Sekuoia var bedst ud af tre, da Frost Festival kulminerede

Sekuioa. Foto. Jens Wulff

Hvis ikke arrangørerne selv har opfanget, hvor morsomt det er, at Smerz og AV AV AV spiller samme aften, så vil jeg meget gerne lige påpege det. Okay, det er måske ikke HAHA morsomt, men det er i hvert fald ekstra-luft-ud-af-næsen sjovt. Frost Festival holdte i lørdags afslutningsfest på Stødpudelageret med Smerz, Sekuoia og AV AV AV på plakaten. Den fire timer lange koncert bød på elektronisk musik og flagspætte-repeterende stortrommer, og det var lige præcis, som det skulle være.

Frost Festival havde valgt Stødpudelageret på Carlsberg som venue, og jeg må sige, at stedet var fremragende valgt til lejligheden. Det var hverken for stort eller for småt, og akustikken var petervælteme i orden, hvilket jeg synes er imponerende for en gammel industribygning. Garderobeforholdene er dog en helt anden snak, og alle der var til stede den aften, vil nok ikke lige foreløbig glemme den time, man stod i kø i regnvejret for at kunne få lov til at lægge sin jakke. Det er dog svært at skyde skylden på arrangørerne, da det virkede som om, alle gæsterne ankom samtidig, og der derfor blot var tale om et uheldigt sammenfald.

SMERZ. Foto af: Jens Wulff

Aftenen startede ud med Smerz-pigerne, der vel nok, med rette, er nogle af de mest hypede og interessante kunstnere i Danmark lige for tiden. De kom med debut-EP’en “okey” i bagagen, og havde fået det mindst tilgivende slot i dagens tredelte koncert. Der manglede publikum, der stadig stod i kø, da Smerz gik på, og det kunne mærkes. Måske desværre også lidt på engagementet fra pigerne, der kom lige fra en koncert dagen før i London. Det tog lidt tid at varme op, men halvvejs gennem koncerten fik publikum omsider danseskoene på, og det løftede hele stemningen, da publikum og Smerz-pigerne endelig fandt hinanden. Det endte med ikke at blive et skuffet selskab. Jeg vil vove at påstå, at Smerz slår SKAM i forhold til kvaliteten af nutidig norsk eksport.

Mellem koncerterne vendte Simon Dokkedal og Shaq nogle plader på en computer, og jeg er dybt imponeret over deres evne til at holde folk i gang. Deres musikvalg svingede fra det tungeste trap til electro-klassikeren Hyph Mngo af Joy Orbison, som fik folk til at fastholde fokus på trods af tisse- og øltrang.

Sekuoia. Foto af: Jens Wulff

Det har aldrig været en hemmelighed, at vi på Regnsky er glade for Sekuoia. Det er heller ingen hemmelighed, at vi måske er lidt besatte af Sekuoia. Men er det virkelig ikke fair nok, når der bliver leveret så solid en optræden, som der gjorde i lørdags? Med på scenen var livemusikere i form af en trommeslager, en guitarist (ham fra Chinah, måske?) og en gæsteoptræden af Marc Roland fra Kentaur på nummeret “Brace”. Det gav en helt anden følelse af liveoptræden, end man er vant til fra elektroniske musikere. På trods af den rå elguitar kunne man godt være med, selvom man led af nikkelallergi (elguitar -> metalmusik… Følg nu med!), fordi tonerne var alt andet end rockede. Det gik op for mig, hvor dygtig Sekuioa faktisk er, da jeg blev suget ind i lyduniverset, der spænder så evigt bredt. Han kan også synge, og gør det selv på sine numre. How about that. Det var uden sammenligning aftenens højdepunkt, og jeg vil valfarte til Sekuoias koncerter fremover.

Der skal lyde en special hyldest til Kasper Dauberg og Jannik Jensen, der har stået for lysinstallationerne. Min tanke var, at der var valgt varme røde og blå farver som grundpillerne i setuppet, men jeg blev ved med at blive overrasket. Noget af lyset var så hårdt og insisterende, at man ikke kunne se, hvad der foregik på scenen, og jeg håber ved gud ikke, der var epileptikere til stede i lørdags. Fantastisk setup og som resten af Frost Festivalen var lyset et kunstværk i sig selv.

2/3 del af AV AV AV i form af DJ E.D.D.E.H. og Eloq. Foto: Jens Wulff

Jeg vil ikke knytte så mange ord til AV AV AV, fordi her blev min ædruelighed for alvor sat på prøve. Det er ikke min kop te, men jeg kan sagtens se det smarte i at sætte dem på til at lukke ballet. Det blev mere klub-stemning, end det var koncert, da Unkwon, Eloq og Dj Er Du Dum Eller Hvad fyrede op for deres triumvirat af DJ-pulte. Deres setup var så vildt, at der måtte sættes ekstra lys op, før de spillede. Det var et stroboskop-helvede, på den måde der er fantastisk, hvis man alligevel er i en alkoholinduceret trance, men hvor det mest af alt føles som lyskeglerne under et opdaget flugtforsøg fra en koncentrationslejr under holocaust, hvis man er ædru. Min egen oplevelse skal dog ikke overskygge det brag af en afslutning, det var.

Fremragende måde at spendere sin lørdag på. Alt i alt er jeg fan af Frost Festival, og den måde hvorpå vinteren i København ikke nødvendigvis behøver at være kedelig. Det er også ok godt klaret at booke The Orb til en omgang opgraderet vinterbadning en stivfrossen søndag i februar. Dejligt bidrag til det københavnske kulturliv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Flot koncert hæmmet af støjende publikum

Sekuoia (af Malthe Ivarsson)
Foto: MALTHE IVARSSON/Soundvenue

Det stod nærmest skrevet i stjernerne, at Sekuoia var det perfekte navn til at lukke Apollo ned i opvarmningsdagene. Det musikalske talent fra Nivå er et produkt taget direkte ud fra den engelske scene omkring post-dubsteppen, der i højere grad implementerer en følsommere side af den pulserende bas. Sekuoia (med det borgerlige navn Patrick Alexander Bech-Madsen) har i længere tid stået som et af de største talenter, og i går brød han fri fra de mange genredefintioner, der har hvilet over ham, med en højeklektisk koncert, der både bød publikum op til dans og til indadvendt fordybelse. Meget skal gå galt for den unge musiker fra Nivå, hvis vi ikke om få år vil se Sekuoia selv være hovednavnet på en scene som Apollo.

Det er selvsagt umuligt nu til dags at overvære en koncert, der kan samle alle mennesker – slet ikke til en festival som Roskilde, hvor der særligt i opvarmningsdagene hersker en umiddelbarhed, hvor folk tilslutter sig og forlader en koncert som ved et klik på en lighter. Desværre medførte den evige tumlen rundt en ukoncentreret stemning, hvilket særligt kom til udtryk når Sekuoia, i aftenens anledning flankeret af guitarist og trommeslager, i typisk post-dubstep-stil dykkede ned i de mere intime hjørner af lydbilledet. Ofte var de trippende basgange det nødvendige middel, der holdt publikum på deres tærer, og det var et virkemiddel, som Sekuoia fornemt mestrerede sammen med sit band. Imidlertid er Sekuoia meget mere end adrenalintilførende bass in your face, og de emotive arrangementer, oftest båret af Sekuoias egen skrøbelige vokal, var det, der gjorde gårsdagens koncertoplevelse så mindeværdig. Udfordringen bliver nu for Roskilde Festivals publikum at vise mere interesse i musikken, for ingen koncert kan se sig selv uafhængig af en vis koncentration og fordybelse fra musikkens modtager.

For måske gør Roskilde Festival sig selv en bjørnetjeneste ved at tillade en så anarkistisk stemning på Apollo, hvortil alt må medbringes, det værende gimmicks eller øl fra lejren. Man kunne fra starten mærke en beruset stemning på publikum, hvilket kan være til kunstnerens fordel, hvis der indfinder sig en gensidigt fordelagtig kontakt igennem alkoholens rus. Desværre kom gårsdagens kommunikation i høj grad kun fra scenekanten, hvilket bandet flot stod imod. Dette beklagelige irritationsmoment eskalerede specielt, når man flere gange blev et gidsel imellem flere fløje, der havde valgt at bekrige hinanden med flyvende øldåser. Det er sjældent, at det rør mig, og særligt på Roskilde Festival, men det er knapt så sjovt, når det sker en onsdag aften i 16 grader. Taknemmelig var jeg dog for, at Sekuoia leverede en flot koncert, og så længe man lytter ordentlig efter, kan man lukke alle sorger og problemer ude.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Et tilbageblik på Trailerpark Festival 2012

Jeg kommer ofte for sent. Også til de første koncerter på både Trailerpark Festivalens fredag, lørdag og søndag. Derfor forsøger jeg netop nu at google Broke. Det er ret svært. Men jeg blev væltet så kraftfuldt omkuld, at det må være anstrengelserne værd.

Overraskelsesmomentet ved at dumpe ind i en særdeles støjende og sært elektronisk swingende postpunk på en mentalt tåget festivalsøndag kan ikke undervurderes. Oplevelsen af Broke understregede, hvad Trailerpark handler om. Det handler om den uforudsete optur. Det kan være Brokes kombination af postpunk, synth og stjerneskudsguitar. Det kan være Sekouias livepercussions og -vokal. Hvordan bassens vibrationer i vampyrcampingvognens gulv kilder dig under tæerne. Det kan være Roll The Dices hypnose. Måske at Ice Cream Cathedral bruger en synthoverflod som sonisk overfald?

Lad os glemme en festlig, men ikke så mindeværdig, fredag (et citat som “jeg går bare meget op i min presence på sociale medier” vil dog sent blive glemt) og direkte ind i en tætpakket lørdag aften. Lad os lande midt i netop Ice Cream Cathedrals koncert. Foruden selvstudie gennem den blændende debut-ep Straight Arcs, har jeg hægtet mig med på trioens vellydende live-udforskning af feltet mellem halvt skræmmende, halvt tillokkende drømmespil af et par gange. Men det er først på Trailerpark, resultatet for alvor afspejler ambitionerne. Sandsynligvis fordi denne koncert med et par undtagelser kun består af nyt, uudgivet materiale, som rykker Ice Cream fra at være en spændende Beach House/Salem fusion til hovedsageligt at være sindssygt dygtige sangskrivere. Guitarist Kristian Paulsens shoegazing lægger grundlaget for de rummelige dimensioner, Ice Cream Cathedral ufattelig vellykket sammenstykker på Trailerpark Festival. Lyden er fremragende, og lader både Anja Lahrmanns klassisk smukke vokal folde sig ud som melodibærer, bassen skabe energi, synthen fremkalde atmosfære og trommerne binder disse elementer forbilledligt sammen i et avanceret, men altid harmonisk lydbillede.

Ice Cream Cathedral – Cornucopia

Whoa. Sådan startes en festival, som vil hylde det nytænkende og skæve. Derfor ærgrede det efterfølgende hovednavn, britiske Gang Colours klichéklistrede pianofløde mig. Trailerpark Festival 2012 præsenterede en ganske stor mængde elektroniske singer/songwritere, som med sampling, piano og vokal forsøgte at snige sig uden om sammenligningen med James Blake. Gang Colours håndterede opgaven ved at ændre Blakes fintfølende jazz-klaver til en bizart poppet, Yul Andersson-cheesy og – i disse ører – ganske ulidelig variant, som på ingen måde åbenbarede nogle af instrumentets nuancer. Når r’n’b-rytmerne ind i mellem blev introduceret, fandt en form for modsvar til den kvalmende fedme godt nok vej ind i sangene, men en afbalancering blev der aldrig tale om.

Så gik det bedre for Sekuoia alias danske Patrick Alexander Bech-Madsen. I den fornemme festivalanledning blev soloartisten suppleret af en drumpad-trommeslager, som med sans for finesser bidrog med dynamik til Sekuoias skrøbelige electronica. Inkorporeringen af en den ekstra mand trak Sekuoia væk fra indieforbillederne og over mod moderne britiske bas-producere som Blawan og Hyetal. Sekuoia sigter mod en position langt fra Danmark, og en eskapistisk følelse gik igen store dele af Sekuoias repetoire. På et nummer synger Bech-Madsen søgende, på grænsen til usikre toner, mens programmeringer og trommer former en selvsikker modvægt, på andre styrer koret melodien med stor sikkerhed, og lader guitarsamples og synthfladere glide ud i horisonten.

Sekuoia – Dissapear

Trailerpark Festival har en unik position i det danske festivallandskab. Med sin lille størrelse og det minimale budget, ser alle de optrædende danske bands en booking på festivalen som en ære, som noget man bliver udvalgt til, frem for en almindelig booking. Waldo & Marsha kvitterede – udover med en fremragende koncert – med dybfølt tak fra hele tre bandmedlemmer, og det er også årsag til, at festivalen for 4.(!) år i streg kan præsentere Vinnie Who som husorkester.
Men der er et “men”. I år var Trailerpark en mindre omfavnende oplevelse end de foregående år. Det er en usikker diagnose, for den er afledt af uklare symptomer: Er de tre scener en for meget? Burde nogle af de små, internationale artister droppes til fordel for flere af de taknemmelige danske? Det kan ikke undgå at forurolige en Trailerpark-fan, når der til netop Vinnie Whos afslutningskoncert blot står 300 mennesker, og festen ikke helt kan komme op i omdrejninger lørdag nat til discodrengene fra Casiokids. Så bliver jeg en smule nervøs for, at Trailerpark Festival ikke helt formår at gribe ud i Københavns musikinteresserede kredse, og trække dem til sig. Og frygter at festivalen, som leverer en så enestående ramme om både musik og fest, kommer til at vikle sig for meget ind i sin egen kreds, i stedet for at kigge ud en gang i mellem. For der er hyggeligt i den farverige fold. Men nogle gange må selv flokdyr gerne udfordres.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Strøm 2012 – Den vigtigste musikfestival

I dag søsættes den sjette udgave af musikfestivalen Strøm, som udover at være en af de sidste af slagsen i den københavnske sæson for festivaler, også er blandt de vigtigste af slagsen. Et eklektisk mix af banebrydende artister indenfor den elektroniske genre samles hele denne uge på mere end 20 forskellige lokationer i København, centraliseret omkring festivalens ‘hovedkontor’ og centrale spillested Culture Box samt Enghaveparken på Vesterbro. Årets program er særligt ledet af nogle af klubscenens største stjerner, såsom technopionæren Richie Hawtin, brødrene Octave One, housemusikkens foreløber Marshall Jefferson og engelske A Guy Called Gerald, men gennemgår man programmet artist for artist, vil man kunne se, at årets program er det bedste og mest bredtfavnende hidtil.

Strøm er blandt de vigtigste musikfestivaler i Danmark, hvis ikke den vigtigste. Ud fra et beskedent udgangspunkt og et endnu mere beskedent bookingbudget blev festivalen søsat i 2007, og i år har det været muligt at sætte den spirende danske talentmasse indenfor elektronisk musik i stævne med nogle af deres største inspirationskilder, takket være en god økonomisk støtte både fra offentlige instanser men også fra musikinstitutioner som Red Bull Music Academy og MXD Music Export Denmark. Sammen er de med til at grundlægge fundamentet for at opleve den københavnske scene i fuld flor. Der danses derfor ikke kun til Strøm, men der lyttes, tages i betragtning og gives konstruktiv feedback til hvem end der måtte behøve sådan respons. Derfor er Strøm det vigtigste organ og den vigtigste musikfestival vi har herhjemme, hvilket den kommende uges reportager forhåbentligt vil understrege til fulde.

Udover de musikalske oplevelser vil man igen i år kunne opleve forelæsninger og få dybe introduktioner til den elektroniske musikscene fra artisterne selv – heriblandt fra Henrik Schwartz, Octave One, Mike Huckaby og mange flere. Disse præsentationer appellerer både til den nysgerrige lytter, som vil kunne få et gyldent indblik i mange af musikbranchen og musiktilblivelsens organer, og for soveværelsesproduceren, som får mulighed for at stifte bekendtskab med mange begreber og fænomener, netop præsenteret af folk, der repræsenterer og har dybe rødder i den elektroniske musik.

I morgen vil jeg præsentere et overordnet indblik i, hvad man bør, må og skal opleve i løbet af årets Strøm. Dog bør man allerede i dag give sig muligheden for at opleve den tilbagevendende publikumsfavorit Trans Metro Express, som i essensen er en fire mobile koncertoplevelser med nogle af tidens største talenter fra den hjemlige scene. For at have en ærlig chance for at komme med på denne tætpakkede fest, skal man befinde sig på Vestamagers metrostation klokken 19, hvorfra man bliver taget med på en rejse rundt i byen, til tonerne af blandt andet Averos, Sekouia, Hors og CHLLNGR.

Derudover vil man kunne opleve en fest på tømmerflåde, forelæsninger som finder sted i to produceres boliger, rulleskøjtedisco, udflugt til Hovedbiblioteket, og meget mere – alt sammen vil man kunne høre mere om, i morgen. Strøm er, med andre ord, over os påny. God fornøjelse.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sigur Rós – Untitled 2 (Sekuoia remix)

Under navnet Sekuoia sætter Patrick Alexander Bech-Madsen, ene del af den fremstormende Nordsjællandske house-duo Kilimanjaro, lyd til denne torsdag nat – mere præcist med sit remix af Sigur Rós ”Untitled 2 (Fyrsta)” fra 2002’s ().

Det er sfærisk, svævende og passer glimrende til stille aftentimer. Originalens klaver, karakteristiske guitar spillet med violinbue og Jónsis vokal – dog en hel del toner dybere – er remixets gennemgående melodiske elementer, mens elektronisk knitren og rytmiske sammenfletninger af genrer skaber finurlige rammer for mødet mellem house og postrock. Resultatet er, trods sin i remixtraditionens korte varighed, både fængende og fortryllende, helt i Sigur Rós ånd.

Sekuoias første originaltrack, “Nothing”, blev postet på Soundcloud for en måned siden, som foreløber for en fire numres ep. Den forventes ude relativt snart, og udgives via det nystartede Fødselsdagsbarnets Pladeselskab. Er smagsprøven repræsentativ, kan vi forvente os harmonisk indietronica med fokus på opklippede rytmer, melodiske kor og analog instrumentlyd i tilbagelænet tempo.

Sigur RósUntitled #2 – (Sekuoia remix)

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Sekuoia – Nothing

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *