Journey fest: Mageløst mindfuck og støjende suspense

Foto: Louise Haywood-Shiefer

”OPEN IT UP. OPEN IT.”, råber en fyr i bar mave til sine medpublikummer, mens han forsøger at lave plads til mosh pit langs scenekanten. På scenen står theOGM lyst op af en pandelygte, så kun hans ansigt kan ses, mens han råber ”muahahaha”, som en tegneserieskurk fra 90’erne. Og så kommer det. Folket foran scenen hopper ind i hinanden mens trommer, strenge og synth’s bliver spillet hurtigere end danske apoteker blev rippet for håndsprit, da der første gang blev meldt om coronavirus i Danmark. Det er Ho99o9, der spiller på Loppen som en del af den ugelange Journey fest.

Hardcore punk, punk rap eller horrorcore er de genrebetegnelser Ho99o9 ofte får sat på sig. I virkeligheden har musikken enormt meget til fælles med Drum ‘n’ bass. I det, det er i den opbyggende fase, hvor magien befinder sig. I øjeblikket inden det hele ramler sammen. Typisk er det theOGM, der starter det hele, når han tænder for samples eller snakker til publikum på en noget atypiske måde. Med store dreadlocks og grillz, får han gejlet publikum op, som en demonbesat Bob Marley. Og når først suspensen når bristepunktet, så er det Eaddy og Brandon Pertzborn på henholdsvis guitar og trommer, der overtager energiudladningen.

Covernumre er ofte søgte til koncerter. Men det giver god mening, da en medley af The Prodigy-numre ryger på mod slutningen af koncerten til stor begejstring for tilskuerne. The Prodigy’s stil minder lidt om Ho99o9s og fordi de to kunstnere også har lavet et nummer sammen. Alt i alt en enormt original koncert med stor variation, indlevelse og karisma. Det hjalp også på det, at publikum, der var blevet godt varme efter Slægts koncert. Selvom Slægt ikke er originale på samme måde, og mest af alt ligner reinkarnationen af et rockband fra 80’erne, så spiller de fucking tight live.

Prikkerne faldt på plads

Fuckr med din hjerne kunne lige så godt være et program om Floating Points, der også gav koncert under Journey fest. Engelske Sam Shepherd, der står bag Floating Points har en Ph.d. i hjernevidenskab. Når man står til hans koncert på Store Vega, der afslutter Journey Fest, så giver det super god mening, at han er ekstremt klog på, hvordan hjernen fungerer. For hold kæft hvor kan han gøre noget ved sindet gennem sin musik. Han kan få dig til at forsvinde fuldstændig ind i dine egne tanker, eller han kan få din krop til at bevæge sig. Alt er på Sam Sheperds præmisser, når han med sin usynlige skalpel står og roder i dit kranie.

Det hele bliver gjort uden en eneste vokal. Med hypnotiserende visuals, og en opbygning, der er veltimet og gennemtænkt, føles koncerten på ingen måde for lang, selvom den varer over en time. Den måde, det fungerer for ham på, er, at han kombinerer forskellige elektroniske elementer, små samples af metalliske lyde, layers og ikke mindst skarpe trommer. Stopper man op og lytter efter, burde det ikke rigtigt give mening. Men to-tre minutter efter, når bassen rammer, så falder prikkerne på plads. Og de elementer, der virkede tilfældige for lidt siden flyder nu sammen med nuet. Det er her, hvor det er svært at stå stille. Han fik dog lyst til at lege lidt, og i momenter giver musikken dog så lidt mening for så mange, at de helt mister fokus og begynder at snakke ad helvedes til. Omvendt er alle opmærksomme, da nummeret LesAlps elegent bliver en del af settet.

På et tidspunkt, da Sheperd fik mig ud af mine egne tanker, kiggede jeg bagud mod mine to venner, for at få øjenkontakt. Det er helt umuligt med den ene, som han står der foroverbøjet dansende. Specielt ikke noget kønt syn, men det er fordi, han er så optaget af musikken, at han tilsyneladende ikke på noget tidspunkt funderer over, hvordan andre tænker om ham. Jeg fik øjenkontakt med min anden ven. Dog først efter tyver sekunder, men med et smil så stort, at vi uden yderligere kommunikation ved, at vi har den helt samme følelse. Hjernekirugien virker.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

VIRGINS IN HELL

elmo in flames

Du ved det først, når den er der – men så ved du det også – Sommeren er kommet til København! Og med sommeren følger festivaler. Regnsky har allerede været med på SPOT og Heartland, men nu drager Laura og Mirja mod Refshaleøen for at få taget “metal-mødommen” på Danmarks største rock- og heavy festival. I denne uge forvandles Refshaleøens Instagram-venlige streetfod mekka til et sandt ragnaro(c)k. Vi taler selvfølgelig om festivalernes ondeste og tungeste sværvægter; det forjættede land; COPENHELL, der i år kan fejre 10-års jubilæum og løber af stablen fra onsdag den 19. juni til lørdag den 22.

Nu tænker du måske “Jamen, hvad laver Danmarks sødeste musikblog på en hardcore rockfestival som COPENHELL?” Svaret er simpelt. Metalmødommen skal SPRÆNGES! Vi skal finde ud af om der sælges andet end øl – Mirja er kun taget afsted for at drikke, og Laura drikker kun Chardonnay. Vi skal have afklaring på hvad en Biergarten og et Smadreland er, og så skal vi opleve, hvad der er så specielt, når over 20.000 tunge, svedende og behårede læderklædte metalhoveder mødes i et hovedrystende flammehav på lorteøen.

Så her giver vi dig en guide over de 10 kunstnere, du skal se, udover de “obligatoriske” (for 2 newbies i flammelandet) Slipknot, Slash (guitaristen fra Guns n’’roses’) og Scorpions.

Eagles of Death Metal – Onsdag kl. 21:00, Pændæmonium
Amerikansk garagerockband stiftet i 1998 af Jesse Hughes og Josh Homme, som også er kendt fra Queens of the Stone Age, Them Crooked Vultures og Kyuess – og desværre også et terrorangreb i Paris. Udover navnet har gruppen dog intet med dødsmetal at gøre. Efter sigende kommer idéen til navnet af, at Josh Homme ville skrive noget musik i stil med The Eagles og blande det med dødsmetalgenren. Deres lyd er badass, ægte rock ‘n rollaaah, og så er deres covernumre af Duran Durans Save a Prayer og Mary J. Bliges Family Affair gennemført sprøde. Måske Copenhell får fornøjelsen af et af numrene, når de amerikanske ørne af dødsmetal skyder festivalen i gang. Vi ville ikke klage over en tur til LA, men onsdag aften, er der ikke noget sted, vi hellere ville være end foran Pændæmonium!

Halestorm – Torsdag kl. 21:00, Hades.
Der er dømt genderles sex, drugs and rock’n’roll, og uanset om du er til en lille kønskvotient i ny og næ, skal dette rockband nok få blæst al ølskum og fordomme i graven. I et interview i Rolling Stone Magasin fra 2018 forklarer Halestorm forsanger og guitarist Lzzy Hale, om den gamle diskurs, der alt for længe kunstigt har forbundet heavy musik og testosteron. Så med budskabet om at metal er for alle, ser vi frem til, at Halestorm spiller på COPENHELL torsdag…. DRACARYYYYYSSSS!!!!

TOOL – Torsdag kl. 22.30, Helviti
Amerikanske Tool er ikke bare torsdagens hovednavn. Det progressive art-metal-band er ifølge Laura, som har ventet 10 år på at få lov at høre bandet live, festivalens headliner, og er i sig selv grund nok til at tage på Copenhell. Bandet har vundet tre grammys og kunne oplagt placeres under de “obligatoriske”, men gruppen fortjener sgu en stor fed plads på listen. Tools lyd kan kendes på tunge og skiftende rytmer, hamrende guitarriffs og en sammenfiltring af østerlandske og vestlige tonearter. Lyden er intellektuel og instinktiv, melodisk og slibende, følsom og brutal og smuk og dystopisk på samme tid. Gruppens samarbejde med billedkunstneren Alex Grey er helt genialt, og kunsten sætter et syret særpræg på bandets lange og komplekse udgivelser. Forsangeren Maynard James Keenen driver desuden en vingård (champ stil!), og så synger han vokal i sideprojektet A Perfect Circle, som opstod efter Tools mange års radiostilhed og deres lange stridigheder med pladeselskabet Volcano Records. Dette kan du høre meget mere om i HEARTBEATS musikpodcast Indbegrebet af… , som beskriver bandet som “den perfekte supergruppe”. Både podcasten og bandet er værd at tjekke ud  – også selvom A Perfect Circle ikke når Tool til nittebæltet. Heldigvis er det da også Tool, som gæster COPENHELL og for HELVETE, hvor vi glæder os til torsdag aften foran Helviti!

Baest – Fredag kl. 18:00, Hades.
Den danske “fem-tet” Baest spiller i Hades fredag aften, og mon ikke der bliver spillet et nummer eller to fra deres album “Dance macabre”, der stod som den mest solgte vinyl i 2018? Det er dog ikke meget beskrivelse Copenhell selv giver på deres hjemmeside, men med de indledende ord “Nærmere introduktion virker unødvendig”, virker denne koncert også som en “must-see”.

Clutch – Fredag kl. 21:30, Hades.
Der er lagt op til gedigent musikalsk ”håndværkeri” med genreelementer fra bluesrock, psyke og punk, når det 25 år gamle amerikanske rockband går på scenen. Det skal vi selvfølgelig også opleve på dette års festival!

Slægt – Fredag kl. 21:45, Pandæmonium
Danske slægt er et af de bands, der gør dig stolt over den danske metal-scene. Lyden er præget af 80’ernes heavy-vibe og sangteksterne af det overnaturlige og det okkulte. “Der Er Kraft I Det Onde” hedder sangen med flest afspilninger på Spotify, og det skal vi ellers love for, at der var, da det unge heavy-band gæstede Roskilde Festivals Rising Scene sidste sommer og skabte et ragnarok af hoppende hoveder og en skov af onde håndtegn i luften. Slægt skal opleves live, og vi glæder os til at genopleve den raspende death growl-vokal og de smertefulde insisterende guitarriffs fredag aften.

Heilung – Fredag kl. 00:45, Hades
Danske Heillung er skudt op fra den nordiske undergrund, og har på ingen tid skabt suveræn succes omkring sig. Bandets koncerter er både obskure og fascinerende, men er bestemt ikke for børn eller epileptikere. Laura så dem, da de gæstede Koncertsalen sidste efterår med deres rituelle oldtids-optræden med medbragte menneskeknogle-instrumenter, strobelys og mænd og kvinder med gevirer og mørk kropsmaling, som gik rundt blandt publikum og udgød strubesang og primalskrig. Det var uhyggeligt, men også uhyggeligt dragende. Laura sad med en “hvad fanden er det, jeg er vidende til her”-følelse og en tvivl på, om hun var med i en bizar gyserfilm eller et spirituelt vikingetogt, men hun kunne sgu meget godt lide det. Èn ting er sikkert: Heilung er en totaloplevelse, og de skal opleves live! Stadig i tvivl? Tjek dette klip ud.

Demon Head – lørdag kl. 12:30, Pandæmonium
Den københavnske kvintet spiller retrorock inspireret af 60’ernes syrerock og 70’ernes proto-metal, som indebærer dobbelte guitarsoloer, okkulte temaer og tunge, langsomme numre gennemvædet af dyster apokalypsestemning. Der er en anelse Black Sabbat over bandets lyd, og de er et must for alle doom-fans. Mød op og få en blid start på sidste dag i helvede.

Rob Zombie – Lørdag kl. 20:45, Helviti.
Du kan regne med masser af horror, suspense og fedtet hår, når musikeren og filminstruktøren Rob Zombie kombinerer sine skills i et sandt “horror-show”.

Kvelertak – Lørdag kl. 01:15, Hades.
“Buldrende energi og uimodståelig singalong-faktor”- sådan lyder Copenhells egen beskrivelse af den norske gruppe. Selvom vi ikke forstår et hak af hvad de synger med deres norsk-sprogede tekster, skulle stemningen være SINDSYG, når bandet i en blanding af metal og rock’n’roll buldrer derudaf.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *