Kæmpe hiphopfest lagde Tap 1 ned i går aftes

Danny Brown i en kæmpe koger

Der var lagt i kakkelovnen til noget af en hiphop-fest i Tap 1 i går, da Run The Jewels svingede forbi København. De havde endda været så søde at tage selveste Danny Brown med som opvarmning, hvilket jeg var stærkt begejstret over, da Danny Brown, i min optik, er noget af det aller vildeste.

Run the Jewels har aldrig rigtig fanget mig. Jeg synes ærligt talt ikke, deres album er særligt fede, men jeg befandt mig alligevel til koncerten på Northside i år. Hvorfor ved jeg ikke, men der er nok noget nysgerrighed, når alle folk er helt oppe at køre over noget, og man bare ikke selv rigtigt kan fange det. På Northside leverede de en gedin eftermiddagsfest af dimensioner. Jeg kan huske at stå og kigge ud over flere tusind mennesker, der bare havde det alt for vildt, og tænke: “Ja, okay, det kan noget”.

Igen prøvede jeg at lytte til albummene, fordi jeg ville så gerne være med på hypen, men det siger mig ikke en skid. Til gengæld tænkte jeg, at det måske bare er en af de grupper, man skal opleve live for at få det fulde udbytte af deres rå energi med.

Og det havde jeg heldigvis ret i.

Men før vi går ind i det, vil jeg lige smide et par ord efter Danny Brown. Det var dejligt endelig at opleve ham live, men det var godt nok noget af en svingende koncert. Den kære Danny var så skæv, at han glemte sin egen lyrik, og ramte ca. hvert tredje beat. Jeg ved ikke, om jeg havde nogen forventninger til Danny, men hvis jeg havde, var det nok at det ville blive skørt og uforudsigeligt, og det må man sige, at han leverede. Han brokkede sig også lidt over publikum, der måske ikke var vilde nok til hans smag. En kær gut i en rød hættetrøje fik et par ord med på vejen: “What happened to you? Your girl broke up with you or something?”. Jeg kunne ikke se gutten, men jeg går ud fra, han bare ikke var helt med på Dannys rave-rap.

Skift over til Run The Jewels som leverede det, de altid gør, en kæmpe fucking fest. Tap 1 var genialt udvalgt, omend lidt for stort, så gav den rå industrielle hal virkelig noget til koncerten. Killer Mike og El-P var yderst oplagte og leverede, hvad de skulle. Det var en kæmpe hiphopfest med to af de dygtigste inde for feltet. Det kan man se, når man oplever dem live. De har en helt særlig energi som smitter af på publikum, men heldigvis ikke på den der ungdommelige mosh-pit every-man-for-himself måde. De er sgu mere ægte, og jeg ville fortsat ønske, at deres musik sagde mig noget, men for nu har jeg det fint med bare at være en del af den fest, de kommer og leverer, når de spiller live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kort tid til åbningen: Mortens fem Roskilde-anbefalinger

Om ganske få timer slår Roskilde Festival dørene op til syv dage med musik og mere end 175 kunstnere. Men hvad skal Regnsky-redaktionen høre? I dag kommer Morten med fem anbefalinger (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix)
Om ganske få timer slår Roskilde Festival dørene op til syv dage med musik og mere end 175 kunstnere. Men hvad skal Regnsky-redaktionen høre? I dag bringer Morten som den sidste i Roskilde-redaktionen sine fem anbefalinger (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix)

Allerede for halvanden uge siden kunne Roskilde Festival melde udsolgt af samtlige 80.000 partout-billetter. Det er andet år i træk, at festivalen sælger den sidste billet forud for opstarten.

Hvordan sælger man så en festival? Kan det virkelig betale sig, at vi på Regnsky påtager os ansvaret for at promovere de bedste, mest interessante artister lige nu? Roskilde Festival har tilsyneladende ingen problemer med at omsætte udbuddet af festivalbilletter til et publikum, der hungrer efter livekoncerter, øl-bowling og orange feber.

Svaret er ja. For mens mange planlægger deres program helt ned til detaljerne, så er der også mange, der på spontan vis risikerer at løbe ind i en koncert, der helt uventet udvikler sig til en ny, hed kærlighed mellem musiker og festivalgæst.

Det er også sket for mig. Fra Tokyo Police Club på Pavilion Junior i 2008 til Apollo-koncerten med James Holden sidste år. Men risikoen for, at man overser en kunstner på det 175 navne store program, som ellers ville have været det perfekte Tinder-match, er i ligeså høj grad til stede.

Fem anbefalinger 
Og her har jeg også stirret mig så blind på et navn, at jeg har misset nogle artister, som jeg i dag ville have skrevet på min must hear-liste. Derfor er det vigtigt for mig, at hele listen, måske lige foruden Kygo, Pharell Williams og Suspekt, bliver lyttet igennem for at give kunstnerne – og mig selv – en chance.

Jeg har nu været hele listen igennem, og inden jeg pakker de sidste vådservietter, rene strømper og dåser leverpostej ned i idrætstasken og drager ud på Dyrskuepladsen, så vil jeg anbefale fem navne, som jeg glæder mig rigtig meget til at opleve for første, om end ikke sidste gang.

Communions – Pavilion, onsdag, 18.00

Danske Communions har utvivlsomt vundet en masse hjerter med den selvbetitlede ep, der udkom tilbage i maj – herunder mit. Forud for opfølgeren til 2014-debuten ’Cobblestones’ var det mit indtryk, at de danske drenge blot var en popdestilleret udgave af kollegerne og vennerne Iceage og Lower (tak for det udtryk, Adam Thorsmark). Men Communions har med deres nyeste udspil ramt en nerve og fundet sin helt egen hylde med lige dele new wave, post-punk og balearica, som eksempelvis fosser ud af åbneren Forget It’s a Dream. Og så er Summer’s Oath, So Long Sun og især Out Of My World fantastisk post-punk med den rette mængde pop som krydderi.

Communions – Out Of My World (fra Communions EP)

Jungle – Avalon, torsdag 21.00

Briterne Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson har kendt hinanden siden barndommen, og spillet musik sammen igennem en årrække. I 2013 fandt de deres hylde som Jungle, hvori de henholdsvist indtager pseudonymenerne J og T. Som Jungle leverer de popovertrukken neo-soul, der charmerer og smitter af på danselysten. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2014 er en solid hitparade, og selvom der ikke sker den store variation over albummets 12 numre, så bliver det interessant at se, når festlighederne folder sig ud live. Og når de indtager livescenen, sker det i selskab med en masse musikalske venner fra hjemstavnen.

Deres musik er fyldt med glæde, og Avalon kommer til at stå overfor en vaskeægte dansefest, når de på torsdag lægger vejen forbi Roskilde Festival.

Run The Jewels – Arena, fredag, 21.00

Samarbejdet mellem producer/rapperen El-P og rapper/aktivist Killer Mike som Run The Jewels er de senere år blevet betragtet som en af de mest hypede hip hop-duoer netop nu. Samarbejdet har indtil videre kastet to anmelderroste albums af sig, og sidste år blev hypen omsat til en anmelderrost første koncert på dansk grund, da de i december 2014 gæstede Pumpehuset.

Min baggrund i hip hop og i Run The Jewels-medlemmernes historie er på et lille sted. Alligevel ser jeg frem til en hip hop-lektion fra den anden side af Atlanten, når El-P’s projektilskarpe produktioner skyder sig ud over Arena.

Run The Jewels – Oh My Darling Don’t Cry (fra Run The Jewels 2)

Nils Frahm – Avalon, lørdag 20.00

Nils Frahm gæstede faktisk Roskilde Festival i 2012, men en uopmærksom Morten endte med fuldstændig at overse den tyske pianist på musikprogrammet. I mellemtiden har et enkelt nummer åbnet op for en hel verden indtil en pianist, der i et moderne udtryk kombinerer klassiske ritualer med synthesizers, de-tuners og midi-trommekicks. Det er selvfølgelig Says fra livealbummet Spaces fra 2013, hvor også ravers og klubgængerne fik slået øjnene og ørerne op for tyskerens evne til at forene repetition, epos og jagten på et klimaks.

Hvis man skal indstille forventningerne til Nils Frahm gør man klogt i at tjekke den tyske pianists åbningskoncert på kroatiske Dimensions Festival fra 2014 ud. Hvis man vil tryllebindes og hypnotiseres på dette års Roskilde Festival, kan Nils Frahm meget vel være din heksedoktor.

Clark – Apollo, lørdag, 21.30

Britiske Clark er alt det, den elektroniske headliner Kygo fra Norge ikke er. Og så alligevel ikke. For mens deres forskelle er symboliseret i den typiske kategorisering – medierne kan godt lide at bruge det elitære label IDM (intelligent dance music) på Clark, mens Kygos lyd oftest kaldes EDM eller ’electronic dance music’ som et symbol på den poppede appel til den laveste fællesnævner) – så jager Clark og Kygo de samme følelser, tilflugt og epos.

Clarks musik knitrer og buldrer og sender hyldester ud til ambiente kolleger som Boards of Canada og Aphex Twin, inden britens formel indtager en helt nye klæder på den næste skæring. Alene albummet Body Riddle fra 2006, et af mine absolutte favoritter og første åbenbaringer ind imod IDM-lyden, bør være grund nok til at lægge vejen forbi koncerten på Apollo, som ifølge Roskilde Festival kommer til at være en hel ny skikkelse i forhold til tidligere år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.