En ydmyg verdensstjerne skifter ham

Hun er i det store udland nok bedst kendt for “Eyes on Fire,” som var at finde på soundtracket til filmatiseringen af teenagefænomenet Twilight.

Blue Foundation – Eyes on Fire

I Danmark stiftede vi for første gang for alvor bekendtskab med hende, da hun og Blue Foundation udsendte den første single fra gennembrudsalbummet, “Sweep of Days.”

Blue Foundation – As I Moved On

Da jeg møder Kirstine Stubbe Teglbjærg under årets SPOT Festival, har “Sweep of Days” snart 10 år på bagen, og det er fire år siden, at hun forlod de to drenge i Blue Foundation.

“Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, at du har lyst til at snakke med mig,” er de første ord ud af hendes mund. Det er tydeligt, at dagene med de store filmhits er langt væk. Nu er Kirstine på egen hånd. Alene med sit helt eget album; den ganske fremragende solodebut, “Hamskifte.”

Og ikke nok med, at det er hendes første soloalbum, så er det også første gang siden tiden før Blue Foundation i midten af 90’erne, at hun skal formidle på dansk. Et sprogligt skifte, som har givet hende nye muligheder.

“Det har været utroligt spændende at arbejde med det danske sprog. Jeg føler, at sproget har åbnet sig for mig,” fortæller hun.

Hvad har været anderledes?

“Det er jo anderledes, fordi det er et sprog, som sidder i kroppen. Jeg kender vendingerne. Jeg kender billederne. Jeg kender det landskab, som jeg synger og skriver om. Det, som sproget sætter ord på. Den erfaring, der ligger bag. Det hele kender jeg, fordi det er mit land og mit sprog. Jeg har mærket, at jeg har kunnet sige mere mellem linjerne, og jeg har kunnet proppe flere betydninger ind på mindre plads. Der har været plads til flere kontraster, og mine tekster indeholder en flertydighed, som kun er opstået, fordi jeg kender sproget så godt.”

bf2d432urpux6b2o

Hun er undervejs i processen blevet overrasket over, hvor let det har været at lege med sproget og skabe stærke billeder. Men det er ikke kun legen med sproget, der har motiveret hende til at udgive solodebuten på dansk.

“Jeg har haft lyst til at slippe jagten på det internationale gennembrud. Det handlede det meget om i Blue Foundation. Og det gør det for rigtig mange danske bands; man skal anerkendes udenfor Danmark, og så kan man hive den med hjem og blive store herhjemme,” siger hun.

“Jeg har haft lyst til at gå den anden vej. For selvom vi havde nogle store filmhits i Blue Foundation, så var vores platform hele tiden Danmark. Så det har været en befrielse for mig nu at kunne sige: ‘Jeg ranker min ryg og synger for mit eget land. Jeg vil få gang i en stolthed herhjemme i stedet for hele tiden at skulle til udlandet og hente den.’ Det er det, jeg har haft lyst til at manifestere.”

Som titlen på albummet, “Hamskifte,” lægger op til, er det en selvbevidst Kirstine Stubbe Teglbjærg, som har kastet sig ud i noget nyt. Hun er ikke længere ‘Kir fra Blue Foundation.’ Nu er hun Kirstine Stubbe Teglbjærg. Punktum.

“Det har været et kæmpe, vildtvoksende projekt, som har taget længere tid og er blevet meget større, end jeg havde regnet med. Jeg startede i et lille hjørne, og så er det bare vokset ud over alle grænser.”

Hun har selv skrevet og produceret det hele. Og det har været en stor udfordring for hende at sidde med det hele alene.

“Når man er flere, kan man rykke på flere planer på én gang, men hvis jeg for eksempel gik i stå med en tekst, så gik jeg bare i stå. Der skete ikke mere. Men det har været inspirerende at skulle hoppe rundt i de forskellige roller. På den måde har jeg hele tiden kunnet lave noget, selvom jeg er gået i stå i én rolle. Det har været en stor fryd og dybt inspirerende, men det har også været helt vildt hårdt. Der er da indimellem, hvor jeg har tænkt: ‘Ah shit, jeg kan ikke overskue det,'” siger Kirstine Stubbe Teglbjærg.

Kirstine Stubbe Teglbjærg – Drømmenes Lyd

Men igennem kom hun, og hun står nu med et resultat, som hun er yderst tilfreds med.

“Man bliver selvfølgelig aldrig helt færdig, men jeg synes, at jeg har fået lavet en lyd, som svinger med den oplevelse, jeg har indeni. Og som jeg kan tage med ud live. Der sker nogle andre ting live, men det snakker fuldstændig med pladen.”

Det er tydeligt at høre på hende, at hun ser pladen som en helhed, da jeg beder hende om et yndlingsnummer fra albummet.

“Jeg har jo flere, der er mine yndlingsnumre. ‘Broerne brænder‘ er en milepæl for mig, fordi den er så ond og dyster. Jeg går ud ad en tangent, jeg ikke er gået ud ad før. Det er ekstremt spændende for mig. ‘Tæppet er faldet‘ og ‘Hamskifte‘ er mega fede at spille, fordi det er uptempo. Hvis jeg skal vælge et nummer, som opsummerer pladen, så må det være ‘Levende igen,’ for den har både det skæve, det vilde og det poetiske. Det var et meget bredt svar,” siger hun grinende.

Kirstine Stubbe Teglbjærg – Levende Igen

Vores samtale finder sted, få timer inden hun skal spille til årets SPOT Festival i Musikhusets Rytmiske Sal. Få dage tidligere har hun spillet sin releasekoncert i København, hvilket var hendes første reelle koncert i flere år. Men står det til hende, bliver koncerten på SPOT bestemt ikke den sidste.

“Jeg vil gerne ud at spille en hel masse. Jeg elsker det, og jeg har savnet det rigtig meget. Det er en stor fryd for mig. Så jeg håber, at vi får booket nogle koncerter.”

Hvis man skal tro reaktionerne på hendes koncert på SPOT, skal hun nok få sit ønske opfyldt. Men hun har også ambitioner på længere sigt.

“På et tidspunkt havde jeg det sådan, at nu skulle jeg bare lave denne ene plade, og så havde jeg aftjent min værnepligt over for mig selv. Men nu smager det helt sikkert af mere. Jeg har ikke opgivet det engelske sprog helt endnu, men i første omgang tror jeg, at jeg har lyst til at lave nogle samarbejder. Med hvem, vil jeg ikke sige noget om,” lyder det lidt kryptiske svar fra Kirstine Stubbe Teglbjærg.

Her vil Blue Foundation i manges øjne være et oplagt samarbejde, og Kirstine Stubbe Teglbjærg er da heller ikke helt afvisende.

“Jeg savner det, som vi skabte sammen dengang omkring ‘Sweep of Days’-pladen. Det har jeg sat utrolig stor pris på, men i de senere år ville vi noget meget forskelligt, så det har været helt naturligt for mig, at det var forbi. Jeg er stolt af det, jeg har lavet i Blue Foundation, og det var en vigtig periode for mig. Om vi kommer til at lave noget sammen igen? Det vil tiden vise…”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Mads Beldring & Ice Cream Cathedral – Rendegraver

Konceptet er simpelt, men resultatet er langt fra ordinært, når dansksproget folk og spacepop går i symbiose. I den tredje video i Alliance Dangereuse-serien fortolker Ice Cream Cathedral og Mads Beldring sidstnævntes nummer “Rendegraver”. Behøver jeg at sige, at det lyder som et helt nyt nummer?

Ice Cream Cathedrals særpræg skinner tydeligst igennem – guitarlyden minder mig om “Otherwordly Ease”, og trommerne om “The Ranger”, den forvrængede vokal i sidste vers om “The Volume of Your Voice”. Alle fra forårets debutudgivelse, The Drowsy Kingdom. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor gennemført det bands lyd er.
Mads Beldring og Ice Cream Cathedral måtte gerne indspille spille flere numre sammen, synes jeg. Den lyst forbliver nu nok uforløst. I stedet vil jeg lytte til Blonde Redhead, som det melankolsk drømmende og samtidigt insisterende nummer minder mig en hel del om – nok primært på grund af mand/kvinde-vokalerne og den fyldige guitarlyd.

Den umådeligt flotte session blev optaget på initiativ fra SPOT Festival. I år har festivalen været virkelig gode til at støtte de optrædende artister med ekstra promovering. Alliance Dangereuse-videoerne er optaget af Powerclap, som har ramt nummerets kølige nuance perfekt i farvetoningen og valget af et tomt, smådystert forladt kontor fra dengang skriveborde var af mahogni og ikke kunne hæve/sænkes. Og så er lyden absurd god.

Videoen emmer af kvalitet – både musikalsk og i produktionen. Det er netop dét, SPOT Festival har været gode til i år. At tage bands, som kommer fra ingenting, som ingen økonomiske ressourcer har, men som har originalitet og spillelyst i massevis, og teame dem op med folk som Powerclap (og den idérige videosession Out In the North). Det er fandme fedt. Tak, SPOT!

Se de andre videoer fra Alliance Dangereuse her:
Den Fjerde Væg & Echo Me – Glittertårer
Kristian Leth & Dreamer’s Circus – Når Lysene Går Ud

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SPOT Festival 2013: En Boho Dancer’isk fortælling

Det er et utaknemmeligt job at åbne SPOT Festival. Konkurrencen fra de netop åbne fadølsanlæg og det skønne, aarhusianske forårsvejr kan skræmme selv den mest stålfaste musikelsker fra at entrere Voxhalls indhyllende mørke på en solbeskinnet fredag eftermiddag.
Men de, som alligevel bevægede sig ind på Aarhus’ bedste spillested, blev mødt af et yderst veloplagt Boho Dancer.

imagescaler
Foto: Christian Skov

Bandet indledte koncerten med den digteriske “Caldera” fra bandets debutalbum, “Gemini,” hvilket satte stemningen perfekt for en rejse gennem Ida Wenøes lyriske univers. En rejse, som blandt andet bragte publikum forbi et engelsk slot, hvor Ida i sin tid fandt inspirationen til det messende åbningsnummer fra Gemini, “Bohemian Child.”

Boho Dancer – Caldera (live)

Og lige netop det, historiefortællingen, er Boho Dancers helt store styrke. Som et kvindeligt modsvar til den amerikanske ordsmed Conor Oberst formår Ida Wenøe og kompagni at formidle de store følelser med simple musikalske virkemidler og en charme, som kunne gøre selv Thomas Treo forårsforelsket.

Eftermiddagens højdepunkt i den følelsesformidlende tour de force kom mod slutningen af koncerten i form af den yderst ambitiøse “Pistols” fra sidste års anmelderroste EP, “Furry Skin.” Pludselig stod hele salen og messede med på linjen “When it all comes down,” mens en tydeligt rørt og storsmilende Ida Wenøe skreg sangens fremragende klimaks ud i en magisk, musikalsk sammensmeltning.
“You gotta lose it in the river!”

Boho Dancer – Pistols (live)

Og selvom “Pistols” må betragtes som koncertens klimaks, formåede bandet at slutte af med stil. Boho Dancers første single, den forårsglade popperle “Fictional Reasons“, efterlod et sidstehåndsindtryk, som bekræftede de tilstedeværende i, at de havde truffet den rigtige beslutning ved at træde ind på Voxhall denne fredag.

Boho Dancer – Fictional Reasons

Ida Wenøe sagde det egentlig bedst selv:

“It’s been really magic to be here today.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ret blikket mod branchen i SPOT weekenden

SPOT

“ROSA støtter udviklingen og udbredelsen af dansk rockmusik i Danmark og udlandet.”
Sådan står der i ROSAs formålsbeskrivelse. ROSA er organisationen bag SPOT Festival, og med årets festival lige for døren, tager vi et kig på branchefestivalernes betydning – for egentlig skulle man jo tro, at bookere på spillesteder, medier og pladeselskaber i dagkunne finde deres nye yndlingsbands på YouTube og spare turen.

Afsættet finder vi i (Roskilde og) SPOT-aktuelle Highasakite, og hos Ulige Numre, der som dansksproget band var lidt af en overraskelse på den norske branchefestival by:Larms plakat, men som spillede på SPOT Festival i 2012. Februar-festivalen By:Larm minder på mange måder om SPOT, men har et endnu mere brancheorienteret tilsnit, da seminar-delen fylder langt mere end på SPOT. Kort fortalt: på by:Larm i Oslo drikkes der sygt meget kaffe, hvor der drikkes sygt mange øl på SPOT i Aarhus.

Highasakite spillede på by:Larm festival i 2012, og det var bandets blot sjette koncert nogensinde. I dag behøver Highasakite næppe grundigere introduktion, for med deres altid detaljemættede, svævende synthpop, er kvintetten kommet så langt fra hjemlandet som branchefestivalen over dem alle, SXSW i Texas.

 “Hvilken betydning havde koncerten på by:Larm i 2012 for Highasakite?”
“Utroligt mange bookere fra festivaler så os spille på by:Larm, og bookede os efterfølgende, så vi kom ud til publikum i løbet af sommeren 2012. Desuden udvalgte by:Larm os til at være et af de bands, de fokuserede særligt på. Det betød, at vi fik en masse medieopmærksomhed omkring vores koncerter,” fortæller Highasakite. Highasakite havde allerede et bookingbureau i Norge da de spillede på by:Larm 2012, men deres koncert banede vejen for at bandet fik kontakt til bookere i andre lande. Et udenlandsk bookingbureau er “en solid partner” for et band med udlandet højt på ønskelisten, siger Mads Ravnsbæk, manager for by:Larm-aktuelle Ulige Numre og ejer af managementbureauet Klientel, som fokuserer på dansksproget musik. Og udlandet er det som bekendt en god idé at sigte efter, hvis man er et ambitiøst dansk band – for så stor er Danmark bare heller ikke.

På branchefestivaler er både dem, der skal sælge bandet (bookere og pladeselskaber) og dem, der skal købe bandet (spillesteder/festivaler og medier) tilstede. Trods ethvert band har liveoptagelser og -sessions liggende på YouTube, bliver mange aftaler først indgået, når et band er blevet præsenteret i levende live.
“I Ulige Numres tilfælde har det været et problem for os, at vi simpelthen ikke har haft tid til at tage til Norge og spille. Fordi vi har et bookingbureau og et pladeselskab i Norge giver det god mening for os at tage herop og præsentere bandet for især de norske medier og spillesteder,” forklarer Mads Ravnsbæk. Spillestedsbookerne kan være svære at overtale til at booke et dansk band uden medieomtale og en etableret fanbase, og for et band er det omkostningsfuldt at rejse mellem landene. At Ulige Numre bruger penge på at tage til Oslo og spille på by:Larm (hvor forplejningen backstage består i max en flaske vand per bandmedlem og to halv-pris-kuponer til baren), skyldes på mange måder de relationer, bandet fik opbygget på sidste års SPOT Festival. “Der var en del nordmænd nede og se Ulige Numre, blandt andet bookere fra by:Larm, og så var det oplagt at kaste sig ud i Norge som første udenlandske marked,” siger Mads Ravnsbæk.

Highasakite har fra karrierens start haft kurs mod resten af Europa og det amerikanske marked. For bands fra ikke-engelsksprogede lande er det svært at overbevise udlandet om at bandet reelt set har et publikum. En optræden på en branchefestival kan skabe engelsksproget presseomtale, som kan citeres op til koncerter. Historierne om at Rolling Stones-journalisten David Friecke opdagede The Raveonettes på SPOT og breakede dem i USA er efterhånden en gammel traver, men ikke blot sensationen gør det til en god historie – de udenlandske journalister er så essentielle for eksport af bands, at branchefestivaler rent faktisk flyver dem ind.

En af dem er Kieron Tyler, britiske musikjournalist på Mojo og The Arts Desk. Han er efterhånden fast inventar på både SPOT og by:Larm, og da jeg under førstnævnte spørger ham, om han mon kommer på SPOT, svarer han “ja, hvis jeg bliver inviteret”. Branchefestivalerne formår at sammensætte programmer med så mange dybt begravede skatte, at branchens lidt tungere drenge godt gider at danse med.

Norsk omtale fik Ulige Numre masser af på by:Larm Festival, hvor de to stærke koncerter fik norsk Gaffa til at “krysse fingrene for at vi vil få se dem igjen en gang her til lands.” Det er netop det, man kan bruge branchefestivalerne til – at få spillestedsbookere ind og høre musikken så de booker koncerter med bandet, og blive omtalt så rosende i medierne, at publikum køber billet.

SPOT Festival har i år fokus på eksport af dansk musik til Tyskland. Her er fokus på de større, og meget omtalte upcoming bands, som allerede har bevist deres værd indenfor Danmarks grænser. For som Mads Ravnsbæk siger, “Hvis noget ikke fungerer på hjemmemarkedet, hvorfor skulle det så fungere i Tyskland eller Belgien eller hvor man nu prøver at eksportere det til?” Men forhåbentligt bliver der også plads til festivalens lidt mindre band. SPOTs program gemmer forhåbentligt også på morgendagens perler, som vi dårligt kender endnu. Som der står i ROSAs formålserklæring, så gælder det både om at støtte de store bands i at komme til udlandet og de små i at komme ud i Danmark.

Vi skal se:

Fredag:
17-21 – Navneløs dayparty m. Maskinvåd, Temple, Navneløs, Schultz & Forever (Akustisk) – foran Råbar, Gratis, Info.
16:00 – Kadie Elder – Caféscenen
19:30 – Folkeklubben – SCC That
19:45 – Dad Rocks! – Atlas
20:30 – Highasakite – SCC This
21:00 – Broken Twin  – Lille Sal
22:35 – CTM – Store Sal
23:00 – Schultz & Forever – Lille Sal
23:30 – When Saints Go Machine – SCC That

Lørdag:
12-16 – Daydream Dayparty m. Ice Cream Cathedral, Schultz & Forever, CTM m.fl. – Godsbanerne, Gratis, Info.
15:00 – Helsinki Poetry – Voxhall
17:15 – Ice Cream Cathedral – SCC That
18:00 – Asgeir Trausti – Rytmisk Sal
19:15 – Miriam The Believer – Voxhall
20:45 – We Were Born Canaries Radar
21:00 – Cancer – Voxhall
22:15 – Simian Ghost – SCC This
23:00 – Halasan Bazar – Lille Sal
00:25 – Ocean View – Atlas
01:15  – Vinnie Who – SCC That

Soundvenue afterparty m. Kenton Slash Demon m.fl, gratis, info.
Vesterlauget afterparty m. Pop Revo dj’s, gratis, info.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Faux Effet says:

    Mycket vacker låt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

SPOT: Helsinki Poetry & Treefight For Sunlight

Indrømmet: Med tankerne fast rettet mod lørdagens dayparty, havde jeg pokkers svært ved at dedikere mig 100 % til nogle af fredag aftens koncerter på SPOT Festival. Ikke desto mindre bød den på helt igennem gode koncertoplevelser (tilføj sædvanligt højt niveau fra Vinnie Who og Figurines) – generelt ikke de store overraskelser, men endnu et bevis på, at den danske indie-overgrund udgøres af yderst kompetente kræfter.


Efter Ridehuset havde budt på en lidt gennemsnitlig Vinnie Who koncert – det vil sige velspillet og forbløffende nuanceret underholdning uden de store overraskelser – var tiden kommet for Helsinki Poetrys debutkoncert. At konferencieren præsenterede duoen, der til lejligheden var udvidet til en særdeles velspillende kvartet, som et synthpop-band, syntes som noget af en tilsnigelse. For ser man bort fra gruppens flair for ørehængende popmelodier, var der ikke mange gram pop i aftenens første par sange, der præsenterede Helsinki Poetry fra en noget mere støjrocket og dyster side, end den nyudgivne ep gør. Trods Rune Vigils falset lå flot i det udenmærkede lydbillede og dermed skabte et bredt lydbillede, havde den noget flade stil svært ved at holde min opmærksomhed – den vandt bandet først til fulde med koncertens sidste halvdel, som den frostbidte “Phoenix” indledte. Her dominerede en poppet lethed, som gennem resten af koncerten tog mere og mere fart for at kulminere med den stærke afslutningsraket “Tokyo” og “Reykjavik” – begge numre med stærke omkvæd og samtidig flere stykker, der adskiller sig fra hinanden i tempo og instrumentering – her med medrivende overgange, der funklede af melodisk såvel som musikalsk overskud og talte lovende for fremtidige koncerter med mere sammenhængende setlister.

Helsinki PoetryPHOENIX
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/05/02-PHOENIX.mp3]

På Officerspladsen – det store telt i centrum af festivalpladsen – var Treefight For Sunlight klar til lukketjansen fredag aften. En placering, der næppe kunne være bedre for bandet – på papiret, i hvert fald. For lige før bandet gik på scenen, syntes det som et ganske utaknemmeligt job at skulle underholde et frysende publikum med solskinspop.
At det lykkedes til UG, kan der ikke være nogen tvivl om. Treefight viste sig fra sin allermest velspillende og publikumsvenlige side, med en koncert, der på befriende vis henvendte sig til publikum i stedet for branchefolk – både med sine særheder som en – med rette – meget begejstret og tamburinspillende Aske Zidore (fra bandets pladeselskab) og et på mest bizare vis fungerende og dybt uforklarligt stunt, der inkluderede et spejl og et 4 Guys From The Future-medlem med diodelygter hængende fra ørerne… Den dybere mening lader vi ligge, men en ting er sikkert – havde Treefight ikke haft musikalsk kunnen til at bakke sine scenestunts op med, ville det have lignet en joke. Det modsatte var heldigvis tilfældet for bandet, der ikke kunne tage et skridt forkert fredag aften, hvilket det dedikerede publikum kvitterede for med imponerende indlevelse hele koncerten igennem.
Gruppens eget engagementet på numre som“The Universe is a Woman” og “Rain Air” fik både varme og smil til at bredde sig, og med et frygtindgydende kompetent cover af Kate Bush-hittet “Wuthering Heights” og deres eget gigant-hittet “Facing The Sun” blev bandets eminente flair for vokalharmonier og originale melodier understreget. På “Wuthering Heights” overraskede Christian Lindingers lead-falset mig i særlig grad – vokalen virker her forbløffende fri, sammenlignet med på “What Became of You and I” – en gave til bandet, hvis to andre sangere med nonchalant selvsikkerhed gjorde al tvivl til skamme i en koncert, som ikke bare gav løfter om en lovende fremtid, men rykkede Treefight direkte til toppen af listen over Danmarks bedste livebands.

Treefight For Sunlight – Wuthering Heights (Kate Bush cover – live fra tidligere koncert)

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Samantha says:

    Kan I egentlig godt bruge andres fotos uden at kreditere? Jeg syntes måske det kunne være meget rart at have det på mit, altså dét med spejl-Bjarke. Hilsen Samantha.

  2. Eva Regnsky says:

    Hej Samantha,
    Vi forsøger at akkreditere (og for den sags skyld spørge fotografer først), men eftersom bandet havde lagt billedet på deres facebook-profil antog jeg, at det var ment som promotion. Du er krediteret nu.

  3. Samantha says:

    Hej igen Eva, det har jeg først selv set nu. De må have fundet billedet på Playground’s blog så. Misforståelsen er hermed afværget :) Mange tak og god tirsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?