Fem ting, vi lærte af Roskilde Festivals endelige line-up

Så skete det omsider. Torsdag løftede Roskilde Festival sløret for årets endelige program. Vi har sat luppen på lineuppet og spottet fem af de vigtigste pointer iblandt de 170 navne, der spiller til det 48. år med Roskilde Festival.

1. Roskilde Festival siger farvel til den grå headliner – og goddag til en ny generation
Siden en vrissen og gammel udgave af Neil Young spillede regn og torden ind med en pragtpræstation på Orange i 2016, har Roskilde Festival været tømt for hovednavne, der taler direkte til det ældste segment på Dyrskuepladsen. Og i 2018 glimter de musikalske elefanter endnu en gang ved deres fravær. 60-årige Nick Cave kommer sammen med sit band, The Bad Seeds, tættest på at være den ‘grå headliner’ i 2018, men australieren har i Danmark dedikerede fans i begge ender af aldersspektret. En ære, der til dels kan tilskrives de mange koncerter, Nick Cave i forvejen har leveret på Roskilde Festival. 2018-udgaven bliver således hans sjette koncert på Danmarks største musikfestival siden debuten i 1990.

På bekostning af de legendariske navne har Roskilde Festival i stedet gjort plads til to nye internationale, kvindelige stjerner: 25-årige Cardi B, der fredag udgiver debutalbummet Invasion of Privacy, og 22-årige Dua Lipa. Selvom kendskabet herfra til de to kvinders musikalske udspil fortsat er begrænset, har både Cardi B og Dua Lipa et godt tag i ungdommen. Dua Lipa var i 2017 den mest streamede kvindelige musiker på Spotify, mens Cardi B har fem millioner følgere på Facebook og 20 millioner på Instagram. En følgerskare, som Roskilde Festival være bevidst om.

2. Årets hovednavne roder og har ikke lyst til at dø
Med over 170 navne på plakaten har Roskilde Festival i årtier været en festival for mange mennesker og med mange genrer på menuen. Det kommer hvert år til udtryk i både toppen og bunden af festivalplakaten, men i år synes det sværere at få øje på den røde tråd, der væver festivalens helt store trækplastre sammen. Jo, det skal selvfølgelig nævnes, at Eminem og Bruno Mars foruden et samarbejde på 2011-nummeret Lighters har det tilfældes, at de i 2012 begge (sammen med Linkin Park) var i top tre over de mest ønskede navne til Skive Festival. Hvis det ikke fortæller noget om deres tilstedeværelse på Roskilde-plakaten anno 2018, så ved jeg ikke, hvad gør.

Selvom Eminem i 2017 udsendte et album, der hedder Revival, har den amerikanske rapper fra Michigan ikke udgivet noget, der bonner ud hos hverken metakritikkens eller lytterskarens skalaer. Og denne ‘jeg har ikke lyst til at dø’-mentalitet omkring den musikalske karriere deler Eminem med dansk(-engelsk)e Nephew. Bandet udsendte ganske vist tre nye numre tidligere i år, de første siden YouTube-singlen Statusopdaterer at jeg statusopdaterer fra 2013, men det tilbagevendte band havde sine bedste år i 00’erne. Nephew har tidligere leveret flotte og roste koncerter på Orange i både 2007 og 2010, og det er meget muligt, det sker igen i 2018, men det er fortsat bagkataloget, der skal berettige Nephew en plads på festivalens største scene.

Og det samme gør sig gældende for de banebrydende, britiske triphoppere fra Massive Attack. Selvom gruppen er hyperrelevant under det nuværende politiske klima og selvom de udsendte et par single- og ep-udspil i 2016, kan det ikke ændre på det faktum, at det i år er 15 år siden, vi har set det sidste solide pladeudspil fra gruppen. Vi har med andre ord ikke et topnavn, der både befinder sig på toppen af karrieren og evner at favne bredt. Det kan heller ikke Nine Inch Nails eller David Byrne (hvis nye album, American Utopia, er lavet i samarbejde med 24 mandlige og 0 kvindelige artister), prale af.

Selv med en afslutningsfest med Gorillaz kan lørdagsprogrammet på Roskilde Festival gå hen og blive en langtrukken affære.

3. Lørdag bliver en halvtam afslutningsdag
Mange festivalgæster vil formentlig få god tid til at pakke deres telte og soveposer sammen om lørdagen, festivalens afslutningsdag. Programmet slutter efter alt at dømme af med et potentielt brag på Orange med Gorillaz på scenen, men indtil da er det op til navne som Kelly Lee Owens, John Maus, Juana Molina, Vince Staples og Anderson.Paak at levere de overraskende indslag på festivalens notorisk længste dag. Programmet har tidligere år haft for vane at slutte med et proverbialt festfyrværkeri på stort set samtlige scener den sidste dag. I stedet er der tilsyneladende mere musikalsk energi i vente allerede torsdag og fredag.

4. Det bedste elektroniske program i mange år
Og netop på disse to dage er man i et fremragende selskab med nogle af de mest interessante elektroniske artister netop nu. Laurel Halo, Equiknox, James Holden & The Animal Spirits, Nathan Fake, Juju & Jordash og Four Tet har alle udgivet stærke albums inden for det seneste år, Regelbau er det stærkeste aktiv på den danske house-scene i adskillige år, og de er alle fremragende tilføjelser til Roskilde Festival. Der er både elektronisk musik til fødderne og til hovedet. Festivalen skal desuden have ros for at have modet til at satse på de grænsesøgende navne til fordel for mere todimensionelle EDM-artister. 2018 er det bedste år for elektronisk musik på Roskilde Festival i mange år.

5. Valget af SAVEUS som Orange-åbner er en fin fortælling – men langt fra det bedste valg
For festivalnostalgikere er det af stor betydning, at åbningsnavnet på Orange Scene har et dansk pas. Det vil historien også have dig til at mene. VETO, Kellermensch, The Minds of 99, Vinnie Who og senest Phlake har alle haft æren af at skyde (‘den rigtige del af’) festivalen i gang. Opgaven er i senere år imidlertid også blevet tildelt Outkast og The Orchestra of Syrian Musicians ft. Damon Albarn, mens festivalen har understreget, at det aldrig har været alfa og omega, at det var eet dansk navn, der skulle åbne Orange.

Ser man bort fra sidstnævnte kendsgerning og foretrækker dansk musik fra festivalens største scene, er SAVEUS vel et glimrende valg, som blev offentliggjort i tirsdags. Bag SAVEUS finder man den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard, der egentlig ikke er meget for at blive (gen)kendt som ‘den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard’. Fem singler som SAVEUS siden 2016 er imidlertid ikke nok til at udviske fortællingen om talentet fra Ørum, der som blot 15-årig vandt en sangkonkurrence på tv. Valget af SAVEUS indikerer ikke desto mindre en længe ventet musikalsk blåstempling for Martin Hedegaard fra en af Danmarks største kulturinstitutioner, og det er en god fortælling og derfor også et godt valg. Men han er ikke det bedste.

Dertil er han endnu ikke i nærheden af at besidde den samme kvalitet og opbakning som eksempelvis The Minds of 99 besad i 2015 og som Phlake gjorde i 2017. Og skeler man eksempelvis til P3 Guld-vinderne Benal – der rent faktisk spiller på årets festival – havde de også været et mere passende bud på en Orange-åbner anno 2018. Men så er der altid et nyt år næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Vi leverer den dannelse, som danskerne mangler”

Pål og Axel fra Kakkmaddafakka

For knap en måned siden havde jeg besøg på hjemmeadressen af to norske gutter. De lignede til forveksling hinanden, men det gør de fleste brødre jo. De fleste brødre spiller dog ikke dansabel indierock sammen, men det har Pål og Axel valgt at gøre under navnet Kakkmaddafakka. De er efterhånden ikke helt ukendte i det danske land, og de har spillet på både Smukfest og Roskilde – og for nylig i Vega. I onsdags blev det annonceret, at de vender tilbage til Roskilde Festival til sommer. I den anledning er det jo perfekt at bringe et interview med de kække nordmænd!

DISCLAIMER: Interviewet blev gennemført på en blanding af dansk med ømålsdialekt og norsk med bergensk dialekt, hvorfor nogle ordstillinger måske er spøjse.

Jeg studerer faktisk ude på Roskilde Universitet, hvor I var ude og spille til Årsfesten.

  • Nå, ja! Så du koncerten?

Ja! Det var derfor, jeg tænkte, det ville være sjovt at skrive noget om jer, efter jeg så den.

  • Ahh! Fedt!

Ja, jeg har lige nogen spørgsmål, som jeg tænkte, vi lige kunne køre igennem. Jeg har lagt mærke til, at I har spillet rigtigt meget i Danmark. I har spillet Roskilde sidste år, Smukfest i år, koncerter i Aarhus og København og RUC’s Årsfest. Hvad er jeres forhold til Danmark?

  • Vældig godt! Danmark er vores satsningsland, fordi vi elsker Danmark. Der er kort til Danmark. Vi har været i Tyskland, Holland og Frankrig, men vi kan virkelig godt lide Danmark. Med Kakkamaddafakka er det sådan, at det har taget nogen år at bygge os op, og så kommer vi til det niveau, vi er. Vi er stadig i opbygningsfasen.

Hvorfor har I valgt at satse på Danmark?

  • Det er et fantastisk land, vi elsker Danmark på mange måder. Der er god mad her, der er kort rejse, der er vældig morsomme folk, og der er en god “talk”, folk er rationelle, smukke piger! Haha. Og så er der selvfølgelig brug for Kakkamaddafakka i Danmark.

Der er simpelthen behov for det?

  • Ja, det føler vi!

Hvad opstår det behov af?

  • Der trænger den perfekte blanding mellem dannelse og party! For danskerne elsker party, men de må også have en dannelse, og den får de i Kakkamaddafakka, spørger du mig.

Så I kan levere den dannelse, som danskerne mangler?

  • Ja, vi gør faktisk det. Så det ikke bare er Aqua. Jeg har faktisk oplevet, at den musik jeg hører rundt omkring i Danmark i dag, har ikke været overfladisk, som har været min kritik tidligere. Paradise Hotel-kulturen er slut. Og indie-kulturen er tilbage. I hvert fald føler jeg, at vi i Kakkmaddafakka kan være her med indie-kulturen. Der trænger ikke silikone for, at det er fedt.. Eller selvbruningscreme.

Ja, der er allerede et par gode rubrikker. “Kakkmaddafakka leverer den dannelse, som danskerne mangler”. 

  • Haha. Men det er faktisk det danskerne liker!

Den skal nok blive læst, det er helt sikkert.. haha. Fedt! Hvordan kan det være, at I valgte at spille til RUC’s Årsfest – det var da sådan en ret lille koncert i forhold til, hvad I ellers har været ude at spille?

  • Vi spiller, når folk vil have os. Vi prøver, og specielt hvis det er satsningsland som Danmark, at sige ja til næsten alt, vi kan. Vi er ikke snobbede. Hvis du vil have et folkeligt band med dannelse, så er det Kakkamaddafakka, og så siger vi ja til at spille for smilende folk. Vi dømmer ingen folk. Folk er folk.

I er det første internationale navn nogensinde derude. Ellers har det kun været danske kunstnere, så det var ret stort.

  • Er det sandt? Wauw! Var det på den Roskilde, vi spillede på nu? Vi var de første internationale? Der ser du! Det jeg snakker om! Og det var jo fantastisk! Det var fedt at gå rundt på campus og høre, at nogle steder spillede de rock. De spillede Nirvana og Metallica. Og det sker ikke i Norge! Overhovedet ikke.

Hvorfor ikke? Hvad hører de så?

  • Det er yt! Nu hører man hiphop.

Og I kan ikke lide hiphop?

  • Jo, jo.

Jeg kan ret godt lide Lars Vaular.

  • Ja! Han er jo fra vores by!

Men der er jo virkelig meget god musik, der kommer ud af Bergen. Kings of Convenience, Aurora og ja, Kygo, han er jo meget populær.

  • Det er så fedt, man! (Oppe at køre på norsk)

Hvorfor tror I, der kommer så meget god musik ud af Bergen?

  • Det er umuligt at få svar på.. Vi har jo faktisk problemer med det, fordi vi ikke kan få stor succes. Men vi er jo ingen news længere i Norge, fordi der er så mange andre hele tiden. Men nej, det er helt fantastisk, men ubeskriveligt hvorfor.

Men I har også arbejdet sammen med Kings of Convenience?

  • Ja, de er vores gode venner! Det var Erlends idé at kalde vores nye album “Hus”.

Har I selv følt Bergen som en faktor i jeres musik?

  • Alle vores album handler jo meget om Bergen.

Bor I der stadigvæk?

  • Ja, ja. Vi bor der.

Lars (Vaular) har jo eksempelvis lavet en sang, der hedder Bergen Bergen. Har I det lige så lokalromantisk?

  • Ja. For os er det jo vigtigt, fordi vi føler et mindreværdskompleks i forhold til Oslo. Og alle som bestemmer, hvad der skal i radioen, de sidder i Oslo. Det er ikke en to timer lang togtur som Århus til København. Der er syv timer i toget. Så vi har ganske langt. Så vi føler os vældig isoleret. Lars han blev ikke accepteret i Oslo før langt hen i sin karriere. Det er det samme med Kakkamaddafakka og Kings of Convenience. Altså ikke sammenlignet med hvor stor succesen er i udlandet, Kings of Convenience er jo de musikere i Norge, som tjener masser af penge. Og de får udsolgt i Hamborg på fem minutter og i Sydney, men i Norge, når de spiller, så er det noget andet.

Skal jeg forstå det som, at I føler, at I ikke kunne opnå stor succes i Norge, og så har I satset internationalt?

  • Ja, vi har meget succes i Norge, men Danmark er næsten allerede oppe på norsk niveau. Der er ikke stor forskel på billetsalget i Oslo og København. Vi har også mange flere interviews i København. I Norge vil det altid være en kamp mellem Bergen og Oslo. Lars sidder alene på hiphop-tronen. Der sker meget fedt i norsk hiphop, men det hele sker i Bergen.

Hvordan har I det med, at I har større succes i udlandet end jeres eget land?

  • Hvordan vi har det med det? Nej, men vi er vant til det, man. Vi begyndte jo at turnere i 2010. Vi er vant til at have en underdog-rolle, og vi kan også bedst lide en underdog-rolle.

Hvorfor?

  • Fordi man er vant til det. Man har altid været en underdog. Det er vældig uvant at komme i en situation, hvor man er on top of things. Det er vi dog efterhånden oftest, så vi er nødt til at lære at kunne lide det også. Det er dog bedst at være i angrebsposition.

Ligesom i fodbold..

  • Ligesom i fodbold.. Det er ikke fedt at være i toppen af tabellen, men at være nummer to, det er fedt!

Er I bedst live eller på album?

  • Der er mange, der siger, at vi er vældig gode live. Der er ikke så mange, der siger, at vi er gode på album.. Men det bedste er at lytte til albummet og så komme og høre os live. Det kommer til at ske lidt med Kakkmaddafakka, som det sker med The Smiths, tror jeg..

Altså at du (Axel) går solo?

  • Nej, det tror jeg ikke. Haha. Det er mere det, at vi tror, folk vil høre vores musik fremover. Det kommer til at tage lidt længere tid, men det vokser på dem. The Smiths er mit favoritband. Min ven kom til mig og sagde, “The Smiths er bedre end Beatles”. Og jeg spurgte, om han overhovedet havde hørt Beatles.. Men så hørte jeg Smiths, og så blev det også mit favoritband. Det er også derfor, vi lavede albummet “Six months is a long time”.

Så The Smiths er en stor inspirationskilde?

  • Ja, det burde det jo være for alle, som laver musik. De er lige så stor en inspirationskilde som Beatles eller Michael Jackson. Pointen er, at de var store, da de spillede, men de er større nu, fordi nu lytter alle til The Smiths. Det er blevet lidt en mainstream ting, men da det kom, var det underground.

Så måske blive I også mainstream en dag?

  • Ja, det er det, jeg prøver at lugte lidt, men jeg kan ikke garantere nogen ting.

Men bryder man så ikke lidt med den der indiepersonlighed, hvis man pludselig bliver mainstream?

  • Nej, det ved jeg ikke. Det handler om jo, om musikken var mainstream, da man lavede den for 10 år siden. Det er noget andet, hvis vi bliver dommere i Xfactor. Så kan du komme med din mainstreamfinger! Men så længe vi spiller i sjov og vi er ude og rocke uden backingtrack, så er vi underground.

På jeres wikipedia-side står der, at I er kendte for “Pioneering use of social media”. Hvad betyder det?

  • Vi var ligesom dem, der tog social media to the next level.

Haha, hvordan gjorde I det?

  • Vi var jo ekstremt tidligt ude. Vi var på Youtube i 2006. Det var vigtigt for, hvordan vi har opbygget en fanbase. Det var der heller ikke så mange andre, der gjorde.

I var måske heller ikke så gamle i 2006, så det har været ungt og hipt.

  • Ja, vi forstod heller ikke selv, hvor vigtigt, det var. Vi skulle have gjort det mere og have fortsat med at gøre det hver dag. Pioner og pioner, det er også en joke.

I sagde, at Erlend havde valgt, jeres nye album skulle hedde Hus. Hvorfor “hus?”

– Fordi det er indspillet i et hus.

Okay?

  • Har du set coveret? Det er inde i det hus.

Så der er ingen dybere mening..

  • Nej.

Det er lige som det skal være så.

 Ja, det skal være sådan!

Og sådan blev det. Jeg glæder mig til at genopleve Kakkmaddafakka på Roskilde, og jeg siger tak for besøget til de flinke nordmænd.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The World (Is Going Up In Flames): En hyldest til afdøde Charles Bradley

Charles Bradley Regnsky
Foto: Shayan Asgharnia

Her sent lørdag aften, hvor jeg sidder og skriver dette, er den triste nyhed om Charles Bradleys alt for tidlige død netop tikket ind. Efter den senere tids aflyste koncerter og meldinger om sygdom, kommer det ikke som et kæmpe chok, men det er alligevel en virkelig sørgelig nyhed, at det blot 68-årige soulfænomen er gået bort. Især fordi jeg måske et eller andet sted havde troet og håbet på, at kræften blot var endnu en kamp i et langt liv af kampe, som han selvfølgelig nok skulle vinde til sidst.

Jeg stiftede selv først for alvor bekendtskab med Charles Bradley på Roskilde Festival i 2011. Jeg har fortalt om den festival tidligere – det var mit sidste år, inden jeg begyndte her på Regnsky. Jeg havde blot købt en endagsbillet for at opleve Bright Eyes på Arena. Men jeg var kommet hjem med en masse andre eminente musikalske oplevelser. Én af dem fik jeg i det hedengangne Odeon-telt i selskab med en grædende eks-kok fra Florida – Charles Bradley og hans Menahan Street Band.

Jeg husker det som en af de mest intense koncertoplevelser, jeg nogensinde har haft. Det var som om, at når Charles Bradley åbnede munden, så blev der båret meget mere end musik ud via hans dybe, hæse vokal. Der flød liv ud. Livshistorie. Minder, hjerte og smerte. Det var som om, at den godt 60-årige amerikaner med hver eneste strofe formåede at lade os blandt publikum mærke historien, erfaringerne og – ja – selve livet direkte på vores egne kroppe. Bradleys smerte blev vores smerte, hans glæde vores glæde, og vi blev overvældede, når han selv blev overvældet af de store følelser. Fordi det hele var så ægte, og man virkelig helt inde i sjælen kunne mærke, at de her sange og tekster kom af noget ærligt og nærmest skræmmende virkeligt.

For Charles Bradley har levet et liv, som de færreste kan forestille sig. Han voksede op i dyb fattigdom, han har fundet sin bror skudt af sin egen nevø, og han kæmpede hele livet for at opnå drømmen om at dele sin musik; sin passion med verden. Drømmen som han har haft, siden han oplevede legenden James Brown som ganske ung. Det lykkedes i en alder af 60 år. Og nu kun få år efter er det slut. Hans eftermæle vil helt konkret bestå af tre helt eminente albums, som du absolut bør lytte til. Start med “No Time For Dreaming”, som nok er mit all time yndlings soulalbum. Det er råbende intenst, og det vil sidde i kroppen et godt stykke efter, at du har sat pladen fra dig igen. Særligt hvis du lader et godt glas rødvin åbne godt op for følelsesregistret.

Og hvis du er blevet nysgerrig på at lære Charles Bradley bedre at kende, så kan jeg ikke anbefale dette interview med Loud And Quiet nok. Dét er et af de interviews, jeg ville ønske, jeg selv havde lavet.

Hvil i fred, Screamin’ Eagle of Soul!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Vi er ikke fucking shoegaze!”

Fra venstre mod højre: Laurits, Frederik, Rasmus og Mathias. Jeg glemte desværre at tage mit eget billede af drengene efter interwievet.

Drengene fra Fugleflugten har længe fascineret mig, og derfor var det med stor glæde, at jeg på årets Roskilde Festival fik lov til at lave et lidt bagstivt interview med Laurits, Rasmus, Frederik og Mathias fra Fugleflugten dagen efter deres koncert på Rising.

Hvorfor hedder I Fugleflugten? Det er et ret specielt navn.

R: Ja, det var mig, der faldt over ordet “fugleflugt”, og så tænkte jeg, at det egentlig var et utroligt fedt ord og studsede over det der fugleflugt, og hvordan man kunne tildele det alle mulige andre betydninger. Hvad er en fugleflugt? Hvad hvis der er en bestemt fugleflugt? Tænk at tage fugleflugten! Der var bare så meget frihed i det og idéen om at krydse over marken i stedet for at følge vejen. Jeg synes, det passede fin til både tekstuniverset og vores egen meget lystbetonede og helst frie livsstil.

Ja I har et eller andet med fugle. I synger også noget med en skade. Hvorfor er I så besat af fugle?

R: Skadesangen kom lang tid før Fugleflugten. Det var et gammelt nummer mig og Frederik havde spillet i et tidligere projekt for sjov, hvor vi havde lavet en sang der hed: “alt der glimter”. Og så droppede vi det band, fordi det kun var for sjov og startede et nyt band og tænkte, at den her gamle sang havde noget potentiale.

F: Ja, vi lavede den ret meget om.

R: Ja, vi lavede den helt vildt om, men den fik lov at hedde “Alt der glimter”, og det der med skaden fik lov at blive. Det er egentlig der, det kommer fra.

F: Og så igen, jeg synes egentlig, det er meget fint sagt det der med Fugleflugten og så give det nogen andre medbetydninger. Give skaden nogle andre forståelser og pakke det ind i en tekst, der ikke bare handler om en skade, der fucker rundt og leder efter blanke ting, men at der faktisk er en eller anden søgen og et eller andet interessant i skadefiguren.

L: Ja, og så passer det bare mega godt ind i det der metamorfe dyr… Eller hvad? Antro? Antropo?

Antropomorfe? Altså når mennesker indtager dyrekroppe?

L: Ja, lige præcis.

R: Når dyr har menneskelige træk, eller når guder har menneskelige træk.

F: Ja, det er det vi gør! Det er det, vi har gjort hele tiden!

L: Det er jo også meget det med ulven, ræven, skaden og det naturlige univers, som passer godt ind i Fugleflugten, altså at der er en dyrisk symbolik.

Hvordan havde I det, da I blev booket til Roskilde?

M: Der var jeg mere oppe at køre over det end lige efter koncerten!

L: Der var lige tre dage i december, hvor man var sådan: “SHIT, hvor er det sindssygt”, og så finder man ud af, det er om et halvt år, og så nytter det ikke noget, jeg går rundt og er så kogeren over det, når jeg først skal spille om seks måneder.

M: Det er skræmmende at vide, man skal spille på Roskilde. Man går rundt og tænker “Er vi gode nok til det?”. Det er ret stort.

F: Mig og Laurits sad på en læsesal, da vi fik opringningen. “Vil I spille på Roskilde?”. “Øhh nej… JO SELVFØLGELIG vil vi spille på Roskilde”, og man måtte ikke sige det til nogen, men jeg kunne ikke lade være med at sige det til alle!

M: What? Jeg troede, de var herre strikse. Jeg sagde det ikke engang til min far!

L: Sagde du det ikke til din far?! Fuck hvor grineren mand, at du ikke har sagt det til din far..

M: Nej! Jeg sagde det ikke til nogen! Hvad hvis nu min far han sladrede?

F: Han er en sladrehank.

L: Fuck hvor grineren mand, at du ikke har sagt det til din far.

Hvordan fejrede I jeres koncert i går?

M: Frederik han scorede tre damer i går.

F: Ej..

R: Jeg scorede 2enhalv pige i går!

M: Og jeg gik hjem og læste en bog! Det var fucking kedeligt.

L: Ej, vi nød det og drak nogle øl.

Hvor lang tid har I eksisteret?

L: Små to år.

M: Vi har snart været aktive i halvandet år faktisk.

Har I et mål med projektet?

R: Ja, vi vil gerne nå ud til så mange mennesker som muligt med det, man har på hjerte. Og røre så mange mennesker som muligt og på en eller anden måde få noget respons.

F: Vi gør det ikke for målet.

L: Vi har ikke nogen sådan konkrete mål.

M: Et mål kan også være at blive ved med at have det, som man har det nu og nyde og spille og glæde sig til, man øver. Sådan tror jeg alle sammen, vi har det. Og have en fest hver gang vi skal øve, fordi det er super fedt.

R: Jeg har det sådan, at jeg kan ikke lade være. Nogle gange er det nemt, når man opnår noget succes, så er det nemmere ikke at kunne lade være, fordi man har den her vind i sejlene.

Jeg synes, jeres lyd er mega fængende. Hvad er det, der gør jer specielle?

M: Måske er det fordi, vi faktisk ikke lytter særligt meget til rock, når vi hænger ud. Det bedste vi ved, det er fandme bare at danse til noget disco. Jeg elsker disco, det er det bedste, jeg ved, når jeg fester. Jeg har også en kæmpe elektronisk baggrund, hvor jeg har lavet meget ambient musik og kan godt lide dreamy melankoli, og det tror jeg er kommet med over i Fugleflugten.

Ja, I har jo lidt en shoegazey lyd.

M: Ja, og så bliver det lidt en sjov blanding. Så kan vi gode lide nogle faste beats og nogle tykke basser. Det er også fordi, vi kun er strengeinstrumenter. Vi har ikke noget keyboard. Vi går op i at prøve at skabe den her lyd og det her univers af os fire, og vi har ikke noget backingtrack kørende.

F: Det er jo en klassisk opsætning på mange måder.

M: Vi prøver at udnytte de her fire instrumenter, vi har, på en eller anden måde.

F: Jeg kan godt lide det her med, at vi spiller rockmusik, men vi er virkelig blevet skudt derind på en eller anden mærkelig måde i forhold til andre genrer. Vi er slet ikke genreryttere. Vi har en ret god fornemmelse, når vi står i øvelokalet af, hvad der er fedt, og hvad der ikke er fedt, og hvad der fungerer.

R: Da vi startede, var det meget sådan. Nå ja, vi skal have en guitar. Nå ja, vi skal have pedaler.. Og Laurits kan ikke spille trommer.

L: Jeg kunne slet ikke spille trommer.. Jeg spillede så elendige trommer.

M: Jeg havde én guitarpedal. Nu har jeg ni eller sådan noget. Vi har brændt tre anlægge af i vores øvelokale, fordi vi ikke fatter noget.

Der var min rubrik..

M: Ja!

L: Det er måske også det, der gør det lidt specielt. Vi har lært at spille musik sammen. Vi har musikalske baggrunde, men vi har lært at spille rockmusik sammen.

Hvorfor er valget faldet på shoegaze?

R: Når man prøver på at lave noget drømmende med en guitar, så bliver det hurtigt shoegazey. Vi bestræber os ikke på at lave noget inden for en genre. Vi har bare fået stemplet det på os efterfølgende.

F: Meget af det er ikke gazey – overhovedet.

M: Det var måske noget, vi prøvede at være til at starte med.

R: Nej, det tror jeg ikke engang. Noget af det vi laver, det er fandme rock. Noget er post-punk. Noget det er bare alternativt.

M: Altså Syv Pelikaner, synes jeg, er sådan lidt shoegazey. Det er nok noget af det tætteste på shoegaze.

F: Ensom Galakse.

M: Jaaa, det er sgu heller ikke shoegaze altså.

I er faktisk overhovedet ikke shoegaze?

R: Der har du rubrikken! Vi er ikke fucking shoegaze!

Ja, eller: “Jeg scorede 3 piger i går”.

F: Yde han scorer aldrig.

M: Yde er den dårligste i bandet til at score!

R: Jeg elsker, at der er en grund til, at I siger det der.

F: Ja, at vi er ærlige?

R: Ja, ja…

M: Jeg har hjulpet ham mange gange i byen. Skubbet damer over til ham og sådan, men så bliver han bare mundlam.

F: … Vi har det fucking godt sammen.

M: Vi er fandme bros altså.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mammút: “Det er nemmere bare at blive sammen…”

Mammút Regnsky Roskilde Festival

Islandske Mammút udgiver i dag deres fjerde album, “Kinder Versions”, som samtidig er deres første engelsksprogede af slagsen. Jeg mødtes med de fem karismatiske nordboer inden deres koncert på Roskilde Festival. Det er muligvis det skøreste interview, jeg nogensinde har lavet, men det er, hvad der sker, når man fem dage inde i Roskilde Festival vælger at sætte en sen eftermiddagsdate op med fem personer på én gang – med hver deres øl i hånden…

Hvad vil I gerne sige med “Kinder Versions”?
Det handler om kærlighed. Men jeg tror, at det, der gør os til dem, vi er, er, at vi prøver at være så lidt verbale som muligt, når vi laver musik. Vi prøver at tale mindre og bare spille. Vi beslutter os aldrig for en bestemt rute at følge; konceptet opstår bare undervejs. I det hele taget er vi ikke så glade for at tale om musik. Vi vil hellere bare spille den.

Gør det det ikke lidt svært at give interviews?
Haha! Jo, men det er sjovt! Da vi skulle beslutte os for titlen på albummet, og vi stødte på “Kinder Versions“, vidste vi bare, at det var det rigtige. Fordi albummet går fra et mørkt sted til et lykkeligt sted. Hele ideen er kærlighed, hvor corny det end måtte lyde. Det hele er kærlighed – men fra forskellige udgangspunkter. Det koncept blev skabt undervejs.

Så kan man sige, at der er en naturlig udvikling på albummet?
Ja, men det var ikke planlagt. Nogle gange sker det bare. Du laver albummet, og så tager du et skridt væk og kigger på det – og først der kan du se, at ja, det er det, det handler om.
Men for os er hver eneste baslinje, guitarlinje og hvert eneste trommeslag vigtige. Ligeså vigtige som teksterne. Enhver stemme på albummet, også selvom den kommer fra et instrument, har en klart defineret ting, den prøver at sige. Vi prøver allesammen at sige noget med de lyde og de linjer, vi spiller. Vi prøver ikke bare på at spille; vi prøver på at leve det og mene noget med det. Til gengæld elsker vi at beskære vores sange, for vi gider ikke have noget bullshit i vores musik.

Hvorfor har I valgt at lave “Kinder Versions” på engelsk?
Jeg tror bare, at det er en del af den naturlige udvikling. Vi var nødt til at komme væk fra øen (Island, red.). Det er en vigtig pointe, for vi har været der i mange albums, og nu er vi nødt til at tage det næste skridt. Det er sundt for vores kreativitet at åbne den port.

Hvad er det næste skridt for jer?
Vi vil virkelig gerne bare lave det her. Og det kommer vi kommer til: Udgive det nye album og turnere meget. Bare spille, spille, spille! Vi vil fortsætte. Det er hårdt i musikbranchen. Virkelig hårdt. Så vi vil forsøge at gøre det lidt mindre hårdt.

Ja, I har været i musikbranchen længe nu. Sammen. Bliver I aldrig trætte af hinanden?
(Sagt på samme tid) Ja, vi gør! Overraskende nok, nej!
Hahaha! Ej, overraskende nok ikke så ofte, men selvfølgelig gør vi det. Ligesom familie. Du bliver også nogle gange træt af din søster, dine forældre eller din kæreste.

Men I har aldrig i de cirka 14 år, I har været et band, haft lyst til at splitte op?
Vi har været igennem en masse lort som band. Også lort som sikkert burde have fået os til at give op mange gange. Og vi har været lige ved, men vi gjorde det aldrig, for det giver ingen mening ikke at være et band. Det er så stor en del af vores liv. Det er nemmere bare at blive sammen.

Med andre ord er I for dovne til at sige stop?
Haha, ja, præcis. Du vokser op som et band med de samme mennesker. Vi har været i bandet i mere end halvdelen af vores liv. Faktisk nærmest hele den del af vores liv, vi kan huske, for du husker ikke rigtig noget, fra du er helt lille. Du ved ikke, hvordan du kan leve uden det. Og der er stadig passion, og vi respekterer hinanden. Det giver ingen mening at stoppe. Og hver gang vi laver en god sang eller et godt album, sker der noget meget unikt. Vi kan mærke, når det sker, og det er ikke noget, du bare kan beslutte at gøre et andet sted. Det er meget specielt. Så selv når vi er trætte af omstændighederne, vil musikken altid holde os sammen.

Er I, hvor I gerne vil være som musikere?
Vi er det rigtige sted lige nu. Der er selvfølgelig altid et mål foran dig, men lige nu føler vi, at vi er det rigtige sted. Især på den her festival. Men hvis du har nogle penge, så… især kontanter!

Det er der ikke nogen, der har fortalt mig…
Vi ruller dig efter interviewet.

Fair nok. Sådan er det vel at være en del af den hårde musikbranche… Er der noget, I gerne vil sige, inden vi slutter?
Bare at vi elsker alle jer, som har lyttet til os. Og at vi elsker jer for at holde os ud i så lang tid. Og vær søde at sende os penge. Giv os nogle penge. Kontanter! Euro! Vi foretrækker euro. Ikke kroner!

Med den opfordring vil jeg da bare opfordre dig til at tjekke “Kinder Versions” ud herunder, hvis du er til indierock med et islandsk twist. Eller hvis du bare gerne vil undgå at blive rullet af fem frejdige islændinge…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *