Fuck Yeah, Heartland Festival! – De umiddelbare indtryk efter første udgave

The Flaming Lips (credit: Morten Rygaard)

Foto: Morten Rygaard

Lad mig lægge ud med at understrege en ting, hvis du har travlt og ikke lige har mulighed for at læse hele indlægget: Køb for alt i verden billet til Heartland Festival 2017, så snart det er muligt. For trods nogle forventelige børnesygdomme levede 2016-udgaven af den spritnye festival fuldt ud op til mine høje forventninger.
Lige nu sidder jeg med begyndende festival-blues og et voldsomt søvnunderskud efter at være kommet hjem for få timer siden og vil forsøge at gøre status over festivalens største op- og nedture. Lad mig begynde med det dårlige, så vi kan slutte af i godt humør i stedet.

Årets nedture på Heartland Festival:
Der var heldigvis ikke mange af dem, men jeg bliver simpelthen nødt til at påpege det helt absurde fejlskøn, der var blevet lavet fra festivalens side på madfronten. Seks deciderede madboder (og en i øvrigt charmerende rød bus ved campingområdet) skulle brødføde det sultne festivalpublikum på en håndfuld tusinde gæster. Det var dømt til at gå galt, og det gjorde det desværre også den første aften, hvor to af boderne tidligt måtte melde udsolgt, mens de andre kæmpede med nærmest uendeligt lange køer, som for de fleste betød missede koncerter og talks. Det er ekstremt ærgerligt, men det er trods alt, hvad jeg vil kategorisere som en børnesygdom, som Heartland Festival da også skal have ros for at rette op på på andendagen med en ordentlig omgang hasteindkøbte sandwiches og ekstra personale.
En ting vil jeg dog sige: For en festival, som i den grad også har slået sig op på, at de vil være noget ved kødgryderne, så kunne jeg kvalitetsmæssigt ikke smage forskel på maden her sammenlignet med udvalget på eksempelvis Roskilde og Northside Festival.

Årets eneste musikalske nedtur kan man dog ikke forklare sig ud af, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Susanne Sundfør om, hvad der gik galt. Jeg elsker den norske sangerinde, og efter hendes fremragende koncert på Roskilde Festival i 2014 var mine forventninger skyhøje, men jeg er aldrig før blevet så skuffet over en koncert. Det lød mere eller mindre som om, at koncerten blev spillet nede i en papkasse med en trommeslager, som tilsyneladende aldrig havde slået på en lilletromme før. Hovedpersonens vokal drukende også – ikke i musikken, men udelukkende i sig selv.
Inden koncerten sad jeg nede ved mit telt med mine venner og lyttede til hendes fantastiske nummer “Delirious” på min telefon uden højtalere – og helt ærligt, så følte jeg et større nærvær ved den performance, end jeg gjorde ved koncerten 20 minutter senere. Det var en ekstremt underlig oplevelse, og når jeg tænker tilbage på det, så er jeg måske egentlig mere forvirret, end jeg er skuffet. For jeg ved, hvordan Susanne Sundfør skal lyde, når hun er bedst. Men det gjorde hun i den grad ikke i aftes.

Årets opture på Heartland Festival:
Der var heldigvis langt flere opture end nedture på årets festival, og det vidner om en ung festival, som ved, hvad den vil. Først og fremmest var der under hele festivalen en fantastisk stemning på pladsen præget af kærlighed og hensyntagen til hinanden. Måske var det de smukke omgivelser, der smittede af på folks væremåde, men aldrig har jeg på en festival set så mange mennesker rydde op efter sig selv, være opmærksomme på børn og andre lave/mindre mennesker til koncerter, og i det hele taget behandle stedet og hinanden ordentligt. Det samme gjorde sig gældende i boderne og blandt de frivillige, som for alles vedkommende var propfyldte med overskud og godt humør. I sandhed en hjertevarm oplevelse!

Musikalsk sad det meste også lige i skabet. Chinah og Blaue Blume viste med stor tydelighed, at nutidens danske musik har det fantastisk, mens Anne Linnet mindede os om, at en god omgang fællessang heller ikke er af vejen, når man er på en festival for mennesker i alle aldre. Mark Ronson leverede en gigantisk fest, som var den eneste rigtige måde at slutte førstedagen af på, mens Låpsley, Michael Kiwanuka og Ásgeir beviste, at vokaler kan fremkalde gåsehud – uanset om de kommer fra England, Uganda eller Island.
Men for mig var der én artist, som strålede over alle de andre. Billedet i toppen har sikkert allerede afsløret det for nogle af jer, men det er selvfølgelig Wayne Coyne og The Flaming Lips, som gjorde Heartland 2016 til noget ganske særligt. Jeg gik ned til scenen en time før, koncerten skulle begynde, og jeg stod derfor helt forrest, da Wayne Coyne allerede før koncerten begyndte at skyde konfetti i hovedet på publikum. Siden hen blev der kastet og skudt mere konfetti, enorme balloner, endnu mere konfetti og sågar Wayne Coyne selv, da han i en stor gennemsigtig bold dansede ud over publikum i bandets fremragende cover af afdøde David BowiesSpace Oddity“.

Flaming Lips – Space Oddity

Inden koncerten havde jeg fornøjelsen af Wayne Coynes selskab i små trekvarter, og der fortalte han blandt andet, at hans musik er bedst, når han ikke ved, hvad han laver. Hvis det står til troende, så anede han ikke, hvad han lavede fredag aften, for alt gik op i en højere enhed. Wayne Coynes vokal bliver aldrig spektakulært stærk, men til gengæld var det en vanvittig sjov og inddragende oplevelse, som alle formentlig vil huske i lang tid. For mig er festen i hvert fald ikke slut endnu, og jeg finder stadig konfetti de mærkeligste steder i mit tøj.
Der kom i øvrigt også andet ud af samtalen med Wayne Coyne, og det vil man kunne læse her på bloggen inden alt for længe.

Så alt i alt, tl;dr: Tag på Heartland Festival næste år, for folk er virkelig søde, stedet er virkelig smukt, og musikken er virkelig god!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Året der gik – del 1: Årets bedste koncerter

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året 2015 har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg først har brugt seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår, jeg kan huske. Det vil jeg forsøge at hylde via fire indlæg med forskellige personlige lister og kåringer.

Første del handler om det vigtigste af det hele, nemlig live-musikken, når jeg giver mit bud på årets bedste koncerter fra henholdsvis danske og udenlandske artister. Disse lister er godt og grundigt præget af, at jeg har været ude af landet de første seks måneder.

Årets bedste danske koncertoplevelse

3. Broken Twin – Roskilde Festival
Majke Voss Romme og Broken Twin spillede på Roskilde Festival dagen efter, jeg var kommet hjem fra New Zealand, og hun var derfor vært for min første koncert på dansk grund i år – og hvilken velkomst! Broken Twin formåede at levere den perfekte eftermiddagskoncert på den alt for varme festivalsplads. Det gav mig selv og resten af publikum mulighed for at lukke øjnene i den bagende sol og forsøge at komme os over henholdsvis jetlag og tømmermænd. Især på Glimpse of a Time viste Majke Voss Romme sit fantastiske vokaltalent frem i kuldegysfremkaldende facon. Ubetinget en af årets bedste koncerter.

2. Blaue Blume – Store VEGA
Jeg har efterhånden oplevet Blaue Blume live 10 gange, og det til trods var jeg intet mindre end målløs efter deres koncert på Store VEGA i november. Jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at alt endelig var gået op i en højere enhed for perfektionisten Jonas Smith og hans kompagnoner på en aften, hvor bandet valgte at eksperimentere og udfordre de velkendte og finpolerede album-versioner af deres efterhånden talrige hits i en rocket pragtpræstation. Andre år ville denne koncert nok have været årets bedste, men i år var der lige tre århusianske teenagere, som kom deres koldingensiske næsten-naboer i forkøbet.

1. Velvet Volume – Uhørt Festival
De af jer, som har fulgt med på bloggen i løbet af august, havde nok allerede regnet det ud. Det er selvfølgelig Velvet Volumes pragtpræstation på Uhørt Festival, som snupper titlen som årets bedste danske koncert – og egentlig også den bedste koncert i det hele taget. Jeg kan ikke huske, at jeg er blevet blæst så meget bagud af et band, som jeg blev denne lune sensommeraften på Refshaleøen. Og vurderet på, hvad der siden hen er sket for pigerne (opvarmningsgigs for the Raveonettes og Go Go Berlin og jobs på næste års Northside Festival og i Pumpehuset næste forår), er jeg vist ikke den eneste, der var ekstremt imponeret efter den oplevelse. Tak piger. Vi ses næste år!

Årets bedste udenlandske koncertoplevelse

5. Shura – Ideal Bar
Her er tale om en late entry til listen, da koncerten med britiske Shura fandt sted midt i december. Ikke desto mindre var det en af årets bedste oplevelser, som lige akkurat skubber mine yndlinge fra Braids med en halvsløj forsangerinde Raphaelle Standell-Preston ud af listen. Halvsløj var Aleksandra Denton og Shura til gengæld ikke, da hun og bandet lukkede mit koncertår med en eventyrlig rejse ind i deres charmerende og dansevenlige drømmepoppede univers.

4. Beach House – Store VEGA
Koncerten med Beach House i Store VEGA er den koncert, jeg havde glædet mig mest til i år. Og heldigvis levede amerikanerne fuldt op til mine forventninger med en både energisk rocket og samtidig karakteristisk indhyllende optræden, som trods utallige garantier fra bandet om, at de aldrig ville forlade scenen, desværre fik en ende efter godt en time. Men så er det jo godt, at de allerede næste sommer vender tilbage til Danmark, når de besøger Northside Festival. Lad det – ligesom i Velvet Volumes tilfælde – være en kæmpe anbefaling herfra.

3. Zella Day – Lille VEGA
Hvor Beach House var årets mest ventede koncert, er det ikke helt forkert at sige, at Zella Days Vestrbro-koncert var det modsatte. Jeg havde ikke planlagt at skulle til koncerten, men da en god veninde og kollega inviterede, valgte jeg alligevel at give den unge amerikaner en chance – og det, må man sige, var en god beslutning. Hun formåede nemlig at tryllebinde publikum under hele showet, og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der gik derfra med en lille forelskelse i maven. Musikken er simpel, den handler om livet som ung pige/kvinde, men når 20-årige Zella Day tager den med ud i virkeligheden og lægger både krop og sjæl i udførelsen, sker der bare et eller andet, som løfter musikken op på et højere niveau.

2. Susanne Sundfør – Roskilde Festival
Jeg synes egentlig, at min lynreaktion fra vores Roskilde-dækning siger det meget godt – norske Susanne Sundfør er uden tvivl den stærkeste vokal, jeg har haft fornøjelsen af at opleve i år. Og hun fortjener naturligvis også en plads på listen over årets bedste koncerter. Det var dramatisk, det var storslået, det var gennemført, og det var – lad os bare tage klicheen helt ud – magisk. Jeg er stadig dybt imponeret over, hvor meget Susanne Sundfør har flyttet sig, siden jeg så hende første gang, og jeg glæder mig allerede til næste.

1. Mac DeMarco – Store VEGA
Mac DeMarco er en spøjs fætter. Jeg har aldrig oplevet en artist interagere med sit publikum på samme måde, som den 25-årige canadier gør. Det er som om, at man er en del af en absurd teaterforestilling, hvor Mac DeMarco spiller alle hovedrollerne, og hvor latteren fylder nærmest lige så meget som klapsalverne. Rent musikalsk og teknisk er det ikke den stærkeste performance – den må nok gå til Blaue Blume – men ligesom det var tilfældet for hovedparten af artisterne på de to lister, tilfører Mac DeMarco noget ekstra til sin live-optræden, som trækker lytteren helt ind i hans absurde, psykedeliske univers, og derfor fortjener han førstepladsen på denne liste.

Bonus liste: Årets bedste festival
Uhørt Festival på Refshaleøen
Til sidst vil jeg gerne hylde Uhørt Festival, fordi de for det første har formået at skabe landets hyggeligste festival midt på den ellers ret ucharmerende Refshaleø. De fortjener dog allermest ros, fordi de har udviklet sig til at være en af landets bedste festivaler for upcoming danske bands – en festival for de bands, som formentlig for manges vedkommende vil være at finde på næste års SPOT Festival og på Roskildes Rising-scene. Det er et vigtigt stykke arbejde, og de har i år igen formået at give et indblik ind i den imponerende danske talentmasse, som findes derude. Bliv ved med det, og vi ses helt sikkert også næste år!

Det var alt for i dag. Følg med i morgen, når jeg kigger på årets bedste numre fra ind- og udland.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Susanne Sundfør – Den norske sejrsgang fortsætter

Det er efterhånden fem år siden, at norske Susanne Sundfør på en varm mandag Roskilde-debuterede på det daværende Pavilion Junior. Dengang var der tale om en noget forsigtig optræden fra en kunstner, som dog voksede med opgaven, som koncerten skred frem. Og det var da i den grad også en fuldvoksen artist, som trådte frem på Avalon fredag eftermiddag til lyden af storslåede trommer og dramatiske violiner. For hvor den norske artist i 2010 havde svært ved at definere sit eget udtryk, var man ikke i tvivl i 2015: Susanne Sundfør var kommet for at markere, at hun bestemt tilhører den nye generation af fantastiske kvindelige norske artister, som de sidste par år med stor succes har indtaget dyrskuepladsen. Her tænker jeg især på Emilie Nicolas sidste år og Fay Wildhagen i år. Tilføj mine personlige favoritter fra Highasakite til gruppen, og Norge har et meget stærkt musikalsk firkløver, som vi nok ikke har set det sidste til på de danske festivalscener.

Men tilbage til fredagens koncert, som på alle måder stod i dramatisk kontrast til Broken Twin‘s introverte og følsomme koncert få minutter forinden på Pavilion. På knap en time bragede Susanne Sundfør et for mig overraskende talstærkt publikum bagover med en vokal, som meget vel kan være den stærkeste på årets program. Koncertens omdrejningspunkt var Sundførs 2015-album Ten Love Songs, som dog blev suppleret med det fremragende åbningsnummer “The Brothel” fra 2010 og mit yndlingsnummer “White Foxes” fra 2012-albummet The Silicone Veil. For mig peakede koncerten dog cirka halvvejs, da Susanne Sundfør leverede en dramatisk version af “Memorial“, som på mange måder understregede, præcis hvor stort et talent Sundfør besidder. Jeg stod tilbage med den samme fornemmelse, som jeg havde efter The Knife-koncerten på Northside for et par år siden – en fornemmelse af at have været vidne til noget magisk.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde 2010 – Eim Ick, Susanne Sundfør og My Evil Twin


Roskilde Festival nyder den første, længe ventede gråvejrsdag. I sandhed velfortjent, for solens efterhånden traditionelle bagning af campingarealerne gør det noget hårdere at komme igennem de af og til temmeligt lange opvarmningsdage.

I mellemtiden har få kunstnere på Pavillion Jr. scenen fænget opmærksomheden. Men det har egentlig også været nok, når niveauet er så højt, som tilfældet de sidste to dage har været.


Vi kan forsøge, men kommer alligevel aldrig uden om ham, og må indrømme at trods en smule nepotisme også må have spillet lidt ind, fik Eim Ick kickstartet festivalen for det meste af Regnskys skribenter. Med sit til perfektion sammensatte set, der tog publikum på en tour de force ud i hele det elektroniske supertalents sangkatalog, fik han overbevist ikke bare entusiastiske technotilhængere om sine kvaliteter, men fik også indiehovederne med på tracks som “Sun Is Isn’t”. Netop den atmosfæriske og avanceret rytmiske musik fik engageret publikum i så høj grad at mandag eftermiddag både blev til fest og koncertoplevelse.

Eim IckSun Is Isn’t (Mister Decoy)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/06/Sun-Is-Isnt-Mister-Decoy.mp3]

Kort før Eim Ick giv på, havde norske Susanne Sundfør givet en af de oplevelser, Roskilde Festival gør sig bedst i, og igen cementeret at ingen forventninger leder til store overraskelser. Trods Sundførs vokal har et berettende udtryk, hvor hun fortæller deciderede historier til lytterne formåede musikken at skinde langt klarere frem end vokalen. Særligt clashet mellem de sarte, xylofon og klavercentrerede melodier og det fremragende, næsten postrockede band skabtes kræftfulde udladninger, fik hævet koncerten med Susanne Sundfør op på niveau med nogle af de største oplevelser indenfor  poprockfeltet.


Desværre var det ikke alle festivalaktuelle bands med kvinder i front, der formåede at brænde igennem som Susanne Sundfør gjorde. My Evil Twins koncert tirsdag aften fik aldrig overbevist publikum om charmen ved hendes lette, indiepoppede melodier. De små detaljer blev skam ydet plads i lydbilledet, men generelt var de små lettere underspillede melodier ikke helt nok til at engagere publikum i de 45 noget lange minutter, koncerten varede. Ærgerligt, for tracks som “Got You On My Radar” og “Leave The Crime Scene” appellerer i studieversionerne til langt mere nuancerede liveoplevelser end tilfældet var her, hvor det nærmere blev til en lidt for middelmådig popkoncert.

My Evil TwinGot You On My Radar
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/06/08-Got-You-On-My-Radar.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Morten says:

    Nu bliver man jo slet ikke misundelig over ikke at være der… Det ser fantastisk ud. Eim Ick sparker altid røv. Tak for et indblik i hvad der rør sig på pløjemarken.

    God sommer.

  2. Jakob says:

    Susanne Sundfør var noget af en overraskelse. Jeg havde aldrig hørt om hende før. Vi sad og fik en kold øl under pavillionen da hun begyndte at synge, og vi måtte bare rejse os. What a voice!

    Eim Ick var også super fedt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?