Jagten på ”The Seattle sound”

Så er det endelig blevet tid til at præsentere den anden og sidste nye skribent her på Regnsky: Peter Pishai Storgaard er navnet. Peter er, som den eneste her på Regnsky, bosat på den anden side af Bæltet, hvor han studerer journalistik på Medie- og Journalisthøjskolen i Aarhus. For Peter handler formidling om at gøre emnet tilgængelig for så mange som muligt, så han vil i sine artikler præsentere både etablerede og spirende kunstnere på en vedkommende og let forståelig facon. Velkommen til, Peter!

For mit vedkommende er det bedste ved at rejse alle de nye oplevelser. De nye indtryk. De nye bekendtskaber. Og måske vigtigst af alt; de nye musikalske oplevelser, indtryk og bekendtskaber.

Derfor var min tur til Seattle i juli også imødeset med urimeligt høje forventninger. For det var jo Seattle. Byen, hvis til tider ret triste vejr, dannede en passende scene for grungens fremfærd i 80’erne og 90’ernes USA med bands som Soundgarden og Nirvana som de mest indflydelsesrige. Og som de senere år har givet os så forskellige bands som Fleet Foxes og Shabazz Palaces.

Soundgarden – Black Hole Sun

Fælles for disse fire bands er, at de alle er/var signet under det samme label. Nemlig Sub Pop Records, som med Bruce Pyatt og Jonathan Poneman i spidsen har været bagmændene bag det, som i 80’erne gik under navnet ”The Seattle sound,” og som i dag er kendetegnet ved et simpelt og stemningsfuldt musikalsk udtryk, hvor følelser vægtes højere end produktionel perfektion.

Det var denne nye afart af ”The Seattle sound,” jeg ville finde. Jeg ville vide, om den også fandtes udenfor Sub Pops studier. Ikke blot i ideen Seattle, men også i byen Seattle. Og heldigvis lykkedes det mig i sidste ende med god hjælp fra den anerkendte, lokale universitetsradio, KEXP.

Lemolo er navnet på mit første og største musikalske crush fra nutidens Seattle. Meagan Grandall og Kendra Cox hedder de to piger i duoen, hvis musik bevæger sig i den diffuse sfære mellem indie folk og drømmepop.

Men her er tale om et band, der ikke søger den tryghed, som de stringente musikalske genrer kan give. Dertil er den musikalske kreativitet for stor, hvilket smukt bliver eksemplificeret på ”On Again, Off Again,” hvor Grandalls tunge guitarriff og Coxs lidende trommeslag giver flashbacks til 80’ernes selvudslettende ”Seattle sound.”

Lemolo – On Again, Off Again

Eller på den minimalistiske og gåsehudsfremelskende ”Move Me,” hvor Meagan Grandalls imponerende vokal leder tankerne i retning af kunstnere som canadiske Feist og Sveriges Jenny Wilson.

Lemolo – Move Me

Men selvom Grandalls vokal uden tvivl er det bærende element i Lemolos musikalske udtryk, er det Kendra Coxs uimodståelige passion, der gør dette band til en værdig repræsentant for den nye ”Seattle sound.” Lidenskabeligt hamres der bestialsk på trommerne. Når klaveret altså ikke lige kræver Kendras kærtegn.

Hvor de to førnævnte numre er fantastiske eksempler på diversiteten i de to unge damers musikalske kunnen, samler ”Letters” på smukkeste vis passionen, minimalismen og den insisterende sorg på fem intense minutter. En intens repræsentant for det, jeg søgte at finde. ”The Seattle sound.” Eller måske snarere: ”The Seattle sound of 2012.”

Lemolo – Letters

Lemolos debutalbum ”The Kaleidoscope” udkom den 3. juli i år og kan købes her: http://lemolomusic.bandcamp.com/

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.