SKYSKRABERE 2018: Årets mest læste artikler på Regnsky

Vi har de seneste uger kigget ud på musikbranchen; vi har både kigget tilbage på året, der meget snart er gået, og vi har forsøgt at se lidt ud i fremtiden og finde nogle af dem, vi måske skal kigge tilbage på, når 2019 er gået. Men nu skal vi til det: Vi skal kigge indad. Eller rettere sagt, vi skal kigge på det, som du, kære læser, har kigget mest på i 2018. Det er ved at udvikle sig til en tradition, at vi samler en top 10 over årets mest læste artikler på Regnsky – og det gør vi selvfølgelig også i år, for det er sådan, traditioner virker.
Lige en enkelt disclaimer, inden vi går i gang: Vores jobopslag, hvor vi søgte nye skribenter, har sneget sig ind i top fem (tak for det!), men den er sgu nok ikke voldsomt spændende at læse igen, så jeg har valgt at se bort fra den i årets top 10. Fuck da system – let’s rock’n’roll!

Nummer 10: Future Sound – fem udvalgte portrætter fra programmet
Mirja varmede tilbage i april op til Future Sound 2018 ved at se nærmere på nogle af de mest interessante artister på deres program, som bl.a. talte KLIPO, Ponti og Klaptrae. Det fangede manges nysgerrighed – i hvert fald nok til at gøre artiklen til årets 10. mest læste på Regnsky.

Læs artiklen her.

Nummer 9: Hvad har Danmark gjort for at fortjene The Minds of 99?
Ja, der er et spørgsmålstegn i overskriften, og så ved man jo, at det er Rasmus, der har været på spil. Som den ægte RUC-dimittend, han er, gik han analytisk tilværks for at finde ud af, om vi egentlig har fortjent så dygtigt og ydmygt et liveorkester som The Minds of 99 på den danske musikscene.

Få (måske) svaret her.

Nummer 8: RUNNING MUSIC – Teitur/Mads Björn 2017
Det kan måske virke sjovt, at vi har en artikel med 2017 i titlen på vores mest læste over 2018, men det kan vi takke vores overraskende mange løbeglade læsere for. Selvom det er en ganske kort artikel, var der rigtig mange af jer, som gerne lige ville tjekke Teitur og Mads Björns eminente løbe-EP ud. Tag det som en opfordring til at få brændt lidt af julekalorierne af!

Løb dig en tur med den her.

Nummer 7: “Jeg er jo egentlig sådan en genert og introvert type, der har pendulerende storhedsvanvid og selvværdsproblemer”
Det er enten Zetland eller Rasmus, der har skrevet denne artikel, fortæller overskriften mig. Og ganske rigtigt: Rasmus udligner Mirjas føring med sin anden artikel på årets top 10. Han tog hjem til Jacob Aksglæde på Amager for at drikke kaffe og sludre om livet, efter Jacobb havde fanget Rasmus’ opmærksomhed til Egmont Festival.

Læs interviewet her.

Nummer 6: SPOT, for helvede, hvorfor er du så dejlig?
Spørgsmålstegnet er tilbage! Rasmus og undertegnede var traditionen tro på SPOT Festival i 2018, og det kastede denne kærlighedserklæring af sig fra Rasmus, der gik direkte i hjertet på mange af jer. Selv kunne Rasmus ikke lade være med at hylde Gents, Athletic Progression og Barselona. Jeg vil nøjes med at hylde en rigtig fin artikel om en rigtig dejlig festival.

Bliv forelsket i SPOT her.

Nummer 5: SILQUE udgiver ny single!
2018 har i høj grad været et SILQUE-år på Regnsky. Takket være dem selv og takket være Rasmus. De optrådte til vores 10-års fødselsdagsfest på Jolene i efteråret, men et halvt år tidligere havde de udgivet en ny single. Og det gjorde vi opmærksom på med udråbstegn og det hele. Om det var udråbstegnet eller de lækre synths, som lokkede læserne til, skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald nok til at gøre artiklen til årets femte mest læste på Regnsky!

Læs om den “nye” single her!!!

Nummer 4: Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger
Mens Rasmus bruger alverdens tegn som sin signatur, så er jeg narcissistisk nok til simpelthen bare at putte mit navn i overskriften. SPOT har altid været en favorit blandt vores læsere, og i år var ingen undtagelse. Jeg anbefalede alt fra Ea Kaya og Ane Monsrud til Takykardia og Jada, og man må sige, at det er gået ganske udmærket for især Jada og Ea Kaya i 2018. Måske bliver 2019 året for resten af SPOT-listen…

Tjek SPOT-anbefalingerne ud her.

Nummer 3: Fem ting, vi lærte af Roskilde Festivals endelige line-up
Selvom SPOT er populær, er der ingen danske festivaler, som kommer i nærheden af Roskilde Festival i popularitet. Derfor er det heller ingen overraskelse, at Mortens gennemgang af årets line-up var populær blandt vores læsere. Her roste han blandt andet festivalens elektroniske program, mens han var mere skeptisk over for valget af Saveus som åbningsnavn på Orange Scene.

Læs hele analysen her.

Nummer 2: Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!”
Hvis der er nogen, der trækker læsere til, så er det de danske jazz-konger fra Athletic Progression. De stod bag årets mest læste artikel på Regnsky sidste år, og Mirjas reportage fra Montens åbningsfest sniger sig helt op på en andenplads over de mest læste artikler på Regnsky anno 2018. Det der jazz kan åbenbart et eller andet…

Find jazzhænderne frem og læs reportagen her.

Nummer 1: Eksklusiv premiere: Mellemblond – “Elsk og bliv elsket”
Der havde været ret stille om Kristoffer Munck Mortensen og hans alias Mellemblond i cirka tre år, inden han først på året slap singlen “Elsk og bliv elsket”. Han har tydeligvis været savnet – og i en sådan grad, at min artikel om hans nye single blev årets mest læste artikel på Regnsky i 2018. Stort tillykke til Kristoffer/Mellemblond!

Lyt til singlen her.

Det var simpelthen årets top 10. Tilbage er der kun at ønske jer alle et rigtigt dejligt nytår, og så håber jeg, at vi læses ved i det nye år, hvor vi godt kan love, at der vil være en masse spændende både ny og gammel musik. Måske udvider Rasmus sågar sit repertoire af tegn til at omfatte et semikolon… Stay tuned!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. First of all I want to say wonderful blog! I had a quick question in which I’d like to ask if
    you don’t mind. I was interested to find out how
    you center yourself and clear your head prior to
    writing. I’ve had a tough time clearing my thoughts in getting my ideas out
    there. I truly do enjoy writing but it just seems like the first 10 to 15 minutes are
    lost simply just trying to figure out how to begin. Any suggestions or tips?
    Many thanks!

  2. Peter Pishai Storgaard says:

    Hey man,
    First of all, thank you for the kind words. Really appreciate it!
    As for your question, I really think it’s about going somewhere where you feel comfortable and take your time. It’ll come to you, when it comes to you. You can’t force it. And then you really just have to start writing. It may be shit at first, but then you rewrite it – and rewrite it. At some point, you may end up with what you envisioned.
    All the best,
    Peter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

SILQUE udgiver ny single!

Ahh, ENDELIG hører vi nyt fra SILQUE. Deres album Gloria udkom i slutningen af sidste år, og jeg havde fornøjelsen af at møde drengene en torsdag på Nordvest Ølbar til et af de sjoveste interview, jeg har lavet. I dag har de udsendt den nye single “Drive”, som tegner utroligt godt for, hvad der kommer i fremtiden.

Drive er en stærk synthbåren single. Hooket får tankerne hen på en solid 80’er sang som “Tell it to my heart”, men det gør egentlig heller ikke noget, fordi selvom det er velkendt, så er det stadig deres eget. Man drømmer sig langt væk til dagslange rejser på motorveje, men den er mere Route 66 end den er Autobahn, og den lysere og drømmende tone gør den til et virkelig godt forårschiller-hit, som jeg synes er værd at starte weekenden på.

Jeg fangede lige drengene til en hurtig kommentar om singlen:

Har I overvejet, hvor meget jeres synth lyder som “Tell it to my heart”?

  • Vi har ærlig talt aldrig hørt “Tell it to my heart” før, men vi må da indrømme, at Taylor Dayne har skrevet en ret god synthmelodi, som er rimelig catchy. Vi vil dog mene, at vores er en smule bedre. Ej, det siger måske bare lidt om hvor hurtigt man kan komme til at lyde som andre solister og bands. Syret sammentræf. Måske vi laver en cover/medley-udgave live snart.

Kan man forvente mere musik i samme stil fremover?

  • Ja man kan sagtens forvente mere at denne sound fremover. Vi ser Drive som en forsmag på den kommende udgivelse som er mere præget af synths og hooks end vores tidligere musik.

Det tegner rigtigt godt for SILQUE’s kommende musik, og jeg personligt glæder mig til at høre flere af deres synths og hooks. Du kan tjekke SILQUE ud live den 6. april her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

“Vi vil gerne være lige så store som Marcus og Martinus!”

Fra venstre mod højre: Anders, Mads, Mathias og Lauge. Tilsammen udgør de SILQUE

SILQUE er navnet på hedengangne Disarray Son’s nye projekt. Eller, projekt er måske tarveligt sagt, fordi de har lige udgivet deres første album under titlen “Gloria”, og så må man gerne være lidt mere end et projekt, tænker jeg. De fire gymnasievenner fra Køge har spillet sammen i syv år, men har ændret koncept og stil med deres nye band. De vil helst ikke genredefinere deres musik, men det bringer tankerne hen på Beatles mm.

Jeg stødte på deres album tilfældigt, og så fik jeg lyst til at dele det med jer. Det lød ret fedt, synes jeg, så jeg blev nysgerrig efter at vide mere om herrerne bag, og så mødte jeg dejligt selvironiske og selvindsigtsfulde Lauge, Anders, Mads og Mathias på Nordvest Ølbar en regnfuld torsdag eftermiddag.

Hvor meget er der overhovedet tilbage af Disarray Son?

  • Os. Ellers kun de mange år, vi har spillet sammen og det venskab, vi har bygget op. Og fire tatoveringer.

Hvad er det for nogle tatoveringer?

  • Ja, det var nogen, vi fik…

Javel, ja… Hvorfor ændrede i navn og koncept?

  • Vi havde brug for en ny start. Vi følte lidt, at den her garagerock var ved at løbe ud for os. Vores studiesession skulle have varet en måned, men endte med at vare fire, så der kunne vi mærke der skulle noget nyt til.

Hvordan føles det at udgive jeres første album?

  • Det bliver fedt. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Vi har skrevet og komponeret på det siden sidste sommer. Nu har vi et HELT album, ligesom man hørte på CD på drengeværelset eller på forældrenes vinyl, og lige pludselig er det ens egen lyd og ens egen musik. Det er en form for komplethed. Vi har haft udgivet singler før, men det med at udgive et helt album på vinyl, det er, som det skulle være i drømmen.
  • Det er vildt at tænke over, at man står med en fucking vinyl, man har lavet, man. Fra start til slut. Det er et fuldt værk.

Hvad er det SILQUE kan, som Disarray Son ikke kunne?

  • SILQUE kan tage mange flere chancer. Før i tiden var vi meget mere fastlåste i et eller andet rockmantra. Vi har en meget større frihed til at gøre lige, hvad vi har lyst til, og det fordrer bare rigtig meget kreativt.

Hvem er det, I lader jer inspirere af?

  • Det er meget flygtigt. Der er altid de klassiske som Beatles, men jeg tror, vi er blevet bedre til at høre et nummer i radioen og tænke “Fuck det var dårligt, men den der groove eller det der beat, det er sindssygt inspirerende”. Så det er en blanding af de gamle pop og rock-kompositioner, samtidig med at man prøver at absorbere det, der er moderne.

Hvordan vil I så genredefinere jer selv?

  • Mads: Ordet genrer… Jeg hader det! Jeg vil bare gerne kalde det alternativ rock, for det er sgu egentlig rimelig bredt. Det er dækkende, fordi vi giver os lov til at bevæge os i forskellige retninger.
  • Lauge: Ja, lige nu er det dækkende, men man ved aldrig, om vi laver to hiphop singler nu. Du må gerne citere mig for at sige, at genrer er noget pis, lyt til musikken, og bestem selv, hvad du synes.

Men er I ikke bange for, at I får påduttet en eller anden genre?

  • Så skal vi nok gøre det bedste for at undvige. Så ændrer vi bare stil igen!
  •  Det er subjektivt. Det er som at skulle skrive en personanalyse af sit eget barn. Det er unikt, det er perfekt. Der vil nok komme noget, hvor man siger, det der, det er pop, og det der, det er smadderrock, men også derfor har vi snakket os frem til, hvad vi skulle svare, hvis der kom en eller anden fra en blog og spurgte, hvilken genre vi er, så siger vi alternativ rock.

Ja, det er godt nok bredt. Alt fra Radiohead til Rage Against The Machine…

  • Ja, men genren er alternativ rock, og held og lykke med det!

Ok, fair nok. Genredefinition er et følsomt emne. Jeg har for nylig lavet et interview med Fugleflugten, der som det første sagde “Vi er ikke fucking shoegaze”.

  • Det er vi heller ikke! Vi er heller ikke fucking shoegaze!

Skide godt. Nu har I udgivet album. Hvad er målet så her fra?

  • Vi vil gerne være lige så store som Marcus og Martinus. Vi vil gerne spille Royal Arena for 12-årige piger og deres forældre. Det er næste skridt. Lige inden det, så vil vi gerne holde trit med branchen. Få spillet en masse koncerter og få udgivet en masse sange og give folk en masse forskellige indtryk af, hvad SILQUE det kan være. Uden at gå i detaljer så har vi meget klare planer for 2018, og der kommer til at ske ret meget. No spoilers.

Er der et dybere budskab, eller noget I gerne vil sige med “Gloria”?

  • Det er ikke et album, der prædiker. Der er ikke noget større budskab, andet end at det er en identificering af nogle af de problemer, der hører til i livet generelt. Dagligdagsfortællinger fra ting der kan være svære, ting der kan være håbefulde og ting, der kan gøre en optimistisk. Det er måske bare et håb om, at der er nogen i sidste ende, der kan høre de her sange og tænke: “Puha, sådan har jeg det faktisk også!”. Håbet er, at der er nogen, der kan høre de her sange, og så have vidt forskellige opfattelser af, hvad hver sang betyder. Vi har før oplevet, at en pige kom over til os og påpegede et nummer, som hun var blevet helt forelsket af, men hvor vi faktisk skrev det som en break-up sang. Det er jo helt fantastisk! Det er ligesom med “Every Breath You Take”, der i virkeligheden handler om en stalker..

Så “Hey Brother” er det en, der er super stalker-agtig omkring sin egen bror?

  • Anders: Haha! Nej, det er det sgu ikke. Det er, rent personligt for mig, en kærlighedserklæring til min bror. Det, der er essensen af nummeret, er, at der altid er en lige omkring dig. Om det er så er en bror, søster, kvinde, mand, whatever, der er altid en omkring dig, hvor du tænker, den person gør det worthwhile, når du har det af helvedes til.

Så der er ingen reference til Avicii i den?

  • (Alle griner og klapper) Anders: Jo! Nu sagde jeg jo bror, men jeg mente Avicii. Det er ham, der gør det worthwhile. Det er en tribute til housemusic!

Hvordan er jeres interne dynamik? Den virker ret god, men hvis I selv kan sætte ord på den?

  • Altså, det er kun på overfladen! Vi er rigtig, rigtig gode skuespillere. Ej, det er en af vigtigste ting for os. Vi havde en ret dyb snak omkring det. Ud ad til er vi sgu bare os. Vi går selvfølgelig ikke på scenen i vores hverdagstøj, men det er ikke nok bare at snakke med Anders. Det hedder “vi”. Vi er EN ting. Vi er bedste venner, og vi gør en dyd ud af også at ses, når vi ikke øver. Men vi ser dog også andre på siden. Haha.

Så der er ikke en, der pludselig går solo?

  • Anders: Nej, desværre ikke. Jeg gør måske. Jeg havde tænkt mig at lave noget psytrance..

Nu har I udgivet et album, og det ret professionelt, men er I så et sted, hvor I satser 100% på musikken?

  • (Alle fire i kor) Ja! Der er ingen vej tilbage nu. Mads: Det er i hvert fald en kæmpe motivationsfaktor for mig. Jeg tror, vi alle sammen har brug for at gøre det 100%. Det handler også om, at det er en vigtig ting for os at spille sammen og lave musik, og jeg ville personligt have ret svært ved at spille, hvis SILQUE var et hobbyband. Det ville jeg faktisk ikke gøre, tror jeg. Jeg ville ikke kunne slæbe mig selv en enkelt gang om ugen over i øvelokalet og stå og spille lidt Thomas Helmig. Ikke at der er noget galt med Thomas Helmig. Jeg elsker Thomas Helmig.
  • Anders: Vi arbejder rigtig, rigtig hårdt. Vi vælger selv at kalde os Danmarks mest hårdtarbejdende band.

Det er simpelthen en ting, du gerne vil citeres for?

  • Øeeeh…. Ja? Vi har Danmarks kedeligste band, det er TV-2, så tager vi den der!

Har I nogen rivaler, eller nogen I sammenligner jer med?

  • Marcus og Martinus. Det er helt klart vores største rivaler. De snakker jo netop om daglige struggles. Der er altid den der pige, du jagter i skolegården. Ogææææh, de tjener flere penge, end vi gør.. Og de har ikke engang fået låst deres børneopsparing op.

SILQUE’s debut album “Gloria” kan høres på Spotify eller erhverves på vinyl hos Route 66 på Fælledvej!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.