Hiphop er for unge i 2019, hvad punk var for unge i 80’erne

Hiphop er den altdominerende genre i 2019. Det er en genre, der har vokset sig så stor og mangfoldig, at den nærmest ikke længere kan klassificeres som en genre. Men fælles for de forskellige grene af hiphop er, at de stjæler med arme og ben fra andre musikalske stilarter både i form af lyd, men især også i forhold til live-elementer. Undergenrer som trap, grime og de mere eksperimentelle kunstnere har ofte meget voldsomme og punkede udtryk, når de spiller koncerter.

Rappen og hiphoppens popularitet er dog ikke kommet helt uden kritik. Blandt garvede koncertgængere er der en vis skepsis overfor ‘de unges’ moshpit-kultur, og kritikken går blandt andet på, at koncerterne udelukkende handler om at være så vilde som muligt. Jeg er med på, at det giver god mening at have en fornemmelse, for hvornår beatet ‘dropper’, før man bryder ud i ragnarok, men der er også flere kunstnere, hvis musik og optrædener lægger op til de kraftige, kollektive energiudladninger, og det er en central del af oplevelsen. Derfor skal der lyde en kæmpe ros til sikkerhedspersonalet på festivaler rundt om i landet og institutionerne, der tillader publikum at slå sig løs, for selvom det er vildt, føles det stadig (som regel) sikkert. Her er fem koncerter på årets Roskilde Festival, hvor du kan opleve moshpit-kulturen, både aktivt i cirklen og passivt i siden af teltet.

Death Grips – Fredag, 5. juli kl. 02.00 – Arena

Det er svært at anbefale Death Grips uden at komme til at lyde som et røvhul af en musiksnob. ‘Hey! Har du hørt det her anmelderroste noise-punk-industrielle eksperimentelle hiphop?’ Den er måske lidt svær at sælge. Det ville være en del nemmere, hvis man kunne give en pille kondenseret Death Grips, så man kunne opleve deres energiudladninger på egen krop. De har fornyet en genre på en dybt original måde og excellerer i deres brutale hardcore live show, som man har mulighed for at opleve fredag nat på Arena.

Travis Scott – Torsdag, 4. juli kl. 01.00 – Orange

Måske verdens største trap-stjerne og den første reelle verdensstjerne, der udsprang af SoundCloud-miljøet. Travis Scott har et af de vildeste live shows i spillet med rutschebaner på scenen og en endeløs mængde af fyrværkeri og røgkanoner. Hvad rapperen muligvis mangler af klassisk musikalsk træning, vejer han op for med et energiniveau, som vil gøre en duracell-kanin grøn af misundelse. Hans sange lægger op til moshpits med beats, der dropper og skifter stil undervejs for på ny at droppe. Men det er ikke kun gak og løjer, Scott har leveret nogle album, der kommer til at få status som klassikere inden for genren, og der er masser af ekvilibristiske produktioner gemt bag røgslørene og pistolskuddene.

Skepta – Onsdag, 5. juli kl. 20.30 – Arena

Kongen, gudfaderen, daddyen, kald ham hvad du vil, Skepta er indbegrebet af grime – den britiske rap-genre med hårde elektroniske beats i et vanvittigt tempo. Selvom han var med, da det hele startede på piratradioer i London, har han formået at forblive på toppen i løbet af de seneste års grime-renæssance. Det er han i høj grad af sin eminente teknik, sin humor og kreative flows. Skepta rapper så godt og tydeligt, at det næsten lyder som om han er dårlig – på en MC Einar-måde. Men det er kun, fordi han er så overlegen, hvilket han heller ikke er bleg for at gøre sit publikum opmærksom på.

JPEGMAFIA – Onsdag, 3. juli kl. 19.15 – Apollo

JPEGMAFIA er målt på aggressivitet på niveau med de andre i artiklen og eksperimenter som Death Grips også ekstremt meget med formen på musikken. Det er ikke let tilgængeligt, men man opfanger straks pulsen og attituden i musikken, og hip-hoppen har aldrig været så in-your-face, som når JPEGMAFIA klipper sine beats sammen og råber ind over dem.

Sheck Wes – Onsdag, 3. juli kl. 22.00 – Apollo

Udstyret med minimalistiske trap-beats, der giver plads til hans skingre stemme, går Sheck Wes i krig sammen med sit publikum. Han giga-hittede sidste år med Mo Bamba, og han er nu på en mission, hvor han skal vise, at han er mere end et one-hit-wonder. En del af rapstjerne-pakken har han dog helt styr på, og det er at sætte ild til publikum. Han har om muligt endnu mere energi end trap-kollegaen Travis Scott og leverer en uhyggelig vokal, der hjemsøger lytteren og pumper adrenalinen rundt i blodet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SKYSKRABERE 2018: Årets tracks

2018 var et stort år for Regnsky. Bloggen fejrede sin 10 års fødselsdag, udvidede skribentstaben til ni bidragsydere og havde generelt et optursmusikår. Men hvad lyttede skribenterne til, og hvad vil de især huske musikåret 2018 for? Det fortæller fire Regnsky-skribenter, der kommer forbi alt fra The Internet og Robyn til innovative Ross From Friends og dansk italotechno fra Kasper Marott.

Anderson .Paak – Til It’s Over

En af årets mest elegante singler, der low-key er ret dansabel. Det er FKA Twigs i hvertfald enig i, for hun dansede sangen ud i et syret udtryk i en reklame for Apple, instrueret af Spike Jonze, der virkelig er et kig værd. Jeg synes, sangen viser, at .Paak godt kan bære at være underspillet uden at miste sin ukuelige charme, og det klæder ham godt. (Nikolaj Boesby Skou)

Angèle – Balance ton quoi

Med mine folkeskolefranskkundskaber har jeg absolut ingen ambitioner om at forstå mere end maks. fem pct. af Angèles ordforråd, men heldigvis er det heller ikke nødvendigt, når musikken taler alle verdens sprog. Balance ton quoi er en dejlig sød popmelodi tilsat et par skæve synths, der måske er inspireret af Paris’ harmonikaer, hvem ved? Det er en sang, der godt kan få gang i mit stive stativ, selv når jeg står og bander over opvasken. (Nikolaj Boesby Skou)

Barker – Low How Hard I’ve Tried

Sam Barkers solodebut på Berghain-pladeselskabet Ostgut Ton er et af årets bedste techno-ep’er, og så byder den ikke engang på ét eneste trommeslag over skivens fire numre og mere end 20 minutters spilletid. Ep’en fusionerer trancens mest euforisk og melodiske stunder med en pulserende techno-tilstedeværelse. Look How Hard I’ve Tried synes måske ved første gennemlytning at tippe over af akkordsammenslutninger ad flere omgang, men holder sig evigt lige til grænsen af ekstase, som også fremkaldes af sine lytter. (Morten Bruhn)

Brockhampton – Weight

Med sit fjerde album på lidt over et år og et bandmedlem mindre skulle man tro, kreativiteten begyndte at sætte begrænsninger for drengene i Brockhampton. Det gør det bare ikke, og det ser man i sær på Weight fra Iridiscence-pladen, hvor skarpe rim og tætte produktioner mødes i en sublim blanding af hiphop og drum’n’bass. (Mathias Gavnholt)

Earl Sweatshirt – Cold Summers

Indrømmet, det var svært at vælge en sang fra Earl Sweatshirts eminente album Some Rap Songs, men valget faldt på ’Cold Summers’, fordi det bare er så stærkt. Det hele holder på det 66 sekunders lange nummer. Ét vers, ét beat og ikke så meget pis. Det er er Earl, når han i min bog er bedst, med rim der som sild i en tønde står mast sammen som en tætpakket 5C på en sludregnende decemberdag. (Nikolaj Boesby Skou)

The Internet – Come Over

Skal det være drevent, skal det godt nok også være drevent for at fungere. The Internet er næsten for ligeglade til at spille eller synge. Syd crooner apatisk hele sangen igennem, og på trods af, at hun beder om at komme over til dig sent om aftenen, virker det som om, hun egentlig gør dig tjeneste. Ingen er dog mere kostbare end mit mancrush Steve Lacy, der spiller den mest tilbagelænede guitarsolo på Syds opfordring, og det irriterer mig hver gang, jeg hører sangen, at han slipper af sted med det. (Nikolaj Boesby Skou)

Kasper Marott – Keflavik

Den unge producer med opvækst i Skee lige uden for Roskilde har med Keflavik ikke blot stået for et af årets absolut bedste numre – Kasper Marott har også leveret et nummer, der nærmest fuldstændig indkapsler den københavnske technoscene anno 2018 med hvad det indebærer af virilitet og global appel. Marott mixer en dominerende italo-bassline ind i et højt tempo – 135 bpm – med tunge trommer og adskillige breakdowns, og resultatet er en både charmerende og kløgtig banger. Ep’en af samme navn er udgivet på ingen ringere end Modeselektors pladeselskab, Seilscheibenpfeiler – og ja, det er så godt som Kasper Marotts endegyldige internationale gennembrud. (Morten Bruhn)

Loidis – A Parade

Brian Leeds er for de fleste bedst kendt under producer-aliaset Huerco S, men i 2018 udkom den amerikanske house- og ambientproducer med to til lejligheden nye aliaser, Pendant og Loidis. Hvor Leeds som Pendant udgav et ganske fint ambient-album, viste han med “mikrohouse”-projektet (egne ord) Loidis og ep’en A Parade, In The Place I Sit, The Floating World (& All Its Pleasures), hvad det er, han gør allerbedst. Den syv minutter lange A Parade – pladens åbningsnummer og korteste track – veksler konstant mellem atmosfærisk house placeret i front og sensibel ambience bølgende i understrømmen. Dette i en perfekt ratio, og det lyder slet og ret fremragende og forfriskende. (Morten Bruhn)

Pil – Nattely

Den danske sangerinde Pil har i år udgivet hele to ep’er, Side A og Side B. På Side A gemmer sig det hjerteskærende nummer Nattely blandt en række engelsksprogede sange. Pils endnu eneste dansksprogede sang er en smuk følelsesbombe, der rammer lige i hjertekuglen gang på gang. Jeg har skamhørt denne sang, siden den blev udgivet tilbage i marts, og jeg har ingen intentioner om at stoppe. (Line Mortensen)

Robyn – Missing U

I år gjorde Robyn stort comeback med albummet Honey, og førstesinglen Missing U indfriede alle mine (store!) forventninger til den svenske sangerinde. Nummeret er en perfekt blanding af den nye moderne-Robyn og den gamle velkendte party-Robyn, og Missing U fik med det samme en plads på min playliste. Jeg har da også allerede kriller i maven over, hvor fedt det bliver at høre hende live på Roskilde til næste sommer! (Line Mortensen)

Ross From Friends – John Cage

Ross From Friends er tilknyttet Flying Lotus’ pladeselskab Brainfeeder, og det er meget typisk, at disse kunstnere udviser innovation i sådan en grad, at mange bare synes, det er en mærkelig samling af tilfældige lyde og skæve trommeslag. På John Cage formår Ross From Friends at ramme den gyldne mellemvej, hvor han udfordrer house-genren men samtidig giver lytteren har en fornemmelse af, at hvert enkelt trommeslag sidder lige, hvor det skal. (Mathias Gavnholt)

Sheck Wes – Mo Bamba

Der er sange, der får dig til at stoppe op, der er sange, der får hårene til at rejse sig, og så er der ’Mo Bamba’. Sheck Wes’ gennembrudshit får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig på en god måde. Sangen består af fire gange omkvæd kun kortvarigt afbrudt halvvejs af et skingrende vanvittigt vers. Det er en gigantisk ørehænger og Wes’ rå Harlem-energi har ingen værdig modstander lige i øjeblikket. Det er simpelthen umuligt ikke at lade sig rive med, når han skriger ad-libben ’Bitch!’. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask – Flyby VFR

Ja, det var et rigtig godt år for elektronisk musik, særligt når man tænker på alle velproducerede genrehybrider, der fandt vej igennem til en universel anerkendelse. Skee Masks (aka tyske Bryan Müller) album Compro var en af dem, og albummet høstede både i Pitchfork, Resident Advisor og talrige andre medier skyhøje roser for dets fjerlette techno og for Müllers perfektionistiske tilgang til både produktionen og trommerytmikken over Compros 12 numre. Der er så mange numre at fremhæve fra dette mesterværk af et album, men jeg kan ikke komme udenom at nævne den atmosfæriske Flyby VFR. Start der, og sæt så efterfølgende hele albummet på! (Morten Bruhn)

Tove Styrke – On The Low

Tove Styrkes album Sway fra maj er en lille skattekiste fyldt med fantastiske numre til enhver popfan. Det er næsten umuligt for mig at udpege et enkelt nummer fra albummet, men valget er faldet på den snigende og quicky On The Low. Med sin evigt uforløsende og ikke-eksisterende opbygning samt Styrkes næsten hviskende vokal falder On The Low på en dejlig måde uden for den klassiske popformel. (Line Mortensen)

6lack – Pretty Little Fears

Om det er r’n’b, trap-soul eller pop, ved jeg ikke, men det kan alt det, et godt popnummer skal kunne. Omkvædet sidder fuldstændig fast, og man kan høre nummeret igen og igen. Samtidig er det inderligt, ærligt og velproduceret. Og så synger han sublimt på tracket. Og så har han også lige J. Cole med. Behøver jeg at sige mere? (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.