Bill Callahan og september synkroniserer vinyltid

I indre by så jeg en mand, han var vel tredive år gammel, han låste sin cykel op, han var en helt almindelig mand. Han tog vanter på, før han svang sig op på sadlen. Han tog vanter på. Et så tilfældigt syn ændrede min lige cykeltur hjem og min lektielæsningsplan for aftenen. Jeg svingede i stedet forbi en pladebutik og købte Dream River, den helt nye plade fra det ubetinget bedste efterårsaftensselskab, jeg kender til: den lo-fi-americana-gone-harmoniske-singer/songwriter Bill Callahan.

At min rute blev ændret af manden med vanterne, det er ikke så mærkeligt. Fornemmelsen lurede i forvejen. Herhjemme har jeg allerede fundet sutskoene og rejsefeberen frem. Og ingen omgivelser end dem – hverken fysiske eller psykiske – passer bedre til Bill Callahan.
Den almindelige mand understregede blot det, jeg allerede vidste. At nu begynder tiden for musikkens langvarige forhold igen. Tiden, hvor detaljer som en lille forlængelse af den anden stavelse i ordet “september” på “Summer Painter” kan indgå i essentiel udveksling med den intimitets-, varme- og genkendelseshungrende lytter. Det er detaljer så små, som skaber min tilknytning til et værk. I Callahan-regi er øjeblikket, hvor det sidste ord i “Palimpset” klinger ud og første i akkord “Say Valley Maker” starter, sådan et moment. Find albummet A River Ain’t Too Much To Love (udgivet under pseudonymet Smog i 2005), hvis sutskoene ikke varmer nok og rejsefeberen ikke lader sig dulme af overspringshandlinger på momondo. Eller lyt til “Ride My Arrow” og tænk over Callahans fortsatte brug af ørnen som metafor. Fortab dig i forestillingerne om landkort og at om kunne flyve til varmere himmelstrøg. Som Callahan selv gjorde, da han for år tilbage flyttede til Texas.

Min underbevidsthed har spillet mig et puds den seneste tid. Ingen enkeltstående numre eller nye artister er trængt ind til mig. Jeg har virkelig savnet at blive umiddelbart begejstret for noget nyt. Tænkt over, om min uimodtagelighed var et tegn på, at jeg skulle finde noget andet at gå op i.
Selvfølgelig har Dream River ikke fået den energiske begejstring frem, det er jo et Callahan-album. I stedet har albummet forklaret min uimodtagelighed. Den er egentligt en længsel efter det langsomme. Efter de nænsomme plader, som holder blidt om lytteren og udfylder hele rummet, som indbyder til dialog og ikke foredrager. Sådan en plade er Dream City, det kan jeg høre efter bare to lyt. Selvom tidligere albums akustiske guitar på mangt et nummer er udskiftet med en elektrisk, er det uundgåeligt Callahan. Med de på Apocalupse (2011) mislykkede jazz-eskapader gevaldigt nedtonet og smukt integreret.

En anden og typisk Callahansk omstændighed er, at du må købe pladen for at kunne høre den. Callahans omgivelser er fordybelsen, musikken egner sig ikke til blive lyttet hurtigt. Derfor kan den ikke streames, og derfor er det eneste fra Dream River, som er tilgængeligt livevideoen foroven – i øvrigt at albummets simpleste og mest iørefaldende sang. Markedsføringen af Dream River har i øvrigt været ikke-eksisterende. Callahan ved, at hans sange er stærke nok til at sprede sig gennem mennesker.
Du må begive dig udenfor (på vinylen får du foruden god lyd Callahans fantastiske tekster med i trykt form), og du må diskutere den tidligst acceptable dato for vanter med dig selv, før at du kan høre Dream River. Og det er klogt af Callahan at insistere på at give fordybelsen bedst mulige omstændigheder.

Så nu vil jeg gøre som Callahan så diskret indikerer, at jeg bør. Jeg vil slukke computeren, slukke telefonen og slå forstærkerinputtet fra “aux” til “phono”. Og tænde for omdrejningerne og sætte nålen på vinylen. Og lade Dream River opfylde min længsel efter langsommelighed. Bill Callahan kender sin besøgelsestid.

Bill Callahan – Riding For the Feeling

Smog – Our Anniversery

Bill Callahan spiller på Store Vega søndag den 9. februar. Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Og vigtigst af alt: Bill Callahan på Vega.

En af indieverdens fineste soloartister udgav album i foråret. Amerikanske Bill Callahan havde den tvivlsomme fornøjelse af at følge op på et næsten kanoniseret mesterværk, og trods det aktuelle albums varierende kvalitet, fører det ham og backingband forbi Lille Vega i København om præcis en måned, onsdag d. 16. november, og på Voxhall i Aarhus tirsdag d. 22. november.

Apocalypse fra april er karrierens 3. album i eget navn, og det 15., hvis LP’erne udgivet under pseudonymet Smog medregnes (hvilket de bestemt bør, selvom Callahan under eget navn er langt mindre lo-fi end under pseudonymet).
Trods de mange udgivelser fremstår Sometimes I Wish We Were An Eagle fra 2009 til stadighed som karrierens ultimative højdepunkt, og – måske – derfor fik Apocalypse en på nogle punkter lidt for hård kritik af Soundvenue og Q Magazine. I modsætning til Sometimes, hvor hver enkelt akkord og rytme sidder så mesterligt præcist, at det både fremkalder overraskelse og genkendelighed i lige mængder, hældte Apocalypso så meget mod det første, at sammenhængskraften led.
Resultatet blev en mellemplade med de fuldstændigt formidable numre: Det energiske, næsten aggresive, country-inspirerede rocknummer “Drover”, den konstant rytmisk skiftende og fingerspil-hypnotiserende “Baby’s Breath” om selvbebrejdelse af tabt kærlighed, samt den rolige og universelt smukke “Riding For The Feeling” med Callahans karakteristiske baryton som ultimativt centrum for et arrangement, der ligne noget, der kunne findes på Sometimes: guitar, bas og underspillede strygere, kun suppleret af slæbende grundrytmer.
Det lyder jo godt. Og det er det også. Hvis det ikke var for de jazz’ede forsøg “America!”, “Free’s” og “One Fine Morning”, der er omtrendt så irriterende, som de tre andre omtalte er fantastiske.
Til trods for Apocalypse som en noget blandet fornøjelse, ville fangirls-hysterien ingen ende tage, da Vega offentliggjorde, at Callahan kommer forbi den lille sal som del af sin efterårsturné gennem Europa. Af og til er det lettere at gribe fat i det mindre perfekte, end det strømlinede, og faktisk åbnede Apocalypse mine ører for Bill Callahan. Og er dermed ansvarlig for, at Sometimes I Wish We Were An Eagle fremover står som en uomgængelig plade. Ja, egentlig noget så sjældent som en klassiker.
Selvom du står på Callahan-vognen nu, er der stadig lidt billetter tilbage til ekstrakoncerten, der spilles samme dag som den oprindelige – blot med start kl. 18. Billetter købes her.

Bill Callahan spiller på Lille Vega onsdag d. 16. og Voxhall tirsdag d. 22. november.

Bill CallahanBaby’s Breath
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/Babys-Breath.mp3]

Bill Callahan – Eid Ma Clack Shaw
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/02-Eid-Ma-Clack-Shaw.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *