Regnskys julekalender 2016: 6. december

Whitney Regnsky
Foto: Sandy Kim

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Det er blevet 6. december, og det er, som vi alle selvfølgelig ved, samtidig Nikolaus dag. Altså den dag hvor vi markerer den biskop, som blev inspiration for vores julemand. Om dagens entry på årslisten skal ses som en julegave, må være op til den enkelte, men lad os da bare kaste os ud i det.

Årslisten: #19
På 19. pladsen på årslisten finder vi endnu en artist, som man kunne opleve på årets Roskilde Festival – og for nylig igen på VEGA. Hvis jeg nu siger, at bandet består af to tidligere medlemmer af det hedengangne Smith Westerns, så kan nogle af jer sikkert godt regne ud, at det selvfølgelig er Chicago-bandet Whitney, som har fundet vej til min liste. Det har de med nummeret “No Woman“, som vel bedst kan beskrives som en længselsfyldt country ballade. De rammer på nummeret den helt rigtige sentimentalitet, som gør Julian Ehrlichs pinsler troværdige i mine ører.

Årets festival: #1
Så skal vi til det. Hvilken festival har mon været den bedste i 2016? De fleste i min omgangskreds ved det sikkert allerede, for jeg har nærmest ikke lavet andet end at rose den spritnye festival. Med navne som The Flaming Lips, Sun Kil Moon, Blaue Blume og Låpsley – for ikke at nævne Brian Eno – ramte Heartland Festival plet over hele linjen. Et tydeligt tegn på festivalens umiddelbare succes er i øvrigt, at der allerede nu er sprunget en række nye festivaler op med lignende koncepter (talks, musik, mad) op rundt omkring i landet – hvor The National-guitaristen Aaron Dessners Haven Festival nok er den mest iøjefaldende.

Jeg skrev i går, at jeg er begyndt at sætte større og større pris på festivaler, hvor jeg kan tage hjem og sove, men i Heartlands tilfælde har de ramt den helt perfekte balance, hvor jeg rent faktisk nyder at overnatte ude i de ubeskriveligt smukke omgivelser. Hvis jeg skulle nøjes med en enkelt festival næste år – det skal jeg heldigvis ikke – så ville mit valg falde på Heartland Festival. Jeg kommer til at møde op med ekstremt høje forventninger, men jeg tror på, at den unge fynske festival også næste år vil kunne indfri dem.

Fra i morgen af tager vi hul på de artistbårne bonuslister. Det har jeg glædet mig rigtig meget til. Jeg lægger ud med at gennemgå mine tre bedste henholdsvis internationale og danske koncerter over de næste seks dage. Stay tuned!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Blue Foundation er tilbage i absolut topform

Foto: Presse
Foto: Presse

Det danske elektropop-band Blue Foundations album “Sweep of Days” fra 2004 er et af mine yndlingsalbums gennem tiden. Jeg elsker den storslåede eftertænksomhed, sammenspillet mellem daværende forsanger Kirstine Stubbe-Teglbjærgs vokal og Tobias Wilners exceptionelle produktioner og det dystre tekstunivers, som eksempelvis på nummeret “As I Moved On” går op i en højere enhed.

Blue Foundation – As I Moved On

Men hvorfor skriver jeg pludselig om et 12 år gammelt album?
Det gør jeg selvfølgelig, fordi duoen i dag har udsendt forløberen for Blue Foundations kommende album “Blood Moon“, som udkommer til september. Singlen hedder “Dreams On Fire” (Ikke at forveksle med mega-hittet “Eyes On Fire“) og er samtidig første nummer på den kommende plade. Nummeret har amerikanske Sonya Kitchell på vokal i smukt sammenspil med Tobias Wilner i en rejse gennem et nyforelsket sind, som igennem albummet langsomt forfalder til kaos. For mig er Blue Foundation vendt tilbage til rødderne, hvor det drømmende og længselsfulde univers giver så meget mening, at det næsten gør ondt. Man kan godt mærke, at kalenderen viser 2016 og ikke 2004, men grundsubstansen er lige så propfyldt med kvalitet og nærvær, som den var for næsten en teenager siden.

På det kommende album bliver Tobias Wilner og Bo Rande gæstet af flere yderst interessante artister. Blandt andre kigger Mark Kozelek, som for nylig spillede en fremragende koncert med sit band Sun Kil Moon på Heartland Festival, og Erika Spring fra Au Revoir Simone forbi, hvilket jeg er meget nysgerrig på at høre. Derudover er der flere numre med Sonya Kitchell på vokal, og det må siges at være et kæmpe plus. For hun supplerer 2016-udgaven af Blue Foundation perfekt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nu skal vi lytte til mere voksenindie #2: The Album Leaf / Sun Kil Moon

Normalt ville jeg kategorisere alt, Mark Kozelek aka Sun Kil Moon aka sanger i sublime, hedengange Red House Painters rør ved som voksenindie. Men nu er jeg blevet i tvivl, og har brug for jeres hjælp. Tilhører sangerens seneste projekt den sublime kategori for harmoni, forudsigelighed og stilstand? Han bevarer selvfølgelig sine ufattelige forcer (tekster, guitar og vokalens melodier), men tillader denne gang et supplement udefra i form af underspillet elektronisk knitren og en undergrund af et tikkende beat. Det introducerer spørgsmålet omkring betegnelsen. I dette tilfælde, er det den eneste tvivl, der er grund til at nære. For kvaliteten er så høj som altid. Og det indikerer jo et skræmmende niveau.

The Album Leaf / Sun Kil Moon – What Happened To My Brother

“Kozelek og elektronik?”, tænkte jeg, da “What Happened To My Brother” spillede, og rynkede naturligvis brynene. Men jeg sænkede dem hurtigt igen. Mark Kozeleks partner er nemlig The Album Leaf, som du måske kan huske for nummeret “Always For You” fra pladen Into The Blue Again (2006). De fleste Mark Kozelek-lyttere har nok hang til småmelankolske sange om romantik oplevet i bakspejlet, og netop dem er The Album Leaf mester i at iklæde lette, næsten gennemsigtige lag og tilføje et enkelt rytmisk holdepunkt. Præcis, som han også gør i samarbejdet med Kozelek.

Resultatet af samarbejdet er pladen Perils From The Sea, som udkommer den 30. april på Caldo Verde Records. I november hørte jeg Kozelek i DRs Koncerthus, og derfor virkede samarbejdet mellem The Album Leaf og Kozelek familiært fra allerførste lyt. Det var sangen “Caroline”, og genkendelsen skyldtes naturligvis, at Kozelek havde spillet den live. Men normalt ville jeg ikke kunne huske et nummer så godt efter blot et enkelt lyt. Men denne gang sad det i hukommelsen, som en børnesang, der bare skulle aktiveres. Sådan er det med alle Kozeleks numre. Teksternes fortællinger er så stærke – forløbene er lineære, situationernes fysiske placeringerne så præcist geografisk beskrevet at visualiseringen dårligt er en bevist proces.

The Album Leaf / Sun Kil Moon – Caroline

Han synger om at vågne ved siden af kæresten, at drikke kaffe på sin lokale kaffebar, og om at savne netop det, når hans ustoppelige musikervirke sender hotelværelsernes tomhed imod ham. Det bliver til kærlighedssange, som er smukke nok, når det bare er vokalen og guitaren i en 2-4 minutters konstellation, men som får endnu bedre forhold i samarbejdet med The Album Leaf. Jeg fristes til at tro, at det er det elektroniske islæt, eller i hvert fald opbakningen fra især rytmer, som lader Kozelek strække nummeret over 6-minuttersmærket – sådan har jeg i hvert fald kun hørt ham med Red House Painters tidligere.

The Album Leaf / Sun Kil Moon har lagt et par numre ud som appetitvækkere til pladen, heriblandt den nu hedengangne uges smukkeste kærlighedssang i form af “Caroline”, og samme uges musikalske overraskelse i form af “Baby In Death, Can I Rest Next To Your Grave?”, hvor de statiske rytmer vokser til regulære trommer! Den bevægelse udfordrer især voksenindie-betegnelsen. Er folktronica mere præcist?

The Album Leaf / Sun Kil Moon – Baby In Death, Can I Rest Next To Your Grave

The Album Leaf / Sun Kil Moons plade Perils From The Sea udkommer den 30. april via Caldo Verde Records.
Sun Kil Moon udgiver desuden livepladen
Live At Phoenix Public House Melbourne og coveralbummet Like Rats den 19. februar.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Hans Nielsen says:

    Fint lille indlæg. Har altid været facineret af Kozeleks melankolske tekstsunivers, det til trods af at hans musik, for mig, til tider kan blive for lavmælt og “kedeligt”. Men denne “elektroniske” påbygning virker til at gøre det hele bare en smule mere livligt, hvilket er glædeligt! Er spændt på at høre mere! Tak for det gode input :-)

    Heardbyme.com

  2. andreas says:

    Ahh – elsker Mark Kozelek. Det her lyder godt og forfriskende. Man kunne allerede fornemme på hans koncert i DRs Koncerthus i efteråret at han er på vej nye veje med sin musik og har givet lidt slip på hans ellers meget stramme format som han forfinede på April og Admiral Fell Promises. Ser frem til albummet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Mark Kozelek/Sun Kil Moon/Red House Painters

I det her efterår er jeg virkelig ofte blevet draget mod den amerikanske sangskriver Mark Kozeleks fingerspilsfortællinger. Min hang til hans tillukkede og lavmælte univers er kommet snigende, uden jeg helt har lagt mærke til det. Han har været på scenen længe, ja, faktisk udgav han sit første album i mit fødeår. Og han er sådan en, man godt kan glemme lidt, fordi han er i det mærkelige felt mellem det etablerede og undergrunden. Musikalsk er han også særdeles etableret, og siden han omkring årtusindeskiftet dedikerede sin opmærksomhed til folkgenren, har han ikke fornyet sig nævneværdigt fra udgivelse til udgivelse. Men der er egentligt hellere ikke nogen grund til, at han skulle gøre det. For de stemninger og den intimitet, hans fortællende sangstil og stemmens lydomgivelser er genkendelige og essentielle, hvad enten det kommer til hans soloudgivelser, bedrifterne i det nu opløste band Red House Painters eller de mange coverversioner af bands så langt fra Kozeleks egen stil som AC/DC og Modest Mouse.
Med Mark Kozeleks rige bagkatalog i bevidstheden skulle man have en sikker leverance af medfølelse til en endog meget hård vinter.

Mark Kozelek – You Ain’t Got a Hold on Me

Hvis også du har været hardcore Mew-fan, ved du nok, at danskerne hyppigt omtalte bandet Red House Painters som inspirationskilde i begyndelsen af deres karriere. Mark Kozelek var guitarist og sanger i Red House Painters, som fra 1992 til 2001 udgav en række farligt gode plader. De blev definerende for det, jeg især tænker på, når folk refererer til en 90’er-lyd (i forbindelse med god musik). Slowcore og shoegaze er ganske passende betegnelser for ekstremt introverte udgivelser, der er bedst i et stræk, når du bare gerne vil være i fred, og det er nok netop den indesluttethed, som har gjort Red House Painters til en af Mews foretrukne referencer. Mark Kozeleks tekster er ensomme, afklarede og opgivende, og det er ikke så meget ment som en advarsel som en anbefaling. “Katy Song” er fra bandets selvbetitlede hovedværk fra 1999, og har det her fantastiske og fantastisk smertefulde vers: “I know tomorrow/ You will be somewhere in London, living with someone/ You’ve got some kind of family there to turn to/ And that’s more than I could ever give you”.

Red House Painters – Katy Song

Helt så sortsynet er Mark Kozelek ikke på sin udgivelse fra i år, Among The Leaves. Den er udgivet under navnet Sun Kil Moon, som Kozelek introducerede efter Red House Painters breakup i 2001. Sun Kil Moon er et soloprojekt, hvor Kozeleks fintmaskede guitarspil og vokal ikke flyder sammen med de skurrende guitarer fra Red House Painters. Men den melankolske grundtone er intakt i samtlige af pladens 17 numre, der i høj grad kigger tilbage på Kozeleks seneste tyve år på scenen. Personligheden er til stede, ligesom i resten af Kozeleks diskografi. Among The Leaves er på mange punkter mere af det samme, men netop på grund af den personlige fortællestil, er det en tryg genkendelighed. Mark Kozelek er en sangskriver, du automatisk involverer dig i og lader involvere sig i dig.

Sun Kil Moon – Sunshine In Chicago

Mark Kozelek spiller i Studie 2 i Koncerthuset i København d. 14. november kl. 20. Koncerten er siddende. Billetter her.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. andreas says:

    Ja! Han er god – og god post. Ser frem til koncerten i aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?