Roskilde 2018 – et af vores bedste år

De Underjordiske x Fribytterdrømme på Roskilde Festival (Foto: Flemming Bo Jensen)

Der var en rodet bunke af hovednavne, en usædvanligt tam afslutningsdag og en for stor mængde uaktuelle indie-navne. Alligevel markerer Roskilde Festival 2018 sig som et af de bedste år, Regnsky har dækket.

Går man ind på Regnskys forside, bliver man mødt af et syn, der ganske perfekt indkapsler ånden af Danmarks sødeste musikblog, som vi for et årti siden kaldte os selv med et glimt i øjet, og som er et slogan, der har hængt ved siden.

Synet er af de fem seneste artikler, som læserne kan læse eller scrolle igennem efter forgodtbefindende. De er der bare. Foldet ud til fri afbenyttelse, uden at læseren skal begunstige skribenterne bag med et klik som et bevis på, at her er noget, jeg gerne vil læse. Det ser sådan ud, fordi vi ikke bekymrer os om læsertal. Eller, det er ikke det, der afgør, hvad vi dækker og hvordan vi vinkler dækningen.

Og går man ind på Regnskys forside netop nu, vil man ikke være et sekund i tvivl om, at Roskilde Festival netop har været over os. Igen, fristes man at sige.

For her sidder vi endnu en gang i uge ét efter Roskilde Festival og filosoferer over den oplevelse, det har været. De første par dage er altid fyldt med søvn- og salathungren i håb om at få kroppen på rette spor igen. Langsomt men sikkert bliver vi mennesker igen, og vi begynder at fordøje indtryk og oplevelser med lynets hast.

Regnsky har netop haft sit tiende år på Roskilde Festival, og vi kan roligt og uden at blinke kalde dette år for et af de bedste. Intet år, vi har været på, har kunnet hamle op med årets vejr (eller støv), og Roskilde gør sig bare bedst i solskin. For vejret er en del af totaloplevelsen. Om det var de lovende vejrudsigter i foråret eller udsigten til at høre Eminem, der sikrede, at Roskilde havde sit næst-hurtigste udsolgte nogensinde, er svært at sige. Men det står som et rekordår, kun overgået af 1996. Interessant nok havde 1996 også Nick Cave og Massive Attack på plakaten.

Men hvordan kan vi kalde dette år for et af de bedste, når programmet bar præg af en tam en rodet bunke hovednavne, en tam afslutningsdag og alt for mange uaktuelle indie-navne? Lad os kigge på et andet element, der indfanger Regnsky-ånden.

Vi skriver sobert om musikken, men ellers har vi frie hænder til at skrive om det, vi gerne vil, og om det, der betyder noget for os. Vi håber alle på gode oplevelser, når vi går til en koncert, men vi er ikke blinde for de skønhedspletter eller plamager, der kan opstå undervejs. Men vi søger omvendt at finde de positive elementer, selv når programmet og bookingerne efterlader mere at ønske. Vi leder efter de mindste sprækker, der kan folde en stor og begejstret anmeldelse eller stemningsreportage ud, og vi lever på Regnsky for at dele vores subjektive holdninger med nogen, om de så er enige eller ej.

Og dem har der været så mange af på dette år. Blandt andet når Rasmus kalder koncerterne med St. Vincent og The Minds Of 99 for to af de bedste, han har oplevet. Eller da Eva og Morten talte sig frem til en forståelse af, hvorfor en mand som James Holden  har opofret en unik placering i klubmusikken til fordel for Terry Riley-lignende ekskursioner udi folk-trance.

Roskilde Festival byder på mange fragtmenter af betingelsesløst kærlighed, og det gælder om at indfange dem, mens de opstår. Festivalen er et unikum i det danske festivalslandskab. Vi skal sætte pris på festivalen, og vi skal huske, at den næsten lukkede i 2000 efter Pearl Jam-ulykken. Hvert år Roskilde igen afholder festival, skal vi minde os selv om, at den kunne have været lukket og dermed ikke fundet sted. I år slog Orange Scene angiveligt tilskuerrekord til Eminem – uden ulykker. Det vidner om, at vi heldigvis har lært, og at Roskilde bliver ved med at udvikle sig i takt med publikum.

Og vi har udviklet os takket være en festival som Roskilde. Det gør vi hvert år, og i år er ingen undtagelse. For det er vi den evigt taknemmelige for, og vi glæder os til, at vi ses igen næste år.

  • Rasmus Stegmann og Morten Bruhn

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Når kunst og musik går op i en højere enhed og skaber et af de der helt perfekte øjeblikke

Artpop er et utroligt abstrakt begreb. Jeg har altid mere haft en idé om, hvad artrock gik ud på. Når man hører “Bohemian Rhapsody” er man ikke i tvivl om, at det er et kernenummer i genren. Bands som Queen, Talk Talk og Pink Floyd har alle haft en eksperimenterende og alternativ tilgang til musik, og de står i dag som nogle af musikhistoriens aller stærkeste kunstnere.

Men hvornår er noget så artpop, og behøver der overhovedet at være en forskel mellem de to begreber? Jeg vil påstå, at det i begge tilfælde handler om at gå eksperimenterende og avant-garde til værks og dermed skabe noget, som ikke er hørt og set før. Jeg synes tit, at betegnelsen pop får en yderst negativ klang – det kan også bare godt være, at jeg er en prætentiøs hipster, der nægter at høre noget, der er blevet spillet på P3, men lad nu det være det.

St. Vincent står for mig som et koryfæ inden for art-musik. Lad os lige kalde det dét for nu. Jeg synes personligt, at “Masseduction” fra sidste år var 2017’s bedste udgivelse sammen med “Slowdive”. Jeg kan ikke vælge mellem de to, og jeg nægter at forsøge. Nu er det dog St. Vincent, det handler om. Jeg var ovenud begejstret over, at hun var blevet booket til Roskilde Festival i kølvandet på Masseduction. Det er dog langt fra en Eminem-på-Orange-booking. St. Vincent har faktisk spillet en del i Danmark. Bl.a. på Arena i 2015. Der har været en masser chancer for at opleve hende live for danskerne, så hvorfor er det så genial en booking alligevel?

Jo, nu skal I høre svaret på mit retoriske spørgsmål:

St. Vincent eller Annie Clarke peaker lige nu. Det vil jeg gerne lægge hovedet på (regnsky)bloggen (ordspil!) over. Når man ser billeder fra koncerten i 2015, så er det en helt anden Annie Clarke, der stod på scenen. Hun har videreudviklet St. Vincent, og med Masseduction har hun ramt en perfekt blanding af art og pop og rock. Da hun trådte på scenen onsdag aften, var det iført verdens strammeste (og korteste) latex-kjole (i orange, selvfølgelig), og som min gode ven Victor så fint udtrykte med forbavselse i øjnene: “Hun er jo ren sex”. Høje hæle, kort sort hår og fremtrædende rød læbestift. Der var langt til den mere mondæne Annie Clarke fra 2015. Hele det univers, hun har bygget op omkring sit seneste album, tolker jeg som, at hun er den her heartbroken thirty-something kvinde, der desperat forsøger at komme over tabet af sin partner. “Nu skal du fandme se, hvad du går glip af”. Og som så fremstår endnu stærkere på den anden side med ar på sjælen, men alligevel formår at bruge de ar til at ende med at være et mere udviklet menneske. Så kan man stå som publikum og ønske, at man bare havde et gram af hendes selvtillid. Spørgsmålet er dog, om selvtilliden er ægte eller påtaget.

Der var ikke en finger at sætte på hende musikalsk, performance-mæssigt eller visuelt. Det hele var en komplet pakke af musikalsk kunst, som jeg aldrig har oplevet mage. Det var en af de bedste koncerter, jeg har set på Roskilde og, når jeg har fordøjet den ordentligt, måske nogensinde.

Eminem kom til Danmark 15 år for sent, men St. Vincent kom igen på det helt rigtige tidspunkt.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

St. Vincent var ikke lydmand på Roskilde Festival – ikke, så vidt jeg ved

St. Vincent (af David Bering via Gaffa)

Der er blevet sagt og skrevet meget (ok, måske ikke, men så en betydelig del) om amerikanske St. Vincents koncert på Roskilde Festivals scene Astoria. Snakker man med de fornemme hører man i det fleste tilfælde en kritik rettet imod lyden og det faktum at mange af de publikumsvenlige numre med mest “genkendelighed” blev luftet alt for tidligt i sættet. Og ja, det var sgu da lidt en skam at hun for eksempel ikke sluttede af med et brag ved at spille Now Now og for fanden hvor havde jeg set frem til at bevæge mig til Paris Is Burning, uden at den nogensinde kom – begge i øvrigt fra debutalbummet Marry Me fra 2007.

Men problemer med lyden skal sgu ikke tilskrives St. Vincent, som by the way også kan kaldes Annie Clark, skulle man være interesseret i et borgerligt navn. For snakker man i stedet med folk og ikke med Morten Sternberg fra Soundvenue vil man rent faktisk høre positive beretninger om en koncert, hvor jeg selv oplevede en nervøs men på mange måder sød kontakt fra Annie Clark og ud til publikum – og på samme måde tilbage igen. Folk var afventende, jeg selv blandt andet, men mest fordi koncerten fremstod på det intime plan, som jeg tror mange af os havde håbet på. Den 26-årige multiinstrumentalist, som var akkompagneret af fire jævnaldrende mænd på Astorias scene, kan desuden have svært ved at holde niveauet oppe en hel koncert igennem, når hun lægger ud med en så skide smuk fremførsel af Marry Me, som hun gjorde det sent torsdag aften. For at være ærlig lød hendes vokal nok cirka 500 gange bedre end på albumversionen af dette nummer. Hendes vokal, samt måden hvorpå hun formåede at gå fra naboens søde og uskyldige datter-attituden til at være den bidske kvinde der vil have tingene “her way or the high way” når hun støjede og skar sig vej igennem nærmest vrede passager som på The Strangers, var mine højdepunkter. Og så at hun var skidesmuk. Damn.

Men klart. Der var også betydningsfulde fejl. Sættets opbygning, som sagt, og det at scenens fem personer ikke var i stand til at bibevare publikummets interessere hele vejen igennem ved ikke at få det absolutte ud af instrumenterne medbragt til denne koncert. Overordnet ser jeg dog tilbage på koncerten med flest positive indtryk, hvilket jeg faktisk tror størstedelen af fremmødet fra denne koncert gør. Det brændte jeg ligesom bare efter at understrege.

Sætliste fra St. Vincents koncert på Astoria, torsdag klokken 22.00:
Marry Me
The Strangers
Save Me From What I Want
Now, Now
Actor Out Of Work
Dig A Pony (Cover af The Beatles)
Laughing With A Mouth Full Of Blood
Black Rainbow
Marrow
Just The Same But Brand New

The Party
Your Lips Are Red

St. Vincent Marry Me

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

St. Vincent The Strangers

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Del og kommentér

  1. Eva Regnsky says:

    synes generelt der var rigtig mange problemer med lyden på Roskilde i år… ligesom der også var i 2008. De burde snart lære det. Yeah Yeah Yeahs gjorde aldrig nævneværdigt indtryk på mig, simpelthen fordi det er svært at engagere sig i musik, når man skal spidse ører for at opfange andet end bastromme og vokal…
    De eneste steder jeg ikke oplevede problemet var på Pavillion, Astoria og Cosmopol. Odeon er bare præget af dårlig lyd, der ikke bliver reguleret alt efter, hvor mange mennesker der er. Det er virkelig ærgerligt og tager en meget stor del af fornøjelsen ved mange af koncerterne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?