Skotsk festkollektiv indtager Roskilde Festival

Numbers.

Hvis man er fast læser af Regnsky eller blot i en overgang har været hyppigt besøgende herinde, i løbet af vores snart fem år lange levetid, er der to ting man kan have bemærket omkring mig: 1) Mit musikalske fokusområde ligger indenfor det elektroniske og dansable, og 2) jeg er meget fascineret af pladeselskaber. Derfor forekommer det næppe som nogen overraskelse, at lørdagens fest på Roskilde Festival med det skotske pladeselskab Numbers. tegner sig som en uundgåelig fest af høj karat, som kommer til at løsrive sig fra alt der hedder festivalstemning, gummistøvler og nedprioritet velsoignering. Til gengæld kan man opleve en art klubstemning, hvor det handler om at danse til musik, der samler inspirationer fra R&B over til 80’er-electro fra Detroit i et råt, skotsk udtryk. Med sig bringer Numbers nogle af sine stærkeste artister i form af de tre djs Jackmaster (som jeg tidligere roste til skyerne for det seneste afsnit i sin Tweak-a-holic mixserie) , Spencer og Oneman, samt de fire producere Redinho, Rustie, Deadboy og 12″-aktuelle Sophie, som lige har fået udgivet Bipp / Elle på netop Numbers.

Det skotske label startede i 2006 som et kollektiv, der brugte sit navn på at promovere fester og mixes med epicenter omkring lokalområdet i Glasgow, og på kort tid voksede det sig større end man overhovedet havde håbet på, og var blevet til en organisme, hvis soniske bølger strakte sig langt ind i resten af det britiske landskab, og sågar resten af det europæiske kontinent. I 2010 tog Numbers skridtet videre og blev til et pladeselskab, som fusionerede med de tre tidligere pladselskaber Wireblock (delvist drevet af Jack Revill aka Jackmaster), Stuffrecords (globalt distribueret af den Glasgow-baserede musikforretning Rubadub) og det UK garage-fokuserede pladeselskab Dress 2 Sweat, og i januar var den første udgivelse en realitet. Engelske Deadboy stod for den musikalske jomfrurejse med singlen If U Want Me, der efter tre år stadig er en personlig favorit hos undertegnede. Eva skrev sågar meget fascineret om Deadboy måneden før, da han sejrede igennem land og rige med den forrige single U Cheated og spurgte drilsk, om ikke en genrebetegnelse som melankolsk 2-step eller emostep var meget passende på dette lydlandskab, som englænderen tegnede for os. Ligesom på U Cheated byder If U Want Me på højt tempo, opklippet vokal og modellerende leg med de lave frekvenser som var meget kendetegnende på den dengang pulserende, engelske basscene. Sidenhen er Deadboy bevæget sig over imod et mere house-rettet udtryk, hvilket man kan høre på ep’en Here fra 2011 – hvorfra jeg pegede på nummeret Wish You Were Here som et af de bedste numre fra det år – samt ep’en Blaquewerk (begge udgivet på Numbers), som så dagens lys tidligere i år. Sidstnævnte ep er dog en manifestering af Deadboys alsidige lyd, der over fire numre varierer i tempo fra 90bpm og helt op til 160, som indkapsler genrer fra sløv R&B til accelerende jungle.

Rustie

Den samme høje variation af lyd findes i en stor del af Numbers’ bagkatalog. Fans af Rustie – som også stammer fra Glasgow – husker sikkert hans debutalbum Glass Swords fra 2011, som det anerkendte pladeselskab Warp gjorde beslag på. Tidligere i år vendte Rustie – som seriøst bliver fanget i de bedste pressebilleder – så tilbage til Numbers (hvor han ret beset aldrig tidligere har figureret – dog var Rustie fast inventar på både Stuffrecords og Wireblock, før de blev til Numbers) med dobbeltsinglen Triadz/Slasher, hvor særligt førstnævnte med sin højspændte energi bestående af voldsomme trommer og throwbacks til den amerikanske footwork-lyd er en sand vinder. I løbet af tre og et halvt minut søsætter Rustie flere ideer end de fleste elektroniske musikere gør på et helt album. Den førnævnte energi skaber skyhøje forventninger til Rusties liveset, hvor man helt sikkert kommer til at danse hurtigt, hvis først man bliver fanget.

Nedbrydningen af genrerestriktioner er så afgjort Numbers’ allerstørste force, og den allerede uddødeliggjorte 12″er Bax/Done Me Wrong fra Mosca taler sit tydelige sprog om, at dette lille og uafhængigt drevet pladeselskab både evner at spotte de store klubhits, samt numre, der i den anden ende af barometret eksperimenterende tør udforske genremutationer, med uhørt originale resultater som følger. Derfor bliver forestillingen med hele Numbers-familien lørdag et absolut must for fans af elektronisk musik, som tør skabe sine egne strømninger – hvis bare Numbers’ deejays spiller et lille håndpluk af deres eget bagkatalog kan det umuligt blive andet end en vild fest.

Numbers spiller lørdag klokken 20.00 på Apollo, og består af Jackmaster, Spencer, Oneman, Redinho, Rustie, Deadboy og Sophie.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Elektroniske opdateringer: Feb. og marts

Der er sket usandsynligt meget i februar og marts måned på den elektroniske scene. Flere af mine personlige yndlingskunstnere har været på banen, imens en række spritnye navne har meldt sig. Det er derfor en ekstra stærk liste, jeg vil præsentere i dag. Som sædvanlig er den alt, alt for kort, især fordi den dækker over to måneder i denne omgang. Derfor: Fyld endelig på i kommentarfeltet med de tracks, du synes mangler. God fornøjelse!
Læs også listerne fra januar og december.

Dj Rashad – Let It Go
Rollin’ EP · 18. marts · Hyperdub

Hvis du spørger mig, så er DJ Rashad en af de vigtigste producere, ikke bare i footwork, men i elektronisk musik i det hele taget. Numre som ”R House” og ”iPod” er små mesterværker. Nu er Rashad landet hos pladeselskabet Hyperdub med ep’en Rollin’, som endnu engang beviser hans opfindsomhed. På ”Let It Go” ruller et breakbeat derudaf, inden bassen og den velkendt hastige hi-hat rammer. Hen over beatet finder vi en simpel vokel, der først lyder hård, men så rammes af et underlag af strygere 0.50 inde, og dermed afslører en næsten Burial-agtig sensitivitet midt i det vanvittige rytme-ridt. Jeg anbefaler stærkt at tjekke hele ep’en ud, den er fyldt med de her genialiteter. (Læs min introduktion til footwork her og mit indlæg om ”iPod” her).

Flava D – Home
Hold On EP · 10. marts · Butterz

Flava D er et nyt navn på den engelske scene. Hun er mig bekendt den første dame, der udgives på pladeselskabet Butterz, der huser folk som Terror Danjah og den vidunderlige Swindle. Hendes produktioner er smurte og letbenede, ægte engelsk lækkerhed. På hendes debut-ep Hold On interesserer hun sig øjensynligt for blanding af basmusik og house. Bemærk især de super funky overgange ved 1.38 og 3.00.

Rustie – Triadzz
Triadzz/Slasherr · 18. marts · Numbers
https://soundcloud.com/rustie/triadzz-numbers

Endelig! Siden 2011 hvor Rustie udgav sit debutalbum Glass SwordsWarp, har han ikke givet lyd fra sig. Men fair nok, Glass Swords var jo også en max sindssyg plade. Nu har han udsendt to nye tracks, og det er næsten ikke til at bære hvor intelligent, omskifteligt og sukkerfunky det lyder. Hør på ”Triadzz” hvordan man som lytter katapulteres fra den ene verden til den anden. Først 15 sekunders prolog inden vi ryger ind i en tonstung akkordparade med prætentiøse trommer, der 0.54 skyder os videre, direkte ind i en væg af bas. Bassen spiddes diskret af et par geniale march-agtige trommer, der 1.30 kyler os tilbage til start. Det hele kører forfra men nu med dobbelt op på det hele! Der er ingen som Rustie, der mestrer at skrue op for energien, når den allerede er på max. Sammen med pladeselskabet Numbers kommer Rustie i øvrigt på Roskilde.

Visionist – Calm your hype
19. marts · Lost Codes Records

Visionist er et nyt navn for mig. Han udgav ep’en Circles / Iris i slutningen af sidste år, og har tidligere bl.a. udgivet en ep ved navn Rock The Flock i 2011 – begge ep’er som lyder pænt godt (især “Circles” er et mega stærkt track). Han har tilsyneladende også haft lidt med Keysound Records at gøre, men “Calm Your Hype” ser ud til at være selvudgivet eller landet på det lidt mystiske Lost Codes Records. Uanset hvad er det et stærkt track. Masser af smæk og bas, og en usædvanlig spændstighed. Han er helt sikkert på listen over artister, der skal holdes skarpt øje med fra nu af.

A Made Up Sound – Ahead
Ahead / Endgame EP · 4. feb. · A Made Up Sound

A Made Up Sound bevæger sig som sædvanlig et udfordrende sted mellem klub og eksperiment. ”Ahead” er på nippet til det fragmenterede men løser hele tiden gåden, inden den går i hårknude. Hør hvordan de splittede elementer 1 minut inde smyger sig om hinanden i funky vendinger, der præsenterer lytteren for antydningen af en subtil helhed. 3.30 min. og frem er det pauserne, der holder rytmen i gang, indtil nummeret helt går i stå. Fucking fascinerende!

Mick & Alan – Braindead Moth (Mike Paradinas aka μ-Ziq & Alan Myson aka Ital Tek)
Gratis track · 20. marts

De herrer fra pladeselskabet Planet Mu behøver måske ikke den store introduktion. Til gengæld er det mig bekendt første gang de har lavet et track sammen. Endda et ægte ubekymret sommertrack, der er både sødmefuldt, letsindigt, ja næsten kitsch på en James Ferraro-agtig facon. Ret overraskende! Men nice…

Moiré – Lose It
Never Sleep EP · 4. feb · Werkdiscs

Som de af jer, der læser Regnsky regelmæssigt, vil vide, så følger vi nøje med i alt hvad Actress rør ved. Moiré og hans ep Never Sleep er den seneste tilføjelse til Actress’ pladeselskab Werkdiscs. Den bevæger sig ikke overraskende i technoens forstæder med en særlig blanding af slidte rytmer og påfaldende fremdrift. Moiré synes at være mere transparent og funky i produktionen end Actress, men de deler en fremragende stemningsmættet minimalisme.

Function – Incubation prologue
Gradient EP · 11. marts · Ostgut Ton

Nu vi snakker om techno, så skal vi lige lytte til Function, som kommer på det berlinske Ostgut Ton. ”Incubation prologue” er en øvelse i spænding, lidt som at se en apokalyptisk vejrudsigt: ”Måske går verden under, men vi ved det som sædvanlig ikke med sikkerhed. God weekend.”

Dadub – Life (Rrose Remix)
Preternity · 21. jan · Stroboscopic Artefacts

Fordi vi er endt i techno, tillader jeg mig at gribe lidt ind i januar for at præsentere det her ret fantastiske remix over Dadub-tracket ”Life”. Selvom tendensen med Actress og Vessel især går i den rå og eroderede retning, så har jeg et svagt punkt for den matematiske techno. Sensate Focus aka Mark Fell eller Hizatron & Bashley er gode eksempel. På dette Rrose-remix har man følelsen af, at musikken udvikler sig med matematisk nødvendighed, som om dens udstrækning er determineret som en kurve, hvis koordinater ligger fast helt ud i evigheden.

