SPOT premiere: Ane Monsrud – Morning Light

Ane Monsrud Morning Light

Årets SPOT Festival er i fuld gang, og mange har sikkert allerede opdaget noget ny musik, de ikke kendte i forvejen. Norske Ane Monsrud har tydeligvis taget SPOT-ånden til sig og udgiver i dag sin nye single, der har titlen “Morning Light”.

“Morning Light” er en inderlig kærlighedssang om den brændende forelskelse, hvor selv de mest basale dagligdagsøjeblikke bliver nærmest magiske, filmiske momenter. På den nye single kommer Ane Monsruds silkebløde vokal for alvor til sin ret i Torben Jensens behageligt enkle komposition, og billeder af nyforelskelsens idyl og Anes åbenlyse savn kan mærkes helt ind i sjælen.

Ane Monsrud kan opleves på SPOT Festival i morgen, lørdag, klokken 20.00 på Musikhusets Klubscene. Der skal lyde en klar anbefaling herfra til at opleve den underskønne nordmand i levende live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger

Ea Kaya SPOT Festival
Danske Ea Kaya er én af Peters 10 anbefalinger til årets SPOT Festival. Foto: Pressefoto

Så er vi der endelig! SPOT Festival – festivalen, som traditionen tro sparker gang i den travle festivalsæson herhjemme på behageligste vis. Det er her, man ofte kan opleve dem, som de kommende år vil optræde på Orange Scene, Bøgescenen, og hvad de store, danske festivalscener ellers hedder. Rasmus har allerede anbefalet sine favoritter på årets festival, og jeg vil nu forsøge at gøre ham kunsten efter med mine 10 favoritter fra SPOT 18-programmet.

White Dominos
Torsdag kl. 22.00 på Headquarters
Hvem andre end rockkongerne af Aarhus kan være min første anbefaling? For snart to år siden anbefalede jeg The White Dominos forud for det års UHØRT Festival – og det var ubetinget en af de bedste oplevelser, jeg har haft på den københavnske mini-SPOT. White Dominos er rockmusik, der er både umiddelbar, ligetil og fuldstændig gennemført, og det er umuligt ikke at komme i godt humør af. De er forrygende live, så hvis man er i Aarhus allerede torsdag, må man ikke snyde sig selv for White Dominos!

Lyt til: “Everybody’s Watching”

Skylar Fri
Fredag kl. 16.00 på SPOT Royal & kl. 21.15 på Atlas
Danske Skylar Fri er en af den slags sangerinder, hvor man bliver blæst bagover fra allerførste sekund. Hendes vokal læner sig op af sangerinder som Lana Del Rey og Adele, og den bliver pakket ind i et velproduceret dramatisk, elektronisk univers, som fastholder lytterens opmærksomhed fra start til slut. Skylar Fri kan opleves to gange på SPOT, og umiddelbart vil jeg anbefale koncerten på Atlas, da lyden alt andet lige er bedre på den indendørs scene end på den ofte noget vindblæste SPOT Royal.

Lyt til: “Man Is Strange”

FRUM
Fredag kl. 17.30 på Voxhall
Jeg tror sjældent, at jeg har gennemlyttet mere, end jeg har med færøske FRUM og hendes debutsingle “Birdstone” fra sidste år. Jenný Augustudóttir Kragesteen hedder kvinden bag FRUM; et projekt, som i hvert fald har taget mig med storm. FRUM er atmosfærisk og grunddramatisk med Jennýs vokal som det helt store omdrejningspunkt. Hvis du er til artister som GANGLY, Highasakite og Aurora, bør du tjekke FRUM ud, når hun giver koncert på Voxhall fredag eftermiddag.

Lyt til: “Birdstone”

Jada
Lørdag kl. 14.20 på Aarhus Volume & kl. 19.00 på Voxhall
Da Morten og jeg var til VEGAs Udvalgte i januar, lavede vi en voxpop efter arrangementet. Vi spurgte gæsterne, hvem der havde været deres favorit. Alle svarede det samme: Jada. Hvis ikke det er anbefaling nok, så ved jeg sgu ikke. Emilie Molsted skriver og producerer selv sin musik, som er en form for soulet pop. Hun var et af Redbulls nye talenter i 2017, og hvis man har oplevet hende live, forstår man hvorfor. Hendes vokal er allerede lækker digitalt, men live er det som noget fra en anden verden.

Lyt til: “Sure”

Aufori
Lørdag kl. 17.00 på Radar
Det har været et vildt år for unge Anna Ritsmar og hendes band Aufori. På egen hånd var hun et mulehår fra at vinde Dansk Melodi Grand Prix 2018, men hun måtte (heldigvis) nøjes med andenpladsen. Heldigvis, fordi hun ellers ville have befundet sig i Lissabon netop nu for at deltage i Eurovision. Nu er hun i stedet i Aarhus på SPOT Festival som en af finalisterne i Karrierekanonen sammen med sine efterskolevenner Mathilde Sten Nielsen, Oliver Bernburg og Bjarke Mathiasen i Aufori. Aufori er noget så sjældent som et dansksproget band, der formår at skrive tekster, som synger sig helt ind under huden. Det er hjerteskærende ærligt og poetisk på samme tid – og naturligvis fuld af aforismer. Aufori var i øvrigt også blandt mine anbefalinger på UHØRT i 2016, så der begynder at tegne sig et billede…

Lyt til: “Runddans”

Ea Kaya
Lørdag kl. 19.15 på Godsbanens åbne scene
Byd velkommen til den danske Sigrid! 22-årige Ea Kaya laver melodisk elektronisk pop, og med debutsinglen “Remedy” har hun skabt en banger af et pophit, som har skudt hendes spæde karriere i gang med et brag. I disse år vælter det frem med nordiske popsangerinder af international kaliber med , Zara Larsson og, ja, Sigrid som de nuværende frontløbere for henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Jeg tror dog, at der stadig er plads til flere, og Ea Kaya er umiddelbart det bedste bud herhjemme til at følge i Karen Marie Ørsteds efterhånden ret markante fodspor.

Lyt til: “Remedy”

Takykardia
Lørdag kl. 19.15 i A-Huset
Nu ramler vi ind i det første planlægningsproblem. Drømmepopperne i Takykardia spiller nemlig på præcis samme tid som Ea Kaya. Men man kan jo passende lade humøret bestemme: Er man i festhumør, eller er man mere i det eftertænksomme hjørne? For hvis det sidste gør sig gældende, er det en god idé at søge mod danske Takykardia, som jeg havde fornøjelsen af at præsentere sidste år, da de udgav deres debutsingle “Immortalized”. Takykardi betyder hurtig hjerterytme, og der er da også et gevaldigt højt tempo undervejs på bandets selvbetitlede debut-EP. Men det er nok snarere evnen til at variere tempoet med en unik sans for timing, som gør Takykardia til noget helt særligt i mine øjne – og ører. Slå et smut forbi A-Huset, hvis du har behov for et behageligt pusterum lørdag aften.

Lyt til: “Immortalized”

Ane Monsrud
Lørdag kl. 20.00 på Klubscenen i Musikhuset
Sidste år gav norske Siv Jakobsen en af de smukkeste koncerter, jeg til dato har oplevet på SPOT. Hvis jeg skal pege på en artist, som har potentialet til at give mig en lignende oplevelse i år, må det være Sivs landskvinde Ane Monsrud. Hun er mere jazzet end Siv, men vokalen har de samme atmosfæriske kvaliteter, der – formentlig – kan være med til at skabe en gennemført behagelig og hyggelig oplevelse, som man godt kan have brug for efter en festival med utroligt mange nye indtryk.

Lyt til: “Confess”

Hajk
Lørdag kl. 23.15 i Rytmisk Sal i Musikhuset
Det norske indiepopband Hajk er mit internationale hovednavn på SPOT 2018. Sigrid Aase og Preben Sælid Andersen hedder de to frontpersoner i det anmelderroste band, og de supplerer hinanden på helt eminent vis, når de skaber, hvad jeg nok bedst kan beskrive som energisk feel good pop. Uden at det dog nogensinde bliver overgearet eller irriterende – det er simpelthen bare lækkert og perfekt til en varm sommerdag. Solen er nok gået ned klokken 23.15, men solen skinner alligevel sjældent i Rytmisk Sal, så mon ikke det nok skal gå alt sammen. Hajk er uden tvivl den lørdagsfest, der skal til for at runde festivalen godt af.

Lyt til: “Magazine”

Nelson Can
Søndag kl. 00.45 i Scandinavian Congress Center
Okay, Hajk får ikke helt lov til at lukke SPOT Festival anno 2018 for mit vedkommende. Det gør den danske rocktrio Nelson Can derimod. De behøver ingen nærmere introduktion for de fleste, for de har efterhånden syv år og en lang række koncerter rundt i landet på bagen. Nelson Can er en (fjollet) oversættelse af Niels På Dåse, men deres musik er alt andet end fjollet. Den er knivskarp og forrygende god rock, som heldigvis har fået de fleste til at se ud over den irriterende klicheagtige begejstring for kvinder, der spiller rock. For Nelson Can er ganske enkelt et fremragende rockband, der har skabt noget unikt ikke bare herhjemme men også internationalt. Det er beskidt og lækkert på samme tid – så tag nu bare til koncerten. Du har formentlig ikke noget bedre at give dig til klokken et om natten alligevel.

Lyt til: “Break Down Your Walls”

Der er selvfølgelig også en masse andet lækkert, som jeg ikke har fået plads til – eller som Rasmus allerede har anbefalet. Og herfra skal der da også lyde en opfordring til at gå på opdagelse, når du har et ledigt slot i dit program. Man kan opdage så mange fantastiske nye artister på SPOT, og det er ofte der, de bedste oplevelser gemmer sig. Så gå rundt, prøv nogle nye genrer af, og måske støder du på dette års Athletic Progression eller KOPS.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Rasmus guider: Tips til din SPOT-festival!

Det er tid til at Danmarks hippeste by igen indtages af undergrundsmusikhungrende mennesker! Sorry, København, men..

SPOT-festivalen er over os, og selvom man år efter år hører historier om dengang, The Raveonettes blev opdaget (eller SPOTtet), så føles det musikalske udbud altså ret etableret efterhånden, og det er ikke nødvendigvis en negativ ting. Selvom SPOT er en brancheorienteret festival, har den enormt meget at byde på for den alment interesserede musikgænger. Fra world-musik over indie-tude-rock til det nyeste hiphop. Den elektroniske fane (i år vildt dedikeret til techno) over synthpoppens caribiske rytmer til den vildeste art-pop. Puha, det er svært at finde rundt i SPOT’s udmattende program allerede. Derfor har jeg taget mig tid til at plukke nogle artister ud, som jeg synes, du skal give et ekstra lyt og prioritere, når du befinder dig på den fantastisk byfestival, som SPOT er.

En lille disclaimer: Du skal selvfølgelig se Fugleflugten, Motorique og Athletic Progression. Det er tre Regnsky-favoritter, som den trofaste læser vil bide mærke i. Netop derfor holder jeg mig fra at skrive yderligere om dem, end at de selvfølgelig burde være et obligatorisk kryds på din SPOT-liste. De spiller hhv. 19.30 lørdag på Scandinavian Congress, lørdag 18.10 på Aarhus Volume og fredag 16.30 på Aarhus Volume.

Here goes (i tilfældig rækkefølge):

Ecstasy In Order

De kære drenge fra Ecstasy In Order er noget af det bedste nye musik, jeg har opdaget i år. De er blevet booket til Roskilde Festival og SPOT, og de er værd at sætte kryds ved. Deres musik trækker på gamle genopstandne lyde fra 80 og 90’erne, og jeg vil gerne vædde med, at du ikke kan stå stille, når du hører tonerne af “Halcyon” og “Aliasing”. Jeg har desuden lavet et interview med dem, der udkommer senere denne uge.

Det sker: Fredag kl 22.45 på RADAR!

SPOTify:

Molina

Den dygtige, dygtige Molina. Det første, alle siger om Molina, er, at Elton John er vild med hendes musik! Og sikke en cadeau. En af de største i branchen bifalder musikken. Jeg vil dog lige hoppe ud over den åbenlyse vinkel og så bare lade musikken tale for sig selv. Molinas “Salvation” hang fast i mine ører med det samme, og den har ikke villet slippe siden.

“Jamen, Rasmus. Ecstasy In Order spiller jo samtidig med Molina – hvad skal jeg gøre, nu hvor jeg selvfølgelig slavisk ønsker at følge dine anbefalinger?!”

Frygt ej! Molina spiller nemlig to koncerter under SPOT. Den første er under TAMBOURHINOCEROS day party i Dome of Visions og den anden er Fredag 22.45 på Atlas.

SPOTify:

Og Molinas nyeste single “Hey Kids” slipper I ikke for:

GENTS

Theis og Niels er ikke de mest upandcoming navne på årets SPOT-festival. De har spillet på Roskilde, og de har netop spillet en meget anmelderrost koncert på Hotel Cecil efter at have afsluttet deres Europa-tur med koncerter hele vejen fra Island til Rusland. Faktisk er de brandvarme, og det er derfor en mulighed for at opleve GENTS i topform, og det vil jeg råde dig til ikke at gå glip af.

Det sker: Lørdag 16.40 i Scandinavian Congress

SPOTify:

TAN

Hvis min forelskelse i synthpop ikke var klar for enhver nu, så vil jeg lige smide TAN i bunken også. Deres musik rider på bølgen af synthwave, der startede med Kavinsky og resten af Drive-soundtracket – og de gør det godt! Jeg har ladet mig fortælle, at de har et helt fabelagtigt show til deres koncerter, og deres Roskilde-booking bakker op om, at dette er en koncert, du ikke vil gå glip af.

Det sker: Lørdag 00.15 på Atlas

SPOTify:

Århus Techno District

Er der noget bedre end at stå i en mørk kælder og høre monoton elektronisk musik, mens man vifter lidt med armene og træder frem og tilbage i en techno-induceret ekstase? NEJ – mener jeg! Andre vil måske komme med kontroversielle bud som “Fødslen af sit første barn” eller “Bryllup”. Men næææ, nej. SPOT har overordentligt meget techno på programmet i år. Faktisk har Århus Techno District fuldt program både fredag og lørdag, og det gør mig så glad at se, at der er gang i den danske technoundergrund.

Hvis du ikke kan lokalisere mig fredag & lørdag den 10-11. maj, så er Skovgaardsgade 5A et virkelig godt bud. Specielt ser jeg frem til at høre italienske Andrea Martini! Link til eventet: her.

Jeg håber, I også vil lade tilfældighederne råde på SPOT, fordi det bedste kan tit findes i det ukendte og overraskende. Dette opdagede jeg, da jeg fik forvildet mig med 30 andre til en koncert med den finske rapper Tuuttimörkö – det var den bedste oplevelse på 2017-festivalen – udover vejret.

Vel mødt! Vi ses på SPOT!

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!”

Uendeligheder af rytmer og harmoniske sammensætninger via auditive tråde som spinder sig på kryds og tværs mellem beat, rytme og klang. Foran mig og indeni sker oplevelsen, oplevelsen som jeg uforløsende prøver at sætte ord på, men som ideelt bør sanses. Jeg er på Jazzhus Montmarte der i anledning af premieren af deres nye månedlige koncept “Monten” har fået fornemt besøg af den instrumentale hip hop trio Athletic Progression. Musikken, rummet og bandet fylder atmosfæren omkring mig såvel som indeni og skaber farver for mit indre blik, farver der skifter som det musikalske flow udspiller sig. Det er damn tight, uforudsigeligt og frækt. Det ligner de står på scenen og leger, men tag ikke fejl, progressionerne i lyd og flow er professionalisme og innovation i de høje grader..

I foråret skrev regnskys gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen om sin oplevelse, da hun fredag aften i maj havnede til Athletic Progressions koncert på sidste års Spot festival. Marie Louise beskrev koncerten som en sammensmeltning mellem det elektroniske i brugen af samplings og det organiske i form af bandets instrumentale og yderst musikalske virke. Det er deres lyd – altså Athletic Progression, som fylder mine øregange på denne fredag aften i januar. Selvom det kun i begrænset omfang kan spores, at kalenderåret spår om lysere tider, er åbningsfesten af Monten her på Jazzhus Montmartre et energiorgie af lyd-sætninger og forventningsspirer mellem publikum og artister.

Forbindelser er kodeordet her. Forbindelser som de auditive tråde mellem mennesker og maskine, natur og kultur. Forbindelser som den instrumentale hip-hop trio spinder sig ind, ud og imellem. Forbindelser mellem traditioner af jazz, funk og neo soul. De musikalske forbindelser. Men også forbindelser mellem fortid, nutid og fremtid. Forbindelser til det historisk finder vi også i navnet Monten som Montmartres nye månedlige koncertkoncept hedder. Monten er nemlig kælenavnet for hvad der i jazzkredse associeres med den åbne atmosfære på Jazzhuset Montmartre, som i 60’erne og 70’erne turde udfordre publikum og de eksisterende genrekonventioner.

I samme ånd relanceres Monten på ny, som en tilbagevendende begivenhed med udvalgte koncerter, der indbyder til undersøgelse og bevægelser rundt i jazzens grænseflader. Det er fusioner af genrer, stilarter og mennesker som mødes her, og giver et rum og et bud på hvordan jazzen også kan føre os hen. Det er livestemningen, rummet og momentet som byder dig ind i Montens udforskende og nysgerrige musikalske rum, med plads til det skæve, det skarpe det sexede og det udfordrende.

Om du er en hardcore jazz-avantgardist, eller som jeg, blot nysgerrigt er troppet op til en lytter, skal der nok være noget at komme efter, når Monten præsenterer og udfolder en række jazzmusikalske potentialer gennem genrefusioner og koblinger af artister fra ind og udland. Der var i hvert fald noget at komme efter for mig denne fredag aften i selskab med de ekstremt dygtige drenge i Athletic Progression som denne aften  havde fået ekstra selskab af knaldhamrende dygtige saxofonist Oilly Wallace. En presserende influenza måtte desværre sende mig tidligt hjem, men rygterne taler om en veldrejet efterfest med DJ-sets fra ingen ringere end skønne Astrid Engberg, Dee Brown og Simon Dokkedal.

Monten er et tilbagevendende koncept med udvalgte koncerter – inkl. et unikt live-setup med bla. Jonathan Bremer og Morten McCoy til Vinterjazz 2018 – og DJ-sets. De første internationale bookinger præsenteres snart på Jazzhus Montmartres facebook og hjemmeside som du kan finde her 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

JFDR interview: Musik handler om magien i det uperfekte

JFDR Regnsky interview
Foto: Marie Stotz

I næsten en generation har regnestykket Island plus musik været lig med Bjørk. Men måske skal den bredere offentlighed snart til at vænne sig til et nyt navn. Jófríður Ákadóttir. Eller bare JFDR.

Nyt bør nok sættes i anførselstegn, for den 22-årige islænding har allerede været en del af den islandske musikscene i otte år. Først i Pascal Pinon med sin tvillingesøster Ásthildur, senere i den elektroniske trio Samaris og det legende kollektiv GANGLY – og nu altså som JFDR.

Frygten og jagten på det perfekte
Jeg mødtes med Jófríður på SPOT Festival tidligere på måneden til en snak om perfektionisme, forandring og forgængelighed. Det var egentlig ikke det, jeg havde planlagt at tale med hende om, men da hun under koncerten fik sagt ”I love change”, blev jeg nysgerrig. For i min verden er Jófríður en del af en særlig klub af artister, som i sin karriere konstant har været i bevægelse og udfordret musikkens til tider noget fastlåste rammer.

”Jeg elsker forandring! Eller det gør jeg ikke… Jeg har lyst til at elske forandring. Det er, hvad Yoko Ono skrev på sin Instagram. Hun er genial!” udbryder Jófríður, inden hun holder den første af sine mange eftertænksomme pauser.

”Jeg har læst en del om forgængelighed; at vi lider, fordi ting er forgængelige: Når personer bliver født, dør de også. Når noget begynder, ender det. Det gælder også følelser; de forsvinder. Det er en del af at være et menneske, at alt er forgængeligt, men vi prøver at holde fast i ting som sindssyge. Vi gør det uden at vide hvorfor, fordi det gør ondt at lade være. Jeg kom til at tænke på det, fordi den sang, jeg skulle til at spille, handler om netop det,” forklarer hun.

Sangen, hun skulle til at spille, er at finde på det eminente JFDR-debutalbum “Brazil”, som udkom tidligere på året. “Brazil” er – modsat de fleste af Jófríður tidligere udgivelser – på engelsk, og omdrejningspunktet er en ret foranderlig periode i den unge islændings liv.

”Sangene på Brazil var nødt til at være på engelsk. De er en samlet helhed, som handler om en tid, hvor jeg var ved at forlade Island, og hele processen gik ud på at frigøre mig fra hjemlandet og afvise det og hade det og have lyst til at forlade det. Det er også derfor, albummet hedder “Brazil”; fordi det var det fjerneste sted, jeg på nogen måde kunne forestille mig. Det gav bare mening for mig. Men jeg kan sagtens se mig selv vende tilbage til islandsk; det handler bare om at finde det rigtige projekt eller den rigtige vej derhen,” forklarer Jófríður.

Et organisk dogme
Det er dog ikke kun det sproglige, som adskiller JFDR fra Jófríðurs tidligere projekter (som i øvrigt alle fortsat er aktive i forskellig grad). For mens Pascal Pinon i høj grad handlede om to unge kvinder, som var ved at finde deres ben musikalsk, og hvor man tydeligt kan mærke udviklingen, hvis man lytter til eksempelvis albummene “S/T” og “Sundur”, så er både Samaris og JFDR klarere i deres udtryk fra starten. Men der ender lighederne så også.

For for mig har JFDR en helt anden intensitet end Samaris, som jeg ellers er ret vild med. Særligt i en live setting kommer den organiske og legende opbygning af musikken klart til udtryk.

”Med Samaris er alting inden for skiven. Alt er lavet i Ableton Live, og de fleste lyde er ikke organiske; de er ikke akustiske instrumenter på nær vokalen og klarinetten. I JFDR er der næsten ingen elektroniske lyde. Jeg elsker, at der er så mange impro-elementer i min musik. Det er meget loop-baseret og flydende. Tempoet skifter ofte, så det handler mere om dynamikken og stemningen, og hvornår jeg har det, når jeg spiller musikken. Hvis jeg fx er stresset, laver jeg flere fejl, og det er også en vigtig del af det,” forklarer hun.

Den markant anderledes måde at skabe musikken på har også betydet, at Jófríður har måtte tage en helt anden tilgang personligt. Som mange andre musikere har hun jagtet det perfekte, men det kan ikke på samme måde lade sig gøre, når man ikke sidder foran en computer, hvor perfektion er relativt nem at opnå.

”Jeg tror, at intensiteten kommer fra detaljerne og det uperfekte og fejlene. Det var hårdt for mig at nå til det punkt. Shahzad Ismaily (som har produceret “Brazil”, red.) fik mig derhen gennem sit smukke take på musik. Han jagter altid magien frem for perfektionen. Det hæftede jeg mig virkelig ved, og vi gik efter magien. Det betød, at jeg tit var nødt til at sidde og tænke, at det kunne jeg godt gøre bedre, men det gør jeg ikke, for det her er den rigtige lyd,” siger Jófríður, som i det hele taget gerne vil gøre op med jagten på det perfekte.

Alting er foranderligt
”Vi lever i en verden, hvor alt bare er perfekt og forventes at være det. Og musik bør være perfekt, fordi det er så nemt at gøre det perfekt. Især popmusik er blevet så præcist og detaljeorienteret og så fastlåst i sin form. Folk bliver slaver af deres egne kompositioner og forventninger. Forventningen er, at det skal være perfekt. Det er nok det, jeg gerne vil frigøre mig selv fra og bare spille det, jeg føler, jeg skal spille. Måske er det, det jeg prøver på. Jeg ved det ikke. Det ændrer sig måske. Jeg elsker forandringer!” griner Jófríður.

JFDR er Jófríðurs første soloprojekt, og antallet af aktive projekter er nu oppe et sted omkring fire eller fem, hvis man tæller et sidste hemmeligt projekt med, som hun leverer sange til. Men hvad er egentlig målet for det islandske wunderkind?

”At fortsætte. Ordet succes betyder at bevæge sig videre til den næste ting. Vi er så fokuserede på destinationen, men selv hvis vi når vores mål, skal vi stadig videre. Så jeg vil fortsætte med at lave musik, så længe jeg er glad og rask og kan leve af det – og ikke bliver skør af at rejse hele tiden. Og jeg vil lave flere albums, og jeg vil spille flere koncerter; jeg vil møde flere mennesker! Det er virkelig svært at se mit slutmål, for ting er forgængelige. Og de ændrer sig altid.”

Mine tre yndlingsalbum fra Jófríður Ákadóttir i kronologisk rækkefølge:
Pascal Pinon – Twosomeness (2013): Titlen på albummet kan måske snyde, men det er både på engelsk og islandsk. “Twosomeness” fik mine øjne op for Jófríður i sin tid og har derfor en ganske særlig plads i mit hjerte.

Samaris – Silkidrangar (2014): Hvis jeg skal koncentrere mig, så er det nok mit go-to album lige for tiden. Det er muligt, at Jófríður lige nu bevæger sig væk fra perfektionen, men det kan nu stadig noget.

JFDR – Brazil (2017): Det giver lidt sig selv. 2017s mest interessante udgivelse efter min smag. Hvor “Silkidrangar” hjælper mig til at koncentrere mig om andre ting, afkræver Brazil mig min koncentration for at kunne forstå albummets meget levende lyd.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.