At SPOT-te ægte talenter – En guide til de bedste oplevelser på tredjedagen

Who Killed Bambi & Jenny Wilson – Foto: Steffen Jørgensen

Jenny Wilson & Who Killed Bambi? – Jenny did it.

Jenny Wilson var trods skyhøje forventninger og en uges skamlytning af hits som LET MY SHOES LEAD ME FORWARD eller Like a Fading Rainbow, en halvlunken oplevelse. – Men det var bestemt ikke grundet Symfoni Salens æstetiske omgivelser eller den klassiske support fra det århusianske stryger-orkester Who Killed Bambi, som har været gæstekunstnere for navne som Mikael Simpson og Oh Land, og samarbejdet med Ane Brun, No Name og Alice Boman. Det var nærmere grundet Jennys desværre alt for dominerende facon og kedelige vokal, der, trods 15-års erfaring som soloartist og en lang række albums bag sig, overskyggede salen.

Det startede godt, da de syv strygere fra Who Killed Bambi indtog scenen med violiner, celloer og bratsch, som straks skabte en fortryllende stemning. Desværre blev magien decideret bremset, da den svenske diva valgte at stoppe musikken og calle en ommer kort inde i et af de første numre. – Hun ramte efter egen vurdering skævt at stygerne. – Ganske unødvendigt, hvis du spørger mig. Jeg bemærkede ingenting, men skal da gerne indrømme, at jeg også på tredjedagen, havde en lille fugl på. Jenny Wilson forsvarede sig med, at øvetiden havde været knap, og at de to bands ikke havde haft mere end en enkelt morgenstund til at øve. Der ville Bjarne Goldbæk nok hævde, at de godt kunne have brugt “LIDT mere forberedelsesti-id”.

Hvis man skal besvare spørgsmålet i det århusianske strygeorkesters navn, var det Jenny, der dræbte Bambi. Det var en skam, for de fortjener ellers store roser for deres højtløftende strygere og ikke mindst originale kunstnernavn.

Selma Judith – Skælvende styrke på sang og strenge


SPOT har for mit tilskuerperspektiv været en god blanding af kunstnere, der bare gerne vil være berømte (uden at have noget at noget at lægge det i) – og så de talenter, der rent faktisk kan noget; de kunstnere, der ikke prøver for hårdt, men bare ER gode. Ligesom Selma Judith, som jeg
endelig fik jeg chancen for at høre på SPOT.

Selma Judith har på i løbet af det seneste halve år fået stor omtale i medierne. Bandet går under titlen som: “et af landets største og mest kreative r’n’b-håb” og “en stille storm af minimalistisk harpespil” – Udsagn, der bakkes godt op af Ibyen-prisen, hvor bandet er at finde blandt de nominerede til “Årets Musiknavn”.

Selma var den første kunstner, jeg i min spæde opstart som musikanmelder ville interviewe; både fordi jeg blev totalt opslugt af Kind og Lonely, første gang jeg hørte den (på repeat), men også fordi jeg kender produceren Mikkel Kjær Hansen, og det derfor var oplagt at tage en snak med Selma. – Desværre var jeg ikke hurtig nok, og to uger efter var hun på forsiden af Ibyen.

Sidste gang jeg skulle have set Selma Judith var til Jouney Fest, hvor bandet spillede blandt Obongjayar, Coco O. og Liss. Jeg havde en naiv idé om, at Selma gik på som den sidste, da det var i den rækkefølge, Jouney havde oplistet programmet. Jeg tænkte: ‘Helt sikkert! FED idé at give plads til et mindre navn på aftenens bedste tidspunkt!’. Desværre viste det sig ikke at være tilfældet, og da jeg direkte fra arbejde kom racende over brostenene ved VEGA, var bandet ved at læsse gear i en taxa.

Heldigvis fik jeg min revanche forrest i en fyldt Voxhall, hvor Selma fortryllede publikum med sin spinkle og skælvende måde at være i verden på, men alligevel med en enorm styrke og jordnærhed.

Bandet akkompagnerede harpespillet i en elegant og afbalancerende sammenfletning af guitarsolo, perkussion og kor. Jeg tog flere gange mig selv i at stå og nærstudere Selmas mange tatoveringer med særegne motiver og tyske skrifter. Tatoveringerne er ægte, og vi er hverken ude i ‘dalmatineren’ med identitetskrisen foreviget i huden eller Joe and the Juice medarbejderen, der har så mange blækklatter under skindet, at man mister overblikket.

Det var både ømt og råt, da Selma med et lille smil på læben sang “Let me fuck you into the daylight” på nummeret Inner Thigh, men favoritten var klart coverudgaven af Tash Sultanas reggae-rock-nummer – Jungle, hvor guitaren var udskiftet med en silkeblød harpe, men vokalen bevaret i samme inderlige og afsøgende leje som Sultanas. Hold kæft det var godt!

Én ting er sikkert: Det kan næppe være et tilfælde, at bandet allerede har optrådt med kunstnere som The National og Mø. Det bliver stort. Det er allerede stort. Husk at stem på Selma Judith til Ibyen-prisen, og kom i god tid, når Årets Musiknavn optræder med deres første headliner-koncert i Lille Vega d. 18 oktober. Du kan sikre din billet her.  


Simon Littauer – hård impro-techno at it’s best

For at komme til A-Husets loft skal man et lille stykke ned ad jernbanestrækningen langs Volume-scenen og forbi en Christiania-agtig containerpark (hvor Takykardia uden tvivl må have følt sig i sit es, da de afgav en spontan udendørs-koncert i fjerboa og malerdragter). Stedet virkede som en højborg for kunstnere og kreative kræfter, og A-Husets indendørs loft var den perfekte lokation for den ukronede konge af dansk impro-techno. Simon Littauer skabte en svedig og svævende Boiler Room-vibe med sin verden af drejeknapper, røg og hurtige hænder bag pulten. Sættet startede som en slags lydprøve, hvor systemet blev tunet. En fact, det ikke lod som om, mange i A-Huset var opmærksomme på, og som desværre virkede som forsinkelser – men da først sættet gik i gang, skal jeg sateme love for, at der kom fart på(!). Med tunge rytmer og banger-beats forvandlede han A-Huset til noget, der godt kunne minde om den famøse intro-scene i vampyr-thrilleren Blade, hvor et hav af hoppende hoveder går amok til pulserende techno i en slagterhal under jorden – dog var det uden blodbrusere og Wesley Snipes i stram læder.

Jeg takker for fire forrygende dage på SPOT og glæder mig allerede til næste forår. Jeg kan næppe være den eneste Københavner, der har taget en god håndfuld nye toner med hjem i Flixbussen, og som beder for bedre vejr næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SPOT anbefalinger

I morgen kan SPOT Festival fejre 25-årsjubilæum med et mangfoldigt program, der både rummer nye håbefulde talenter, men også etablerede og internationale kunstnere. Vejrudsigten spår både om regn og tørvejr. Det bliver ikke sol over Gudhjem, men over Smilets by — og skulle dråberne endelig falde, er det godt, at Regnsky dækker festivalen og (stort set) kun regner med søde dråber. Her er vores guide til de 15. koncerter, du ikke må misse over weekenden.

TORSDAG

Mekdes – Torsdag d. 2. maj kl. 14:00, SPOT Royal + Lørdag d. 4. maj kl. 16:30, Atlas 

Jeg føler, at Mekdes er en lille skjult skat, som ikke alle har opdaget endnu. Efter at jeg hørte hendes seneste single ‘On My Mind’, var jeg hooked. Mekdes er lige dele soul, blæret vokal og radiopotentiale, og jeg håber, at det hele går op i en højere enhed, når hun indtager Atlas lørdag eftermiddag. – Line

FREDAG

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – Fredag d. 3. maj kl. 17:30, Rytmisk Sal, Musikhuset

I Think You’re Awesome er et jazz-band med aner fra indie- og instrumentalrock-scenen. Bandets medlemmer er børn af 90’erne, og deres lyd kan bedst beskrives ud fra bandnavnet, for deres frie og ubundne forhold til jazzen er helt og aldeles awesome! Første gang jeg stiftede bekendtskab med I.T.Y.A’s eventyrlige lydunivers var  P8-Jazz (skud ud!), og jeg blev straks tryllebundet. Måske er det fordi deres musik minder mig om andre favoritter som Girls in Airports eller Bremer McCoy, der begge har et uafhængigt forhold til jazzens dogmer og regler. Nummeret Be Kind to Your Neurosis føles som at vandre i en løssluppen tankestrøm, og jeg håber, at den er med på setlisten, når bandet fejrer deres 10 års jubilæum akkompagnement af Aarhus Jazz Orchestra i Musikhuset. Det kan kun blive godt! – Laura

School of X – Fredag d. 3. maj kl. 18:30, Aarhus Congress Center

Det er efterhånden noget tid siden, at der sidst kom nyt fra Rasmus Littauers alias School of X. Heldigvis har jeg haft ‘Faded. Dream.’ EP’en fra 2017 til at holde mig med selskab i mellemtiden, og sikke et dejligt selskab! Rygtet går heldigvis på, at der er et mini-album på vej i år. Jeg er helt sikkert at finde til School of X’s koncert, hvor jeg glæder mig til at høre favoritterne ‘Words’ og ‘Las Vegas’, men også i den grad til at høre, hvad det kommende album har at byde på. – Line

Pish – Fredag d. 3. maj kl 19.30, Aarhus Congress Center, Club Stage & kl 13.00 på Il Locale.

Vi har på Regnsky skrevet en del om norske Kakkmaddafakka, og det er slet ikke sikkert, vi er færdige med det endnu. På SPOT er vi så heldige at få besøg af Påls sideprojekt Pish, og det er en koncert, jeg vil opfordre alle til at opleve. Hvis man skal prøve at karakterisere de to brødre i Kakkamaddafakka, så virker det som om, at Axel er den vilde og uregerlige med den store stagepresence, hvor Pål er den mere eftertænksomme og musikalske, men dem der har været til en af deres koncerter ved, at han langt fra holder sig i baggrunden og lader andre stjæle rampelyset. Måske er netop det pointen med projektet, som mest af alt er blød indiepop tilsat nogle af Kakkmaddafakkas notoriske glade toner. – Rasmus

Efterklang – Fredag d. 3. maj kl. 21:15, Store Sal, Musikhuset

4,5 år er der gået siden Efterklang gav deres eftersigende sidste koncert i Danmark, men tror man, at de tre barndomsvenner fra Sønderborg har været på pause eller i opløsning, kan man godt tro om igen. Siden 2014 har bandet udvidet deres musikalske repertoire med filmindspilninger og særoptrædener på nogle af verdens mest prominente scener. I følge bassist og manager i bandet, Rasmus Stolberg, er Efterklang ikke kommet tilbage for at ændre musikscenen på SPOT. Til gengæld har de i sinde at præsentere numre fra bagkataloget, som de ikke har gjort i mange år. Efterklang er en af de bands, der gør mig ekstra stolt af mit modersmål. Bandet har nemlig skabt et ultra-gennemarbejdet og unikt lydunivers, som rører noget for stort set alle aldersgrupper, og som har gjort indtryk på tværs af landegrænser. Efterklang er for mig lyden af en let klingende vindfanger i et hypnotisk parallelunivers, som dels fortryller til ekstase, men også leder ud i et storslået uvejr, hvor alting vendes og drejes som i animationsvideoen til Mirador. Bandets æstetiske pladecovers og musikvideoer er ualmindelig gennemførte – og så er det ekstra cool, at designeren bag værkerne, Nan Na Hvass, også har lavet Regnskys webdesign. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve koncerten i Musikhuset, og kan kun opfordre til at stille sig i kø i riiiigtig god tid. – Laura

David44 – Fredag d. 3. maj kl. 21:30, Åbne Scene, Godsbanen

Godt nok clasher koncerten med Efterklang, men måske man kan nå lidt af begge dele. Hvis du er til populær- og pisse fed popmusik har du sikkert allerede stiftet bekendtskab med dansk/islandske DAVID44 i radioen. Hvis ikke? — Ja, så kan jeg ikke forklare dig, hvad der er gået galt … Davíð Ólafssons elektroniske popmusik sætter gang i enhver dansehofte med euforiske nattefest-stemninger, byder på hjertelige sjælere, og så er det tæt på umuligt ikke at synge med på omkvædet på Levitate. Nummeret er pakket ind i dynamiske basgange, som også særligt kommer til sin ret på nummeret Burn, og får mig til at tænke Daft Punk. Begge numre er at finde på debutalbummet Truth, som ramte gaden tidligere på året, og som højst sandsynligt også bliver luftet på den Åbne Scene. Jeg er spændt på om Godsbanen kommer til at smelte en smule, når den unge popgletjser lægger vejen forbi SPOT med sin islandske soul og charme. – Laura

M.I.L.K. – Fredag d. 3. maj kl 22:00, Voxhall

Hvordan kan man have mange millioner streams på Spotify og på en mystisk måde samtidig være totalt undergrund? Hmm … you tell me, men det beskriver på mange måder M.I.L.K., med det borgerlige navn Emil Wilk. Efter at have udgivet “Following The Sun” i 2016, har M.I.L.K. fået samlet sig en fanbase på tværs af Europa, og samtidig holdt sig som et ret ukendt navn i hjemlandet. Men mon ikke at nogle singler fra det kommende debut-album rammer de helt store playlister og radiokanaler? Andet ville virkelig undre mig. For M.I.L.K. har en fantastisk soulet og elektronisk lyd, og en perfekt evne til at skabe feriestemning og good vibes i sine produktioner. Jeg bliver i hvert fald altid i godt humør, når min playliste shuffler til et  M.I.L.K. track! – Line

NATKAT – Fredag d 3. maj kl 22.30, Radar

Den 90’er nostalgiske bølge vil ikke slippe sit tag i ungdommen. Jeg købte et par Air Max Tailwind IV i en OG retro fra 99 for nylig. If you know – you know. Om end jeg måske er ved at være for gammel til lidt for hurtige sko (skortig? Skhurtig?), så nyder jeg den kæmpe inspiration fra 90’ernes hiphop og RnB i Natkats musik. Det er de helt bløde og flødefyldte rytmer, og det indbyder til hurtige sko og smalle solbriller. Croptops. Rottehaler. Bøllehatte. Champion-trøjer. Alt det gode i livet. Jeg ser i hvert fald frem til at flashe mine nye sneaks til den her fest. – Rasmus

LØRDAG – SØNDAG

Bremer McCoy – Lørdag d. 4. maj kl. 14:30 i Den Rå Hal, Godsbanen.

Jeg var så heldig at opleve Bremer McCoy sidste år på Bremen, og deres skiver har siden da været førende prioriteter på pladespilleren  — helt særligt i de sene timer. Bandet består af Jonathan Bremer på bas og Morten McCoy på klaver, orgel og tape-delays. Jeg husker tydeligt deres jordnære ydmyghed over ikke at have spillet på konservatoriet. En detalje der fremkommer særdeles ligegyldig, når de spiller, og man vitterligt ikke kan afgøre, om de har gået på kons eller ej. Det er også ligemeget. For det er kærlighed, nærvær og originalitet, der driver musikken — To essentielle ingredienser, som Bremer og McCoy har med, når de inviterer publikum med på en meditativ rejse, hvor det er okay at blive melankolsk. Jeg glæder mig til at blive beroliget af svævende melodier og drømme mig væk i Den Rå Hal. – Laura

Frida Diamant – Lørdag d 4. maj kl 17.00, Radar

Frida Diamant faldt jeg tilfældigt over på SPOT-playlisten på Spotify, og det tog mig kun én sang at opdage, at hun har sin helt egen lyd. Mange håbefulde unge kvindelige musikere falder lidt i elektronisk produceret pop og sart og skrøbelig vokal-fælden. Og det er der intet galt med, det er bare ikke min smag. Frida til gengæld er sgu en stærk sangskriver med en elektrisk guitar og et enormt potentiale. For mig er det her årets opdagelse. Så må vi se, om hun kan omsætte sine sange til en stærk liveoptræden. Andet ville dog overraske mig. – Rasmus

Kogekunst – Lørdag d. 4. maj kl. 15:30, Trailerscenen eller kl. 22:30, TAPE og Himmelrum – kl. 22:00, A-Huset. 

Kogekunst og Himmelrum har danmarks bedste opskrift på en himmelsk koger. Jeg så begge bands, da de gæstede ALICE tidligere på året, og det var rasende godt! Læs her hvorfor du ikke må gå glip af Kogekunst og Himmelrum, når de lægger vejen forbi SPOT, når særligt Kogekunst højst sandsynligt får smilets by til at leve op til sit navn. Jeg glæder mig, og ved allerede godt, hvad jeg skal høre på repeat fredag morgen inden SPOT-programmet løber af stablen. – Laura

Goss – Lørdag d. 4. maj kl. 19:30, Aarhus Congress Center

Første gang jeg hørte ‘I Want to Know?????’, anede jeg ikke hvem Goss var, og hvad det egentlig var for en mærkelig sang. Efterfølgende er hans musik vokset på mig big time, og jeg er vild med Goss’ unikke blanding af det elektroniske og analoge. På den ene side er sangene svævende og abstrakte, og på den anden side er de super veldrejede og catchy popsange. Særligt MØ-samarbejdet ‘There’s Just So Much A Heart Can Take’ fra den seneste EP ‘Homeland Security’ er blandt yndlingssangene. Jeg var så heldig at snuppe en billet, da Goss optrådte til Red Bull Stripped Session for et par måneder tilbage,  og jeg glæder mig som et lille barn til at høre det hele live lige om lidt. – Line

Selma Judith – Lørdag d. 4. maj kl. 20:30, Voxhall 

Jeg har været så heldig at opleve Selma Judith live før, og det første jeg tænkte var “Hvornår spiller hun igen???”. Det gør hun heldigvis på SPOT, og hvis du ikke er der, så går du seriøst glip af noget. Skrøbelig, ærlig, tatoveret, harpestillende … ja, mange ord kan beskrive Selma Judith og hendes fantastiske, tilbagelænede lydunivers, men en ting er helt sikker: Selma er det nye, og det er fuldt fortjent. Der er allerede masser af sing-along potentiale til “Kind of Lonely” og “Colder”, og mon ikke også publikum får lov at høre helt nye sange? Jeg krydser fingrer, og begiver mig mod Voxhall lørdag aften. – Line

Dengue, Dengue, Dengue – Søndag d. 5. maj kl. 01:00, Den Rå Hal, Godsbanen

Den peruvianske electroduo er blandt hovednavnene på SPOT og er med til at afslutte festivalen natten til lørdag med deres håndlavede masker, syrede visuals og en eksperimenterende lyd, jeg ikke kan beskrive sammenhængende. Derfor har jeg lavet en liste over ord, der falder mig ind, når jeg jeg lytter til de sydamerikanske DJ’s:

Blæsende balkan-bongo, rituel stammedans om bål, footwork folk, salsa og solnedgang, syretrip på savanne, Den Sorte Skole, klesmer-hypnose, kædedans og karneval med krager, sydlandske sangfugle, spanske strenge, sex og sambuca, Herbie: Head Hunters, jungle og Jumanji, tribal techno, Henrik Vibskovs tekstiler som musik, parkour, Darkside: Psychic, syriske sækkepiber, lasterstråler, KOKOKO! Gameboy Advance, skæve slagtøjsinstrumenter, trope trance, JAJA! – Tropical Birs Club, Hanz Zimmer filmmusik, syg psytrance, dåse-dub, Tintin og Soltemplet, finurlige fugle og parringsdans på BBC wildlife.

Måske giver de mening. Måske gør de ikke. Måske er det slet ikke meningen, de skal, måske er det mig, der er skør… Måske skal du bare blive oppe lørdag nat og ryste alle de farverige halefjer – Laura

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.