The Cure lever for evigt

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Robert Smith

Der er to ting, man kan være sikker på her i livet. Der er regnen, og der er døden. Spørgsmålet er bare, hvad der kommer først. Et spørgsmål, der er højaktuelt, når man befinder sig på en mark uden for København i starten af juli, og specielt hvis man skal sove i telt i en uge. Heldigvis kom regnen først, og på dette års festival mistede ingen livet – hverken på svævebaner, i eufori eller i mudder. Regnen har været for det gode, og den dulmede den sky af urinstøv, der sidste år kostede flere festivalgængere luftvejsproblemer og tis i øjnene. Mundbind og faktor 50 var i år byttet ud med regnslag og vandtætte støvler. Og selvom regnen var stilnet af, da The Cure gik på Orange Scene kl. 23.00 lørdag aften, var størstedelen af publikum iført regntøj.

Gothrockens koryfæ Robert Smith og resten af de melodramatiske post-punkere har eksisteret i 40 år, og kun få bands ligger inde med et hitspækket bagkatalog som The Cures. Den gamle gotiske gruppe spillede første gang på Roskilde i 1985 og har siden besøgt festivalen fem gange. Det virkede også som om, de følte sig hjemmevandt på scenen. Med en overlegen sikkerhed leverede Robert Smith og co. et rygradsrislende godt show med klassikere fra samtlige 13 studieplader, men også fra b-sider jeg ikke kendte. 

Jeg missede desværre kult-bandet, da de gæstede Forum i 2016, og efter at have hørt P6-Beat Elsker The Cures seks timer lange radioudsendelse om The Cure og koncerten i Forum, var forventningerne i top!

I sort fra top til tå, tyk eyeliner, rød læbestift og sortfiltret spindelvævshår gik Smith på scenen som aftenens hovedperson. The Cure indledte koncerten med nummeret Shake the dog fra albummet The top fra 1984. Selvom jeg ikke kendte nummeret, var det allerede, da Smith åbnede munden første gang, et stort og medrivende moment. Han sang intenst og stilsikkert med sin ikoniske vokal og var gennem hele koncerten til stede. Dog overskyggede han på intet tidspunkt resten af bandet, og det var smukt at se, hvordan de nød at spille sammen med overskud, smil og små flirtende bemærkninger på scenen.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Robert Smith og Simon Gallups

Robert Smith er ikke ligefrem et vandfald, når det kommer til at tale med publikum, men det er sådan, det skal være! Og hans budskaber samler generationer og omfavner alle, der har oplevet at få knust hjertet. Under den ulmende og ildevarselende dybde var numrene også energiske og dansevenlige. Faktisk i en sådan grad, at selv et telt fik lyst til at crowdsurfe foran mig. Every tent has it’s days!

Det crowdsurfende telt

Simon Gallups tunge post-rock bas slog hårdt igennem kulden og det tiltagende mørke på Dyrskuepladsen. Da The Cure spillede Just Like Heaven, var det som at svæve i en mørk gotisk drøm. Det var intet mindre end magisk! Ord som ‘tryllebindende’ eller ‘magisk’ kan godt virke fluffy og letkøbte fra en anmeldervinkel, men jeg har sjældent oplevet ordene komme så meget til sin ret, som de gjorde lørdag nat.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Simon Gallups

Det er 30 år siden, The Cures mesterværk af et album Disintegration udkom, og der var stor begejstring, da de spillede klassikere som Lovesong og Pictures of You. Den ‘nye’ guitarist, Reeves Gabrels, som har været med i bandet siden 2012, spillede også henrivende godt. Med en nivende og sjælerensende guitarklang skabte han en kollektiv ekstase. De mørke popmelodier rev i hjertet, frembragte en smuk smerte og åbnede for vemodighedsventilen.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Reeves Gabrels

The Cure er den slags band, der ligger inde med så stort et bagkatalog, at alle fans har deres yndlingsnummer. Om det er en mainstreamklassiker, som Boys Don’t Cry – som The Cure i øvrigt afsluttede koncerten med – eller et af de mindre kendte numre, er der noget til enhver smag.

Jeg ville gerne have hørt mit yndlingsnummer If Only Tonight We Could Sleep fra Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me albummet fra 1987, men fik Lullaby i stedet og blev lullet i seng med en smuk og urolig vuggevise.

