Ane Monsrud: “Jeg er bange for at leve livet på rutine”

Ane Monsrud SPOT Festival 2018
Foto: Andrea Lund Sørensen

Det vælter frem med norske popsangerinder i disse år. Sigrid, ARY, Amanda Delara, Siv Jakobsen og så selvfølgelig Susanne Sundfør, der nærmest fremstår som en veteran blandt sine purunge kollegaer. Så er der overhovedet plads til flere?

Ja, vil mit svar helt klart lyde. Der er i hvert fald plads til Aarhus-bosatte Ane Monsrud fra forstads-Oslo, som for to måneders tid siden åbnede SPOT Festival som korsangerinde for Pernille Rosendahl, inden hun senere på festivalen optrådte sammen med sin faste samarbejdspartner, producer Torben Jensen.

Netop nu er hun i fuld gang med en – lad os kalde det en mini-turné – hvor hun blandt andet optrådte med Pernille Rosendahl til Sankt Hans i Frederiksberg Have, og om få dage, den 14. juli, er hun tilbage til Aarhus og SPOT Royal-scenen, som heldigvis har fået lov til at blive stående i år. Et fremragende initiativ, som giver aarhusianerne en fantastisk mulighed for at opleve god musik ganske gratis; sådan som københavnerne har haft muligheden med Pumpehusets byhave i efterhånden en del år.

Jeg mødtes med Ane i det strålende aarhusianske solskin til en snak om en spirende karriere, som bygger på leg, eksperimenteren og en udstrakt hånd fra en rutineret sangerinde.

Hvordan kom du i gang med at lave musik?
“Jeg har spillet klassisk fløjte, siden jeg var otte år gammel. Min drøm var at blive klassisk musiker, så det var ret sent, at jeg begyndte at synge. Det var faktisk først, da jeg boede et år i London, at jeg besluttede mig for at begynde at synge. Der havde jeg et år, hvor jeg afsøgte en masse retninger og brugte en masse tid på at finde min stemme.”

Føler du så, at du har fundet din stemme i dag?
“Jeg synes, at hvis man lytter til vores EP, så kan man godt høre, at vi afsøger nogle forskellige områder. Men jeg synes, at vi langsomt har fundet en lyd, som jeg har det rigtigt godt med. Men vi er altid i bevægelse som mennesker, og vi kommer altid til at udvikle os på en eller anden måde. Det kan man også se, når vi spiller live – der laver vi altid om på tingene.”

Hvorfor laver du din musik på engelsk?
“Jeg tror, at det skyldes, at jeg boede det år i London. Det var der, jeg spillede mine ting for folk for første gang, og der var jeg ligesom nødt til at henvende mig til det publikum, der var der. Og så tror jeg, at der er et eller andet i, at det bliver så direkte og tydeligt, når man skriver på sit modersmål. Jeg har enorm respekt for dem, der kan, men jeg kan godt lide, at der er noget mystisk og undrende i nogle af sangene, som handler mere om eksistentielle ting – om hvorfor vi er her, og hvad vi skal med livet. Der føles det godt at pakke det lidt ind. Men man ved aldrig – måske skriver jeg på norsk om fem år…”

Hvordan arbejder I med at lave ny musik?
“Sangene opstår af alle mulige tanker. Jeg er bange for at leve livet på rutine; at gøre ting uden at være til stede. Det er det, der ofte kommer ud i sangene; jeg prøver at se situationer i livet i et andet lys. Det er det, jeg gerne vil give publikum. Den der luft til at se en situation på en anden måde – bare muligheden for at stoppe lidt op i hverdagen, for tingene kan gå så stærkt, uden man får tænkt over dem.
Jeg arbejder vildt tæt sammen med min producer, Torben. Vi har arbejdet sammen i tre år, og vi bruger stadig virkelig lang tid på hvert nummer.”

Hvordan opstod jeres samarbejde?
“Vi startede egentlig som et eksperiment. Vi var nysgerrige på, hvor sangene kunne gå hen, så vi udforskede en helt masse. Det har vi holdt fast, og det er derfor, vi bruger så lang tid på hver produktion. Hvis vi er uenige eller i tvivl, giver vi den kreative proces den tid, den skal have. Vi arbejder aldrig på tid – det kan man ikke, når man skal skabe.”

Hvad ville I gerne med EP’en?
“Det var en udforskelsesproces. Vi tillod os selv at gå i lidt skøre retninger. Der er fx en af sangene med spoken word, hvor jeg taler norsk i et halvt minut. Det var mega fedt at prøve. Men det var en hård kill your darlings-proces, som vi brugte lang tid på. Sangene er ret forskellige, men de hænger på en måde lidt sammen, fordi jeg skrev dem på samme tid. Jeg drømte sindssygt meget i den periode, så der var et eller andet surrealistisk over det. Det er nok derfor, jeg endte med lige de sange.”

Hvad arbejder I på nu?
“Vi udgav en ny single under SPOT, og så har vi endnu en single, der kommer i august. Derudover har vi nogle udendørs koncerter i løbet af sommeren. Her skal vi omarrangere vores musik, så det passer til, for det er noget helt andet at spille udendørs, end det er at spille indendørs som på SPOT.
Men jeg synes, at det er svært at lægge planer. Jeg sætter mig nogle nye mål hvert halve år, men det bliver altid lidt anderledes. Man skal være åben for det, der kommer.”

Hvad der kommer til at ske for Ane Monsrud de næste år, tør jeg ikke spå om, men i første omgang kan man opleve hende på SPOT Royal i Aarhus, når hun giver en gratis koncert den 14. juli.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Interview med Regnsky-favoritten Athletic Progression: “Nøgleordet er forskelligt”

Jonas Cook, Justo Gambula og Jonathan Jull Ludvigsen. Til sammen udgør de Athletic Progression.

J, J og J. Sådan kunne man koge fænomenet Athletic Progression sammen. Jonathan Jull Ludvigsen, Justo Gambula og Jonas Cook er nemlig navnene på de tre drenge, der forsøder den danske musikbranche med deres egen fusion af hiphop og jazz. De var et af årets højdepunkter på SPOT for andet år i træk, og jeg tror ikke, at der er nogen af Regnskys læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med dem. Vi har skrevet en del om dem, og vi har fortalt om vores oplevelser med dem, men vi har ikke ladet dem selv komme til orde. Det besluttede jeg mig for at gøre på årets SPOT-festival, hvor jeg mødte drengene til et interview ude foran musikhuset i Århus.

Vil I ikke lige introducere jer selv med navn og instrument?

Athletic Progression: Jeg hedder Jonas, jeg spiller keys og på min SP 404. Jeg hedder Justo, og jeg spiller elbas. Jeg hedder Jonathan, og jeg spiller trommer.

Fedt. Nu spillede I jo på SPOT 2017, så hvad er der sket siden?

Justo: Det er ikke fordi, der er kommet et eller anden kæmpe management eller booking agency indover. Jeg tror, at den måde vi kom på SPOT på var lidt utraditionel. Der var en, der ringede til mig: “Hey, har du ikke et band, der gerne vil spille?”. Jo, det kan da godt være. Så ringede jeg til Jonas og Jonathan og sagde: “Vi får ikke nogen penge, men SPOT-festival er en branchefestival, og der kommer nok nogle interessante mennesker. Har vi lyst til det?”

Jonathan: Men vi fik nogle henvendelser fra nogle bookere. Ingen af dem var fra Danmark, men det havde vi også forventet, fordi vi godt vidste, vores musik var utraditionel i forhold til hele lyden på SPOT. Først og fremmest er det instrumentalt og det er af den ene årsag sværere at sælge. Vi har også haft et ønske om at have forskellige features, så det var bandet, der var i fokus, så vi kunne bryde med det med at have en frontfigur. Så det er bandet, der er hjernen, og som får credit for det.

Ja, det bliver hurtigt den person, der synger, der bliver hypet.

Jonathan: Ja, så i stedet for at man skal stå og gemme sig, så vil vi gerne have et band, hvor det er okay at føre sig frem som instrumentalist.

Jonas: Der var også en del københavnere, som vores booker Sean havde booket til at spille samme dag som os. Der er en masse af dem, der har en masse kontakter til et selskab, der hedder Super Bad Disco, og de hørte også koncerten fredag aften sidste år, så vi fik etableret noget kontakt, og vi kom til København. Så der er sket nogen ting. Vi får langsomt bygget nogen relationer op, og de har en fod indenfor i et tysk pladeselskab, der hedder HHV, så igennem Super Bad Disco har vi fået lov til at udgive vores første EP. Så det er nok det mest konkrete, der kom ud af den koncert.

Det er da også noget. Det er ikke alle, der får lov til at udgive?

Jonas: Ja, det er selvfølgelig rigtigt. Vi har også været i Amsterdam.

Justo: Vi har spillet Koncertsalen.

Jonas: Ja, så der er sket en del.

Justo: Ja, stille og roligt… Stille og roligt.

Som I selv påpeger, så er jeres musik instrumentalt og lidt uden for det man normalt ville støde på på SPOT. Hvilket segment tror I, at jeres musik henvender sig til?

Jonas: Jeg tror ikke, der er noget sådan konkret segment.

Jonathan: Nej.

Jonas: Jeg tror, vi rammer mange forskellige typer af mennesker. Jeg ved ikke, hvad der binder de her typer af mennesker sammen. Jeg synes, der er mange ældre, der kan lide det, og der er mange unge i 1. g’s alderen. Så det synes jeg, er svært at svare på.

Justo: Ja, det er meget forskelligt. Vi spiller jo forskellige ting. Hvis vi kun spillede straight up hård rock, så er det nok de mennesker, der elsker det, som der er flest af. Bare det at vi er tre forskellige mennesker, med tre forskellige instrumenter, tre forskellige tilgange til musik og tre forskellige historier i musik, det gør jo bare, at der er meget, man kan lide. “Okay, jeg kan ikke lide bas og trommer, men jeg kan godt lide klaver – jeg kan godt lide Athletic Progression, fordi det klaver er nice”. Jeg tror, at der er noget for alle. Når vi laver musik, er der også nogen ting, som jeg synes, er fucking lort, men så er der andre ting, som jeg synes, er fucking sindssygt, og så vejer det op og gør, at jeg kan acceptere det. Sådan er det vel også, når man ser musik. Der er ting, man godt kan lide, og ting man mindre godt kan lide. Det er det, der gør det. Jeg synes, det er ret enkelt. Vi spiller forskellige ting og der er forskellige mennesker, der kan lide det. Nøgleordet er: “Forskelligt”.

Jonas: Et grundvilkår er, at du godt kan lide musik uden vokal, så tror jeg, der er mange ting i vente ved at komme til en af vores koncerter.

Justo: Jeg tror, folk der godt kan lide musik med vokal også kommer.

Jonathan: Folk der er inde i den der LA-scene eller SoundCloud-beats-scenen. Det er meget sådan nogle, jeg ser, der altid kommer. Folk der hører Anderson Paak, Flying Lotus eller Thundercat og sådan.

Men jeg er fascineret af, hvordan I ikke bruger hooks og sådan.

Jonathan: Hooket kan jo godt ligge i, at det bare er et fedt beat. Vi hviler i, at der ikke nødvendigvis skal være et melodisk element. Hooket kan ligge i alting. Det kan være en bassline, det kan være beatet eller en bestemt lyd.

Er I også venner ved siden af Athletic Progression?

Jonathan: Strictly professional. Haha.

Justo: (Henvendt til Jonathan) Hvor mange gange har vi fået det spørgsmål der?

Ja, det er sådan et rigtigt klassisk spørgsmål. 

Justo: Det er straight up business.

Jonathan: Ej, man hænger meget ud i starten af sådan et band, fordi der ikke er så mange ting, man skal se til, men efterhånden kommer der flere ting. Og man hænger så meget ud gennem bandting, at vi faktisk nogen gange er sådan “Hey, vi bliver nødt til også bare lige at ses som venner”, fordi man kan mærke, at det er usundt hver eneste gang, vi ser hinanden, så er der koblet et eller andet bandrelateret op på det, hvor det bliver sådan, “nå ja, nu er vi sammen, så skal vi også lige snakke om det der”.

Jonas: Ja, der er altid et hængeparti.

Jonathan: Det var vi oplevet gennem så lang tid nu, at vi nogle gange er sådan “fuck, i dag, skal vi så ikke bare lade være med at øve og så tage ud og høre noget nice”. Så er der sgu også federe energi til den næste øver.

Jonas: I starten, da det kun handlede om musikken, så var det nemmere. Nu er der så meget at forholde sig til med business og så videre.

Hvad kommer der til at ske fremadrettet for jer?

Jonathan: Planen er, at vi fucking skal udgive noget musik. Vi har spillet lang tid, og vi har stadig næsten ikke noget musik ude. Vi har været igennem meget materiale, som stadig ikke er udgivet og lagt noget på hylden, som vi ikke spiller så meget live længere. Så vi har indspillet en helvedes masse materiale, som bare skal gøres færdigt og udgives. Det er sådan nok priority number one. Og så er vi jo bare også bare meget ambitiøse musikere hver især og har andre interesser også, så vi har også behov for at spille med andre og lave andre ting og gå lidt i skole og sådan.

Justo: Ja, jeg tror bare, det er nice, at der sker noget forskelligt. Så har vi også lidt ny energi, når vi mødes igen. Det er vigtigt, når man spiller i et band, at man kan mærke, at man rykker sig. At det ikke bare er det samme. Det er lidt ligesom livet, og man vokser, og det vil vi gerne.

Har I noget, I godt kunne tænke jer at sige til Regnskys læsere?

Jonas: TAK! Med store bogstaver.

Justo: Tak til jeres læsere og tak til Regnsky. I burde jo ikke gøre det her, men I gør det, fordi I godt kan lide musik, og det er nice. Det er bare nice, at ens far ringer én op på SPOT-festival sidste år, og er sådan: “RRRHHRR, jeg har set det der Regnsky”. Så læste han hele artiklen op for mig. Jeg har ikke Facebook, så det var nice. Det er nice med de små ting, der bare sker. For mig der handler det ikke om alle de der store labels, det handler om de små skribenter og blogs som Regnsky, fordi det er det, der er real. Det er jer, der sidder og ikke får en kæmpe pose penge for at gøre det shit, I gør. Og derfor betyder det mere for mig, for jeg ved godt, at i sidste ende kommer der nogle store labels og tænker: “De er fede – hvor mange penge, kan vi tjene”. Regnsky, de tænker: “De er fede. Hvor mange mennesker kan jeg fortælle, at jeg har haft den fedeste oplevelse, så de også kan få det?”. Det er real, mand.

Fra Regnsky af siger vi af hjertet tak for den måske fineste afslutningsreplik i Regnskys historie. Jeg har ikke læst alle de gamle artikler, men jeg tænker, den i hvert fald må tangere. Jeg vil personligt også gerne takke Athletic Progression for interviewet og for de koncertoplevelser, de har givet Regnsky.

Hvis du har lyst til at opleve Athletic Progression, så har du muligheden den 7. juli på Nørrebro. Her er et link til eventet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Jeg har ingen drøm om at blive popstjerne”

På SPOT-festival er der altid god mulighed for at scoute nye talenter og få nogle spændende interviews i kassen. Det er i høj grad en mulighed, vi aldrig lader gå forbi os på Regnsky! Jeg fik en aftale med Molina, som jeg selv er blevet stor fan af, og jeg mødte hende lige efter hendes koncert til Tambourhinocerus’ day party i Dome of Visions til en snak om mennesket bag Molina med Århus havn som baggrund.

Vil du ikke lige introducere dig selv?

  • Jeg hedder Rebecca Molina, og jeg er skaberen bag projektet Molina, og jeg producerer og mixer alt selv. Jeg får det dog mastered. Det kan jeg ikke finde ud af. Jeg kan godt lide at være den, der laver hele processen.

Fuld kreativ kontrol?

  • Præcis!

Er det ikke svært, når man skal spille live så?

  • Jo, men jeg har faktisk fundet nogle bandmedlemmer, som forstår min musik rigtigt godt. Når vi spiller live, kommer de også med inputs, og når vi øver, så har jeg også taget nogle af deres ting med ind i mine indspilninger. Jeg laver grundidéen, og så tager vi det med i øveren, og så kommer de med nogle inputs.

Jeg så du spillede sidste år også – hvordan er det, at komme tilbage?

  • Det synes jeg er mega fedt, og jeg har faktisk glædet mig meget mere til i år, end jeg gjorde sidste år.

Hvorfor?

  • Fordi jeg skal spille med band, og jeg skal spille på Atlas, og jeg skal spille solo, og der er sket rigtigt meget, og jeg har lavet en masse nye sange, som jeg skal udgive på mit album her næste år.

Så du er generelt ret glad for SPOT-festival?

  • ELSKER Århus. Jeg synes, det er så dejligt. Noget af min familie bor her også, så dem får jeg også lige set.

Har du gjort noget anderledes i forhold til sidste år?

  • Ja, jeg har nye sange med, men så har jeg også købt en masse nyt gear, så der sker mere i mit solo-setup. Jeg spiller på lidt flere ting, fordi jeg har mest lyst til at spille frem for bare at stå og synge. Og det gør jeg også med bandet, selvfølgelig, som er med. Sidste år var det en duet med min guitarist og mig.

Men du siger, at du meget hellere vil spille end at synge?

  • Nej, jeg kan bare godt lide, at jeg også spiller, jeg har ikke bare lyst til at stå og synge. Jeg vil gerne være en del af bandet, fordi det ligesom er mig, der har lavet al musikken, så det er vigtigt for mig, at jeg også spiller med.

Er dit fokus Danmark eller internationalt?

  • Det er helt sikkert internationalt. Jeg har lige været i England i to uger og møde nogle fede mennesker og få et overblik over, hvor jeg har lyst til at spille, og hvem jeg skal kontakte. Jeg synes, de har en helt vildt fed scene, som jeg passer ind i.

Hvilken scene er det?

  • Det er den der new wave/80’er-undergrundscene.

Hvad ligger til grund for din 80’er lyd?

  • Jeg har bare lyttet rigtigt meget til den slags musik. Jeg startede selvfølgelig med Depeche Mode og New Order og alle de store bands, men jeg lytter også rigtigt meget til dark wave-bands fra 70’erne. Jeg har altid lyttet meget til det, så det er grunden til, at jeg lyder, som jeg gør. Det gør bare et eller andet i mig.

Så du har lidt engelsk fokus?

  • Ja, men jeg vil også gerne spille herhjemme!

Ja, klart. Det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det er bare altid interessant at vide! Nu synger du jo på engelsk.

  • Ja, og jeg har faktisk lige lavet en sang på spansk.

På spansk?

  • Ja! haha. Det er fordi, jeg er halvt chilener.

Ja ok, så giver det jo meget god mening! Så du snakker spansk?

  • Ikke særligt meget.. Men jeg har skrevet en sang på spansk. Dog meget simpelt. Det er noget, jeg længe har haft lyst til at prøve.

For at komme ind på det chilenske marked, eller?

  • Næ, bare fordi, jeg synes, det lyder flot. Jeg synes, at hvis man synger på andre sprog, som f.eks. tysk, fransk eller spansk, så udelukker det ikke at være international. Sådan virker det dog, hvis man synger på dansk.

Ja, det er et lille sprog.

  • Det er jo det. Og jeg synes bare, at spansk er virkelig flot, så det skulle jeg lige prøve!

Er det en, der lige er udkommet, eller?

  • Nej, det er bare en, jeg lige lavede i sidste uge. En lille skitse.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, hvad drømmen er med “Molina”-projektet?

  • Jeg vil bare gerne ud og spille en del med bandet og få et set oppe og køre, som vi er trygge i. Det hele er stadig meget nyt, så det er stadig lidt shaky, og jeg glæder mig til, at vi bliver rustet mere sammen. Og så kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig at ramme det internationale markede. Især England. Og så komme ud og spille i udlandet. Egentlig vil jeg bare gerne vågne op og så vide, at mit arbejde er at sidde og skrive musik, fordi det er det, jeg elsker.

Så du vil gerne opnå så meget succes, at du kan købe dig selv fri?

  • Ja, bare arbejde med musik, men jeg har ikke en eller anden drøm om at blive en popstjerne. Det har jeg faktisk ikke lyst til. Jeg gad bare godt, at kunne leve af det, så det kørte rundt.

Hvordan vil du gerne have, at folk de tager imod din musik?

  • Når jeg laver musik, så tænker jeg ikke så meget. Jeg kommer nærmest ind i en trance, hvor jeg ikke tænker, men hvor jeg bare er i det. Det kunne jeg godt tænke mig, at de folk der lytter til min musik også kom i. Sådan så man glemmer tid og sted, men bare er i en boble, hvor man ikke tænker over alt muligt, men bare er i musikken.

Så du vil gerne sprede den følelse, du selv får, når du laver musik?

  • Ja, men det er også fint nok, hvis de ikke får den, og hvis de bare får lyst til at danse eller bevæge sig, fordi der er en puls i musikken. Bare de kommer til at føle et eller andet.

Er der forskel på Rebecca og på Molina?

  • Nej, det er bare mig. Haha. Ej, når jeg skal spille live, så bliver jeg lidt genert. Det er jeg egentlig ikke normalt.

Er der noget du har lyst til at sige til, ja, jeg vil gerne sige verden, så mange er der heller ikke, der læser Regnsky?

  • Ja, I må ikke kalde mig en sangerinde!

Nej, du er mere holistisk end det?

  • Ja præcis!

Og på den note siger jeg tak til MUSIKEREN Rebecca Molina for en god snak, og jeg ser meget frem til at følge med i din fremtidige karriere!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT, for helvede, hvorfor er du så dejlig?

SPOT Festival plakat

SPOT-festival fylder mig med glæde og håb. Glæde, fordi jeg elsker at være i Århus, når byen summer af liv og mennesker, der har det fedt. Håb, fordi SPOT-festivalen vidner om, hvor meget endnu uforløst talent der er i den danske musikbranche.

Jeg har valgt at sætte et par ord på de tre bedste koncerter, jeg så på årets SPOT-festival. Det er altså ikke pligtanmeldelser, men simpelthen bare min rendyrkede glæde over, og behov for at dele, de her oplevelser med nogen.

Barselona, hvor er I fede. Det var egentlig en koncert, jeg ikke havde tænkt mig at tage til. Jeg så dem varme op til Minds of 99 i efteråret, og jeg syntes dengang, at det var noget generisk drengepop, som aldrig nogensinde ville fange mig. Den sidste uges tid har jeg dog hørt “Pige & Dreng” og “Et år” på repeat, og jeg tog derfor til koncerten uden forventninger. Ud kom det mest veloplagte band på hele SPOT, og publikum kvitterede ved at rejse sig op. Hele den store sal i musikhuset (til den uindviede, så er det en sal med siddepladser) stod op, og det udviklede sig til en dansefest med en hvirvelvind af dansksprogede sange, der rykkede publikum op med roden. Rud Aslak er en fantastisk dygtig frontmand, som selvfølgelig endte med at stå og synge ude blandt publikum. Heldigvis til alles store begejstring, så han kunne bade sig i den kærlighed, de sendte ham. Det var årets højdepunkt på min SPOT.

Athletic Progression har ikke fået andet en Regnsky-love med på vejen, og det stopper ikke lige foreløbig. Hvis du ikke allerede er hoppet med på vognen, så bør du gøre alt i din magt for at se dem live. De er mere end et band, de er et fænomen af temposkift og musikalsk overlegenhed og at se koncentrationen og det maniske, nærmest psykotiske, blik i Jonathans øjne, mens han spiller trommer på en måde, jeg aldrig har set mage, rangerer som et af de bedste øjeblikke på min SPOT-festival. Jeg fik desuden muligheden for at lave et interview med dem, som jeg glæder mig til at dele med jer!

Mange medier har allerede skrevet om GENTS’ magtdemonstration af en koncert lørdag på Scandinavian. De beviste, at de er klar til at tage det næste skridt, hvilket en komplet pakket sal vidnede om. Ligeledes var de, som spået af en clairvoyantisk musikskribent, i glødende topform. Det var næsten ærgerligt, at koncerten ikke varede længere, fordi hverken jeg eller publikum kunne få nok af Theis og Niels, som sagtens kunne have båret at spille en større festival. Jeg tror ikke, der går mange år, før de får muligheden for at spille på en større scene i det danske land, og jeg glæder mig til at stå der og sige: “hvad sagde jeg”.

Det blev til endnu en SPOT med fantastisk vejr og brede smil hele vejen rundt. Det blev også til tømmermænd, der stadig sidder i kroppen her tirsdagen efter – men nogle gange er det bare det værd. Jeg forstår virkelig Peters entusiasme over SPOT og det, som SPOT kan, omend vi stadig har meget forskellig musiksmag. Heldigvis ved jeg, at han har lavet et par spændende interviews, som du kan læse inden for den nærmeste fremtid her på Regnsky.

Jeg takker, bukker og nejer for SPOT, Århus og alle de seje mennesker, jeg har været ude at mingle med over weekenden. Og som verdens største, men mest velmente, kliché, så glæder jeg mig allerede til næste år!

TAK, SPOT <3

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT premiere: Ane Monsrud – Morning Light

Ane Monsrud Morning Light

Årets SPOT Festival er i fuld gang, og mange har sikkert allerede opdaget noget ny musik, de ikke kendte i forvejen. Norske Ane Monsrud har tydeligvis taget SPOT-ånden til sig og udgiver i dag sin nye single, der har titlen “Morning Light”.

“Morning Light” er en inderlig kærlighedssang om den brændende forelskelse, hvor selv de mest basale dagligdagsøjeblikke bliver nærmest magiske, filmiske momenter. På den nye single kommer Ane Monsruds silkebløde vokal for alvor til sin ret i Torben Jensens behageligt enkle komposition, og billeder af nyforelskelsens idyl og Anes åbenlyse savn kan mærkes helt ind i sjælen.

Ane Monsrud kan opleves på SPOT Festival i morgen, lørdag, klokken 20.00 på Musikhusets Klubscene. Der skal lyde en klar anbefaling herfra til at opleve den underskønne nordmand i levende live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *