Premiere: Spillemændene – Bah Buh

Den 30. september udkommer Spillemændenes debutalbum Nationalsange. Udover at være det første fuldlængde album fra Spillemændene, er Nationalsange opfølgeren til den seks mand høje gruppes ep Spillemandsbogen. Den udgav de selv sidste år, og trods det rimeligt afskrækkende bandnavn, en pressemeddelelse som primært handlede om koncept fremfor musik og sangtitler som “Mosekonen” og “Kernetræsvinduer i Aldersro“, står ep’en for mig som en af sidste års mest bemærkelsesværdige musikalske bedrifter fra velfærdssamfundet – for nu at holde os i Spillemændenes terminologi. En absurd velspillende sekstet balancerende mellem ingen harmonier og jazzharmonier og popharmonier, med en tekstforfatters konfliktfyldte lyst til både protest og velbehag.

Hvad kan de så, udover at få dig til at synge med på “Mine Medmennesker”s legendariske omkvæd: “På mit rehabiliteringscenter/gør mine medmennesker/ikke som jeg siger/hvad skal jeg sige?/jeg har overlevet Auswitch/men kan stadigvæk ikke pille en appelsin”?

Det viser “Bah Buh”, førstesinglen fra Nationalsange ganske godt. Hvorvidt nummeret reelt præsenterer en lidt mindre kuriøs udgave af Spillemændene end ep’en gjorde, er det ret svært at vurdere. Forsanger Nicolai Elsberg afgrundsdybe vokal namedropper trods alt både citronhalvmåner, velfærdssamfundet, dyrerettighedsforkæmpere og ligestilling. Men selv det mærkværdigste kan blive en normalitet, når det leveres med en seriøsitet som Spillemændenes. Kuriositeten er ikke argumentet for valget af de sjældent sungne ord. De optræder, fordi de får dig til at lytte grundigt, fordi de får dig til at interessere dig for teksterne. Får dig til at tænke, at der jo må være en mening med galskaben.

Og det er der. Spillemændene er en følelse, udtrykt i to sprog: teksternes verbale sprog og lydens både mere intuitive og abstrakte. Følelsen er en ubegrundet utilfredshed med situationen: din egen i samfundet, andres i samfundet. En utilfredshed delt ligeligt mellem omgivelserne og din egen ageren som del af det. Men det er en indestængt følelse, for som der synges om velfærdssamfundet i “Bah Buh”s betydningsmæssige hovedvers: “Der er pænt i parkerne/Man ta’r mest muligt hensyn til hinanden/og holder den fornødne afstand”.
Hvor teksterne (næsten) eksplicit siger det, er instrumenteringen abstrakt. Den er ekstremt disciplineret. Lyt bare til trommerne på “Bah Buh”. De er langsomme. Slæbende. Stikkerne får kun vredet sig fri, når de bryder versene op med sjældne udflugter væk fra hovedrytmerne. De er ganske vist virkelige komplekse, men læg mærke til, hvor gennemgående de er frem til absolut sidste stykke. Her skruer Spillemændene op på alle knapper – men holder sig fortsat i deres egen bizarre harmoni. Ingen bryder for alvor ud af bandets organisme. Hvorfor er der ingen, der gør det? Det ville helt sikkert også lyde fremragende.

Fordi Spillemændene er en indestængte følelse. Du vil gerne gøre noget ved uretfærdigheden. Men det er svært, når “TV-værten og ministeren bebuder alting ligestilling”.

Spillemændenes debutalbum ‘Nationalsange’ udkommer den 30. september på Playground.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Om Status Quo, Punk & Wasteland. Et essay affødt af Frost Festival

Forestil dig Status Quo. Status Qou forstået som tingenes uforandrede tilstand. Forestil dig at Status Quo har form. Form som en rektangulær klippesten, der danner skygge for solen. Forestil dig en horde af unge mennesker. En horde af mennesker som har det til fælles at de er født fra 1985-1995. De søger skygge for solen. De er blevet kastet ind i livet og danser parringsdans i skyggen. Blege og begavede nejer de for klippestenen, for den har altid været i deres åsyn. De kender ikke til andet. De kender ikke til udsyn. De er blevet foræret denne situation af historien.

De maler swastika tegn i loftet over deres sengegærde, for at få deres soltegn tilbage. De danner par og bryder op, men først og fremmest vedligeholder de Status Quo. For uden Status Quo har de ingen skygge, så de kerer om klippestenen med vand og sæbe. Uden Status Quo som form og forestilling skal de træffe aktive beslutninger. Status Qou, konformismen og konsumerismen har dannet en hellig triangulering om vor generation. Den har rettet os til. Status Quos triangulering er slyngveninder med sandheden. De holder kaffemøder, hvor de drøfter hvorledes de kan vedligeholde deres magtpositioner.

Fra mit perspektiv har oprøret imod denne situation af stilstand været ganske tavs i kunsten. Generation 85-95 har danset parringdans i skyggen og ladet virkelighed være virkelighed, og der har ikke været meget i kunstens horisont, som kunne smadre eller blot ændre Status Qou. Selv om man kan fodre gribbe med grafiske designere og arbejdsløse dimittender fra designskolen har vi som generation ensrettet os selv i vores søgen på at være et unikke. Vi er unikke konformister.

Synd & Skam Live
P6 Beat Rocker Koncerthuset.

Du undrer dig måske over, at du beskæftiger dig med sociologiske overvejelser og platoniske analogier på en musikblog. Det har sin årsag. For lige så vel som sandhed og status qou er slyngveninder, har (rock)musikken og oprøret længe været bon kammerater. Musikken har en samtid. En sociologisk dimension.

Det er efterhånden mange år siden, at rocken har haft noget sociokulturelt momentum, men i skikkelse af orkestret Synd & Skam varetager rocken en opgave, som den har forsømt i umindelige tider. Den gør oprør imod de etablerede sandheder. Den fungerer som et talerør for en generations utilpassethed. En generation der stemte rødt og fik selskabsskattelettelser i stedet. En generation, der primært har haft repræsentanter fra dens reality-forgrening. En generation som vedligeholder Status Qou med en tiltagende bitterhed.

Synd og Skam spillede på JazzHouse i fredags i anledning af Frost Festival, og selvom det var et dejligt gensyn for undertegnede, var koncerten også et bevis på, hvor hurtigt man som orkester kan blive krammet ihjel af de kræfter, som man øjensynligt er i opposition til. Nok om det. Det er for så vidt uinteressant i det store hele.

For Synd og Skam har en særlige haiku kvalitet i deres tekst univers, hvor de formår at udvise samtidsbevidst begavelse i ganske få sætninger. Forsanger Asger Hartvig synger som en psykotisk mongol på kanten af epileptisk anfald. Teksterne emmer af knækprosa, beatpoetisk dadaisme & haiku på valium. Det virker tåbeligt ved første ørekast, men ved nærmere eftertanke, er det godt tænkt at formulere sig som en psykotisk idiot. Det er afvæbnende og uprætentiøst.

I selskab med Synd og Skam står det klart at den egentlig tåbelighed er afrundet, poleret og uniformeret som Viasat-pakken. For Synd & Skam er paradise-generationens negation, men samtidig er de også snot i ansigtet på Birgitte Nyborg og den akademiserede politiske korrekthed som hærger i Kongens København. Synd og Skam bruger punkens energi til at diktere frihed fra alle de kategorier og forestillinger som omgiver os, og det er denne aura af frihed som er så umådelig tiltrængt. Synd & Skam er et kollektiv i en individualistisk tidsalder. Synd og Skam er samfundspolemisk musik med en stor poetisk dybde.

Blafret Ør af Kjoler

Selvom intentionen bag titlen på Synd og Skams EP Blafret Ør af Kjoler, måske ikke er identisk med min tolkning af den, formår orkestret Synd og Skam med vilje eller utilsigtet, at diagnosticere deres samtid meget præcist. I modsætning til “Nik&Jay-Æraen” er liderligheden i Synd & Skams univers en urovækkende tilstand. En altopslugende hærgen i en ung mands krop og sjæl.

Skynd dig op af trappen

Selvom man som ung mand ikke kan undsige sig begæret som et grundvilkår, behøver det nødvendigvis ikke være en lyksagelig situation at være liderlig. Enhver som har interesse i at observere liderlighedens allestedsnærværende manifestation i min generation, kan tage på natklubben Simons eller give sig i kast med Justin Timberlakes diskografi, som har en tendens til at handle om begær og hvilken påklædning, der bedst foranlediger samleje (Suit & Tie).Men hvad nu, hvis man faktisk blev Blafret Ør af Kjoler. En følelse af afmagt.

I selskab med Viasat-pakken er det da ikke så underligt at unge mænd bliver vrede. Det er da faktisk mere underligt, at vi andre lader stå til og lader altings selvfølgelighed danse sin sejrsdans. Men dansken har aldrig været et revolutionært folkefærd. Så mens vi går pænt i højre side på vej imod Irma for at lufte hund og købe tofu til aftensmanden, stjæler Synd og Skam en parkeret Sankt Bernards Hund og sætter den fri. Men en hund som er flasket op i tryghed, med foder i skålen og daglige rutiner, forstår ikke den frihed som Synd og Skam tilbyder. For i denne frie verden er der ingen som renser dens pels eller roser den for at hoppe højt. Den er ikke længere et dyr. Den længes efter Status Quo. Den er ikke “dygtig”. Den er ikke unik. Den er bare til.

“Jeg har overlevet Auswitz, men jeg kan stadig ikke pille en appelsin”

(Spillemændene)

Der er en snigende fornemmelse af oprør på færde i musikken. Som en syndflod skylder den indover dannevangens sandslotte og kolliderer med den villavejs pænhed, der har lagt en rouge over vor samtid. Der er ingen PhotoShop i Synd & Skam. Der er ingen Status Quo. Kun intimiderende vidder af horisont.

Vi lever i en tid, hvor læderet klæber sig til Anne Linnets fysik, på samme måde som overfladen klæber sig til fordybelsen. En tid hvor Linnets integritet sygner hen, som et resultat af den samme mediehungrende narkomani, der har gjort Viasat-pakken til en normal tilstand.

Kære Anne Linnet:

Danmark har ikke brug for et nyt ligegyldigt Karaoke Boyband, hvis eneste talent består i at udvælge kansas-jakker fra Samsøe Samsøe. En kvartet som symptomatisk nok kalder sig Wasteland. Danmark har brug Synd & Skam og deres ligesindede. Danmark har brug for at musikken tager sig selv seriøst og bliver til mere end en vare.

Slutteligt vil jeg blot gøre opmærksom på en stor musiker som spillede før Synd og Skam til dette Frost arrangement. Colin Stetson berigede os med sin akustiske variationer over den elektroniske musik. Jeg er fan og beklager at hans musik ikke fik mere taletid i dette indlæg. Derfor virker det nærliggende at præsentere en mand som evner at skabe intimiderende vidder af horisont i sin musik.

Colin Stetson – High Above A Grey Green Sea

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Emmathiesen says:

    “Men en hund som er flasket op i tryghed, med foder i skålen og daglige rutiner, forstår ikke den frihed som Synd og Skam tilbyder.”

    Den mest rammende sætning for hele den tilstand, jeg går ud fra, der beskrives. En menneskelig nødvendighed for det, vi udelukker os selv fra. En nødvendighed af det fremmede, vi ikke forstår at bruge – som at tage i mod friheden, Synd og Skam tilbyder?

  2. Faux Effet says:

    ‘High above a grey green sea’ är mycket bra

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Jul med Spillemændene, Kala-OK og Kirsten & Marie, Ice Cream Cathedral og System


Jeg synes, at I skal have en lille bitte julegave fra Regnsky også. Derfor får I en samling af numre, som I kan lytte til, mens I hænger glaskugler på et grantræ, stopper en and med æbler eller drikker portvin med farmor. De første to numre er nok mest egnede til den slags gøremål. De sidste er derimod dejlige, hvis du som jeg bare skal cykle en tur gennem meget tomme København for at komme hjem til jul, og mangler lidt selvvalgt lydlig erstatning for fraværet af biler, sirener og mennesker, sådan helt generelt.

Numrene kommer fra nogle af de artister, vi har været utroligt glade for at præsentere på Regnsky i løbet af året, og lægger derfor godt op til det, du kan glæde dig til på Regnsky mellem jul og nytår…

Det første nummer kommer fra Spillemændene, det band jeg har lyttet vildt meget til, men af randsaglige årsager aldrig før skrevet om. Den kendsgerning skal ændres nu. Hvis du gerne vil vide, hvorfor julemanden ikke dukker op i aften, så skal du trykke på “play” ovenfor: “Julemandens Død” er et glimrende eksempel på Spillemændenes evne til at forene WTF?! med en seriøs funktionsharmonisk optur, sære indfald med selvfølgelige melodier og vanvittig velspillenhed med knuder på tungen. Hvis salmerne har givet et lidt mindre musikalsk begavet familiemedlem blod på tanden, kan du jo opfordre vedkommende til at synge med på “Julemandens Død”. Jeg lover dig, at du får fred bagefter.

Nu glemmer vi funktionerne, og tager en ren harmonisk optur. Igen i år har pladeselskabet Tambourhinoceros givet mig nogle fantastiske oplevelser, ligesom Det Elektriske Barometer både har åbnet mine ører for fantastisk musik og varetaget sin evige plads som en lidt svært definérbar ven. Radioprogrammets julesang, som to af pladeselskabets artister står bag, skrev jeg om den 1. december, og 22 dage efter så det ud som om, at deres spådom om at “Julen Blir Hvid” holdt stik. Det gør den, hvis du som 2/3 dele af musikerne bag, værten på radioprogrammet og hovedparten af mændene bag pladeselskabet kommer fra Nordjylland. Så tillykke til Kala-OK og Kirsten & Marie: I har ikke blot lavet en ovenud dejlig julesang, I har også gjort jer bemærkede som dygtige spåmænd.

Kala-OK og Kirsten & MarieJulen Blir Hvid
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Julen-Blir-Hvid-LIM11.mp3]

De snyder det ene smukt frostklare nummer efter det andet ud af næsen, de fine unge mennesker i Ice Cream Cathedral. For et par uger siden var det vinterhymnen “Wintery Minds”, og i dag er det den deciderede julesang “Gingerbread”, som finder vej ud til deres voksende skare af opmærksomme lyttere. Kan du undgå at blive helt let om hjertet, når de klokker kimer? Selvom det ikke er Ice Creams bedste nummer, giver det mig en sær lyst til at se Disneys Juleshow med min lillebror. En ganske rar følelse.
Gingerbread” kommer fra en jule-ep, som Ice Cream Cathedrals bandkollektiv Oh My! netop har udgivet digitalt.

Ice Cream CathedralGingerbread
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/12/OhMy-Ice-Cream-Cathedral-Gingerbread.mp3]

Vores sidste lille ting til dig er af en noget andet støbning. Den står System nemlig bag. System er dig næppe ukendt, for trioen består af dansk elektronisk musiks tre grand old men: Anders Remmer, Jesper Skaaning og Thomas Knak. Sidstnævnte interviewede Lasse i sommers i anledning af hans samarbejde med jazzguitaristen Jacob Bro, men nu er Knak tilbage hos sine gamle legekammerater. Og den genforening er det dejligt at lytte til. Det er svært at definere et elektronisk nummers jule-faktor (damn you, traditionsbundne hoved), men jeg bilder mig ind, at den sagte knitren og den skiftevist let melankolske og opløftende melodier kan gøre “Popc” egnet til denne højtid. En fin lille gave er det i hvert fald.
Glædelig jul.

SystemPopc
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/12/System-Popc.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.