Hvis jeg skal beskrive, hvad jeg især vil huske fra 2016-udgaven af SPOT Festival, kan det meste klares med én sang.

https://soundcloud.com/beachhouse/norway

For det kan godt være, at Norges pendant til SPOT Festival, By:Larm, løb af stablen for cirka to måneder siden, men det var der nogen, der havde glemt at fortælle vores overboer. For med Ary, Dagny og Bloody Beach i spidsen bragede de norske artister igennem i en sådan grad, at selv regnskyerne – både undertegnede og dem med vand i – til sidst bukkede under og lod sig rive med.

FREDAG:
Beach Houses fortolkning af landet mod nord indledes med linjerne “You were sleeping till / You came along“. Og man skulle næsten tro, at Baltimore-bandet havde forudsagt min festivaloplevelse. Jeg ankom nemlig først til SPOT Festival fredag eftermiddag, og efter en lidt for lang bustur skulle der noget til for at vække mig.
Selvom danske J. Arlin gjorde et ihærdigt forsøg med eminente dansemoves og en ny og lækker funky lyd, så var det først, da de excentriske nordmænd i Bloody Beach indtog Atlas, at jeg for alvor blev vækket fra min busdvale. De åbnede med dansehittet “Quembo Que”, og så var stilen ligesom lagt til en halv time i festligt lag med en flok skøre fjeldboer. Deres musik kan bedst beskrives som en blanding af reggae og psykedelisk rock, hvilket giver en sær men også særdeles velfungerende lyd, som helt sikkert fik de mange mennesker på et fyldt Atlas til at glemme, at regnen silede ned i stride strømme udenfor.

Fredagens højdepunkt må dog gå til en anden norsk artist, som optrådte lidt senere på dagen samme sted. Jeg er nemlig overbevist om, at alle de tilstedeværende på tværs af køn var smaskforelskede i det lille og drøncharmerende stortalent Ary efter hendes koncert på Atlas ved 22-tiden. Med et andet af Norges største talenter Fay Wildhagen på guitar og den lige så talentfulde producer Anders Kjær bag pulten leverede Ary, hvad jeg godt tør kalde en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet på SPOT Festival – ja, den var faktisk så god, at jeg endte med at skippe en anden koncert dagen efter for at høre hende igen, da hun optrådte på den udendørs og gratis SPOT Royal-scene – som parentes bemærket er en af de bedste nyskabelser i den tid, jeg er kommet på SPOT. Men tilbage til musikken: De tunge beats og den ømme vokal skabte en kontrast, som på behagelig vis satte gang i en EDM-fest i slow motion, hvor man som tilhører fuldstændig kunne lade sig omfavne og glide igennem Arys ambivalente univers. En unik oplevelse.

LØRDAG:
Mens de norske artister lagde SPOT Festival ned om fredagen (og jeg fik slet ikke skrevet om Dagny, som også gjorde det fremragende i Musikhusets store sal), så var der lørdag plads til, at danske og andre ikke-norske artister kunne vise, at de ikke ville stå tilbage for deres naboer. Særligt to kvinder imponerede mig, hvoraf den ene ikke vil være en kæmpe overraskelse for faste læsere. Så lad mig i stedet starte med den anden, som kommer fra det mindste land, der var repræsenteret ved SPOT Festival 2016.

Vi skal til Færøerne, hvor Konni Kass stammer fra. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer om hende og bandet, for det vil I kunne læse i et interview en af de kommende dage, men i stedet bare konstatere, at det færøske musikalske vækstlag har det godt – rigtig godt.
Færøsk musik er for mig kendetegnet ved inderlighed, eftertænksomhed og fordybelse – bare tænk på tryllefeen Eivør og storytelleren Teitur – og på den måde passer Konni Kass perfekt ind i mine stereotypiske forestillinger. I en sammenhængende og gennemført optræden fortryllede den blonde færing publikum fra første sekund med sin soulfyldte vokal. Der var tidspunkter i showet, hvor man som publikum godt kunne føle, at det begyndte at gå lidt for langsomt, men i lige netop de momenter formåede Konni Kass hver gang at frembringe et gåsehudsfremkaldende øjeblik gennem en følelsesmæssig kraftudladning. Jeg elsker inderlighed, og det var lige præcis, hvad jeg og de især mange færinger i publikum fik i overflod. Man kunne godt mærke, at Konni Kass er en relativt ny artist, og alt sad da heller ikke lige i skabet, men det uperfekte var kun med til at forstærke følelsen af, at musikken var trukket direkte ud af den vilde færøske natur; som var det hugget ud af en bjergvæg eller sunget gennem en vild vinterstorm. Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at jeg har fornøjelsen af Konni Kass, som udgiver sit debutalbum “Haphe” senere på året.

Nogen har sikkert allerede gættet det, men den anden artist er naturligvis danske Amanda Glindvad og JÆRV, som I også kan læse et kort interview med inden længe. Min kærlighed til JÆRVs musik er ingen hemmelighed, og hende debut-EP “Dit Hav” er på trods af sine kun to måneder på bagen suverænt den udgivelse, jeg har lyttet mest til i år. På SPOT Festival havde JÆRV taget et nummer fra sin kommende anden EP med, og hun fortsætter, hvor hun slap med den første udgivelse. Det nye nummer er mindre bombastisk end lyden på “Dit Hav”, men man mærker den samme intensitet og selvbevidsthed, som kendetegner Amanda Glindvads musik. Det samme kan siges om koncerten, som blev en opvisning i, hvordan en formfuldendt koncert skal skæres. Man mærkede hele vejen igennem JÆRV, og det blev en af den type koncerter, hvor man følte, at koncerten kun lige var gået i gang, da hun sluttede af med “Ingen Alder.” Her til sidst skal der lyde en kæmpe ros til lydmanden, som formåede at levere den bedste lydoplevelse på hele festivalen. Enhver lille detalje i JÆRVs musik stod knivskarpt, og det var med til at styrke fornemmelsen af, at man var trådt ind i Amandas egen lille musikalske boble – og det er en boble, jeg aldrig tror, at jeg bliver træt af.

Der var selvfølgelig også mange andre gode oplevelser på årets festival, men disse fire var de største for mig. Kom endelig med dit bud i kommentarfeltet, hvis du er uenig med mig.