Theophilius London og Tame Impala genindspiller discodiamant

Et af mine absolutte yndlingsdansenumre er Steve Monites ’Only You’ fra 1984. Det er en vaskeægte kultklassiker med en af de mest funklende basgange nogensinde. Originalen har et futuristisk lydunivers og lyder stadig dugfrisk den dag i dag.

Theophilius London og Kevin Parker må være enige i, at sangen er yderst spændstig, for de har netop udgivet et cover af dansedjævlen. Jeg vil dog mere kalde det en genindspilning end et cover, for selvom man kan høre Tame Impalas patenterede slørede synths, har sangen fuldstændig samme struktur og lyd som Steve Monites version. På trods af, at man nok skal se udgivelsen som en hyldest til discohymnen, virker den stadig lidt ligegyldig, for det er ikke meget, de to kunstnere fornyer sangen. Genindspilningen ledsages af en musikvideo i VHS-retrostil tonet i lilla og guldglimmer.

London og Parker spillede for nyligt et udsolgt show i Los Angeles under gruppenavnet Theo Impala. Duoen har indtil videre kun udgivet ’Only You’, men rapperen har tidligere spillet et nummer fra samarbejdet ’Whiplash’ til koncerter tilbage i 2016. Efter sigende skulle begge sange være at finde på Theophilus Londons kommende album BeBey.

Theo Impala er ikke de eneste, der har fortolket Monites klassiker. Tilbage i 2017 spillede selveste Frank Ocean nummeret under sin koncert ved FYF Fest i Los Angeles. Hvis det ikke kan overbevise dig om, at ’Only You’ skal direkte ind på din danseliste, så ved jeg ikke, hvad der kan.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnskys julekalender 2016: 9. december

Aurora Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det Imogen Heaps fødselsdag – ja, det er hende med “Hide and Seek” fra engang midt i 00’erne. Jeg havde helt ærligt glemt, at hun eksisterede. Men Imogen Heap er faktisk en relativt vigtig personlighed i den teknologiske udvikling, vi ser inden for musikformidling i disse år. Hun var en af de første til at lukke fansene helt ind i processen omkring skabelsen af et album, da hun i årene op til udgivelsen af “Ellipse” i 2009 lavede en serie videodagbøger på YouTube, hvor man kunne følge med i hendes tanker og arbejdsproces. Så stort tillykke med de 39 år, Imogen! Og tak for, at vi fik lov til at komme lidt tættere på.

Årslisten: #16
Jeg lovede i går, at vi ville blive i Norge, efter Dagny indtog 17. pladsen i går. Men mens Dagny må siges at være en af de helt nye norske stjerneskud, så har den – paradoksalt nok – seks år yngre Aurora været en del af gamet i, hvad der føles som en evighed. Hun udgav sin første single som bare 16-årig i 2012, og tidligere i år udgav hun så debutalbummet “All My Demons Greeting Me as a Friend”, som er et ærligt og velproduceret popalbum. Det er lige gået op for mig, at der er utroligt meget rendyrket pop her i listens nedre halvdel, men det har også været et usædvanligt godt popår i år.
Aurora har sagt, at hun allerede har skrevet omkring 1.000 sange og digte, så der skulle være nok at tage af til fremtidige album. Men en af de sange, hun allerede har udsendt, er “Running With The Wolves”. Det er et nummer, som hun leverede en helt fænomenal version af under årets Roskilde Festival, og den er for mig indbegrebet af, hvad norsk popmusik kan i disse år. Det er catchy, det er levende, og det har en konstant dramatisk nerve som bygger op mod et nærmest eksplosivt omkvæd – det bedste bud på netop det skal vi møde om godt en uges tid.

Årets udenlandske koncert: #2
Temaet for de to bedste udenlandske koncerter i år er én ting: Konfetti. I min verden findes der simpelthen ikke noget bedre til koncerter end konfetti. Det skaber en fantastisk stemning, det giver gode billeder, og det er simpelthen med til at løfte en koncert. Det var blandt andet tilfældet til Tame Impala i Falconer Salen i foråret. Jeg har hørt flere sige, at de godt kunne have ønsket sig, at bandet havde leveret lidt mere end bare en liveversion af “Currents”. Men når kildematerialet er så fænomenalt godt, så er jeg altså relativt nem at stille tilfreds. Jeg synes nemlig for en gangs skyld, at lyden i den udskældte sal overgik sig selv og leverede en virkelig fin oplevelse – i hvert fald hvor jeg stod. Så for mig var det en ganske komplet oplevelse med et band, som jeg elsker virkelig højt.
Her er en liveversion af nummeret “The Less I Know The Better” – man kan roligt hoppe et minut ind i videoen, for bandet er lidt lang tid om at komme i gang.

Det var alt for i dag. I morgen tager vi hul på top 15, og det er samtidig blevet tid til at se nærmere på årets næstbedste danske koncert i mine øjne.

Del og kommentér

  1. Thomas Laumark says:

    Jeg ser frem til, at du deler The Flaming Lips på Heartland som den bedste koncert i år. Der er ihvertfald tale om konfetti – og masser af det!
    Jeg synes nu, at Tame Impala var endnu federe på Roskilde Festival, hvor jeg oplevede, at Kevin Parker var så taknemmelig og meget til stede, at det ikke gjorde noget, at hans vokal fik udfordringer til sidst i koncerten. Tvært imod var det vildt levende og autentisk.

    Og så vil jeg lige rose dig for en fed julekalender, det er en fornøjelse at følge med. Både for at kunne erklære mig enig i mange af dine højdepunkter fra i år, mens jeg også får åbnet øjnene op for ny musik. Bliv ved – og skriv endelig mere, det ville ikke skade noget.

  2. Peter Pishai Storgaard says:

    Hej Thomas,

    Tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du kan lide julekalenderen.
    Jeg hørte ikke hele koncerten på Roskilde, da jeg – fordi jeg jo netop havde haft den gode oplevelse – valgte at prioritere andre bands, men det er godt at høre, at du er begejstret for koncerten. Jeg har nemlig hørt lidt forskellige meldinger fra folk, som var til hele koncerten.
    Og du fik selvfølgelig ret i din spådom omkring årets bedste koncert: http://www.regnsky.dk/2016/12/regnskys-julekalender-2016-11-december/

    Bedste hilsner,
    Peter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Året der gik – del 4: Årets album

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi ved at være ved vejs ende, og vi slutter naturligvis af med at kåre årets bedste album fra Danmark og udlandet. Det gik op for mig i processen, at jeg faktisk ikke har lyttet til voldsomt mange danske album, fordi jeg har haft så stor fokus på de helt nye artister, som af gode grunde ikke har udgivet albums endnu, så derfor har en enkelt EP fået lov til at snige sig ind på listen. Den er til gengæld god!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer
Del 3: Årets nye navn

Årets danske album

3. Mew – +-
Jeg er ikke Mew-fanatiker på nogen måde, men selv jeg må indrømme, at den mest rutinerede danske artist på alle mine lister har begået et virkelig, virkelig godt album. Det er på mange måder et Mew, som i mine ører er vendt tilbage til rødderne, og det klæder det i den grad. Især Water Slides og The Night Believer sidder lige i skabet.

2. Shy Shy Shy – Love Songs EP
Love Songs EP’en er ganske enkelt bare et rigtig godt stykke håndværk og en imponerende debut fra Shy Shy Shy, som dog bestemt stadig har ting at arbejde på. Lyden kan godt finjusteres, så de kommer lidt mere ud over stolekanten (eller hvor man nu lytter til EP’en), men når det er sagt, er jeg stadig dybt imponeret over, hvordan et så ungt band har formået at samle så mange højdepunkter på en EP med blot fem numre. Do Not Ask, Soft & Hard og In the Palm of My Hand. Sidstnævnte sender straks mine tanker i retning af det hedengangne Swan Lee, og det er en yderst interessant vej at vælge – mere af det, tak.

1. Blaue Blume – Syzygy
Nu når vi vist til det punkt, hvor jeg deler holdning med størstedelen af det danske anmelderkorps. For der bør ikke være nogen tvivl om, at Blaue Blume har lavet årets bedste album. Det er en rørende historiefortælling, som giver et dybt intimt indblik i Jonas Smiths liv fyldt med kærestesorger, længsel og håb. Det er gennemført – nej, det er nærmest perfekt, og det er på alle måder unikt ikke bare for dansk musik men for musik i det hele taget, hvad det koldingensiske band har skabt med Syzygy.

Årets udenlandske album

5. Braids – Deep In the Iris
Endnu et canadisk orkester gør sit indtog på en af mine årslister i form af Braids. Det er blevet mit koncentrationsalbum i 2015, som jeg har lyttet til stort set hver gang, jeg har skullet forsøge at være produktiv. Det er ikke helt oppe at ringe ligesom Flourish // Perish fra 2013 for mit vedkommende, men det er stadig eksperimenterende elektronisk shoegaze af højeste kvalitet, og jeg bliver stadig fuldstændig indsuget af Raphaelles drømmende univers.

4. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg har allerede berørt Multi-Love som single tidligere, men hele albummet er også noget af det bedste fra 2015. For mens II fra 2013 havde en række gode numre på, føles Multi-Love som en mere sammenhængende oplevelse, og det er det, jeg personligt ønsker fra et album. Samtidig har bandets newzealandske aner nok også spillet en rolle i forhold til at gøre mig ekstra opmærksom på Unknown Mortal Orchestra netop i år, men det rykker nu ikke ved, at det er en helt fortjent fjerdeplads til det snart Northside-aktuelle band og Multi-Love.

3. SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg kan vel nærmest ikke blive ved med at introducere dette album, efter jeg nærmest gjorde det to gange i går. Det er stadig godt, det er stadig en dybt imponerende debut fra SOAK, og du skal stadig lytte til det lige nu. Og igen i morgen. Og dagen efter.

2. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit (jeg forkorter det SISaTaSIJS fra nu af) er ubetinget det album, jeg har lyttet allermest til i år. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af Courtney Barnetts finurlige tekster, og selvom jeg typisk ikke kan fordrage talesang, fungerer det bare for mig, når det er en britisk vokal. Jeg har meget svært ved at lave andre ting, når jeg lytter til albummet, fordi jeg får lyst til at lytte efter teksterne – det er meget få album, der kan det, men det kan Courtney Barnett og SISaTaSIJS.

1. Tame Impala – Currents
Jeg afslørede vist Tame Impalas placering på listen for et par dage siden, men det skal jo alligevel gøres officielt. Currents ér årets bedste album, og jeg har egentlig ikke været i tvivl, siden jeg hørte det for første gang tilbage i juni. Det er psykedelisk rock af den bedste skuffe og i et dejligt langt format, som giver lytteren mulighed for at lade sig indhylle og omfavne af hvert eneste nummer på pladen. Jeg kunne snildt have gjort en håndfuld forskellige numre på albummet til årets nummer, og det siger vist det hele.

Bonus liste: Årets mest interessante album
Shamir – Ratchet
Jeg har haft meget svært med at placere Shamirs eksperimenterende og genre-nedbrydende debutalbum, men jeg følte, at jeg var nødt til at nævne det et eller andet sted. Det er nemlig meget sjældent, at en ny artist på så gennemført manér formår at skabe et fusionsalbum, som på så elegant vis smeder disko-funk sammen med elementer af electronica, r&b og sågar gospel i en underlig men overraskende velfungerende mismask. Så hvis du her på årets sidste dage vil udfordre dine musikalske smagsløg, er Shamirs Rachet bestemt et lyt værd.

Tusind tak for et fantastisk musikår i 2015, og vi ses i 2016 kære læsere. Husk, at du stadig har mulighed for at blive en del af Regnsky-familien – du skal bare sende mig en uformel ansøgning på peter@regnsky.dk. Godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Året der gik – del 2: Årets nummer

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

I går så jeg nærmere på årets bedste koncerter, og her i anden del er tiden så kommet til de enkelte numre. Hvem har lavet lige præcis det nummer, som har sat sig fast i min øregang i 2015? Find svaret herunder.

Del 1: Årets bedste koncerter

Årets danske nummer

3. Faunea – Cope
Faunea mangler stadig det store gennembrud herhjemme, men hvis hun bliver ved med at levere numre på niveau med Cope, går der formentlig ikke lang tid, før det sker. Hun er da også i studiet for at arbejde på sit debutalbum, som jeg glæder mig meget til. Men indtil videre må vi nøjes med Cope, som med et tungt elektronisk beat og et nærmest manisk vokalt udtryk trækker lytteren mod et mørke, der gør lytteren nysgerrig på mere. Jeg føler mig indhyllet, jeg føler mig varm, og det er nok til en flot tredjeplads.

2. Shy Shy Shy – Do Not Ask
På andenpladsen finder vi endnu et ungt orkester, som optrådte på Uhørt Festival, i form af Shy Shy Shy. Do Not Ask er velsagtens det længste, man kan bevæge sig væk fra Faunea, og det er for mig ubetinget lyden af sommeren 2015. Jeg kan ikke lade være med at nynne med på de hyggelige toner fra Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, og jeg kan ærligt sige, at jeg gerne må danse til den sang! Og på trods af at have hørt nummeret tæt på 100 gange, er jeg endnu ikke blevet træt af det. Det må trods alt være et godt tegn…

1. Blaue Blume – Thinking of Roxy
Vi tager et smut tilbage til den mere dystre ende af det musikalske spektre i selskab med Blaue Blume for at finde årets ubetinget bedste danske nummer efter min mening. Thinking of Roxy rører ganske enkelt bare noget, fordi den rammer noget helt personligt i mig. Det gør nummeret tydeligvis også for forsanger Jonas Smith, som har skrevet et helt album nærmest dedikeret til denne Roxy og en skæbnesvanger nytårsaften – og det mærker man i den underspillede opbygning mod et klimaks, som er det mest elegante, der er at finde på bandets fantastisk debutalbum Syzygy.

Årets udenlandske nummer

5. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg elsker, når bands eksperimenterer med deres lyd, og det må man sige, at Unknown Mortal Orchestra har gjort med titelnummeret fra deres 2015-album. Ruban Nielsons hæse og til tider afgrundstruede vokal kommer virkelig til udtryk på Multi-Love, og det er med til at skabe en unik kontrast mellem de nærmest musikal-inspirerede vokalstykker og de mere funky instrumentale afsnit af det velkomponerede nummer.

4. Ducktails – Headbanging In The Mirror
Havde I virkelig regnet med, at jeg kunne gå en hel liste uden en lille smule shoegaze? Nej vel? Ducktails har med Headbanging In The Mirror lavet et nummer, som nok beskriver min musiksmag bedre end noget andet nummer i år. Matt Mondanile inviterer igen ind i sit vidunderlige drømmende univers, hvor man med det samme bliver sendt af sted ned af en highway i det sydlige Californien. Det er der, jeg vil hen, og Matt leverer altid – uanset om det så er som Ducktails eller Real Estate.

3. HONNE – Warm On A Cold Night
Jeg tror ikke, at der er et band, jeg har lyttet mere til i år end HONNE. De to britter har hele året igennem sendt det ene mesterværk af en EP ud efter den anden, og deres elektrofunkede soul-lyd har ganske enkelt bare ramt plet hos mig. Der har derfor været hele otte udgivelser at nyde i år, men deres hidtil bedste nummer finder man på deres anden EP i form af Warm On A Cold Night, som på sin vis giver et godt øjebliksbillede af producerduoens virke. Det er velproduceret, det er sexet, og det er ikke mindst bare utroligt fængende for øret.

2. Courtney Barnett – Pedestrian at Best
2015 har været året, hvor kvinder, der laver rock, har været over det hele. Og øverst blandt dem står britiske Courtney Barnett, som jeg godt kan love, at vi kommer til at møde et par gange mere på årslisterne. Alle hendes numre er karakteriseret ved eminente tekster om relativt basale hverdagsemner, og selvom talesang kan være ekstremt anstrengende at lytte til i mange tilfælde, formår Courtney Barnett alligevel at gøre det spiseligt – måske netop på grund af de simple budskaber. Jeg kunne have valgt blandt mange numre, men især Pedestrian at Best har sat sig fast hos mig med linjer som “give me all your money and I’ll make some origami honey // I think you’re a joke but I don’t find you very funny”.

1. Tame Impala – New Person, Same Old Mistakes
Eventually, Let It Happen og The Less I Know The Better er alle tre numre, som snildt kunne have fundet plads på denne liste, men for variationens skyld har jeg valgt at begrænse mig til ét nummer per artist. Derfor bliver årets udenlandske nummer i min bog et af de mere oversete af slagsen på Currents i form af New Person, Same Old Mistakes, som sætter punktum for årets suverænt bedste album (hov, det var vist en spoiler).

https://www.youtube.com/watch?v=qjWs-lVa8Oc

Bonus liste: Årets bedste covernummer
Highasakite – Heavenly Father (Bon Iver cover)
Hvis der er én ting i verden, jeg virkelig er imod, så er det covers af Bon Iver-numre. Det er ganske enkelt umuligt at forbedre numrene, og det ender ofte med et meget tvivlsomt forsøg, som gør helt ondt ind i hjertet. Derfor er det blot endnu mere imponerende, hvad Highasakite har formået med deres cover af Heavenly Father. De har ikke bare formået at skabe et fornuftigt resultat – nej, de har overgået Bon Ivers egen version med længder. Det er formentlig et af de eneste numre, som stadig i dag kan give mig kuldegysninger, når jeg lytter til det.

Det var alt for denne gang. Læs med i morgen, når jeg kigger nærmere på de nye ansigter i musikbranchen anno 2015.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tame Impala: En giftslange uden tænder

Roskilde Festival er nu officielt sparket i gang, og ligesom tidligere år – ja, sågar på og udenfor denne højtid i juli – er det svært for mig at anmelde og vidergive fortællingerne om koncerter med nogenlunde objektive øjne. Den selvfølgelige, ligetil og oplagte sandhed er, at jeg går til de koncerter jeg vil. Det har min personlige optakt fra i søndags heller ikke lagt skjult på.

Derfor skulle koncerten med australske Tame Impala vise sig, at være den første koncert, der for alvor fik min begejstring op at ringe. Altså, på papiret. På forhånd. Baseret på den skønne 2010-debut InnerSpeaker. For da klokken slog 18 på Odeon var jeg – ladet med forhåndsforventninger – vidne til en skuffende, til tider pinlig optræden fra kvartetten, som af stadigt uforklarlige grunde kortvarigt havde formeret sig til en kvintet, da bandets roadie, lidt for langt fremme i skoene, havde sneget sig om bag trommeslager Jay Watson, der for en kort bemærkning ikke evnede at agere støttende vokalist til forsanger og frontmand Kevin Parker.

Og støtte havde Parker mildest talt brug for. Først til sidst formåede han at træde ud af en uheldig skygge, som han med mange fejl havde efterladt sig i. Ind og ud gled han fra mikrofonen, som ellers stod klar til at modtage en lige dele pragtfuld og stenet vokal – den, som altså var til stede på forrige års studieplade. Live fremstod han sammen med bandet uoplagt i et saåan omfang, at det smittede af på det ellers velmødte publikum. Jeg har aldrig været en tilhænger af at buhe (omend det til flere koncerter har kunnet være på sin plads), men her trippede jeg flere gange efter at udtrykke min utilfredshed. En utilfredshed, som allerede prikkede i mig under koncertens andet nummer, hittet Solitude Is Bliss, som blev fyret af alt for tidligt, eftersom bandet slet ikke havde fundet sig lydmæssigt til rette i den danske muld. Som en giftslange uden tænder – eller et band højest sandsynligt påvirket af flere euforiserende stoffer – bed de forgæves ud efter publikum, og efterlod en sagte uforståenhed hos størstedelen af publikummet.

Deres retmæssige positionering og længe eftersøgte nerve og energi fandt de først til allersidst, da de rockede publikum og dem selv op med den instrumentale Jeremy’s Storm, især ledet af tourbassisten Nick Allbrook, som med sit konstante nærvær var koncertens eneste, gennemgånde højdepunkt.
Tame Impala var oppe imod den barske, skandinaviske hype på deres første besøg på selvsamme egn, mens åbneren på Odeon klokken 18.00 med tillagte skyer for oven heller ikke er nemme vilkår. Ikke desto mindre opstod jeg aldrig fra det halvvåde græstæppe, for drømmende at ramme illusionen om sand under fødderne; den slags sand, der i Perth agerede baggrund til studiet, hvorfra InnerSpeaker blev skabt. Ligeså vel som studielyden aldrig blev matchet live.

Del og kommentér

  1. Jens B says:

    Kan sådan set i store træk faktisk kun give dig ret i dine holdninger omkring Tame Impalas optræden onsdag aften. Bandet havde meget at skulle bevise overfor publikum med sidste års debut og store værk Innerspeaker. Men som du også siger, forventningerne kunne de simpelthen ikke matche, selvom en genre som denne efter min overbevisning næsten ikke kan slå fejl. Når bare man selv kan krammet i forvejen burde resten (stemningen) stille og roligt komme af sig selv. Men stemningen og festen, som jeg havde håbet ville komme, kom bare aldrig. – Skuffende –

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?