Her er årets fem bedste danske album

Lowly Heba Regnsky

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville lave nogle toplister for 2017. Mest af alt fordi 2017 for mig i høj grad har været domineret af live musik og at genfinde noget af al den fantastiske musik, jeg har elsket gennem årene. Men nu har jeg alligevel besluttet, at jeg laver en top fem over mine yndlingsudgivelser fra danske artister i 2017. Beehype har nemlig bedt mig om at levere en oversigt, så det ville næsten være fjollet ikke også at lave en Regnsky-version. Så here goes:

Nummer fem: Masasolo – At Sixes and Sevens
Jeg havde vist også Masasolo/Morten Søgaard på en lignende liste sidste år, men den vidunderlige drømmepopper har været produktiv og fulgt hurtigt op på sit debut EP med debutalbummet “At Sixes and Sevens”. Det er stadig drømmepop a la Tame Impala, men det er tydeligt, at Masasolo anno 2017 kan noget andet – han kan fortælle historier og har på albummet skabt en komplet fortælling, der tager lytteren med på en rejse gennem et paradoksalt optimistisk univers.

“Ordinary Day”:

Stream:

Nummer fire: Baby in Vain – More Nothing
Trioen Baby in Vain var nok dem, der startede den nuværende bølge af “kvinder-spiller-rock” herhjemme – og de er stadig et hoved foran alle de andre. 2017-albummet har fået titlen “More Nothing“, men i virkeligheden ville en mere passende titel nok have været “More More” – som i: Giv mig mere, mere, mere! Det er cool, det er energisk, det er alt, hvad et klassisk punk rock album bør være.

“To Heaven and Back”:

Stream:

Nummer tre: Soleima – NO. 14
Sarah Mariegaard aka Soleima er formentlig det største kommercielle pop-talent herhjemme siden MØ, og det fremstår kun mere klart, efter jeg har skamlyttet “NO. 14” i 2017. Det er poppet pop, men det er samtidig ekstremt funky, silkeblød og sexet. Det har været mit “nu-vil-jeg-lytte-til-noget-rart”-album i det forgangne år, og det kan virkelig også noget.

“Cracks”:

Stream:

Nummer to: MØ – When I Was Young
Når man taler om … Hold nu op, hvor var det en lettelse for mig, da MØ overraskede og sendte “When I Was Young” direkte i favnen på os alle. Det var en lettelse, fordi MØ vender tilbage på rødderne på EP’en – heck, åbningsnummeret hedder “Roots“. Hun vender tilbage til den sårbare, legesyge MØ, som jeg forelskede mig i for fire-fem år siden; det er den gamle MØ med den dybde, der gjorde hende til så lysende et interessant talent. Jeg håber, at det er et tegn på, hvad vi har i vente i fremtiden.

“Roots”:

Stream:

Nummer et: Lowly – Heba
Det kom faktisk lidt som en overraskelse for mig, at “Heba” er Lowlys debutalbum. Jeg føler virkelig, at det er et band, som har eksisteret virkelig længe – og det har de også. Men hold nu kæft, Soffie Viemose og Nanna Schannongs debutudspil har været værd at vente på. De har skabt et drømmepop-univers, der overgår alt, hvad man kunne forvente. Hver eneste gang jeg har været på nippet til at have gennemskuet et nummer, tilføjer de lige et ekstra musikalsk lag, der sparker benene væk under på mig. Det er ekstremt tæt på musikalsk perfektion uden nogensinde at blive kedeligt perfekt. Godt gået!

“Deer Eyes”:

Stream:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Smukke Heartland Festival holder højt niveau på andet år

Heartland Festival Regnsky
Foto: Morten Rygaard

Det er ikke mange timer siden, jeg kom hjem fra Heartland Festival. Efter et meget nødvendigt og velfortjent bad er jeg nu klar til at gøre status på festivalen, som sidste år formåede at vippe mit hjertebarn UHØRT af pinden som min yndlingsfestival. Ikke mindst takket være Wayne Coyne og Flaming Lips.

I år var det så tid til den svære toer, men nogen havde vist glemt at fortælle holdet bag, at det skulle være svært. Heartland Festival anno 2017 holdt ganske enkelt sit vanvittigt høje niveau fra første år: Både på musikken, på omgivelserne og på gæsterne. Og så desværre også på madpriserne, som igen i år var tilpasset et gennemsnitligt noget mere pengestærkt publikum, end man typisk ser på eksempelvis Roskilde Festival. Heldigvis var kvaliteten også skruet i vejret, så selvom 85+ kroner for et semi-mættende måltid kan virke heftigt, var selv en simpel bakke pommesfritter en decideret kulinarisk oplevelse. Hurra for kvalitet, undskyld dankort!

Mens det generelle madprogram (altså den i de almindelige madboder) kvalitetsmæssigt havde løftet sig gevaldigt, og køerne til alle boderne enten var ikke-eksisterende eller relativt overskuelige, så var musikprogrammet på niveau med sidste år. Det niveau var så til gengæld i forvejen absurd højt.

Mit musikprogram blev skudt i gang med Soleimas koncert fredag aften, som desværre var den eneste, jeg kunne nå, da vi havde været optimistiske nok til at køre i bil fra København klokken 17 – det viste sig fem timer senere at være en ret skidt beslutning. Soleima gjorde heldigvis mere end op for det tabte, da hun spillede den hidtil bedste koncert, jeg har oplevet med hende, og beviste, at hun er landets mest interessante kommercielle pop-artist lige nu.

Lørdagen stod for os på Regnsky i første omgang i interviewets tegn – jeg med Oh Wonder og Birdy; Rasmus med de nærmest genopstandne VETO. Og for at begynde bagfra, så må jeg sige, at det var en særdeles vellykket genopstandelse. VETO var tilbage i storform, og trods en modig sætliste med mange nye numre formåede bandet, som ikke har spillet en dansk koncert i en håndfuld år, at fange det festklare publikum med især nyklassikerne “You Are A Knife” og “You Say Yes, I Say Yes” og få i hvert fald mig til at huske, hvorfor jeg smaskforelskede mig i Troels Abrahamsen og kompagni for 10 år siden – fuck, er det allerede 10 år siden?!

10 år er det også siden, at Birdy skød gang i sin fantomkarriere, som i dag har gjort den 22-årige sangerinde til Heartland Festivals egentlige hovednavn, hvis man tager udgangspunkt i Facebook-fans. Jeg vil ikke gå for meget i dybden med hendes koncert, for det skal der nok blive rig mulighed for i interviewet, men blot konstatere, at den markerede starten på en sand tour de force i eminente kvindelige vokalpræstationer resten af festivalen.

Birdy var intens og nærværende, Hannah Reid i forgrunden for London Grammar efterlod mig med åben mund og gåsehud over hele kroppen, mens Chan Marshall søndag i den nøgne soloversion af Cat Power havde proppet så meget frustration og kærlighed ned i hver eneste strofe, at det kunne mærkes helt ind i sjælen, hvis man altså kunne rumme at være til stede i hendes svært tilgængelige univers. Chan Marshalls præstation blev kun understreget af, at hun aftenen forinden havde gæstet Eddie Vedder i sin allermest selvudslettende udgave, hvor de to virtuosers indbyrdes kærlighed og venskab til hinanden var blevet sat til skue på den smukkeste, mest menneskelige facon. Tak, af hjertet tak, Chan Marshall!

Så alt i alt leverede musikprogrammet præcis, som det skulle – og lidt mere til i nogle tilfælde. Ingen faldt igennem, selvom ikke alt faldt i alles smag. Bryan Ferry, Oh Wonder og Sort Sol ramte bredt, Cat Power og Eddie Vedder ramte deres fans, Bomba Estéreo og Francis And The Lights ramte et hidtil uset energiniveau – og Flying Lotus ramte trods alt det rigtige land, da han gentagne gange fik råbt: “What’s up Copenhagen?!”

Til FlyLo’s forsvar skal det dog siges, at publikum i høj grad lignede et, som man kunne have fundet på den hedengangne københavnske Trailerpark Festival, hvis publikum altså også havde inviteret deres forældre og børn med. Det gav ligesom sidste år en festival med ekstremt mange lag, hvor man langt hen ad vejen følte sig som en del af en 12.000-mand stor familie.

Der blev taget hensyn til alle; der var både plads til børn, der legede dåseskjul med deres forældre, og til hippie-kollegiet, som allerhelst ville nyde Sort Sol-koncerten liggende på en halmballe med en fællesjoint på rundtur. Der var noget at give sig til for alle; om man så ville høre musik, opleve kunst eller bare være til stede i de smukke omgivelser, som en veninde så rammende forklarede sit manglende program med. Og der var noget for enhver smag i den mere bogstavelige verden; uanset om man helst ville indtage velskænkede luksusøl, østers eller sågar ild. Medmindre man altså foretrak at indtage vand.

For lad mig lige tage fat i elefanten i rummet; den negative koala i kosteskabet om man vil:

Hvorfor hader Heartland Festival vand? Jeg er helt med på team-ingen-regn-tak, men var det virkelig nødvendigt, at det også skulle gælde for samtlige af festivalpladsens vandhaner indtil godt to dage inde i den toenhalv dag lange festival? Og hvorfor har man valgt ikke at dele vand ud ved koncerterne, når termometret for længst har rundet de 20 i skyggen og danser pænt omkring de 30 i de solbeskinnede områder foran scenerne? Man skulle jo ellers tro, at der var blevet sparet en del vand på, at badene i år pludselig kostede penge at gøre brug af. Så hvis der er én konkret ting, Heartland skal gøre bedre i 2018, så er det adgangen til ganske almindeligt vand. Det er i forvejen ikke en billig festival, så det mindste må da være, at man ikke skal investere større summer i ikke at dehydrere… /rant over.

Hvis jeg skal opsummere, så klarede Heartland Festival – på trods af den meget lokale tørke – vokseværket fra to til tre dage med den dertilhørende fordobling af antallet af gæster med bravour. Jeg er især dybt imponeret over, hvor godt alle udfordringerne fra første år er blevet løst. Når det så er sagt, så er festivalen nok ved at have nået sit max på antal deltagere, hvis Heartland i fremtiden vil bevare sin hyggelige, intime og eksklusive stemning. Det håber jeg, at den vil, for så vil det nok også være min yndlingsfestival i mange år fremover. Der er ikke andet at sige end THANK YOU Copenhag… jeg mener… Kværndrup! Vi ses om et år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnsky anbefaler: Heartland Festival

Heartland Festival Regnsky
Foto: Morten Rygaard

Endelig! På fredag skyder vi sommerfestivalssæsonen i gang, når Rasmus og jeg drager mod eventyrlige Egeskov Slot og Heartland Festival. Vores forventninger til landets smukkeste festival (ja ja, I know. Smukfest, bla bla bla. Show it, don’t tell it!) er skyhøje, efter festivalen i sin 2016-debut overgik alt, hvad vi kunne have forestillet os.

For de af jer, som ikke er så godt inde i Heartland Festival-konceptet, så er festivalen opdelt i fire praktiske kasser: Ud over musik kan man opleve talks om relevante emner med spændende kulturpersoner i bred forstand, gå på opdagelse i (primært) det lokale fynske køkken eller måske lade koncerterne fungere som soundtrack til de mange kunstinstallationer rundt på festivalpladsen. Vores fokus vil naturligvis primært være på det musikalske, men da en festivaloplevelse er svær at adskille, kan det ikke afvises, at tingene flyder sammen i et stort forhåbentlig lykkeligt sammenkog af sanseoplevelser.

Musikprogrammet er ligesom sidste år en modig blanding af vaskeægte legender og upcoming artister (der er sågar en enkelt koncertdebutant på programmet i år!) – som dog for de flestes vedkommende har det til fælles, at de søger at udfordre lytteren enten musikalsk eller gennem sin lyrik og på den måde løfte koncerten mod noget større og vigtigere. Vi ved snart, om det så også lykkes, men her er i hvert fald de artister, som Rasmus og jeg glæder os allermest til at opleve!

Peter anbefaler…

Soleima ft. Dark Matters
Fredag klokken 00.00, Highland
Jeg havde sidste år fornøjelsen af at interviewe Sarah Mariegaard, som er kvinden bag Soleima. Dengang fortalte hun blandt andet, at hun aktivt bruger skæve, grimme og underlige elementer til at få sin energiske garage-pop til at skille sig ud fra mængden – hvilket hun i min bog er lykkedes med på fremragende vis.
På Heartland Festival bliver den fløjsbløde vokal og de velkomponerede melodier ledsaget af et spritnyt visuelt koncept, som vil forvandle en ellers ret almindelig scene til et eventyrligt landskab, der tilpasser sig fra sang til sang. Det er en vaskeægte verdenspremiere, så jeg har endnu kun set en lille teaser, men jeg tør godt love, at det bliver farverigt, festligt og uden tvivl en koncertoplevelse, du har lyst til at være en del af!

Oh Wonder
Lørdag klokken 16.15, Highland
Den britiske duo Oh Wonder er en af de kunstnere, som jeg på nærmest magisk vis har formået at misse gang på gang, men nu skal det være. De udgav deres debutalbum henover stort set hele 2015, og hvor nogen fulgte SKAM, fulgte jeg i stedet Oh Wonders uregelmæssige singler trofast. Musikken er enkel og poppet RnB, som ikke gør nogen fortræd, men Josephine Vander Gucht og Anthony West har – apropos mit interview med islandske JFDR – formået at finde den helt rigtige balance mellem perfektion og magi. Lige der, hvor enhver tone sidder, hvor den skal, uden det bliver kedeligt eller forudsigeligt. Det er med andre ord det perfekte soundtrack til en forhåbentlig solbeskinnet lørdag eftermiddag.

Birdy
Lørdag klokken 18.30, Highland
Birdy er uden sammenligning den artist, jeg glæder mig mest til at opleve på Heartland anno 2017. Hendes musik er kuren, der altid virker på en regnvejrsdag. Den skrøbelige vokal og den nærmest overdrevne intensitet og inderlighed er alt, hvad jeg søger i musik. Hun har skrevet musik, siden hun var otte år, og formåede som bare 14-årig at forbedre et af Bon Ivers bedste numre gennem tiden. Hvis det ikke er anbefaling nok, så ved jeg næsten ikke, hvad jeg kan skrive for at overbevise dig om, at du skal bruge din tidlige lørdag aften sammen med mig og det 21-årige megatalent. Og lad os lige tage et sekund til at værdsætte to ting: At den højtflyvende sanglærke spiller på Highland, og at hun ikke optræder under sit rigtige navn: Jasmine Lucilla Elizabeth Jennifer van den Bogaerde.

Rasmus anbefaler…

Miguel
Søndag klokken 01.00, Lowland
Du har nok ikke brug for mig til at beslutte at tage til denne koncert, men derfor kan jeg da godt dele min glæde med dig, fordi kongen af fløde, Miguel, lægger vejen forbi Egeskov. Det bliver ikke sukkerfrit, så hvis det var muligt at få diabetes af en koncert, så ville det være denne. Der bliver smurt tykt på, det vil jeg næsten godt vædde på. Til singlerne: Det er efter Miguel, du skal slå til. Der kommer til at være godt gang i campingområdet.

Werner Herzog & Sofi Oksanen
Lørdag klokken 12.45, Talks
Det er fedt at bryde rammerne engang imellem. Så selvom Regnsky er en musikblog, så ville det være blasfemisk ikke at kigge ud over musikprogrammet på Heartland, når der er så mange fortrinlige muligheder for at blive inspireret. Jeg ved med sikkerhed, at jeg skal over og se Werner Herzog i levende live, når han skal tale med Sofi OksanenOm Europa”. Selvom det er en filmskaber til en talk, så glæder jeg mig til at blive blød i knæene over Werners stemme og persona. Det er et af de slags mennesker, som man ikke tror, man får lov til at opleve på førstehånd i sin levetid. En unik mulighed for at med egne øjne se manden, der insisterede på at slæbe et 320 tungt dampskib over en bakke i Peru til filmen Fitzcarraldo fra 1982. Werner Herzog er sådan en filmskaber, som andre filmskabere har som deres favorit. Det er garanteret, at det her bliver en helt unik oplevelse. Det foregår lørdag kl. 12.45 på talk-scenen.

Her er desuden en YouTube-video der, hvis det ikke allerede er sket, kan pirre interessen:

Ukendt Kunstner
Fredag klokken 20.00, Highland
Det pirrer også min nysgerrighed gevaldigt, at Heartland har booket Ukendt Kunstner. For mig at se er Ukendt Kunstner og Heartland i meget høj grad henvendt til hver sit publikum. Lad mig sige det sådan: Ukendt Kunstner bliver nærmere spillet til den fest, som der er blevet givet lovning på ikke ville finde sted, mens mor og far er på Heartland. Jeg håber og tror på, at der er blevet tænkt over settet, så det bliver et andet, end de sædvanlige spark-ham-der-står-foran-dig-i-knæhaserne-så-du-kan-komme-længere-frem-koncerter, jeg har været til med Hans Philip og Jens Ole McCoy. Derfor bliver det spændende at se, hvordan de tackler de uvante omgivelser og publikum. Det glæder jeg mig virkelig til at finde ud af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnsky møder… Soleima

Soleima

Kalenderen har slået efterår, men vi fortsætter vores tilbageblik på årets Roskilde Festival. Denne gang skal vi møde danske Sarah Mariegaard aka Soleima til en snak om hendes første Roskilde-koncert som solist, hendes kommende EP og bare om det at være et af Danmarks mest åbenlyse poptalenter.

Lad mig starte med det mest åbenlyse spørgsmål: Hvordan var det at spille på Roskilde Festival?
“Det var helt vildt. Det har været en drøm, lige siden jeg var en ret lille pige. Så det er helt klart en milepæl og noget, jeg altid har vidst, jeg vildt gerne ville opnå. Og så var det enormt smigrende, at der var enormt mange mennesker. Jeg har jo ikke udgivet så meget musik endnu, så man kan godt være lidt nervøs – men folk kom og sang nærmest med på det, der ikke er udgivet endnu. Det var meget rørende.”

Ja, du har jo kun udgivet tre singler indtil videre, men jeg har hørt, at du har en EP på vej. Hvad kan man forvente af den?
“Jeg kan forestille mig, at “Wasted” kommer med, og så tre andre numre, der er lidt mere i den verden, hvor jeg føler, at jeg er lige nu. Men jeg vil ikke have, at det bliver for konceptuelt. Alt skal være så konceptuelt for tiden, og det er meget vigtigt, at konceptet er stramt og bla bla bla… Jeg synes, at man nogle gange godt må gøre lidt krav på det kreative rum i forhold til, at man er i en proces og en udvikling. Det, tror jeg også, er det, jeg selv synes er interessant, når jeg lytter til en kunstner, som har udgivet nogle flere ting; at man netop kan se en udvikling. Det tror jeg, at jeg vil kræve; gøre krav på, at det er det fede. Men når det er sagt, så kommer “My Boi” ikke med – jeg elsker den sang, og jeg synes, den er skøn, men det er på ingen måde i den retning, jeg gerne vil.”

Men hvad er det så for en lyd, du gerne vil have?
“Jeg laver jo popmusik, som jeg på mange måder selv synes er ret kommerciel. Men jeg kan samtidig godt lide det der med at prøve at få nogle lidt grimme eller underlige elementer ind i min musik. Det er egentlig fælles for os alle tre (William Asingh og Nick Labajewska Madsen, red.); det der med at finde nogle lyde, som ikke umiddelbart passer ind. Det er noget, jeg er meget inspireret af; både når jeg selv laver musik, og når jeg lytter til musik. Jeg lytter meget til Montmartre og til en engelsk kunstner, der hedder NAO, som også er meget særlig. Det, der tænder mig ved dem, er, at de også laver meget poppet musik men med de her sære, underlige elementer, der fanger øret. Det er også det, jeg gerne vil. Helt klart.”

Hvorfor er det vigtigt for dig, at der er lige netop de her elementer? Som jeg ser det, er det jo et grundelement i al popmusik, at det er fængende på en eller anden facon…
“Jeg tror, at det handler om at fange øret på en anden måde. Al musik er jo skøn, men det, der tænder mig, er at lave noget, som ikke er en helt glat popsang. Det kæmper jeg meget med og bruger en del kræfter på at formidle, at det er vigtigt for mig. Jeg tror, at det er noget, der er nemmere at høre, hvis man hører flere af mine numre samlet på et format. For eksempel er “Wasted” blevet modtaget meget forskelligt af folk. Nogle synes, at den er helt vildt underlig. ‘What is going on?’ Andre har sagt, at ‘fuck, vi har aldrig hørt dig lave noget, der er så poppet’ og ‘hold kæft, det er en popsang’-agtigt. Jeg tror, at det kommer an på, hvordan man lytter, for melodierne på den sang er enormt poppede, men der er måske elementer i produktionen, der gør, at folk er sådan lidt: “Det er sært…” Og det er netop den kombination, jeg synes, det er interessant at lege med.”

Jeg synes, at din lyd virker meget eksotisk…
“Fedt! Det er jeg glad for, for det er også lidt målet. Sådan har altid været. Også med min stemme. Folk har enten elsket eller hadet den, og det har jeg det egentlig godt med. Jeg synes, at det skønne ved at lave musik er, at det kan gøre et eller andet for folk; om det så er i den negative ende af polen eller i den anden, hvor folk er helt oppe at flyve, så tror jeg egentlig bare, at det vigtigste er, at folk virkelig forholder sig til det og tager stilling til det. Det betyder meget for mig, kan jeg mærke.”

Ja, der er ikke noget værre end ligegyldig kunst. Hvad inspirerer dig?
“Jeg har boet i Tanzania i et år, og jeg er vokset op med en særlig kultur fra Sukumaland i Tanzania. De har en meget rig og smuk sangtradition. Min mor tog mig med på den her afrikanske danselejr, siden jeg var en helt lille pige. Jeg er vokset op med de her sange og har ligesom sunget og danset enormt meget, så det er klart noget, der har påvirket mig og formet mig til den, jeg er både musikalsk og personligt. Det inspirerer mig enormt meget, også uden jeg tænker, at det inspirerer mine melodier direkte. Og så er jeg bare en del af en vennekreds, hvor alle har gang i alle mulige vilde, vilde ting. Det er enormt inspirerende at være i et miljø, hvor alle hele tiden har gang i noget, de har fucking optur over og bare elsker. Det gør, at man selv bliver enormt produktiv. Vi smitter hinanden, tror jeg.”

Det lyder som om, at du har gang i en masse fedt. Nu kommer der snart en EP, men hvad er målet efter det?
“Vi fokuserer meget på udlandet. Jeg synes, det er vigtigt, at det når lidt bredere ud end Danmark. Det har egentlig hele tiden være drømmen og målet, så det er klart noget, vi arbejder frem imod. Både med at få det rigtige label i udlandet og få de rigtige booking agencies rundt omkring og den slags. Det er 100 procent målet! Men når det er sagt, så er jeg også glad for, at det virker til, at der er nogle herhjemme, der har lyst til at lytte til det. P3 har spillet min sang, og det gør mig enormt glad. Det er vildt dejligt, at der også er en interesse herhjemme, for det betyder vildt meget, at man kan have noget kærlighed fra der, man kommer fra. Men i det større billede kunne jeg godt tænke mig at komme lidt uden for landets grænser.”

EP’en skulle udkomme her i løbet af efteråret, så selvom sommeren desværre er slut, er der bestemt stadig lyspunkter at glæde sig til. Jeg glæder mig i hvert fald.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Dag 2

Gundelach

Søndag aften arriverede jeg på pladsen med fuld oppakning af diverse festivaludstyr; luftmadras, gummistøvler, sovepose, bønnepostej og hvad der ellers lader sig høre til en klassisk omgang Roskilde Festival. I år er dog ganske særlig, i og med at jeg har fået lov at komme med som en af skribenterne på Regnsky. Og jeg har glædet mig HELT vildt!

Mandag lagde lummert ud med en tur i den berygtede badesø, men derefter en skyller under de (is)kolde brusere, så jeg var frisk til min første koncert på dette års festival med Soleima. Mange var trådt op for at høre den spirende pop-prinsesse, der både er fryd for øre og øjne. Lyd, performance og visuals fusionerede i en isklar æstetik, og man kan med rette sige, at Soleima – med det borgerlige navn Sarah Mariegaard – indtog scenen som en sand queen of countdown.

Derefter var det tid til at få lidt kulør i kinderne med bandet Shy Shy Shy, som i sandhed må siges leverede lidt af en dansefest på Rising-scenen. Hvor Soleimas udtryk er mere strømlinet, føles bandet Shy Shy Shy som en behagelig bølge af kærlighed og konfetti (allegorisk og bogstaveligt talt). Siden deres udspil med førstesinglen ”Do Not Ask” i 2014 må man sige, at kærligheden i og omkring bandet kun er vokset, og det var et varmt, legende og engageret band, som mødte et talstærkt publikum denne mandag.

Eftermiddagen forsatte i selskab med norske Gundelach, som stort set stod ukendt hen for mig, men ikke desto mindre forstærkede dette bare indtrykket og begejstringen – for hold nu kæft, hvor var det fedt! Gundelach førte mig overbevisende gennem sit elektroniske univers med en sådan kraft og nuancering, at jeg blev bevæget nye steder hen fra start til slut. Gundelach er tung elektropop, når det er bedst. Der arbejdes med kontrasterne, og utallige lag af lyd flettes ind og ud af hinanden; fra de dybeste kræfter til de højeste tinder; en koncertoplevelse som ganske givet kunne gå hen og blive en af de mest overbevisende opdagelser for mit vedkommende på dette års festival.

To kopper kaffe og en halv pakke tuc-kiks senere befandt jeg mig ved street scenen, hvor M.I.L.K´s soulinspirerede toner skulle varme op under regnhætter og våde fusser. Det havde virkelig klædt de lækre grooves med en god omgang solskinskoger, men Emil Wilk og resten af besætningen fik alligevel spillet op til dans og indsvøbte et talrigt publikum i vuggende rytmer og tropical vibes.

Det var, hvad jeg nåede her på anden opvarmningsdag, og glad og begejstret vil jeg nu bevæge mig ud i det kølige tusmørke og finde med en varm kop kakao at finde hjem til lejren på.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.