smukke harmonier.

Rejsen op ad Sleep Mountian er et overvældende eventyr. Selvom bandet i den grad har fået mere styr på harmonierne de enkelte instrumenter imellem, gives der stadig plads til maksimale lydbilleder – der nu er velstrukturerede, gennemtænkte og helt igennem velspillede. Forventningerne er i allerhøjeste grad indfriede.

The Kissaway Trail – New Year
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/03/03-New-Year.mp3]

The Kissaway Trail – Friendly Fire
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/03/05-Friendly-Fire.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. alexander says:

    det er så dejlig musik, mere indviklet er det altså ikke <3

  2. Ninna says:

    det var da, hvad man kan kalde en overordentligt velinformerende og velformuleret anmeldelse …

  3. ja, eva, less is more!

  4. Rasmus fra Varde says:

    Kæft det er godt! (også anmeldelsen) – jeg skal så snart afsted mod byer med pladeforretninger og få indkøbt dette stykke ufortyndet nydelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?