Indians og Schultz and Forever interview: “Det kan være som terapi at spille musik”

Indians
Schultz_and_Forever_555

Den ene stod overfor det sidste år. Den anden står overfor det lige nu. De har begge fået deres ilddåb som feterede fuldtidsmusikere på Roskilde Festival, hvor Gud-og-hver-mand vil have fat i dem. Det er naturligvis danske Søren Løkke Juul alias Indians og Jonathan Schultz alias Schultz and Forever og det store gennembrud, vi taler om.

Indians debuterede på Roskilde Festival med sin anmelderroste koncert på Pavilion Jr. sidste år, mens det i mandags var Schultz and Forevers tur til at træde op på en af nationens absolut bedste og mest nervepirrende scener.

Regnsky satte de to solister i stævne om lørdagen. Dagen for Indians koncert på Odeon Scenen, og et par gode festivaldage inde i Jonathans program. Vi taler med dem sammen, for det skifte i livsform som Indians oplevede sidste år, da fritidssyslerier med projektet Indians blev til en fuldtidsbeskæftigelse qua legendariske 4ADs interesse for musikken, står Jonathan Schultz nu overfor, hvor det er studenterhuen og ikke afleveringerne, der trykker ørerne.

Derfor er det interessant for Jonathan at høre, hvordan Indians har grebet skiftet fra en stille tilværelse i København til månedlange turneer i udlandet an. Fordi både Indians og Schultz and Forever er noget særligt qua deres sanges intimitet og personlighed. Begge artister er præget af folkgenrens inderlighed. Indians er ikke bange for at bruge synthesizeren frem for guitaren som følelsens medium, og fremstår som 2010‘ernes moderne singersongwriter. Schultz delikate, observerende sange har en næsten mytologisk enkelthed over sig. De er følelsesmættede betragtninger, men stadig båret af et klarsyn. Gældende for dem begge er det, at de transformerer deres oplevelser til musik, og bruger musikken til at skabe rammer, de kan forstå verden indenfor. Og fordi de begge har folkens kvaliteter som folkets universelle følelsesforklarere, er det er interessant for os at vide, hvordan det at blive fuldtidsmusikere har påvirket de to kunstneres inspiration til nye sange.

Eva: Søren, du har tidligere sagt, at det var svært for dig at begynde at spille musikken for andre. Hvordan har du det med det nu?
Søren:  I starten, da jeg lagde, “Magic Kids”, det første nummer, ud på nettet og delte det med mine venner på facebook, var det virkelig grænseoverskridende. Når man sidder og arbejder intenst med ting, så er det svært at forestille sig, hvad andre vil synes om det. Folk kan synes, at det er det værste lort, selvom man selv mener at man sidder med guld i hånden. Siden da er numrene kommet rigtigt meget ind under huden på mig. De er jo personlige historier om virkelige hændelser. Det er derfor musikken er nærværende.
Min nervøsitet for at spille musikken for andre har helt klart ændret sig. Det er stadig de samme historier, der bliver fortalt, og når man har fortalt en historie mange gange, så bliver det også lidt en vane – på en god måde.

Indians – Magic Kids

Eva: Når du spiller live fremfører du de samme sange og følelser overfor et nyt publikum hver aften. Hvordan undgår I at det bliver til rene rutiner?
Søren: Musik handler om følelser, og du føler virkelig sangenes intenst, når du spiller live. Jeg har siddet i de der tourbusser på de lange turneer, der strækker sig over to måneder, og når du når til show nummer 45, så gider du bare ikke lave den fucking lydprøve og sætte det udstyr på igen – du gider nærmest ikke spille. Men lige så snart publikum kommer og du går ind på scenen, så står du jo og genoplever dine følelser. Men det er på en ny måde, for der er en spontanitet til stede. Og der bliver den ensformighed, der ligger i turnélivet brudt.

Jonathan: Jeg har ikke været på de store turneer, så det er lidt noget andet for mig. Men jeg kan godt nogle gange have fornemmelsen af, at det bare er det samme, man gør hele tiden. Jeg kan godt lide at fortælle nye historier – jeg har det nogle gange sådan, når jeg har spillet et nummer live en enkelt gang, at jeg gerne vil spille noget andet næste gang. Men lige med nummeret “Falling” er det noget andet. Jeg synes stadig, at det nummers historie er relevant. Det nummer handler om et forhold, jeg har til en specifik person, og det forhold har jeg stadig, så det er stadig relevant for mig at spille det.

Schultz and Forever  – Falling

Musikken som terapi

Eva: Søren, siden du begyndte at skrive musik som Indians, har din hverdag flyttet sig fra at udspille sig hjemme i København og til at være på verdensturneer med ufatteligt mange jobs. Har det påvirket din musiks tematikker?

Søren: Jeg har haft en udlængsel i rigtigt mange år, men jeg kan se at mine senest skrevne numre begynder at handle om det at være væk. Det sidste nummer på min plade, titelnummeret “Somewhere Else”, er skrevet mens jeg var på vej hjem fra mit første besøg i New York. Der sad jeg og græd i taxaen, fordi jeg fandeme ikke havde lyst til at tage hjem. Det var en overvældende følelse.

Jonathan: Nogle gange kan det være som terapi at spille. Mine numre har ofte noget at gøre med negative følelser og oplevelser.

Søren: Det er jo det, der er enormt interessant. At skrive musik er et behov man har for at kunne komme ud med nogle ting. Det kan godt være, at et nummer handler om en specifik ting eller person, men det fortæller en historie og om en følelse, som folk kan bruge til noget. Det er ikke en selvfølge, at andre gider at høre det, men der er så fantastisk, når man kan få lov til at dele musikken og følelserne med andre.

Indians – Somewhere Else

Inspiration kan komme fra hele verden – ikke kun det nære

Eva: I taler begge meget om at I henter inspiration i det I oplever, og også i mødet med andre mennesker. Søren, har det været svært for dig at tage på tour og være væk fra relationer og velkendte steder, og samtidig skrive ny musik?

Søren: På det seneste har jeg skrevet nogle nye numre, der handler om at være på vejen og ikke rigtigt høre til nogle steder. Mit nyeste nummer handler om, hvor jeg er på vej hen nu, og om for alvor at finde det sted, hvor man føler, at man hører hjemme… Lige nu tror jeg, at jeg er ved at flytte til New York. Når jeg flytter til New York, så kommer jeg til at efterlade rigtigt mange ting i Danmark, og det sætter nogle følelser i gang, som det kan være svært at tale om, men som jeg kan behandle i min musik. Det nummer lavede jeg færdigt i sidste uge, og det spiller vi i aften på Roskilde.

Eva: Jonathan, din EP fra i år, Céline, skrev du mens du var i Paris for at indspille den, og alle de fem numre tog form på blot syv dage, og man må sige at resultatet var temmelig godt. Skal dit fuldlængde album skrives på samme måde?

Jonathan: Indspilningen af ep’en var en travl. Min fuldlængde plade skal jeg til gengæld lave gennem efteråret herhjemme i København i Sauna Recordings studierne. Jeg tror klart at det bliver anderledes at indspille herhjemme, og at det kommer til at påvirke pladens lyd. En fra mit franske pladeselskab Cracki Records sagde: “jeg kan høre, at ep’en er lavet i Paris.” Jeg ved ikke, om det bare var noget han sagde, men der er helt klart en forskel, for jeg skrev jo sangene dernede ud fra de indtryk jeg fik.

Søren: Jeg kan godt forstå, hvad du mener med, at det bliver anderledes, fordi dine indtryk i Paris var anderledes end dem du får i København. Man skal virkelig ikke rejse langt væk for at opleve noget ganske andet.

Jonathan: Céline, som ep’en er opkaldt efter, er bare indbegrebet af en fransk pige – hun bor i den smukkeste lejlighed og laver vegansk mad…

Søren: det er sjovt, at du nævner hendes lejlighed, for Københavnerlejligheder er også bare meget typiske. Det er meget inspirerende det med at tage væk og opleve, hvordan andre folk lever. Man skal virkelig ikke tage langt væk for at opleve at det er anderledes.

Schultz and Forever – Sociopathic Youth

Disciplinér inspirationen

Eva: Jonathan, nu skal du indspille en plade i København. Er du nervøs for det?

Jonathan: Pladeformatet er virkelig noget, jeg elsker, og det lægger et kæmpe pres på mig selv. Jeg synes helt klart, at det er sværere at skrive sange nu end før, fordi der er et andet forventningspres denne gang end med ep’en, hvor de færreste kendte mig.

Søren: For mig er det meget vigtigt at huske, at det at skrive musik er en indadvendt proces, hvor jeg bliver nødt til at stole på at min egen kvalitetsbevidsthed er god nok. Man skal ikke sætte sig ned og lave et nummer, fordi man tænker at det kommer til at rykke VoxHall eller Lille Vega. For så mister man overblikket. I den proces er det okay at være mega egoistisk og indadvendt og lade være med at tage telefonen, når folk ringer.

Eva: Men da du blev kontaktet af 4AD, fordi de havde hørt et af dine numre, og de gerne ville høre mere, følte du så ikke et pres for at skrive numre til dem, Søren? Og hvordan overkom du det?

Søren: Det var en position, jeg kunne sætte mig selv i, hvor jeg følte at jeg ikke skulle lave andet. Så det svære var at komme ind i en vane og disciplinere sig selv til at stå op om morgenen, lave en kop kaffe og så sætte sig i studiet. Det var egentligt mere en inspiration end et pres.

Eva: Men hvordan fandt du inspirationen til disse numre når du disciplinerede sig selv?

Søren: jeg fandt ud af, at når jeg gik kold i en idé, så skulle jeg holde en pause og gå en tur eller sådan noget. Gør noget, og bliv inspireret igen – du kan jo bare gå udenfor din dør og blive inspireret af det, der sker derude. Men der var selvfølgelig en masse forventninger til hvad jeg kom op med fra pladeselskabet og fra mig selv. Men det pres viste sig også at være en god ting, for det hjælper en til at præstere. Du siger ikke bare “ahr, det er fint nok”. Det er aldrig “fint nok”. Du bliver simpelthen nødt til at præstere – det bliver nødt til at være perfekt i dit eget hoved.

Eva: Et måske åbenlyst spørgsmål, men hvorfor er “fint nok” ikke godt nok?

Søren: Det handler om nærvær. Samfundet er virkelig fraværende. Jeg synes mange har svært ved at fokusere. Der er virkelig mange, som ikke tænker så meget over at være til stede. Jeg synes det er virkelig vigtigt, at musikken er nærværende, og at folk kan være til stede i den og kun i den. Musikken skal betyde noget. Jeg fik en mail fra en pige, hvis farfar lige var død, og som havde fundet hjælp til at komme over det ved at høre mit nummer “Magic Kids”. Så betyder musikken virkelig noget, og er nærværende.

Indians udgav i foråret debutalbummet Somewhere Else på 4AD. Søren har tidligere været del af folkpopbandet Let Me Play Your Guitar.
Jonathan Schultz udgav i foråret ep’en 
Céline på det franske label Cracki Records, og forventer at udgive sin fuldlængde plade til næste forår.