Hvad skal du opleve på de kulturradikales folkemøde?

Foto: Magnus Hyltoft

Nu er det endelig blevet tid til de kulturradikales folkemøde.

Du genkender godt typen. Han står der ved kaffemaskinen og rynker på næsen over maskinens fortolkning af en cappucino. Han har netop fortalt dig om, hvorfor The Good, The Bad & The Queen-Albarn er laaangt bedre end Gorillaz- og Blur-Albarn. I hånden har han dagens Politiken og i den anden har han en notesbog, fordi han ”husker bedre, når han skriver ting ned i hånden”. Han hader distortion og han glæder sig til at komme ud af byen, fordi han lige er blevet det år ældre, der skiller en gæst og en kritiker ad.

Den person tror jeg, at alle mine kolleger vil genkende, fordi det er langt hen ad vejen mig selv, jeg har beskrevet. Udover at jeg bedst kan lide Blur-Albarn…

For fanden jeg glæder mig til årets udgave af Heartland Festival på smukke Fyn (er Fyn hipt nu egentlig?). Jeg glæder mig til at drikke specialøl og ikke tage til talks, selvom jeg godt kan lide at komme på en festival, hvor de er, fordi det passer godt til mit image. Jeg glæder mig til at bruge skraldespanden og betale 110 kroner for en sandwich. Og ikke mindst – så glæder jeg mig til at blive vækket kl. 08.30 af en trompetspiller fremfor at blive vækket af ”Technopiik” af storkunstneren Pattesutter fra en efterskolelejrs Soundboks.

Det er jo så dejligt med den rene og pæne festival, men jeg må indrømme, at musikprogrammet og jeg clasher lidt i år. Flere af de store navne siger mig ingenting, men jeg kan godt sætte pris på, at det stadig er scoops. Derfor bliver det her måske en lidt alternativ liste med forslag, som udelukkende tager udgangspunkt i, hvad jeg ser frem til. Så det håber jeg, at du kan bruge til noget!

Here goes:

Richard, min Richard, hvor er det dog fantastisk, at du vender tilbage til Danmark efter kun to år. Den MEGET trofaste læser husker måske denne artikel, og det er for mig det definitivt vigtigste indslag på årets Heartland Festival. Han er sgu så dejlig, ham Richard, og jeg synes, du skal gøre dig selv tjenesten at se ham i levende live. Det er svært at spå om, hvornår chancen kommer igen. Sidst gik der 17 år. Richard Ashcroft spiller på Greenfield Stage lørdag kl 17.00 (og JA, han spiller sange fra The Verve-dagene).

Hot Chip og Die Antwoord. Hvis der skal være fest, så lad der dog for fanden være fest! Heartland har et ry for at have et ret stillestående publikum, som bruger mere energi på at tysse på folk end at danse og gå amok. Det har arrangørerne tænkt sig at lave om på i år. Håber jeg. I hvert fald er omstændighederne perfekt til, at Heartland-publikummet kan komme lidt ud af sin skal med specielt Die Antwoord, som må siges at være den skæveste booking til dato. Det er dog også beviset på, at Heartland tør at tage chancer og udfordre sit publikum. Hvis ikke festen kommer her, så tror jeg aldrig, den kommer. Festen starter (forhåbentlig) lørdag kl 23.45 på Highland Stage med Hot Chip og fortsætter kl. 01 på Greenfield med Die Antwoord.

Tag for resten lige at se Danny Brown også. Det er Heartlands første hiphopbooking (Benal er pop – change my mind). Af hjertet tak til Heartland for at tage chancer. Danny Brown spiller på Highland Stage fredag kl. 18.15.

Glem ikke Prxjects-scenen. Her kan man i intime rammer smage på noget af det bedste fra den danske undergrund. Jeg skal i hvert fald se First Hate, Lust For Youth og Erika de Casier, og jeg synes, du skal overveje det samme. Husk på, at scenen i år har fået ny location!

HANS FUCKING PHILIP er tilbage. Guilty pleasure or not. Sidst jeg så ham, var med Ukendt Kunstner på Heartland for to år siden, og hvis du ikke har hørt hans soloudspil og tænker, at du hader Ukendt Kunstner, så er der endnu mere grund til at prioritere den her koncert, fordi det er så langt fra Ukendt Kunstner, det kan komme. Det bliver hans første koncert siden Ukendt Kunstner-dagene, og hans nye music er mere down to earth, melankolsk og reflekteret. Det handler ikke så meget om at være ung og spille dum I Københavns natteliv, som det plejede at gøre, og det klæder ham virkelig. Det her glæder jeg mig virkelig til at høre live. Hans Philip spiller lørdag kl 15.45 på Highland Stage.

Omend så nyd Heartland og husk at gå på opdagelse i den fantastiske verden, de har opbygget til os. Et år mellem hver Heartland er altså for lang tid, hvis du spørger mig. Vi ses til en øl og en dans. Nyd det!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Northside dag 2 stod i briternes tegn

Foto: Jonas Svendsen

Mens Northsides sidste dag er i fuld gang, har vi lige opsummeret andendagen.

Andendagen på Northside tilhørte briterne. Der var fuld smadder på legenderne i form af Ride, Richard Ashcroft, The Kills (måske ikke legender endnu, men de har stadig 17 år på bagen) og The Prodigy. Det har generelt været et stærkt britisk program på årets Northside, da også James Blake, Radiohead, The 1975 og Bastille er bookede. Det har resulteret i et absurd stort opbud af Britpop-frisurer og cowboyjakker, og det er sgu skønt! Specielt under Ride stod det tydeligt, og de spillede også en fremragende noiserock-koncert, hvor vi kom hele kataloget rundt. Det var desuden måske den højeste koncert, jeg nogensinde har hørt på Northside. Dette er ikke en kritik.

Kampen mod mudderet var fælles, og jeg tror, der skulle en mindre regnskov i flis til at løse problemet. Det påvirkede dog ikke folks humør synderligt, og under The Prodigy lignede det, at alt var glemt og tilgivet, da pladsen eksploderede i et kollektivt rave-psykose. Jeg må dog sige, at mit indtryk er, at der er lidt for mange mennesker i år, og jeg kan godt forstå, hvis det har gjort nogen utrygge. The Prodigy holdte intet igen, og de lagde Ådalen ned, som den aldrig er blevet lagt ned før.

Som i går, vil vi gerne kåre dagens fem bedste:

Dagens nedtur:

Marie Louise siger:

Personligt havde jeg faktisk ikke rigtig nogen nedtur i går. Jeg havde en hyggelig dag med gode musikoplevelser og gode venner, og eftersom vejrguderne var kommet på lidt bedre tanker, var ikke engang vejret til at brokke sig over. Til gengæld så jeg en kvinde, der sad i solen og hyggede sig med sin ven, blive skidt godt og grundigt på af en måge. Nedtur.

Dagens spise:

Rasmus siger:

På caminoen stødte vi på Skraldecaféen. Der var stillet et stort udendørs køkken op, og alle kunne komme og spise gratis. Man kunne også sammensætte sin egen menu ud fra, hvad der var af råvarer, og der var flere kasser fulde af diverse udløbede fødevarer. Det var lækkert, og det er et beundringsværdigt koncept, som taler meget i Northsides ånd med bæredygtighed. Madspild er noget pis, og det er sådan nogle initiativer, der er med til at gøre opmærksom på problemet. Vi fik både pølser, pasta og en frisk salat, og der var ingen maveonder efter måltiddet. Det var virkelig sublimt!

Dagens optur:

Marie Louise siger:

Dagens optur for mig var, at se Rasmus gå i spåner til Richard Ashcroft. Det er altid skønt at se en kæmpe fan blive bevæget af sin yndlingskunstner, og når man kender vedkommende, er det endnu bedre. Vi havde fundet os en god plads helt oppe foran, og det viste sig at være ret så fornuftigt, for da Ashcroft trådte ind på scenen, måtte Rasmus lige støtte sig en smule til hegnet for ikke at miste balancen af bare begejstring. Han kendte hvert et ord i hver eneste sang, og ikke særlig længe efter at have spået: ”Nu kommer den”, begyndte Richard at spille yndlingssangen over dem alle The Drugs Don’t Work. Jeg nød at være til koncerten. Jeg kendte ikke særlig meget til Richard Ashcroft i forvejen, men blev yderst positivt overrasket. Han er en ekstremt dygtig musiker og helt sikkert værd at opleve. Men mest af alt nød jeg koncerten, fordi Rasmus nød den.

Dagens detalje:

Rasmus siger:

Richard Ashcroft bar under sin jakke en trøje, hvor der stod Århus på. Det blev mødt af enormt stor entusiasme fra publikum, og det viser bare, at han gerne ville gøre et godt indtryk. Det havde han selvfølgelig også bare at gøre, nu hvor han ikke har spillet på dansk jord i 17 år. Desuden var hans bassist i en klasse for sig, og han skar grimasser og sang med – og kunne alle teksterne udenad. Desuden var Richards band noget helt specielt. Bassisten lignede noget fra Placebo, Den ene guitarist noget fra The Wailers og den anden noget fra The Eagles. En meget morsom sammensætning af musikere. Trommeslageren så bare normal ud.

Foto: Magnus Hyltoft Thomsen

Dagens overraskelse:

Marie Louise siger:

Hvem skulle have troet det? Dagens overraskelse blev for mig The Prodigy! Dette band spiller en genre, som er det stik modsatte af, hvad jeg normalt lytter til, og det er musik, som jeg ærlig talt aldrig selv ville sætte mig til at lytte til derhjemme. Alligevel endte jeg med at stå omringet af venner og hoppe, danse og sprælle til det engelske rave band, der udsendte så meget energi, at selv det bagerste publikum kunne få fornemmelsen af, at de stod forrest til koncerten. Ja, er der noget band der formår at komme helt ud over scenekanten og ind i publikum, så er det The Prodigy. Jeg bliver nok aldrig helt fan af genren, men efter i går forstår jeg endnu bedre, hvorfor man elsker The Prodigy. Tak for massiv lyd, bas i kroppen og energi-boost!

Vi beklager den forsinkede artikel, men entusiasmen over Richard vægtede højere i formiddags. Vi ser frem til at blive blæst omkuld af Radiohead på en næsten tør festivalsplads! Vi ses derude!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Richard, Richard, Richard, åh, Richard – så kom du endelig!

Foto: Magnus Hyltoft Thomsen

DISCLAIMER: Al den kommende tekst er skrevet af en anmelder i fuldstændig ekstase over at have set sit store idol live for første gang. Du kan scrolle lidt ned for selve anmeldelsen.

RICHARD ASHCROFT KOM. Og han stod dér, lige foran mig, som jeg har ventet på, han skulle gøre, siden jeg begyndte at høre hans musik for omkring 10 år siden. Det var i gymnasiet, at jeg fandt ud af, at Bitter Sweet Symphony er et gatewaydrug. Man starter med at synes, violinerne er spændende. Efter første gang er du allerede hooked. Du kan ikke slippe melodien. Dyy-dy-dy-dyy-dy-dyyyy-dy-dy-dyyyy-dy-dy-dyyy. Den nægter at forlade dit hovede. Du må simpelthen bare have mere. Så går du ned i Fona (R.I.P.) og køber “Urban Hymns”. Forventningsfuldt smækker du det i dit stereoanlæg (R.I.P.), der starter med din Bitter Sweet Symphony. Ahhh, her kommer følelsen igen, den du har længtes efter. Violinerne spiller, du synger “I’ll take you down the only road, I’ve ever been down” – JA Richard, tag mig med for helvede!!!

MEN så sker der noget.. CD’en går over i “Sonnet” og “The Rolling People”. Det er slet ikke som Bitter Sweet! “The Drugs Don’t Work” rammer meget passende efterfølgende.

Der sker dog alligevel noget i dig. Følelsen af bedraget over, at resten af musikken ikke lyder som Bitter Sweet Symphony forsvinder, når det går op for dig, at det her er helt fantastisk musik. Du blev lokket ind af Bitter Sweet – nu er du i sandhed en “Lucky Man”.

NÆSTE skridt er, at du googler “The Verve live shows in Denmark”, og du venter i spænding mens din Internet Explorer (Please snart R.I.P.) loader den nye skærm frem. Det lader ikke til, der er nogle kommende shows med The Verve i Nykøbing Falster. Skuffet går du ind på Wikipedia og læser, at The Verve slet ikke eksisterer længere, og at Richard Ashcroft er gået solo. Nysgerrig googler du “Richard Ashcroft live in Denmark” og finder en side omhandlende hans koncert i Den Grå Hal i 2000. Syv år siden? Han må snart komme igen, er konklusionen, du drager, mens du dykker ned i både hans solo-plader og The Verves yderligere bagkatalog.

Årene går, Richard har ikke travlt med at komme til Danmark. Du ønsker ham hvert år på Roskilde Festival og på Northside. Imens bliver du mere og mere betaget og forelsket i hans musik, og du når frem til konklusionen om, at det her er din absolutte yndlingsmusik. Hele tiden jagter du den hellige gral, som er at se ham live.

Ti år er gået, og pludselig står du i en H&M i Oslo og nasser på deres wifi, da Northside smider en ny bandpakke. I dit hovede har du for længst givet op, men der er alligevel en stemme, der siger “Hvad nu hvis?”. Tårerne løber ned ad kinderne, da billedet kommer frem, og du formår slet ikke at formidle til din søde kæreste, der er inde og prøve T-shirts, hvad det er, der er sket. RICHARD KOMMER TIL DANMARK.

Her kommer selve anmeldelsen, hvis du synes, jeg er dum at høre på:

Richard, Richard, Richard. Jeg forventede på forhånd at blive skuffet for at imødekomme mine egne høje forventninger. Hvordan skulle du kunne gøre det op for ti års frustrationer? Det var nødt til at blive den bedste koncert i verdenshistorien.

Det var det ikke.

Det betyder dog langt fra, at der var en finger at sætte på den. Det var en enorm præstation og Richard var nærværende og energisk. Han spillede allerede “Sonnet” som sang nummer to, og jeg blev tydeligt bevæget, så jeg nærmest ikke kunne være i mig selv. Han var der. Han stod lige foran mig i sin, overraskende, korte statur. Han fandtes, han var ægte, han var ligesom mig.

Jeg tørrede tårerne væk fra øjnene, og forsøgte ikke at lade min hulken komme i vejen for min iver over at kunne synge med på det hele. Setlisten var kort og præcis. Tre sange fra det nyeste album, fem forventede fra “The Verve” og de bedste udpluk fra hans tidligere albums som “A song for the lovers”, “Break the night with colour” og selvfølgelig “Music is power”. Faktisk formåede han at spille næsten alle de sange, jeg kunne have ønsket. Jeg ville gerne have hørt “History” også, så havde det været helt perfekt.

Richard leverede alt, hvad man kunne have ønsket sig på denne Northside-lørdag, og jeg er stadig høj på oplevelsen. Melankolien over at have jagtet noget så længe, og så endelig opnå det, har ikke ramt endnu. Måske rammer den lige nu, mens jeg skriver, og tænker “Jamen hvad så nu?”. Det er næsten det værste ved det hele.

Jeg håber på, at jeg kan få lov at se en solo-koncert med Richard også. En time og et kvarter er lige præcis nok til alle hitsene, men jeg forstår måske ikke, hvorfor Northside har valgt ikke at give ham mere tid. Thomas Helmig fik samme tid. Anyways, jeg drømmer om og håber på, at det bliver muligt at få en fuld koncertoplevelse på dansk jord. Gør det det, vil du finde mig præcis samme sted, som i går – oppe aller forrest og lidt til højre.

Endnu engang tak Northside for at være den festival, der får sådan nogle ting til at ske. For det vil jeg altid elske dig. Og Richard, selvfølgelig. Som tydeligvis var enormt begejstret over at være i Århus.

Foto: Magnus Hyltoft Thomsen

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Northside: Konstant forandring til et krævende men trofast publikum

Northside 2017 har et anderledes program end de andre år – og det både på godt og på ondt.

Der er blevet smidt mange millioner efter tre bærende hovednavne. Det virker som om, det har været en klar taktik oven på sidste års festival, der ikke blev udsolgt – trods et meget mere varieret program. Den manglende variation har jeg det svært med. Jeg plejer at vandre fra koncert til koncert og nå at blive ædru, fordi der ikke er tid til at købe en Tuborg Rå mellem alle de kunstnere, jeg gerne vil se. Sådan bliver det ikke i år. På den ene side er det måske meget rart, at det ikke bliver så vildt – specielt oven på sidste uges kombinerede Distortion og Heartland-eventyr. Der fandt jeg ud af, at jeg ikke var for gammel til at være fuld fem dage i træk. Min krop sagde godt nok nej, og min mor ville nok også have gjort det, men det skete.

På den anden side så har Northside – trods manglende variation – formået at booke den kunstner, der betyder mest for mig, og som jeg aldrig har set live. Nej, jeg siger ikke, hvem det er, endnu. Du må læse videre. En slags metatekst-clickbait eller noget.

Nå, men sidste weekend gik det op for mig, at Northside slet ikke er Danmarks reneste og pæneste festival, efter jeg sammen med Peter besøgte Heartland. Den titel har de altså mistet. Haven er den nye indie-darling, så den titel har de altså også mistet. De har dog formået at booke to af de mest ønskede navne på de danske festivalsscener. HavFrank og Radiohoved. I festivalskontekst så bliver det ikke meget større. Jeg tror ikke engang, Roskilde kan booke noget større end Radiohead. Det er festivalssegmentets yndlinge i Thom og co. Det har givet pote, og vi kan se frem til en festival tilbage på den udsolgte trone, hvor Northside hører til. Det skal de have credit for, fordi det er fandme godt set. Jeg ville også mene, at det er satset at ændre sin booking-taktik og dermed risikere, at skræmme et etableret publikum væk, men det virker ikke sådan. Det virker som om at de etablerede Northside-gængere er trofaste uanset hvad.

Det bliver i hvert fald min fjerde tur til Ådalen, og det på trods af at programmet ikke tiltaler mig personligt, så kan jeg bare ikke holde mig væk fra Northside og den unikke stemning, de har fået opbygget. Jeg elsker Northside. There, I said it, og jeg er ligeglad, om Northside elsker mig. Det bliver fantastisk dejligt med endnu en tur til Ådalen, og jeg er spændt på at se, om klientellet er anderledes i år med deres satsninger indenfor indie-poppen og (lidt for?) mange danske navne. Her følger desuden en liste over, hvad jeg synes, du skal bruge tid på at se. Den er direkte kopieret fra en tidligere artikel, jeg har skrevet, der gav min helt egen objektive holdning til Northside Plakaten. Jeg har lavet lidt om i det siden, men brug det som inspiration til, hvad du skal tjekke ud. Vi ses i Ådalen, som altid <3.

Ride
Shoegaze-genren blev famøst dræbt fuldstændig af grunge tilbage i halvfemserne. Det endte med, at de bands der var kommet frem, gik fra hinanden – og blev det. Inden for de sidste fem år, er de dog begyndt at komme tilbage. Jeg ved ikke, hvorfor de gør det, men jeg er fandme glad for, at de spiller igen, fordi jeg var 4 år gammel, da de sidst var rigtigt relevante. Det startede med My Bloody Valentine, som udgav nyt album i 2013. Siden fandt andre ud af, at der faktisk var genetableret interesse i genren, så Slowdive startede også igen, og de har, efter min mening, udgivet årets album i 2017 – efter 22 år efter deres seneste. Ride er også med på de lange pauser og genatablering, og deres album Nowhere fra 1990 er decideret fantastisk. Der kommer også et nyt album den 16. juni, og man kan kun håbe på, at det når Slowdives niveau.

Primus

Den kortlivede succes for genren funk metal kan i høj grad tilskrives bands som Primus. Altså ikke at den var kortlivet, men at den overhovedet havde succes. Les Claypool er en fremragende bassist, som endda var til audition i 1986 for at overtage bassen fra afdøde Cliff Burton hos Metallica. Legenden siger, at medlemmerne i Metallica synes, at Les var for dygtig, og at han ville spilde sit talent ved at spille thrash metal sammen med dem. Nu spiller han med Primus. Et forholdsvist skævt og unikt band. Tag evt. et lyt til nummeret “American Life” og nyd Les’ unikke bassriff, eller sæt et afsnit af South Park på, og læg mærke til introsangen, som, you’ve guessed it, er lavet af Primus, da Trey Parker og Matt Stone er kæmpemæssige Primus-fans. Det bliver helt sikkert en koncert, hvor man ikke ved, hvad man skal forvente, udover at den bliver uforglemmelig.

Richard Ashcroft

Det er utroligt, at ingen andre medier har hevet fat i, hvor stort et scoop det her er. Jeg er måske lidt farvet, fordi Richard Ashcroft har været kilden til både min største eufori og kraftigste frustration siden jeg gik i gymnasiet. Eufori fordi han formår at være en singer/songwriter som ingen andre og skrive sange som “Drugs don’t work”, hvor man skal være lavet af ren granit for ikke at flække en tåre, når den høres. Og frustration fordi han ikke kunne forblive venner med de andre medlemmer i hedengangne The Verve, og fordi han ikke har spillet en koncert i Danmark siden år 2000, hvor han med sit første soloalbum i bagagen gav en koncert i Den Grå Hal. Nu sker det endelig, og selvom navnet Richard Ashcroft ikke ringer den store klokke for størstedelen af deltagerne på årets festival, så vil The Verve og Bittersweet Symphony nok gøre det. Det er altså en helt unik mulighed, der gør sig gældende her. Det er en koncert, jeg har så høje forventninger til, at den kun kan skuffe.

Agnes Obel

En dansk kvinde med internationalt appeal som ikke er MØ. Jeg rangerer stadig albummet Philharmonics, som et af de måske 25 bedste danske albums nogensinde indspillet. Det er desuden heller ikke et dansk navn, som er blevet en kliché i sig selv, fordi der er langt mellem hendes optrædener, og hoveddelen af de deltagende nok ikke før har fået lov til at opleve Agnes Obel live. Mig deriblandt.

The Prodigy

Northside har haft stor succes med deres vilde elektroniske nattekoncerter de tidligere år. Bagkataloget er bredt med alt fra The Chemical Brothers til Underworld over Jamie XX og Royksopp. Det har som regel været her, den akkumulerede brandert virkelig kunne slå sig løs, og man kunne bekæmpe morgendagens tømmermænd ved at svede alkoholen ud under rekordforsøget i vildeste dansemoves og størst antal af væsner af det modsatte køn skræmt væk på samme tid. The Prodigy er sgu next level. Det tegner til at blive et decideret rave. Det klæder Northside at bryde rammerne for, hvad man tror, man kan forvente af dem. Det klæder også festivalen at turde booke en koncert som The Prodigy på den ellers meget pæne, rene og ordentlige festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *