Årets album – marts & april

Det sneede, da foråret begyndte. Det gjorde ikke spor. The New Spring var all over, det kom Shout Wellington Air Force også til at være. I den helt anden lejr debuterede Taragana Pyjarama endelig. Og det til bravour. Vi er altså kommet til marts og april i årsafrundingsføljetonen. Første afsnit – januar og februar – kan læses her.

Marts

The New Spring – The New Spring
Første marts var den perfekte udgivelsesdato for første singlen “The Glow”. Jeg kan ikke forestille mig en smukkere måde for foråret at starte på, end med det nummer og den efterfølgende samling serenader Bastian hilste det velkomment med. Foråret er en begyndelse, og på samme måde blev The New Spring begyndelsen for mit musikår, og et udgangspunkt resten blev opbygget på. Følsomhed, fordybelse og åbenhed var centrale begreber, og de blev til retningslinjer for resten af musikvalget. Følsomheden er konstant til stede: i vokalens milde famlen i toneleje og tempo, i guitarens nuancerede fingerspil. Selve den rumlige dybde i klaver og slagtøj, fordybelsen i teksternes plateauer og ikke mindst i det søgende forelskelsestema, der afrundes smukt i med ordene “maybe love”. Åbenheden er den klassiske sangskrivning, som Bastian Kallesøe fortolker og forfiner, således at The New Spring både er umiddelbart indtagende og holder til lange togture i en sneklædt begyndelse af foråret, til sommer og udsigt over Øresund, til blid opvågning på Trailerpark Festival. Det er de ti numre, jeg har lyttet mest til i 2011 og den koncertoplevelse, jeg har opsøgt oftest.

The New Spring – Ceremony
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/07-Ceremony.mp3]

The New Spring – Maybe Love
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/10-Maybe-Love.mp3]

Shout Wellington Air Force – Clean Sunset (2010)
The New Spring i sig selv kunne ikke stille min sult efter Bastians kompositioner. Så selvom jeg et år forinden – en sløj eftermiddag med tømmermænd – hovent havde forkastet Shout Wellington Air Force debutalbum som overprætentiøst, vendte jeg tilbage. Sneen lå stadig tungt over det meste af København, den var uberørt ude hos hestene på Amager Fælled, det klareste frostsolskin blev reflekteret, og trods Clean Sunset er en svær plade skinnede melodierne. Jovist, den er prætentiøs. Den farer op og ned i tempo, galopperer, refuserer, traver stabilt for at slå med hovedet og hoppe til siden. Den vil røre dig, forvirre dig, forvitre i støj for igen at fremstå helt klar. Den har få indgange. Men jeg fandt et par, da jeg stod der på en lysende Amager Fælled og havde hørt The New Spring fire gange i et stræk. “Paris, Paris!” er en af dem, og det som læner sig mest mod The New Springs lyd – fingerspil (her med elektrisk guitar), svage trommer i baggrunden, teksten i fokus. Heri er også den største forskel: “Paris, Paris!” er en uforbeholden tro på en kærlighed så tydelig som piger i karrygult en græsgrøn sommerdag. Og så er “picturesque” nok årets yndlingsord. Der er bidder af “Paris, Paris!” i hele pladens søgen mod poppen. Den holder numrene sammen i helheden.

Shout Wellington Air Force – Paris, Paris!
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/09-Paris-Paris.mp3]

Shout Wellington Air Force – Astrid
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/12-Astrid.mp3]

April

Taragana Pyjarama – Taragana Pyjarama EP
Det var vældigt passende for Taragana Pyjarama at debutere på det franske label Fool House. Alle de store forventninger indfriedes, mere til endda, og de blot tre numre understregede, at Danmark næppe er stort nok til et så unikt talent. Hvad kendetegner da det unikke? I Taragana Pyjaramas tilfælde mødet mellem modsætninger – et gennemgående tema for ep’en som helhed. Vi hører det tydeligt på åbningsnummeret “Sundanese Blonde”, hvor overraskende detaljerigdomme og melodisk fokus smelter sammen med traditionelle housebeats og analoge rytmer skaber (positive) spændinger i forholdet mellem det programmerede og det improviserede. Men bedst er det afsluttende “Ocean”, som Pitchfork ligefrem kaldte “sublimt”. Med “Ocean fuldender Taragana Pyjarama på smukkeste vis den cirkel, “Sundanese Blonde“‘s komplekse stemninger begyndte, og formår at overbevise mig om, at det er i mødet mellem det længselsfuldt drømmende og umiddelbart appellerende lykken findes.

Taragana Pyjarama Ocean
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/Ocean.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Interview: The New Spring

”Egentlig lyttede jeg mest til popmusik fra Göteborg, da jeg skrev pladen – The Radio Dept., Jens Lekmann, The Embassy og sådan noget. Den melankolske guitarpop. Faktisk lyttede jeg meget lidt til folk. Det var den ligetil popmusikken, der var idealet – sådan som f.eks. ”The Glow” lyder. Men jeg havde det bare ikke i mig at skrive en hel plade som den sang… Selvom jeg gerne ville lave ukompliceret popmusik i starten, så kunne jeg ikke.”

I perioden hvor Shout Wellington Air Force-pladen Clean Sunset blev mikset, opstod nye tekstbidder og melodistumper i sanger Bastian Kallesøes hoved. Som modstykke til pladen, han lige havde indspillet med bandet, måtte vejen fra tanke til færdigt indspillet nummer være så kort som muligt hos The New Spring – navnet, han i morgen udgiver sin første soloplade under. Inspireret af den lo-fi musik, Bastian altid har lyttet til, skulle indspilningsprocessen foregå hurtigt, ukompliceret og gerne under skrabede forhold.

”Jeg fik lyst til at lave musik, hvor det handlede mere om følelser end instrumenter. I Shout Wellington Air Force laver vi meget kompleks rockmusik. Men så voksede The New Spring-numrene alligevel hele tiden, fordi jeg inviterede mine venner over til at medvirke på pladen. Udtrykket blev sig større og større.”

Nu udkommer resultatet af disse sessions. Skønt The New Spring deler det meste af sin instrumentering med de utallige folkartister, der gennem tiderne har rejst land og rige rundt med guitar og stemme som melodiernes grundlag, vil du næppe føle dig henført til en tidslomme fra 60’erne. Bastian strør gavmildt komplekse, bittersøde popmelodier over lytteren på de ti numre, der endte med at repræsentere The New Spring:

”Jeg tænkte meget på, at det ikke skulle lyde for gammelt. Jeg synes der er mange, der falder i den der grøft med at lyde for meget som Bob Dylan eller Leonard Cohen. Men samtidig ville jeg heller ikke have, at det skulle være cool og tidstypisk. Pladen skulle ikke eksistere så meget i en tid. Det var måske derfor, jeg gik væk fra lo-fi lyden, og derfor der også kom kor og trommer på nogle af numrene. Til gengæld havde jeg en regel om, at der ikke måtte være strygere på pladen, overhovedet.”

The New Spring – Sunny Meadows (via Tambourhinoceros)

De simple og gennemgående lydbilleder skulle give plads til teksterne. I Bastians vindueskarm læner digtsamlinger fra Inger Christensen og Michael Strunge sig op ad hinanden, mens vi taler om at opleve de samme stykker litteratur på forskellige måder på forskellige tidspunkter – som en vekselvirkning, ikke ulig ordenes evne til at beskrive væmmelig ting smukt. Den samme nuancerethed i kærlighedsbegrebet, gjorde det til et appellerede emne for Bastian, der med The New Spring ønskede at skrive om kærlighed i en mere generel og flersidet kontekst.

”Det ville være absurd at påstå, at der mangler kærlighedssange i verden. I virkeligheden kan vi jo ikke alle sammen gå rundt og være forelskede og have det godt hele tiden – derfor lykkedes bestræbelsen om at lave helt simpel popmusik heller ikke. Så selvom The New Spring handler om kærligheden, handler det ikke blot om at besynge den. Barricades” var mit forsøg på at skrive en mere politisk kærlighedssang. Den blev skrevet under alt det med Brorsons Kirken i København 2009, som jeg syntes var virkelig ubehageligt – at politiske voldshandlinger griber ind i folks forhold til hinanden på den måde, og at man i princippet står uden indflydelse.”

Men teksterne kan ikke stå alene, understreger Bastian. De er bundet til melodien, og måden de synges. Tag f.eks. “Barricades”, som han jokende beskriver som sit rapnummer. Her har den massive tekstmængde i det knapt 4 minutter lange nummer en direkte fysisk effekt:

“Jeg ville gerne frembringe en følelse af, at jeg havde svært ved at få vejret, når jeg sang den, for det var måske også sådan, jeg havde det i den periode. Der er utrolig meget tekst i nummeret. Ordene kommer ud som en stor, usorteret klods. Det gælder også “Little Poet”, som jeg bevidst lagde så højt i tonerne, at det var på kanten af, hvad jeg rent fysisk kunne synge. Nummeret rammer egentlig ret præcist, hvad jeg gerne ville vise med de modsætningsfyldte forhold i kærligheden – der hvor følelser virkelig støder sammen. Det er pisse svært at synge, men jeg synes, det er med til at sætte hårdt mod hårdt og understrege nødvendigheden i nummeret.”

The New Spring – Little Poet (via Tambourhinoceros)

Et af numrene på pladen, hvor instrumenterne fremstår med størst kraft er da også “Little Poet”. Bastians vokal bakkes op af kor, og væver sig omkring guitar, klaver, bækken og håndklap. Som dets modsætning står numre som “Sunny Meadows”, åbningsnummeret “Little Poem” og “Ceremony” med vokal og guitar som eneste bærende elementer i lydbilledet, og kun ganske sjældent suppleres Bastians vokal af kor og guitarens melodi af klaver. For selvom der løber en varm, intim og gennemført ærlig tone gennem hele pladen, måtte melodierne og instrumenteringen være ligeså nuancerede i sine billeder af kærligheden, som de tekster, musikken er uløseligt forbundet til.

”Nu når jeg selv lytter til pladen, synes jeg mange af numrene modsiger hinanden. Mange har en optimisme i sig og slutter med en form for håb, mens mange er håbløse. Det kan måske virke usammenhængende, men egentlig bryder jeg mig ikke om plader, der ikke tvivler på sig selv. Jeg ville gerne have, at det sidste nummer, “Maybe Love”, var “det store slutnummer” – lytteren skal ikke være i tvivl om, at pladen er slut når “Maybe Love” rinder ud. Jeg kan godt lide, at ting slutter på en definitiv måde. Men samtidig skulle nummeret også snyde lidt. Musikalsk er der en tone af håb i det – og også i teksten – men alligevel hører jeg den som en meget tvivlende sang, der ikke vil konkludere noget på pladens vegne, men som alligevel lidt lader som om, at den er en forløsning.”

Tvivlen kan ses som et af pladens deciderede temaer – både i fremstillingen af kærligheden og i instrumenteringen – og den går igen, når Bastian tænker over at pladen, der jo startede som et personligt projekt, rent faktisk udkommer:
”Selvom jeg udgiver pladen, har jeg en følelse af, at den er så meget mig, at den stadig tilhører mig, selvom andre kan have en mening om den og et forhold til den. Jeg betragter den alligevel meget som min ejendom.”

The New Spring udkommer i morgen, mandag d. 28. marts på LP, CD og download via Tambourhinoceros. Køb pladen her.
Udgivelsen kan høres frem til udgivelsesdatoen på Soundvenue
.
The New Spring er i øjeblikket på en rimelig omfattende Danmarks-tourne med Figurines. Se mere her
.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

The New Spring

Start ugen med gode toner fra en af det nye års første debutanter. Måske er debutant så meget sagt, for navnet Bastian Kallesøe vil en minoritet af Danmarks indieverden genkende fra sidste års debutplade-aktuelle og kritikerroste Shout Wellington Air Force. Under aliaset The New Spring udsender Bastian i dag singlen “The Glow” – foreløber for debutalbummet The New Spring, der ankommer nogenlunde samtidig som bladene på træerne.

The New Spring er lyden af fordybelse i et udtryk og i en følelse, og af undersøgelsen af kunsten som mulighed for at inddrage resten af verden i menneskets indre rum – eller i hvert fald lade åbne ører og øjne involvere sig. Med lige forbindelse mellem krop og lyd, synger stemmen følelsernes betragtninger mens hånden slår guitarens akkorder an i samme drag.

Og man kan ligefrem se musikeren for sig, siddende der på sit værelse, med sin højre fod vippende følgende rytmen, når “The Glow” er i højtalerne. Af og til suppleres guitaren og stemmen med en smule klaver, måske et bækken, måske en maracas. De følger hinandens puls, roen har altid overtaget.

Hos The New Spring er det er kærlighedens forår, forelskelsen, der strømmer gennem både musikken og lytterens krop. Som en personlig reaktualisering af kærligheden (det rene i mennesket). Og dermed ville The New Spring normalt have være et lukket univers, som du længe måtte snige dig omkring for at finde en lille bitte sprække i (en klavermelodi, en frasering), der ville betage dig og gøre dig forelsket i hele lyden, således du kunne blive opslugt af hengivenhed. Derfor giver soloprojektets navn fuldt ud mening. For det er ikke muligt at forblive upåvirket af så pur en lyd. Følelserne er rene – hvis kærlighedens bagside ikke er aktuel, så glem den for guds skyld.

The New Spring – The Glow

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/The-Glow.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mikkel says:

    Figurines-referencen i teksten er ret så klædelig. Lovende single.

  2. Eva Regnsky says:

    Hej Mikkel,
    hvor hører du Figurines? Det er slet ikke gået op for mig, men jeg vil meget gerne blive klogere! Også et fantastisk band, jo.

  3. Mikkel says:

    Formuleringen “on the frontseat glowing” er lånt fra titelnummeret på Shake a Mountain-albummet.
    Hvis det altså ikke er her – http://www.literotica.com/s/nailing-ellen-ch-01 – den er fra…

  4. Eva Regnsky says:

    Ah, okay. Det havde jeg slet ikke bemærket. Men tak for info! Iøvrigt varmer The New Spring op for Figurines på Vega d. 9. april! Ikke en dårlig aften.

  5. Micki says:

    btw. lækker video Tore Hallas har lavet! :)

  6. alexander says:

    <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Vegas strøm

Vega
I næste uge går København amok i elektronisk musik. Den bliver trukket uden fra klubbens mørke og ind i aftensolen, hvor moderigtige børnefamilier vil mærke sidste snert af ungdommen på Enghaveplads til musik de – måske – lyttede til for mange år siden.

Men der sker stadig ting og sager de mørke lokaler.
Vegas præsenterer nemlig i de næste uger et noget nær ekstraordinært program, hvor især den amerikanske alternative scene er stærkt repræsenteret. I sidste weekend var det The Pains of Being Pure at Heart, der leverede den nærmest obligatoriske søndags-indie på de bonede gulve og spillede op med brede, støjende lydbilleder og poppede melodier.
Hvis man nu ikke nåede at være New York-hipster for en aften, kommer chancen igen allerede onsdag d. 13. med Vampire Weekend fra (big surprise) Brooklyn. De spiller deres nærmest tidstypiske blanding af indierock krydret med de fire ungersvendes helt forskellige udgangspunkter, lige fra afrikanske rytmer til hvid indie – ikke helt ulig byfællerne i TV on the Radio. Der er lagt op til en rytmisk festlig aften, med stærke melodier og intelligente tekster.

Og allerede om søndagen er vi klar igen – denne gang med støjpopperne i Deerhunter. Den seneste udgivelse Microcastle er fra sidste år – og meget højt på min liste over 2008’s bedste album. Det forener melodien, støjen og ikke mindst forsanger Bradford Cox perfekt skæve intonation i lytter vellyd – af den slags, der ikke er bange for at stryge lidt mod hårene. Live er bandet et bevis på at shoegaze-generationen ikke er glemt, mens netop Cox leverer vilde, ranglede performances. Opvarmningen står det århusianske Morningside Records band Shout Wellington Air Force for, og de leverer folket indierock af højeste kvalitet – og er tilmed snart albumaktuelle. Lyt til nogle af de nye numre her på bandets myspace.
Og allerede 3 dage efter er der igen gang i den i det gamle arbejderbevægelses hus. Denne gang med Moderat, der vel næppe behøver den store introduktion længere. Med sig tager de Pfadfinderei, der akkompagnerer acidhouse, næsebors-vibrerende bas og massive lydflader med deres visuals.

Så er der ingen gode undskyldninger for ikke at aflægge det gamle hus et visit længere.  Billetter osv. findes via Vegas hjemmeside.

Deerhunter Never Stops
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/03-Never-Stops.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *