Wasn’t Born To Follow: Et syret søndagskram til sommeren

Wasn't Born To Follow final

Når Smash!Bang!Pow! søndag eftermiddag slår dørene op for første udgave af Wasn’t Born To Follow på og ved Pumpehuset vil der flyde en kærlig strøm af varme følelser fra mig til dem. Her er nemlig tale om et forsøg på at sprænge den uforløste bobbel af festivalblues, som jeg har i hvert fald opbygget over sommeren. Det sker med en ordentlig indsprøjtning af festivalstemning på blot 10 timer i form af et pakket program med det amerikanske beachrockede vidunderbarn Mikal Cronin, den højaktuelle canadiske lo-fi rocker Dirty Beaches og Real Estates Matt Mondalines soloprojekt-gone-popband Ducktails som de tre største navne.

Jeg var så heldig at høre Mikal Cronins spektakulære optræden på Pop Revo-festivalen i Aarhus i foråret, og der lyder en klokkeklar og varm anbefaling herfra. Og netop varme er hans element. Han formår som ingen anden – det skulle da lige være hans nære ven, Ty Segall – at spille varmen, sommeren og den særlig strandstemning direkte ind i sjælen på sine tilhørere uden det virker forceret. Han lader mulighederne stå åbne og lader det være op til den enkelte, om man vil lade sig rive med i form af energisk dans, eller om man vil lade sig synke sammen i afslappet accept og selvtilpashed.

Mikal Cronin – See It My Way (Live at Pitchfork Festival 2013)

Ducktails er en sjov historie. Det startede ud som Matt Mondaline fra Real Estates soloprojekt, og sådan forholdt det sig også, da jeg lyttede til Ducktails for første gang for fem år siden. Det kastede dog ikke det store kærlighedsforhold af sig, og det var egentlig først, da Matt Mondaline fik hjælp af en dyrekollektivistisk fyr, som går under navnet Panda Bear på et nummer fra B-siden af hans tredje studiealbum, “III,” at jeg for alvor fik øjnene op for Ducktails.

Ducktails – Killin’ The Vibe (featuring Panda Bear)

I dag har Matt Mondaline fået selskab af Luka Usmiani, Alex Craig og Samuel Franklin, og selvom den psykadeliske og til tider fortryllende udflydende lyd er bibeholdt, har både tempo og instrumentering fået et nøk op ad på årets udgivelse The Flower Lane, hvilket bestemt ikke har skadet bandet. Dette band er ubetinget et must-see, og hvis man søger en søndag i veltilpas salighed, er Ducktails utvivlsomt det rigtige sted at søge hen.

Ducktails – Under Cover

Her til sidst vil lige fremhæve en af mine danske yndlinge, som jeg endnu ikke har nævnt. Det er efterhånden to år siden, at den rødhårede skønhed Emma Acs tog Danmark med storm med debutalbummet “Champagne,” men rygterne går på, at hun snart skulle være klar med nyt materiale fra hendes eksotisk syrede univers.

Emma Acs – Fever

Arrangementet løber som sagt af stablen nu på søndag, den 11. august, på og udenfor Pumpehuset fra klokken 14:00. Første band, danske Nobody, går på klokken 14:30, og så følger kunsterne ellers i en konstant strøm, indtil Mikal Cronin på bedste vis lukker og slukker henad midnat.
Billetterne koster 160 kroner og kan købes her. Facebookeventen er her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kærlighed, unge bøfler og årets bedste EP

Lad mig fortælle dig en personlig historie. En historie om genfunden kærlighed. For næsten fire år siden faldt jeg tilfældigt over en demo fra et lille, ukendt band fra byen Oxford i staten Mississippi i USA.

Demoen indeholdte tre sange. “Catapilah“, “Liars” og “Three Deep.” Det blev starten på et forhåbentlig langt bekendtskab med Jim Barrett og Ben Yarbrough og deres band, Young Buffalo. Et band som dengang havde to erklærede mål. At lave god musik og undgå at opføre sig som idioter. Hvorvidt begge mål vil blive opfyldt, skal jeg ikke kunne sige, men de er i hvert fald godt på vej til at indfri det første. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg straks blev forelsket i bandets umiddelbarhed og især “Catapilahs” evne til at sidde fast med det samme.

Young Buffalo – Catapilah (Demo)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Catapilah-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Catapilah (Demo)]

Young Buffalo – Liars (Demo)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Liars-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Liars (Demo)]

Young Buffalo – Three Deep (Album Version)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Three-Deep-Album-Version.mp3|titles=Young Buffalo – Three Deep (Album Version)]

Catapilah” er uden tvivl den mest iørefaldende af de tre sange, og den er da også at finde på bandets bemærkelsesværdige debut EP fra sommeren 2011, Young von Prettylips. En EP hvorpå bandet præsterer noget ganske usædvanligt for så ungt et band. De undgår nemlig at gå på kompromis med kvaliteten på EPen for lige at få et ekstra nummer med, hvilket desværre er en fælde, som mange unge bands falder i, i deres søgen efter en identitet og en lyd, som er deres egen. En proces som i øvrigt medførte, at bandets dengang tredje medlem, Alex Hardberger, valgte at gå egne veje i begyndelsen af 2012.
Men trods denne søgen får bandet med veltimede treklangsharmonier, et opløftende percussionkaos og en catchy lyd a la en genreforvirret Robin “Fleet Foxes” Pecknold-gone-Femi Kuti, vist det potentiale, som den trods alt ret ufokuserede demo gav løfter om.

Lyt til Young von Prettylips EP’en på Bandcamp her.

Men den egentlige grund til, at jeg vælger at skrive om Young Buffalo netop nu, er, at de netop er udkommet med deres anden EP, som meget passende blot har fået titlen Young Buffalo. Passende, fordi der her tydeligt er tale om et band, som er ved at have fundet sin lyd. De har fået defineret Young Buffalo som Young Buffalo. Identitetskrisen er vasket bort, Alex Hardberger har fundet andre græsgange, og uden ham er treklangen blevet til en toklang. Men tilbage står en duo med de samme værdier som for næsten fire år siden. Med glæde, med passion, med energi. Og ikke mindst med den umiskendelige catchyness og noget der minder om en percussionbesættelse, som heldigvis aldrig tager overhånd. Referencerne er ikke i samme grad Robin Pecknold og en Kuti’sk afropop. I stedet ledes tankerne fra første sekund af åbningstracket “Baby Demons” hen mod Wild Nothing, Real Estate og sidste års bølge af lo-fi surfpop og shoegaze, mens inspirationen fra Beach Boys heller ikke er alt for langt væk.

Højdepunktet på EP’en er for mit vedkommende “Nature Boy.” Harmonierne og det hyggelige guitarspil dominerer, men afropoppen kan alligevel anes undervejs i form af keyboardet. Her er tale om et af årets bedste popnumre, som nærmest gør det umuligt at holde et lille smil tilbage. Jeg forestiller mig, at Animal Collective ville lyde sådan, hvis de var et decideret popband (som på eksempelvis Fireworks)

Young Buffalo – Nature Boy

Nu er vi efterhånden så sent på året, at jeg godt tør vove pelsen og kalde Young Buffalo årets mest formfuldendte EP. I hvert fald når der er tale om et relativt uprøvet band, som Young Buffalo stadig må siges at være. Også selvom de har været en del af mit liv i snart fire år. Og hvis jeg kigger på dem igen om fire år, vil det album, som “Three Deeps” betegnelse som “Album Version” lagde op til, forhåbentlig eksistere.

Lyt til Young Buffalo på Bandcamp her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Årets album – oktober, november & december

Vi er nået til årets ende. Til oktober, november og december. Vi går ind i de mørke måneder, og rocken overtager gradvist fra poppen. Fra Real Estate til Ulige Numre til Mellemblond. To ep’er, et album – et ganske fint billede af et år, hvor nye kunstnere fortsatte med at strømme ud til masserne. Til tider for kraftigt. Floden blev uoverkommelig, og nærhed blev et afgørende kriterium for, om musikken fandt vej til ørerne. Det er nok en af de afgørende årsager til denne listes mange danske udgivelser. Men nærhed er ikke blot et ord for geografiske afstande. Nærhed findes i Jonas Bjerres sarte klaverstykker, i When Saints Go Machines vibrerende vokal, i The New Springs fingerspil. Og ikke mindst i teksterne, som formidler abstrakte følelser i konkrete billeder, mens musikken ofte tager både omveje, vildveje og (heldigvis også) den lige vej, direkte ned af poppens allé.
2011 var et godt år.

Oktober

Real Estate – Days
Real Estates guitarlyd har præcist samme kulør som træernes falmende efterårsblade: gule med et rødligt skær, på grænsen til det orange. Egentlig føles den lige til energi, Real Estate ligger for døren mest sommerlig. Men Martin Courtneys tekster anlægger et tilbageblik på det der har været – de fortæller i datid om teenagetidens endeløse køreture gennem amerikanske forstæder i forældrenes bil, og det er ikke svært at forestille sig kvartetten rastløst rundt og lytte til skramlet janglepop med solen i ryggen og eufori brusende i blodet. Udgivelsestidspunktet for Days, opfølgeren til den succesfulde, selvbetitlede debut, kunne næppe være bedre valgt end til oktober, hvor håbet om indian summer stadig spøger. For når man ikke får det, har man brug for et soundtrack til at drømme sig tilbage til grønt græs, solskin og ubekymret ungdom.

Real EstateOut Of Tune
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/Out-Of-Tune.mp3]

November

Ulige Numre – Ulige Numre EP
Vi ser på Ulige Numre, som denne mandag d. 31. oktober har indtaget Huset i Magstrædes for en releasefests tid. De fremmødte drenge spørger, hvorfor der er kommet så mange piger. Svaret er relativt åbenlyst: Babespotting er for real. Det er mandagens kamp for betydning, som kæmpes mod mørke og regn med drømmene og håbenes – musikkens – energi.
At drømmene er pokkers ægte, og ikke mindst vigtige, stråler ud fra kvartetten såvel som det dedikerede publikum. Ikke kun det fabelagtige youth anthem “København” vækker genklang – de dansksprogede tekster, og musikkens åbenlyse referencer trækker i både smilebånd og hjertestrenge og giver den spontane glæden ved gode melodier en renæssance. Som på ep’en eksekveres alle numre med passion frem for præcision – indfølingen er det centrale, og en skæv akkord eller tone rammer adjektivet “charmerende” i stedet for “irriterende”.
Så fuck om Ulige Numre på “Så Let” tyvstjæler fra Håkan Hellström. Vi ser viljen til at ville mere end det samme som forbillederne. I de ambitiøse melodier, den gennemarbejde lyd og ep’ens smukt prioriterede forskelligartede numre. Melodierne pløjer alle betænkeligheder bort. Ulige Numre opnår en (fornem) placering i det personlige bandkartotek og en hengivenhed, som mange musikere må længes efter at opnå.

Ulige Numre – Så Let
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/03-Så-Let.mp3]

December

MellemblondElastisk EP
Mellemblonds placering på denne opsamling hænger sammen med Ulige Numres, for de repræsenterer åbenlyse, men bemærkelsesværdige, fællestræk på en ellers polariseret dansk musikscene anno 2011: Begge udkommer på Nikolaj Nørlunds pladeselskab Auditorium. Derudover synger både Mellemblond og Ulige Numre på dansk. Med dette valg følger et enormt ansvar, som de to sangskrivere forvalter ganske forskelligt: Hvor Ulige Numres lyrik er let tilgængelig, er Mellemblonds ofte kringlet i ordvalg og syntaks, hvorfor bandet kan kritiseres for at være gammeldags. En kritik, som måske ikke er skudt helt ved siden af, ved en omtale af bandets både støjende og blue rock. Og heller ikke, hvis man med ordet mener, at teksterne er alment gyldige over for tidsforhold. Men fuldkommen ved siden af, hvis ordvalget indikere “forældet”. Både tekstuelle og instrumenteringsmæssige fortrin ses tydeligst på den fabelagtige åbner – det velvalgte titelnummer, som rummer alle Mellemblonds kvaliteter. Herunder tænkes på, hvad der ofte betegnes som et modsætningspar: støj kontra melodi. Hos Mellemblond forenes de to ypperligt i guitaren, der varetager rollen som eneste instrument uden for rytmegruppen til bravur. Den simple instrumentpark er en sjældenhed på den alternative danske rockscene, og den distancerer Mellemblond herfra. Trioens melodier stiger ikke til himmels, som hovedparten af tidligere fremhævede, skønhedssøgende danske acts fra 2011, Mellemblond er solidt grounded i hjemstavnens muld med rødder i både dansk lyrik og rockhistorie. Men det bliver aldrig ensformigt. Forskellen mellem den tungt rockede “Mørkt Stof” og slæbende “Smertensbarn” sikrer diversitet nok til at gøre ep’en til en fuldgyldig musikoplevelse, lige som Ulige Numre og Mellemblonds forskellige take på dansksproget lyrik giver benzin til talen om en tendens.

Mellemblond – Elastisk
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/01-Elastisk.mp3]

Læs også:
Årets album – januar & februar
Årets album – marts & april
Årets album – maj, juni & juli
Årets album – august & september

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.