Indians og Schultz and Forever interview: “Det kan være som terapi at spille musik”

Indians
Schultz_and_Forever_555

Den ene stod overfor det sidste år. Den anden står overfor det lige nu. De har begge fået deres ilddåb som feterede fuldtidsmusikere på Roskilde Festival, hvor Gud-og-hver-mand vil have fat i dem. Det er naturligvis danske Søren Løkke Juul alias Indians og Jonathan Schultz alias Schultz and Forever og det store gennembrud, vi taler om.

Indians debuterede på Roskilde Festival med sin anmelderroste koncert på Pavilion Jr. sidste år, mens det i mandags var Schultz and Forevers tur til at træde op på en af nationens absolut bedste og mest nervepirrende scener.

Regnsky satte de to solister i stævne om lørdagen. Dagen for Indians koncert på Odeon Scenen, og et par gode festivaldage inde i Jonathans program. Vi taler med dem sammen, for det skifte i livsform som Indians oplevede sidste år, da fritidssyslerier med projektet Indians blev til en fuldtidsbeskæftigelse qua legendariske 4ADs interesse for musikken, står Jonathan Schultz nu overfor, hvor det er studenterhuen og ikke afleveringerne, der trykker ørerne.

Derfor er det interessant for Jonathan at høre, hvordan Indians har grebet skiftet fra en stille tilværelse i København til månedlange turneer i udlandet an. Fordi både Indians og Schultz and Forever er noget særligt qua deres sanges intimitet og personlighed. Begge artister er præget af folkgenrens inderlighed. Indians er ikke bange for at bruge synthesizeren frem for guitaren som følelsens medium, og fremstår som 2010‘ernes moderne singersongwriter. Schultz delikate, observerende sange har en næsten mytologisk enkelthed over sig. De er følelsesmættede betragtninger, men stadig båret af et klarsyn. Gældende for dem begge er det, at de transformerer deres oplevelser til musik, og bruger musikken til at skabe rammer, de kan forstå verden indenfor. Og fordi de begge har folkens kvaliteter som folkets universelle følelsesforklarere, er det er interessant for os at vide, hvordan det at blive fuldtidsmusikere har påvirket de to kunstneres inspiration til nye sange.

Eva: Søren, du har tidligere sagt, at det var svært for dig at begynde at spille musikken for andre. Hvordan har du det med det nu?
Søren:  I starten, da jeg lagde, “Magic Kids”, det første nummer, ud på nettet og delte det med mine venner på facebook, var det virkelig grænseoverskridende. Når man sidder og arbejder intenst med ting, så er det svært at forestille sig, hvad andre vil synes om det. Folk kan synes, at det er det værste lort, selvom man selv mener at man sidder med guld i hånden. Siden da er numrene kommet rigtigt meget ind under huden på mig. De er jo personlige historier om virkelige hændelser. Det er derfor musikken er nærværende.
Min nervøsitet for at spille musikken for andre har helt klart ændret sig. Det er stadig de samme historier, der bliver fortalt, og når man har fortalt en historie mange gange, så bliver det også lidt en vane – på en god måde.

Indians – Magic Kids

Eva: Når du spiller live fremfører du de samme sange og følelser overfor et nyt publikum hver aften. Hvordan undgår I at det bliver til rene rutiner?
Søren: Musik handler om følelser, og du føler virkelig sangenes intenst, når du spiller live. Jeg har siddet i de der tourbusser på de lange turneer, der strækker sig over to måneder, og når du når til show nummer 45, så gider du bare ikke lave den fucking lydprøve og sætte det udstyr på igen – du gider nærmest ikke spille. Men lige så snart publikum kommer og du går ind på scenen, så står du jo og genoplever dine følelser. Men det er på en ny måde, for der er en spontanitet til stede. Og der bliver den ensformighed, der ligger i turnélivet brudt.

Jonathan: Jeg har ikke været på de store turneer, så det er lidt noget andet for mig. Men jeg kan godt nogle gange have fornemmelsen af, at det bare er det samme, man gør hele tiden. Jeg kan godt lide at fortælle nye historier – jeg har det nogle gange sådan, når jeg har spillet et nummer live en enkelt gang, at jeg gerne vil spille noget andet næste gang. Men lige med nummeret “Falling” er det noget andet. Jeg synes stadig, at det nummers historie er relevant. Det nummer handler om et forhold, jeg har til en specifik person, og det forhold har jeg stadig, så det er stadig relevant for mig at spille det.

Schultz and Forever  – Falling

Musikken som terapi

Eva: Søren, siden du begyndte at skrive musik som Indians, har din hverdag flyttet sig fra at udspille sig hjemme i København og til at være på verdensturneer med ufatteligt mange jobs. Har det påvirket din musiks tematikker?

Søren: Jeg har haft en udlængsel i rigtigt mange år, men jeg kan se at mine senest skrevne numre begynder at handle om det at være væk. Det sidste nummer på min plade, titelnummeret “Somewhere Else”, er skrevet mens jeg var på vej hjem fra mit første besøg i New York. Der sad jeg og græd i taxaen, fordi jeg fandeme ikke havde lyst til at tage hjem. Det var en overvældende følelse.

Jonathan: Nogle gange kan det være som terapi at spille. Mine numre har ofte noget at gøre med negative følelser og oplevelser.

Søren: Det er jo det, der er enormt interessant. At skrive musik er et behov man har for at kunne komme ud med nogle ting. Det kan godt være, at et nummer handler om en specifik ting eller person, men det fortæller en historie og om en følelse, som folk kan bruge til noget. Det er ikke en selvfølge, at andre gider at høre det, men der er så fantastisk, når man kan få lov til at dele musikken og følelserne med andre.

Indians – Somewhere Else

Inspiration kan komme fra hele verden – ikke kun det nære

Eva: I taler begge meget om at I henter inspiration i det I oplever, og også i mødet med andre mennesker. Søren, har det været svært for dig at tage på tour og være væk fra relationer og velkendte steder, og samtidig skrive ny musik?

Søren: På det seneste har jeg skrevet nogle nye numre, der handler om at være på vejen og ikke rigtigt høre til nogle steder. Mit nyeste nummer handler om, hvor jeg er på vej hen nu, og om for alvor at finde det sted, hvor man føler, at man hører hjemme… Lige nu tror jeg, at jeg er ved at flytte til New York. Når jeg flytter til New York, så kommer jeg til at efterlade rigtigt mange ting i Danmark, og det sætter nogle følelser i gang, som det kan være svært at tale om, men som jeg kan behandle i min musik. Det nummer lavede jeg færdigt i sidste uge, og det spiller vi i aften på Roskilde.

Eva: Jonathan, din EP fra i år, Céline, skrev du mens du var i Paris for at indspille den, og alle de fem numre tog form på blot syv dage, og man må sige at resultatet var temmelig godt. Skal dit fuldlængde album skrives på samme måde?

Jonathan: Indspilningen af ep’en var en travl. Min fuldlængde plade skal jeg til gengæld lave gennem efteråret herhjemme i København i Sauna Recordings studierne. Jeg tror klart at det bliver anderledes at indspille herhjemme, og at det kommer til at påvirke pladens lyd. En fra mit franske pladeselskab Cracki Records sagde: “jeg kan høre, at ep’en er lavet i Paris.” Jeg ved ikke, om det bare var noget han sagde, men der er helt klart en forskel, for jeg skrev jo sangene dernede ud fra de indtryk jeg fik.

Søren: Jeg kan godt forstå, hvad du mener med, at det bliver anderledes, fordi dine indtryk i Paris var anderledes end dem du får i København. Man skal virkelig ikke rejse langt væk for at opleve noget ganske andet.

Jonathan: Céline, som ep’en er opkaldt efter, er bare indbegrebet af en fransk pige – hun bor i den smukkeste lejlighed og laver vegansk mad…

Søren: det er sjovt, at du nævner hendes lejlighed, for Københavnerlejligheder er også bare meget typiske. Det er meget inspirerende det med at tage væk og opleve, hvordan andre folk lever. Man skal virkelig ikke tage langt væk for at opleve at det er anderledes.

Schultz and Forever – Sociopathic Youth

Disciplinér inspirationen

Eva: Jonathan, nu skal du indspille en plade i København. Er du nervøs for det?

Jonathan: Pladeformatet er virkelig noget, jeg elsker, og det lægger et kæmpe pres på mig selv. Jeg synes helt klart, at det er sværere at skrive sange nu end før, fordi der er et andet forventningspres denne gang end med ep’en, hvor de færreste kendte mig.

Søren: For mig er det meget vigtigt at huske, at det at skrive musik er en indadvendt proces, hvor jeg bliver nødt til at stole på at min egen kvalitetsbevidsthed er god nok. Man skal ikke sætte sig ned og lave et nummer, fordi man tænker at det kommer til at rykke VoxHall eller Lille Vega. For så mister man overblikket. I den proces er det okay at være mega egoistisk og indadvendt og lade være med at tage telefonen, når folk ringer.

Eva: Men da du blev kontaktet af 4AD, fordi de havde hørt et af dine numre, og de gerne ville høre mere, følte du så ikke et pres for at skrive numre til dem, Søren? Og hvordan overkom du det?

Søren: Det var en position, jeg kunne sætte mig selv i, hvor jeg følte at jeg ikke skulle lave andet. Så det svære var at komme ind i en vane og disciplinere sig selv til at stå op om morgenen, lave en kop kaffe og så sætte sig i studiet. Det var egentligt mere en inspiration end et pres.

Eva: Men hvordan fandt du inspirationen til disse numre når du disciplinerede sig selv?

Søren: jeg fandt ud af, at når jeg gik kold i en idé, så skulle jeg holde en pause og gå en tur eller sådan noget. Gør noget, og bliv inspireret igen – du kan jo bare gå udenfor din dør og blive inspireret af det, der sker derude. Men der var selvfølgelig en masse forventninger til hvad jeg kom op med fra pladeselskabet og fra mig selv. Men det pres viste sig også at være en god ting, for det hjælper en til at præstere. Du siger ikke bare “ahr, det er fint nok”. Det er aldrig “fint nok”. Du bliver simpelthen nødt til at præstere – det bliver nødt til at være perfekt i dit eget hoved.

Eva: Et måske åbenlyst spørgsmål, men hvorfor er “fint nok” ikke godt nok?

Søren: Det handler om nærvær. Samfundet er virkelig fraværende. Jeg synes mange har svært ved at fokusere. Der er virkelig mange, som ikke tænker så meget over at være til stede. Jeg synes det er virkelig vigtigt, at musikken er nærværende, og at folk kan være til stede i den og kun i den. Musikken skal betyde noget. Jeg fik en mail fra en pige, hvis farfar lige var død, og som havde fundet hjælp til at komme over det ved at høre mit nummer “Magic Kids”. Så betyder musikken virkelig noget, og er nærværende.

Indians udgav i foråret debutalbummet Somewhere Else på 4AD. Søren har tidligere været del af folkpopbandet Let Me Play Your Guitar.
Jonathan Schultz udgav i foråret ep’en 
Céline på det franske label Cracki Records, og forventer at udgive sin fuldlængde plade til næste forår.

 

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mads says:

    Kender det kun alt for godt at bruge musikken som terapi. Før jeg selv begyndte at spille brugte jeg det at lytte som terapi, men efter jeg er startet i et band giver musikken pludselig meget mere mening som terapi. Man må aldrig undervurdere musik!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Sigur Rós og publikum sejrede sammen

Sigur Rós fanget ved anden lejlighed
At starte en anmeldelse med at referere til bandnavnet, det er lidt af en kliché. Men som det er med dem – altså, med klicheer – så får de kun deres status, fordi de oftesr holder. Således er tilfældet også med Sigur Rós, islandsk for sejrens rose. For med deres midnatsmesse på Arena sent lørdag sejrede bandet hele vejen gennem det komplet pakkede telt, så de taknemmeligt bukkende kunne modtage publikums uendelige ovationer ikke blot en, men to gange.

Sigur Rós’ musik er egentligt relativt svær. Den lyder ikke som noget andet, og derfor er det proppede telt en fremragende overraskelse. Musik kan brænde igennem ved sin blotte kvalitet.
Sigur Rós leverede en pletfri udførelse af et gennemført totalshow. Den nyslåede trio blev flankeret af intet mindre end to multiinstrumentalister (hvoraf den ene viste sig som en decideret fremragende guitarist på “Festival” og den anden brændte igennem som ekstra perkussionist på “Hrafntinna”), et kor, tre strygere og tre blæsere. Foruden et uovertruffent lysshow mellem det blændende mørke og blindende lys.

Sigur Rós indgik fra start en kontrakt med publikum. To  numre fra den højaktuelle og virkelig gode plade Kveikur indledte koncerten, men blet snapt efterfulgt af “Glósoli fra hitpladen Takk…. Med ældre numre rakte Sigur Rós fra første tone hånden ud til publikum og garanterede, at de ville spille så englene sang om kap med Jónsis flagermusfrekvenser, men efter “Glósoli” ikke så meget som tøvede publikum på at gengælde invitationen og gå hele vejen med ind i islændingenes særprægede og fortryllende univers. Da Sigur Rós efter lysere og drømmende numre som “Sæglópur”, ligeledes fra Takk… og livefavoritten “E-Bow” (kendt fra Heima, den fornemme koncertfilm/dokumentar om Sigur Rós) skruede op for støjen på “Hrafntinna” blev de tilmed klappet i gang. Det er sjældent, at 20.000 mennesker klapper et drømmepoporkester til støjrock!

Men Sigur Rós ville kun Arena det godt. Derfor belønnede de opbakningen med en magisk tung version af “Hoppipolla”. Det helt store udtræk var fremme, de smadrede løs i det næsten arketypiske klimaks, som Sigur Rós flere gange forløste denne sene aften. Imens vi blev oversvømmede af den i øvrigt absurd vellydende kulmination, intensiverede stroboskoplyset oplevelsen til endnu højere stadier, til den vægtløse tilstand som Sigur Rós helt særlige klang kan skabe. Ikke vægtløs, i betydningen “manglende tyngde”, men vægtløs som udenfor tyngdekraftens indflydelse – som fra en helt anden verden.

Måske det var derfor, så mange mennesker på Arena accepterede Sigur Rós’ måske svære musik. Fordi den er så komplet, og deres univers så komplekst. Lørdag nat sejrede Sigur Rós og publikum sammen. Og det var intet mindre end utroligt smukt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Blod i munden til The National

Matt Berninger fanget på Sasquatch Festival. Sådan så det også ud på Orange.
Matt Berninger fanget på Sasquatch Festival. Sådan så det også ud på Orange.

Meget få bands giver mig lyst til at bide min underlæbe til blods.

Fem numre inde i The Nationals mesterlige koncert på Orange Scene tidligt lørdag aften, går det op for mig, at denne fysiske reaktion på musik er nøglen til min voldsomt store passion for de fem New Yorkere. Jeg er fan, jeg har været det siden Boxer udkom i 2007, jeg kan huske at “Brainy” og en sær forårsstorm med ruskende regnvejr i maj nært væltede mine 15-årige ben omkuld midt under Øster Farimagsgades kastanjetræer. Var det den dag, en fucking tirsdag klokken 13:40 på vej hjem fra folkeskolen, at jeg for første gang mærkede den helt vanvittige, dybt komplekse og meget voksne følelse af fortrydelse, lyst og aggression, som The National gang på gang – og især på Orange – fylder mig med? En følelse hvor hjertet banker usundt hurtigt, og en vild desperation breder sig i hjernen. Jeg tror, det er sådan det føles at slå et forhold itu. Kan jeg opfatte nok? Kan jeg forstå det hele?

The National banker dig, de giver dit indre tæsk, fysisk og mentalt. Aldrig kan jeg mærke min krop, som til en The National-koncert. Publikum var ellers roligt, først undrede det mig at der var så få, da de gik af scenen undrede jeg mig over, at alle omkring mig blev. Ved min tilsnegede plads lige bag hegnet til pitten ventede folket på Metallica (de havde været søde koncerten igennem, ikke snakket, havde ikke skubbet, jeg tror The National også ramte dem).

Min oplevelse starter et par numre inde i koncerten, med “Conversation 16”. “I think the kids are in trouble”, synger Matt Berninger, og en bekymret rynke samler sig i min pande. Den bliver der resten af koncerten. Ikke fordi jeg er bange for, at The National vil træde forkert. Jeg føler mig faktisk tryg som sjældent før til en Orange-koncert. Jeg plejer at hade de koncerter. Men The National udstråler kontrol. De gør ikke andet end at være The National. De har ingen sære påtag med. Ingen græske søljer, intet lysshow, det er jo stadig helt lyst. De har Matt Berningers sindssyge energi, han spæner over scenen, krummer sig sammen og skriger “Squalor Victoria!” og “Abel, come on!/ Give me the keys, man!/ Everything has all gone down wrong!” af sine lungers fulde kraft. Det er så vanvittigt intenst.

Hvordan fungerer de nye numre fra Trouble Will Find Me? Bedre end forventet. Det er afgjort de stille numre som “Slipped” og “Pink Rabbits”, der er pladens bedste numre. Et enkelt finder vej til setlisten, “I Need My Girl”, det er faktisk koncertens mindste oplevelse, for det rammer ikke gennem Oranges ubarmhjertige højtalere. Men det er absolut eneste anke mod The Nationals magtdemonstration. Ellers traf den rigtige beslutning, glemte americanaen og bankede igennem.

Hvorvidt de lidt ligegyldige singler som “Demons” og “Sea of Love” fungerer som selvstændige numre i The Nationals absurd stærke bibliotek, det ved jeg ikke helt. Det er ikke dem, jeg husker stærkest. Jeg husker til gengæld “This Is The Last Time”. The Nationals følelser er så skræmmende tæt på mig i det nummer. Det er en langsom udvikling, til koncerten spillet med en først tilbageholdt aggressivitet, siden, i den vanvittige outro, med den desperation, The National lærte mig at kende. Han synger “I won’t be vacant anymore/ I won’t be vacant anymore”, han skriger gentagelsen ud, før han går helt ned og blødt synger – ja, han næsten bekender det – “baby, you gave me bad ideas/ baby you left me sad and high”. Han skammer sig over stadig at benævne hende baby, men han kan selvfølgelig ikke lade være.

Jeg kunne skrive, at “Abel” selvfølgelig rusker op i settet, om hvordan “Apartment Story” lige som til alle andre koncerter starter lidt fladt ud for at hæve sig til langt over den indspillede versions niveau, om at “Slow Show” er The Nationals egen bitre garanti om, at lyspunktet i det her satans liv findes, at jeg har kuldegysninger på Orange trods solen stadig brager ned over os, at bandet spiller hårdere end nogensinde før, at vores kollektive vished om, at koncerten er ved at være slut da “Mr. November” starter, skaber en direkte forbindelse mellem band og publikum. At lydmanden lader nuancerne bestå, at aggressionen er så selv Nick Cave ville ryste. At Matt Berninger drikker direkte af flasken, og at vi forstår præcis hvorfor. At han banker mikrofonen mod hovedet, stativet i gulvet, farer scenen rundt. At de har blæsere med (og ikke violin, thank god, alle gode The National-koncerter starter med blæsere i stedet for violin).

Men jeg kunne også nøjes med at vende tilbage til starten. Aldrig føler jeg mig så urolig i kroppen som da “Terrible Love” rinder ud og koncerten er slut. Aldrig har jeg haft så meget blod i min mund.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Maagaard says:

    Mig bekendt sneg der sig mere end et “Trouble Will Find Me”-nummer ind. Jeg hørte både “I Should Live In Salt”, “Don’t Swallow the Cap” (lige efter “Fake Empire” tror jeg), “Sea of Love”, “This Is the Last Time”, “Graceless” og, som du skriver, “I Need My Girl”. Men jeg kan godt forstå, hvis du har været forgabt. De var fantastiske igen. Jeg stod lige ved forreste hegn i anden pit, hvor Matt løb forbi under “Mr. November”. Bedste koncert for mit vedkommende i år.
    Men jeg savnede da også “Pink Rabbits”. Og “Ada” og “Little Faith”. Og nogle flere.

  2. Eva Laksø says:

    Hej Maagaard,
    jeg ved bestemt godt, at de spillede flere numre end et fra Trouble. Kongruensen i stykket “Hvordan fungerer de nye numre fra Trouble Will Find Me? Bedre end forventet. Det er afgjort de stille numre som “Slipped” og “Pink Rabbits”, der er pladens bedste numre. Et enkelt finder vej til setlisten, “I Need My Girl”, det er faktisk koncertens mindste oplevelse,” refererer først og fremmest til de nye numre, de spillede (altså i flertal) og derefter til de stille numre på pladen, som de spillede et af.
    Dejligt, at du også havde en god oplevelse!

    God sommer,
    Eva.

  3. Maagaard says:

    Ah, nu er jeg med. Jeg var heller ikke helt sikker på, jeg havde fattet det. Det lader til Roskilde tager hårdt på én…
    Møs :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Crystal Castles – et postapokalyptisk rave

Crystal Castles (billede fra anden begivenhed)
Crystal Castles (billede fra anden begivenhed)

Jeg så for et par år tilbage et afsnit af det engelske bilprogram Top Gear, hvor medværten Richard Hammond i et indslag skulle donere et pund til redaktionens bødekasse, hver gang han brugte en vag eller overbrugt metafor om et køretøj. Nogle gange spørger jeg mig selv, om jeg ligesom Hammond også overskrider grænsen for, hvor mange gange man kan gentage en metafor, der lyder flot, men som ikke helt dækker betydningen man søger efter. Allerede i denne artikels overskrift kan man argumentere for, at jeg udfordrer hvad der er tilforladeligt, men det skal ses i lyset af, at koncerten med Crystal Castles ikke rigtigt kan beskrives bedre.

For denne historie, om mit første stævnemøde med den canadiske duo, starter tilbage i 2007 med deres selvbetitlede albumdebut (altså, det første album med titlen Crystal Castles, ikke de efterfølgende), der nok mest af alt var en tid i mit liv bestående af overbrugte klicheer – lidt ligesom når man kalder en koncert for et postapokalyptisk rave. Men det var altså oplevelsen jeg gik fra koncerten med, på trods af at gemme mig lettere afkræftet bag lydpulten, hvorfra Crystal Castles egen visuelle taktfører sammen med trommeslageren på scenen agerede tredje og fjerde støtteled til en koncert, der så sandelig ikke var for de sarte sjæle. Crystal Castles’ melodiøse, episke og nærmest teatralske blanding af noise, electrotrash og punkattitude var for mig et gateway-drug indtil elektronisk musik med støjflader, men fik få år efter debuten i 2007 en overhaling indenom af hele witch house-bølgen, der på satirisk vis involverer mange elementer af spiritualitet og religiøse symboler.

Dette distancerede mig brat fra scenen, hvis artister oftest bar tåbelige navne, der aldrig var venlige overfor googlesøgninger (et navn bestående af otte trekanter, what the actual fuck?), men her var aftenens koncert på Arena et nostalgisk gensyn. Jeg fik sågar momentvis muligheden for at blive introduceret for (III), duoens seneste plade fra forrige år, hvilket jeg på trods af varme anbefalinger fra min omgangskreds endnu ikke har fået dyrket. Momentvis, fordi koncerten hele vejen igennem på fornem vis blandede materiale fra samtlige tre studiealbums og ep’er helt tilbage fra canadiernes spæde år. Eksempelvis arbejdede den kvindelige vokalist og moderne riot grrl Alice Glass og den hætteklædte producer Ethan Kath sammen om et vellykket og koncertvenligt rework af Magic Spells og Courtship Dating fra debutpladen, hvor Glass for alvor brugte sin stemme som et instrument, mere end noget, der skulle invitere lytteren på lyrisk forståelse. De melodiske og støjende beats ravede sammen med Glass’ arrige røst nådesløst Arena sønder og sammen, inden koncerten blev sluttet af med Not In Love, et lyttervenligt hit radiokanaler som P3 og P6 forståeligvis har taget til sig og hyppigt spillet. Ikke overraskende blev nummeret fremført uden originalversionens gæstevokalist Robert Smith fra The Cure, men trukket igennem vocoder og andre vokalmanipulerende maskiner klarede Glass præstationen udemærket på egne ben.

Mit ret tilfældige gensyn med Crystal Castles var på alle måder et forfriskende gensyn, og der var på intet tidspunkt kunne man mærke, at duoen efter ni år på benene virkede udbrændte, noget man ellers normalvist oplever hos andre, musikalsk beslægtede naboer indenfor witch house-scenen. Intensiteten fremstod velbevaret og nærværende hele koncerten igennem, og selv hvis min træthed fuldstændig havde taget vejret fra mig, ville jeg liggende i græsset stadig mærke de konstant pulserende stroboskoplys på min nethinde; som et sandt postapokalyptisk rave, en nådesløs fest som evnede at indlemme samtlige publikummer til at tilslutte duoens rejse imod livet efter døden – tømmermændene i morgen. All aboard!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Anders G says:

    “Originalversionen” (hvis man kan kalde et covernummer det) af Not in Love er faktisk den de spillede – uden Robert Smith. Efter (II) var udgivet, blev remixet udgivet som single. Efterfølgende blev pladen genudgivet som ( II ), hvor den første version af Not in Love var fjernet og erstattet med den anden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Flot koncert hæmmet af støjende publikum

Sekuoia (af Malthe Ivarsson)
Foto: MALTHE IVARSSON/Soundvenue

Det stod nærmest skrevet i stjernerne, at Sekuoia var det perfekte navn til at lukke Apollo ned i opvarmningsdagene. Det musikalske talent fra Nivå er et produkt taget direkte ud fra den engelske scene omkring post-dubsteppen, der i højere grad implementerer en følsommere side af den pulserende bas. Sekuoia (med det borgerlige navn Patrick Alexander Bech-Madsen) har i længere tid stået som et af de største talenter, og i går brød han fri fra de mange genredefintioner, der har hvilet over ham, med en højeklektisk koncert, der både bød publikum op til dans og til indadvendt fordybelse. Meget skal gå galt for den unge musiker fra Nivå, hvis vi ikke om få år vil se Sekuoia selv være hovednavnet på en scene som Apollo.

Det er selvsagt umuligt nu til dags at overvære en koncert, der kan samle alle mennesker – slet ikke til en festival som Roskilde, hvor der særligt i opvarmningsdagene hersker en umiddelbarhed, hvor folk tilslutter sig og forlader en koncert som ved et klik på en lighter. Desværre medførte den evige tumlen rundt en ukoncentreret stemning, hvilket særligt kom til udtryk når Sekuoia, i aftenens anledning flankeret af guitarist og trommeslager, i typisk post-dubstep-stil dykkede ned i de mere intime hjørner af lydbilledet. Ofte var de trippende basgange det nødvendige middel, der holdt publikum på deres tærer, og det var et virkemiddel, som Sekuoia fornemt mestrerede sammen med sit band. Imidlertid er Sekuoia meget mere end adrenalintilførende bass in your face, og de emotive arrangementer, oftest båret af Sekuoias egen skrøbelige vokal, var det, der gjorde gårsdagens koncertoplevelse så mindeværdig. Udfordringen bliver nu for Roskilde Festivals publikum at vise mere interesse i musikken, for ingen koncert kan se sig selv uafhængig af en vis koncentration og fordybelse fra musikkens modtager.

For måske gør Roskilde Festival sig selv en bjørnetjeneste ved at tillade en så anarkistisk stemning på Apollo, hvortil alt må medbringes, det værende gimmicks eller øl fra lejren. Man kunne fra starten mærke en beruset stemning på publikum, hvilket kan være til kunstnerens fordel, hvis der indfinder sig en gensidigt fordelagtig kontakt igennem alkoholens rus. Desværre kom gårsdagens kommunikation i høj grad kun fra scenekanten, hvilket bandet flot stod imod. Dette beklagelige irritationsmoment eskalerede specielt, når man flere gange blev et gidsel imellem flere fløje, der havde valgt at bekrige hinanden med flyvende øldåser. Det er sjældent, at det rør mig, og særligt på Roskilde Festival, men det er knapt så sjovt, når det sker en onsdag aften i 16 grader. Taknemmelig var jeg dog for, at Sekuoia leverede en flot koncert, og så længe man lytter ordentlig efter, kan man lukke alle sorger og problemer ude.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *