Indians og Schultz and Forever interview: “Det kan være som terapi at spille musik”

Indians
Schultz_and_Forever_555

Den ene stod overfor det sidste år. Den anden står overfor det lige nu. De har begge fået deres ilddåb som feterede fuldtidsmusikere på Roskilde Festival, hvor Gud-og-hver-mand vil have fat i dem. Det er naturligvis danske Søren Løkke Juul alias Indians og Jonathan Schultz alias Schultz and Forever og det store gennembrud, vi taler om.

Indians debuterede på Roskilde Festival med sin anmelderroste koncert på Pavilion Jr. sidste år, mens det i mandags var Schultz and Forevers tur til at træde op på en af nationens absolut bedste og mest nervepirrende scener.

Regnsky satte de to solister i stævne om lørdagen. Dagen for Indians koncert på Odeon Scenen, og et par gode festivaldage inde i Jonathans program. Vi taler med dem sammen, for det skifte i livsform som Indians oplevede sidste år, da fritidssyslerier med projektet Indians blev til en fuldtidsbeskæftigelse qua legendariske 4ADs interesse for musikken, står Jonathan Schultz nu overfor, hvor det er studenterhuen og ikke afleveringerne, der trykker ørerne.

Derfor er det interessant for Jonathan at høre, hvordan Indians har grebet skiftet fra en stille tilværelse i København til månedlange turneer i udlandet an. Fordi både Indians og Schultz and Forever er noget særligt qua deres sanges intimitet og personlighed. Begge artister er præget af folkgenrens inderlighed. Indians er ikke bange for at bruge synthesizeren frem for guitaren som følelsens medium, og fremstår som 2010‘ernes moderne singersongwriter. Schultz delikate, observerende sange har en næsten mytologisk enkelthed over sig. De er følelsesmættede betragtninger, men stadig båret af et klarsyn. Gældende for dem begge er det, at de transformerer deres oplevelser til musik, og bruger musikken til at skabe rammer, de kan forstå verden indenfor. Og fordi de begge har folkens kvaliteter som folkets universelle følelsesforklarere, er det er interessant for os at vide, hvordan det at blive fuldtidsmusikere har påvirket de to kunstneres inspiration til nye sange.

Eva: Søren, du har tidligere sagt, at det var svært for dig at begynde at spille musikken for andre. Hvordan har du det med det nu?
Søren:  I starten, da jeg lagde, “Magic Kids”, det første nummer, ud på nettet og delte det med mine venner på facebook, var det virkelig grænseoverskridende. Når man sidder og arbejder intenst med ting, så er det svært at forestille sig, hvad andre vil synes om det. Folk kan synes, at det er det værste lort, selvom man selv mener at man sidder med guld i hånden. Siden da er numrene kommet rigtigt meget ind under huden på mig. De er jo personlige historier om virkelige hændelser. Det er derfor musikken er nærværende.
Min nervøsitet for at spille musikken for andre har helt klart ændret sig. Det er stadig de samme historier, der bliver fortalt, og når man har fortalt en historie mange gange, så bliver det også lidt en vane – på en god måde.

Indians – Magic Kids

Eva: Når du spiller live fremfører du de samme sange og følelser overfor et nyt publikum hver aften. Hvordan undgår I at det bliver til rene rutiner?
Søren: Musik handler om følelser, og du føler virkelig sangenes intenst, når du spiller live. Jeg har siddet i de der tourbusser på de lange turneer, der strækker sig over to måneder, og når du når til show nummer 45, så gider du bare ikke lave den fucking lydprøve og sætte det udstyr på igen – du gider nærmest ikke spille. Men lige så snart publikum kommer og du går ind på scenen, så står du jo og genoplever dine følelser. Men det er på en ny måde, for der er en spontanitet til stede. Og der bliver den ensformighed, der ligger i turnélivet brudt.

Jonathan: Jeg har ikke været på de store turneer, så det er lidt noget andet for mig. Men jeg kan godt nogle gange have fornemmelsen af, at det bare er det samme, man gør hele tiden. Jeg kan godt lide at fortælle nye historier – jeg har det nogle gange sådan, når jeg har spillet et nummer live en enkelt gang, at jeg gerne vil spille noget andet næste gang. Men lige med nummeret “Falling” er det noget andet. Jeg synes stadig, at det nummers historie er relevant. Det nummer handler om et forhold, jeg har til en specifik person, og det forhold har jeg stadig, så det er stadig relevant for mig at spille det.

Schultz and Forever  – Falling

Musikken som terapi

Eva: Søren, siden du begyndte at skrive musik som Indians, har din hverdag flyttet sig fra at udspille sig hjemme i København og til at være på verdensturneer med ufatteligt mange jobs. Har det påvirket din musiks tematikker?

Søren: Jeg har haft en udlængsel i rigtigt mange år, men jeg kan se at mine senest skrevne numre begynder at handle om det at være væk. Det sidste nummer på min plade, titelnummeret “Somewhere Else”, er skrevet mens jeg var på vej hjem fra mit første besøg i New York. Der sad jeg og græd i taxaen, fordi jeg fandeme ikke havde lyst til at tage hjem. Det var en overvældende følelse.

Jonathan: Nogle gange kan det være som terapi at spille. Mine numre har ofte noget at gøre med negative følelser og oplevelser.

Søren: Det er jo det, der er enormt interessant. At skrive musik er et behov man har for at kunne komme ud med nogle ting. Det kan godt være, at et nummer handler om en specifik ting eller person, men det fortæller en historie og om en følelse, som folk kan bruge til noget. Det er ikke en selvfølge, at andre gider at høre det, men der er så fantastisk, når man kan få lov til at dele musikken og følelserne med andre.

Indians – Somewhere Else

Inspiration kan komme fra hele verden – ikke kun det nære

Eva: I taler begge meget om at I henter inspiration i det I oplever, og også i mødet med andre mennesker. Søren, har det været svært for dig at tage på tour og være væk fra relationer og velkendte steder, og samtidig skrive ny musik?

Søren: På det seneste har jeg skrevet nogle nye numre, der handler om at være på vejen og ikke rigtigt høre til nogle steder. Mit nyeste nummer handler om, hvor jeg er på vej hen nu, og om for alvor at finde det sted, hvor man føler, at man hører hjemme… Lige nu tror jeg, at jeg er ved at flytte til New York. Når jeg flytter til New York, så kommer jeg til at efterlade rigtigt mange ting i Danmark, og det sætter nogle følelser i gang, som det kan være svært at tale om, men som jeg kan behandle i min musik. Det nummer lavede jeg færdigt i sidste uge, og det spiller vi i aften på Roskilde.

Eva: Jonathan, din EP fra i år, Céline, skrev du mens du var i Paris for at indspille den, og alle de fem numre tog form på blot syv dage, og man må sige at resultatet var temmelig godt. Skal dit fuldlængde album skrives på samme måde?

Jonathan: Indspilningen af ep’en var en travl. Min fuldlængde plade skal jeg til gengæld lave gennem efteråret herhjemme i København i Sauna Recordings studierne. Jeg tror klart at det bliver anderledes at indspille herhjemme, og at det kommer til at påvirke pladens lyd. En fra mit franske pladeselskab Cracki Records sagde: “jeg kan høre, at ep’en er lavet i Paris.” Jeg ved ikke, om det bare var noget han sagde, men der er helt klart en forskel, for jeg skrev jo sangene dernede ud fra de indtryk jeg fik.

Søren: Jeg kan godt forstå, hvad du mener med, at det bliver anderledes, fordi dine indtryk i Paris var anderledes end dem du får i København. Man skal virkelig ikke rejse langt væk for at opleve noget ganske andet.

Jonathan: Céline, som ep’en er opkaldt efter, er bare indbegrebet af en fransk pige – hun bor i den smukkeste lejlighed og laver vegansk mad…

Søren: det er sjovt, at du nævner hendes lejlighed, for Københavnerlejligheder er også bare meget typiske. Det er meget inspirerende det med at tage væk og opleve, hvordan andre folk lever. Man skal virkelig ikke tage langt væk for at opleve at det er anderledes.

Schultz and Forever – Sociopathic Youth

Disciplinér inspirationen

Eva: Jonathan, nu skal du indspille en plade i København. Er du nervøs for det?

Jonathan: Pladeformatet er virkelig noget, jeg elsker, og det lægger et kæmpe pres på mig selv. Jeg synes helt klart, at det er sværere at skrive sange nu end før, fordi der er et andet forventningspres denne gang end med ep’en, hvor de færreste kendte mig.

Søren: For mig er det meget vigtigt at huske, at det at skrive musik er en indadvendt proces, hvor jeg bliver nødt til at stole på at min egen kvalitetsbevidsthed er god nok. Man skal ikke sætte sig ned og lave et nummer, fordi man tænker at det kommer til at rykke VoxHall eller Lille Vega. For så mister man overblikket. I den proces er det okay at være mega egoistisk og indadvendt og lade være med at tage telefonen, når folk ringer.

Eva: Men da du blev kontaktet af 4AD, fordi de havde hørt et af dine numre, og de gerne ville høre mere, følte du så ikke et pres for at skrive numre til dem, Søren? Og hvordan overkom du det?

Søren: Det var en position, jeg kunne sætte mig selv i, hvor jeg følte at jeg ikke skulle lave andet. Så det svære var at komme ind i en vane og disciplinere sig selv til at stå op om morgenen, lave en kop kaffe og så sætte sig i studiet. Det var egentligt mere en inspiration end et pres.

Eva: Men hvordan fandt du inspirationen til disse numre når du disciplinerede sig selv?

Søren: jeg fandt ud af, at når jeg gik kold i en idé, så skulle jeg holde en pause og gå en tur eller sådan noget. Gør noget, og bliv inspireret igen – du kan jo bare gå udenfor din dør og blive inspireret af det, der sker derude. Men der var selvfølgelig en masse forventninger til hvad jeg kom op med fra pladeselskabet og fra mig selv. Men det pres viste sig også at være en god ting, for det hjælper en til at præstere. Du siger ikke bare “ahr, det er fint nok”. Det er aldrig “fint nok”. Du bliver simpelthen nødt til at præstere – det bliver nødt til at være perfekt i dit eget hoved.

Eva: Et måske åbenlyst spørgsmål, men hvorfor er “fint nok” ikke godt nok?

Søren: Det handler om nærvær. Samfundet er virkelig fraværende. Jeg synes mange har svært ved at fokusere. Der er virkelig mange, som ikke tænker så meget over at være til stede. Jeg synes det er virkelig vigtigt, at musikken er nærværende, og at folk kan være til stede i den og kun i den. Musikken skal betyde noget. Jeg fik en mail fra en pige, hvis farfar lige var død, og som havde fundet hjælp til at komme over det ved at høre mit nummer “Magic Kids”. Så betyder musikken virkelig noget, og er nærværende.

Indians udgav i foråret debutalbummet Somewhere Else på 4AD. Søren har tidligere været del af folkpopbandet Let Me Play Your Guitar.
Jonathan Schultz udgav i foråret ep’en 
Céline på det franske label Cracki Records, og forventer at udgive sin fuldlængde plade til næste forår.

 

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mads says:

    Kender det kun alt for godt at bruge musikken som terapi. Før jeg selv begyndte at spille brugte jeg det at lytte som terapi, men efter jeg er startet i et band giver musikken pludselig meget mere mening som terapi. Man må aldrig undervurdere musik!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Danske folktalenter fortolker Cohen

For mig er der en markant forskel på god og dårlig musik. God musik rører noget i én. Den forandrer følelser. Noget musik formår endda at frembringe helt nye og uforudsete følelser.
En af de største eksponenter for emotionsfrembringende, god musik er i min optik den canadiske legende Leonard Cohen. Teknisk er han langt fra et unikum, men han formår om nogen at synge, råbe og til tider skrige sin sjæl ud gennem sin musik. Det var derfor også med en vis skepsis, at jeg forleden gav mig til at lytte til endnu et Cohen-covernummer. Det er nemlig sjældent en let opgave at fortolke hans numre, og guderne skal vide, at den mand har været udsat for mange mere eller mindre heldige covers gennem tiden.

Denne gang er det blevet danske Dangers of the Sea og Schultz and Forevers tur til at forsøge sig. To af mine absolutte yndlinge blandt de up-and-coming danske artister, hvilket kun gjorde mit ønske om en oplevelse endnu større.
Sangen, som de har valgt at kaste sig over, er den håbløst desperate og længselsfyldte “One Of Us Cannot Be Wrong” fra Cohens første studiealbum, “Songs of Leonard Cohen.”

Leonard Cohen – One Of Us Cannot Be Wrong
http://www.youtube.com/watch?v=iels3GLw-zs

Leonard Cohen bygger i sin version op mod et klimaks, som manifesterer sig i en kaotisk afslutning ved den for ham karakteristiske skrigende nynnen akkompagneret af en yderst malplaceret fløjte.
I en mulig erkendelse af ikke at kunne gøre ham kunsten efter, har Jonathan Schultz og Dangers of the Sea-forsanger, Andreas Bay Estrup, valgt helt at se bort fra dette klimaks i deres fortolkning. De har i stedet været meget bevidste om egne styrker, og i særdeleshed Jonathan Schultz’ vokal formår som kuldegysfremkaldelse penselsstrøg at give det 55 årige kunstværk nyt liv. Tempoet er sat ned, og man kan ord for ord smage den nagende jalousi udvikle sig til den længselfulde frygt, som er tekstens omdrejningspunkt.

Dangers of the Sea & Schultz and Forever – One Of Us Cannot Be Wrong

Hvis du skulle have fået mod på mere fra de to talentfulde, danske kunstnere, har du mulighed for at opleve dem i løbet af den kommende måneds tid.
Den 21. marts påbegynder de en fælles Danmarks turné, som blandt andet bringer dem til Radar i Aarhus den 22. marts og til DRs Koncerthus’ Studie 2 i København den 30. marts.
Og som en lille bonus vil du efter koncerten i København kunne opleve Eva bag DJ-pulten sammen med Mads Axelsen og Lucia Odoom. Billetter til koncerten kan købes her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Newbees Festival 2012 i billeder

Regnsky er rigtig glade for Newbees Festival. Og hvis du ikke allerede har læst vores reportage derfra, så kan du læse den her. Men vi mangler stadig den sidste del af vores dækning af årets festival. Nemlig den lovede fotoreportage. Vi havde den dygtige fotograf Sebastian Kjær med på festivallen, og det er der kommet en lille billedserie ud af. Vi vil i samme vejrtrækning benytte lejligheden til at sige tak for hjælpen og tak for de fine billeder.

Fredag:

Schultz and Forever

Dig og Mig

Lørdag:

Dangers of the Sea

Linkoban

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Newbees Festival 2012: Nutiden, fremtiden og for evigt

“Newbees Festival præsenterer 10 af de mest spændende og lovende nye danske navne” skrev Newbees Festival i deres egen præsentation forud for den femte udgave af den unge to-dages festival i Aarhus.
Så det var med netop den forventning, at jeg troppede op i Studenterhusets hyggelige koncertsal, Stakladen, fredag og lørdag aften. Og så naturligvis med den der “hvordan-mon-det-går”-fornemmelse, som for mig altid vil være til stede, når jeg skal opleve relativt uprøvede artister live. For der opstår altid en del sjove situationer, når nye kunstnere skal vise sig frem. Men de fleste tog heldigvis diverse startvanskeligheder med et smil. Såsom Age of Giants‘ guitarist, Zacharias Baden, da han, med en lånt guitar i hånden, udbrød: “Jeg ved ikke, hvordan den her guitar virker.” Eller da han koncerten igennem måtte minde sine bandkammerater om, at de skulle vente på ham. Og selvfølgelig gjorde de det.

Selv med disse små svipsere undervejs, kom alle disse upcoming artister helskinnede igennem deres optrædener. Og nogen endda mere end det. Mere præcist var der fire optrædende, der i den grad sparkede benene væk under mig. To fredag og to lørdag. Det drejer sig om den purunge Barometer-komet, Jonathan Schultz, de drømmepoppede kanariefugle i We Were Born Canaries og så de to hovednavne i grimepopperen Linkoban og de vidunderlige kaosprofeter, Andrea og Kasper, under navnet Dig og Mig. Dem vil jeg kigge lidt nærmere på, for hvorfor var det lige netop dem, der fik mig til at grine, græde, lade mig forelske eller bare hoppe rundt som en vanvittig? Eller komme i tvivl om, hvorvidt en peberfrugt i virkeligheden er en frugt?

Årets hovednavn, Linkoban. Foto: Sebastian Kjær

Nu er festivallen efterhånden et par dage inde i det, vi kalder fortiden. Men jeg kan stadig ikke helt forstå, at Jonathan Schultz fra Schultz and Forever blot er 18 år gammel. Hvis du har lyttet til “Falling”, kan du formentlig heller ikke. Og hvis du var til stede denne fredag på Newbees Festival, kan du med sikkerhed ikke. Hans vokal var kuldegysningsfremkaldende koncerten igennem, og man kunne mærke den inderlighed, med hvilken alle hans sange er skrevet. Netop inderligheden vil man kunne finde mere af på hans nye album, der kommer til januar. Første nummer på pladen får titlen “Sociopathic Youth”, og det er en sang, som Jonathan selv beskriver som en af de sange, der betyder mest for ham. Fans af Schultz and Forever går i den grad en lys fremtid i møde – og ligeledes gør Jonathan selv. Hvis jeg skal give koncerten et ord med på vejen, kan det kun blive følgende: Optur!

Schultz and Forever – Falling

Da klokken blev hen ad midnat, var det tid til fredagens hovednavn. Nemlig de to hyperenergiske københavnere, Andrea og Kasper, som til sammen udgør Dig og Mig, tilsat en smule Magnus på keyboard. Jeg havde på forhånd valgt ikke at fokusere på dem, da jeg hellere ville give de mindre kendte artister en chance, men deres optræden var ganske enkelt umulig at overse. Den var på samme tid støjende, kaotisk, ekstremt fragmenteret og alligevel helt igennem homogen.
For hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at Andrea på vokal, Kasper på guitar og Magnus på keyboard var kommet til at gå op på scenen på samme tid ved en fejl. Magnus ville passe perfekt ind i 70’ernes amerikanske East Coast hip-hop, Kasper tilhører bølgen af post-punk guitarister, mens Andrea ligner en, der mest af alt vil synge hyggelige popsange. Sammen bliver det til den umiskendelige lyd, som er Dig og Mig. Og det var den lyd, som for alvor fik sat gang i en ellers rimelig sløv fredagsfest.

Dig og Mig – Skyggerne

Lørdagen indledtes med Age of Giants’ ganske befriende tekniske vanskeligheder, men der gik ikke længe, før jeg stod med munden på vid gab af ren og skær fascination. Og lad mig sige det med det samme: Jeg er forelsket i Stine Grøn. Med andre ord havde We Were Born Canaries indtaget Stakladen, og med harmonier af himmelske proportioner og en vokal, som ledte tankerne hen mod Nanna “Oh Land” Fabricius’ bedste øjeblikke, tryllebandt Stine hele den brogede forsamling i salen. “My Beat” var det forventede højdepunkt, men et nyt nummer med arbejdstitlen “White Gold” gav løfter om en spændende fremtid for We Were Born Canaries. Produktionen var skarpere, end alt hvad jeg tidligere har hørt fra duoen, og brugen af diverse samples fremstod yderst velovervejet, indenfor et folk-univers som ellers ofte er præget af overdreven minimalisme og simplicitet.

We Were Born Canaries – My Beat

Efter denne tour de force i skønhed fulgte en desværre alt for rutinepræget optræden fra superbandet Dangers of the Sea, omend de spillede sig gevaldigt op i løbet af koncerten. Dernæst var det tid til Jetsi Kain, som heller ikke levede helt op til, i hvert fald, mine forventninger. Koncerten var præget af for megen livrem og seler, hvilket var en skam, for de viste undervejs et stort potentiale på eksempelvis en, til lejligheden, rimelig up-tempo udgave af “I’m In Control.”

Jetsi Kain – I’m In Control

Dernæst var vi nået til hende, som man kunne mærke, at en stor del af publikum havde set mest frem til. Flere små klynger, primært piger, havde sågar bevæget sig op foran scenen og varmede stille op til koncerten med et par forsigtige dansetrin. Festen gik for alvor i gang, da hipsterprinsessen, som de to konferencier fra Aarhus Studenterradio havde døbt hende, endelig dukkede op bag scenetæpperne. Og så var der i den grad dømt fest a la M.I.A. på Orange Scene i 2011. Linkoban erobrede scenen og publikum med en selvtillid, som selv Noel Gallagher ville have svært ved at matche.
Med energipumpede og koreografiproppede numre som “Popgun,” “Fireflower” og “Like This” fik Ling Ly sat en tyk streg under, at hun ubestridt er Danmarks sejeste kvindelige livemusiker lige nu. Og ingen var bagefter i tvivl om, hvorfor hun var årets hovednavn. Lad mig bare sige, at folk var “Super Into On It.”

Linkoban – Super Into On It
http://www.youtube.com/watch?v=Aka37ICdXRI

Og så må jeg hellere få opklaret situationen med peberfrugten. Jeg fik mig en snak med Andrea og Kasper fra Dig og Mig før deres koncert, og i den forbindelse nævner Kasper rød peberfrugt som sin yndlingsfrugt, hvilket fører til en længere diskussion, hvor Andrea er overbevist om, at en peberfrugt i virkeligheden ikke er en frugt. Efter længere tids research kan jeg dog bekræfte, at en peberfrugt ER en frugt.

Og det var så alt fra den skriftlige reportage fra dette års fantastiske Newbees Festival. En af de nærmeste dage vil der dog også følge en billedreportage fra min gode ven og dygtige fotograf, Sebastian Kjær. Glæd jer!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Schultz and Forever

At man kan bevæge sig fra “undergrund” til “upcoming” ved at være ivrig og takke ja til alle de tilbud man får, er ikke en hemmelighed. Alt det har den unge, danske singer/songwriter Jonathan Schultz husket. Heldigvis sammen med arbejdsomheden.
Den har resulteret i et væld af sange under navnet Schultz and Forever, hvoraf de eneste tre for offentligheden tilgængelige i december 2011 blev udgivet som Odd Stories, en instrumentalt neddæmpet debut-ep, som med Schultz karakteristiske stemme i forgrunden og ganske få andre virkemidler skaber et overraskende inkluderende rum for følelser i gigantstørrelsen.

Musikaliteten var det første ved Schultz and Forever, som overvældede mig. Først med “Falling”, som minder mig om, at stilhed kan være musikkens vigtigste dogme. Her lader en ganske lille instrumentation Jonathan Schultz stemme bære al nummerets vægt. Den knækker ikke, men får mundharmonikaen til at smyge klædeligt omkring sig, mens bølger af dybt klingende guitar knejser i en formidabel komposition mellem det bjergtagende og afventende.
Hvem kan høre “Marsha” uden at få en klump i halsen? Jonathan Schultz har en forbløffende evne til at lade instrumenterne tale i stemninger, og den ubeskriveligt triste atmosfære har guitaren i virkeligheden etableret længe før vokalens beretning begynder. “Marsha” danner bro mellem “Falling” og “New Dawn”. På sidstnævnte opstår, hvad vi generelt forstår som energi i musik, en insisterende fremdrift i form af en slagkraftig rytmegruppe, som rykker Schultz and Forever ud af sovekammeret og ind i en større produktion. Det er klædeligt, især når skrøbeligheden fra de helt stilfærdige funderede numre bevares. Det lykkedes på “Marsha”, og sammen med “New Dawn”‘s næsten euforiske energi spænder de tre numre så bredt, er så dygtigt udført og har så stor relevans, at det forventningsfulde mærkat “upcoming” passer helt perfekt til Schultz and Forever.

Schultz and ForeverFalling
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/02/Falling.mp3]

Schultz and Forever – Marsha
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/02/Marsha.mp3]

Schultz and Forever – New Dawn
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/02/New-Dawn.mp3]

Schultz & Forever er netop offentliggjort til årets SPOT Festival som et af de første 15 navne. Tjek resten af de offentliggjorte artister ud her.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Luca says:

    Det er rigtig rigtig fint det her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?