Shapednoise – Imaginary Duplication
The Day of Revenge · 6. marts · Hospital Productions

Hvis enden er ond, er alting ondt. Derfor slutter vi med Shapednoise’s ”Imaginary Duplication”, som cirka er lyden af den sti, du ikke bør gå af, hvis du vil undgå som Dante midtvejs på din vandring gennem livet at befinde dig i mørke, dybe skove, forvildet fra den vej du burde følge. Shapednoise har tæt relation til Raime, som figurerede på sidste måneds liste. Den milde støj, lyden af blæst og friktion, der enten er rustne knive som slibes langsomt eller bare en kiste der trækkes over et kirkegulv. Det lyder ildevarslende, men dejligt. ”Imaginary Duplication” er en af pladens mere rolige numre, kan jeg afsløre.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jord & kød. 2013 – endnu et råt år?

Om to uger gæster en af Englands mest interessante, elektroniske navne Culture Box i København. Boddika a.k.a. Alex Green spiller lørdag den 23. februar. Samtidig udgiver han her i februar en compilation på sit eget pladeselskab NonPlus+ med talenter som Four Tet, Pearson Sound, Martyn og Kassem Mosse. Jeg giver min varme anbefaling plus tanker om jord, kød og rå musik med på vejen.

Boddika & Joy Orbison – Mercy (Baddika’s VIP)

Det lyder råt, ik? Klangen er nøgen og skarp, rytmen hård og skånselsløs. Men det er ikke skarpt som den funklende og farverig HD-lyd, der herskede i 2011, hvor alle detaljer skulle glimte klarsynet som diamanter/insektøjne.

Rustie – Ultra Thizz

Rustie er 2011-lyd når det er allerbedst.

2012 var generelt et mere råt og eroderet år med fokus på analoge teknikker i enten geologiske Per Kirkeby-agtige nuancer eller i krasbørstige, vredladne techno-slag. Boddika er med på den rå linie.

Vessel – Aries

Dette nummer lyder som sten og jord i et Per Kirkeby-maleri. Her Kirkebys ”Læsø”. Foregår ”Aries” på Læsø?

Vessels album Order of Noise fra oktober sidste år lyder som gamle jordlag, der knirker og synger ned gennem tyngdekraftens uundværlighed. Det er hans måde at gå til den rå musik på (andre eksempler kunne være Actress og Andy Stott). Hos Blawan bliver det rå til frygt og bæven, mistillid og kød. Her fra hans ep His He She and She fra august (ja, det er menneskeskrig man kan høre undervejs).

Blawan – And Both His Sons

Blawan var ellers ikke så uhyggelig før i tiden. Nu lyder han lidt som et Francis Bacon-maleri. Han kører samme hardcore stil med Pariah i deres duo Karenn.

Karenn – Widedyed

Boddika er med på den rå linie. Han er især kendt for sit arbejde med Damon Kirkham i duoen Instra:mental. Tilbage i 2011 kom deres debutalbum Resolution 653, som også var analogt produceret og pænt hård, men knap så lige-på, knap så ukrukket rammende som soloprojekterne under aliasset Boddika. De virker skarpere, mere faste i deres energi og meget mere jordnære, mere rå altså. Den rå musik har enten noget med kød eller jord at gøre, det er helt sikkert. Men Boddika er hverken decideret geologisk som Vessel eller syndefalds-biologisk som Blawan. Hvad er han?

Frankcis Bacon maler tit kroppen som råt kød.

Boddika & Joy Orbison – Mercy

Er Boddika mere “merciful” end Blawan/Karenn?

Besøget i København sker samtidig med, at Boddika udgiver en compilation, Think & Change (åndet titel), med en række andre kunstnere fra pladeselskabet NonPlus+, som han kører i fællesskab med Kirkham. Jeg ser meget frem til den udgivelse. De to Album Samples indeholder bl.a. numre fra SCB og Basic Soul Unit. Begge dele pænt rå.

SCB – Dissipate

Hvornår skal man lytte til rå musik som Boddika og Blawan? Til eftermiddagsteen eller går det kun på klubben?

Basic Soul Unit – Untoward

Bliver 2013 er råt år?

Selv Kassem Mosse lyder næsten rå pludselig. Men knap så dyster.

Kassem Mosse – Broken Patterns

Hvorfor lytter vi til rå musik? Er det dejligt eller er det bare nødvendigt/menneskeligt-masochistisk at få det skrabede, bankende, nøgne serveret engang imellem? Vi ses den 23. på Culture Box.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Faux Effet says:

    Blawan är riktigt bra!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Maksimalisme anno 2012

Sidste år blev der snakket en del om maksimalisme i elektronisk musik; en tendens der betegner de kunstnere, som går efter den overloadede, genre-lemfældige og tætpakkede lyd, hvor alt kan ske (og helst skal ske). Rustie, Hudson Mohawke, Flying Lotus, James Ferraro og Thundercat er gode eksempler, der på hver deres måde dyrker kompositioner, som er usædvanligt koncentrerede, effektfulde og omskiftelige. Den konkrete musikalske virkning kan være vidt forskellig alt efter stil. Hvor Flying Lotus’ album fra 2010, Cosmogramma, er som at se et high-definition BBC Life program om insekter, lyder Rustie som en solstråle, der spektakulært brydes i en bloddiamant. Jeg er mildest talt fan af maksimalisme. I mine øjne er det den vej i elektronisk musik, der har åbnet flest døre de sidste to-tre år. Men det er heller ikke en genre så meget som en tidsånd eller stil. Man kan f.eks. høre samme tendens hos et ikke-elektronisk navn som Gang Gang Dance, hvis seneste (suveræne) album Eye Contact åbner med konstateringen ”I can hear everything. It’s everything time”, hvilket den britiske musikjournalist Simon Reynolds ganske korrekt udpegede som et slags motto for maksimalismen.

Her et par måneder inde i det nye år er det derfor med fornøjelse, at jeg har bemærket et par nye maksi-børn i skødet på ”everything time”. Lyt f.eks. til følgende komplet overdrevne, men komplet morsomme track af Ital fra hans ep Hive Mind, der kom i februar. Bemærk hvordan han trækker sin pop-gun og skyder både Lady GaGa og Whitney Houston på klods hold.

Ital – It Doesn’t Matter (If You Love Him)

Det er god gammeldags dumdristighed at sample numre som ”Born This Way” og ”I Will Always Love You”. Men som det ofte gør sig gældende med de dumdristige, er også Ital født under en heldig stjerne. Med en usædvanlig koncentration, charme og selvironi spankulerer han planken ud. Jeg indrømmer det gerne: Jeg er komplet sucker for hans behandling af Houston 1.27 min. inde i tracket – alt løfter sig simpelthen så effektfuldt med den interessante harmonik bag hendes frasering, det hele tilspidset af det fine break.

Itals stil peger på et afgørende element i maksimalismen, som ikke er blevet diskuteret så ofte i pressen eller blogosfæren, nemlig det essentielt humoristiske greb om musikken, som disse kunstnere dyrker. På Itals track har musikken åbenlyst en dame under hver arm, og begge lyder både veltilpasse og forvirrede: GaGa plaprer insisterende derudaf, som om hun ikke tror på det hun siger (GaGas ultimative skrækscenarie) og Houston er frataget al melankoli. Hun lyder vitterligt som om hendes ører dirrer af bar forelskelse og får hende til at lette på ren Disney-manér. At det er komplet uklart om musikken selv er en herre eller dame gør kun trekløveren mere spraglet.

Et andet spraglet og maksimalistisk nummer, der netop er udkommet, er følgende remix af Archie Pelago fra Distal & HxdB‘s ep Booyant, der ramte markedet i sidste uge. Åbningen med de hakkende blæsere og nummerets gennemgående akustiske swing placerer sig klart i den alternative musikhistorie for elektronisk musik, som maksimalismen skriver for tiden udenom 90ernes minimalisme og Kraftwerks arv.
Distal & HxdB – Booyant (Archie Pelago Remix) [Tectonic] by Sonic Router

Maksimalisterne henter gerne deres inspiration fra 70erne og 80ernes jazz fusion. Prøv f.eks. at sammenligne Pelagos remix med måden rytme og lyd konciperes på i det her track fra 1984 af det britiske band Man Jumping. Læg specielt mærke til forholdet mellem de indledende takter og åbningen, når bassen kommer på cirka 1 minut inde. Her får den melodiøse og den rytmiske kurs et samspil, der i høj grad er forløber for et track som “Booyant”.

Et andet nummer man får lyst til at spille i den sammenhæng er Weather Reports herlige ”Herandu” fra albummet Black Market anno 1976, der stilistisk er oplagt at sammenligne med Flying Lotus.

Super svedigt track hvis du spørger mig. Det virker rytmisk intuitivt, men viser sig at være sofistikeret og overraskende; det er ekstremt melodiøst, men fyldt med komplekse omveje, og så selvfølgelig et par herlige 70er soloer, som klart er det mest fremmede element i forhold til elektronisk musik, hvor begrebet solo er et fremmedord. Hør nu til sammenligning ”MmmHmm” fra Flying Lotus’ Cosmogramma (og nyd den lækre video). En direkte sidestilling er svær, men tjek alligevel hvordan musikken søger mange af de samme billeder og effekter.

Det sidste nye skud på maksi-stammen, jeg gerne vil præsentere, kommer fra den hollandske Dave Huismans, der både arbejder under pseudonymerne A Made Up Sound og 2562. Med sidstnævnte navn (eller ciffer) udgiver han i næste uge ep’en Air Jordan, hvor man kan høre det følgende track “Jerash Hekwerken” (lyder hollandsk, ik?).

2562 – ‘Jerash Hekwerken’ by BOILER ROOM

Det er mindre tætpakket end Fly-Lo, men mindst lige så klart og varmt i sine farver. Læg mærke til de på én gang tætte og skramlede trommer. Det er en rigtig fin og livlig fornyelse af en efterhånden gammel tendens, der mindst går tilbage til Burials første udgivelser, hvor percussion er produceret sådan, at det samtidigt lyder skrattede og intenst: På den ene side med en snert af lo-fi, på den anden side helt fremme i lyden med et klart nærvær, der ikke er spor lo-fi (med den konsekvens at Bruial opnår en perfekt afspejling af bylivets ambivalent sofistikerede og beskidte (hi-fi/lo-fi) verden). 2562’s version er mere rummelig i lyden, mere live om du vil, og “Jaresh Hekwerken” skal klart bevirke en mere forløst og rejselysten stemning. God tur!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. nicolas says:

    glimrende indlæg! de sidste posts fra din side har virkelig været spændende læsning

  2. Lasse Posborg Michelsen says:

    Tusind tak, Nicolas! Det giver mod på mere af samme skuffe.

  3. Tobias says:

    Hvor finder man noget af Man Jumpings musik???

  4. Lasse Posborg Michelsen says:

    Hej Tobias, der er ikke særlig god digital adgang til Man Jumpings udgivelser. Men du kan høre noget af deres musik på myspace-siden http://www.myspace.com/manjumping
    Du kan også høre et par numre på denne playlist. Ellers kig i dine forældres LP-samling…

  5. Søren Stenager says:

    Virkelig fedt indlæg_
    Fedt at du en så historisk bevidst vinkling på den musik som du linker til_

    Tak :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?