Jeg følte mig renset og høj på en af de mest legendariske lukkekoncerter, jeg har oplevet på Orange i ni år, da jeg begav mig ned til toget. I år kom regnen før døden, men jeg tror aldrig, at døden rammer The Cure! De vil leve videre i de sorte hjerters mørkekammer fra generation til generation.

Tak for i år Roskilde! Du har som sædvanligt været helt fantastisk. Tak for hvert år at åbne op for nye sider.  Tak for at udfordre mig, at give mig varmen og danse med mig, selvom vejret er vådt og koldt. Og TAK for at give mig stærke oplevelser, som jeg lever højt på hele året rundt.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Publikum foran Orange Scene til The Cure

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?
    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Morten says:

    The Cure begyndte ofte koncerter med “Shake dog shake” i 80’erne (og iøvrigt senere). Sådan var det også da de spillede på Orange første gang i 1985🤓

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Underworld blæste Arena omkuld med en KÆMPE fucking fest!

“Jeg vil blæse og blæse til dit hus ryger omkuld” – Sagde den store stygge ulv til de tre små grise. Og om dit hus er lavet af strå, pinde eller mursten, har Underworld uden tvivl blæst det omkuld. – Omtrent i samme stil, som de gjorde med publikum i går aftes, da de gæstede Arena og startede en KÆMPE FUCKING FEST med tung techno og elektronisk eufori.

Da Roskilde annoncerede Underworld, havde jeg det på samme måde, som da Copenhell annoncerede headlineren Tool til deres program. Underworld er en genial og giantisk booking, og det var ikke med julelys, men laserstråler i øjnene, at jeg begav mig ind i pitten til den største fest, jeg har oplevet på Roskilde i år!

Der var crowded i pitten og alskens skabninger stod beredte på et skud elektronisk eliksir fra dansemusikkens koryfæer, der har eksisteret siden 80’erne. Foran mig sad en febrilsk bomulds-flamingo og dækkede over en tyndhåret isse. Den havde sin makker med, som var en høj hat med fem udstikkende øjne på lange lysrør. Pitten var med andre ord forvandlet til en mytologisk underverden, hvor mennesker, dyr og Rick & Morty-lignende væsener stod parate til en hårdtpumpende omgang melodiske beats.

Kl. 23:30 gik de to kunstskole-kammerater Karl Hydes og Rick Smith på scenen i en sky af røg fra røgmaskiner og højtlydt henrykkelse fra publikum.

Det er 25 år siden, at Underworld gæstede Roskilde for første gang, og 19 år siden de sidst spillede. På trods af de mange års fravær, var det med en hjemvandt facon, at Karl Hyde indledte det elektroniske momentum med: “Its been a long while”. På et splitsekund forvandlede Underworld Arena til en kult undergrundsklub, hvor det kun er tilladt at spille progressiv house og techno. Jeg var i total trance, og glemte mildest talt alt om tid og sted. Enhver form for eufori var fremkaldt af følelsesladede synthesizere, publikums samhørighed og den elektroniske pionér, Rick Smith, der (for det meste) trykkede på de helt rigtige knapper bag mixerpulten. Der var lige to tekniske svipsere, hvor han kom til at trykke ved siden af, og hvor et nyt beat blæste ind over et igangværende. Heldigvis har han 40 års erfaring i at trykke på rigtige knapper (!), og fik hurtigt makket ret på svipserne. Faktisk virkede svipserne helt lettende, og som en god bekræftelse på, at hver berøring gør en forskel. Det var ikke det præfabrikerede miks, hvor dj’en blot skal trykke på én knap, og vokalisten derefter kan sprænge rundt som en abe på ecstasy. Hvis du var til koncert med Sushi x Kombe om eftermiddagen, vil du vide hvad jeg mener ..

Man skulle umiddelbart ikke tro at de to gråhårede kammerater med det trivielle ydre, står bag produktionen af noget af verdens mest epokegørende techno. Rick Smith var iført en hvid skjorte og læsebriller bag mixerpulten. Han virkede langt fra lige så frygtindgydende som den store stygge ulv. Og så vil du faktisk virkelig gerne blæses, væltes og tromles omkuld til hans kolosalle og elektroniske kræftudladninger, som han demonstrerede på Arenas lydanlæg, der bestod prøven fredag nat.

Hvert nummers titel stod i baggrunden med store blokbogstaver, så man ikke var i tvivl om, hvad man dansede til. Og selvom man per automatik begyndte at danse, da de elektroniske alkymister spillede hits som Always Loved A Film, Two Moths Off  eller Dark Train, instruerede vokalisten, Karl Hyde, publikum i, hvordan man frit og fantastisk bevæger sig til beats, der torpederer dine øregange, og giver dig lyst til at råbe FANDME TAK!

“Are you ready to pull a rabbit out of the hole?” spurgte Karl Hyde publikum, inden han og Rick savede Arena midtover med bangeren Cowgirl. Det omvendte ordspil var right on, og det føltes  langt mere, som om den elektroniske kanin kom fra et hul fra Wonderland fremfor en fesen cirkusartists hat.

Jeg havde et lille ønske om, at Underworld ville spille mit yndlingsnummer: fushions-jazz-skæringen Space Odyssey, men den ville på den anden side ikke passe ind i den hårdtpumpende techno-setting. Desuden var The Mistreons ikke med på scenen, men du kan høre den lige her.

Jeg kan på ingen måde klage over koncerten, som var en lykkelig drøm, der gik i opfyldelse. Midt i strobelys og pulserende beats bestod mine trommehinder og Arenas lydanlæg prøven, og jeg siger TAK for at blæse mig omkuld, Underworld! Kom snart igen – og gerne inden 25 år!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jonas says:

    Der er 19 år siden de var der sidst… Sidst de spillede var i 2000 samtidig med pearl jam.

  2. Laura Fromm says:

    Tak for heads up, Jonas. Det bliver rettet med det samme.

  3. Peter Pishai Storgaard says:

    Tak Jonas. Du har helt ret. Det er rettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Tirzah trumfede regnen


Der var lang kø i regnen, da forventningsfulde fans stimlede sammen foran Gloria for at opleve den anmelderroste post-r’n’b-sangerinde Tirzah og hendes hypnotisk minimalisme. Dørene blev åbnet kl. 19:58, og engelske Tirzah Mason gik på scenen kl. 20.00, SHARP! Tidsprogrammet var stramt og struktureret modsat den 31-årige sangerindes afslappede look. Iført joggingbukser, oversize boyfriend-tee og uglet hår som lignede noget, ejeren til shirten havde givet hende, gik Tirzah på scenen. Den yderst uformelle beklædning virkede som et statement til Cardi B, der dagen inden optrådte på Orange i en ualmindelig stram glimmerdragt, der trak associationer til Sara Bros teenage-tenderende opmærksomhedstrang og midtvejskrise. Der var noget befriende i, at man kunne lægge fordomme og fordømmelser på hylden og blot koncentrere sig om musikken med Tirzah, der var nøgen gennem musikken og ikke sin krop.

Den elektroniske pop-sangerinde stod med armene bag ryggen og kiggede apatisk ud i mørket. Hun var scenens midtpunkt, og de to øvrige bandmedlemmer gemte sig bag mixerpulten. Tirzah lagde ud med en blød og yndig intro, men smadrede den hurtigt med nedslidte synths og repititive trap beats. Vokalen var som forventet ualmindelig søvnig, og den passede perfekt til mørket og regnen udenfor.

Læg mærke til chime-instrumentet til højre for Tirzah på bongotrommer.

Man kunne fornemme en stærk britisk accent under Tirzahs snøvlende artikulation, og den blev særlig tydelig, da hun afsluttede hvert nummer med et forsigtigt ”Thank you!”. Hun fastholdte et mat og køligt ansigt det meste af koncerten, men afslørede små ydmyge smil efter publikums opløftende klapsalver ved hvert endt nummer.

Tirzahs tekster er spækket med emotionelle hallucinationer, og hun er en exceptionel dygtig og alternativ lyrikker. Hun er den slags kunstner, hvor du tænker: ‘Enten er du et ualmindeligt stærkt menneske, der ikke giver en fuck for NOGET, eller også er du det stik modsatte: en skrøbelig skabning, som skjuler det uperfekte bag et kaotisk virvar af dæmpet soul, garage og grime’.

Koncerten tog mig gennem mange forskellige sindsstemninger. Det var en atypisk oplevelse, hvor melankolske figurer tog form i ukonventionelle kærlighedstekster og melodiske knuder. Tirzah abrød koncertens stive form med langsomme bongotrommer og nænsomme berøringer på chimes, som skabte en tryllebindende effekt. – (Du kender måske instrumentet bedre som vindens svar på drømmefangeren). Publikum brød desuden ud af trancen og hoppede med på hittet Holding On fra debutalbummet Devotion, som jeg før har linket til, men du simpelthen SKAL tjekke ud, hvis du endnu ikke kender det. Specielt hvis du har en forkærlighed for eksperimenterende r’n’b.

Koncerten varede i små 50 minutter, og selvom musikken var meditativ, var man på intet tidspunkt ved at falde i søvn. Det var nærmere en magisk og fængende koncertoplevelse, og jeg skal klart opleve Tirzah igen, når jeg får muligheden for det!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den første musikdag på Roskilde Festival 2019

Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix

Solen stod højt, og det samme var stemningen, da Roskilde åbnede for pladsen og varmede folket op med fællessang og akustiske toner. Musikeren Frederik Thaae havde byttet det vanlige danske navn ud med covernumre af  Minds of 99, Kim Larsen og Pete Seeger. Publikum var i fællesskab opvarmningsbandet og allerede efter først nummer, hvor Ung Kniv blev skrålet med storladende smil, blev de sidste facader nedbrudt, og alle var gode venner. Vejret holdt tørt første dag, og det gjorde, at man havde endnu mere lyst til at begive sig ud til koncerter. Om end de var over åben himmel eller under ‘dynen’ – (Roskildes overdækkede scener.) Her giver jeg dig et overblik over fem koncerter fra onsdag – 3. juli, Roskildes første ‘rigtige’ musikdag.

Tears For Fears kl. 18.00 – Arena.

Tears for Fears startede som altid deres koncert med Everybody Wants To Rule The World. En klassiker, der fik smilet frem, og som var det perfekte indledningsnummer til åbningen af Arena. Fremmødet af grå hår og måner var massivt, og stemningen var i absolut top. Det samme kan siges om Roland Orzabal og Curt Smiths. De to herrer leverede en gennemført koncert, der både var rå og blød, og som din far og Rasmus uden tvivl har elsket! Det var særlig gyldent, da 80’er bandet fyrede hittet Mad World af, og en mand foran mig hejste mobilen i vejret for at identificere nummeret på Shazam. Til gengæld var det knap så gyldent, da Tears For Fears spillede Radioheads helt store; Creep. Det virkede som et unødvendigt fyldenummer, og som inkarneret Radiohead-fan, var det ren blasfemi og ripoff.

Bob Dylan kl. 20.00 – Orange

Koncerten var som en uendelig opvarmning, men tjeeeek! Hvis jeg en dag får børn, kan jeg fortælle dem, at jeg har delt en halv time med folk-legenden med de livsbekræftende tekster.

Ghetto Kumbé kl. 20.30  – Gloria

Det var det hele værd, at forlade Dylan og tage til rave-fest med Colombianske Ghetto Kumbé på Gloria. Med housebeats og tropisk techno forvandlede de rytmiske zulu-krigerne den gamle kostald til en undergrundsklub, hvor du ville få ti i dress-code, hvis du var iført samme neonmaling masker, som bandet. (Jeg har endnu ikke set dem i camingområdet!) Der var noget mystisk over settingen, og den indledende lyd trak associationer til en David Lynch-film. Koncertens stemning var opbyggelig, og den gik amok over panfløjter og vilde bongotromme-jams. Til koncerten følte man sig som ‘special invited’ i en afrikansk kult-klub, og efter få numre, gik lyset amok i magiske rør over publikum. Det er i år mestrene af lys fra Vertigo, der står bag lyset på Gloria. Og som sædvanligt har de gjort det suverænt! Hver koncert er skræddersyet med et unikt arrangement, og lyset til Ghetto Kumbé var ingen undtagelse. Der var stadig kø til stalden, som kun har plads til 1200 mennesker, da jeg forlod Gloria lidt før tid. Jeg håber, at andre end jeg, har fået fornøjelsen af et skud borende bas og jungle bangers fra Colombia.

Rosalia kl. 21.30 – Avalon

Det var ikke med god vilje, at jeg forlod Ghetto Kumbé før tid, men jeg ville sikre mig en plads til den spanske latino-prinsesse, som optrådte på Avalon. Desværre var det ikke nok at gå før tid, og jeg fik en middelmådig plads uden for teltdugen. Avalon har de seneste år rådet over navne, som er for store til ikke at udstyre scenen med storskærme, og jeg håber, at der til næste år kommer til at blive budgetteret med et par i hver side. Rosalia var dog ikke svær at få øje på fra lang afstand. I en rød pelsjakke, lingeri og en lille vifte i hånden forvandlede hun teltet til en glamourøs tangoklub. Hendes opsatte hår blafrede i falsk vind foran scenen, og der var ingen tvivl om, at Rosalia var midtpunktet blandt de mange dansere. Det var et flot show, og klapsalverne fra publikum var mange. Jeg må dog indrømme, at der var for meget dans, ‘Olé-stemning’ og diamant dias til min smag. Hvis man ikke taler spansk, forstod man desuden ikke et hak af den sydlandske sang. Koncerten blev desværre for langtrukken, og det var som om, at Rosalia prøvede at gøre Solange kunsten efter, da Queen B’s lillesøster lagde Arena ned i 2017. Det var super dumt, da fem ældre herrer møvede sig ind i den tætpakkede mængde med deres velpolstrede maver. Kort tid efter spørge den ene bløde mave den anden: “hvad er det vi hører?”, hvorefter den anden svarer: “jeg aner ikke, hvad det er.” Hurra for bløde far typer med forkærlighed for spanske skønheder og direktørtid til koncerter.

Christine and the Queens kl. 03:00 – Arena:

Den franskbaserede queer-superstjerne leverede et latterligt godt show, som gik laaaaangt over mine forventninger – både på det visuelle og lydmæssige plan. Læs Nikolajs artikel, så ved du, hvad jeg mener!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

JADAs tudefest var lige det Roskilde Festival havde brug for

Danmarks bedste liveshow. Længere er den ikke. JADA har det mest rørende, sjoveste, smukkeste, overraskende og hjertelige show, man kan få fornøjelsen af at opleve i vores lille kongerige. Alle omkring mig, fædre, mødre, venner, veninder, døtre og sønner græd til koncerten. Jeg måtte også lige finde lomeletterne frem, da JADA fortalte en rørende historie om lysten til at være der for ens venner, men at blive forhindret af en travl hverdag. Jeg tror folk græd af lettelse af at få lov til at dele ud af sig selv og få lov til at svede kærlighed, mens de dansede til JADAs virtuose melodier.

Men hvad er det JADA gør, for at retfærdiggøre titlen som Danmarks bedste show? Her kommer en hurtig opremsning af de stunts sangerinden havde med til publikummet på Avalon-scenen:

  • Et gennemført farvetema i lyseblå og en sart nuance af pink
  • Det meste af publikum i Avalon-teltet var blevet udstyret med signatur-viften, der blev brugt flittigt til at hylde og holde hovedet koldt
  • Minimum tre kostumeskift, som hver markerede en ny fase i showet.
  • En eventyrlig gynge pyntet med blomster og fint silkestof, så JADA kunne gynge ud over sit publikum, mens hun performede
  • Gæsterne på scenen var hendes faste samarbejdspartner på el-spade og hendes mor, der gav det vildeste skrig, der er hørt på Dyrskuepladsen til dato
  • Bevæge sig ud til lydteltet i midten for at holde fællessang på storhittet ‘Keep Cool’ og derefter lade sig crowdsurfe hele de godt og vel 25 meter op til scenen
  • Hylde sine venner og bekæmpe ensomhed ved at synge med hænderne sammenflettede med sine dygtige korsangere

Man fristes jo til at spørge, om der er noget JADA ikke kan klare? Hvis hun har mulighed for at rive to uger ud af kalenderen er jeg sikker på, at global opvarmning og uro i Mellemøsten ville være en saga blot. Men jeg har egentlig ikke lyst til at bede hende om at lave andet end det hun gør, for hun giver så meget fantastisk energi via hendes vidunderlige musik.

Kort lige to linjer om musikken. Det er pop i verdensklasse. JADA synger som en kvindelig Pavarotti og bandet akkompagnerede hende til perfektion.

Sådan slutter man et show af med manér! Tak JADA!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *