Sufjan Stevens vender tilbage til folk-rødderne på ‘Carrie & Lowell’

Sufjan Stevens - 'Carrie & Lowell'
Sufjan Stevens udkommer 30. marts med sit syvende studiealbum, ‘Carrie & Lowell’. På pladecoveret, der er afbilledet her, ser man musikerens afdøde mor, Carrie, og hendes eks-mand Lowell Brams.

Fem år er gået siden vi sidst har kunne folde vores hænder omkring et nyt albumudspil fra Sufjan Stevens. I 2010 udkom den amerikanske singer-songwriter med sit i bogstaveligste forstand farvestrålende album, The Age of Adz, der som noget ganske nyt så Sufjan Stevens eksperimentere med mange elektroniske orkestreringer, med en effektfuld kombination af ‘fysisk’ lyrik, støj og folk.

Netop folk-rødderne vender Sufjan Stevens snart tilbage til, når han den 30. marts er aktuel med karrierens syvende studiealbum med titlen Carrie & Lowell, der ifølge en pressemeddelelse fra Stevens’ eget pladeselskab, Asthmatic Kitty, refererer til musikerens mor og stedfar. Moderen døde for et par år tilbage, mens Lowell Brams i dag er medejer af selv samme label, som han hjalp Sufjan Stevens starte i 1998.

Pressemeddelelsen røber desuden, at albummet ganske rigtigt ser Sufjan Stevens vende tilbage til folk-rødderne fra populartitsopbyggende albums som MichiganSeven Swans og Illinois, og at albummet kredser sig om temaer som “liv/død” og “kærlighed/tab”. Som optakt til albummet kan man streame et udpluk fra titelnummeret, som findes nedenfor. Så sent som i går kunne pladeselskabets pr-afdeling røbe omfattende detaljer om pladens fysiske tilblivelse, en historie som blev lanceret via billedhostingsiden Imgur.

Carrie & Lowell:

1. ‘Death With Dignity’
2. ‘Should Have Known Better’
3. ‘All of Me Wants All of You’
4. ‘Drawn to the Blood’
5. ‘Fourth of July’
6. ‘The Only Thing’
7. ‘Carrie & Lowell’
8. ‘Eugene’
9. ‘John My Beloved’
10. ‘No Shade in the Shadow of the Cross’
11. ‘Blue Bucket of Gold’

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Glædelig jul fra Regnsky

Julekugler

Nu begynder det at blive en tradition. At I får lidt musikalsk juleknas fra Regnsky. Foruden en playliste, der kan holde til hele storfamiliens gaveuddeling, får i ligesom sidste år lidt af årets gode julesange. Begge på dansk, men med ret forskellige indfaldsvinkler på julen. Den ene romantisk, den anden ironisk. Begge beskrivende; den ene hyggelig, den anden kan man mærke er opstået i “åh, nu igen”-sukkets øjeblik. Ikke desto mindre giver begge min barnlige forventnings glæde et nøk op.

Den første julesang er – ligesom sidste år – nærmest to nye traditioner i et nummer. Først og fremmest er den Det Elektriske Barometers julesang, sunget på dansk af nogle af årets største Barometer-favoritter. Og det er naturligvis det romantiske nummer, som er Barometerets julesang. Det er en optimistisk vinterhymne om julens lys i en mørk tid, komplet med kirkeklokker. Og selvfølgelig chorusguitar i Djævlebakke-høje mængder! For det er Ice Cream Cathedral, der har været så heldige at være nogle af årets Barometer (og Regnsky)-favoritter. Og som tilmed også leverede et af sidste års Regnsky-julesange med den stadig dejlige, nostalgiske lille sang “Gingerbread”.
Årets nummer hedder nu “Til Lyset Kommer Igen”, og kan stjæle titlen som det mest lysende i juletiden fra kalenderlys og adventskranse, hvis du bare giver det lov.

Ice Cream Cathedral er i gavehumør i juledagene og giver “Til Lyset Kommer Igen” ud til gratis download fra den 24.-26. december. Det er via Soundcloud eller lige her:

Ice Cream Cathedral – Til Lyset Kommer Igen

Nu til noget lidt mere Scrooge’sk: William Zeuthens antihit “Julefrokost”. Et egentligt komplet umuligt nummer. Sangen er indspillet ret elendigt af en ret elendig sanger, men den er helt åndssvagt charmerende på den der Spillemandske mod-alle-odds-måde. Kan man synge “Hvor mange gange skal jeg sige at I ikke må ryge indenfor/Vi prøver jo bare at holde et ordentligt indeklima”? Kan man fyre en usandsynligt kinky guitarsolo af midt i et julehit? Kan man synge “Jeg pressede jo bare din kolde røv ned i en lædersofa?” Åh ja, det kan man godt. Midt i det tragikomiske og umulige opstår et af årets mest uforudsete hits. Sygt sært og sært sjovt.

Så: Hvis du er hjemme i Jylland og  savner selskab fra bekendte og kollegaer skal du bare høre det her nummer. Jeg lover dig, at det gør dig lidt gladere for familiens rolige julefrokoster. Tvivler dog på, at William Zeuthen selv har sådan nogen – hans bror er nemlig Nikolaj Zeuthen fra Skammens Vogn – altså ham med tekster som “Mens jeg går op ad trapper/spiser jeg store håndefulde/af chokoladeknapper/Der ligger i bagagerummet under en tennisketcher”. Lyt til “Svigermors Bil” hos DR her.

William Zeuthen – Julefrokost

Nu skal vi lige tilbage i den harmoniske, rolige julestemning. Og hvem anden får os det end vores allesammens yndlings religiøse juleelsker?
Sidste år holdt Morten Regnsky og jeg nemlig en lille juleseance med risengrød, nelliker-i-appelsiner, glögg, gåtur i sne og knap fem timer med Sufjan Stevens’ julesange. Den usandsynligt dejlige idé kom af, at Sufjan Stevens i november sidste år udgav Silver and Gold: Songs for Christmas, vol. 6-10, opfølgeren til 2006s Songs for Christmas.
I år skulle Sufjan Stevens imidlertid være mit soundtrack til julegaveindpakning i stedet. Den tager ikke fem timer. Derfor lavede Morten, Regnskys Sufjan-ekspert, en noget kortere juleplayliste til os alle sammen. Den har selvfølgelig uundgåelige indiehits som “Did I Make You Cry On Christmas Day? (Well, You Deserved It)”,  men også en hel del numre til alle dem, som ikke kæmper med at være forsmåede romantikere i juletiden. Eksempelvis hjemkomstsangen “We’re Goin’ To the Country”, den liturgiske “Star of Wonder” eller, hvis det skal være endnu mere traditionelt, Sufjans fortolkninger af amerikanske salmer og julesange som “Jingle Bells”, “Santa Claus Is Coming To Town” og “O Come O Come Emmanuel”.

Værs’go. En juleplayliste fra Morten til alle os. Tak og glædelig jul fra hele Regnsky <3

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Årets album – januar & februar

Et år er lang tid. Men ikke tid nok til, at alle gode udgivelser og genfund kan få den fortjente opmærksomhed på Regnsky. Klog af skade må jeg indrømme, at de bedste album af og til først åbenbarer sig længe efter udgivelsesåret er rindet ud.
Konsekvensen heraf bliver, at 2011 ikke sendes af sted med en traditionel årsliste over de bedste album, men at musikåret i stedet fejres ved et kronologisk tilbageblik på de udgivelser, som oftest er strømmet gennem mine højtalere i året der gik – fra 2011 såvel som ældre. Der er intet system – nogle måneder var ep’erne bedst, nogle var to plader lige fantastiske, og i nogle var behovet for gensyn større end lysten til safari i den vildtvoksende indieskov.

I dag gælder det januar og februar – vintermånederne, som vi netop er trådt ind i igen. Jeg bilder mig ind, at pladerne, Destroyer undtaget, har en del fællestræk. En søgen i sjælen, som kommer ganske forskelligt til udtryk: Gennem Sufjan Stevens pludselige vekslen mellem det stort orkestrerede og det intime, i Paxton Fettels indadvendte repetitioner og i Alcoholic Faith Missions kollektive march.

Januar

DestroyerKapputt
Dan Bejars andet projekt end The New Pornographers nåede først mine ører i 2011. Men med hvilken elegance! Trods lån af virkemidler fra softrock (saxofon, langsomme akkorder på akustisk guitar), flyder fløden ikke over. I stedet sender Destroyer os til varmere himmelstrøg – til et blødt lys, modne frugter, lunt sand og gode drinks. Fristende i januar? Åh ja. Destroyer holder balancen, og undgår at tippe helt over i det 80’er-Baywatch sukrede. Bejar og co. bevarer den hårdt optjente indiecred med fabelagtigte tekster, hvor både det tiltrækkende og afskrækkende portrætteres. Bedst på titelnummeret “Kapputt”:
“Wasting your days/chasing some girls, alright/chasing cocaine through the back rooms/of the world all night.”
I kraft af sin detaljerigdom i genre og instrumentering og sin humor og vid i lyrikken, sender Kapputt stadig varme vibrationer gennem kroppen et år efter udgivelsen.

DestroyerSavage Night At The Opera
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/03-Savage-Night-At-The-Opera.mp3]

Sufjan Stevens The Age of Adz (2010)
At Sufjan Stevens ikke var repræsenteret på en eneste af sidste års best-of lister anser både Morten og jeg som en af årets absolut største brølere.
The Age of Adz er om noget et værk. Trods Sufjan i den fem år lange pause fra Illinois (2005) til The Age of Adz voksede fra sin tidligere bedste ven, banjoen, og delvist erstattede den med programmering og elektroniske forvrængninger af klassiske instrumenter, består intimiteten stadig. Eksemplet er “I Walked”, en post-breakup kærlighedserklæring, hvor følelsen af savn er så stort, at det ikke ville kunne være i de tidligere folkklæder. Det er et portræt af det nære, men ikke spor simple. Sufjans stiller diagnoser af store følelser med ømme finesser i et fabulerende legesygt univers, og i kombination med to samspillende modsætninger – vokalens beherskede klagesang og de misundelsesværdigt konkrete tekster – kan Sufjan tilsyneladende alt på The Age of Adz. Så godt, at man på intet tidspunkt savner banjoen. Og kun føler en barnlig glæde ved genhøret i de afsluttende minutter af den 25 minutter lange lukker, “Impossible Soul”.

Sufjan StevensI Walked
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/I-Walked.mp3]

Februar

Paxton Fettel – From the Surface and Upwards EP
Alcoholic Faith MissionAnd the Running From Insanity EP

Februar var en sløv udgivelsesmåned uden nogle særlige tilføjelser til mit musikbibliotek. Ud over to på papiret ganske forskellige ep’er: house-supertalentet Paxton Fettels debut og indiekollektivet Alcoholic Faith Mission forløber til lp’en Ask Me This fra oktober. Ep-formatets styrke ligger i fokus på de enkelte tracks, hvor imod albumformatet prioriterer en sammenhæng mellem de enkelte numre. Både Paxton og AFM’s ep’er er samlinger af fuldkomne numre, der står stærkt i ensomheden, men hørt i relation til deres naboer fremviser et ypperligt billede af projekt og bands respektive talenter.
Hvor AFM kan insistere, kan Paxton Fettel fabulere. Numrenes progression synes intuitiv. De er mildt overraskende, men bevarer altid en venlig åbenhed mod lytteren – virkemidlerne er som oftest relativt simple: et gentaget klavertema med få variationer, et beat med filter på hver anden takt. Det deephouse-langsomme tempo og de oftest dur-baserede melodier gør Paxton Fettels debut – den første af seks ep’er i 2011 – til en tillokkende og indbydende sag, som du kan høre her.

Musikkens – følelsernes – nødvendighed præsenterer Alcoholic Faith Mission i helt andre musikalske klæder. Tre numre fra And the Running With Insanity bed sig fast i slutningen af den mørkeste vinter, for de reflekterede humøret skræmmende godt. Den højstemte melankoli, Broken Social Scene og Arcade Fire varetog så glimrende over there, og som efterhånden må siges at synge svanesang på den internationale scene, fortolker danskerne i en særegen stil, der giver langt mere end kunstigt åndedræt. Hos AFM er trommerne ofte de programmerede af slagsen, hvilket føjer ekstra point til bandets personlighedskonto. Den bugner nu i forvejen med AFM’s fyldige lyd: listende guitarriff, Kristine Permild og Thorben Seierøs særegne vokaler i harmoniske kollissioner, fjerlet piano og rytmiske traveture. Mest behændigt eksekveret på “Legacy”, hvis mange stykker smedes fornemt sammen af de ekvilibristiske solopræstationer – ikke mindst på blæsere. “Drowning (In myself)” brød få anmeldere sig om, de kritiserede det netop for at være usammenhængende. Et kritikpunkt, jeg stadig ikke kan høre. I stedet hoppede jeg i med begge ben, og lod de store følelser oversvømme mig nummer for nummer.

Alcoholic Faith Mission – Legacy
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/02-Legacy.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Videoton: Treefight, Local Natives & Sufjan

Internettet flyder over med særligt bemærkelsesværdige liveoptagelser i disse dage. Her kommer Treefight For Sunlight fra en noget foruroligende kirke på Nørrebro, Local Natives på rundtur i overmådigt smukke Paris og Sufjan Stevens fra Sydneys akustisk overlegne operahus.

Har du fulgt danske Treefight For Sunlight gennem bandets facebook– eller twitterprofil de seneste måneder, har du nok lagt mærke til den massive anerkendelse og opmærksomhed, den Tambourhinoceros/Bella Union-signede kvartet har opnået. Senest trippede jeg gevaldigt over en liveoptagelse af “Time Stretcher”, et af debutalbummet A Collection of Vibrations For Your Skulls mere eftertænksomme øjeblikke. Men i dag offentliggjorde det forbilledlige koncertkollektiv At My Place endelig resultatet af efterårets koncert med Treefight. Tilbage i oktober, i Apostelkirken på Nørrebro – før alt det udenlandske mediecirkus begyndte – spillede bandet halvakustiske og helfremragende versioner af “The Universe is a Woman”, “Tambourhinoceros Jam” og “Riddles In Rhymes”.
Treefight For Sunlight drager i øvrigt snart på tour i kongeriget. Fang dem, de er så afgjort et af de mest spændende, danske livebands for øjeblikket – de komplekse harmonier i både vokaler og instrumenter sætter konstant harmonien på spil og skaber spændingsfelter, der får lytteren til at tabe vejret. Nogenlunde lige så magisk som på optagelsen ovenfor.

En af de plader, jeg hørte mest sidste sommer (og siden har glemt lidt) er ikke Wild Nothing, men Local NativesGorilla Manor. Måske var det bare lige lidt for pænt i længden.
Men trods det, var der jo en årsag til, jeg forelskede mig i deres varme, guitarbaserede lyd. Den, kombineret med The Take-away Shows smågeniale evne til at finde de helt rigtige locations til hvert band, får igen mit hjerte til banke efter trommestikkerne. I denne video, der blev uploaded for en uges tid siden, skønt den blev optaget i februar 2010, spiller kvintetten tre numre fra debuten: en let snublende og charmerende rundtosset version af singlen “Wide Eyes” fremført på en af Paris’ berømte karruseller, på vej væk fra forlystelsesparken følger min personlige favorit, den både energiske, indædt fortrydende og smukke “Aeroplane”, som ender indendørs i lidt roligere omgivelser med “Stranger Things”. Hymnen “Who Knows Who Cares”, der er optaget i samme omgang, kan opleves her:

Hvor længe siden er det ikke at Sufjan Stevens var i Danmark? Hvor længe har vi ikke ventet på ham? For evigt! Især efter han sidste oktober udgav, The Age of Adz, 75 minutters kaos-symfoni af vellyd. Morten og jeg har i hvert fald begge haft pladen i heftig rotation siden – og har adskillige gange bandet over, vi ikke var hurtige nok til at få den med på sidste års top-10 lister.
Anyways, når ikke Sufjan kommer til Danmark, så må man forsøge at komme til Sufjan. Og når man ikke har nogle penge, så bliver man endnu gladere for adskillelsen af tid og rum. Hurra for internettet, hurra for Sydneys operahus og hurra for Sufjan, der er nogenlunde lige så vanvittig (på den gode, stream-of-consciousness/jeg-har-stor-ordenssans-måde) som The Age of Adz indikerer.

Følg link til tre psykedeliske/fremragende optagelser af “Too Much”“Age of Adz” samt “All Delighted People” fra ep’en af samme navn.

Sufjan Stevens – Too Much
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/Too-Much.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Songs for the worst time of the year

Guffeliguffe

I december kan man ikke gå på dagligvareindkøb uden at drukne i julerelaterede tilbud, hvad enten det drejer sig om konfekt, and eller pynt til juletræet. Ligeledes kan man ikke heller tænde radioen i december uden at undgå gøglede, men mainstream juleklenodier som dem fra Wham, Bing Crosby, Mariah Carey eller MC Einar – eller tusindvis af covers af førnævnte kunstnere.

Og det er da klart også disse musikalske bud, som bedst samler familien om det iturevne gavepapir juleaften. Men der forefindes da også et andet, mere alternativt udbud af julemusik.
Eller, alternativt er måske efterhånden så meget sagt om min amerikanske darling, Sufjan Stevens og hans julesange. Vil nærmest gå så vidt og sige, at hans julemusik er det alternative svar på WhamLast Christmas. Tror de fleste efterhånden har hørt mindst eet af hans numre eller eet af hans juletiltag. Sidste år, eksempelvis, husker jeg hvordan man kunne lave et sødt, interaktivt julekort på hans side, hvor man også kunne spille et spil, hvor man skulle klare julerelaterede opgaver, som at sætte ild til stearinlys og ønske glædelig jul til sin bedstemor – mmh.

Så selvom hans julehymner ikke er en skjult hemmelighed synes jeg stadigt de skal hyldes. Også selvom dine forældre måske ikke gider høre sange om “den værste jul nogensinde” eller “dengang du fik en person til at græde på juleaften”. Manden er indbegrebet af sød og hans musik ligeså. Åh, kære dreng.

Sufjan StevensDid I Make You Cry On Christmas Day? (Well, You Deserved It!)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/Sufjan-Stevens-Did-I-Make-You-Cry-On-Christmas-Day_-Well-You-Deserved-It.mp3]

Sufjan StevensStar of Wonder
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/Sufjan-Stevens_Star-of-Wonder.mp3]

Sufjan StevensThat was the Worst Christmas Ever!
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/05-That-was-the-Worst-Christmas-Ever.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mads says:

    ….. Morten… Du kunne jo lige have smidt Jonas med ind! ;) http://gaffa.dk/anmeldelse/36017

  2. Ulf Aslak says:

    Det album har kørt på repeat herhjemme :)

  3. JeppeL says:

    Prøv lige at tjek Hymns from Ninevehs jule EP ud, http://www.myspace.com/hymnsfromnineveh, årets bedste udgivelse!

  4. Eva Regnsky says:

    alt godt kommer til dem som venter (:
    der er en lille anmeldelse på vej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?