“SPOT-Festival er som bland-selv-slik” – De største opdagelser på 2. dagen

Paper Cranes – Foto: Daniel Freestone

Sløv er ikke det ord, jeg vil bruge til at beskrive 2. dagen på SPOT. Jeg vil nærmere sammenligne den med bland-selv-slik, hvor der er så mange godter at vælge i mellem, at man ender ud med en pose, der rækker langt og til enhver smag. Jeg endte med en sammensætning, der både bød på sikre favoritter og på nye spændende smagsvarianter: Alt i alt 11 blandede fornøjelser: Takykardia, I Think you’re Awesome, School of X, Late Verlane, Hoy La, Clara, Efterklang, Yin Yin, Paper Cranes, Elisha, ANALOGIK, en durum-falafel og en lille fugl. Her er en opsamling på de bedste: 

TAKYKARDIA – plukker plastikblomster fra mannequin-dukkehoveder, men plukker de også publikum?

Jeg startede dagen i går med at pynte mig med små fjer fra en lille fugl. Det samme havde forsangeren i Takykardia, Luna Matz, gjort – i bogstavelig forstand. Jeg ved ikke hvilken fugl hendes fjer kom fra, men det var i hvert fald ikke fra en Chardonnay … Luna gjorde sin entré på Trailerscenen med en fjerboa, en kollosal discokugle, og et hvidt 70’er-outfit. Der var tænkt over detaljerne (næsten for meget) og i håret havde hun et spænde med “TAKY” skrevet i små diamant-lignende sten. Outfittet var meget bart og stod i stor kontrast til de øvrige bandmedlemmer, der i baggrunden stod i hvide malerdragter med små planter stikkende op fra brystlommen. Scenen var pyntet med mannequinhoveder med blomster struttende op fra skallen. Luna plukkede stilkene og hoppede ned fra scenen, hvor hun som en anden MØ bevægede sig rundt mellem et desværre temmelig tamt publikum. Takykardia kalder sig selv for en trip-soul-kvartet, og der er da også noget sensuelt og forførende over Lunas stemme og bandets chill-out-vibes. Da jeg stod foran scenen, kom jeg til at tænke en anelse på den franske producer DJ Cam’s ambiente jazz og på en god blanding soul og R’n’b. Jeg undrede mig over, hvorfor bandet blev sat til at spille på en gratisscene, da jeg vil mene, at de er en af de store navne på upcoming-fronten, men det var selvfølgelig bare lækkert for folk uden armbånd. Jeg tabte desværre mit fokus en anelse til Lunas dans, der virkede lidt for føleren og Coachella-agtigt i forhold til musikken og omgivelserne, men jeg vil da klart anbefale at tjekke Takykardia ud – særligt nummeret Aeon, hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med bandet.

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – “FUCK det er vildt!” 


I Think You’re Awesome er et af de bands, jeg har glædet mig  mest til at se på SPOT, og deres koncert i Rytmisk Sal akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra var det perfekte plaster på såret efter at være blevet afvist i døren til NATLYST, der fyldte Klubscenen ud på ingen tid. Frontsanger og kontrabassist, Jens Mikkel Madsen, var første mand på Rytmisk Scene med sit store skæg, små runde briller og venlige væsen. “FUCK det er vildt! – Det er en skam, at tiden er kort! Jeg har sådan lyst til at snakke med jer.” afslørede Jens, som virkede som et stort og kærligt legebarn, der næsten var mere spændt end publikum på det, der skulle til at ske – og det med god grund. Indie-jazz-bandet fyldte nemlig 10 år, og det blev fejret med en stor og kærlig fest, som fik mig til at glemme tiden og alle de koncerter, jeg ellers havde på programmet. Koncerten bød både på den drømmende og blide banjolyd, der er ikonisk for bandet, en eminent guitarsolo, fortryllende fløjter og ømme vokaler – sidstnævnte blev næsten for ømme, og jeg blev desværre tabt en smule til både den mandlige og kvindelige vokal, der ikke helt kunne leve op til den instrumentelle standard og egentlig slet ikke var nødvendig. Som en hval der roligt pustede ind og ud, var der noget beroligende over rytmerne. Indimellem kom Jens med små udbrud som “HURRA!”, “YEEEEEAH!”, “SIIIGNE” og “ANDREEEEEAS”, mens han rystede sine briller af hovedet over en mægtig kontrabas-solo. Der var så meget indbyrdes anerkendelse, respekt og god stemning på scenen, at det var svært ikke at trække på smilebåndet. De to bands udgjorde det perfekte par og tog mig med på en lys og mørk rejse, hvor jeg på det ene tidspunkt befandt mig i en svingende dansestue i Aristocats og det næste i en scene fra Merry Christmas, Mr. Lawrence med David Sylvian og Ryuichi Sakamoto legendariske Forbidden Colours-track i baggrunden.

Late Verlane – Fredagens største opdagelse – From Sweden with love


Efter at gå tre numre inde i School Of X, der desværre havde problemer med lyden og ikke formåede at fænge efter en sublim koncertoplevelse med I Think You’re Awesome, befandt jeg mig atter i Rytmisk Sal – denne gang helt oppe foran med Søren fra Liss ved min ene side. Han var også var mødt op for at høre den svenske charmør, Viktor Persson, som er forsanger i det melodiøse pop-rock band Late Verlane. Efter bare en halv time i bandets selskab fik jeg en bedre forståelse for, hvorfor fankultur og ‘screamers’ er en ting. Og selvom jeg ikke stod og skreg, hev ud efter Viktor Perssons læderjakke eller på anden vis skabte mig hysterisk, blev jeg grebet af en stemning, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal beskrive med andet end ‘Verlanemania’. Faktisk stiftede jeg først bekendtskab med bandet i Flixbussens forbydende rum på vej til Aarhus. Late Verlane var klart den største opdagelse, og jeg forstår endnu ikke, hvorfor det catchy hit Roll Like A Dummy med 24,809 afspilninger på Spotify ikke er større, end det allerede er. Det var første gang bandet optråde i Danmark, men der var absolut ingen tegn på usikkerhed på scenen. Tværtimod. På scenen forførte Victor Persson publikum med et let smil over læben, tilbagestrøget hår og en ydmyg elegance. Lyden var ren og rå, men samtidig blød og sød. Det er svært konkret at beskrive, hvad den mindede mig om – hvilket altid er en god ting for nye kunstnere – men der var både noget Kurt Cobaine, Phil Collins og Vinnie Who over Victors vokal. Lydmæssigt er vi ude i noget Tame Impala, og så danser Victor som en ung Elvis. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forelsket på den der fjantede teenagemåde … Nåede du ikke at se de svenske charmører i går, og vil du nå at synge med på Roll Like a Dummy, kan du fange dem på Volume kl. 17.00 i dag eller på Heartland Festival i slutningen af maj. 

Efterklang – Eftertænksom eufori 


Efterklang var mindst så lige så magiske live, som jeg havde forestillet mig – Specielt efter en halv flaske Prosseco og en durum-falafel i køen til Musikhuset. Store Sal var den perfekte ramme for deres storslåede lydunivers, hvor man blidt kunne læne sig tilbage i de magelige sæder, lade boblerne stige til hovedet og tage hver en tone ind fra både nye og gamle udgivelser. Det eneste minus var, at koncerten kun varede i 45 minutter. Til gengæld spiller Efterklang i Koncerthusets Koncertsal den 6. november, hvor jeg i hvert fald caller revanche! Koncerten melder allerede om få billetter, og jeg kan kun anbefale at sikre sig et par!

YIN YIN – Nicolas Cage – is that you?


Spot beskriver det hollandske syreband således:

“Med et moderne take på 60’erne og 70’ernes thai-fink er YIN YIN syret doubleneck guitar, groovy, basgange og legende lette thai-riffs i et lydbillede, der gennem disco, funk og rock strækker sig mod trance-festen fra Syudøstasien. Strømmende gennem de to bandstiftere, Kees Berkers og Yves Lennertz er dog også både inde-rock, punk-inspiration og tung, elektronisk house.”

– og jeg må ærligt indrømme, at jeg efter at være gået fra køen til BISSE ikke blev meget klogere på, hvad jeg gik ind til i den Rå Hal – andet end underholdning. Jeg endte med følgende indtryk efter en lille halv time i selskab med YIN YIN:

“Psykedelisk lys, et gulv af tæpper, I Like The Way You Move, lyden af vikinge ritualer, up-tempo, loco dance, lidt for meget snak, vild orgel solo, The Doors, Hvem trækker først, western battle, electronic-supersonic, Nicolas Cage-lignende forsanger.”

Paper Cranes – full denim og dansable beats

Århusianske Paper Cranes var hele ventetiden værd efter de gik på scenen på Remisen 20 minutter efter planlagt tid og leverede et show, der skabte stærke associationer til Spleen United, Veto og Rangleklods. Med en lyd domineret af storslåen synth og skarpskårne beats, stod bandet stærkt og gav mig lyst til at gå i dybden med deres historik. Forsanger Jacob Reimer har en lækker og lys vokal, og så ved han, at full denim altid er en vinder! Det var klart en niche-koncert for dedikerede fans, venner eller tilfældige forbipasserende. Jeg var der på en anbefaling fra en ven og skal klart høre bandet næste gang, jeg får muligheden for det. Det bliver ud for deres optræden at dømme nok på en noget større scene næste gang.

Analogik – Balkanblæs på hjemmebane. 

Jeg har før undret mig over, om det overhovedet er muligt at fylde Rå Hal helt ud. Det kan jeg efter den sidste koncert for mit vedkommende på gårdagens program konstatere, at det er det. Analogik leverede som forventet en gennemført pakke af sømandsviser, balkanbeats og elektronisk jazz, da de fyrede op for “Hæng og hyg” konceptet i Rå Hal.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger

Ea Kaya SPOT Festival
Danske Ea Kaya er én af Peters 10 anbefalinger til årets SPOT Festival. Foto: Pressefoto

Så er vi der endelig! SPOT Festival – festivalen, som traditionen tro sparker gang i den travle festivalsæson herhjemme på behageligste vis. Det er her, man ofte kan opleve dem, som de kommende år vil optræde på Orange Scene, Bøgescenen, og hvad de store, danske festivalscener ellers hedder. Rasmus har allerede anbefalet sine favoritter på årets festival, og jeg vil nu forsøge at gøre ham kunsten efter med mine 10 favoritter fra SPOT 18-programmet.

White Dominos
Torsdag kl. 22.00 på Headquarters
Hvem andre end rockkongerne af Aarhus kan være min første anbefaling? For snart to år siden anbefalede jeg The White Dominos forud for det års UHØRT Festival – og det var ubetinget en af de bedste oplevelser, jeg har haft på den københavnske mini-SPOT. White Dominos er rockmusik, der er både umiddelbar, ligetil og fuldstændig gennemført, og det er umuligt ikke at komme i godt humør af. De er forrygende live, så hvis man er i Aarhus allerede torsdag, må man ikke snyde sig selv for White Dominos!

Lyt til: “Everybody’s Watching”

Skylar Fri
Fredag kl. 16.00 på SPOT Royal & kl. 21.15 på Atlas
Danske Skylar Fri er en af den slags sangerinder, hvor man bliver blæst bagover fra allerførste sekund. Hendes vokal læner sig op af sangerinder som Lana Del Rey og Adele, og den bliver pakket ind i et velproduceret dramatisk, elektronisk univers, som fastholder lytterens opmærksomhed fra start til slut. Skylar Fri kan opleves to gange på SPOT, og umiddelbart vil jeg anbefale koncerten på Atlas, da lyden alt andet lige er bedre på den indendørs scene end på den ofte noget vindblæste SPOT Royal.

Lyt til: “Man Is Strange”

FRUM
Fredag kl. 17.30 på Voxhall
Jeg tror sjældent, at jeg har gennemlyttet mere, end jeg har med færøske FRUM og hendes debutsingle “Birdstone” fra sidste år. Jenný Augustudóttir Kragesteen hedder kvinden bag FRUM; et projekt, som i hvert fald har taget mig med storm. FRUM er atmosfærisk og grunddramatisk med Jennýs vokal som det helt store omdrejningspunkt. Hvis du er til artister som GANGLY, Highasakite og Aurora, bør du tjekke FRUM ud, når hun giver koncert på Voxhall fredag eftermiddag.

Lyt til: “Birdstone”

Jada
Lørdag kl. 14.20 på Aarhus Volume & kl. 19.00 på Voxhall
Da Morten og jeg var til VEGAs Udvalgte i januar, lavede vi en voxpop efter arrangementet. Vi spurgte gæsterne, hvem der havde været deres favorit. Alle svarede det samme: Jada. Hvis ikke det er anbefaling nok, så ved jeg sgu ikke. Emilie Molsted skriver og producerer selv sin musik, som er en form for soulet pop. Hun var et af Redbulls nye talenter i 2017, og hvis man har oplevet hende live, forstår man hvorfor. Hendes vokal er allerede lækker digitalt, men live er det som noget fra en anden verden.

Lyt til: “Sure”

Aufori
Lørdag kl. 17.00 på Radar
Det har været et vildt år for unge Anna Ritsmar og hendes band Aufori. På egen hånd var hun et mulehår fra at vinde Dansk Melodi Grand Prix 2018, men hun måtte (heldigvis) nøjes med andenpladsen. Heldigvis, fordi hun ellers ville have befundet sig i Lissabon netop nu for at deltage i Eurovision. Nu er hun i stedet i Aarhus på SPOT Festival som en af finalisterne i Karrierekanonen sammen med sine efterskolevenner Mathilde Sten Nielsen, Oliver Bernburg og Bjarke Mathiasen i Aufori. Aufori er noget så sjældent som et dansksproget band, der formår at skrive tekster, som synger sig helt ind under huden. Det er hjerteskærende ærligt og poetisk på samme tid – og naturligvis fuld af aforismer. Aufori var i øvrigt også blandt mine anbefalinger på UHØRT i 2016, så der begynder at tegne sig et billede…

Lyt til: “Runddans”

Ea Kaya
Lørdag kl. 19.15 på Godsbanens åbne scene
Byd velkommen til den danske Sigrid! 22-årige Ea Kaya laver melodisk elektronisk pop, og med debutsinglen “Remedy” har hun skabt en banger af et pophit, som har skudt hendes spæde karriere i gang med et brag. I disse år vælter det frem med nordiske popsangerinder af international kaliber med , Zara Larsson og, ja, Sigrid som de nuværende frontløbere for henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Jeg tror dog, at der stadig er plads til flere, og Ea Kaya er umiddelbart det bedste bud herhjemme til at følge i Karen Marie Ørsteds efterhånden ret markante fodspor.

Lyt til: “Remedy”

Takykardia
Lørdag kl. 19.15 i A-Huset
Nu ramler vi ind i det første planlægningsproblem. Drømmepopperne i Takykardia spiller nemlig på præcis samme tid som Ea Kaya. Men man kan jo passende lade humøret bestemme: Er man i festhumør, eller er man mere i det eftertænksomme hjørne? For hvis det sidste gør sig gældende, er det en god idé at søge mod danske Takykardia, som jeg havde fornøjelsen af at præsentere sidste år, da de udgav deres debutsingle “Immortalized”. Takykardi betyder hurtig hjerterytme, og der er da også et gevaldigt højt tempo undervejs på bandets selvbetitlede debut-EP. Men det er nok snarere evnen til at variere tempoet med en unik sans for timing, som gør Takykardia til noget helt særligt i mine øjne – og ører. Slå et smut forbi A-Huset, hvis du har behov for et behageligt pusterum lørdag aften.

Lyt til: “Immortalized”

Ane Monsrud
Lørdag kl. 20.00 på Klubscenen i Musikhuset
Sidste år gav norske Siv Jakobsen en af de smukkeste koncerter, jeg til dato har oplevet på SPOT. Hvis jeg skal pege på en artist, som har potentialet til at give mig en lignende oplevelse i år, må det være Sivs landskvinde Ane Monsrud. Hun er mere jazzet end Siv, men vokalen har de samme atmosfæriske kvaliteter, der – formentlig – kan være med til at skabe en gennemført behagelig og hyggelig oplevelse, som man godt kan have brug for efter en festival med utroligt mange nye indtryk.

Lyt til: “Confess”

Hajk
Lørdag kl. 23.15 i Rytmisk Sal i Musikhuset
Det norske indiepopband Hajk er mit internationale hovednavn på SPOT 2018. Sigrid Aase og Preben Sælid Andersen hedder de to frontpersoner i det anmelderroste band, og de supplerer hinanden på helt eminent vis, når de skaber, hvad jeg nok bedst kan beskrive som energisk feel good pop. Uden at det dog nogensinde bliver overgearet eller irriterende – det er simpelthen bare lækkert og perfekt til en varm sommerdag. Solen er nok gået ned klokken 23.15, men solen skinner alligevel sjældent i Rytmisk Sal, så mon ikke det nok skal gå alt sammen. Hajk er uden tvivl den lørdagsfest, der skal til for at runde festivalen godt af.

Lyt til: “Magazine”

Nelson Can
Søndag kl. 00.45 i Scandinavian Congress Center
Okay, Hajk får ikke helt lov til at lukke SPOT Festival anno 2018 for mit vedkommende. Det gør den danske rocktrio Nelson Can derimod. De behøver ingen nærmere introduktion for de fleste, for de har efterhånden syv år og en lang række koncerter rundt i landet på bagen. Nelson Can er en (fjollet) oversættelse af Niels På Dåse, men deres musik er alt andet end fjollet. Den er knivskarp og forrygende god rock, som heldigvis har fået de fleste til at se ud over den irriterende klicheagtige begejstring for kvinder, der spiller rock. For Nelson Can er ganske enkelt et fremragende rockband, der har skabt noget unikt ikke bare herhjemme men også internationalt. Det er beskidt og lækkert på samme tid – så tag nu bare til koncerten. Du har formentlig ikke noget bedre at give dig til klokken et om natten alligevel.

Lyt til: “Break Down Your Walls”

Der er selvfølgelig også en masse andet lækkert, som jeg ikke har fået plads til – eller som Rasmus allerede har anbefalet. Og herfra skal der da også lyde en opfordring til at gå på opdagelse, når du har et ledigt slot i dit program. Man kan opdage så mange fantastiske nye artister på SPOT, og det er ofte der, de bedste oplevelser gemmer sig. Så gå rundt, prøv nogle nye genrer af, og måske støder du på dette års Athletic Progression eller KOPS.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Premiere: Takykardia – Immortalized

Takykardia Immortalized Regnsky

I dag har vi fornøjelsen af at have danmarkspremiere på danske Takykardias allerførste single “Immortalized”. Det er et nummer og et band, jeg har glædet mig helt ustyrligt til at præsentere for jer, siden jeg allernådigst fik muligheden for at lytte til deres første numre tidligere på året.

Men hvem er Takykardia, og hvorfor har jeg glædet mig så meget? Takykardia kalder sig selv for en “trip-soul-kvartet”, og de har hentet inspiration til deres musik i blandt andet naturprogrammer og triphop. Det mærker man tydeligt på “Immortalized”, der åbner med et lækkert triphop start-og-stop beat, inden forsangerinde Luna Matz entrerer manegen med sin umådeligt lækre, sensuelle vokal.

Ud over Luna Matz består kvartetten af David Nedergaard, Thomas Cortes og Troels Dankert, som har taget navn efter det finske (og vist nok også latinske) ord for ‘for hurtig hjerterytme’. I øvrigt ligesom et nummer på Conor Obersts seneste album – ja, det var et ret ligegyldigt fun fact, men hvad kan man gøre.

Hvad Takykardia kan gøre, er at skabe et debutudspil, der er både sammenhængende, minimalistisk og tankevækkende på samme tid. Alle lyde på “Immortalized” hænger fuldstændig organisk sammen, og selv Lunas jazzede vokal flyder harmonisk ind i lydbilledet, som var den blot et ekstra instrument. Det vidner om en stor musikalsk selvbevidsthed og om et ungt band, som virkelig har taget sig den tid, det tager at gennemarbejde et stykke musik til noget nær perfektion – uden at miste den drømmende magi, det spændende genremash i høj grad rummer.

Nummeret hedder som sagt “Immortalized”, og tiden må vise, om Takykardia får udødeliggjort sig selv. Hvis de fortsætter på samme måde, skal de i hvert fald nok få sat sig selv på det musikalske landkort. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Henrik says:

    Fedt – kunne man tænke sig, at lære musik, vil jeg blot anbefale http://mubase.dk – din blog er alt for fed og elsker, at få inspiration her til, at spille selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?