Great Escape, du er fandme en babe

G Flip The Great Escape
Foto: Mike Massaro

Vi havde sendt vores gæsteskribent Tanja Toubro til Brighton, hvor The Great Escape traditionen tro løb af stablen. Hvis du ikke kender festivalen, kan den beskrives som en slags britisk SPOT Festival. Senere følger interviews med nogle af de optrædende, men først kan du læse om hendes oplevelser på festivalen herunder. God læselyst – og tak til Tanja!

Allerede da jeg trådte ud i morgensolen fra togstationen i Brighton, kunne jeg mærke, hvordan byen summede af festivalstemning. Eller også var det bare mine sommerfugle i maven. Det var anden gang, jeg skulle på The Great Escape Festival (TGE), og jeg havde glædet mig helt ustyrligt til at komme tilbage til den sydengelske by. I løbet af tre dage spiller de 450 artister på lineuppet typisk to-tre koncerter, der er et tæt pakket konferenceprogram, et hav af netværksarrangementer for artister og branchefolk og en lang række uofficielle koncerter på byens pubs og barer. Så hvis man kommer til at kede sig i løbet af festivalen, er man selv ude om det.

De danske navne på plakaten var i år K-Phax, Simone Tang, KOPS, Nelson Can, Maximilian og M.I.L.K (som godt nok var registreret som fransk grundet signingen på Capitol Music France), og selvom det altid er sjovt at se, hvordan danske acts bliver taget imod af et udenlandsk publikum, så gik jeg ganske bevidst udenom dem. Noget af det, jeg elsker ved showcase-festivaler som TGE, er netop at opleve helt nye acts, som jeg ellers ikke har mulighed for at se live.

Australien bugner af store talenter
Nogle af de artister, som ikke er lige om hjørnet fra Danmark, er selvfølgelig de australske. Jeg er for nylig vendt hjem efter et år i Sydney, hvor jeg har fulgt den upcoming scene i landet tæt, og der er virkelig meget spændende musik på den side af kloden lige nu. Derfor var mit første stop i Brighton spillestedet Komedia, hvor Sounds Australia havde slået lejr, og det var her, jeg fandt de tre artister, som for alvor brændte sig fast på festivalens første dag: Alex the Astronaut, Didirri og Stella Donnelly.

De har, udover deres nationalitet, tre ting til fælles: De er singer-songwriters, de havde kun selskab af deres guitar på scenen, og de formår at skabe et helt specielt nærvær i rummet, både under og mellem numrene. Alex the Astronaut med sin skæve charme, Didirri med sin eftertænksomhed og Stella Donnelly med sine hverdagshistorier om akavede Tinder-dates, uduelige chefer og mærkelige familiemedlemmer, men også dybt alvorlige emner som seksuelt overgreb på den hjerteskærende ”Boys Will Be Boys”.

Der er virkelig mange stærke kvindelige acts i Australien lige nu, og Alex og Stella var langt fra de eneste, som havde taget turen til Brighton. De havde blandt andet selskab af Jack River, Hatchie, Odette, Caiti Baker og Smukfest-aktuelle Ecca Vandal (som jeg desværre ikke fik set på TGE, men var så heldig at fange i London i søndags). Og selvfølgelig G Flip. Selvfølgelig er måske så meget sagt, for her er der virkelig tale om et nyt navn. Det er blot tre måneder siden, at Georgia Flipo, som oprindeligt er trommeslager, udgav sin debutsingle, ørehængeren ”About You”, og da jeg fangede hende på den nye Beach House-scene på, ja, Brightons strand, var det kun 15. gang, at hun stod på en scene som frontkvinde for sit eget band. Lyden på scenen var ikke optimal, og der var øjeblikke, hvor vokalen ikke var helt skarp, men G Flip og hendes to bandmedlemmer gav sig fuldt ud, og hun er klart et navn, som er værd at holde øje med.

Det sidste australske act, som jeg gerne vil fremhæve, er powerpigerne Haiku Hands. Jeg kendte dem egentlig kun af navn, da jeg blev hængende på Horatio’s Bar efter Alaskalaska (som jeg nok skal komme mere ind på senere) lørdag aften, men hold nu op, hvor var de vilde. De tre tøser bankede rundt på scenen i mere eller mindre koordinerede moves, mens de præsenterede den ene dansable elektropop-banger efter den anden. Sjældent har jeg oplevet så meget energi og performance-glæde. Holy shit.

Amerikanske børn
Okay, nu er jeg vist færdig med Australien. Og så kan jeg jo bevæge mig videre til det amerikanske, nærmere bestemt Los Angeles, hvor begge andendagens highlights har base. Lo Moon var et helt ukendt navn for mig, men forsanger Matt Lowell og Co. fik mig hurtigt overbevist om, at det ikke var en fejl at tage forbi Coalition fredag aften. Svævende drømmepop mødte storslået indierock og i løbet af koncerten blev der bygget op til en lyd, som nemt ville kunne fylde et stadion. Jeg har ikke fået lyttet til gruppens nyligt udgivne debutalbum endnu, men jeg glæder mig til at finde ud af, om det fungerer lige så godt på plade, som det gør live.

Senere på aftenen vendte jeg tilbage til Coalition for at se et af festivalens hovednavne, og en af mine personlige favoritter, nemlig BØRNS. Jeg havde tårnhøje forventninger til amerikaneren med den stærke falset, som jeg ikke havde oplevet live før, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Han var kæk, charmerence, vokalen var lige så skarp som på pladen, og han forkælede det tætpakkede spillested med både nye tracks, som ”God Save Our Young Blood” og ”Faded Heart”, og kendinge som ”10.000 Emerald Pools”, ”American Money” og, selvfølgelig, ”Electric Love”. Mere er det vist ikke at sige. Det var bare en fandens god koncert.

De britiske artister strålede også
På festivalens sidste aften var det briterne, der brillerede. Alaskalaska var endnu et helt ukendt navn for mig, men sekstetten var tryllebindende, og jeg tog flere gange mig selv i at tænke over, hvad jeg egentlig ville kalde deres lækre lydunivers. Det er (elektro)poppet, næsten lidt jazzet, men alligevel også lidt rocket. Det er laid back, men alligevel dansabelt. Så ja, en nærmere definition kan jeg stadig ikke helt give. Men en kæmpe anbefaling er intet problem.

Min sidste koncert blev med et band, som har et helt specielt sted i mit musikhjerte: Ten Fé. Jeg opdagede dem, sidst jeg var på Great Escape, i 2016, og jeg har fulgt dem tæt lige siden. Jeg har set dem live flere gange, så jeg troede, jeg vidste præcis, hvad der ville ske, da jeg mødte op på tætpakkede The Prince Albert. Men jeg blev alligevel taget lidt med bukserne nede. Det er lidt over halvandet år siden, at Leo Duncan og Ben Moorhouse fik fast selskab af Rob Shipley, Johnny Drain og Alex Hammond, og de fremstår nu som et langt mere sammentømret band. Energien på scenen havde fået adskillige nyk opad, og selvom de kun spillede ’gamle’ numre, så var det på mange måder en helt ny oplevelse. Der var langt mere plads – og mod – til at trække numrene ud med lange instrumentaler og til at lege med tempoet, og jeg blev helt skuffet, da de annoncerede sidste nummer – jeg havde jo kun stået der i to minutter.

Jeg kunne blive ved og ved. Om alt det jeg ellers så, det jeg gik glip af, det jeg ville have mere af. Om solen, søvnunderskud og ømme fødder. Men lige meget hvor meget jeg ævler, så er konklusionen den samme: Great Escape, du er sgu en babe altså. Jeg glæder mig allerede til næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Find din vinterforelskelse til VEGAs New Crush

VEGAs New Crush

Ja, jeg ved godt, at det teknisk set stadig er efterår, men her et par dage inden VEGAs New Crush løber af stablen, føles det altså ret vinterligt. Jeg var omgivet af sne i weekenden, det er vinterkoldt, og jeg har flere gange haft lyst til at hænge julepynt op. Heldigvis har Københavns bedste spillested været søde nok til at sammensætte et program, som spiller perfekt sammen med de forfrosne følelser, jeg går rundt med lige nu.

For når VEGAs New Crush går ned torsdag aften, er det med en række af den internationale musikbranches mest lovende nye artister ved roret. Derfor er det altid lidt sjovt at skrive en anbefalingsartikel til den slags arrangementer, for jeg ender lynhurtigt med at anbefale alle fem, og så er vi jo lige vidt. Derfor har jeg været benhård og besluttet, at jeg vil skære de fem ned til tre klokkeklare anbefalinger (okay, to klokkeklare anbefalinger og en håbefuld anbefaling).

Øverst på min liste står Jamie Isaac. Den unge brite har netop udgivet sit debutalbum, og det er intet mindre end fantastisk. Hvis man har en kærlighed til James Blake, Honne og deres generation af britiske r&b-artister, er Jamie Isaac en must-hear torsdag aften. Hans musik er en smule mere soulet end landsmændene. Det er med til at holde den efterhånden godt gennemprøvede lyd frisk, selvom grundelementerne er de samme: Melankoli, eftertænksomhed og en drømmende vibe er i højsædet.

Jeg bliver i England med min næste anbefaling. Her skal vi møde min yndlingsbooking i Sarah Lillie Sheldrake, som på scenen går under navnet SHELLS. Hun har ikke udgivet meget mere end to numre, men det er fuldkommen ligegyldigt, når niveauet er så højt, som det har været. Især “Jailbird” er et nummer, som jeg ikke kan få nok af. Det er minimalistisk pop i sin reneste form tilsat en ret konfliktfyldt tekst. I en tid, hvor vi er ved at drukne i overproduceret popmusik, er det en fornøjelse, når unge artister tør gå mod strømmen – og samtidig gør det med så stor autoritet som Sarah Sheldrake. Heldigvis bliver hun belønnet for sit mod og spiller blandt andet på den britiske festival The Great Escapes ‘First Fifty’ i næste uge, som er ‘the place to be’ for upcoming artister. Mon ikke vi ser hende på en eller flere danske festivaler næste sommer? Jeg tror det.

Min sidste anbefaling er lidt sværere for mig. I min omgangskreds er Ten Fé ‘the shit’, men jeg har meget svært ved at forene mig med forsanger Leo Duncans vokal. Den rammer ikke helt plet i mit musikhjerte, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en discount-udgave af The War on Drugs (seriøst, overvej lige hvor meget “Elodie” minder om “Red Eyes”), hvilket jo som sådan kan være fint nok, når man tænker på sidstnævntes høje niveau.
Jeg vil alligevel anbefale bandet, da jeg på trods af de førnævnte betænkeligheder glæder mig til at tjekke bandet ud live, hvor jeg har hørt, at de for alvor skulle stråle. Herfra skal der lyde en opfordring til, at de gør det; altså stråler.

De to sidste artister på programmet er den amerikanske singer/songwriter Margaret Glaspy og den i mine ører noget aparte svenske elektropunk-artist Rein, som jeg endnu ikke har forstået fuldstændig – men måske kommer det på torsdag…
Jeg glæder mig i hvert fald som altid til at kigge forbi VEGAs New Crush, og jeg kan kun anbefale, at du gør det samme. Der er stadig billetter at få, hvis du er hurtig på tasterne – eller touchskærmen!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.