Underworld blæste Arena omkuld med en KÆMPE fucking fest!

“Jeg vil blæse og blæse til dit hus ryger omkuld” – Sagde den store stygge ulv til de tre små grise. Og om dit hus er lavet af strå, pinde eller mursten, har Underworld uden tvivl blæst det omkuld. – Omtrent i samme stil, som de gjorde med publikum i går aftes, da de gæstede Arena og startede en KÆMPE FUCKING FEST med tung techno og elektronisk eufori.

Da Roskilde annoncerede Underworld, havde jeg det på samme måde, som da Copenhell annoncerede headlineren Tool til deres program. Underworld er en genial og giantisk booking, og det var ikke med julelys, men laserstråler i øjnene, at jeg begav mig ind i pitten til den største fest, jeg har oplevet på Roskilde i år!

Der var crowded i pitten og alskens skabninger stod beredte på et skud elektronisk eliksir fra dansemusikkens koryfæer, der har eksisteret siden 80’erne. Foran mig sad en febrilsk bomulds-flamingo og dækkede over en tyndhåret isse. Den havde sin makker med, som var en høj hat med fem udstikkende øjne på lange lysrør. Pitten var med andre ord forvandlet til en mytologisk underverden, hvor mennesker, dyr og Rick & Morty-lignende væsener stod parate til en hårdtpumpende omgang melodiske beats.

Kl. 23:30 gik de to kunstskole-kammerater Karl Hydes og Rick Smith på scenen i en sky af røg fra røgmaskiner og højtlydt henrykkelse fra publikum.

Det er 25 år siden, at Underworld gæstede Roskilde for første gang, og 19 år siden de sidst spillede. På trods af de mange års fravær, var det med en hjemvandt facon, at Karl Hyde indledte det elektroniske momentum med: “Its been a long while”. På et splitsekund forvandlede Underworld Arena til en kult undergrundsklub, hvor det kun er tilladt at spille progressiv house og techno. Jeg var i total trance, og glemte mildest talt alt om tid og sted. Enhver form for eufori var fremkaldt af følelsesladede synthesizere, publikums samhørighed og den elektroniske pionér, Rick Smith, der (for det meste) trykkede på de helt rigtige knapper bag mixerpulten. Der var lige to tekniske svipsere, hvor han kom til at trykke ved siden af, og hvor et nyt beat blæste ind over et igangværende. Heldigvis har han 40 års erfaring i at trykke på rigtige knapper (!), og fik hurtigt makket ret på svipserne. Faktisk virkede svipserne helt lettende, og som en god bekræftelse på, at hver berøring gør en forskel. Det var ikke det præfabrikerede miks, hvor dj’en blot skal trykke på én knap, og vokalisten derefter kan sprænge rundt som en abe på ecstasy. Hvis du var til koncert med Sushi x Kombe om eftermiddagen, vil du vide hvad jeg mener ..

Man skulle umiddelbart ikke tro at de to gråhårede kammerater med det trivielle ydre, står bag produktionen af noget af verdens mest epokegørende techno. Rick Smith var iført en hvid skjorte og læsebriller bag mixerpulten. Han virkede langt fra lige så frygtindgydende som den store stygge ulv. Og så vil du faktisk virkelig gerne blæses, væltes og tromles omkuld til hans kolosalle og elektroniske kræftudladninger, som han demonstrerede på Arenas lydanlæg, der bestod prøven fredag nat.

Hvert nummers titel stod i baggrunden med store blokbogstaver, så man ikke var i tvivl om, hvad man dansede til. Og selvom man per automatik begyndte at danse, da de elektroniske alkymister spillede hits som Always Loved A Film, Two Moths Off  eller Dark Train, instruerede vokalisten, Karl Hyde, publikum i, hvordan man frit og fantastisk bevæger sig til beats, der torpederer dine øregange, og giver dig lyst til at råbe FANDME TAK!

“Are you ready to pull a rabbit out of the hole?” spurgte Karl Hyde publikum, inden han og Rick savede Arena midtover med bangeren Cowgirl. Det omvendte ordspil var right on, og det føltes  langt mere, som om den elektroniske kanin kom fra et hul fra Wonderland fremfor en fesen cirkusartists hat.

Jeg havde et lille ønske om, at Underworld ville spille mit yndlingsnummer: fushions-jazz-skæringen Space Odyssey, men den ville på den anden side ikke passe ind i den hårdtpumpende techno-setting. Desuden var The Mistreons ikke med på scenen, men du kan høre den lige her.

Jeg kan på ingen måde klage over koncerten, som var en lykkelig drøm, der gik i opfyldelse. Midt i strobelys og pulserende beats bestod mine trommehinder og Arenas lydanlæg prøven, og jeg siger TAK for at blæse mig omkuld, Underworld! Kom snart igen – og gerne inden 25 år!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jonas says:

    Der er 19 år siden de var der sidst… Sidst de spillede var i 2000 samtidig med pearl jam.

  2. Laura Fromm says:

    Tak for heads up, Jonas. Det bliver rettet med det samme.

  3. Peter Pishai Storgaard says:

    Tak Jonas. Du har helt ret. Det er rettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Death Grips: Det sikreste sted var mosh pitten

Foto: Gobinder Jhitta

Det kan i den grad give bagslag at have høje forventninger til en koncert. Og det havde jeg til Death Grips klokken 02.00 natten til lørdag. Det skulle være vanvid, der skulle moshes, og der skulle være en meget tatoveret fyr, der stod og råbte ind i en mikrofon i en time om analsex i pitten og andre absurditeter, mens højtalerne på Arena smadrede støjguitar og bas fra en computer. Men jeg blev ikke skuffet, for det var præcis det, der skete.

Der var endda plads til lidt, der gik over forventning. En kampenergisk trommeslager straffede trommesættet, som om, at det ikke var meningen, de skulle virke, når koncerten var slut.

Men det, der nok var vigtigst, var, at intensiteten steg gennem hele koncerten. Der var ingen snak, ingen vinken til publikum, ingen pauser, der var bare mere musik, som var hårdere, end det der lige havde været der. Og det var ikke fordi, at de ikke startede hårdt ud. Både Get Got og I´ve seen Footage blev sendt afsted tidligt under koncerten som to hits, der skulle give det sidste skud doping, som kunne garantere energi nok blandt publikum, selvom klokken var cirka 02.30 fredag på Roskilde Festival.

En smøg og en knytnæve

Man kunne måske forestille sig, at det ville blive for farligt forrest. For når minimumsgrænsen for, hvornår folk begynder at moshe, er, at musikken har en rytme, så kunne det gå galt til Death Grips. Og det gjorde det også, bare ikke i pitten. For crowden, der nok havde en af de skæveste kønsfordelinger jeg længe har set, kunne rent faktisk finde ud at moshe.

På trods af, at der var travlt hos sammaritterne, og der gik rygter om flækkede øjenbryn og forstuvede fødder, så kunne man føle sig virkelig sikker, fordi man kunne se, at hvordan folk beskyttede de faldne og hev dem op, mens der blev blokeret for massen af mennesker, der kom for at skubbe. Jeg var ikke den eneste, der følte mig sikker. På et tidspunkt stod min homie og røg en smøg, mens cirklen var åben, og folk var klar til at løbe ind. Han lignede dog en, der ikke rigtig vidste hvor han var, men det var lige meget, fordi folk var opmærksomme. Min anden ven formåede at parodiere samme situationen til næste gang moshing, og han nåede at ryge en hel smøg bortset fra de sidste par hvæs, inden massen ramte ham.

Problemet var i stedet, at den samme homie, som var så uopmærksom i pitten, endte med at blive straight up slået i ansigtet af en fyr med bøllehat, fordi han troede, at han var kommet til at skubbe til ham. Det var han ikke. Det var en anden. Jeg ved ikke, om det dummeste er, at man slår et andet menneske, eller at man tager til Death Grips og forventer, at folk ikke kommer til at støde ind i hinanden. Min ven er okay, men det lagde en dæmper på stemningen, som koncerten slet ikke fortjente, og det kunne have gået galt. Så husk nu også at være opmærksom når du ikke mosher, og lad være med at stille dig helt oppe foran til festlige koncerter, hvis du ikke er klar på at holde en fest.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tirzah trumfede regnen


Der var lang kø i regnen, da forventningsfulde fans stimlede sammen foran Gloria for at opleve den anmelderroste post-r’n’b-sangerinde Tirzah og hendes hypnotisk minimalisme. Dørene blev åbnet kl. 19:58, og engelske Tirzah Mason gik på scenen kl. 20.00, SHARP! Tidsprogrammet var stramt og struktureret modsat den 31-årige sangerindes afslappede look. Iført joggingbukser, oversize boyfriend-tee og uglet hår som lignede noget, ejeren til shirten havde givet hende, gik Tirzah på scenen. Den yderst uformelle beklædning virkede som et statement til Cardi B, der dagen inden optrådte på Orange i en ualmindelig stram glimmerdragt, der trak associationer til Sara Bros teenage-tenderende opmærksomhedstrang og midtvejskrise. Der var noget befriende i, at man kunne lægge fordomme og fordømmelser på hylden og blot koncentrere sig om musikken med Tirzah, der var nøgen gennem musikken og ikke sin krop.

Den elektroniske pop-sangerinde stod med armene bag ryggen og kiggede apatisk ud i mørket. Hun var scenens midtpunkt, og de to øvrige bandmedlemmer gemte sig bag mixerpulten. Tirzah lagde ud med en blød og yndig intro, men smadrede den hurtigt med nedslidte synths og repititive trap beats. Vokalen var som forventet ualmindelig søvnig, og den passede perfekt til mørket og regnen udenfor.

Læg mærke til chime-instrumentet til højre for Tirzah på bongotrommer.

Man kunne fornemme en stærk britisk accent under Tirzahs snøvlende artikulation, og den blev særlig tydelig, da hun afsluttede hvert nummer med et forsigtigt ”Thank you!”. Hun fastholdte et mat og køligt ansigt det meste af koncerten, men afslørede små ydmyge smil efter publikums opløftende klapsalver ved hvert endt nummer.

Tirzahs tekster er spækket med emotionelle hallucinationer, og hun er en exceptionel dygtig og alternativ lyrikker. Hun er den slags kunstner, hvor du tænker: ‘Enten er du et ualmindeligt stærkt menneske, der ikke giver en fuck for NOGET, eller også er du det stik modsatte: en skrøbelig skabning, som skjuler det uperfekte bag et kaotisk virvar af dæmpet soul, garage og grime’.

Koncerten tog mig gennem mange forskellige sindsstemninger. Det var en atypisk oplevelse, hvor melankolske figurer tog form i ukonventionelle kærlighedstekster og melodiske knuder. Tirzah abrød koncertens stive form med langsomme bongotrommer og nænsomme berøringer på chimes, som skabte en tryllebindende effekt. – (Du kender måske instrumentet bedre som vindens svar på drømmefangeren). Publikum brød desuden ud af trancen og hoppede med på hittet Holding On fra debutalbummet Devotion, som jeg før har linket til, men du simpelthen SKAL tjekke ud, hvis du endnu ikke kender det. Specielt hvis du har en forkærlighed for eksperimenterende r’n’b.

Koncerten varede i små 50 minutter, og selvom musikken var meditativ, var man på intet tidspunkt ved at falde i søvn. Det var nærmere en magisk og fængende koncertoplevelse, og jeg skal klart opleve Tirzah igen, når jeg får muligheden for det!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den første musikdag på Roskilde Festival 2019

Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix

Solen stod højt, og det samme var stemningen, da Roskilde åbnede for pladsen og varmede folket op med fællessang og akustiske toner. Musikeren Frederik Thaae havde byttet det vanlige danske navn ud med covernumre af  Minds of 99, Kim Larsen og Pete Seeger. Publikum var i fællesskab opvarmningsbandet og allerede efter først nummer, hvor Ung Kniv blev skrålet med storladende smil, blev de sidste facader nedbrudt, og alle var gode venner. Vejret holdt tørt første dag, og det gjorde, at man havde endnu mere lyst til at begive sig ud til koncerter. Om end de var over åben himmel eller under ‘dynen’ – (Roskildes overdækkede scener.) Her giver jeg dig et overblik over fem koncerter fra onsdag – 3. juli, Roskildes første ‘rigtige’ musikdag.

Tears For Fears kl. 18.00 – Arena.

Tears for Fears startede som altid deres koncert med Everybody Wants To Rule The World. En klassiker, der fik smilet frem, og som var det perfekte indledningsnummer til åbningen af Arena. Fremmødet af grå hår og måner var massivt, og stemningen var i absolut top. Det samme kan siges om Roland Orzabal og Curt Smiths. De to herrer leverede en gennemført koncert, der både var rå og blød, og som din far og Rasmus uden tvivl har elsket! Det var særlig gyldent, da 80’er bandet fyrede hittet Mad World af, og en mand foran mig hejste mobilen i vejret for at identificere nummeret på Shazam. Til gengæld var det knap så gyldent, da Tears For Fears spillede Radioheads helt store; Creep. Det virkede som et unødvendigt fyldenummer, og som inkarneret Radiohead-fan, var det ren blasfemi og ripoff.

Bob Dylan kl. 20.00 – Orange

Koncerten var som en uendelig opvarmning, men tjeeeek! Hvis jeg en dag får børn, kan jeg fortælle dem, at jeg har delt en halv time med folk-legenden med de livsbekræftende tekster.

Ghetto Kumbé kl. 20.30  – Gloria

Det var det hele værd, at forlade Dylan og tage til rave-fest med Colombianske Ghetto Kumbé på Gloria. Med housebeats og tropisk techno forvandlede de rytmiske zulu-krigerne den gamle kostald til en undergrundsklub, hvor du ville få ti i dress-code, hvis du var iført samme neonmaling masker, som bandet. (Jeg har endnu ikke set dem i camingområdet!) Der var noget mystisk over settingen, og den indledende lyd trak associationer til en David Lynch-film. Koncertens stemning var opbyggelig, og den gik amok over panfløjter og vilde bongotromme-jams. Til koncerten følte man sig som ‘special invited’ i en afrikansk kult-klub, og efter få numre, gik lyset amok i magiske rør over publikum. Det er i år mestrene af lys fra Vertigo, der står bag lyset på Gloria. Og som sædvanligt har de gjort det suverænt! Hver koncert er skræddersyet med et unikt arrangement, og lyset til Ghetto Kumbé var ingen undtagelse. Der var stadig kø til stalden, som kun har plads til 1200 mennesker, da jeg forlod Gloria lidt før tid. Jeg håber, at andre end jeg, har fået fornøjelsen af et skud borende bas og jungle bangers fra Colombia.

Rosalia kl. 21.30 – Avalon

Det var ikke med god vilje, at jeg forlod Ghetto Kumbé før tid, men jeg ville sikre mig en plads til den spanske latino-prinsesse, som optrådte på Avalon. Desværre var det ikke nok at gå før tid, og jeg fik en middelmådig plads uden for teltdugen. Avalon har de seneste år rådet over navne, som er for store til ikke at udstyre scenen med storskærme, og jeg håber, at der til næste år kommer til at blive budgetteret med et par i hver side. Rosalia var dog ikke svær at få øje på fra lang afstand. I en rød pelsjakke, lingeri og en lille vifte i hånden forvandlede hun teltet til en glamourøs tangoklub. Hendes opsatte hår blafrede i falsk vind foran scenen, og der var ingen tvivl om, at Rosalia var midtpunktet blandt de mange dansere. Det var et flot show, og klapsalverne fra publikum var mange. Jeg må dog indrømme, at der var for meget dans, ‘Olé-stemning’ og diamant dias til min smag. Hvis man ikke taler spansk, forstod man desuden ikke et hak af den sydlandske sang. Koncerten blev desværre for langtrukken, og det var som om, at Rosalia prøvede at gøre Solange kunsten efter, da Queen B’s lillesøster lagde Arena ned i 2017. Det var super dumt, da fem ældre herrer møvede sig ind i den tætpakkede mængde med deres velpolstrede maver. Kort tid efter spørge den ene bløde mave den anden: “hvad er det vi hører?”, hvorefter den anden svarer: “jeg aner ikke, hvad det er.” Hurra for bløde far typer med forkærlighed for spanske skønheder og direktørtid til koncerter.

Christine and the Queens kl. 03:00 – Arena:

Den franskbaserede queer-superstjerne leverede et latterligt godt show, som gik laaaaangt over mine forventninger – både på det visuelle og lydmæssige plan. Læs Nikolajs artikel, så ved du, hvad jeg mener!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

INTERVIEW: Det norske stortalent Lil Halima lagde Countdown ned

Man kan på ingen måde mærke, at norske Lil Halima blot er 21 år gammel. Hun virkede utrolig scenevant og selvsikker da hun søndag aften kl 21 indtog Countdown-scenen på Roskilde Festival. Hun spiller R&B-inspireret popmusik af usædvanlig høj kvalitet. Det var første gang jeg så hende live, og hun overgik mine højeste forventninger. Lil Halima synger fremragende og hendes sange bliver endnu bedre af at få live trommer og synths på. Jeg snakkede med hende dagen efter for at høre, hvordan hun oplevede koncerten og for at finde ud af, hvad hun drømmer om med sin musik.

Hvordan var din oplevelse af koncerten?
Lil Halima: Den var virkelig god rent faktisk. Det var som om det først gik op for mig, at jeg spillede på Roskilde Festival, da jeg stod på scenen, og jeg tænkte ved mig selv, ‘wow, tænk at jeg skal spille her’.

Der var mange nordmænd blandt publikum. Var det anerledes end at spille i Norge, eller følte du dig på hjemmebane?
Lil Halima: Det føltes lidt som at spille hjemme i Norge, fordi den forreste række bestod af nogle piger, der næsten kommer til alle mine koncerter og giver mig en fantastisk opbakning. Så jeg blev måske lidt for optaget af den forreste række, men jeg blev bare så overrasket over, at de var der, og så havde jeg bare lyst til at synge til dem.

De bukser du optrådte i, havde mange lommer. Hvad har du i lommerne?
Lil Halima: Jeg har rent faktisk nogle lykkesten i lommerne. Jeg har en rosefarvet kvarts og en krystalkvarts med mig på scenen.

Hvilken reaktion fra publikum gør dig mest glad?
Jeg ønsker bare, at folk skal få det en lille smule bedre når de går fra koncerten end de havde det, da de kom. Jeg kommer nok aldrig til at være den, der vil have, at alle skal gå helt amok til mine shows, så jeg ønsker bare at folk kan chille og vibe til min musik. Så de forhåbentlig føler sig en smule mere afslappet og gladere end da de kom. Hvis det sker, er jeg mere end lykkelig.

Hvilken sang kan du bedst lide at spille i øjeblikket?
Jeg har en ny sang, som udkommer til efteråret, som vi er i gang med at øve som jeg er helt vild med. Ellers er jeg altid glad for at spille ‘Jasmine’.

‘Jasmine’ og mange af dine sange er i mine ører lyden af 2019, og det ville være musik jeg kunne spille for folk om ti år, hvis jeg skulle forklare hvordan 2019 lød. Hvordan vil du sikre dig fremover, at din musik ikke bare vil tage form af den lyd, der er populær på det pågældende tidspunkt?
Jeg synes, at min lyd lige nu er blandet af alle de forskellige slags musik jeg lytter til og er vokset op med. For jeg voksede op med 90’er R&B og hip hop, latin og en del popmusik. Senere har jeg lyttet en masse til lidt mere indie/folk-inspireret musik. Så jeg har mange forskellige musikalske indflydelser, og derfor føler jeg ikke, at jeg skal finde ‘min lyd’, fordi jeg kan tage min musik ind i en masse forskellige musikalske spektre. Så når tiden ændrer sig vil min musik også ændre sig, men det vil stadig være min musik og dermed en del af mig og min personlige udvikling.

Du nævnte forskellige musikalske spektre. Hvilket spektrum er dit yndlings lige nu?
Jeg er lige begyndt at sætte mig ind i ballroom culture og vogueing og den subkultur lytter til noget meget speciel musik. De har ligesom deres egen ting, og jeg er blevet mere interesseret i det efter jeg er begyndt på at gå til balls, og musikken er mere house-baseret der, og jeg troede ellers, at jeg aldrig ville kunne lide house. Men det er god house/techno, og selvom jeg formentlig aldrig kommer til at lave den genre, kan man stadig høre deres indflydelse i min musik fx med en meget insisterende stortromme. Jeg lytter til alt muligt, og har en drøm om at udgive mine indflydelser i et slags mixtape-format.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *