Eksklusiv Premiere: and the shine

and the shine

Venner!

I dag introducerer vi et spritnyt spændstigt, sexet og skævt band på den danske musikscene: and the shine. Vi introducerer faktisk ikke bare, men har eksklusiv premiere på deres første sang + video “all that i wanted”. Vi er vildt glade for at få lov til at præsentere denne lille pornografiske lys-katedral af en forårsperle. Tryk play, nyd og læs mere nedenfor.

and the shine – all that i wanted

3 ting der gør denne sang fantastisk:

1) Trommerne og klaveret, der gør rytmen fuld og skæv og dejlig

2) Omkvædet, der tager dig i hånden og går på vandet, mens I kigger ind på den danske kyst og tænker: waw, kærlighed

3) Akkorderne og melodien i verset, der lige er vågnet med stiletter på og vakler forvirret ud i køkkenet og får en smøg

3 ting der gør denne video fantastisk:

1) Krigsfilm og næstenporno på samme tid = alle sanser fuldt beskæftiget

2) Og så alligevel bare abstrakt kollage

3) Eksplosioner i vand, aahhh…

Hvem står bag sådan et svimmelt nummer? Duoen and the shine består af popsangeren Simon Rischel og kirkeorganisten Morten Jessen. De har begge spillet med kunstnere som Quadron, Freja Loeb, Vinnie Who, Ulige Numre og Nikolaj Nørlund, men nu er de på vej med deres egen plade. Vi har fået lov til at smuglytte og kan fortælle, at der venter en flot godtepose af dreampop, 70’er rock og kirkelige præludier. Vi holder jer opdateret, så snart der er mere at høre. Indtil da vil vi nyde tusind flasker rosé, mens vi hører “all that i wanted” igen og igen.

Pladen kommer på det nye danske pladeselskab This Recording Company. Videoen er lavet af Dennis Morton fra detokay.com

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Premiere: Spillemændene – Bah Buh

Den 30. september udkommer Spillemændenes debutalbum Nationalsange. Udover at være det første fuldlængde album fra Spillemændene, er Nationalsange opfølgeren til den seks mand høje gruppes ep Spillemandsbogen. Den udgav de selv sidste år, og trods det rimeligt afskrækkende bandnavn, en pressemeddelelse som primært handlede om koncept fremfor musik og sangtitler som “Mosekonen” og “Kernetræsvinduer i Aldersro“, står ep’en for mig som en af sidste års mest bemærkelsesværdige musikalske bedrifter fra velfærdssamfundet – for nu at holde os i Spillemændenes terminologi. En absurd velspillende sekstet balancerende mellem ingen harmonier og jazzharmonier og popharmonier, med en tekstforfatters konfliktfyldte lyst til både protest og velbehag.

Hvad kan de så, udover at få dig til at synge med på “Mine Medmennesker”s legendariske omkvæd: “På mit rehabiliteringscenter/gør mine medmennesker/ikke som jeg siger/hvad skal jeg sige?/jeg har overlevet Auswitch/men kan stadigvæk ikke pille en appelsin”?

Det viser “Bah Buh”, førstesinglen fra Nationalsange ganske godt. Hvorvidt nummeret reelt præsenterer en lidt mindre kuriøs udgave af Spillemændene end ep’en gjorde, er det ret svært at vurdere. Forsanger Nicolai Elsberg afgrundsdybe vokal namedropper trods alt både citronhalvmåner, velfærdssamfundet, dyrerettighedsforkæmpere og ligestilling. Men selv det mærkværdigste kan blive en normalitet, når det leveres med en seriøsitet som Spillemændenes. Kuriositeten er ikke argumentet for valget af de sjældent sungne ord. De optræder, fordi de får dig til at lytte grundigt, fordi de får dig til at interessere dig for teksterne. Får dig til at tænke, at der jo må være en mening med galskaben.

Og det er der. Spillemændene er en følelse, udtrykt i to sprog: teksternes verbale sprog og lydens både mere intuitive og abstrakte. Følelsen er en ubegrundet utilfredshed med situationen: din egen i samfundet, andres i samfundet. En utilfredshed delt ligeligt mellem omgivelserne og din egen ageren som del af det. Men det er en indestængt følelse, for som der synges om velfærdssamfundet i “Bah Buh”s betydningsmæssige hovedvers: “Der er pænt i parkerne/Man ta’r mest muligt hensyn til hinanden/og holder den fornødne afstand”.
Hvor teksterne (næsten) eksplicit siger det, er instrumenteringen abstrakt. Den er ekstremt disciplineret. Lyt bare til trommerne på “Bah Buh”. De er langsomme. Slæbende. Stikkerne får kun vredet sig fri, når de bryder versene op med sjældne udflugter væk fra hovedrytmerne. De er ganske vist virkelige komplekse, men læg mærke til, hvor gennemgående de er frem til absolut sidste stykke. Her skruer Spillemændene op på alle knapper – men holder sig fortsat i deres egen bizarre harmoni. Ingen bryder for alvor ud af bandets organisme. Hvorfor er der ingen, der gør det? Det ville helt sikkert også lyde fremragende.

Fordi Spillemændene er en indestængte følelse. Du vil gerne gøre noget ved uretfærdigheden. Men det er svært, når “TV-værten og ministeren bebuder alting ligestilling”.

Spillemændenes debutalbum ‘Nationalsange’ udkommer den 30. september på Playground.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Singlepremiere: Taragana Pyjarama – RAR

Taragana Pyjarama by Lasse Dearman

Nothing Hype.

Glitrende, varm og nærværende. Taragana Pyjarama alias Nick Kold Eriksen har ikke den maskinelle elektroniske musiks distance til sin lytter som menneske af kød og blod, men produceren er ej heller med i beatmusikkens kapløb efter det levendes autencitet. Taragana Pyjarama lyder på naturligste vis som solens refleksioner i Københavns havn. Farvernes regnbuespil gennem piletræer på en juli-dag. Og måden lyset spiller i dit hår. Når Taragana Pyjarama er bedst, er en sang en kapsel af den magi, dine mest meningsfulde øjeblikke på forunderligste vis forsikrer dig om findes. Det nye nummer “RAR” er et af disse.

Taragana Pyjaramas elektronik er endnu mere levende og nærværende end nogensinde før. Associationerne til det magiske er ikke helt uden årsag. Ideen til Nothing Hype – det er altså titlen på Taragana Pyjaramas knap 40 minutter lange minialbum, der udkommer den 24. juni på Wyrd Records – kom til Eriksen på en sommerhustur. En tilbagelænet og meget lidt hverdags-agtig stemning hviler da også over numrene. Men det var slørede, mystiske billeder, som gennem processen inspirerede Eriksen til universet omkring numrenes stemning og melodiernes udvikling.

Der sker mærkelige ting i Taraganas musik. Ikke mærkelige på en utryk måde, men mærkelige som i “bemærkelsesværdig” eller “mærkbar”. Den gennemgående synthmelodi på “RAR” holder eksempelvis en ekstremt kort pause, den springer nærmest et sekund over en gang imellem. Det gør nummeret spændende og uforudsigeligt, men ikke farligt. Som et vindue til noget nyt, jeg ikke tænker over, at jeg mangler, men som det beriger mig at finde.

Måske Nick Kold Eriksen befinder sig i en lidt anden verden, når han laver sin musik, end jeg gør, mens jeg lytter til den. Den idé har jeg altid haft, både når jeg har set hans albumgrafik (altid spacy, aldrig psykedelisk), og når jeg har hørt hans musik (altid søgende med helt åbne øjne, aldrig lukket til af længslens melankoli).

Taragana Pyjarama lever på mange punkter i et omvendtland fra både min hverdag og fra den elektroniske musik generelt. Måske var der derfor, han ikke helt passede ind på sit tidligere label, den elektroniske mastodont Kompakt. Derfor må jeg også vende ep’ens titel om, oversætte den, for at få den til at give en reel mening. Når det kommer til Taragana Pyjarama gælder et bud:

Hype everything.

Taragana Pyjarama – RAR

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Smagsprøver fra Beastie Responds debutalbum

Vi er rigtig glade for i dag at kunne præsentere jer eksklusivt for to saftige numre fra danske Beastie Responds fremragende debutalbum Fictitious Nostalgia, der udkommer i dag, og som vi varmt anbefaler I får fingre i.

TEALLP001D

Forleden spankulerede jeg en tur på Bryggen, mens jeg nød synet af alle de sommerkåde københavnere, der strakte deres flotte, blege ben for hinanden. Lækre fyre i bar overkrop med RayBan-solbriller, skæve smil og krøller; frække chicks i nyindkøbte, tætsiddende H&M-bikinier, løst hår og høj latter. Alt imens jeg gik dér på havnekajen og tænkte på sodavandsis og saftevand, hørte jeg det her track fra Beastie Responds nye plade.

Beastie Respond – W10
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/05/02-VV10.mp3]

Overvej hvor godt det passer! Det lyder præcist som den kombination af kækhed og lumre bagtanker, som hører sig hjemme på Bryggen i solskinsvejr. Jeg kender ikke Beastie Respond a.k.a. Tobias Pedersen personligt, men han er helt sikkert en lummer type. På den gode måde, forstås. Han har i hvert fald en klar kærlighed for de sexede 80er-melodier, der træder ind i beatet med en martini i hånden og blinker til dig.

I kontekst af den basmusik der produceres for tiden, er Beastie’s interesse for det funky og smooth et fint modspil til de maksimalistiske macho-produktioner og de melankolske futurisme-tendenser. Han minder mig lidt om stemningen i Swindle’s musik.

Swindle – If I Was A Superhero

(Swindle’s andet album Long Live The Jazz udkommer i øvrigt den 16. juni)

Swindle er en del mere jazzet end Beastie, som i højere grad spiller eksplicit på kitsch og det kitschedes relation til tilværelsens ulidelige lethed. F.eks. på numre som ”The Busdriver” eller ”Sunkisz”, der afspejler det klaustrofobisk ubekymrede og kedsommelige ved beskæftigelser som at køre bus og slikke solskin. Beastie gør den ulidelige lethed til et selvstændigt tema, der på ”Sunkisz” næsten får et provokerende, drilagtigt anstrøg, når en tværfløjte nonchalant gør sin entré.

Beastie Respond – Sunkisz
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/05/05-Sunkisz.mp3]

Det hele udføres med snilde og humor. ”Sunkisz” smører sig eksplicit ind i diskrete overdrivelser. Nummeret er et godt eksempel på, hvordan Fictitious Nostalgia sandsynligvis vil skille vandene mellem dem, som nyder de nostalgisk-kælende former, og dem der synes, det er bedst, når musikken har blod på hænderne. Hvad synes I? Er det ok at glemme indvolde og knogler, når huden er blød? Forsøger Beastie Respond at lulle os ind i en lykkelig, men indbildt fortid for at afsløre, hvor gladelig vi lader os forføre af en corny fiktion?

Fictitious Nostlagia udkommer i dag på Teal Recordings. Køb den her.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Michael says:

    Vildt album!

  2. Det svinger!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Videopremiere: Mellemblond – Swimmingpoolens Blå


Da Mellemblond udgav ep’en Elastisk i 2011 sætte vi vores penge på gruppen. For ep’en var imponerende selvsikker i sin samling af rocknumre med balance mellem spade og følsomhed. På titelnummeret blev en trompet ligefrem distorted, mens den dansksprogede vokal – på en næsten altmodisch facon – sang om en forløst forårslængsel. Musikalsk var Mellemblond nærmere mørket end lyset, mere egnet til dunkle kælderklubber end til dit anlæg en søndagsmorgen.

Bare titlen på Mellemblonds opfølger reflekterer ændringen. Lysvågen . Vi skal op af kælderen, vi skal ud af dynerne, ud af klubberne og ned på græsset. Vi misser med øjnene, ryster støjen ud af ørerne, og opdager, at i Mellemblonds musik er det blevet det forår, som “Elastisk” -nummeret længtes mod. Melodierne synes lysere og dynamikken lettere, mens sanger, sangskriver og guitarist Kristoffer Munchs fuldendte sangskrivning forsat står stærkt som midtpunkt på Mellemblonds album nummer to. Det udkommer på mandag den 25. marts, men har siden sidste uge kunnet streames hos WiMP (og nedenfor i dette indlæg).

Nu er andensinglen klar, faktisk lige ovenfor, som en video, vi har premiere på. Mellemblond havde helt sikkert håbet, vi lige nu havde varme solpletter at indtage. For “Swimmingpoolens Blå” er et hit. Et helt lyst et. Med koklokke, synth og højt tempo under Muchs vokal, er det en perfekt repræsentant for Lysvågen.
Herfra har du nok allerede hørt singlen “Et Øje” . Nummeret har velfortjent været i heftig radiorotation, ikke kun på P6 Beat, men også hos P4, som den lidt mere umiddelbare melodiske tilgang har åbnet Mellemblond for. Det er ændringen i bandstrukturen, som har skabt fornyelsen. Hvor Elastisk var skabt som trio, er Mellemblond med Lysvågen en kvintet. Det skubber både synth og percussion ind i Mellemblonds univers. De elementer passer glimrende ind, særligt på åbningsnummeret “Vågnede En Morgen” og “Swimmingpoolens Dyb”, der står som et par af den overbevisende udgivelses stærkeste numre.

Vi gjorde ret, da vi satsede på Mellemblond.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.