Hvad har Danmark gjort for at fortjene The Minds Of 99?

The Minds of 99 (Foto: Flemming Bo Jensen)

Påstand:

The Minds of 99 er Danmarks bedste liveband.

Argumentation:

Kender du det, når du står foran noget, som du bare ved er storhed? Det er ikke nemt at sætte ord på, præcis hvad der definerer storhed, og hvad der fortæller dig, at du netop nu er i direkte berøring med det. Dog er der nogle gode indikatorer.

Jeg er ret stor fan af The Minds of 99. Og det er en beskeden udmelding. Jeg har vist været til syv koncerter med dem. De bliver ved med at overraske mig, og det gør, at jeg altid synes, de er et band, der er værd at prioritere og vende tilbage til. De udvikler sig, og de bliver kun bedre for hver gang, jeg har set dem live. Derfor var det en selvfølge, at jeg skulle opleve dem indtage Orange Scene under årets Roskilde Festival – også selvom indiefolk koryfæerne Fleet Foxes spillede deres første danske koncert i syv år samtidig på Arena. Specielt nu hvor jeg ikke var på Roskilde, da de åbnede selv samme scene i 2015. Det bliver ikke større for et dansk band i en dansk kontekst, så det måtte jeg simpelthen opleve.

Aller første gang jeg hørte om The Minds of 99, var da de spillede koncert på Northside i 2014. Min ven Lasse spurgte mig, om jeg ville med over og høre dem på den daværende P6-beat-scene. Northsides mindste scene. Jeg kan ikke huske, hvad jeg prioterede over Minds. Om det var at drikke bajere eller høre noget andet, så er det, der står klarest i min hukommelse, hvorfor fanden jeg ikke gav dem en chance. Jeg kunne have oplevet dem helt fra start af. Før de spillede på Roskildes Pavillion-scene tre uger senere.

Året efter var jeg på Northside igen. Denne gang skulle de spille på den store blå scene. Og jeg gav dem en chance. Jeg var fuldstændig blæst bagover, som ingen andre danske bands har gjort for mig før. De var så sindssygt fede, at jeg blev fan med det samme. Og de var en klar prioritering, da de igen spillede på 2016-versionen af festivalen.

Folkelighed vs. mainstream

Siden dengang er der sket meget for det danske band. De er gået fra at være upandcoming til at være folkelige af helvedes til. Og ja, jeg rynkede på næsen, da de skulle spille Grøn Koncert sidste år, fordi jeg ville ikke dele dem med dem, der normalt sætter en Rasmus Seebach-koncert højest på deres bedste-koncerter-nogensinde-liste. Jeg var bange for, at det betød, at de nu var mainstream, og at de ville gå fuld Coldplay og begynde at lave skodmusik for pengenes skyld. Det mener jeg heldigvis ikke, de har gjort. De har eksempelvis sagt ja til at spille på årets Egmont Festival. Det er fucking sejt lavet af dem.

Der er talt meget om Niels og hans brækkede ben inden deres efterårstourné i 2017. Der er talt meget om, hvordan hans stemme er blevet helt fantastisk efter ulykken, fordi han ikke kunne spjætte rundt på scenen, som han plejede. Nu kom den ultimative test for mig. Kunne Niels tage sin nyfundne fantastiske stemme med på Orange uden at give afkald på sin maniske sceneoptræden?

Helt alvorligt talt. Både min kæreste og jeg kunne ikke stoppe med at græde det første kvarter af koncerten. Vi havde begge svært ved at sætte ord på hvorfor, men det har nok noget at gøre med, at det var noget nær perfekt. I hvert fald for os. Det var en smuk kulmination af lang tids tvedelt fascination af Minds. (Hun forærede mig i december en trøje, hvor hun havde fået trykt “Ung Kniv” på med kyrilliske bogstaver). Nu stod vi der sammen. Foran Danmarks største og bedste scene og nød det bedste liveband Danmark p.t. har at tilbyde. Det var et øjeblik, hvor alting bare føltes perfekt.

Resten af publikumet foran Orange Scene så ikke ud til, at de på nogen måde ville sætte spørgsmålstegn ved min påstand. Det var en folkefest af dimensioner. Specielt var det vildt, da de fik hele publikum til at sætte sig ned. Det er efterhånden blevet lidt af et kliché-trick, men alle gjorde det alligevel. Jeg ville aldrig selv gøre det til en koncert, jeg bare lige var for at tjekke ud. Jeg tolker det derfor som, at alle var der, fordi de gerne ville være der. Ellers blev de i hvert fald fans i samme sekund. Det var et enormt veloplagt og velspillende band, der mødte publikum på Orange. Og de leverede noget nær den perfekte koncert.

The Minds of 99 er så dygtige og gode. De er folkelige uden at være mainstream. De har lært danskerne at høre alternativ musik og at det er okay, at være som man er. De siger ja til at spille koncerter steder, hvor andre ville være for fine.

Hvad har Danmark overhovedet gjort for at fortjene The Minds of 99?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Sympatien og troværdigheden sejrede for James Holden

James Holden (foto: Laura Lewis)

Den mand, de kalder James Holden, har slået sig på Indien og såkaldt Terry Riley-agtig folktrance, siden han i 2014 leverede en jazzet og krautrocket toppræstation på Roskilde Festival. Nu er håret blevet længere, melodierne mere syrede og sværere at tilgå, ligesom distancen til fortiden som klubproducer er blevet større. Så vil den ægte James Holden være sød at rejse sig? 

Nej, han sidder ned. Det gjorde han hele den time, han fredag eftermiddag vendte tilbage til Roskilde Festival og Apollo med sit nye “band”, The Animal Spirits. Efter koncerten satte Eva og Morten hinanden stævne for at finde ud af, hvor 2018-James Holden placerer sig i forhold til sin fire år ældre udgave.

Morten: Eva, vi havde begge en fremragende oplevelse, da James Holden sidst gæstede Roskilde Festival i 2014. Kunne du her fire år senere genkende noget fra den koncert, selvom der var andre lyde, temaer og instrumenter i spil?

Eva: Ja, helt klart. Han spillede også en del af numrene fra The Inheritors, og nærmest heldigvis for det. Jeg synes, The Inheritors var et rimeligt eksperimenterende album, da det udkom i 2013, men så udgav han The Animal Spirits i 2017, og dét er fandme et syret album. Så jeg var egentlig meget glad for, at han spillede nogle af The Inheritors-numrene, som til sammenligning virker helt poppede. Men jeg tror helt klart, der er en del af publikummerne fra 2014, som er kommet tilbage, for han har fået en ret enestående position i musikverden. James Holden har placeret sig mellem “verdensmusikken” og elektronisk musik, men på en måde, hvor man ikke kan danse til den, selvom folk forsøgte. Han står som en one of a kind-karakter.

Morten: Men hvordan klarede denne karakter så koncerten?

Eva: Jeg må sige, at jeg helt umiddelbart synes, at koncerten i 2014 var betydeligt bedre end denne, desværre.

Morten: Jeg er enig. Jeg følte heller ikke, at jeg kom så meget ind i et groove eller en trance, som jeg gjorde det for fire år siden. Jeg tror, det til dels skyldes, at han netop zappede frem og tilbage mellem The Inheritors og The Animal Spirits-pladerne. Hvis han konsekvent og udelukkende spillede sit seneste album, ville det have været en større prøvelse at blive taget med på en rejse. Men så havde jeg til gengæld også været fastlåst et bestemt sted, hvorimod jeg blev taget frem og tilbage mellem nogle numre fra 2014, eksempelvis Blackpool Late Eighties, som jeg har et meget stærkt forhold til, og så frem til en plade, som er sværere at tilgå.

Eva: Helt sikkert, det er jeg ret enig med dig i. Han brød med trancen, og jeg stod og spekulerede over deres valg om at have pauser imellem numrene. Det kan jeg godt forstå, fordi numrenes rytmik afviger meget fra hinanden, men det gjorde det også svært at komme ind i et mode. Og der skulle jeg være kommet, for at det skulle blive en helt fed koncert for mig. Der var lidt for meget fløjtegøgl til min smag.

Morten: Men jeg vil også gerne give dem pluspoint for forsøget og for intentionerne. De var jo meget tydeligt udfordret undervejs i koncerten af nogle tekniske problemer. Men jeg står tilbage med en fornemmelse af, at de gerne ville lukke os ind i deres univers. Jeg følte ikke, de prøvede at støde os væk.

Eva: Helt sikkert. Grunden til, at jeg kan lide James Holdens musik i forhold til så meget andet er, at den i sin grundessens er venlig. Og hvad, der præcis gør det, ved jeg sgu ikke, men jeg opfatter den som velkommende og inviterende i stedet for afvisende og fremmedgørende. Men han har nok været lige lidt for meget i Indien de seneste par år til min smag.

Morten: Der er også noget andet, som vi formentlig begge kan lide ved James Holden, og som på en eller anden måde gør ham til essensen af Roskilde Festival. Manden lavede indledningsvist White Sensation-agtig progressiv house, som han bare har lavet på en bærbar computer. Efterfølgende starter han pladeselskabet Border Community, der favner en både harmonisk og leftfield techno-lyd, inden han går videre og laver progressiv krautrock på The Inheritors og slutteligt folktrance med The Animal Spirits. Jeg synes, det virker som en udvikling, der er unaturligt naturlig, ligesom han fortæller sit publikum, “jamen, hvis I kan lide dette, så kan I måske også lære at lide dette”.

Eva: Og det synes jeg, man kan mærke i den måde, han rent melodisk laver progressioner. Også i de ting, han spillede i dag. Men der er klart noget i det, at de spiller på rigtige instrumenter. Jeg ville gerne have haft flere pauser, der tydeliggjorde intentionen bag de forskellige instrumenter. Det blev nogle gange rodet for mig, for det hele fyldte rigtig meget hele tiden. Og det rod ødelagde noget af den trance for mig.

Morten: Uden at vide det, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at James Holden og hans band i løbet af deres turné har lært nogle ting, heriblandt at det vil være en god idé at spille Blackpool Late Eighties og The Inheritors fra den foregående plade, for at de kan komme lidt længere ud over den scenekant, de står på.

Eva: Eller sidder på! James Holden er virkelig blevet en technoguru, men der er måske ikke så meget techno tilbage over ham længere. Der er lidt ‘spirituel leder’ over ham efterhånden, og det synes jeg egentlig er en rolle, der passer ham meget godt. Jeg synes måske, han er blevet lidt for langhåret.

Morten: Men det virker troværdigt, det han har gang i.

Eva: Det virker meget troværdigt. Der er sgu ikke noget eksotisme eller kolonialisering af andre fremmedegnes musikkultur overhovedet ved Holdets tilgang. Jeg noterede mig følgende under koncerten: James Holden vender vrangen ud på de elektroniske genrer, han kommer fra, når han går ind i verdensmusikken for at komponere sine bevidsthedsudvidende sange. Det er er analog humanisttrance, posteksotisme og -kolonialisering. Det er super 2018-agtigt. Jeg var lynhurtigt blevet træt af det, hvis han havde inviteret sine indiske venner op på scenen, for at de kunne være lidt shaman-agtige. Men her synes jeg faktisk, det var fint og fungerede godt.

Morten: Jeg synes stadig, jeg bemærkede den hvide mands klubmusik i det, han laver, både i beatstrukturens fire fjerdedele, der var mange af de samme akkordprogressioner fra de gode, gamle dage. Der var et mellemspil, som leder op til noget af det, man kan genkende fra klubmusikken. Jeg føler ligesom du, Eva, at koncerten ikke levede op til de forventninger, som er formet efter min koncertoplevelse med ham fra 2014. Men jeg synes virkelig, at den tilgang, James Holden har, hvor han giver en anderledes og vidtrækkende oplevelse til folk, der kender klubmusik, er en helt vildt sympatisk tilgang.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Yasuaki Shimizu viste, at ungdommen er i trygge hænder

Indtil for ganske få år siden havde de færreste uden for Japan hørt om den 62-årige jazz-, new wave- og artpop-musiker Yasuaki Shimizu. Men takket være en genudgivelse i 2017 af mesterværket Kakashi fra 1982 har en helt ny og ung generation fået øjnene op for japaneren.

Yasuaki Shimizu kvitterer denne sommer for den genopståede interesse i ham med fire koncerter i Europa; en af dem var på Roskilde Festival, der satte fredagsprogrammet i gang med en varm og fugtig middagskoncert i Gloria.

Og synet, der mødte mig, da jeg efter fem minutters søgen havde fundet mig en nogenlunde kølig placering nærmest omme bag scenen, var slående for den nye skare af lyttere, der det seneste år er strømmet i Yasuaki Shimizus retning. Og samtidig et af de mest bevægende øjeblikke i mine 11 år på Roskilde Festival. Hele vejen rundt om scenen er de fire-fem forreste rækker indtaget af purunge ansigter, der nysgerrigt sugede japanerens ekskursioner ud i freejazz, ambience, popmelodier og Steve Reich-agtige repititioner.

Yasuaki Shimizu havde på scenen selskab af den noget yngre landsmand Ray Kunimoto, der bag en computer og et keyboard modulerede og loppede Shimizu instrumenter, primært en saxofon, og modsvarede dem med luftige synths og finurlige samples.

Jeg gik ind til koncerten med mange forventninger om en stor og eklektisk oplevelse, som også blev indfriet. Men jeg havde aldrig regnet med, at det unge publikum ville udvise så stor respekt og lystrende kærlighed for så relativt svært tilgængelig lyde, som de to japanere leverede over en time-lang koncert. Fremtiden er i trygge hænder hos denne ungdom, og det kan vi blandt andet takke albumgenudgivelser som den af Kakashi, så disse meserværker aldrig vil gå i glemmebogen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Interpol på Orange var en tilforladelig tur på rockmuseum

I vores Roskilde-podcast talte vi om, hvorvidt en indieelsker kunne tage direkte på Roskilde Festival efter ti år i koma og stadig have en god festival med sine yndlingsbands. Interpol var et af de nostalgi-indiebands, som vi i podcasten hentydede til – og som vi kritiserede Roskilde for at have booket, til trods for, at alle de tre Regnsky-skribenter på Roskilde har en stor kærlighed til New Yorker-bandets første to album, Turn on the Bright Lights (2002) og Antics (2004). For har Interpol leveret gode sange de sidste ti år? Er nostalgi et carte blanche til Nordeuropas største scene? Og kan Interpol – og Orange – overleve en halvtom plads?

Rasmus og Eva mødtes efter Interpols koncert for at evaluere bookingen og finde ud af, om de 00’er-cool New Yorkere stadig kan levere en god koncert.

Eva: Jeg har et modsætningsfuldt forhold til Interpol. Antics og Turn on the Bright Lights er to af mine yndlingsalbum, og de var et af de første bands jeg forelskede mig i. Derfor har de haft en stor indflydelse på min musiksmag i dag. Men samtidig er jeg ikke rigtigt fan, da de for mig stoppede med at være et cool band, da de udgav deres tredje album “Our Love To Admire” i 2007. Derfor var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle tage til koncerten – men endte med at gå til den for nostalgiens skyld. Og fordi jeg var spændt på, hvordan bandet og Orange ville fungere sammen. Jeg fik, hvad jeg kom for og smuttede efter 45 minutters nostalgitrip. Rasmus, mens jeg stod omme bag pitten og overvejede at smutte, så stod du oppe i forreste pit. Hvordan oplevede du koncerten? Normalt plejer du og jeg at være ret uenige om, hvad der gør en god koncert – du er meget orienteret omkring entertainerfaktoren, hvor jeg mest lytter til, hvordan sangene bliver fremført?

Rasmus: Jeg synes først, at Interpol for alvor kom i gang i den sidste halve time af koncerten. Der talte Paul Banks lidt til publikum for første gang, og de midaldrende mænd havde hinanden på skuldrene og svingede med deres trøjer. Bar overkrop og dad-bod til Interpol er så stille og roligt, at Orangevagterne ikke en gang gad bede dem hoppe ned. Men så sluttede koncerten så også. Interpol er den diametrale modsætning til et underholdende liveband som Kakkmaddafakka. Interpol har et stærkt bagkatalog, og det bruger de i stedet for at gøre noget som helst-liveagtigt. Det mest gøjlede, der skete til koncerten var, at lyset på kanten af teltdugen blev tændt et par gange under “Rest My Chemestry”. De har valgt at bruge deres coolness som deres fede livefaktor fremfor alt muligt gejl.”

Eva: I min optik redede Interpols coolness dem fra den til tider ubarmhjertigt store Orange Scene. Der var vitterligt ikke særligt mange mennesker, men bandet var fuldstændigt ligeglade, og nød nok egentligt bare at at deres musik blev blæst ud på det gigantiske anlæg. Og så fremtræder de altså 16 år efter deres debut med en imponerende selvtillid, som afgjort var med til at gøre koncerten til en fin oplevelse for mig. De troede stadig på det.
Heldigt for bandet brød solen igennem fredagens tykke skydække netop som koncerten startede. Det retfærdiggjorde sanger og guitarist Paul Banks ikoniske solbriller, og gjorde bandets fremtoning i skarpe blazere cool fremfor komiske. Hvad tror du bandet havde de gjort, hvis det var helt overskyet?

Rasmus: Så havde de stadig haft solbriller på. For mig skabte deres coolness en lidt for stor distance til publikum og selve koncertsituationen. De bliver lidt for cool, når den eneste afveksling er et “thank you”. Der var intet live-agtigt over koncerten, hverken i deres kommunikation med publikum eller i deres livelyd, der er identisk med deres albumlyd. Og helt seriøst, hvis man skal være så cool, så skal man ikke tage hvide solbriller på, vel Paul Banks? Og dog – han har jo scoret Helena Christensen, så måske han er klogere end mig…”

Eva: Undervejs i koncerten kom jeg til at tænke på, om det at spille på Orange Scene har forandret betydning. Før peakede du, når du stod på Orange. Nu peaker du, når du spiller på et helt fyldt Arena – og så spiller du på Orange en eftermiddag et par år efter, hvor du er way past your prime. Men det ændrer jo ikke på, at det er muligt at spille gode koncerter for rutinerede bands på Orange om eftermiddagen. Orange har bevist for mig, at scenen kan have en intimitet til de her halvtomme eftermiddagskoncerter. Have Interpol spillet Arena, havde teltet været temmelig tomt, og det havde været værre end en sløjt besøgt Orange-koncert.

Rasmus: Sikkert. Og på de to nye numre, herunder singlen “The Rover”, kunne man høre, at de virkelig er past their prime. De tog dog både publikums manglende reaktion på nye numre og det halvsløje fremmøde med ophøjet ro, og en af de få ting, Banks faktisk sagde til publikum var “That’s what success sounds like”. Godt nok efter de havde spillet sangen “Success”, men ordspil eller ej, så kræver det alligevel en solid gang selvtillid at sige det.

Eva: Ja, og sangskrivning eller ej, så har Interpol virkelig stadig selvtilliden til at stille sig op på de store scener. Og ikke mindst et bagkatalog af fremragende sange, som de gavmildt delte med publikum på en efter mine præferencer dejligt Antics-præget setliste. At de spillede “C’mere”, “Not Even Jail” og “Take You On a Cruise” tilfredsstillede i hvert fald min nostalgi, og bekræftede mig i bandets evne til at skrive skarpe, signaturlydende numre med en personlig struktur. De er elegante, ofte er omkvædene ikke særligt prangende, og overraskelsen ligger i forrygende breaks fra trommerne, der leder til drømmende c-stykker, som udfordrer rockens firkantede coolness. De numre var glædelige genhør, men de havde også en slagside, da de fremhævede de nyere numres manglende musikalske vision og på den måde gjorde koncerten til en rockmuseums oplevelse for mig – tryg efter 10 års koma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ben Frosts dystopiske støj var en katarsis

Ben Frost @ Avalon, Roskilde Festival

Ben Frost har tidligere proklameret, at han har brug for en anledning, en rød tråd eller et tema, hvis han skal udgive musik. Så når australieren det seneste år har fundet materiale nok til to studiealbum, tre ep’er og et filmsoundtrack, der alle kredser sig om et dystopisk fremtidssyn og den globalpolitiske usikkerhed, siger det alt om hans tankestrøm for øjeblikket.

Derfor var det også helt skudt ved siden af skiven af Avalon-scenens konferencier at præsentere den Island-baserede australier som “elektronisk feel-good”. Men lad det nu ligge, for han var langt fra den eneste, der ikke havde gjort sit hjemmearbejde. Således måtte jeg og 30-40 andre mennesker ganske få sekunder efter koncertstarten klokken 17 styrte mod den nærmeste bod i jagten på et sæt ørepropper. Lad det være sagt med det samme; Ben Frost spillede torsdag en af de højeste koncerter i Roskilde Festivals historie.

Det høje lydniveau indgår som et instrument på lige fod med guitar, looppedaler, synths og en computer, der tricker en masse udefinerbare lyde, som jeg aldrig har hørt før. Disse remedier veksler en barfodet Ben Frost imellem i et højt tempo, mens han står på sine blottede tæer og nærmest læner sig ind over bordet, som om han ved hjælp af sin fysiske kraft presser flere og højere lyde ud af sit gear.

Ben Frosts disharmoniske og dystopiske lyd, der kommer skærende og bombastisk ind fra venstre og højre, er som en katarsis, publikummet gennemgår og afreagerer på i jagten efter de små momenter af sjælerensende harmoni, der opstår i musikken. Eksempelvis på numrene Venter og Rare Decay, der i sine koncertversioner føles mere technoide takket være synkoperede trommer, der bevæger sig rastløst over hele lydgitteret. Publikum skiftesvis stod med lukkede øjne som værn mod de blitzende lamper fra scenen (og det bagvedhængende spejlforhæng) og dernæst med hænderne i vejret, når Ben Frost nåede de episke højder.

Denne kontrakt mellem publikum og den islandsk/australske adonis med det vikinglignende look blev overholdt helt koncerten med en kirurgisk præcision. Ben Frost rensede og frigjorde publikum. Også selvom det støjede helt ad helvede til!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.