Waves Vienna: Årets bedste koncertoplevelse og fem skjulte skatte fra den europæiske musikscene

Surma, Waves Vienna
Fotograf: Hugo Domingues

I festivalweekenden – det vil sige torsdag-lørdag – var jeg af sted på Waves Vienna; en festival med cirka 15.000 besøgende som alt for få herhjemme formentlig er bevidste om eksistensen af. Festivalen kan bedst beskrives som den østrigske pendant til aarhusianske SPOT Festival, norske By:larm eller hollandske Eurosonic. Det er med andre ord en festival for vækstlaget; dog med den væsentlige forskel fra fx SPOT Festival, at Waves Vienna i høj grad også sætter fokus på andre lande end hjemlandet.

I år havde Waves Vienna to fokuslande: Portugal og Slovakiet. Det bar konferenceprogrammet præg af, mens også musikprogrammet i høj grad blev tegnet af artister fra de to lande med nogle enkelte markante afstikkere til de øvrige europæiske lande – dem kommer jeg tilbage til.

Waves Vienna finder hovedsageligt sted i en bygning med det noget funky navn ‘Das WUK’, som er en forkortelse for ‘Werkstätten- und Kulturhaus’ – eller på nydansk: ‘Workshop- og kulturhus’. Das WUK er uden tvivl et af de mest fantastiske ‘venues’, jeg nogensinde har befundet mig i. Forestil dig en blanding mellem en gammel østtysk fabriksbygning og en klassisk 70’er skolebygning – en af scenerne hed sågar ‘Aula’ (hvilket er nok til at gøre mig helt sentimental), mens min yndlingsscene lød navnet ‘Projektraum’ – ‘Projektrum’.

Men nok om de fysiske rammer. De kan være nok så fede, men hvis ikke indholdet matcher indpakningen, kan det hele være ligemeget. Indholdet var heldigvis ganske forrygende, og jeg blev gang på gang overrasket over, hvor mange skjulte skatte, der ligger gemt i lande, som for mig er fuldstændig uudforsket territorium. Lande som Østrig, Slovakiet, Portugal, Tjekkiet, Ungarn og Kroatien – tilsat et par artister fra mere velkendte musiklande som England og Norge og så et enkelt amerikansk band, der fremstod som lidt af en kuriøsitet på denne meget europæiske festival.

Årets bedste koncertoplevelse
Min ubestridt bedste koncertoplevelse kom fredag aften, hvor portugisiske Surma gav koncert i den føromtalte Aula. Det skulle hurtigt vise sig, at Aula var den scene, hvor man festivalen igennem kunne finde de mest intense, alternative koncertoplevelser, og der var Surma ingen undtagelse. Jeg havde på forhånd enorme forventninger til den lille, androgyne 23-årige kvinde, som de fleste med kendskab til festivalens program havde udråbt som ‘Portugals Björk’. Min sunde danske skepsis havde fået mig til at tvivle en del på den påstand, da jeg hørte den første gang, men hver eneste gang, jeg spurgte en af portugiserne om, hvad jeg skulle høre, var svaret altid det samme: Surma. Så der stod jeg så; i den alt for varme aula, klar til koncert med noget så modsætningsfyldt som en portugisisk udgave af den islandske legende – med en solid mængde tilsatte Sigur Ros-vibes skulle det vise sig. Og hold nu op, hvor var jeg blæst væk fra absolut første sekund!

Surmas tilstedeværelse på scenen var af en anden verden. Musikaliteten nærmest strømmede ud af hende, mens hun med hele kroppen som instrument skabte en koncertoplevelse, der kun kan beskrives som perfekt. Musikken er lag-på-lag atmosfærisk elektronisk musik, hvor kvinden med det borgerlige navn Débora Umbelino snarere end at skrive sange skaber et rum af vellyd, der lige så meget er en stemning og en følelse.

Jeg oplever ofte til ambiente elektroniske koncerter, at de kan opleves udynamiske og monotone, men det var aldrig tilfældet i selskab med Surma. Overraskelserne stod i kø, og Surma charmerede hver og en blandt publikum med sine små gavtyve-smil, hver eneste gang hun trykkede på en ny knap. Som et barn, der havde gjort noget lidt frækt og udmærket var klar over det. At hun så også fik sneget et helt eminent cover af Agnes Obels “Just So” ind undervejs, løftede blot koncerten yderligere – og gjorde mig lidt danskerstolt. Og nej, nedenstående optagelse fra for et par uger siden yder på ingen måde oplevelsen retfærdighed, men altså…

Surma er ubetinget en artist, alle bør hæfte sig ved. Det beviste hun så sent som i Austin under SxSW tidligere på året, hvor NPR udvalgte hende som en af årets største opdagelser. Det kan jeg kun erklære mig enig i.

Fem skjulte skatte fra Waves Vienna
Surma var heldigvis langt fra den eneste, der imponerede i løbet af de tre koncertdage i solrige Wien, så her kommer fem andre kontinentaleuropæiske skatte, du bør kende:

1) Den slovakiske kvartet Papyllon var det første band, jeg havde fornøjelsen af at opleve på Waves Vienna. De sørgede i den grad for en fornem start på festivalen ved den intim koncert, jeg var så heldig at bevæge mig hen til. Koncerten var en del af en slovakisk reception, som foruden musik bød på shots i store mængder og ustyrligt meget kage – med andre ord fik jeg et godt førstehåndsindtryk af landet. Papyllon selv laver på mange måder klassisk rockmusik, men de har en uudgrundelig inderlighed, der løfter deres musik op over det banale, og gør deres musikalske univers interessant at være en del af.

Næste skridt: Tjek Papyllons selvbetitlede debutalbum ‘Papyllon’ fra 2017 ud!

2) Tjekkiske teepee var den uden sammenligning mest behagelige koncert på festivalen. Her er der tale om et band, der bare kan sit kram. Teepee, som består af duoen Tereza Lavickova og Miroslav ‘Mason’ Patocka, er garant for en musikalsk velsmagende cocktail bestående af drømmepop og indiefolk, der gør dem til et både velkendt, trygt og unikt bekendtskab. Jeg har skamlyttet deres debutalbum, siden jeg kom hjem, og det er stadig et rart soundtrack til min morgencykeltur!

Næste skridt: Lyt til teepees debutalbum ‘Albatross’ fra 2016!

3) Danskklingende Hån er aliaset for den 22-årige italiener Giulia Fontana. Hun er det seneste bevis på, at synthpoppen bestemt også er kommet til Italien i sin reneste og mest pulserende form. Undervejs i koncerten jokede hun i sin præsentation af nummeret “Hands” med, at hun nu ville spille sit eneste ikke-ulykkelige nummer. Denne mærkbart ægte ungdommelige smerte og melankoli er ubetinget Håns helt store styrke. Hendes musik kommer direkte fra hjertet, og det mærkes i den næsten ubærlige inderlighed, med hvilken hun krænger sit hjerte ud. Hun skal stadig arbejde lidt med at finde den rette balance, for hendes uerfarenhed skinnede igennem et par gange i koncerten, hvor tonerne blev ramt lidt rigeligt skævt. Men potentialet er enormt, hvilket man tydeligt kan høre på hendes debut-EP, der blandt andet indeholder den eminente single “The Children“.

Næste skridt: Tjek hendes EP ‘The Children’ fra december 2017 ud!

4) Festivalens mest farverige og interessante indslag stod Wien-bandet Kids N Cats for. De fire medlemmer i bandet har formået at skabe fransk/engelsk-sproget elektropop, som man aldrig har hørt det før. Det er på samme tid både artsy, vildt og helt vildt catchy. Nå ja, og så er det ubetinget feministisk uden at kamme over – de formår at finde den umulige balance mellem sødme og provokation. Frontkvinden Jeanne Drach er en karakter, der som en personificeret musikvideo formår konstant at fastholde opmærksomheden hos tilhørerne, hvilket er en præstation i sig selv på en showcase-festival som Waves Vienna, hvor de fleste hurtigt er videre til den næste af fem simultane koncerter. Og så bliver jeg lige nødt til at knytte en kommentar til deres debutalbum “11 Tracks“, der udkom tidligere i år. Albummet er blevet til på en verdensomrejse, hvor det energiske band har opsøgt lokale musikere i de lande, de har besøgt, og indspillet sange med dem. Derfor har alle numrene fået titler som Japan, Swaziland og Brazil, hvilket, som du nok havde gættet, repræsenterer de lande, sangene er indspillet i. Det giver et meget eklektisk album, der ligesom liveudgaven fastholder lytterens opmærksomhed gennem alle 11 numre.

Næste skridt: Lyt til hele ’11 Tracks’ – det vil du ikke fortryde!

5) Det østrigske band Like Elephants stod for Waves Viennas mest velbesøgte koncert, da de optrådte på Deezer Next Stage, som til daglig vist nok bare er et aflangt klasselokale. Bandet fra Grieskirchen i det nordlige Østrig laver drømmende indiepop med tydelige referencer til new wave og post punk – med en snert shoegaze. Mens jeg kunne tale i en evighed om Kids N Cats, har jeg ikke behov for at knytte særligt mange ord til Like Elephants. Det er simpelt, det er gennemført, og det fungerer vanvittigt godt, hvis man kan lide bands som Wild Nothings, Real Estate og deres åndsbrødre.

Næste skridt: Giv et lyt til deres nyeste album ‘Kaleidoscope’, der udkom tidligere på året!

Afrundning
Det var alt fra denne omgang af Waves Vienna – en festival som jeg bestemt forventer at vende tilbage til. Festivalen er i øvrigt en del af et europæisk netværk af showcase festivaler, der hvert år udvælger en række fokustalenter. Det er i år blevet til et playliste, som måske kan give dig ny inspiration. Tjek den ud herunder, når du er færdig med mine fem (seks) anbefalinger:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.