Journey.indie blev en opvisning i genrens diversitet

Foto: Matias Flensborg

Indiegenren kan hurtigt blive stemplet som noget relativt ensartet. Det kan godt være, det er noget, jeg selv tænker, fordi jeg ikke altid hører så meget, der passer på den betegnelse, men Journey.indie beviste i den grad, hvor forskellig lyden af indie kan være, da Schultz & Forever, Communions og Homeshake lod guitarene tale på Pumpehuset onsdag den 20. februar.

Størst var kontrasten mellem danske Communions og canadiske Homeshake. For Communions er i høj grad dét, jeg kender som den klassiske indie. Der er godt gang i både guitar, bas og trommer, uden at det på noget tidspunkt kammer over og nærmer sig metal. Forsangerens stemme er tight under hele koncerten – ikke fordi den spænder vidt i toneleje og form. Den sidder bare, hvor den skal og flankerer de hyppige strengelyde, der dominerer numrene. Snak med publikum er der ikke noget af. I stedet kommer bandet ind på scenen og fyrer den af i omkring 40 minutter. Alt i alt ikke så meget bullshit – bare klassisk, velspillet indierock.

Foto: Matias Flensborg

At beskrive Homeshake som indie er en cirka lige så nøjagtigt beskrivelse af bandets lyd som at beskrive en vin som værende rød. Peter Sagar, der er tidligere guitarist for Mac DeMarco, er manden bag Homeshake. Med sig har han blandt andet en vocoder, som han insisterer på at snakke igennem, når han taler til publikum. Det får hurtigt smilebåndene frem, når han med musestemme beder folk om ikke at råbe af ham. Det virker måske en anelse fjollet at snakke til folk på den måde. Det virker til gengæld meget kraftfuldt, når han på nogle numre peaker skifter til vocoderen, der får intensiteten i nummeret til at sprænge skalaen.

Han har også et tre mand stort og sindssygt skarpt band med. Især bassisten er i hopla og brillerer blandt andet ved at starte et nummer med en fremragende slap bass. Skiftevis er det bas, keys eller guitaren, der i hypnotisernde stil kan få publikum til at forsvinde helt ind i sig selv. Jeg tog eksempelvis mig selv i at tænke over noget så underordnet, som hvor populær beanien egentlig er blevet (halvdelen af bandet, bartenderne og Regnskys udsendte var iført beanie). Men selvom man kan tage sig selv i at være et helt andet sted, er det en styrke, at musikken er bygget sådan op, for med sig har numrene de mest elegante skift, så man pludselig ryger tilbage fra sin egen verden og er endnu mere til stede, end man var før.

Homeshake gav mig lyst til at danse og huje, men hvis Homeshake på Pumpehuset den 20. februar var et album, så ville jeg også smække det på en søndag formiddag på sofaen med tæmmermænd.

Foto: Matias Flensborg

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Guide til opvarmningsdagene på Roskilde Festival 2013

For første gang i mange år er Regnsky på Roskilde Festival hele ugen. Og vi er tre skribenter afsted det meste af tiden! I løbet af de næste dage gennemgår vi hver især vores individuelle program, men inden da giver Morten og Eva her et bud på, hvornår du skal stå foran Pavilion Jr. og Apollo Countdown.
Morten er på Roskilde i opvarmningsdagene for at høre de mange virkeligt gode bands, de i år tilbyder (og for at nyde lejrlivets afbræk fra årets utallige hverdagsmandage, -tirsdage og -onsdage), og Eva for at følge Ice Cream Cathedral (og for at nyde de mange virkeligt gode bands, opvarmningsdagene i år tilbyder). Morten kommer nok til primært at tage forskud på Roskildes fremragende elektroniske program, ved at lytte til dens mange afskygninger ved Apollo Countdown, mens Evas anbefalinger giver en solid indie-opfyldning på Pavilion Jr. før hovedfestivalens ret fesne indieprogram går igang om torsdagen.

Søndag kl. 14:30 – Ice Cream Cathedral, Pavilion Jr.


Eva: foruden at jeg selvfølgelig dækker Roskilde Festival med Regnsky, er jeg også på festivalen med Ice Cream Cathedral, som jeg arbejder med. Jeg arbejder med dem, fordi de er mine ultimative yndlinge i den danske undergrund og har været det utroligt længe. Koncerten på Roskilde Festival bliver derfor heller ikke for mig bare “endnu en”. Bandet har lysmand og særlig sceneudsmykning med (se eksempel i Here Today-videoen ovenfor), som går fremragende i spænd med deres visuelle og auditive udtryk. Vi er ude i lyse farver, skinnende overflader, blå og sølv nuancer, som måske virker til at skubbe dig væk, men som samtidig glimter så smukt, at du må gå nærmere. Præcis som musikken: fascinerende, lidt afvisende, men smuk nok til at du involverer dig og bliver en del af den anden og den lidt mere spacy verden, bandets musik tegner.

Morten: I opvarmningsdagene kan man på Pavillion Jr. dagligt opleve seks forskellige og talentfulde navne folde sig ud overfor et nysgerrigt publikum. Sådan har det været de sidste mange år, og selvom jeg nærmest har stået fasttømret lige udenfor pavillonen i netop opvarmningsdagene siden 2008, tørstig efter ny musik, kan jeg ikke i retrospekt nævne, hvilken koncertoplevelse, der har været den bedste. Sidste år, der samtidig var det første hvor én scene i opvarmningsdagene blev til to, var særligt Pavilion Jr. en skuffende oplevelse. Intet fangede for alvor min opmærksomhed, og når jeg momentvist tænker tilbage på sidste års udbud i opvarmningsdagene fanger min nethinde meget grå billeder. Sølvgrå, i bedste fald.
Derfor er det lovende at se årets optaktsprogram udfolde sig så bredt, med en homogen blanding af navne jeg med et privilegium og en stolthed kan nikke genkende til, og navne jeg enten har fået anbefalet fra troværdige, horisontale leverandører til mit musikalske ordforråd. Herunder er Ice Cream Cathedral for mig en perfekt kombination af begge kasser, og udover at opleve det næste kapitel i bandets historie, når de søndag møder Roskildepublikummet med den sunde nysgerrighed efter et indblik i Danmarks musiktalenter, bliver det bare en kæmpe forløsning som publikum at være en del af årets allerførste koncert. Denne stemning er unik, og jeg føler mig langt om længe klar til at tage imod den.

Søndag kl. 18:00 – Rewolmer, Apollo Countdown

Morten: Det blot andet navn til at indtage årets Apollo får helt sikkert lokalpatriotismen op i mig, når den viborgensiske eksiljyde Rewolmer giver koncert på den hoppeborgslignende scene med fokus på elektronisk musik. Gennem mit begrænsede kendskab til den synthbaserede beatsmed har jeg dannet mig et indtryk af en yderst vellidt musiker, der som en sand virtuos selv står bag instrumenterne under produktionen. Rewolmer har som dj fået fremvist en stor og musikalsk bred forståelse for at nedbryde genrer, hvilket også er et udtryk der mærkes på hans produktioner, som kan vække minder om Nosaj Thing og Hudson Mohawke. Derfor skal det blive spændende at lytte til Rewolmers produkt søndag aften, når alt fokus er rettet imod den sympatiske producer.

Mandag kl. 14:30 – Schultz and Forever, Pavilion Jr.

Eva: Endnu en Regnsky-darling. Her skal jeg fylde depoterne op med akustisk guitar, for den bliver der ikke meget af på hovedfestivalen. Jonathans stemme er altid fremragende live, bandet utroligt sammen- og velspillende. Da Schultz and Forever blev offentliggjort til Pavilion Jr., undrede jeg mig lidt over, at han ikke skulle spille hovedfestivalen. Og så kom jeg i tanke om, at selvom knægten har været på forsiden af Weekendavisen(!), Politiken(!), ja rent sagt har været overalt, har han kun udgivet to ep’er – den selvudgivne Odd Stories i 2011 (læs anmeldelse her) og Céline tidligere i foråret. Céline er virkelig god, men Here Today-videoen med det endnu uudgivne nummer “Half a Man” ovenfor er næsten endnu bedre. Schultz and Forever er nok årets vellydende gennembrud, og der bliver helt sikkert pakket i Pavilion-teltet.

Mandag kl. 16:30 – K-X-P, Apollo Countdown


Eva: Finsk krautlivetechno, anyone? Hm, ja tak, faktisk! Årets mindst lyttede til, men måske en af de mest interessante  elektroniske plader, står K-X-P bag. Det er på en og samme tid utroligt fysisk og svær musik, der ikke er bange for at veksle mellem krautrock i technotempo og stille passager med kor (på finsk?) – bare lyt til “In the Valley”. Jeg har heller ikke lyttet sygt meget til K-X-Ps seneste plade II, men de gange jeg har, har det været fedt. Især desperationsvokalen på “Flags and Crosses”! Super pompøst og ret episk! For så vidt tror jeg heller ikke nødvendigvis, at det er en afgørende forudsætning at kende deres musik, for at nyde til dem live. Jeg tror, at K-X-P bliver et af de bands, som overrasker på årets festival og vinder et afgørende momentum i Danmark med deres koncert på Apollo Countdown.

Mandag kl. 19:00 – Dråpe, Pavilion Jr.


Eva: Den svævende lethed i vokalen hæver dumpe trommer over niveau på “Blue Eyes”, det mest fremstående nummer på Dråpes debutalbum Canicular Days. Jeg er helt vild med den plade, og glæder mig vanvittigt meget til at se Dråpe live. Der er en delikat følelse i deres musik, en skrøbelighed sjældent hørt i støjpop. Lyt til “Sister’s Eye”. Langsomt opbygget, fint i ordets bedste og oprindelige betydning. Trommeslageren har nok lyttet til Jaga Jazzist, han er i hvert fald ikke bange for at fylde godt på af bækkener. Det er fint med mig, for melodier og rytmer svajer fornemt i takt på hele Canicular Days. Dråpe er første af tre Riot Factory-bands på årets Roskilde Festival, og spiller også på Alive Festival i Thy. Dråpe fik i øvrigt fremragende anmeldelser for deres koncerter på by:Larm og selvfølgelig for albummet.

Tirsdag kl. 16:00 – Postiljonen, Pavilion Jr.


Eva: Det er virkelig gode tider for effektafdelingerne i Skandinaviens musikbutikker. Svensk/norske Postiljonen dyrker ligesom Dråpe, Bendik, Highasakite (og med en lidt søgt tilnærmelse Ice Cream Cathedral) et syntetisk udtryk båret af effekter som reverb og chorus. I samklang med synthesizere i kilometermål danner en lys, svært decifrérbar pigevokal Postiljonens sfæriske, længselsfuldt drømmende popsange. Cocteau Twins har ikke levet forgæves, ej heller de svenske indielabels Sincerely Yours (The Tough Alliance og JJ), som Postiljonens medlemmer helt sikkert har fulgt tæt op gennem 00’erne. Man kan ikke beskylde Postiljonen for at bringe meget nyt til lyden (bemærk lige porno-saxofonen på “Atlantis”! Host-host, “Midnight City”, anyone?!).
Men når du drikker et køligt glas af Irmas glimrende (men ganske betalelige) hvidvin, tænker du sjældent på, om den nu også revolutionerer dyrkningen af Chardonnaydruer i Bourgogneregionen. På samme måde er Postiljonens sange dygtigt spillet og en kende anonyme. Jeg krydser fingre for, at trioen har ladt saxofonen blive hjemme og at solen skinner så jeg er i mit tolerante lune, hvor vellyd er nok selvom sangene ikke er helt skarpe. Så skal jeg drikke hvidvin på græsset foran Pavilion. Hvis det regner, så holder jeg mig væk…

Tirsdag kl. 20:30 – Bendik, Pavilion Jr.


Eva: … og venter i stedet på at norske Bendik går på scenen klokken 20:30! Jovist, der er også mange effekter og mange synthesizere i deres øvelokale, studie og hvor ellers 2011-debuten Drømmen Gjør Meg Ingenting er indspillet. Men forsanger og bandleder Siljes Halstensen stemme har en ganske anden karakter end Postiljonens. Halstensen vil gerne udtrykke sig selv. Hun vil ikke blot udtrykke en længsel (en i sig selv tom følelse), hun har en anden kraft. Ligesom musikken, forøvrigt. Tjek de trommer på debutpladens åbningsnummer “Forsvinne” ud! De er tunge, pumpede og guitaren falder perfekt ind. De første to minutter lyder faktisk virkelig hårde. Indtil omkvædet og koret sætter ind. Og “Kjenner Ingenting” siden overtager, som den blide søster til det første nummer. Her er tempoet lavere, Halstensen skiftevist hvisker og råber. Et enkelt lydbillede dyrkes, der er luft mellem instrumenterne, og jeg får lyst til at lytte til hvert og et af dem. Bendik, dem glæder jeg mig sgu til.

Onsdag kl. 22:30 – Sekuoia, Apollo Countdown

Morten: For at vi skal kunne se tilbage på opvarmningsdagene som et korstog af unge talenter med noget originalt på hjerte og en stor fremtid foran sig, er vi nødt til at lukke dette kapitel med et festfyrværkeri. Derfor har Roskilde Festival truffet den helt rette idé at lade unge Patrick Alexander Bech-Madsen aka Sekuoia lukke Apollo Countdown ned, før den indtages af de lidt større artister. Danske Sekuoia er i løbet af de seneste år blevet kendt for at levere et meget energisk liveshow, hvor hans lyd, inspireret af glitch, hip hop og satirisk meget popkultur, fræser derud af og syrer sammen til et feststemt udtryk, hvor folk ikke kan stå stille. Hans melankolske studieproduktioner får tilsat nyt liv, og en rigtig fan af Sekouias musik skylder sig selv at opleve disse numre fremført live. Men gudskelov, det er jo der vi har Roskilde Festival, som meget hjælpsomt og indenfor fire dage samler de danske og skandinaviske talenter under to telte.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.