Death Grips: Det sikreste sted var mosh pitten

Foto: Gobinder Jhitta

Det kan i den grad give bagslag at have høje forventninger til en koncert. Og det havde jeg til Death Grips klokken 02.00 natten til lørdag. Det skulle være vanvid, der skulle moshes, og der skulle være en meget tatoveret fyr, der stod og råbte ind i en mikrofon i en time om analsex i pitten og andre absurditeter, mens højtalerne på Arena smadrede støjguitar og bas fra en computer. Men jeg blev ikke skuffet, for det var præcis det, der skete.

Der var endda plads til lidt, der gik over forventning. En kampenergisk trommeslager straffede trommesættet, som om, at det ikke var meningen, de skulle virke, når koncerten var slut.

Men det, der nok var vigtigst, var, at intensiteten steg gennem hele koncerten. Der var ingen snak, ingen vinken til publikum, ingen pauser, der var bare mere musik, som var hårdere, end det der lige havde været der. Og det var ikke fordi, at de ikke startede hårdt ud. Både Get Got og I´ve seen Footage blev sendt afsted tidligt under koncerten som to hits, der skulle give det sidste skud doping, som kunne garantere energi nok blandt publikum, selvom klokken var cirka 02.30 fredag på Roskilde Festival.

En smøg og en knytnæve

Man kunne måske forestille sig, at det ville blive for farligt forrest. For når minimumsgrænsen for, hvornår folk begynder at moshe, er, at musikken har en rytme, så kunne det gå galt til Death Grips. Og det gjorde det også, bare ikke i pitten. For crowden, der nok havde en af de skæveste kønsfordelinger jeg længe har set, kunne rent faktisk finde ud at moshe.

På trods af, at der var travlt hos sammaritterne, og der gik rygter om flækkede øjenbryn og forstuvede fødder, så kunne man føle sig virkelig sikker, fordi man kunne se, at hvordan folk beskyttede de faldne og hev dem op, mens der blev blokeret for massen af mennesker, der kom for at skubbe. Jeg var ikke den eneste, der følte mig sikker. På et tidspunkt stod min homie og røg en smøg, mens cirklen var åben, og folk var klar til at løbe ind. Han lignede dog en, der ikke rigtig vidste hvor han var, men det var lige meget, fordi folk var opmærksomme. Min anden ven formåede at parodiere samme situationen til næste gang moshing, og han nåede at ryge en hel smøg bortset fra de sidste par hvæs, inden massen ramte ham.

Problemet var i stedet, at den samme homie, som var så uopmærksom i pitten, endte med at blive straight up slået i ansigtet af en fyr med bøllehat, fordi han troede, at han var kommet til at skubbe til ham. Det var han ikke. Det var en anden. Jeg ved ikke, om det dummeste er, at man slår et andet menneske, eller at man tager til Death Grips og forventer, at folk ikke kommer til at støde ind i hinanden. Min ven er okay, men det lagde en dæmper på stemningen, som koncerten slet ikke fortjente, og det kunne have gået galt. Så husk nu også at være opmærksom når du ikke mosher, og lad være med at stille dig helt oppe foran til festlige koncerter, hvis du ikke er klar på at holde en fest.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tirzah trumfede regnen


Der var lang kø i regnen, da forventningsfulde fans stimlede sammen foran Gloria for at opleve den anmelderroste post-r’n’b-sangerinde Tirzah og hendes hypnotisk minimalisme. Dørene blev åbnet kl. 19:58, og engelske Tirzah Mason gik på scenen kl. 20.00, SHARP! Tidsprogrammet var stramt og struktureret modsat den 31-årige sangerindes afslappede look. Iført joggingbukser, oversize boyfriend-tee og uglet hår som lignede noget, ejeren til shirten havde givet hende, gik Tirzah på scenen. Den yderst uformelle beklædning virkede som et statement til Cardi B, der dagen inden optrådte på Orange i en ualmindelig stram glimmerdragt, der trak associationer til Sara Bros teenage-tenderende opmærksomhedstrang og midtvejskrise. Der var noget befriende i, at man kunne lægge fordomme og fordømmelser på hylden og blot koncentrere sig om musikken med Tirzah, der var nøgen gennem musikken og ikke sin krop.

Den elektroniske pop-sangerinde stod med armene bag ryggen og kiggede apatisk ud i mørket. Hun var scenens midtpunkt, og de to øvrige bandmedlemmer gemte sig bag mixerpulten. Tirzah lagde ud med en blød og yndig intro, men smadrede den hurtigt med nedslidte synths og repititive trap beats. Vokalen var som forventet ualmindelig søvnig, og den passede perfekt til mørket og regnen udenfor.

Læg mærke til chime-instrumentet til højre for Tirzah på bongotrommer.

Man kunne fornemme en stærk britisk accent under Tirzahs snøvlende artikulation, og den blev særlig tydelig, da hun afsluttede hvert nummer med et forsigtigt ”Thank you!”. Hun fastholdte et mat og køligt ansigt det meste af koncerten, men afslørede små ydmyge smil efter publikums opløftende klapsalver ved hvert endt nummer.

Tirzahs tekster er spækket med emotionelle hallucinationer, og hun er en exceptionel dygtig og alternativ lyrikker. Hun er den slags kunstner, hvor du tænker: ‘Enten er du et ualmindeligt stærkt menneske, der ikke giver en fuck for NOGET, eller også er du det stik modsatte: en skrøbelig skabning, som skjuler det uperfekte bag et kaotisk virvar af dæmpet soul, garage og grime’.

Koncerten tog mig gennem mange forskellige sindsstemninger. Det var en atypisk oplevelse, hvor melankolske figurer tog form i ukonventionelle kærlighedstekster og melodiske knuder. Tirzah abrød koncertens stive form med langsomme bongotrommer og nænsomme berøringer på chimes, som skabte en tryllebindende effekt. – (Du kender måske instrumentet bedre som vindens svar på drømmefangeren). Publikum brød desuden ud af trancen og hoppede med på hittet Holding On fra debutalbummet Devotion, som jeg før har linket til, men du simpelthen SKAL tjekke ud, hvis du endnu ikke kender det. Specielt hvis du har en forkærlighed for eksperimenterende r’n’b.

Koncerten varede i små 50 minutter, og selvom musikken var meditativ, var man på intet tidspunkt ved at falde i søvn. Det var nærmere en magisk og fængende koncertoplevelse, og jeg skal klart opleve Tirzah igen, når jeg får muligheden for det!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den første musikdag på Roskilde Festival 2019

Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix

Solen stod højt, og det samme var stemningen, da Roskilde åbnede for pladsen og varmede folket op med fællessang og akustiske toner. Musikeren Frederik Thaae havde byttet det vanlige danske navn ud med covernumre af  Minds of 99, Kim Larsen og Pete Seeger. Publikum var i fællesskab opvarmningsbandet og allerede efter først nummer, hvor Ung Kniv blev skrålet med storladende smil, blev de sidste facader nedbrudt, og alle var gode venner. Vejret holdt tørt første dag, og det gjorde, at man havde endnu mere lyst til at begive sig ud til koncerter. Om end de var over åben himmel eller under ‘dynen’ – (Roskildes overdækkede scener.) Her giver jeg dig et overblik over fem koncerter fra onsdag – 3. juli, Roskildes første ‘rigtige’ musikdag.

Tears For Fears kl. 18.00 – Arena.

Tears for Fears startede som altid deres koncert med Everybody Wants To Rule The World. En klassiker, der fik smilet frem, og som var det perfekte indledningsnummer til åbningen af Arena. Fremmødet af grå hår og måner var massivt, og stemningen var i absolut top. Det samme kan siges om Roland Orzabal og Curt Smiths. De to herrer leverede en gennemført koncert, der både var rå og blød, og som din far og Rasmus uden tvivl har elsket! Det var særlig gyldent, da 80’er bandet fyrede hittet Mad World af, og en mand foran mig hejste mobilen i vejret for at identificere nummeret på Shazam. Til gengæld var det knap så gyldent, da Tears For Fears spillede Radioheads helt store; Creep. Det virkede som et unødvendigt fyldenummer, og som inkarneret Radiohead-fan, var det ren blasfemi og ripoff.

Bob Dylan kl. 20.00 – Orange

Koncerten var som en uendelig opvarmning, men tjeeeek! Hvis jeg en dag får børn, kan jeg fortælle dem, at jeg har delt en halv time med folk-legenden med de livsbekræftende tekster.

Ghetto Kumbé kl. 20.30  – Gloria

Det var det hele værd, at forlade Dylan og tage til rave-fest med Colombianske Ghetto Kumbé på Gloria. Med housebeats og tropisk techno forvandlede de rytmiske zulu-krigerne den gamle kostald til en undergrundsklub, hvor du ville få ti i dress-code, hvis du var iført samme neonmaling masker, som bandet. (Jeg har endnu ikke set dem i camingområdet!) Der var noget mystisk over settingen, og den indledende lyd trak associationer til en David Lynch-film. Koncertens stemning var opbyggelig, og den gik amok over panfløjter og vilde bongotromme-jams. Til koncerten følte man sig som ‘special invited’ i en afrikansk kult-klub, og efter få numre, gik lyset amok i magiske rør over publikum. Det er i år mestrene af lys fra Vertigo, der står bag lyset på Gloria. Og som sædvanligt har de gjort det suverænt! Hver koncert er skræddersyet med et unikt arrangement, og lyset til Ghetto Kumbé var ingen undtagelse. Der var stadig kø til stalden, som kun har plads til 1200 mennesker, da jeg forlod Gloria lidt før tid. Jeg håber, at andre end jeg, har fået fornøjelsen af et skud borende bas og jungle bangers fra Colombia.

Rosalia kl. 21.30 – Avalon

Det var ikke med god vilje, at jeg forlod Ghetto Kumbé før tid, men jeg ville sikre mig en plads til den spanske latino-prinsesse, som optrådte på Avalon. Desværre var det ikke nok at gå før tid, og jeg fik en middelmådig plads uden for teltdugen. Avalon har de seneste år rådet over navne, som er for store til ikke at udstyre scenen med storskærme, og jeg håber, at der til næste år kommer til at blive budgetteret med et par i hver side. Rosalia var dog ikke svær at få øje på fra lang afstand. I en rød pelsjakke, lingeri og en lille vifte i hånden forvandlede hun teltet til en glamourøs tangoklub. Hendes opsatte hår blafrede i falsk vind foran scenen, og der var ingen tvivl om, at Rosalia var midtpunktet blandt de mange dansere. Det var et flot show, og klapsalverne fra publikum var mange. Jeg må dog indrømme, at der var for meget dans, ‘Olé-stemning’ og diamant dias til min smag. Hvis man ikke taler spansk, forstod man desuden ikke et hak af den sydlandske sang. Koncerten blev desværre for langtrukken, og det var som om, at Rosalia prøvede at gøre Solange kunsten efter, da Queen B’s lillesøster lagde Arena ned i 2017. Det var super dumt, da fem ældre herrer møvede sig ind i den tætpakkede mængde med deres velpolstrede maver. Kort tid efter spørge den ene bløde mave den anden: “hvad er det vi hører?”, hvorefter den anden svarer: “jeg aner ikke, hvad det er.” Hurra for bløde far typer med forkærlighed for spanske skønheder og direktørtid til koncerter.

Christine and the Queens kl. 03:00 – Arena:

Den franskbaserede queer-superstjerne leverede et latterligt godt show, som gik laaaaangt over mine forventninger – både på det visuelle og lydmæssige plan. Læs Nikolajs artikel, så ved du, hvad jeg mener!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

INTERVIEW: Det norske stortalent Lil Halima lagde Countdown ned

Man kan på ingen måde mærke, at norske Lil Halima blot er 21 år gammel. Hun virkede utrolig scenevant og selvsikker da hun søndag aften kl 21 indtog Countdown-scenen på Roskilde Festival. Hun spiller R&B-inspireret popmusik af usædvanlig høj kvalitet. Det var første gang jeg så hende live, og hun overgik mine højeste forventninger. Lil Halima synger fremragende og hendes sange bliver endnu bedre af at få live trommer og synths på. Jeg snakkede med hende dagen efter for at høre, hvordan hun oplevede koncerten og for at finde ud af, hvad hun drømmer om med sin musik.

Hvordan var din oplevelse af koncerten?
Lil Halima: Den var virkelig god rent faktisk. Det var som om det først gik op for mig, at jeg spillede på Roskilde Festival, da jeg stod på scenen, og jeg tænkte ved mig selv, ‘wow, tænk at jeg skal spille her’.

Der var mange nordmænd blandt publikum. Var det anerledes end at spille i Norge, eller følte du dig på hjemmebane?
Lil Halima: Det føltes lidt som at spille hjemme i Norge, fordi den forreste række bestod af nogle piger, der næsten kommer til alle mine koncerter og giver mig en fantastisk opbakning. Så jeg blev måske lidt for optaget af den forreste række, men jeg blev bare så overrasket over, at de var der, og så havde jeg bare lyst til at synge til dem.

De bukser du optrådte i, havde mange lommer. Hvad har du i lommerne?
Lil Halima: Jeg har rent faktisk nogle lykkesten i lommerne. Jeg har en rosefarvet kvarts og en krystalkvarts med mig på scenen.

Hvilken reaktion fra publikum gør dig mest glad?
Jeg ønsker bare, at folk skal få det en lille smule bedre når de går fra koncerten end de havde det, da de kom. Jeg kommer nok aldrig til at være den, der vil have, at alle skal gå helt amok til mine shows, så jeg ønsker bare at folk kan chille og vibe til min musik. Så de forhåbentlig føler sig en smule mere afslappet og gladere end da de kom. Hvis det sker, er jeg mere end lykkelig.

Hvilken sang kan du bedst lide at spille i øjeblikket?
Jeg har en ny sang, som udkommer til efteråret, som vi er i gang med at øve som jeg er helt vild med. Ellers er jeg altid glad for at spille ‘Jasmine’.

‘Jasmine’ og mange af dine sange er i mine ører lyden af 2019, og det ville være musik jeg kunne spille for folk om ti år, hvis jeg skulle forklare hvordan 2019 lød. Hvordan vil du sikre dig fremover, at din musik ikke bare vil tage form af den lyd, der er populær på det pågældende tidspunkt?
Jeg synes, at min lyd lige nu er blandet af alle de forskellige slags musik jeg lytter til og er vokset op med. For jeg voksede op med 90’er R&B og hip hop, latin og en del popmusik. Senere har jeg lyttet en masse til lidt mere indie/folk-inspireret musik. Så jeg har mange forskellige musikalske indflydelser, og derfor føler jeg ikke, at jeg skal finde ‘min lyd’, fordi jeg kan tage min musik ind i en masse forskellige musikalske spektre. Så når tiden ændrer sig vil min musik også ændre sig, men det vil stadig være min musik og dermed en del af mig og min personlige udvikling.

Du nævnte forskellige musikalske spektre. Hvilket spektrum er dit yndlings lige nu?
Jeg er lige begyndt at sætte mig ind i ballroom culture og vogueing og den subkultur lytter til noget meget speciel musik. De har ligesom deres egen ting, og jeg er blevet mere interesseret i det efter jeg er begyndt på at gå til balls, og musikken er mere house-baseret der, og jeg troede ellers, at jeg aldrig ville kunne lide house. Men det er god house/techno, og selvom jeg formentlig aldrig kommer til at lave den genre, kan man stadig høre deres indflydelse i min musik fx med en meget insisterende stortromme. Jeg lytter til alt muligt, og har en drøm om at udgive mine indflydelser i et slags mixtape-format.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The future is female! Disse rappere skal du høre, når pladsen åbner

Foto: Roskilde Festival

At Roskilde er en rock festival, vil for den nye generation skurre i ørene. Udsagnet er fra en svunden tid, og festivalen er i dag særligt anerkendt for at have et solidt hiphop-line-up. I år består det af stærke bookinger – både på det mandelige og kvindelige plan. Og hvem siger  at, det er “fy”, at skelne mellem køn i musikken? Det er slet ikke alle steder, det er det. Og let’s face it – Der er forskel. Især i hiphoppen tegn, som hovedsageligt er en mandsdomineret verden. At nægte at tale om kønsdiversiteten i bookingerne på Danmarks største musikfestival, er som at lave strudsen, hvor man stikker hovedet i jorden og nægter, at der er noget at komme efter. Men er der egentlig det på Roskilde? … Er festivalen ikke netop blevet et sted, som blander genrene og giver plads til alle køn. I år åbnes Orange scene af den feministiske, rapper Silvana Imam, og hvis det ikke er stærkt, så ved jeg ikke, hvad det er!

Vi har før givet en guide til de mandlige hiphoppere, som du skal opleve på Roskilde i år. I denne artikel giver jeg dig fem anbefalinger til boss-ladies, du skal se, men bestemt ikke fucke med. – For de vil rive dig rundt, som befandt du dig i din værste mareridts-moshpit. Deres styrke er intellektuel rap og politiske budskaber, som de fyrrer op for under hærdede og skidefrække attituder.

Silvana Imam – Onsdag, 3. juli kl. 18.00 – Orange

Foto: Nikolaj Blegvad

Den svenske hiphopstjerne; Silvana Imam, rapper om at være homoseksuel, at vælte patriarkatet og om at bekæmpe racisme. Med en selvsikker- og solid bemyndigelse taler den 32-årige rapper til alle, der ikke føler, at de passer ind. Hun har tidligere optrådt på Countdown og Apollo med stor succes. Nu er hun trådt et trin op af karrierestigen og er nu klar til at åbne Orange Scene. Gæstelisten for de optrædende er lang, og jeg glæder mig til at høre, hvem hun, fra den svenske og norske undergrundsscene, hiver med op på Roskildes højhellige alter, som for mange kan være en udfordring at spille op – Især som den første. Mon fællessangen kan lette forventningspresset en smule? – Hvis nervøsitet da overhovedet er en ting for den kantede, kæphøje og konfronterende aktivist.

OBS: det eneste, men også store minus er, at Silvana Imam spiller samtidig som Tears For Fears, der går på på Arena kl. 18.00. Chok chok chok!

CupcakKe – Fredag, 5. juli kl. 12:00 – Apollo

Foto: Shaun Andru

Hold fast! Her kommer en kunstner, der umiddelbart falder, lad os bare sige, en aaaaanelse, ud fra det feministiske spektre af politisk korrekthed. Den blot 21-årige Chicago-rapper, Elizabeth Eden Harris er den sjofle stemme bag kunstnernavnet, CupcakKe. Som 14-årig begyndte hun at skrive religiøse digte og optræde i lokale kirker. Senere tog hendes karriere et radikalt skift, da hun byttede digtene ud med rap, som hun uploadede til Youtube. Seertallet eksploderede i samme stil, som en festivalgænger, der vil nå op til Orange som den første, når pladsen åbner. CupcakKe er gået fra religionsdyrkelse til at lave nogle af de mest  frække og flabede sange, jeg har hørt. Hun er liderlig, modig og åbenhjertig med sine (måske lidt for) sexpositive og eksplicitte videoer og sange. –  Sange, som går under titler som Deepthroat, Vagina og Cumshot. På overfladen er hendes tekster ualmindeligt lumre, og jeg tror, at hun ville kunne sætte selv en våd hund i kronisk løbetid på plads … (Snopp Dogg?!).

Man skulle ikke lige tro det, men teksterne kan faktisk også rumme budskaber om solidaritet med LGBTQ-fællesskabet og magt i seksualiteten. Lyt bare med på Birdbox eller på sangen, der decideret går under titlen LGBT. Chicago-rapperens skills er ægte badass, og hendes rap skydes afsted i raketfart. Flowet er stramt, uanset om hun er i det kælende eller råbende humør. Hun holder sig uafhængigt at de store pladeselvskaber og har selv udgivet alle sine fire albums. Elizabeth Eden Harris gør altså tingene på sin egen måde. Hun giver ikke en fuck. – Og netop dét, gør hende skøn!

Beskidt bonus: Selvom du næsten taber næsen, når CupcakKe grinder sin krop op af Patrick fra Svampebobs lange næse, bør du tjekke musikvideoen til Squidward Nose ud. Den giver dig en idé om, hvilket våde univers, du kan forvente fredag formiddag på Apollo. Heldigvis clasher koncerten ikke med et andet must-see-band, men hvis du får den skøre idé at tage dit barn med på skulderen, så stop for guds skyld dig selv! CupcakKe er, på trods af det børnevenlige spilletidspunkt, IKKE for børn. Bikini Bunden kommer næppe til at være lige så ren som Nickelodeons. Den gule firkant er erstattet med en havfrue, som er mere end bare uartig, og du kan forvente en opsigtsvækkende og juicy oplevelse!

Saweetie – Fredag, 5. juli kl. 18.30 – Apollo

Foto: John Salangsang

Festen fortsætter på Arena fredag aften! Lad dig ikke narre af det pæne pretty-girl-look. Saweetie er alt andet end en Barbie-girl. Hun er en ægte boss-lady, og hun baner vejen for en generation af andre boss ladies. Hendes kunstnavn er et kælenavn, som hun fik at sin bedstemor, og hun forstår at holde et af hiphoppens ældste mantraer i live: “keep your family close”.  Den 25-årige West Coast-Rappers rigtige navn er Diamonté Harper – som da også havde været et pænt svedigt kunstnernavn! Hun startede sin karriere ved at optage 15 sekunders rap på Instagram, som kort tid efter gik viralt og nåede Roskildes bookers. – Og sikke et held! Saweetie laver hurtige hiphop-hoops, som fanger lytterens opmærksomhed på ingen tid. Nu er hun i studiet, for at arbejde på sit debutalbum, som planlægges at skulle udkomme til sommer. Heldigvis har hun taget sig tid til at aflægge Roskilde et visit, og jeg glæder mig afsindig meget til at høre hendes ‘icy’ og selvsikre rap live. – Også selvom komponisten og viola-spilleren, Astrid Sonne spiller samtidig på Gloria. Heldigvis er Astrid Sonne fra København. Så mon ikke muligheden for at se hende en anden god gang, trods alt, er lettere end at tage en tur til den amerikanske vestkyst. 

Lizzo – Lørdag, 6. juli kl. 20.30 – Apollo

Foto: Pari Dukovic

The baddest and biggest bitch is back, and she’s not a sidechick! Hun er til gengæld et kæmpe kick af catchy hiphop, blændende vokaler og sexpositiv kropsenergi, som får alle til at elske hendes, og måske også sin egen, krop. Lizzo er aktuel med sit tredje album; Cuz I Love You, hvor stjerner som Missy Elliott, er med inde over. Hør nummeret Tempo.Der er fart på, og Missy Elliot er stadig i topform! Jeg tror bare, det er et spørgsmål om tid, før Lizzo bryder igennem på den internationale musikscene. For mig er hun brudt igennem for længe siden, og det er et mysterie, at Lizzo ikke spiller på en større scene end Apollo. Scenen kommer højst sandsynligt til at blive overrendt med forventningsfulde fans. Fans, der alle vil have en bid af den frække Minneapolis-baserede rapper, når hun deler ud af sine catchy hits og ørehængende bangere. Så kom i god tid! Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg kommer til at prioritere, når Janelle Monáe, Jorja Smith og Lizzo spiller med forholdsvis korte mellemrum.

Madame Gandhi – Lørdag, 6. juli – Workshop kl. 14.00 – House of Chroma og koncert kl. 21.30- Gloria

Foto: https://madamegandhi.blog/hi/

Når Roskilde lancerer deres musikprogram, kan du meget vel stå med en fuckede følelse af, at du ikke kender halvdelen af kunstnerene. Bookerne giver dig lektier for, og hvis du tager dig tiden til det og dykker ned i programmet, er der gode chancer for at blive beriget med nye favoritter. Kunstnere, som udvider din musikalske horisont og gør dig spændt på, at skulle høre dem live. Det er sådan jeg har det med, at skulle opleve Madame Gandhi på lørdag.

Den indisk-amerikanske producer og aktivist Kiran Gandhi trækker tråde til Massive Attacks dynamisk trip-hop med tunge elektroniske bangers, som særligt kommer til udtryk på nummeret The Future is FemaleHun fusionerer desuden eksotiske jungle rytmer med loops og elektronisk dance, og der er en overlegen ‘Harlem Shake-vibe’ over lyden. Madame Gandhi har da også spillet trommer for M.I.A, så hun ved, om nogen, hvordan et beat skal skæres!

Kiran Gandhi kredser om temaer som feminisme, kærlighed og politik. Hun kunstner med stort K! Du kan opvarme til koncerten lørdag aften, når hun laver en workshop og medvirker i en talk i Art Zone om eftermiddagen. Med hele to muligheder for at opleve Madame Gandhi på Roskilde, er der kun dårlige undskyldninger og lidt for meget booze i blodet, hvis du ikke får oplevet den fandenivoldske feminist.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *