Tag ud i skoven med Treefight For Sunlights nye single

Hvis der sad en stikkontakt på træerne i de danske skove, ville det ikke være overraskende, hvis en kreativ sjæl derude havde plugget Treefight For Sunlights spritnye single på et anlæg. Nummeret, der er rig på ‘foråret i skoven’-stemning, hedder Somewhere In The Future, og er andensinglen til det danske bands kommende album Pizza, som udkommer på mandag.

Somewhere In The Future akkompagneres forsanger Morten Winther Nielsens flotte falset med Animal Collective-esque psykedeliske toner og bombastiske trommer, og resultatet er lige til at pakke ned på en mp3-afspiller, så man kan tage nummeret med ud og skoven og danse videre. Somewhere In The Future præsenterer et mere modent udtryk i forhold til det snorlige, sommerlige pop-hit Facing The Sun fra debutalbummet, som stadig er det stærkeste minde for mig.

Pizza udkommer 31. marts via Tambourhinoceros.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Julen startes af Det Elektriske Barometer

Alle mine butiksbesøg i december måned foregår med hovedtelefoner på. Jeg hader moderne julemusik. Jeg kan slet ikke snuppe de lykkelige melodier og kvalmende naive tekster. Jeg holder af brunkager, salmer, stearinlys og gran, men populærmusikkens take på højtiden skal bare forsvinde langt, langt væk.

Og dog. Der findes enkelte julesange, jeg godt kan håndtere. Sufjan Stevens ‘, eksempelvis. Phil Spectors kan også lige gå an. Og netop dem har måske været inspirationskilden for den julesang af nyere dato, som jeg kan kapere. Den er signeret af Kala-OK og Kirsten & Marie, men i virkeligheden står Det Elektriske Barometer bag. Det var i hvert fald Barometer-vært Mads Axelsen, som kom på ideen om at lave en fin indiehymne til højtiden, og sammen med tekstskriveren Nicolai Koch satte de to Tambourhinoceros-acts på opgaven.
Resultatet hedder “Julen Blir Hvid”, og emmer af forventningens glæde. Kala-OKs simple melodier og fyldige rumklangsrytmer klæder Kirsten & Maries skønsang. Detaljerne glimter, og det hele virker lige så let som vinterens første, blødt dalende sne. Det vuggende, blide tempo klæder pigernes helt lyse vokaler afsindigt godt. Nummeret er lige til at spise, på samme måde som de andre julesange er det, men det er ikke tomme kalorier. Jeg har lyst til at mærke glæden fra popmusikkens umiddelbare tilfredsstillelse, men jeg vil også gerne vide, at der ligger mere bag. Har dem som siger, at forventningens glæde er den største ret? I wouldn’t know, men når det kommer til musik, er den kriblende fornemmelse af, at det sublime lurer lige på den anden side af den næste bro helt fantastisk. Den fornemmelse får vi på “Julen Blir Hvid” – den ligger og putter sig sammen med den fornemme sangskrivning, som holder nummeret sammen. Lige til at spise.

Når jeg juleaftens dag går hjem til mine bedsteforældre gennem et København i sort/hvid, vil “Julen Blir Hvid” sænke julefreden på mest harmoniske vis.

Kala OK & Kirsten & Marie – Julen Blir Hvid
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Julen-Blir-Hvid-LIM11.mp3]

“Julen Blir Hvid” er Det Elektriske Barometers julesang i hele december måned, hvilket betyder at alle udsendelser til jul indledes af netop det nummer. Vældig fin idé!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hetz x PRE-Be-UN x Cancer x Gooms

Vi er til familiefest på Teater Grob. Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har gjort lidt af et gravearbejde (og promoveringsarbejde – koncerten var nemlig udsolgt) og kurateret intet mindre end fire debutkoncerter denne fredag. Men til trods for debutant-prædikatet er der ingenlunde tale om ukendte ansigter. Ligesom til den årlige familiefest er personerne på scenen sært genkendelige. Og så er der en sammenhæng mellem de forskellige bands musik. ‘Fremmedgørende’ var der ord, som oftest havnede i notesblokken,

Vi lægger ud med Hetz. Duoen består af Malthe Fischer og Kristian Olsen, som tidligere har udvist deres store kærlighed til elorgel, programmerede trommer og skiftevist heftigt effektmanipuleret guitar og synthesizere i nu hedengangne Oh No Ono. Rytmerne er i halvdelen af Hetz repertoire en uomgængelig ramme, de hamrer derudaf på en næsten klaustrofobisk post-punket facon, mens den anden halvdel af numrene domineres af elorgel og Fischers karakteristiske vokal, som i stedet hensætter referencerne til 60’erne. Lyder det usammenhængende? Det var det ikke. Elorglets umiddelbare forbindelse til følelser skabte sammenhæng mellem de ovenstående beskrivelser, og gjorde det knap 30 minutter lange show akkompagneret af Andreas Munkgaards udflydende visuals fra forskellige karakteristiske steder i København til en fuldendt oplevelse.

Nicolai Koch var også del af Oh No Ono, og med et sandt kendis-lineup af hjælpemusikere, debuterede soloprojektet sine sange som en kvartet. PRE-Be-UN er det kryptiske navn, og selvom det kolde lydunivers er gennemført, var der langt mellem deciderede holdepunkter i numrene. Vokalen leverede ikke særlig meget struktur, og modarbejdede guitarens tilløb mod distinkte, næsten barnlige melodier. Et bevist valg? Garanteret, for det styrkede oplevelsen af PRE-Be-UN som fremmedgørelse i en ikke-punket eller repeterende lydform. Et gennemført valg, men fremmedgørende børnesange vinder nok ved at blive hørt i indspillede versioner.

Det virker absurd at beskrive et band, hvis musik ingen nogensinde har hørt som et hovednavn. Ikke desto mindre var Cancer aftenens trækplaster. Cancer er sammensmeltningen af Kristian Finne Kristensen fra Chorus Grants klassiske, folkbaserede sangskrivning med guitaren som primære instrument, og Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machines sfæriske vibrato og mere popeksperimenterende brug af synthesizere. To gode elementer i sig selv, men i sammensmeltningen tæt på magiske. I hvert fald i de numre, hvor vokalerne fik lov til at kontrastere hinanden og de enkle guitarriff rev lidt op i synthens flader. Det skabte bevægelighed i instrumenteringen, som bag Nikolaj Vonsilds stemme ellers kan drukne lidt. Samtidig er roen – og i trommernes tilfælde forudsigeligheden – med til at skabe et på en og samme tid roligt og foruroligende tilstand omkring duoen, som i koncertanledningen var udvidet til en kvartet.

Aftenens sidste indslag var en noget mere aparte koncertsituation. For et par måneder siden flyttede (endnu et) tidligere Oh No Ono-medlem til L.A. Men alligevel spillede Gooms aka Aske Zidore og amerikansk bosatte Suni Zacharias deres debutkoncert på Teater Grob. Det kan fint lade sig gøre at afvikle en Skype-koncert, især hvis man tager 10 sekunders forskydning mellem lyd og billede som morsomt. I stedet for de to musikere stod der fire dansere på scenen, og i stedet for visuals blev en skype-transmitering af bandet projekteret op på lærredet bag danserne. Omgivelserne overskyggede måske nok lidt for oplevelsen af musikken, men det var ideer om 60’er melodier, højt energiniveau, aparte skift og en til tider mathrocket rundtossethed som satte sig fast, og fuldendte oplevelsen af fire projekter, man virkelig kan håbe på snart udgiver noget.

PRE-Be-UN har netop udgivet Coral Carol på kasettebånd via Tambourhinoceros. Køb det her.
Cancer er lige blevet signet på Tambourhinoceros. Hvorvidt en udgivelse er på vej vides ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The New Spring om ‘Secret Armor’

Mandag d. 7. maj udgav The New Springs sit andet album, Secret Armor. Denne gang har Bastian Kallesøe flyttet optagelserne af de krøllede singer/songwriter-numre ud af soveværelsets skrabede omgivelser og ind i et rigtigt studie, men den intime fornemmelse af at stå lige ved siden af musikeren er intakt i produktionen.
Fordi Secret Armor er en fremragende plade har Eva taget en længere snak med Bastian Kallesøe, der bl.a. kommer rundt om Secret Armor som et i sin struktur episk værk, hvad man gør i følelsen af en potentiel revolution og hvorfor man efter tre udgivelser føler, at man bør øve sig tre timer om dagen på at spille sit instrument. Derudover har vi præmiere på videoen til nummeret “Who Do You Love”.

Blot et år efter udgivelsen af den selvbetitlede debutplade under The New Spring pseudonymet er Bastian Kallesøe klar med opfølgeren. Længe ventet kan den ikke kaldes, men imødeset med store forventninger er den så afgjort. Hvorfor også vente med at udgive, når man skriver numre med en misundelsesværdig kadence, og i forvejen gerne vil minimere tiden fra numrene skrives, til de rammer lytterens ører?

”Jeg skrev numrene fra Secret Armor over en periode på fire måneder, efter turneaktiviteten stilnede lidt af. I realiteten havde jeg egentligt skrevet en hel plade, mens jeg var på tour med Figurines i foråret og spillet mange af de numre til koncerterne. Men det var som om, jeg skrev mig varm. Faktisk er der ingen af numrene, som optræder på Secret Armor,” fortæller Bastian om processen, hvor albummets elleve numre blev skabt. De mange, som lå ind i mellem debuten og Secret Armor var gode numre, men på Secret Armor skulle forholdet mellem guitar og vokal ændres. ”Jeg har altid haft en idé om guitar og vokal som ligevægtige i forhold til sangene, så mens jeg skrev Secret Armor satte jeg mig bogstavelig talt ned og øvede i tre timer hver dag. Målet var at komme til at spille så godt som absolut muligt på mit instrument.”
Kun et af Secret Armors numre, ”The Mansion (The Hour of the Debutante)”, blev skrevet i forlængelse af debuten. Egentligt skulle nummeret heller ikke have været med på pladen, for Bastian var ikke tilfreds med melodien. Men teksten blev ved med at vende tilbage, så to uger før indspilningerne begyndte, prøvede Bastian for første gang at sætte melodi til et stykke lyrik. På den måde blev ”The Mansion (The Hour of the Debutante)” både pladens ældste og yngste sang.

Fra soveværelsets lo-fi-lyd til studiets 80’er-ballader

Den lange tids øvelse på instrumentet var nødvendig for pladens idé. Hvor debuten dissekerede kærlighedens facetter, var ideen på Secret Armor af produktionsmæssig karakter, og i modsætning til sin forløber blev den indspillet i et studie. ”En ting var jeg sikker på fra start: vokal og guitar skulle indspilles på samme tid. For at gøre det skal man være virkeligt godt hjemme i sit materiale – et nummer som “Who Do You Love” indspillede vi psycho mange gange. Jeg har altid syntes, at det var lidt fjollet at løsrive tingene fra hinanden i indspilningsprocessen og f.eks. indsynge vokaler for sig.”
I det hele taget skulle produktionen gå hurtigt – med blot fem disponible dage i studiet skulle numrenes enkle spor helst færdiggøres rimelig effektivt. Men samtidig skulle produktionen rykkes ud af soveværelset, og trods lo-fi-musikere som Bill Callahan og Nick Drake er noget af det tætteste, man kommer på helte i Bastians musikforståelse, blev effektmaskinerne som rumklang og delay taget heftigt i brug for at skabe den samme fornemmelse, som vellydende 80’er ballader giver.

”Jeg kan godt lide at gå konceptuelt til værks, og egentlig troede jeg, at denne plade skulle være ret minimal og uden nogen form for percussion.” Men da mulighederne for at indspille både trommer og sav i et lækkert studie var der, blev ideen ændret. ”Vi indspillede hvad der faldt os ind. Og Aske Zidore, albummets producer, tilsluttede tyve effektmaskiner eller sådan noget til mixeren og stod der med langt hår, som en eller anden wizard og skruede op og ned på alle mulige knapper, så numrene nærmest blev mikset, mens de blev indspillet. Så kunne vi sortere i ideerne efterfølgende. Det gjorde vi bare stort set ikke.”

At være 16 og DIY

”Mens vi mixede pladen hjemme hos hans forældre, fandt Aske og jeg en kasse med gamle kassettebånd, han havde optaget da han var 16, og vi snakkede meget om, hvordan vi lavede musik dengang. At man lavede hele album for sig selv. For mig er det at lave musik som at gå ind i et helt vildt rart, tidsløst rum uden nogen alder, et rum som på en eller anden måde er det samme, som det var dengang.” Det rum ville Bastian gerne tydeliggøre på Secret Armor, og udover saven, som optræder på “Evening All Day Long” og “Who Do You Love?”, spiller han alle instrumenter på pladen selv – en forklaring på, hvorfor nogle af trommerne ligger en lille smule skævt.
DIY-ideen går igen i videoerne, der ledsager Secret Armors enkelte numre. Det er ikke musikvideoer, men elleve små ”sådan ser det ud”-videoer optaget med to videokameraer og ganske få visuelle effekter. Videoen til ”Who Do You Love” zoomer langsomt rundt om Bastian, og er mest af alt en dokumentation af, hvordan det ser ud, når nummeret bliver spillet. Så guitaristen in spe kan studere det fornemme fingerspil, og vi andre kan få et indtryk af den vacuum-agtige stemning i studiet.

Billede af Christian Klintholm

Secret Armor er filmisk. Teksterne er voldsomt billedskabende, og både sangene for sig og pladen som helhed er båret af en narrativ struktur, som starter og slutter, uden der har været omkvæd ind i mellem. Og som med film skal modtageren have en fornemmelse af at forlade scenen beriget. Man skal gå fra biografen med fred i kroppen – også selvom fornemmelsen måske er simuleret.

Tag plads i sangens plateau

”Jeg vil lave en konkret scenografi, som man kan træde ind i, og bruge billeder i lyrikken til at beskrive en tilstand,” forklarer Bastian om baggrunden for de plateauer, der med ufravigelig konsekvens opstilles i teksterne på Secret Armor. Teksternes plateauer giver sangenes stemninger specifikke rammer: ”the faculty lounge” på ”In the Spirit of the Revolution”, ”the hallway” på ”Poet’s Mouth” og ”the same bed” på ”Burning Your God”. De bestemte former konkretiserer nummerenes følelser.

”Sangene er et forsøg på at beskrive den virkelighed, der omgiver mig. Men den sang, som udelukkende fokuserer på en personlig erfaring, og som ikke er grundfæstet i noget konkret, bliver meget indadvendt,” forklarer Bastian om årsagen til de fremtrædende billeder, som placerer lytteren i en særlig stemning, og uddyber: ”Ideen er, at sangene skal have deres eget liv – et liv, der ikke har noget med mig at gøre. For mig er der en udadvendthed ved at tilbyde lytteren et scenarie, som man bare kan træde ind i.”
Bastian fremhæver ”In the Spirit of the Revolution” som er et godt eksempel på Secret Armor’s vekslen mellem de store følelser og de helt konkrete billeder. ”Revolutionsfølelsen er næsten det største og mest patosfyldte, man kan forestille sig. Jeg vil gerne bevæge mig fra det her store patos og ind til det helt partikulære. Hvad gør man i følelsen af en potentiel revolution? Det kan være, at man skriver et notat i en bog eller går en tur i sneen som på ”Final Day”.”

”I forhold til debutens tekster har jeg stillet mig mere ved siden af mig selv denne gang, så jeg ikke er så tydelig som afsender. Teksterne på debuten udsprang mest af personlige erfaringer, hvor jeg på Secret Armor i stedet forsøger at stille mig udenfor mig selv og den virkelighed, der omgiver mig.” Derfor er det faktisk et tegn på succes, at Bastian kan have svært ved at genkende sig selv i sin musik. Men det gør ikke Secret Armor til en mindre personlig plade. De billeder, ordene frembringer vil bare altid være forskellige afhængigt af lytterens egen erfaring – alle kan med lethed fremkalde billedet af sin egen barndoms lærerværelse (faculty lounge) for sig og huske følelsen af at træde på nyfalden sne. Gennem lytterens individuelle sansning af sangene kan de næsten komme til at stå alene, smukke i sig selv.

Man ender altid på hospitalet

Foruden musikkens ekstraordinære kvalitet er der en ganske åbenlys og strukturel årsag til, at The New Springs udgivelser med største naturlighed kan betegnes som “værker”: på begge har åbnings- og slutnummeret en definitiv klang over sig – pladerne kunne ikke starte eller slutte anderledes, og på den måde samles alle numrene til en velgennemtænkt fortælling, man som lytter ønsker at få en dybere forståelse af. ”Jeg vil gerne have en abstrakt narrativ, hvor numrene står i relation til hinanden. Jeg havde længe haft en idé om, at sang nummer to, ”Evening All Day Long” skulle være pladens åbningsnummer. Åbningsnummeret, ”Burning Your God”, skrev jeg meget kort tid inden jeg indspillede, og det var ment som en form for prolog eller opbygning.”

Hvert enkelt nummer på “Secret Armor” har sin egen funktion, og derfor er der heller ikke nogen decideret single fra pladen. “In the Parlor”, det første nummer offentligheden fik lov til at høre, var selvfølgelig repræsentativ for udgivelsen, men nummeret har samtidig en vigtig plads i albummets narrative forløb. ”Da jeg skrev ”In the Parlor” tænkte jeg, at den skulle ligge på det her sted. Det er nummeret med flest aggressioner, både musikalsk og lyrisk. Jeg anstrengte mig virkelig for at vride så hårdt i strengene som overhovedet muligt uden at spille forkert. Og teksten refererer til at ville ødelægge eller i hvert fald transformere kroppen. Nummeret er det sammenbrud, som finder sted en time inde i den film, der varer halvanden time. Vi er meget langt fra en forløsning.”

Narrativen flirter med berettermodellen, og leger på den måde med det forudsigelige. Men Secret Armor bliver aldrig kedelig – den afsluttende ”End Song” foregiver måske at være en forløsning rent musikalsk qua sin medrivende energi, men er det så alligevel ikke helt. ”Jeg kan godt lide den lidt klodsede opbygning i fortællingen. Også bare det, at sidste nummer hedder ”End Song”, og scenen er på et hospital. At det er slutningen kan ikke understreges tydeligere.” Men selvfølgelig er hospitalet ikke endestationen for andet end Secret Armor.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Trine Kristensen says:

    Hej :-)
    Jeg er for nylig blevet bekendt med denne plade, og vil meget gerne købe den – helst som cd. Men ligegyldigt hvor og hvordan jeg søger, finder jeg den ikke. Ligger den mon kun på Youtube? På forhånd tak :-)
    Venlig Hilsen Trine.

  2. Eva Laksø says:

    Kære Trine,
    den er desværre ikke udgivet som CD. Den kan købes på vinyl og download her: http://tambourhinoceros.net/product/secret-armor
    Ellers kan den lyttes til på alle streamingtjenester :)

    Det er en fantastisk plade, dejligt du har opdaget den.

    VH Eva Regnsky.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Tambourhinoceros viser nye videoer

Ny og ny, det er vel som man ser på det. Videoen til Treefight For Sunlights “Time Strecher” har været tilgængelig i tre ugers tid, men udløbsdatoen er ikke nået. Heldigvis. Den noget barbariske, animerede video har været længe underejs, og rygtet fortæller at et af skaberne Jonas Kloch og Adam Gilbert Jespersens materialer var ti kilo jord og et forladt hus. Ganske passende akkompagnement til nummerets hjemsøgte stemning.
Mens det efterhånden er et stykke tid siden sidste udgivelse fra Tambourhinoceros, er selskabet særdeles aktive på den visuelle front. I går havde en andet af pladeselskabets mest omtalte, danske indiedebutanter, The New Spring, premiere på hele to videoer. Den ene til “From Everest (Shelley)”, den anden til “Barricades”.

Efteråret har afløst den uforløste sommer. Noget så eftertrykkeligt. Mens jeg cyklede hjem i en kombination af det skarpeste solskin og det vådest tænkelige, måtte jeg konkludere, at jeg ikke bor under regnbuen, men at den forfølger mig. Det lyder mere fint og poetisk, end det i sidste ende er.
Den grundlæggende medicinering til gavn for mental opklaring er eskapisme, og den ordinerer ingen så yndefuldt som The New Spring – ja, med debuten i ørene kan man (næsten) fortrænge den bitre erkendelse af, at det er vinteren og ikke sommeren, det ubeslutsomme vejr er en forsmag på. Da jeg i foråret interviewede manden bag The New Spring, Bastian Kallesøe, forsøgte jeg at overbevise forårsforkynderen om efterårets glæder. Det lykkedes ikke, og nu fortæller min realitetssans mig, at han havde ret.
Mæsker din lurende vinterdepressionen sig også i øjeblikket, må der ordineres flere sanselige påvirkninger, end musikken i sin rene form kan tilbyde. The New Springs nye video til det energiske “For Everest (Shelley)”, kan med sit bløde skær, de grønne blade og en fin koreografi fylde hjertet op til randen med al den love, det må synes at mangle.

Ved siden af den fredfyldte video til “For Everest (Shelley)”, bød gårsdagen også på en noget mindre opløftende video fra The New Spring. Med under en uge til valget, må man kalde timingen for musikvideoen til “Barricades” særdeles vellykket. Den voldsomme video afsætter sit spor eftertrykkeligt i seerens bevidsthed, for billedsidens dokumentering af politivolden omkring rydningen af Brorsons Kirke for to år siden er hardcore. Om nummeret, der på overfladen virker harmonisk – som det meste med guitar og flot vokal – siger Bastian Kallesøe:

“Jeg ville gerne frembringe en følelse af, at jeg havde svært ved at få vejret, når jeg sang den, for det var måske også sådan, jeg havde det i perioden under rydningen. Der er utrolig meget tekst i nummeret. Ordene kommer ud som en stor, usorteret klods.”

Vi håber virkelig, at Bastian Kallesøe kan få luft i sidste del af oktober – ikke blot af bekymring for valgets udfald, men fordi, han fra d. 20. oktober til d. 6. november turnerer landet rund med Emma Acs. Og det er nu engang sjovest med luft i lungerne. Tjek den fulde turneplan her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *