Josef Salvat: Poppen er reddet – tre år efter…

For knap tre år siden erklærede jeg bombastisk i disse spalter, at poppen var reddet. Årsagen til den udmelding var den dengang stort set ukendte London-baserede australske sanger Josef Salvat, som på det tidspunkt lige havde udsendt den afdæmpede og sensuelle single “Hustler”.

Netop “Hustler” binder så fint denne lille fortælling sammen, for nummeret er nemlig igen højaktuelt som et af de 16 numre på Salvats debutalbum Night Swim – i øvrigt sammen med det andet nummer, jeg omtalte i 2013-artiklen, “This Life”.
Men er Night Swim så svaret på enhver kræsen popelskers våde drøm?

Mit svar vil langt hen ad vejen være et klokkeklart ja. For Josef Salvat har formået at skabe et formfuldendt værk, som forbinder nutidens største popstjerner (ja, Rihanna‘s “Diamonds” er sågar med på albummet) med den nytænkning og lyriske eftertænksomhed, som i første omgang fik sat ham på landkortet hos flere respekterede musikformidlere. Det kommer blandt andet til udtryk på titelnummeret “Night Swim”, som tager den simple fortælling om en forelskelse og tager lytteren med ind i et univers, hvor usikkerheden og kærligheden flyder sammen i et litterært hav af forvirring.

Josef Salvat – Night Swim (Live)

Klippet er taget fra en livesession, som Josef Salvat lavede for franske Le Figaro sidste efterår. Højdepunktet i den session må siges at være hans fremføring af det pulserende og inderlige åbningsnummer “Open Season”. Til lejligheden har sangen fået en fransk titel, da Josef Salvat på smukkeste vis har oversat første vers til fransk, hvilket for mig leder tankerne mod Mike Skinner og The Streets, som havde tradition for at gøre det samme, da de turnerede Europa for snart 10 år siden.

Josef Salvat – Open Season (Une Autre Saison) (Live)

Alt i alt skal der lyde en kraftig anbefaling herfra, hvis du er til god popmusik, men gerne vil have lige dét ekstra lag i din musik. Jeg er i hvert fald glad for det album, som mit mangeårige mancrush har præsteret.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

James Blake @ Orange (og lidt om Rihanna)

James Blake / Foto af Getty Images
James Blake / Foto af Getty Images

Forleden gav Soundvenue seks sterner til Rihanna. Jeg er oprigtigt misunderlig på anmelderen over, at han øjensynligt havde en fed oplevelse – selv var jeg pænt skuffet. Hvorfor? Håndværket var ikke i orden. Rih’ sang måske halvdelen af tiden (måske, det er jo reelt set svært at afgøre), resten var et præindspillet backing track. Dansernes tøj lignede noget de havde lånt af TLC i 90erne og deres koreografi så meget af tiden ud som om, den var på alder med Rihanna selv (det var som knive i øjnene, når man lige har været til Beyoncé-koncert). Rih’ leverede (eller hendes backing track gjorde) hits som ”Man Down”, ”Umbrella” og ”Only Girl (In The World)” i uopfindsomme versioner, der absolut intet bidrog til oplevelsen af de ellers fantastiske popsange.  Det er alt sammen ikke godt nok på Roskilde. Publikum ser for mange stjernegode musikere til at glemme, hvordan det lyder, når et band eller en sanger gør sig umage og spiller live.

Det sås blandt andet i dag, hvor James Blake og band med usvigelig præcision, dynamik og opfindsomhed tog vare på 60.000 ømme festivalgæster ved Orange. Sidst han spillede på Roskilde foregik det på Cosmopol, mens himlen faldt ned udenfor under torden og lynild, intimt og intenst. Med papvin som eneste proviant stimlede folk sammen på hans følsomme ø. Jeg var derfor spændt i dag: Kan han opretholde den lille øs tiltrækningskraft, når solen brager ned over støvede og tømmermændsramte mennesker i den orange fadølsdal? Ja. Blake var i vokal topform – og gjorde dermed Rih’s dovenskab til skamme – og fik med sin særlige kombination af sensitiv vemod og rytmisk kompleksitet stablet den helt rigtig Roskilde-søndags-blues på benene: Den vidunderlige, sociale sæbebobbel af kærlighed, man lever i med sine dejlige venner på festivalen, synger på sidste vers, inden hverdagen vender tilbage.

Som live act er James Blake særlig, fordi hans kompositioner med deres loops og rytmiske mønstre i høj grad har sine strukturer fra elektronisk musik, men reproduceres live på instrumenter (og lidt maskiner, selvfølgelig). Det var f.eks. en fryd for øret at høre hans trommeslager ”imitere” de maskindrevne beats med stor præcision og dynamik. Igen et eksempel på nydelsen ved godt håndværk, hvilket står i skarp kontrast til Rihannas trommeslager, der virkede anstrengt. James Blakes stemme, der lyder som smør på sprødt knækbrød, blev holdt konstant i ave af den heftige bas og de livlige beats. Det er også her Blake har sin styrke – som band. Han synger himmelsk, men når han er alene ved klaveret, kan han stedvist få en lidt pæn ensidighed i udtrykket, der ellers fungerer så godt i samspil med de to andre musikere. Igen fristes man til at kontrastere til Rihanna-koncertens komplet intetsigende guitarist og hans småkomiske AOR-soloer, der måske kunne have været retfærdiggjort af et kostumeskift i en af Rih’s mange pauser. Men hun skiftede aldrig sin beduin-dragt ud (hvilket jeg i princippet godt kan forstå, den var sej), og det var derfor med utålmodig undren, at jeg måtte lytte mig igennem den vest-klædte mands platte tirader, som i mine øjne ellers har sin sære ret på et numer som ”What Now”.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rihanna på Roskilde: Musik og Identitet

Der er pt et tusind kommentarer til Rihanna-bookingen på Roskildes facebook-side. Hvad afslører kommentarerne, hvis man læser dem igennem? Lasse har gjort arbejdet for dig. De viser sig at indeholde en sand kamp om musik og identitet på liv og død. (Læs denne Regnsky-artikel om pressens kvababbelser med at skrive om Rihanna og hendes popmusik.)

Jeg ved ikke, om I nogensinde læser de diskussioner, der foregår mellem fremmede folk på offentlige facebook-sider eller på YouTube. Det er næsten med sikkerhed en sær oplevelse, gerne lidt deprimerende. Og det er sjældent, man selv gider deltage. Men hvis man orker at læse dem, så kan den slags kommentarer give én et udsøgt indblik i, hvad der får folk op af stolene. Prøv bare at kaste et blik på diskussionerne under diverse dubstep-numre på YouTube. Folk er mere pertentlige end middelalderlige filosoffer til at skille den rigtige dubstep fra den forkerte (uanset hvor langt ude deres argumentation ofte er). De hårde ord, hadet, det lidenskabelige forsvar, de nedsættende ironier – alt sammen bliver uforsødet leveret på nettet.

Sådan var det også forleden, da det blev annonceret, at Rihanna kommer på Roskilde. På kort tid var der over tusind kommentarer på festivalens facebook-side. Og jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv: Hvorfor er det lige med en booking som Rihanna, at diskussionen bliver ekstra intens? Hvorfor er Slipknot ikke til diskussion? Jeg tog udfordringen op og gennemlæste alle tusind (!) kommentarer for at finde et svar.

Det mest simple svar er selvfølgelig, at mange opfatter Roskilde som en rockfestival (med rette eller ej). Derfor er det kontroversielt at bringe pop-kunstnere ind som hovednavne. Men er det et tilfredsstillende svar? Forudsætter det ikke en anden præmis, nemlig at der allerede er noget ved poppen, der gør at mange hidser sig op, når den bliver sat i selskab med ”deres” rock? Med andre ord: Hvorfor bliver det overhovedet et problem, en kontrovers, noget at hidse sig op over, når en rockfestival inviterer poppen indenfor? De mange kommentarer gav faktisk et hint.

DET ER SATME FØJ!”, ”buuuuuh fail”, ”slut med Roskilde”. Glade Rihanna-fans var helt klart i undertal, da debatten foldede sig ud. Det samme var pigerne. Det var et entydigt flertal af drenge, der udtrykte ”episk nedtur” over Roskildes valg af Rihanna. Kun enkelte lys blandt de mange triste fyre tænkte tre skridt frem og gjorde deres kønskammerater opmærksomme på, at Rihanna ”er et sikkert trækplaster for en masse søde unge piger” og ”mange fulde teenage tøser”.

I det hele taget indeholder kommentarerne en stærk fortælling om sammenhængen mellem at nyde Rihannas musik og at være teenagepige. Mange brokker sig over risikoen for en ”overflod af oversminkede teenagepiger”, ”poptøser og små børn”, som Rihanna helt sikker vil tiltrække. De mener ikke, at Rihannas fans ”kan holde til the full Roskilde Experience” og at ”deres høje hæle vil sidde fast i mudderet”. Nogle mener endda, at Rihanna selv vil løbe ”skrigende bort væk fra stanken af sved, lort og øl.” Kort sagt, man forstår at det kræver sin MAND at være på Roskilde, og at det ”satme er gay” med en ”bøssefisse” og en ”pop whore” som Rihanna midt i den mandige stank af sved og øl.

Identitetsproblemerne står øjensynligt parat, hvis man som dreng er vild med Rihanna. Man skal helst nøjes med at være vild med de piger, hun måtte tiltrække. Eller alternativt sige som en del fyre også har gjort i Roskildes tråd: ”Personligt bryder jeg mig ikke om Rihanna, men der skal da være plads til alle.” Tilføj evt. en parentes om, at du mest kommer for at se Slipknot.

Den økonomiske læresætning om, at ejerskab giver engagement, gælder også i kultur. Når folk i Danmark så heftigt diskuterer den musik, Roskilde booker, er det fordi de føler ejerskab. De knytter det til deres identitet, hvordan musikken blive forstået og beskrevet, og hvad de med deres identitet oplever som godt eller dårligt. Deres egen musikalske identitet bliver derudover knyttet til Roskildes identitet, fordi Roskilde ikke er et normalt produkt, man kan skifte ud med et andet, men snarere en kulturinstitution. (Helt konkret føler folk også et finansielt ejerskab for Roskilde, hvis budget diskuteres som handlede det om folks hårdt indtjente skattekorner: ”har I virkelig brugt vores penge på det???”)

Men i kultur går læresætningen også i den modsatte retning: Engagement giver ejerskab. Hvis du engagerer dig for meget i Rihanna, så risikerer du at dele identitet med de oversminkede teenagepiger (det er her drengene skal passe på!). Og hvis du er en oversminket teenagepige, så kommer du helt sikkert til Rihanna koncerten (du drikker forresten også ”breezers” og forvandler sandsynligvis Roskilde til ”sunny beach”). Med andre ord: Tilfældige diskussioner mellem fremmede mennesker i internettets dyb giver kun begrænset faglig indsigt i musik, men ofte stor indsigt i folks ideer om, hvem de selv er. Samtalerne (og skænderierne) om musik på nettet er tit helt eksplicitte forhandlinger om, hvordan egne og fremmede identiteter skal forstås.

Det er altså ikke Rihannas mainstream-appel, der er problemet. For selvom mange kommentarer himler op om, at Roskilde bør være en ”sanctuary where you shouldn’t have to cope with awful mainstream ‘artists’”, så falder klagerne sjældent så voldsomt, når mainstream-musikerne (dvs. storsælgende, verdenskendte kunstnere) er rockmusikere som Bruce Springsteen eller David Bowie. Nogen vil måske argumentere for, at mainstream er acceptabelt under den forudsætning, at kunstneren har historisk tyngde. Men så har man jo frataget festivalen dens mulighed for fremsyn. Forestil jer at Roskilde seriøst skulle satse på en kombination af sprudlende undergrund og mainstream-navne, der ændrede musikhistorien i 80erne. Nej, den identitet folk frygter er ikke ”mainstream”. Det er Rihanna som pop.

00’erne var ellers et årti, hvor internettet lod Steve Reich og Beyoncé stå side om side i musikelskernes biblioteker. Som Pitchfork-skribent Lindsay Zoladz fornylig beskrev det: ”the person with the most discerning taste was no longer the “music snob” devoted to obscure subgenres and hating on anything that might be popular, but instead the “cultural omnivore” who likes a little bit of everything and gives all genres– including pop– a fair shake.” Da jeg var 14 år og 00’erne startede, oplevede jeg det helt klart som noget, der blev anset for ”tøset” og kontroversielt, at jeg var dreng og hørte Destiny’s Child (det var dog endnu mere kontroversielt (læs: mobningsmagnetisk), dengang jeg var 12 og var vild med Spice Girls; ved ikke helt, hvordan jeg taklede det, men jeg lod mig åbenbart (heldigvis) ikke kue og gik til koncert i min sølvjakke). I dag bruges Destiny’s Child af folk som Burial og James Blake, som hyldes bredt i den musikalske verden. Det er næsten paradoksalt. Mens mainstream pop er blevet stuerent blandt musiksnobberne, er det stadig ikke stuerent blandt mange, ja, mainstream musiklyttere.

Ser man diskussionen på Roskildes facebook-side er det helt tydeligt, at det især gør sig gældende blandt mange drenge. Måske drenge med fædre som Thomas Treo fra Ekstra Bladet der i ramme alvor skriver: ”Rihanna er hverken værre eller bedre end så mange andre af tidens pornopop-prinsesser, og hendes stripshow i Herning i 2011 var ganske underholdende, men for en festival, der hævder at være fremsynet og kvalitetsbevidst, er hitmagerens tilstedeværelse en falliterklæring.” Jeg synes personligt, det er en journalistisk falliterklæring ikke at kunne komme på andet at sige om Rihanna, end ”porno”, ”stripshow” og ”hitmager”. Men jeg synes først og fremmest det afslører, hvordan manden helst kun skal interessere sig for Rihanna, for så vidt hendes stripshow er underholdende nok til at give ham jern på.

Her på Regnsky byder vi velkommen til 10’erne. I dette årti går det endegyldigt op for mennesker, at båndet mellem identitet og musik ikke har et fastlagt indhold. At man ikke kan argumentere for eller imod kvaliteten af musik (eller af en Roskilde-booking) ved at fremsætte påstande om, hvem der hører den, og hvad de laver. Måske går det op for Treo og ligesindede, at det heller ikke er et argument at kalde kunstneren for stripper eller luder.

Vi glæder os til at se Rihanna, og vi glæder os til at se en masse piger (med eller uden teenagesminke) og drenge (med eller uden jern på) til et, med al sandsynlighed, ret så velklingende brag af en pop-koncert.

Alle citater i anførselstegn er hentet fra tråden til Roskildes annoncering af Rihanna-koncerten på deres facebook-side, bortset fra citaterne fra Lindsay Zoladz og Thomas Treo.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Rikke says:

    Tak for både indsigt og humor !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Rihanna – Pop er en Gud der elsker dig uanset hvor meget du hader den

Både Rihannas popmusik og kærlighedsliv udgør et dilemma for pressen. Hvordan kan man sige noget interessant om musik, der er så mainstream? Og hvad stiller man op med et voldsoffer, der nægter at hade sin gerningsmand? Få styr på din Rihanna-forvirring her.

Når et navn som Rihanna udgiver en ny plade, er det altid interessant at betragte, hvordan pressen griber det an. Hvordan vælger de at skrive om pop? Pop er jo en mærkelig Gud der elsker dig, uanset hvor meget du hader den. Den stiller sig til rådighed for alle, og derfor er det svært at sige noget fornuftigt om den udover ”dur/dur ikke”. Pop er ikke musik man siger noget interessant om, lyder devisen – man overgiver sig til den eller lader være. Måske fordi dens måde at gøre sig tilgængelig på er så håbløst åbenlys. Som ham fyren der er så smask forelsket i dig, at han slet, slet ikke kan skjule det. Det strømmer ud af hans blik, hver gang han kigger på dig (fuld af længsel og tåbelig hengivenhed), og du ved ikke, hvad du skal stille op: Overgiver du dig?

Rihanna – Jump

Resultatet er, at kritikere tit ender med at bruge deres anmeldelser på at konstatere det åbenlyse, nemlig at det faktisk er pop. Som om de bliver forlegne over musikkens forrykte forelskelse i dem. I Soundvenues anmeldelse, hvor Unapologetic fik sølle to stjerner, konstateres det f.eks. at Rihanna ”som forventet hopper med på populære trends i håb om at sikre flere hitliste-placeringer.” Overrasket? Anmeldelsens overskrift lyder anklagende ”Alt Der Glimter”, en anklage, der vist også kunne have været et forsvar. Er Unapologetic en diamant eller en similisten? Og hvad er bedst?

Rihannas komplet overdimensionerede ballade ”What Now” beskyldes for at være så åbenlys, at selv ”de bagerste rækker i arenaen” vil forstå, ”at her bliver sjælet store følelser.” Underforstået er selvfølgelig, at musik ikke bør være forståelig for de bagerste rækker i arenaen. Og selvom Soundvenues anmelder garanteret ikke mener det helt sådan, så er det stadig den retorik, hun abonnerer på. Personligt synes jeg, det er et fremragende (og grotesk) nummer. Soundvenue beskriver det nedsættende som en ”brostep-ballade med puddelrock-guitar-solo”. Jeg spørger bare: What’s not to like?

Rihanna – What now

Popmusikkens åbenlyshed giver den en næsten krænkende realisme. Når den stræber mod stjernerne (og diamanterne), fyldt med selvindbildske idealer, minder den utrolig meget om os mennesker. Den danser på overdrivelsens rand. Rihanna er en af de popmusikere, der interesserer sig mest for overdrivelsen og dens splittede væsen mellem ambition og brist (hvilket er grunden til hendes nære relation til 90er dance – så simpelt og alligevel så overdrevet). Når ”What Now” i sidste vers får en puddelrock-guitar-solo (som om nummeret ikke allerede var mere end proppet!), er det for at få overdrivelsen til at møde sit bristepunkt. Rih’ er ikke bange for at gå planken ud og tage os med helt ned i sølet (seriøst: henover den mest følelsesladede AOR-guitar synger hun igen og igen, at hun virkelig ikke ved, hvad hun skal føle. Det er da indfølt popironi på højt niveau). Det også derfor hun dyrker sin særegne, næsten råbende sangstil. Det er overdrivelsens komplicerede kunst.

Rihanna – We Found Love

(Det var på “We Found Love” at Rihanna peakede i arbejdet med at integrere dance i sin pop. Et af mine absolut yndlingspopnumre.)

Men Rihanna er ikke bare et kompleks for musikpressen pga. hendes krænkende overdrivelseskunst. Hele hendes triste kærlighedshistorie med Chris Brown, der fik en voldsdom efter at have banket hende, gør den nye plade kontroversiel. Her har hun nemlig indsunget en duet med sin egen voldsmand. Det tematiseres og kritiseres i de fleste engelsksprogede medier. The Guardian kalder Unapologetic ”a deeply disturbing listen, however good the tunes”. Fact Magazine skriver at ”the presence of the words “Nobody’s Business (feat. Chris Brown)” is a neon flashing trollgaze warning sign, and no one emerges from it well.” Fact kritiserer, at albummet fodrer den problematiske ”’doomed romance’ narrative that informs the way in which Rihanna and her abuser’s relationship is playing out in the media and in her songs.” Hun kritiseres for at tegne et tvetydigt billede af sin relation til voldsmanden i stedet for mere entydigt at påtage sig rollen som frontfigur imod vold i hjemmet.

Rihanna – Only Girl

(Det var på “Only Girl” at Rihanna for alvor sprang ud som råber)

Pressens kritik og Rihannas egen beslutning er splinter i et clash, der minder om overdrivelseskunsten selv. Havde Rihanna og hendes team forestillet sig, at vi ville kunne ignorere hendes privatliv, hvis hun stillede det som en elefant midt i sin plade, og så bad folk om at passe sig selv. Næppe. Men hvad så? Situationen bliver et dilemma. Omverdenen og pressen ønsker sig et ideal og opstiller en bestemt måde, som kvinden bør handle på, når hun har oplevet vold i hjemmet: Hun bør afbryde enhver kontakt med sin voldsmand. Men i den virkelige verden er vold i hjemmet højst problematisk og komplekst, fordi voldsmanden netop (i al sørgelighed) ofte er familie eller ”venner” – folk som det ikke altid er let bare at afbryde enhver kontakt til. Man kommer uvægerligt til at tænke på to smertende vers fra den sang af Billie Holiday, som Rihanna og Brown har snuppet titlen til deres duet fra.

Billie Holiday – Tain’t Nobody’s Business if I Do

Well, I’d rather my man would hit me
Than follow him to jump up and quit me
Ain’t nobody’s business if I do

I swear, I won’t call no copper
If I’m beat up by my papa
Ain’t nobody’s business if I do

Følelserne der her kommer til udtryk er jo ingen undskyldning for den voldelige partner eller far, ej heller er de en undskyldning for et samfund eller pårørende, der kigger den anden vej. Men de er virkelige følelser, som voldsofferet kan opleve. Det er derfor også helt rigtigt at kritisere det smertende (og utroværdige) ”vi er faktisk helt okay med hinanden”-signal som sangen med Chris Brown prøver at sende. Men på den anden side: Hvordan støtter man et voldsoffer, der nægter at hade sin gerningsmand? Man kan hade ham på hendes vegne (læs denne artikel på Gawker om at hade Chris Brown), men er man ikke samtidigt nødt til at tage hendes handlinger alvorligt som udtryk for egen vilje? Jeg ved det er smagløst, men jeg kan ikke lade være med at se det dilemma, historien udgør for medierne (hvor Rihannas påståede kærlighed til Brown føles umulig), som et skræmmende og udfordrende sideløb til poppens realisme som problem for pressen: dens overdrevne kærlighed til selv de bagerste rækker i arenaen.
Hvordan har du det med Rihanna? Er hun gal eller genial?

Rihanna – Nobody’s Business (fest. Chris Brown)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *