“Vi er ikke fucking shoegaze!”

Fra venstre mod højre: Laurits, Frederik, Rasmus og Mathias. Jeg glemte desværre at tage mit eget billede af drengene efter interwievet.

Drengene fra Fugleflugten har længe fascineret mig, og derfor var det med stor glæde, at jeg på årets Roskilde Festival fik lov til at lave et lidt bagstivt interview med Laurits, Rasmus, Frederik og Mathias fra Fugleflugten dagen efter deres koncert på Rising.

Hvorfor hedder I Fugleflugten? Det er et ret specielt navn.

R: Ja, det var mig, der faldt over ordet “fugleflugt”, og så tænkte jeg, at det egentlig var et utroligt fedt ord og studsede over det der fugleflugt, og hvordan man kunne tildele det alle mulige andre betydninger. Hvad er en fugleflugt? Hvad hvis der er en bestemt fugleflugt? Tænk at tage fugleflugten! Der var bare så meget frihed i det og idéen om at krydse over marken i stedet for at følge vejen. Jeg synes, det passede fin til både tekstuniverset og vores egen meget lystbetonede og helst frie livsstil.

Ja I har et eller andet med fugle. I synger også noget med en skade. Hvorfor er I så besat af fugle?

R: Skadesangen kom lang tid før Fugleflugten. Det var et gammelt nummer mig og Frederik havde spillet i et tidligere projekt for sjov, hvor vi havde lavet en sang der hed: “alt der glimter”. Og så droppede vi det band, fordi det kun var for sjov og startede et nyt band og tænkte, at den her gamle sang havde noget potentiale.

F: Ja, vi lavede den ret meget om.

R: Ja, vi lavede den helt vildt om, men den fik lov at hedde “Alt der glimter”, og det der med skaden fik lov at blive. Det er egentlig der, det kommer fra.

F: Og så igen, jeg synes egentlig, det er meget fint sagt det der med Fugleflugten og så give det nogen andre medbetydninger. Give skaden nogle andre forståelser og pakke det ind i en tekst, der ikke bare handler om en skade, der fucker rundt og leder efter blanke ting, men at der faktisk er en eller anden søgen og et eller andet interessant i skadefiguren.

L: Ja, og så passer det bare mega godt ind i det der metamorfe dyr… Eller hvad? Antro? Antropo?

Antropomorfe? Altså når mennesker indtager dyrekroppe?

L: Ja, lige præcis.

R: Når dyr har menneskelige træk, eller når guder har menneskelige træk.

F: Ja, det er det vi gør! Det er det, vi har gjort hele tiden!

L: Det er jo også meget det med ulven, ræven, skaden og det naturlige univers, som passer godt ind i Fugleflugten, altså at der er en dyrisk symbolik.

Hvordan havde I det, da I blev booket til Roskilde?

M: Der var jeg mere oppe at køre over det end lige efter koncerten!

L: Der var lige tre dage i december, hvor man var sådan: “SHIT, hvor er det sindssygt”, og så finder man ud af, det er om et halvt år, og så nytter det ikke noget, jeg går rundt og er så kogeren over det, når jeg først skal spille om seks måneder.

M: Det er skræmmende at vide, man skal spille på Roskilde. Man går rundt og tænker “Er vi gode nok til det?”. Det er ret stort.

F: Mig og Laurits sad på en læsesal, da vi fik opringningen. “Vil I spille på Roskilde?”. “Øhh nej… JO SELVFØLGELIG vil vi spille på Roskilde”, og man måtte ikke sige det til nogen, men jeg kunne ikke lade være med at sige det til alle!

M: What? Jeg troede, de var herre strikse. Jeg sagde det ikke engang til min far!

L: Sagde du det ikke til din far?! Fuck hvor grineren mand, at du ikke har sagt det til din far..

M: Nej! Jeg sagde det ikke til nogen! Hvad hvis nu min far han sladrede?

F: Han er en sladrehank.

L: Fuck hvor grineren mand, at du ikke har sagt det til din far.

Hvordan fejrede I jeres koncert i går?

M: Frederik han scorede tre damer i går.

F: Ej..

R: Jeg scorede 2enhalv pige i går!

M: Og jeg gik hjem og læste en bog! Det var fucking kedeligt.

L: Ej, vi nød det og drak nogle øl.

Hvor lang tid har I eksisteret?

L: Små to år.

M: Vi har snart været aktive i halvandet år faktisk.

Har I et mål med projektet?

R: Ja, vi vil gerne nå ud til så mange mennesker som muligt med det, man har på hjerte. Og røre så mange mennesker som muligt og på en eller anden måde få noget respons.

F: Vi gør det ikke for målet.

L: Vi har ikke nogen sådan konkrete mål.

M: Et mål kan også være at blive ved med at have det, som man har det nu og nyde og spille og glæde sig til, man øver. Sådan tror jeg alle sammen, vi har det. Og have en fest hver gang vi skal øve, fordi det er super fedt.

R: Jeg har det sådan, at jeg kan ikke lade være. Nogle gange er det nemt, når man opnår noget succes, så er det nemmere ikke at kunne lade være, fordi man har den her vind i sejlene.

Jeg synes, jeres lyd er mega fængende. Hvad er det, der gør jer specielle?

M: Måske er det fordi, vi faktisk ikke lytter særligt meget til rock, når vi hænger ud. Det bedste vi ved, det er fandme bare at danse til noget disco. Jeg elsker disco, det er det bedste, jeg ved, når jeg fester. Jeg har også en kæmpe elektronisk baggrund, hvor jeg har lavet meget ambient musik og kan godt lide dreamy melankoli, og det tror jeg er kommet med over i Fugleflugten.

Ja, I har jo lidt en shoegazey lyd.

M: Ja, og så bliver det lidt en sjov blanding. Så kan vi gode lide nogle faste beats og nogle tykke basser. Det er også fordi, vi kun er strengeinstrumenter. Vi har ikke noget keyboard. Vi går op i at prøve at skabe den her lyd og det her univers af os fire, og vi har ikke noget backingtrack kørende.

F: Det er jo en klassisk opsætning på mange måder.

M: Vi prøver at udnytte de her fire instrumenter, vi har, på en eller anden måde.

F: Jeg kan godt lide det her med, at vi spiller rockmusik, men vi er virkelig blevet skudt derind på en eller anden mærkelig måde i forhold til andre genrer. Vi er slet ikke genreryttere. Vi har en ret god fornemmelse, når vi står i øvelokalet af, hvad der er fedt, og hvad der ikke er fedt, og hvad der fungerer.

R: Da vi startede, var det meget sådan. Nå ja, vi skal have en guitar. Nå ja, vi skal have pedaler.. Og Laurits kan ikke spille trommer.

L: Jeg kunne slet ikke spille trommer.. Jeg spillede så elendige trommer.

M: Jeg havde én guitarpedal. Nu har jeg ni eller sådan noget. Vi har brændt tre anlægge af i vores øvelokale, fordi vi ikke fatter noget.

Der var min rubrik..

M: Ja!

L: Det er måske også det, der gør det lidt specielt. Vi har lært at spille musik sammen. Vi har musikalske baggrunde, men vi har lært at spille rockmusik sammen.

Hvorfor er valget faldet på shoegaze?

R: Når man prøver på at lave noget drømmende med en guitar, så bliver det hurtigt shoegazey. Vi bestræber os ikke på at lave noget inden for en genre. Vi har bare fået stemplet det på os efterfølgende.

F: Meget af det er ikke gazey – overhovedet.

M: Det var måske noget, vi prøvede at være til at starte med.

R: Nej, det tror jeg ikke engang. Noget af det vi laver, det er fandme rock. Noget er post-punk. Noget det er bare alternativt.

M: Altså Syv Pelikaner, synes jeg, er sådan lidt shoegazey. Det er nok noget af det tætteste på shoegaze.

F: Ensom Galakse.

M: Jaaa, det er sgu heller ikke shoegaze altså.

I er faktisk overhovedet ikke shoegaze?

R: Der har du rubrikken! Vi er ikke fucking shoegaze!

Ja, eller: “Jeg scorede 3 piger i går”.

F: Yde han scorer aldrig.

M: Yde er den dårligste i bandet til at score!

R: Jeg elsker, at der er en grund til, at I siger det der.

F: Ja, at vi er ærlige?

R: Ja, ja…

M: Jeg har hjulpet ham mange gange i byen. Skubbet damer over til ham og sådan, men så bliver han bare mundlam.

F: … Vi har det fucking godt sammen.

M: Vi er fandme bros altså.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mammút: “Det er nemmere bare at blive sammen…”

Mammút Regnsky Roskilde Festival

Islandske Mammút udgiver i dag deres fjerde album, “Kinder Versions”, som samtidig er deres første engelsksprogede af slagsen. Jeg mødtes med de fem karismatiske nordboer inden deres koncert på Roskilde Festival. Det er muligvis det skøreste interview, jeg nogensinde har lavet, men det er, hvad der sker, når man fem dage inde i Roskilde Festival vælger at sætte en sen eftermiddagsdate op med fem personer på én gang – med hver deres øl i hånden…

Hvad vil I gerne sige med “Kinder Versions”?
Det handler om kærlighed. Men jeg tror, at det, der gør os til dem, vi er, er, at vi prøver at være så lidt verbale som muligt, når vi laver musik. Vi prøver at tale mindre og bare spille. Vi beslutter os aldrig for en bestemt rute at følge; konceptet opstår bare undervejs. I det hele taget er vi ikke så glade for at tale om musik. Vi vil hellere bare spille den.

Gør det det ikke lidt svært at give interviews?
Haha! Jo, men det er sjovt! Da vi skulle beslutte os for titlen på albummet, og vi stødte på “Kinder Versions“, vidste vi bare, at det var det rigtige. Fordi albummet går fra et mørkt sted til et lykkeligt sted. Hele ideen er kærlighed, hvor corny det end måtte lyde. Det hele er kærlighed – men fra forskellige udgangspunkter. Det koncept blev skabt undervejs.

Så kan man sige, at der er en naturlig udvikling på albummet?
Ja, men det var ikke planlagt. Nogle gange sker det bare. Du laver albummet, og så tager du et skridt væk og kigger på det – og først der kan du se, at ja, det er det, det handler om.
Men for os er hver eneste baslinje, guitarlinje og hvert eneste trommeslag vigtige. Ligeså vigtige som teksterne. Enhver stemme på albummet, også selvom den kommer fra et instrument, har en klart defineret ting, den prøver at sige. Vi prøver allesammen at sige noget med de lyde og de linjer, vi spiller. Vi prøver ikke bare på at spille; vi prøver på at leve det og mene noget med det. Til gengæld elsker vi at beskære vores sange, for vi gider ikke have noget bullshit i vores musik.

Hvorfor har I valgt at lave “Kinder Versions” på engelsk?
Jeg tror bare, at det er en del af den naturlige udvikling. Vi var nødt til at komme væk fra øen (Island, red.). Det er en vigtig pointe, for vi har været der i mange albums, og nu er vi nødt til at tage det næste skridt. Det er sundt for vores kreativitet at åbne den port.

Hvad er det næste skridt for jer?
Vi vil virkelig gerne bare lave det her. Og det kommer vi kommer til: Udgive det nye album og turnere meget. Bare spille, spille, spille! Vi vil fortsætte. Det er hårdt i musikbranchen. Virkelig hårdt. Så vi vil forsøge at gøre det lidt mindre hårdt.

Ja, I har været i musikbranchen længe nu. Sammen. Bliver I aldrig trætte af hinanden?
(Sagt på samme tid) Ja, vi gør! Overraskende nok, nej!
Hahaha! Ej, overraskende nok ikke så ofte, men selvfølgelig gør vi det. Ligesom familie. Du bliver også nogle gange træt af din søster, dine forældre eller din kæreste.

Men I har aldrig i de cirka 14 år, I har været et band, haft lyst til at splitte op?
Vi har været igennem en masse lort som band. Også lort som sikkert burde have fået os til at give op mange gange. Og vi har været lige ved, men vi gjorde det aldrig, for det giver ingen mening ikke at være et band. Det er så stor en del af vores liv. Det er nemmere bare at blive sammen.

Med andre ord er I for dovne til at sige stop?
Haha, ja, præcis. Du vokser op som et band med de samme mennesker. Vi har været i bandet i mere end halvdelen af vores liv. Faktisk nærmest hele den del af vores liv, vi kan huske, for du husker ikke rigtig noget, fra du er helt lille. Du ved ikke, hvordan du kan leve uden det. Og der er stadig passion, og vi respekterer hinanden. Det giver ingen mening at stoppe. Og hver gang vi laver en god sang eller et godt album, sker der noget meget unikt. Vi kan mærke, når det sker, og det er ikke noget, du bare kan beslutte at gøre et andet sted. Det er meget specielt. Så selv når vi er trætte af omstændighederne, vil musikken altid holde os sammen.

Er I, hvor I gerne vil være som musikere?
Vi er det rigtige sted lige nu. Der er selvfølgelig altid et mål foran dig, men lige nu føler vi, at vi er det rigtige sted. Især på den her festival. Men hvis du har nogle penge, så… især kontanter!

Det er der ikke nogen, der har fortalt mig…
Vi ruller dig efter interviewet.

Fair nok. Sådan er det vel at være en del af den hårde musikbranche… Er der noget, I gerne vil sige, inden vi slutter?
Bare at vi elsker alle jer, som har lyttet til os. Og at vi elsker jer for at holde os ud i så lang tid. Og vær søde at sende os penge. Giv os nogle penge. Kontanter! Euro! Vi foretrækker euro. Ikke kroner!

Med den opfordring vil jeg da bare opfordre dig til at tjekke “Kinder Versions” ud herunder, hvis du er til indierock med et islandsk twist. Eller hvis du bare gerne vil undgå at blive rullet af fem frejdige islændinge…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Tanker om en emotionel uge

Orange Stage Regnsky
Foto: Krists Luhaers

Musik er følelser. Det er et mantra for mig som musikskribent, men aldrig har det virket mere rigtigt end på dette års Roskilde Festival. Jeg er fuldstændig drænet for mental og emotionel energi. Jeg ved ikke, om det er programmet, vejret eller min egen sindsstemning, men for mig har årets festival været en helt ekstrem følelsesmæssig rutchebanetur, hvor jeg vist stadig ikke helt er klar over, om, hvordan eller hvor jeg skal stå af.

Jeg ved til gengæld godt, hvornår jeg stod på. Det gjorde jeg i mandags, hvor særligt svenske Skott med sin på samme tid fløjsbløde og knivskarpe vokal skar sig direkte ind i hjerterne på mig og de andre mandagsfriske musikelskere. Så var bunden ligesom lagt, inden jeg kastede mig ud hovedkulds ud i campingområdets mange fornøjelser og den egentlige rutchebane.

Tirsdag var det IRAH og GANGLYs tur til at bevise, at fremtiden er både lys og skræmmende på samme tid. Både IRAH og GANGLY formår at opbygge drømmende men faretruende lyduniverser, som kun få bands kommer i nærheden af at matche – begge ledsaget af en overjordisk dygtig vokalist i form af henholdsvis danske Stine Grøn og islandske Jófríður Ákadóttir. Jeg har længe været dybt forelsket i Stines vokal, og jeg tror, at folk herhjemme er ved at få øjnene op for Jófríður. I hvert fald var flere henne og erklære deres kærlighed til hende overfor mig, efter hun torsdag havde optrådt sammen med Hun Solo som soloprojektet JFDR.

For det fortjener hun fandme. På festivalen lavede jeg mit andet interview med hende på bare to måneder (først med JFDR – nu med GANGLY), men hvis det stod til mig, kunne jeg egentlig godt nøjes med kun at interviewe hende i alle mine interviews fremover. Sjældent har jeg mødt så smuk og eftertænksom en sjæl, der formår at sætte ord på alt det, der kan være svært at sætte ord på. Tak for dig, Jof!

Det hele peakede dog for mig torsdag aften, hvor the xx leverede deres livs formentlig bedste koncert. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at de kan gøre det bedre, for alt var absolut perfekt. Jamie xx var genial som altid, Romy fik alle omkring mig til at græde, mens Oliver virkede mere hjemme på scenen, end han nogensinde har gjort før. Jeg tror, at de mærkede kærligheden, der brusede over i pitten, og det gav dem mod på og lyst til at være den bedste udgave af dem selv; sagt på vaskeægte klichésk.

Jeg vil ikke gå i dybden med koncerten, for det har jeg allerede gjort her. Men blot konstatere at de og særligt Romys enestående følelses-tour-de-force på “Performance” vil stå tilbage som soundtracket for min festival.

When you saw me leaving // Did you think I had a place to go? // Since you stopped believing // I’ve had to put on my own show

Tilbage vil jeg også stå med en Roskilde Festival 2017, som på mange måder har været en underlig oplevelse. Jeg har været lykkelig og trist. Jeg har været fuld og tom. Jeg har savnet, og jeg har elsket. Jeg har med andre ord bare været på Roskilde Festival – det underlige skal findes i balancen. Vi ses næste år!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Taknemmelighed og ugidelighed

Angel Olsen - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Angel Olsen – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Angel Olsen – Avalon – fredag

Angel Olsen er et omskifteligt gemyt. På et kvarter skiftede hun fra at ville sit publikum til at vrisse af det. Og det er ikke det klogeste at gøre til et tredjedagsfestival-publikum i regnvejr. At bede publikum holde mund er fair nok. Men det er bedre, når det bliver vist fremfor sagt. Hvad der blev sagt var langt henad vejen et problem for Olsen. Hun skjulte på ingen måde, at hun var turnétræt: Roskilde var sidste show på en to-måneders turné, hvor det åbenbart har været et mirakel, at tourbussen ikke har været en mordscene. Hun forstod ikke, hvorfor hun var blevet placeret på Avalon på netop dette tidspunkt – “I guess someone wanted to see me here” var hendes eget upræcise bud. Bandet forstod det heller ikke rigtigt og spillede numrene fra primært Olsens seneste album My Woman uinspireret, men sådan fint nok. Langt henad vejen fremstod Olsens altid imponerende vokal som numrenes eneste holdepunkt, fordi sangenes instrumentale strukturer ikke lod melodierne fremstå helt skarpt nok.

Forsøget på at kompensere for den tydelige manglende lyst til at være tilstede, kom i de temmelig forcerede seksuelle referencer i koncertens første del. Olsens første henvendelse lød “Can we lower the lights a bit? I feel very sexy right now and I want you to feel sexy too”. Det er jo et sympatisk ønske, men det var mildest talt svært at føle sig sexet i gummistøvler og fugtigt regntøj – henvendelsen gjorde ikke distancen mellem scene og publikum mindre, tværtom. Det var symptomatisk for første del af koncerten, hvor Angel Olsen talte om sin fascination af et rimelig almentmenneskelige vilkår: at vi alle ser det samme, men oplever det forskelligt. Olsen valgte i koncertens anden halvdel at vende den sløje stemning mod publikum med sætningen “Can I ask you something? Will you please just shut up?!”. Det er jo sådan set fint nok at ønske det, når man står på en scene, men man kan omvendt også spørge, hvorfor publikum skal give deres udelte opmærksomhed til en artist, som både i sine udtalelser og i sit spil giver tydeligt udtryk for ikke rigtigt at gide at være på scenen. Det samlede i hvert fald ikke individer i en fælles oplevelse, men skabte opdeling mellem scene og telt. Jeg smuttede efter en uengageret opførelse af det ellers forrygende nummer “Sister” for at snakke med mine venner i stedet – tak for den opfordring til Angel Olsen – og håber nu på at næste danske koncert ligger tidligere i turneplanen.

Hamilton LeithauserPavillon – torsdag

Mens alle er til The XX samles mænd på 40+ til Hamilton Leithauser og får en oplevelse i diametral modsætning til den Angel Olsen vil give dagen efter.
I 2004 kickstartede Hamilton Leithauser New Yorker-rockbølgen i front for The Walkmen. Tretten år efter står han som soloartist på Pavillon scene, og forskellen er markant: fra The Walkmens stramt koreograferede rock til soloprojektets leg med rockreferencer er det et godt stykke. Således også på Pavillon, hvor Leithauser i front for tre medbragte musikere optræder i et klassisk rocksetup. Setlisten består mestendels af sange fra Leithausers seneste album I Had A Dream That You Were Mine lavet i samarbejde med Rostam. Trods sangenes skiftende tempi og strukturer præsterer Leithauser og band at virke decideret løsslupne på scenen. Den altid træfsikre vokal klarer de skærende fraseringer og ofte historiefortællende foredrag fornemt, og giver plads til anekdoter og nærvær: det er tillokkende at se Leithauser som prototypen på en vellykkede transition fra meget bevidst cool rockstjerne til familiefaren, som på vellykket vis har skiftet blazeren ud med fleecetrøje. Leithausers publikum er blevet mindre end The Walkmens var, men Leithauser fremstår afslappet cool og taknemmelig, og rammer på numre som “The Bride’s Dad” og særligt “Peaceful Morning” mod koncertens afslutning sweet spot mellem kontrol og spontanitet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Father John Misty omvendte tvivlere

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

At høre Father John Misty fylde Orange var en overraskende god oplevelse. På Orange kunne Josh Tillman synge, danse og se udover et publikum, som havde han lyst til at knalde hver og en i megalomansk storhedsrus. Sådan på “Ideal Husband”-måden med knæfald og sjæleudkrængning.

Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle skrive en positiv anmeldelse af Father John Misty, for så vidt nogensinde skrive om ham uden at blive betalt for det. Få artister har som Father John Misty trigget en skarp aversion hos mig: i min optik er hans performance skabet, hans musik ulidelig ensformig (særligt rytmisk, hvor trommerne sjældent nuanceres fra deres bord-stol-bord-stol-march), hans ironiske tekster et udtryk for den værste udgave af velstillede og selvmedlidende indieverdenbeboeres weltsmerz – den selvbevidste, som i sine udsagn forsøger at skabe distance til sig selv, men i realiteten ikke gør det.

Nu er jeg så i gang med at skrive en endog vældig positiv anmeldelse af en Father John Misty-koncert (uden at blive betalt for det). For koncerten var god. Den var velspillet, favnende og underholdende. Måske kom albummenes kapitalismekritik og lignende ikke udpræget til syne, som kritiske anmeldere har påpeget. Men måske var det heller ikke nødvendigt fredag aften på en festival, som i den grad har givet os performances af den politisk tonede slags. Father John Misty brugte ikke Orange Scene som en prædikestol, men som scene, der fredag aften gerne må give show af vellyd og “Total Entertainment Forever” – en sang, der med blæsere og nøgen vokal satte barren højt fra koncertens andet nummer.

Det var en sjældent velsyngende frontfigur, som indtog Orange. Tillmans vokal og tekster er det uomgængelige centrum for sangene, og derfor kræver de at lyden lader alle nuancer gå klart igennem. Det gjorde de på Orange, og Josh Tillman klarede samtlige sange til UG – de knivskarpe fraseringer pointererede teksternes indhold. Han vidste, at han gjorde det, og den selvtillid gav plads til både knæfald og flirt på tværs af scenen. At min koncertpartner kalder ham Fætter John Fugtig er rimelig præcist.

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Josh Tillman kunne også med ro i sindet stole på sin opbakning. At det faste band var velspillende og uden selvudslettelse spillede ydmygt for opgaven, er en selvfølge for en artist af Father John Mistys størrelse. At Father John Misty havde fået et godt udsnit af Copenhagen Phil med på scenen under hele koncerten til at bakke de orkestrale croonerstykker fra de seneste albums “Pure Comedy” og “I Love You, Honeybear” var ligeledes et scoop, som tidligt skabte højdepunkter som “Things It Would Be Helpful To Know Before The Revolution” og holdt albumversionernes snigende kedsomhed fra døren i liveudgavernes konstante detaljerigdom. Selv den 80’er-klingende “True Affection” blev et rytmisk energigivende afbræk med strygere som science fiction-elementer.

Koncerten ramte sit klare højdepunkt med Father John Mistys magnum opus “I Love You, Honeybear” som settets egentlig sidste nummer. Hvor mængden af rutineoptrædener på årets festival har været temmelig stor (hvis endnu en artist siger “You look so beautiful!” til en koncert med blændende frontlys bliver jeg seriøst træt) er Father John Mistys energi medrivende. Han har måske nok spillet en milliard koncerter med det her materiale, men vi får kun den gode effekt af rutinen: at den giver sikkerhed. Det er en fornøjelse at have ham på den scene, hans performance er indlevende, sjov og fællesskabsskabende – det er effekten af den naturlige performer, der afslappet, men tændt, lever og ånder på scenen. Sådan en performer giver energi fremfor at tage den.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *