Månedens bedste tracks: Februar 2019

Februar er overstået, foråret står for døren, og som sædvanligt ser Regnskys skribenter tilbage på den forgangne måned med et overblik over de numre, der var med til at forme den. Denne gang er det blevet til ti numre, og man kan på listen finde alt fra Gents og Girls In Airports til Skee Mask og videre til hårdtspyttende Freddie Gibbs.

Kenton Slash Demon – Tik-Tik

Tik-tak, tiden går, og det har været svært at vente på den danske techno-duo Kenton Slash Demons nye ep, Oli. På tracket Tik-Tik opstår et elektronisk lydbillede af en skrattende græshoppesværm, der frembringer ætsende tonegnidninger med baglårene. Rytmen er repetitiv (næsten en anelse for meget) og sitrer i samtlige fem minutter – kun afbrudt af en enkelt pause, hvorefter den akkompagneres af hule ‘panfløjte-ekkoer’. Lydbilledet passer perfekt til den simple musikvideo, hvor blade badet i noget, der kunne ligne babyolie, synkront slanger sig op og ned i en ‘elektronisk dance’. Et stærkt nummer, hvor rytmen ikke kan udelukke en inspiration fra Jaars – Mi Mujer. (Laura Fromm)

Girls in Airports – Rold Skov
Har du også altid drømt at besøge Rold Skov, men aldrig fået det gjort, fordi Nordjylland simpelthen er for langt et smut på en søndagsudflugt? Så frygt ej. Det  ceremonielle og minimalistiske jazzband Girls In Airports, som gav en forrygende koncert på Hotel Cecil tidligere på måneden, tager dig med på en hypnotisk skovtur, der er ligeså skøn som optagelserne fra det himmerlandske naturområde i musikvideoen. Med en hæsblæsende saxofon og halvdystre men også lyse rytmer kommer vi helt ind i skovens mørke muld og bliver samtidig løftet højt op over trækronerne i et smukt og opbyggeligt toneunivers. (Laura Fromm)

Freddie Gibbs & Madlib – Flat Tummy Tea

Der er noget, der tyder på, at 2019 kan blive året, hvor vi får den længe ventede opfølger på Freddie Gibbs og Madlibs mesteralbum Piñata fra 2014. Flat Tummy Tea er i hvertfald en spændende teaser, der bestemt holder niveau med de tidligere skæringer. Gibbs leverer rap i maskingeværstempo over Madlibs tunge produktion, der ændrer karakter halvvejs gennem nummeret og giver mere plads til Gibbs, der klinger en anelse som DMX på nummeret. (Nikolaj Boesby Skou)

Bibio – Curls

Jeg forelskede mig i Bibio på gennembrudsalbummet Ambivalence Avenue fra 2009 og i særdeleshed den charmerende Lover’s Carvings, men så mistede jeg alt to år senere på Mind Bokeh og det fjogede, corny og tenderende åndssvage midt-00’er-ironisk-poprock-track Take Off Your Shirt, og siden da har jeg faktisk ikke givet Stephen James Wilkinson en ny chance. Indtil nu, hvor den engelske producer er aktuel med det kommende album Ribbons, hvorfra førstesinglen Curls har fanget min opmærksomhed. Bibio varsler, at albummet er en akustisk genopdagelse af 60’er- og 70’er-psykadelika, soul, ambient og field recordings, og det er præcis denne kombination, der venter lytteren på Curls – krydret med Bibios genkendelige lo-fi-skramlede guitar og et overraskende fingerspids Ringenes Herre-på-besøg-i-Herredet-violinspil. (Morten Bruhn)

Skepta – Wish You Were Here

Grime-godfatherne Skepta og Wiley har haft en mindre beef over Instagram de seneste par måneder. I et forsøg på at få talt ud, tog Skepta til Wileys fødselsdag, men Wiley dukkede ikke selv op, hvilket pissede Skepta af. Det kom der diss-tracket ‘Wish You Were Here’. Hvis nummeret er det første i en lang beef, må den godt fortsætte i lang lang tid, for det får det bedste frem i Skepta. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask– 808AB

Skee Masks 2018-album Compro blev på nærværende side hyldet som et af årets bedste albums – og måske også et af årtiets bedste – og nu er den tyske techno-producer klar med første udspil siden da med ep’en 800BB. Her er det pladens lukkenummer, 800AB, hvor Skee Mask bare fortsætter i samme stil fra Compro med sin lige dele indviklede og rørende techno-electro-breakbeat-lyd. Skee Mask kan ikke gøre noget forkert. (Morten Bruhn)

Octavian feat. Skepta & Michael Phantom – Bet

Brandvarme Octavian har fået fint besøg af Michael Phantom og den levende legende Skepta på den benhårde Bet. Et simpelt men hårdtslående beat tvinger de tre rapper til at spytte korte og præcise linjer. Videoen er også værd at tjekke ud; den er holdt i sort/hvid, og det er umuligt at lade være med at nikke med i takt med briterne. (Nikolaj Boesby Skou)

Gents – Smoke Machine

Det er svært at beskrive instrumentet, og selvom det føles ufyldestgørende, er den nærmeste beskrivelse nok, at det lyder som en form for elektronisk tuba. Catchyness’en er kun overgået af omkvædets sang, der klæber sig fast til hjernen som fluer på en lort. Hør ikke nummeret to gange, hvis ikke du er klar på at have Smoke Machine så meget på hjernen, at du har svært ved at koncentrere dig om helt almindelige samtaler og praktiske gøremål. Gents er efterhånden ret populære, men det her kan være nummeret, der i kraft at både genkendelighed – men også et produktionsmæssigt fingerspitzengefühl og elegante detaljer – giver Gents det helt store gennembrud. (Mathias Gavnholt)

Modeselektor – Wake Me Up When It’s Over

Selvom begge er elektroniske, er der langt fra Aviciis Wake Me Up til Modeselektors nummer tyskernes seneste album, Who Else. I hvad der ligner en hyldest til Aphex Twin indledes sangen med forvrængede mandlige stønnelyde som baggrund til lækre layers, der stille og roligt bygger op, som man kender det fra Modeselektors mere “rolige” numre. Nummeret peaker ved at flå lytteren ud af velværen og ind i ny lydboble af trommer i sjette gear og tunge synths, der kører i syvende eller ottende. Der er sket meget, siden tyskernes klassiske komponister dominerede musikscenen, men på trods af at lyden er anderledes, føles Wake Me Up When It’s Over langt hen ad vejen mest af alt som en storladen komposition. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SKYSKRABERE 2018: Årets albummer

Kære læser.

Først og fremmest vil vi sige jer tusind tak for jeres selskab i løbet af 2018, som snart lakker mod enden. Som flere af jer måske allerede har bemærket, er vores blog nu 10 år gammel, og selvom vores produktivitet i løbet af året måske ikke bevidner det, har det været et rigtig godt år. Vi håber, at I også vil sidde tilbage med samme fornemmelse, når I har læst og lyttet til Regnsky-skribenternes bud på de albummer fra i år, der for alvor skiller sig ud. Og ikke nok med, at det har været et stærkt år – det har også været et mangfoldigt år, og selvom vores liste bærer præg af alt fra dansksproget lofi-pop til dronningen og kongen af indie rock og videre over til banebrydende hiphop, så kan ingen årsliste illustrere den tætte urskov af kreativt liv, som dansk musik bærer rundt på.

Og det skal vi værne om. Problemet er, at det ikke er alle, der gør dette. Om et år skal vi takket være politisk besluttede nedskæringer i DR vinke farvel til radiostationerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz, der har spillet og spiller en stor rolle i formidlingen af skæv og nichepræget musik. Og netop mangfoldigheden savner også et skub, når man kigger på det (snart) forgangne års festivalprogram. Kvinderne er underrepræsenterede, nogle steder mere end andre. Tinderbox er den helt store synder, og her lyder undskyldningen, at deres bookere særligt lider under, at der findes så få kvindelige dj’s. Det er bare ikke rigtigt. Og vi slutter i hovedstaden, hvor politikerne på Københavns Rådhus forsøgte at få implementeret nye og mere restriktive støjgrænser for aktiviteter i Københavns byrum. Den nye grænse skulle gå på 60 dB, lød forslaget i det kommunale forskrift. Det er et støjniveau, vi kender fra en almindelig samtale mellem to mennesker. Men takket være en stor protest mod forslaget samt en underskriftsindsamling, der genererede 27.000 underskrifter mod forslaget, besluttede Teknik- og Miljøudvalget i sommer, at forskriftet for udendørs musikarrangementer skal ændres. Så vi holder vejret til foråret 2019, hvor et nyt forskrift efter høringssvar bliver fremlagt.

Og mens vi gør det, må vi blive ved med at kæmpe for de bedste vilkår for musikkens strømninger. Men nu er det tid til at kigge tilbage på de særligt positive ting, som musikåret bød med sig.

Against All Logic – 2012-2017

Det kan komme som lidt af en overraskelse, når en personlig favorit har udgivet at album, som man slet ikke har opdaget. Det er nemlig Nicolas Jaar, der står bag Against All Logic, som inden 2012-2017-udgivelsen kun havde udgivet enkelt numre. Men i modsætning til Nicolas Jaars eget og hans fantastisk Darkside-projekt er 2012-2017 enormt udadvendt og i højt tempo. Det er tilbage til klassisk house, men med en mængde af samples, der i størrelse kan måle sig med Kanyes megalomani. Ja, han sampler faktisk Kanye på et nummer. Et komplet album, der minder om et DJ-sæt i opbygningen – hvor man hele tiden spidser ører og lytter efter, hvad den næste musikalske godte mon består af. (Mathias Gavnholt)

Alle – Dine Pæne Øjne

Ja, et tilbagelænet pop-album med banale tekster som “Selvom du er sød // Ka’ du godt vær’ fræk // Selvom du er blid // Ka’ du godt vær’ fræk” kan sagtens gøre sig til blandt årets bedste plader. For bag aliaset Alle gemmer sig den dygtige house-producer Natal Zaks (DJ Central), der træder helt nye pop-græsgange med albummet ‘Dine Pæne Øjne’. Legende let, lakonisk og næsten kurrende går han igennem centrale følelser for ethvert ungt hjerte. Zaks’ producerbaggrund skinner dog stadig igennem, for det er et popalbum, der værner meget om sine instrumentaliseringer. Igennem ‘Dine Pæne Øjne’ er den skramlet og legesyg, med få armbevægelser og bestræbelser når den rigtig langt ind i hjertekulen på denne lytter.

Beach House – 7

Baltimore-bandet gjorde det igen på 7. De inviterer lytteren med på en vidunderlig drømmeodyssé, når tonerne flyder ud af højtalerne, og man lader sig rive med. Jeg synes, Beach House formår at udviske grænserne i deres musik, uden det bliver mudret. På den måde er 7 en helhedsoplevelse, og derfor fortjener den at være et af årets vigtigste albummer. (Nikolaj Boesby Skou)

GDRN – Hvað ef

I år har jeg været så heldig at opdage den islandske sangerinde GDRN, og sikke et dejligt bekendtskab. GDRNs debutalbum Hvað ef består af bløde og dybe elektroniske elementer med en særlig nordisk kant, især tilføjet af det smukke og – i mine ører – mytiske islandske sprog. Albummets højdepunkter er efter min mening titelsangen Hvað ef, Það sem og Ein, men jeg synes, at alle sangene fortjener et lyt – eller mange. GDRN er i hvert fald blevet en fast del af min playliste, og jeg håber, at der er nye udgivelser på vej fra det høje nord i 2019. (Line Mortensen)

Janelle Monáe – Dirty Computer

Et fuldkomment mesterværk. Mindre vil jeg ikke kalde Janelle Monáes fuldstændig fantastiske album Dirty Computer. Med en lang video, der binder alle sangene sammen og fremviser Monáes dybe og samfundskritiske sangskrivning, blæste den amerikanske sangerinde mig fuldstændig bagover, da “Dirty Computer” blev allemandseje. Det er en næsten umulig opgave for mig at fremhæve enkelte sange på den helhedsoplevelse, som “Dirty Computer” er, men hvis man har hengivet sig til at streame singler fremfor albummer, så vil jeg alligevel sige, at man bør smide powersangen Django Jane, førstesinglen Make Me Feel og den geniale Pynk på playlisten i første omgang. Men igen …. hele albummet fortjener en plads. Nu kan jeg ikke gøre andet end at krydse alt, hvad jeg har, og håbe på, at Roskilde Festival offentliggør Monáe. (Line Mortensen)

Jon Hopkins – Singularity

Klassisk musik og house er to genrer, man normalt ville tænke er noget langt fra hinanden. Det er det ikke på Singularity, hvor smukke, følelsesladede klaversekvenser bliver bundet sammen med Hopkins’ velkendte house. Singularity er i den grad en enhed, og det er umuligt at anbefale et nummer, for det hele hænger sammen – og det er det, der gør Singularity så fantastisk. (Mathias Gavnholt)

Kali Uchis – Isolation

Den colombianske sangerinde debuterede med et brag. Isolation er en smuk blanding af latinamerikanske rytmer og diva-pop. Kali Uchis har samlet et stærkt hold bag sig med producere som Kevin Parker og Damon Albarn. Det er et meget alsidigt album, men Uchis stemme er den røde tråd, der binder alle de musikalske indtryk sammen. Det er absolut noget af det bedste, 2018 havde at byde på. (Nikolaj Boesby Skou)

Octavian – Spaceman

Spaceman var et forfriskende originalt pust ind i en genre, der har stagneret de seneste par år: OVO-lyden der kendes fra PartyNextDoor, Roy Woods, Bryson Tiller osv., og som også har været populær herhjemme. Octavian har taget den melankolske R&B og givet den et drys af grime og house, og nu har lyden fået en helt ny smag. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve ham på Journey-festival og på Roskilde festival til sommer. (Nikolaj Boesby Skou)

Pusha T – Daytona

Pusha Ts Daytona var en del af et spændende projekt, Kanye West havde gang i i 2018. De kompakte og korte albums blev spyttet ud henover sommeren til overvejende positiv modtagelse. Jeg synes, Daytona er den skarpeste, og jeg kan ikke få nok af Virginia-rapperens raspende røst. Han lyder så gritty uden at kamme over i en parodi. Der er en helt vild nerve på ’Daytona’, og man bliver blæst bagover fra første sekund. (Nikolaj Boesby Skou)

Robyn – Honey

Årets tre bedste tracks kunne meget vel alle sammen være fra Robyns nyeste album, for det er fyldt med catchy hits. Et album, der på trods af, at Robyn fik sit gennembrud i 90’erne, føles enormt aktuelt. Det er moderne, men det er samtidig tidløst, og det er meget sjældent, at et album formår det. Det eneste andet, jeg kan komme på, der for nylig har præsteret det samme, er A Tribe Called Quests We got it from here… Thank you for your service. Robyns ærlighed og geniale tekster er alt andet end fraværende og balancerer som altid på grænsen mellem konkret og abstrakt, så alle kan være med, men ingen mangler noget at tænke over. (Mathias Gavnholt)

Skee Mask – Compro

Hvis Boards of Canada var tyskere og lavede techno – så ville det muligvis lyde noget meget i retning af Skee MaskCompro, der for mig står som årets absolut bedste elektroniske album – og potentielt også et af de bedste fra det seneste årti. Skee Mask aka Brian Müller er simpelthen et naturtalent og til at programmere trommer og til at skabe sjælerensende ambience. Compro er et album med mange udtryk – se bare overgangen fra Dial 274 til VLI – men det er også stærkt centreret omkring Müllers mesterlige fornemmelse for soundscapes, stemninger og en art techno, både egner sig på et dansegulv men i høj grad også til hjemmelytning. Og der er vi tilbage til Boards of Canada-associationerne. For ligesom med det skotske brødrepar er der med Skee Mask mulighed for at opdage nye musikalske hjørner og referencer ved hver gennemlytning. Et helstøbt og langtidsholdbart mesterværk.

Tove Styrke – Sway

Det perfekte popalbum kom i år fra den svenske sangerinde Tove Styrke. De ni sange, der er at finde på Sway, passer perfekt ind i samme lydunivers med Styrkes vokal i fokus. Med personlige højdepunkter som On The Low og On A Level synes jeg, at svenskeren sætter barren utrolig højt. At hun også har valgt at inkludere et cover af en af mine favorit-sangere, Lorde, gør kun albummet endnu bedre. (Line Mortensen)

V/A – Kulør 001

Det efterlod et musikpublicistisk techno-tomrum i København, da Najaaraq Vestbirk (Courtesy) og Sara Svanholm (Mama Snake) i foråret indstillede arbejdede med pladeselskabet Ectotherm, der siden begyndelsen i 2016 nåede at udgive fem ep’er med lokale producere. Men det var to skridt tilbage og tre skridt frem, for ud af Ectotherm-asken hejste Courtesy egenhændigt det nye pladeselskab Kulør, hvis første udgivelse – der udkom i oktober – er en 12 numre lang kompilation med nyt materiale fra de københavnske techno-aktører. Og resultatet er både vellydende og noget, som scenen skal bryste sig med stolthed over. Musikken er med sit høje tempo først og fremmest skabt til natklubberne, men der er også produktioner, der løfter sig op fra dansegulvet. Schackes Automated Lover, IBONs No Sleep, Sugars Drowner og Funeral Futures ‘Heute Nicht kryder langsommeligt opbyggende melodier med hårdhudet techno-emotionalitet og 90’er-trance – bare uden de ironiske laserlys-indbydende breaks. (Morten Bruhn)

Yves Tumor – Safe In The Hands Of Love

Årets grænseeksperimenterende succeshistorie tilhører amerikanske Sean Bowie aka Yves Tumor. I efteråret udkom han med den selvbiografiske og åbenhjertige ‘Safe In The Hands Of Love”, der kombinerer dream-pop, noise og sløret 90’er-r’n’b, og som er fyldt med en masse følelser, så de nærmest er ved at flyde over. Det er på en måde pop, men ligesom med de musikalske artsfæller Arca og Mykki Blanco flyder han frit uden om regler og konventioner – og det gør han med stor succes og bred appel.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SKYSKRABERE 2018: Årets tracks

2018 var et stort år for Regnsky. Bloggen fejrede sin 10 års fødselsdag, udvidede skribentstaben til ni bidragsydere og havde generelt et optursmusikår. Men hvad lyttede skribenterne til, og hvad vil de især huske musikåret 2018 for? Det fortæller fire Regnsky-skribenter, der kommer forbi alt fra The Internet og Robyn til innovative Ross From Friends og dansk italotechno fra Kasper Marott.

Anderson .Paak – Til It’s Over

En af årets mest elegante singler, der low-key er ret dansabel. Det er FKA Twigs i hvertfald enig i, for hun dansede sangen ud i et syret udtryk i en reklame for Apple, instrueret af Spike Jonze, der virkelig er et kig værd. Jeg synes, sangen viser, at .Paak godt kan bære at være underspillet uden at miste sin ukuelige charme, og det klæder ham godt. (Nikolaj Boesby Skou)

Angèle – Balance ton quoi

Med mine folkeskolefranskkundskaber har jeg absolut ingen ambitioner om at forstå mere end maks. fem pct. af Angèles ordforråd, men heldigvis er det heller ikke nødvendigt, når musikken taler alle verdens sprog. Balance ton quoi er en dejlig sød popmelodi tilsat et par skæve synths, der måske er inspireret af Paris’ harmonikaer, hvem ved? Det er en sang, der godt kan få gang i mit stive stativ, selv når jeg står og bander over opvasken. (Nikolaj Boesby Skou)

Barker – Low How Hard I’ve Tried

Sam Barkers solodebut på Berghain-pladeselskabet Ostgut Ton er et af årets bedste techno-ep’er, og så byder den ikke engang på ét eneste trommeslag over skivens fire numre og mere end 20 minutters spilletid. Ep’en fusionerer trancens mest euforisk og melodiske stunder med en pulserende techno-tilstedeværelse. Look How Hard I’ve Tried synes måske ved første gennemlytning at tippe over af akkordsammenslutninger ad flere omgang, men holder sig evigt lige til grænsen af ekstase, som også fremkaldes af sine lytter. (Morten Bruhn)

Brockhampton – Weight

Med sit fjerde album på lidt over et år og et bandmedlem mindre skulle man tro, kreativiteten begyndte at sætte begrænsninger for drengene i Brockhampton. Det gør det bare ikke, og det ser man i sær på Weight fra Iridiscence-pladen, hvor skarpe rim og tætte produktioner mødes i en sublim blanding af hiphop og drum’n’bass. (Mathias Gavnholt)

Earl Sweatshirt – Cold Summers

Indrømmet, det var svært at vælge en sang fra Earl Sweatshirts eminente album Some Rap Songs, men valget faldt på ’Cold Summers’, fordi det bare er så stærkt. Det hele holder på det 66 sekunders lange nummer. Ét vers, ét beat og ikke så meget pis. Det er er Earl, når han i min bog er bedst, med rim der som sild i en tønde står mast sammen som en tætpakket 5C på en sludregnende decemberdag. (Nikolaj Boesby Skou)

The Internet – Come Over

Skal det være drevent, skal det godt nok også være drevent for at fungere. The Internet er næsten for ligeglade til at spille eller synge. Syd crooner apatisk hele sangen igennem, og på trods af, at hun beder om at komme over til dig sent om aftenen, virker det som om, hun egentlig gør dig tjeneste. Ingen er dog mere kostbare end mit mancrush Steve Lacy, der spiller den mest tilbagelænede guitarsolo på Syds opfordring, og det irriterer mig hver gang, jeg hører sangen, at han slipper af sted med det. (Nikolaj Boesby Skou)

Kasper Marott – Keflavik

Den unge producer med opvækst i Skee lige uden for Roskilde har med Keflavik ikke blot stået for et af årets absolut bedste numre – Kasper Marott har også leveret et nummer, der nærmest fuldstændig indkapsler den københavnske technoscene anno 2018 med hvad det indebærer af virilitet og global appel. Marott mixer en dominerende italo-bassline ind i et højt tempo – 135 bpm – med tunge trommer og adskillige breakdowns, og resultatet er en både charmerende og kløgtig banger. Ep’en af samme navn er udgivet på ingen ringere end Modeselektors pladeselskab, Seilscheibenpfeiler – og ja, det er så godt som Kasper Marotts endegyldige internationale gennembrud. (Morten Bruhn)

Loidis – A Parade

Brian Leeds er for de fleste bedst kendt under producer-aliaset Huerco S, men i 2018 udkom den amerikanske house- og ambientproducer med to til lejligheden nye aliaser, Pendant og Loidis. Hvor Leeds som Pendant udgav et ganske fint ambient-album, viste han med “mikrohouse”-projektet (egne ord) Loidis og ep’en A Parade, In The Place I Sit, The Floating World (& All Its Pleasures), hvad det er, han gør allerbedst. Den syv minutter lange A Parade – pladens åbningsnummer og korteste track – veksler konstant mellem atmosfærisk house placeret i front og sensibel ambience bølgende i understrømmen. Dette i en perfekt ratio, og det lyder slet og ret fremragende og forfriskende. (Morten Bruhn)

Pil – Nattely

Den danske sangerinde Pil har i år udgivet hele to ep’er, Side A og Side B. På Side A gemmer sig det hjerteskærende nummer Nattely blandt en række engelsksprogede sange. Pils endnu eneste dansksprogede sang er en smuk følelsesbombe, der rammer lige i hjertekuglen gang på gang. Jeg har skamhørt denne sang, siden den blev udgivet tilbage i marts, og jeg har ingen intentioner om at stoppe. (Line Mortensen)

Robyn – Missing U

I år gjorde Robyn stort comeback med albummet Honey, og førstesinglen Missing U indfriede alle mine (store!) forventninger til den svenske sangerinde. Nummeret er en perfekt blanding af den nye moderne-Robyn og den gamle velkendte party-Robyn, og Missing U fik med det samme en plads på min playliste. Jeg har da også allerede kriller i maven over, hvor fedt det bliver at høre hende live på Roskilde til næste sommer! (Line Mortensen)

Ross From Friends – John Cage

Ross From Friends er tilknyttet Flying Lotus’ pladeselskab Brainfeeder, og det er meget typisk, at disse kunstnere udviser innovation i sådan en grad, at mange bare synes, det er en mærkelig samling af tilfældige lyde og skæve trommeslag. På John Cage formår Ross From Friends at ramme den gyldne mellemvej, hvor han udfordrer house-genren men samtidig giver lytteren har en fornemmelse af, at hvert enkelt trommeslag sidder lige, hvor det skal. (Mathias Gavnholt)

Sheck Wes – Mo Bamba

Der er sange, der får dig til at stoppe op, der er sange, der får hårene til at rejse sig, og så er der ’Mo Bamba’. Sheck Wes’ gennembrudshit får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig på en god måde. Sangen består af fire gange omkvæd kun kortvarigt afbrudt halvvejs af et skingrende vanvittigt vers. Det er en gigantisk ørehænger og Wes’ rå Harlem-energi har ingen værdig modstander lige i øjeblikket. Det er simpelthen umuligt ikke at lade sig rive med, når han skriger ad-libben ’Bitch!’. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask – Flyby VFR

Ja, det var et rigtig godt år for elektronisk musik, særligt når man tænker på alle velproducerede genrehybrider, der fandt vej igennem til en universel anerkendelse. Skee Masks (aka tyske Bryan Müller) album Compro var en af dem, og albummet høstede både i Pitchfork, Resident Advisor og talrige andre medier skyhøje roser for dets fjerlette techno og for Müllers perfektionistiske tilgang til både produktionen og trommerytmikken over Compros 12 numre. Der er så mange numre at fremhæve fra dette mesterværk af et album, men jeg kan ikke komme udenom at nævne den atmosfæriske Flyby VFR. Start der, og sæt så efterfølgende hele albummet på! (Morten Bruhn)

Tove Styrke – On The Low

Tove Styrkes album Sway fra maj er en lille skattekiste fyldt med fantastiske numre til enhver popfan. Det er næsten umuligt for mig at udpege et enkelt nummer fra albummet, men valget er faldet på den snigende og quicky On The Low. Med sin evigt uforløsende og ikke-eksisterende opbygning samt Styrkes næsten hviskende vokal falder On The Low på en dejlig måde uden for den klassiske popformel. (Line Mortensen)

6lack – Pretty Little Fears

Om det er r’n’b, trap-soul eller pop, ved jeg ikke, men det kan alt det, et godt popnummer skal kunne. Omkvædet sidder fuldstændig fast, og man kan høre nummeret igen og igen. Samtidig er det inderligt, ærligt og velproduceret. Og så synger han sublimt på tracket. Og så har han også lige J. Cole med. Behøver jeg at sige mere? (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.