SPOT anbefalinger

I morgen kan SPOT Festival fejre 25-årsjubilæum med et mangfoldigt program, der både rummer nye håbefulde talenter, men også etablerede og internationale kunstnere. Vejrudsigten spår både om regn og tørvejr. Det bliver ikke sol over Gudhjem, men over Smilets by — og skulle dråberne endelig falde, er det godt, at Regnsky dækker festivalen og (stort set) kun regner med søde dråber. Her er vores guide til de 15. koncerter, du ikke må misse over weekenden.

TORSDAG

Mekdes – Torsdag d. 2. maj kl. 14:00, SPOT Royal + Lørdag d. 4. maj kl. 16:30, Atlas 

Jeg føler, at Mekdes er en lille skjult skat, som ikke alle har opdaget endnu. Efter at jeg hørte hendes seneste single ‘On My Mind’, var jeg hooked. Mekdes er lige dele soul, blæret vokal og radiopotentiale, og jeg håber, at det hele går op i en højere enhed, når hun indtager Atlas lørdag eftermiddag. – Line

FREDAG

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – Fredag d. 3. maj kl. 17:30, Rytmisk Sal, Musikhuset

I Think You’re Awesome er et jazz-band med aner fra indie- og instrumentalrock-scenen. Bandets medlemmer er børn af 90’erne, og deres lyd kan bedst beskrives ud fra bandnavnet, for deres frie og ubundne forhold til jazzen er helt og aldeles awesome! Første gang jeg stiftede bekendtskab med I.T.Y.A’s eventyrlige lydunivers var  P8-Jazz (skud ud!), og jeg blev straks tryllebundet. Måske er det fordi deres musik minder mig om andre favoritter som Girls in Airports eller Bremer McCoy, der begge har et uafhængigt forhold til jazzens dogmer og regler. Nummeret Be Kind to Your Neurosis føles som at vandre i en løssluppen tankestrøm, og jeg håber, at den er med på setlisten, når bandet fejrer deres 10 års jubilæum akkompagnement af Aarhus Jazz Orchestra i Musikhuset. Det kan kun blive godt! – Laura

School of X – Fredag d. 3. maj kl. 18:30, Aarhus Congress Center

Det er efterhånden noget tid siden, at der sidst kom nyt fra Rasmus Littauers alias School of X. Heldigvis har jeg haft ‘Faded. Dream.’ EP’en fra 2017 til at holde mig med selskab i mellemtiden, og sikke et dejligt selskab! Rygtet går heldigvis på, at der er et mini-album på vej i år. Jeg er helt sikkert at finde til School of X’s koncert, hvor jeg glæder mig til at høre favoritterne ‘Words’ og ‘Las Vegas’, men også i den grad til at høre, hvad det kommende album har at byde på. – Line

Pish – Fredag d. 3. maj kl 19.30, Aarhus Congress Center, Club Stage & kl 13.00 på Il Locale.

Vi har på Regnsky skrevet en del om norske Kakkmaddafakka, og det er slet ikke sikkert, vi er færdige med det endnu. På SPOT er vi så heldige at få besøg af Påls sideprojekt Pish, og det er en koncert, jeg vil opfordre alle til at opleve. Hvis man skal prøve at karakterisere de to brødre i Kakkamaddafakka, så virker det som om, at Axel er den vilde og uregerlige med den store stagepresence, hvor Pål er den mere eftertænksomme og musikalske, men dem der har været til en af deres koncerter ved, at han langt fra holder sig i baggrunden og lader andre stjæle rampelyset. Måske er netop det pointen med projektet, som mest af alt er blød indiepop tilsat nogle af Kakkmaddafakkas notoriske glade toner. – Rasmus

Efterklang – Fredag d. 3. maj kl. 21:15, Store Sal, Musikhuset

4,5 år er der gået siden Efterklang gav deres eftersigende sidste koncert i Danmark, men tror man, at de tre barndomsvenner fra Sønderborg har været på pause eller i opløsning, kan man godt tro om igen. Siden 2014 har bandet udvidet deres musikalske repertoire med filmindspilninger og særoptrædener på nogle af verdens mest prominente scener. I følge bassist og manager i bandet, Rasmus Stolberg, er Efterklang ikke kommet tilbage for at ændre musikscenen på SPOT. Til gengæld har de i sinde at præsentere numre fra bagkataloget, som de ikke har gjort i mange år. Efterklang er en af de bands, der gør mig ekstra stolt af mit modersmål. Bandet har nemlig skabt et ultra-gennemarbejdet og unikt lydunivers, som rører noget for stort set alle aldersgrupper, og som har gjort indtryk på tværs af landegrænser. Efterklang er for mig lyden af en let klingende vindfanger i et hypnotisk parallelunivers, som dels fortryller til ekstase, men også leder ud i et storslået uvejr, hvor alting vendes og drejes som i animationsvideoen til Mirador. Bandets æstetiske pladecovers og musikvideoer er ualmindelig gennemførte – og så er det ekstra cool, at designeren bag værkerne, Nan Na Hvass, også har lavet Regnskys webdesign. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve koncerten i Musikhuset, og kan kun opfordre til at stille sig i kø i riiiigtig god tid. – Laura

David44 – Fredag d. 3. maj kl. 21:30, Åbne Scene, Godsbanen

Godt nok clasher koncerten med Efterklang, men måske man kan nå lidt af begge dele. Hvis du er til populær- og pisse fed popmusik har du sikkert allerede stiftet bekendtskab med dansk/islandske DAVID44 i radioen. Hvis ikke? — Ja, så kan jeg ikke forklare dig, hvad der er gået galt … Davíð Ólafssons elektroniske popmusik sætter gang i enhver dansehofte med euforiske nattefest-stemninger, byder på hjertelige sjælere, og så er det tæt på umuligt ikke at synge med på omkvædet på Levitate. Nummeret er pakket ind i dynamiske basgange, som også særligt kommer til sin ret på nummeret Burn, og får mig til at tænke Daft Punk. Begge numre er at finde på debutalbummet Truth, som ramte gaden tidligere på året, og som højst sandsynligt også bliver luftet på den Åbne Scene. Jeg er spændt på om Godsbanen kommer til at smelte en smule, når den unge popgletjser lægger vejen forbi SPOT med sin islandske soul og charme. – Laura

M.I.L.K. – Fredag d. 3. maj kl 22:00, Voxhall

Hvordan kan man have mange millioner streams på Spotify og på en mystisk måde samtidig være totalt undergrund? Hmm … you tell me, men det beskriver på mange måder M.I.L.K., med det borgerlige navn Emil Wilk. Efter at have udgivet “Following The Sun” i 2016, har M.I.L.K. fået samlet sig en fanbase på tværs af Europa, og samtidig holdt sig som et ret ukendt navn i hjemlandet. Men mon ikke at nogle singler fra det kommende debut-album rammer de helt store playlister og radiokanaler? Andet ville virkelig undre mig. For M.I.L.K. har en fantastisk soulet og elektronisk lyd, og en perfekt evne til at skabe feriestemning og good vibes i sine produktioner. Jeg bliver i hvert fald altid i godt humør, når min playliste shuffler til et  M.I.L.K. track! – Line

NATKAT – Fredag d 3. maj kl 22.30, Radar

Den 90’er nostalgiske bølge vil ikke slippe sit tag i ungdommen. Jeg købte et par Air Max Tailwind IV i en OG retro fra 99 for nylig. If you know – you know. Om end jeg måske er ved at være for gammel til lidt for hurtige sko (skortig? Skhurtig?), så nyder jeg den kæmpe inspiration fra 90’ernes hiphop og RnB i Natkats musik. Det er de helt bløde og flødefyldte rytmer, og det indbyder til hurtige sko og smalle solbriller. Croptops. Rottehaler. Bøllehatte. Champion-trøjer. Alt det gode i livet. Jeg ser i hvert fald frem til at flashe mine nye sneaks til den her fest. – Rasmus

LØRDAG – SØNDAG

Bremer McCoy – Lørdag d. 4. maj kl. 14:30 i Den Rå Hal, Godsbanen.

Jeg var så heldig at opleve Bremer McCoy sidste år på Bremen, og deres skiver har siden da været førende prioriteter på pladespilleren  — helt særligt i de sene timer. Bandet består af Jonathan Bremer på bas og Morten McCoy på klaver, orgel og tape-delays. Jeg husker tydeligt deres jordnære ydmyghed over ikke at have spillet på konservatoriet. En detalje der fremkommer særdeles ligegyldig, når de spiller, og man vitterligt ikke kan afgøre, om de har gået på kons eller ej. Det er også ligemeget. For det er kærlighed, nærvær og originalitet, der driver musikken — To essentielle ingredienser, som Bremer og McCoy har med, når de inviterer publikum med på en meditativ rejse, hvor det er okay at blive melankolsk. Jeg glæder mig til at blive beroliget af svævende melodier og drømme mig væk i Den Rå Hal. – Laura

Frida Diamant – Lørdag d 4. maj kl 17.00, Radar

Frida Diamant faldt jeg tilfældigt over på SPOT-playlisten på Spotify, og det tog mig kun én sang at opdage, at hun har sin helt egen lyd. Mange håbefulde unge kvindelige musikere falder lidt i elektronisk produceret pop og sart og skrøbelig vokal-fælden. Og det er der intet galt med, det er bare ikke min smag. Frida til gengæld er sgu en stærk sangskriver med en elektrisk guitar og et enormt potentiale. For mig er det her årets opdagelse. Så må vi se, om hun kan omsætte sine sange til en stærk liveoptræden. Andet ville dog overraske mig. – Rasmus

Kogekunst – Lørdag d. 4. maj kl. 15:30, Trailerscenen eller kl. 22:30, TAPE og Himmelrum – kl. 22:00, A-Huset. 

Kogekunst og Himmelrum har danmarks bedste opskrift på en himmelsk koger. Jeg så begge bands, da de gæstede ALICE tidligere på året, og det var rasende godt! Læs her hvorfor du ikke må gå glip af Kogekunst og Himmelrum, når de lægger vejen forbi SPOT, når særligt Kogekunst højst sandsynligt får smilets by til at leve op til sit navn. Jeg glæder mig, og ved allerede godt, hvad jeg skal høre på repeat fredag morgen inden SPOT-programmet løber af stablen. – Laura

Goss – Lørdag d. 4. maj kl. 19:30, Aarhus Congress Center

Første gang jeg hørte ‘I Want to Know?????’, anede jeg ikke hvem Goss var, og hvad det egentlig var for en mærkelig sang. Efterfølgende er hans musik vokset på mig big time, og jeg er vild med Goss’ unikke blanding af det elektroniske og analoge. På den ene side er sangene svævende og abstrakte, og på den anden side er de super veldrejede og catchy popsange. Særligt MØ-samarbejdet ‘There’s Just So Much A Heart Can Take’ fra den seneste EP ‘Homeland Security’ er blandt yndlingssangene. Jeg var så heldig at snuppe en billet, da Goss optrådte til Red Bull Stripped Session for et par måneder tilbage,  og jeg glæder mig som et lille barn til at høre det hele live lige om lidt. – Line

Selma Judith – Lørdag d. 4. maj kl. 20:30, Voxhall 

Jeg har været så heldig at opleve Selma Judith live før, og det første jeg tænkte var “Hvornår spiller hun igen???”. Det gør hun heldigvis på SPOT, og hvis du ikke er der, så går du seriøst glip af noget. Skrøbelig, ærlig, tatoveret, harpestillende … ja, mange ord kan beskrive Selma Judith og hendes fantastiske, tilbagelænede lydunivers, men en ting er helt sikker: Selma er det nye, og det er fuldt fortjent. Der er allerede masser af sing-along potentiale til “Kind of Lonely” og “Colder”, og mon ikke også publikum får lov at høre helt nye sange? Jeg krydser fingrer, og begiver mig mod Voxhall lørdag aften. – Line

Dengue, Dengue, Dengue – Søndag d. 5. maj kl. 01:00, Den Rå Hal, Godsbanen

Den peruvianske electroduo er blandt hovednavnene på SPOT og er med til at afslutte festivalen natten til lørdag med deres håndlavede masker, syrede visuals og en eksperimenterende lyd, jeg ikke kan beskrive sammenhængende. Derfor har jeg lavet en liste over ord, der falder mig ind, når jeg jeg lytter til de sydamerikanske DJ’s:

Blæsende balkan-bongo, rituel stammedans om bål, footwork folk, salsa og solnedgang, syretrip på savanne, Den Sorte Skole, klesmer-hypnose, kædedans og karneval med krager, sydlandske sangfugle, spanske strenge, sex og sambuca, Herbie: Head Hunters, jungle og Jumanji, tribal techno, Henrik Vibskovs tekstiler som musik, parkour, Darkside: Psychic, syriske sækkepiber, lasterstråler, KOKOKO! Gameboy Advance, skæve slagtøjsinstrumenter, trope trance, JAJA! – Tropical Birs Club, Hanz Zimmer filmmusik, syg psytrance, dåse-dub, Tintin og Soltemplet, finurlige fugle og parringsdans på BBC wildlife.

Måske giver de mening. Måske gør de ikke. Måske er det slet ikke meningen, de skal, måske er det mig, der er skør… Måske skal du bare blive oppe lørdag nat og ryste alle de farverige halefjer – Laura

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2017 bliver et fantastisk popår!

VEGAs Udvalgte 2017 Regnsky

Det kan virke som en bombastisk udmelding under to uger inde i det nye år, men hvis man skal tro lineuppet til VEGAs Udvalgte anno 2017, så kan vi popelskere godt glæde os til det kommende år i musikkens verden. Og der er god grund til at tro på folkene bag VEGAs Udvalgte, især når det gælder popmusik. Blandt sidste års udvalgte kunne man møde både Soleima og CHINAH, og man skal have levet under en sten for ikke have mærket deres succes det forgangne år.

Ligesom sidste år er der i år blevet udvalgt seks artister, og jeg vil nok placere fire af dem inden for popspektret, mens en femte – Nanna.B – står lige udenfor – men alligevel tæt nok på til at de fleste popfanatikere vil byde hende velkommen indenfor. Jeg vil her sætte fokus på mine tre favoritter blandt årets seks navne.

School of X
Rasmus Littauer, som er manden bag School of X, er ubetinget det største enkeltstående talent blandt årets seks udvalgte. Han er en vaskeægte multikunstner, og uden at vide det har de fleste af os lyttet til musik, som han har haft en finger med i spillet på de senere år – samarbejdspartnerne tæller udover Soleima blandt andre og Reptile Youth. Nu har trommeslageren og produceren altså kastet sig over sit eget projekt, og det har på det første udspil, “Las Vegas”, udmundet sig i en virkelig eksperimenterende og drømmende nærmest triphopsk lyd. Nummeret har en tydelig melankoli over sig, som er med til at fastholde lytterens interesse fra første sekund. Old school Blue Foundation i en mere underspillet udgave er nok mit bedste bud på en sammenligning.

IRAH
Jeg elsker Stine Grøns vokal! Så kort kan det siges. Jeg forelskede mig første gang i hendes vokal, da hun var den ene halvdel af We Were Born Canaries for fem år siden, så det var absolut ikke svært for mig at forelske mig i IRAH, da de debuterede sidste år. For mig er IRAHs minimalistiske kompositioner det perfekte akkompagnement til Stine Grøns krystalklare vokal, og det skaber et intenst musikalsk univers, som uden den store anstrengelse eller påtrængenhed svinger sig op på et nærmest filmisk niveau. “Into Dimensions”-EP’en var en af mine yndlingsudgivelser fra sidste år, og jeg glæder mig absurd meget til at opleve IRAH live for første gang!

Slowes
Jeg var med til at udvælge Slowes til at spille på UHØRT Festival sidste år, så det giver næsten sig selv, at jeg også vil anbefale, at du tager med til VEGAs Udvalgte og hører dem den 27. januar.
Deres musik er blød, afslappende og gennemført dejlig, og hvis nogen kan sætte tilhørerne i tidlig sommerstemning, så er det Slowes. Jeg ved godt, at vi endnu ikke er to uger inde i 2017, men hvis jeg skal forsøge at spå om fremtiden, så kunne d’herrer Jack Kilburn og Anders Hamann godt gå hen og blive dette års CHINAH, målt på mainstream appel og airplay.

Sidste år kom jeg med et par lynhurtige bud på udenlandske artister, som kan blive store i det kommende år, så det tænker jeg, at jeg lige vil gøre igen – for hvorfor ødelægge en god tradition? (Okay, det er måske lidt meget at kalde det en tradition efter ét år, men hey…)

Maggie Rogers
Amerikanske Maggie Rogers er en af de mest interessante artister, jeg er stødt på i den senere tid, og det er svært ikke at spå hende en lovende fremtid. Nogle af jer har måske set Pharrell Williams‘ reaktion på hendes nummer “Alaska” (ellers kan den ses her – hop 18 minutter ind i videoen.), men den korte version er, at han var imponeret. Maggie Rogers startede ud som ren folkmusiker i gymnasiet for en håndfuld år siden, men siden da har hendes musik udviklet sig til en slags fusion af r&b og folk – og det klæder den virkelig. Jeg glæder mig til at høre mere fra Maggie Rogers i 2017!

Talisco
Hvis du tager til Frankrig lige nu og spørger, hvad der er cool, så er det korrekte svar Talisco. Jérôme Amandi, som er den franske artists borgerlige navn, er ligesom Maggie Rogers ikke en spritny artist, og han udgav som Talisco sit helt eminente debutalbum i 2014. Men da han endnu ikke er slået igennem herhjemme, og fordi han har en ny plade på vej i år, vil jeg alligevel fremhæve ham. Hans musik er en solid blanding af tropiske afrorytmer, lækre guitarhooks og grundlæggende solid indiepop, som passer perfekt til solbeskinnet sommerdag, hvor man bare har lyst til at danse livsglæden ud. Det er muligvis ikke den følelse, de fleste har inde i sig sådan en kold januardag som i dag, men Talisco giver lytteren mulighed for at drømme sig væk for en stund, og det er en kvalitet i sig selv.
Hold i øvrigt øje med bloggen i de kommende dage, hvor vi har danmarkspremiere på Taliscos anden single fra det kommende album “Capital Vision” – indtil da kan du nyde førstesinglen “Stay (before the picture fades)”.

Det var alt fra denne gang, altså mine tre favoritter fra VEGAs Udvalgte 2017 og mine to internationale favoritter for det kommende år. Jeg håber, at jeg har inspireret dig til at tage med ind og høre årets seks udvalgte artister, som foruden de tre i fokus tæller Emil Kruse, DAVID44 og som nævnt Nanna.B. Det hele går ned den 27. januar klokken 20.00 på VEGA i København. Tjek eventet ud her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.