Interpol på Orange var en tilforladelig tur på rockmuseum

I vores Roskilde-podcast talte vi om, hvorvidt en indieelsker kunne tage direkte på Roskilde Festival efter ti år i koma og stadig have en god festival med sine yndlingsbands. Interpol var et af de nostalgi-indiebands, som vi i podcasten hentydede til – og som vi kritiserede Roskilde for at have booket, til trods for, at alle de tre Regnsky-skribenter på Roskilde har en stor kærlighed til New Yorker-bandets første to album, Turn on the Bright Lights (2002) og Antics (2004). For har Interpol leveret gode sange de sidste ti år? Er nostalgi et carte blanche til Nordeuropas største scene? Og kan Interpol – og Orange – overleve en halvtom plads?

Rasmus og Eva mødtes efter Interpols koncert for at evaluere bookingen og finde ud af, om de 00’er-cool New Yorkere stadig kan levere en god koncert.

Eva: Jeg har et modsætningsfuldt forhold til Interpol. Antics og Turn on the Bright Lights er to af mine yndlingsalbum, og de var et af de første bands jeg forelskede mig i. Derfor har de haft en stor indflydelse på min musiksmag i dag. Men samtidig er jeg ikke rigtigt fan, da de for mig stoppede med at være et cool band, da de udgav deres tredje album “Our Love To Admire” i 2007. Derfor var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle tage til koncerten – men endte med at gå til den for nostalgiens skyld. Og fordi jeg var spændt på, hvordan bandet og Orange ville fungere sammen. Jeg fik, hvad jeg kom for og smuttede efter 45 minutters nostalgitrip. Rasmus, mens jeg stod omme bag pitten og overvejede at smutte, så stod du oppe i forreste pit. Hvordan oplevede du koncerten? Normalt plejer du og jeg at være ret uenige om, hvad der gør en god koncert – du er meget orienteret omkring entertainerfaktoren, hvor jeg mest lytter til, hvordan sangene bliver fremført?

Rasmus: Jeg synes først, at Interpol for alvor kom i gang i den sidste halve time af koncerten. Der talte Paul Banks lidt til publikum for første gang, og de midaldrende mænd havde hinanden på skuldrene og svingede med deres trøjer. Bar overkrop og dad-bod til Interpol er så stille og roligt, at Orangevagterne ikke en gang gad bede dem hoppe ned. Men så sluttede koncerten så også. Interpol er den diametrale modsætning til et underholdende liveband som Kakkmaddafakka. Interpol har et stærkt bagkatalog, og det bruger de i stedet for at gøre noget som helst-liveagtigt. Det mest gøjlede, der skete til koncerten var, at lyset på kanten af teltdugen blev tændt et par gange under “Rest My Chemestry”. De har valgt at bruge deres coolness som deres fede livefaktor fremfor alt muligt gejl.”

Eva: I min optik redede Interpols coolness dem fra den til tider ubarmhjertigt store Orange Scene. Der var vitterligt ikke særligt mange mennesker, men bandet var fuldstændigt ligeglade, og nød nok egentligt bare at at deres musik blev blæst ud på det gigantiske anlæg. Og så fremtræder de altså 16 år efter deres debut med en imponerende selvtillid, som afgjort var med til at gøre koncerten til en fin oplevelse for mig. De troede stadig på det.
Heldigt for bandet brød solen igennem fredagens tykke skydække netop som koncerten startede. Det retfærdiggjorde sanger og guitarist Paul Banks ikoniske solbriller, og gjorde bandets fremtoning i skarpe blazere cool fremfor komiske. Hvad tror du bandet havde de gjort, hvis det var helt overskyet?

Rasmus: Så havde de stadig haft solbriller på. For mig skabte deres coolness en lidt for stor distance til publikum og selve koncertsituationen. De bliver lidt for cool, når den eneste afveksling er et “thank you”. Der var intet live-agtigt over koncerten, hverken i deres kommunikation med publikum eller i deres livelyd, der er identisk med deres albumlyd. Og helt seriøst, hvis man skal være så cool, så skal man ikke tage hvide solbriller på, vel Paul Banks? Og dog – han har jo scoret Helena Christensen, så måske han er klogere end mig…”

Eva: Undervejs i koncerten kom jeg til at tænke på, om det at spille på Orange Scene har forandret betydning. Før peakede du, når du stod på Orange. Nu peaker du, når du spiller på et helt fyldt Arena – og så spiller du på Orange en eftermiddag et par år efter, hvor du er way past your prime. Men det ændrer jo ikke på, at det er muligt at spille gode koncerter for rutinerede bands på Orange om eftermiddagen. Orange har bevist for mig, at scenen kan have en intimitet til de her halvtomme eftermiddagskoncerter. Have Interpol spillet Arena, havde teltet været temmelig tomt, og det havde været værre end en sløjt besøgt Orange-koncert.

Rasmus: Sikkert. Og på de to nye numre, herunder singlen “The Rover”, kunne man høre, at de virkelig er past their prime. De tog dog både publikums manglende reaktion på nye numre og det halvsløje fremmøde med ophøjet ro, og en af de få ting, Banks faktisk sagde til publikum var “That’s what success sounds like”. Godt nok efter de havde spillet sangen “Success”, men ordspil eller ej, så kræver det alligevel en solid gang selvtillid at sige det.

Eva: Ja, og sangskrivning eller ej, så har Interpol virkelig stadig selvtilliden til at stille sig op på de store scener. Og ikke mindst et bagkatalog af fremragende sange, som de gavmildt delte med publikum på en efter mine præferencer dejligt Antics-præget setliste. At de spillede “C’mere”, “Not Even Jail” og “Take You On a Cruise” tilfredsstillede i hvert fald min nostalgi, og bekræftede mig i bandets evne til at skrive skarpe, signaturlydende numre med en personlig struktur. De er elegante, ofte er omkvædene ikke særligt prangende, og overraskelsen ligger i forrygende breaks fra trommerne, der leder til drømmende c-stykker, som udfordrer rockens firkantede coolness. De numre var glædelige genhør, men de havde også en slagside, da de fremhævede de nyere numres manglende musikalske vision og på den måde gjorde koncerten til en rockmuseums oplevelse for mig – tryg efter 10 års koma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Charlotte Gainsbourg – ulastelig cool omgang med klicheer

Da Charlotte Gainsbourg sidste år udgav albummet “Rest”, blev den franske elektropop påny noget, man kunne lytte til uden en voldsom nostalgi. Sangerinden, skuespilleren, den af navn belastede og begavede Gainsbourg fik sammen med produceren SebastiAn (som gamle clubkids vil genkende fra de gode gamle Ed Banger-dage) genren til at fremstå frisk og sensuel. Og sangenes penduleren mellem det mystisk hviskende og det melodisk ligefremme, fik Charlotte Gainsbourg til at fremstå som en artist udenfor tid og stilluner – og en artist uden sidestykke på Roskilde Festivals program.

Udenfor tid og sted var koncerten på Avalon kl. 00:00 onsdag nat også. En forbløffende menneskemængde havde fundet vej til scenen, som Gainsbourg og band havde gjort til deres egen med en stilistisk gennemført scenografi af skiftesvist hvidtlysende LED-porte og hvide vertikale lamper fra begge af scenens sider. Scenografien skabte et eget rum for koncerten, og det var nødvendigt, for koncerten står her 24 timer efter festivalspladsens åbning som en “one of a kind”-oplevelse på en festival med megen politisk snak og nostalgi fra rockverdenens artister som The Weather Station og First Aid Kit.

Charlotte Gainsbourg optrådte med et ulasteligt cool band inklusiv festivalens indtil videre bedste musiker i form af en decideret fremragende trommeslager, der viste trommesættets muligheder som naturligvis rytmisk indpisker, men også som et nærmest melodisk instrument på især “Sylvia Says”. Her blev den indspillede versions halvdumpe lilletrommeslag forvandlet til næsten metallisk skarpe lyn. Ulasteligt cool, og et valg, der bekræftede Charlotte Gainsbourgs coolness. Det kan nærme sig en kliché at skrive om de lyseblå outfits og den androgynt cool frontfigur, og dem skal man passe på, for de kan overskygge den egentlige oplevelse (Gaffa, vi kigger på jeres elendige anmeldelse), men i Gainsbourgs tilfælde er de væsentlige. Franske artister og elektropop er nærmest en kliché, men koncerten viste at det ikke gør den enkelte oplevelse skidt. Man må gerne spille på klicheer, bruge dem, bekræfte dem, låne referencer af dem, danne sig selv med dem sig spejl. At Charlotte Gainsbourg i den grad har gjort det, viste Roskilde-koncerten. Den peakede flere gange med “Lying With You” og “Ring-a-Ring o’ Roses” som knivskarpe åbnere, der kunne stille publikums Daft Punk-sult, et afdæmpet, artpoppet mellemstykke med den hviskende “Rest” og “Kate”, der næsten var for delikate til Roskildenatten, inden det afsluttende, powerpoppede crescendo “Les Oxalis”.

Roskildes booker Stefan Gejsing fremhæver i dagens Orange Press Charlotte Gainsbourg som sin yndlingsbooking i år, fordi Charlotte Gainsbourg spiller koncerter uden at tænke på deres sædvanlige former. Om koncerten udfordrede koncertformen tvivler jeg på, men at koncerten står frem som sin helt egen på årets festival med sin gennemførte scenografi og efterhånden tidsløse genre, kan vi allerede på dag to sætte kryds ved.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.