The Great Escape: Hverdagsrim, kækhed og norsk pigecharme

Gæsteindlæg: Vores gæsterapporter Rasmus Damsholt studerer til dagligt Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium i København og arbejder som manager for en række danske artister, herunder Sekuoia og Schultz and Forever. Rasmus har tidligere rapporteret for Regnsky fra Reeperbahn Festival, by:larm og Eurosonic. Denne gang er han taget England for at reportere fra festivalen The Great Escape.

The Great Escape

Torsdag den 19. maj om eftermiddagen ankommer mit tog i det sydlige England, nærmere bestemt Brighton. En charmerende by med en lang strand- og havnefront. Det er dog ikke årsag til mit besøg. Det er den festival, Brighton danner rammer om: The Great Escape. Forårsvejret i England inviterer dog ikke ligefrem til en dukkert. Jeg føler mig faktisk overbevist om, at Brighton må være det eneste sted i Europa, hvor vejret er mere omskifteligt end i Danmark. Men det sætter alligevel et eksotisk præg på byen at have en havnepromenade og en lang strand, der for øvrigt ender ud i et smukt naturområde med et klippelandskab næsten lig Iron Island (Game of Thrones måtte jo snige sig ind i artiklen på et tidspunkt).

Det første jeg observerer i bybilledet, er absurd mange polterabender. Et par festivalgæster forklarer mig, at det er meget almindeligt, at gifteklare mænd, kvinder og deres slæng trækker ud af storbyerne for at skeje ud i en weekend i den liberale kystby, der også er et af Europas største samlingssteder for homoseksuelle og LGBT communities. Som i enhver engelsk by med respekt for sig selv er der naturligvis også fyret op i samtlige pubs i byen, og værtshusene ligger nærmest på hvert et gadehjørne, så med The Great Escape festivalen oveni hatten, er det virkelig en by med gang i.

The Great Escape er en såkaldt venue festival, hvilket vil sige, at festivalen foregår på alle lokale koncertsteder, og derfor er hele byen indhyldet i festival denne weekenden. Brightons hovedvej er befærdet med musikere, journalister, branchefolk og et engageret publikum, og det føles på mange måder som at være midt i musikkens hovedstad.
Som en festival, der tiltrækker et stort opbud af musikbranchefolk (ala Spot Festival) er en koncert på The Great Escape Festival langt fra en garanti for et stort gennembrud, men en optræden på festivalen kan være kraftigt medvirkende til fremtidig succes.
Alle de festivalbookere, pladeselskaber mv. man kan forestille sig står lige rundt om hjørnet og spiser fish & chips, så hvis man er i stand til at lokke dem til netop ens show blandt de 500 officielle programlagte koncerter eller de næsten ligeså mange tillægskoncerten på The Alternative Escape, så er man langt. Derfor har mange spændende bands der har spillet på festivalen igennem årene.

Jeg har i det følgende udvalgt tre bands, som leverede nogle særlige koncerter. Det hører sig til showcasefestivaler som denne, at man ser upcoming bands, der er på et tidligt stadie i deres karriere. Derfor er det ikke sikkert, at alle koncerter går som planlagt. Netop derfor er det sjovt at være tilstede, fordi man kan være heldig at se næste års superstjerne på et lille intimt venue, men man kan altså også risikere at se et band, som falder helt igennem, måske fordi teknikken brænder fuldstændig sammen omkring ørene på dem eller fordi de bare ikke er et godt nok live act endnu.

Her
Her havde på en solrig torsdag formiddag medbragt tydelig spilleglæde samt fransk kækhed og charme. Det forholdsvis lille crowd, der havde fundet den lidt snørklede vej til Vevos interimistiske udendørsscene, blev forkælet af en legende guitar, som med ikonisk gennemtrægnede anslag og enkelte, men definerende rundgange rammesatte koncerten, blev bakket op af en yderst delikat og vuggende bas og diskrete strejf af synth og keys. Koncerten blev leveret med en overbevisende præcision, Jungle værdigt. Enkelte elementer såsom vokal- og synthlyd vækker da også en smule minder om det succesfulde engelske band.

At alle medlemmer i Her havde valgt at iklæde sig et cheesy og matchende bordeaux jakkesæt, og der til tider blev byttet lidt for meget rundt på forsangerrollen og instrumenteringen internt i bandet, gjorde ingenting, da først musikken startede og jeg lukkede øjnene og lod mig rive med af stærke numre som den gyngende ”Quite Like” og den fængende ”Five Minutes”.

Rejjie Snow
Rejjie Snows koncert startede før tid, noget jeg aldrig har oplevet før, men det var nu ret forfriskende at lade Rejjies hypeman gå på inden officiel koncertstart og varme folk op med lidt plader. Udover koncertintroen er fænomentet hypeman nok noget jeg aldrig lærer at elske. Den mindre talentfulde rapper, der står i baggrunden og råber impulsivt med i ny og næ og sørger for at trykke play på backing tracket på dj-pulten.
Rejjie havde på ingen måder svært ved at outshine sit sidekick. Så snart han entrerede scenen, ejede han publikum, som hurtigt fik armene op og råbte med på Rejjies opfordring.
Rejjie er på mange måder den moderne rapper, der er i stand til at skrive fantastiske melodier, i Drakesk luftlag (!). Bare hør hans “Blakkst Skn”, der gæstes af talentfulde Rae Morris. Rejjie mestrer også at skrive hårdtslående hverdagsrim, der til koncerten blev spyttet med attitude. Det var kærkomment at høre ham tage det hele en tand op fra den laid back stil hans udgivelser ellers bærer præg af- bare hør “All Around The World, en signatur sang for Rejjie.

En rapper med så meget melodisk talent kombineret med tekstskrivningens gave skal gøre meget galt, hvis han ikke snart topper den næste store tinde.

Ary
Ary kommer ud af en tid, hvor hun konkurrerer med mange nye artister af hendes slags: nordiske indiepop-darlings. Bare tænk Dagny, Mapei, Say Lou Lou, Tove Lo, Icona Pop, Niki & The Dove og til dels også vores egen MØ. Derfor er det kun mere tydeligt, at Ary er noget særligt, når man ser hende rejse sig over det store brede felt og bide skeer med nogle af de førnævnte.
Hun har den særlige nordic pop lyd, som ikke nødvendigvis passer ind i alle de traditionelle  mainstream kanaler, men som til gengæld – eller netop derfor – er hamrende catchy og medrivende. Fordi det er god sangskrivning pakket ind i dejlig lyd og produktion med en smule kant i finishen.
Koncerten på The Great Escape kunne dog alligevel ikke hæve sig meget over det ordinære, da hendes band ikke formåede at få det forprogrammerede backing track til at skinne nok igennem og det blev derfor en lidt flad oplevelse. Grunden til at jeg alligevel vil fremhæve hende i denne artikel er, at sangene uden tvivl er der sammen med den særegne, til tider Karin Dreierske vokal. Den generte norske pigecharme gjorde hele oplevelsen en tand mere nærværende, selvom Ary til tider druknede i den unuancerede produktion, der måske bare savnede en trommeslager og fuld bandopsætning, selvom det norske folk-talent Fay Wildenhagen på guitar og backing vocals var en glædelig omend stor overraskelse at se i bandet.

Jeg havde en weekend fyldt med fantastiske – og et par mindre gode musikoplevelser. Værd at nævne er også hollandske Amber Arcades, der med sit band stod for en fantastisk cool rockoplevelse, hvilket fik mig til at savne nogle nye stærke danske rocknavne med lidt mere personlighed og mod til at skrive noget unikt og moderne frem for at overforbruge de historiske referencer.

Songhoy Blues var et af de acts jeg havde glædet mig allermest til at se. Med deres moderne take på afrikansk rock er de et forfriskende pust til den alternative europæiske musikscene. Bandet er stormet frem og spillede den efterfølgende aften en udsolgt koncert for 3000 mennesker i Londons Roundhouse.

Pumarosas koncert tenderede til en ørkenvandring for mig, og det er noget man til tider ser på upcoming festivaler, at bands simpelthen ikke har et bredt nok katalog til at spille 30-40 minutter, men i enkelte glimt som eksempelvis med deres ”Priestess” ramte bandet mig lige i solar plexus.

Opdagelsesrejsen til kystbyen bød altså på mange spændende nye musikalske bekendtskaber. Der var nogle klare pletskud blandt det overvælende udbud. Hvis man er nysgerrig efter ny musik og har mod på at bruge en god håndfuld timer på at udforske det tætte program, så er The Great Escape med al sandsynlighed den bedste festival i Europa lige nu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Over undergrunden, under mainstream – lige i hjertet

Gæsteskribent Rasmus Damsholt rapporterer om by:Larm Festivalens stærke nordiske musikoplevelser med kvinder i front. Regnsky vil gerne give læserne et mangfoldigt billede af de bedste nordiske stemmer netop nu, og er derfor stolte af at have Rasmus ude i felten. Rasmus studerer til dagligt Music Management og arbejder som manager for Schultz and Forever og Sekuoia. God fornøjelse med musikken!

bylarm-live-2014-31
Musikbranchefestivalen by:Larm i Oslo præsenterer et præcist øjebliksbillede af, hvor den nordiske undergrundsmusik er lige netop nu, og hvilken retning den nordisk populærmusik er på vej i.

Der gælder det samme for by:larm, som for den danske pendant Spot Festival: der optræder en stor mængde virkelig interessante artister, og nogle få af dem går hen og bliver morgendagens helt store stjerner, f.eks. spillede MØ på festivalen sidste år. I år glædede jeg mig over at opleve mange unikke og ambitiøse musikalske projekter, hvoraf en stor del af disse har kvinder i front.

Den sidste kendsgerning vil jeg gerne bruge til at sætte en fed streg over en italesat fordom, som længe har været påstået af debattører og selvudnævnte eksperter i musikbranchen. De har længe hævdet, at der er mangler kvinder, som spiller guitar, bas, trommer og i det hele taget indtager andre roller i musiklivet end som den forudsigeligt uskyldige sangerinde. Det var en fantastisk oplevelse at se disse standpunkter blive bragt fuldstændig til skamme på by:Larm. Da jeg planlagte, hvilke koncerter på festivalen jeg ville gå til, og efterfølgende udvalgte de bedste oplevelser, var det, med undtagelse af Jaakko Eino Kalevi og Andre Bratten, udelukkende acts med kvinder i front, som havde imponeret mig.
Og det er altså over en hel weekend med et tocifret antal koncerter i hukommelsen.

All We Are stillede op med et setup, der hurtigt sendte mine tanker mod The XX. Dejlig simpelt og skåret ind til benet. Guitar, bas og elektroniske trommer. Med Guro Gikling sublime basgange i front, skabte hun grundlaget for sangene, hvor guitar og trommerne i baggrunden fungerede som lydlandskab, der gav hende mulighed for at folde sig ud. Til tider i en catchy og poppet retning, men andre gange blev kompositionerne mindre ligefremme. Det tillod større udskejelser at snige sig ind i settet, og sågar afstikkere mod et mere houset udtryk blev præsenteret. På toppen af de spændende sange lagde de tre bandmedlemmer unikke vokalharmonier, og sådan viste All We Are tydeligt, hvor simple komponenter musik kan bestå af for stadig at fungere sublimt live. 

Farao – Tell A Lie

Til koncerter har charmerende Kari Jahnsens musikalske alias Farao et fire-mandsorkester med sig. Men det var Jahnsens vokal, sangskrivning og guitar, som var det naturlige centrum for koncerten. Det er tydeligt, at inspirationerne kommer fra americanafolk, men Jahnsens guitarspil overrasker og suppleres af originale, ganske moderne trommefills. Jeg gik fra koncerten med en forbløffelse over Faraos bevis på, at det i 2014 stadig er muligt, at præsentere et originalt take på folk pop.

All We Are og Farao er nye lovende kvinder fra den norske, alternative pop-skole. Jenny Wilson er for længst blevet student fra den svenske pendant. Hvilket er et meget fint symbol på Sveriges plads på den internationale musikscene, hvor Sverige traditionelt set har været langt foran de andre lande i norden. Men de seneste par år har resten af de nordiske lande faktisk formået at hente lidt ind på vores svenske broderlands forspring. Der er stadig lang vej igen, da Sverige tydeligvis kan blive ved med at spytte talentproducere og -sangskrivere direkte ind i en mainstreammusikkens pulserende åre.

Jenny Wilson – Battle with God

Ralf Christensen, musikredaktør på Information, beskriver det således overfor mig, da jeg møder ham i Oslo: ”Sverige er en pop industri. De er så gode til at skabe skelsættende musikere. Der findes slet ikke undergrundsmiljøer på samme måde i Sverige, som der eksempelvis gør i Danmark.” I Sverige producere de så at sige eksportklare popmusikere fra bunden. Heldigvis har disse tit massere af kant som eksempelvis Robyn, The Knife og altså by:Larm-aktuelle Jenny Wilson.
Jenny Wilsons koncert på by:Larm føltes, da også som en selvsikkert leveret magtdemonstration. På trods af det skrabede set up, kun med keys (til tider skiftet ud med guitar) og trommer til at bakke Wilson op, gav koncerten et langt mere voluminøst indtryk. På backtracket hamrer synths derudaf, bakket op af et sæt gennemslagskraftige live-keys. For mig gik det hele gik op i en højere enhed, når Wilsons gennemtrængende vokal bragede igennem. Wilson er uden tvivl i sin egen liga, og det gav et gib i mig, da hun slap sig selv løs og skreg ”Run Away!”
Wilsons nye materiale passede fremragende til den store setting på Sentrum Scenen i de senere aftentimer. Koncerten foregik i et overrumplende højt tempo, og det gamle materiale blev på velfungerende vis hevet op på et nyt energiniveau i livesettet. På den måde fik Wilson på flotteste facon bundet sit mere eftertænksomme popbagkatalog sammen med sin nyeste plade Demand The Impossible!, hvilket ikke er et nemt kunststykke, da udgivelserne ikke ligefrem ligger i direkte forlængelse.

Guro Gikling, Kari Jahnsen og Jenny Wilson gav alle fantastiske koncerter i Oslo. Med hver deres projekt bevidste de over for mig, at kvinder i nutidens musikbranche både kan fungere som det centrale musikalske/instrumentale omdrejningspunkter, som mere traditionelle frontfigurer og som altoverskyggende egoer.
Det var bare tre af de bedste oplevelser. Jeg overværede også fantastiske koncerter med Zhala, Ice Cream Cathedral, Sumie, First Aid Kid, Naomi Pilgrim og Emilie Nicolas. Dertil er Danmarks Baby in Vain, Kill J og Linkoban jo altid garanter for forrygende koncertoplevelser.

Baby In Vain

De tre danske piger i Baby in Vain var et af de varme navne på årets festival. Pigerockbandet gider slet ikke udtale sig om deres køn, fordi de ikke synes, det er afgørende for deres musik, at de er piger. Publikum skal først og fremmest lytte til musikken. Det irriterer de tre piger, hvis publikum eller anmeldere vurdere dem med udgangspunkt i deres køn.
“Jeg har aldrig følt, at nogen vurderede på baggrund af mit køn” fortalte Sarah Jones, der spiller trommer i Hot Chip, Bat For Lashes og Bloc Party m.fl. sidst hun besøgte Danmark. Under et interview på et symposium i København blev hun konfronteret af interviewer Henrik Marstal (lektor, debattør m.m.) om hendes køn. Det virkede som om Jones var uforberedt på spørgsmålet, og ikke havde lyst til at tale om det. Hun synes ”ikke det er relevant”, fordi hun aldrig har følt, at nogen vurderede hende på baggrund af køn. Hun har tydeligvis heller ikke haft problemer med at få spillejobs, fordi hun er en fantastisk trommeslager. De bands, hun har spillet i, har skulle hyre den rette trommeslager, og så kan kønnet heldigvis være fuldstændig lige meget for de fleste.

I Sverige gik Arkiva Festival så langt som at indføre kvoter for kvindelige optrædener. Således at halvdelen af de optrædende skulle være kvinder. En meget politisk metode, som trækker ligestillingen tilbage et sted, hvor den bliver tvunget ned over hovedet på musikere og publikum. En fuldstændig forkert tolkning af, hvordan kvindelige musikere som Sarah Jones og Baby in Vain gerne vil behandles. Nemlig på lige fod med mænd. Branchen skal ikke skabe et problem eller italesætte noget, der ikke behøver at være problematisk. Hvem har lyst til at spille på en festival, fordi man er blevet favoriseret på baggrund af ens køn?
Man kan ikke lade være ved at stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet forskelsbehandles eller er dårligere vilkår for kvinder, som spiller musik. Der har indtil nu været færre kvindelige etablerede musikere end mænd, men netop derfor betyder det vel, at der ikke skal indføres kvoter eller forfordeles på baggrund af køn? Det virker til, at det ikke er her indsatsen, kritikken og debatten skal ligge. I stedet burde man kigge på, hvorfor færre piger spiller musik. Og de tiltag findes heldigvis allerede i folkeskoler, ungdomskoler mv. Resultatet af dem kunne mærkes på by:Larm i år og senere på foråret på aarhusianske SPOT Festival.

På by:larm har jeg talt mig frem til, at 45 ud af i alt 111 optrædende bands havde kvinder i front. Dertil kommer alle de bands, som har kvindelige bandmedlemmer. Det er næsten halvdelen. SPOTs offentliggjorte navne tæller lige nu 19/45 med kvinder i front. Også tæt på halvdelen.
Det skal ikke kun handle om antal, da man skal passe på at gøre kreativitet op i antal, statistikker, stjerner, hjerter og andre målbare egenskaber. Men det er alligevel en indikator på, hvor vi er i dag. Kritikken af manglende kønskvotering har tidligere regnet ned over Roskilde Festival, men mon ikke, at den som etableret festival nok skal komme efter det, og lige nu blot ligger et par år bag branchefestivalerne.
Kønsdebatten i musiklivet er et farligt vand at bevæge sig ud i. Især fordi den er båret af politiske motiver. Men på by:Larm viste de stærke optrædener, at realiteterne ser anderledes ud i undergrunden end hos de kønskvotebegejstrede og -diskuterende etablerede aktører. Der er brug for, at de mange debattører blinker de fastlåste perspektiver væk fra synsfeltet og i stedet ser på tendenserne, de nye (kvindelige) artister så overbevisende er ved at gøre til realiteter. by:Larm 2014 var kvindernes festival.

Oplev en lang række af de navne nævnt i artiklen på årets SPOT Festival den 1-4. maj i Århus.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

På opdagelse i det europæiske vækstlag

Gæsteindlæg: Vi har endnu en gang sendt Rasmus Damsholt sydpå – nærmere bestemt til en af de branchefestivaler, der udgør Europas vinterlige oversvømmelser. Januar dedikeres til den største af dem: Eurosonic i Holland. Rasmus arbejder til daglig på pladeselskabet Tambourhinoceros, er manager for hyper-aktuelle og hypede Schultz & Forever og har tidligere været tilknyttet Frost Festival, Volcano og teaterkoncerten Hey Jude.

I Groningen, Holland bor man på flydende hoteller forklædt som husbåde, man får serveret verdens mindste fadøl, og man ser flere cykler per indbygger end i København. Udover det så finder man hvert år i januar måned den yderst dedikerede Eurosonic Noorderslag Festival. En musikfestival fyldt med masser af tro, håb og også en god portion kærlighed.

Den ellers så afslappede lokalbefolkning må en gang om året leve med, at håbefulde unge bands, smarte hipsterbloggere og erfarne musikbranchefolk indtager deres by for en uge i den nye musiks tegn. For Eurosonic betegnes som den største såkaldte ”showcase festival” i Europa. En showcase er en koncert på halv time til 45 minutters varighed, sat op for at artister og bands kan vise sig frem for pladeselskaber, festivaler og andre relevante personer. Alle dem som man gerne vil vise, hvad man kan, deltager i Eurosonic. Derfor er der hård kamp om pladserne på Eurosonic Festivals program, og derfor altid et skarpt line-up – et line-up, der stiller skarpt på morgendagens stjerner.

Ingen Rihanna
Eurosonic Festival skiller sig ud fra andre festivaler på mange måder . En af de mest iøjenfaldende forskelle er, at der ikke bliver lavet en traditionel festival plakat, hvor alle navnene er listet op i forskellige skriftstørrelser, alt efter hvor store de defineres at være. I bedste idealistiske stil fungerer Eurosonic Festival efter princippet ”alle-bands-er-lige-meget-upcomming”, så der er ingen store navne til at trække billetsalget. Eurosonic er en pakke, hvor man må stole på indholdet, når man køber sin billet. Selvom navne som Jake Bugg og C2C måske alligevel har tryllet et par ekstra armbånd på de hollandske arme.

200 forlommer
Der er ingen tvivl om, at det almindelige publikum er til for at få forretningen til at løbe rundt. Branchefolkene kommer i første række over det hele. Det ses tydeligt i det kæmpe lukkede konferencecenter, der til lejligheden er indrettet med cafeer, konferencelokaler, speedmeetings og meget andet, hvor venner og kollegaer i musikbranchen på tværs af landegrænser kan mødes.
Men det vildeste eksempel på at Eurosonic tager ordet ”branche” meget alvorligt, blev for mig, da jeg var på vej til Jake Buggs koncert.
Jeg bliver mødt af en mange meter lang kø. Men køen er delt op i to rækker. En række for ”almindelige mennesker”, og så en for akkrediterede. Så jeg slanger mig ind med mit pressekort og kan med en smule skamfølelse overhale de småmopsede hollændere, som sandsynligvis aldrig fik hørt det engelske vidunderbarn. 200 forlommer på få sekunder er en lidt blandet følelse.

En anden sjov gimmick, der er lavet på forsøgsbasis, som er lige sej for branche, som for almindelige koncertgængere, er at alle festivalarmbånd er udstyret med en chip. Den lille fætter registrerer alle de koncerter og konferencer jeg er til, så hvis hele ens aften skulle være skyllet ud i al for små fadøl, så vil en venlig mail dagen derpå genopfriske ens hukommelse med hvad man hørte den foregående aften. Fantastisk – og så kan Eurosonic samtidig måle præcis hvor mange publikummer, der har været til alle koncerterne. Spændende at se om Danmarks egen showcase festival, Spot Festival, har været nede og hente inspiration i Eurosonics tjekkede add ons.

Jake Bugg
Eurosonic Noorderslag har som filosofi ikke at have headliners, alle acts er på vej op, ingen er større trækplastre end andre. Dog må en kun 18 årige Jake Bugg, trods Eurosonics idealistiske filosofi, betragets som et af dette års hovednavne. Med sin karakteristiske stemme og sin naive og oldschool tilgang til at skabe musik, der lyder som var det skrevet og indspillet i 60´erne eller endnu før, overrasker det ikke, at der denne aften er flere til stede, som sandsynligvis har oplevet 60’erne på egen hånd, selvom Eurosonics publikum almindeligvis afspejler, at Groningen er en universitetsby med en lav gennemsnitsalder.
En lang kø foran spillestedet indikerede, at forventninger var store, men Jake Bugg indtog noget ubekymret scenen. Publikum holdt ikke deres glæde tilbage, da han uimponeret leverede sine skramlede hits ”Lightning Bolt” og ”Two Fingers”, flankeret af sin guitar i samspil med trommer og bas. Hvis den unge Bugg bliver ved med at skrive nyklassikkere som de to førnævnte, så er der ingen tvivl om, at han nok skal få sig en plads i historiebøgerne, som ham der genopfandt en genre, få før ham har turde tage frem igen. Så er det spændende at følge med i, om han slavisk forfølger sine inspirationskilder, eller om han samler sig og finder sin egen retning, der kan sikre flere fremragende numre. Lige nu lyser han dog som et af de største engelske håb længe.

Juveniles
På festivaler som denne, hvor man – ligegyldig hvor indie og opsøgende man er – ikke kender halvdelen af programmet, så prøver jeg mindst en gang om dagen at gå til en koncert, hvor jeg ikke kender artisten. Det har givet mig nogle ret pudsige koncertoplevelser – eksempelvis på Roskilde Festival, hvor jeg især har fået nogle specielle oplevelser, da en decideret verdensscenen eksisterede, og man kunne blive overrasket af 20 saxofonister eller en kæmpe improviseret balkanfest.
Torsdag aften trådte jeg ind på den lille scene, på spillestedet Simpleon og blev næsten blæst helt ud igen af en smittende charme og energi, som jeg ikke har set magen til siden Turboweekend var på deres højeste.
Juveniles forsøger ikke at flygte fra den sterotype forestilling om fransk electropop. Hvorfor også gøre det, når det fungerer med sød 80’er synth og catchy basgange krydret med håndspillede effekter?
Men dybden og originaliteten i kompositionerne var stadig ikke helt på plads. Nede i publikumsrækkerne kunne vi godt mærke, hvor Juveniles ville hen, og vi ville gerne med, men vi kunne ikke helt følge med. Der var godt tryg på, oppe på scenen, men det blev til tider en monoton lyd, som smed os en lille smule af.
Hvis Juveniles får arbejdet på at gøre deres lyd mere nuanceret, og holder den gode liveenergi, så er jeg ikke i tvivl, at vi kommer til at se dem snart igen. Måske med en koncert i Danmark?

Ewert and the Two Dragons
Bandet formåede at fylde den store Maschinefabrik, selvom det er et af de venues, der ligger længst væk fra Groningens centrum. Publikum var tydeligvis kommet med store forventninger, og de estiske gutter kvitterede med et ni mand stort orkester – lidt af en kontrast til de ellers så direkte og skarpe indspilninger.

Albummet Good Man Down er en forfriskende omgang folkpop, med sange som er svære ikke at nynne med på.
På indspilninger er der ikke meget at klandre bandet for, men Ewert og hans band mangler måske stadig at finde deres stil live.
Jeg er helt sikkert på, at vi med afsæt i Good Man Down kommer til at høre mere til Ewert, men live blev de så fine numre lidt for storladne og prætentiøse – det overskyggede desværre de gode melodier. Numre som “Jolene“, “(In The End) There Is Only Love” og “Good Man Down” blev leveret med sikkerhed og uden violin, blæsere og jazztrommer, som i andre sange føltes som unødigvendigt fyld, der kun forstyrrede den gode sangskrivning. Det er ikke en opfordring til, at musikere skal præsentere præcis det som publikum forventer, men der må være en mellemvej mellem total naivitet (nogen gange nærmere arrogance over for publikum) og så det sikre. Men herfra skal lyde en stor anbefaling til at lytte til Good Man Down, og så må man håbe på at Ewert and the Two Dragons har fundet formlen live, når de forhåbentlig snart gæster Danmark.

Den er der næsten
Fælles for Juveniles, Jake Bugg og Ewert and the Two Dragons, er følelsen af ”at den næsten er der”, og sådan var følelsen generelt på hele festivalen. Men da jeg så det næste act, så var jeg ikke i tvivl om, ”at den allerede ER der.” Og mere til:

C2C
DJ-kollektivet er for mig at se det sikreste kort Eurosonic spillede på dette års festival, og der venter årets Roskilde Festival publikum et sublimt liveshow, når de fire turntable magikere bringer til sommer bringer publikum i gennem så forskellige genrer som hiphop, funk, soul, jazz og dubstep. På Eurosonics største scene, Cathedral, fyrede C2C den af torsdag nat. Ved første øjekast havde C2C medbragt et ret simpelt set up: fire dj-pulte med lidt visuals på forsiden af podierne. Men sammenspillet mellem lys, visuals og lyd fungerede fantastisk godt. Når de fire optrædende så samtidig havde små indøvede og diskrete koreografier, så bevæger vi os i grænselandet mellem show og koncert.

Men det må have været tydeligt for enhver, også selvom alle lige er blevet skræmt i deres grundvold af Beyoncé singback, at de her drenge spillede deres set live. Hvis man skal forklare, hvad publikum kan forvente til et C2C show, så var vi i Cathedral-teltet vidner til Den Sorte Skole med ekstra dimension af levering og udadvendthed. Fire fyre, som formår at inddrage publikum på en helt anden måde, med visuals som passer til rytmen, og dj’s, der bytter plads og med store armbevægelser hele tiden viser, hvem der gør hvad, så man kan føle musikken på en helt anden måde, end når en dj står sammenkrøbet over pulten og fedter med at få et mix til at passe. Dermed ikke sagt, at det også kan være helt retfærdigt, at være total indadvendt ved pulten, men der var noget originalt, friskt og især bredt appellerende ved C2Cs optræden.
Der, hvor showet kammer en lille smule over, er da gruppen pludselig hopper frem foran pulten og springer ud som MC’s. De rapper Beastie Boys for at hylde Adam Yauch, men her synes jeg så, at vi er ude i noget, der mere ligner et billigt plagiat, frem for de ellers så opfindsomme samples, mixes og nye numre, vi blev præsenteret for tidligere i settet. Følelsen var helt klart, at de skulle være blevet bag skranen. En blasfemisk fornemmelse nærede mig også, i en genrer, som jeg tidligere var imponeret i, som jeg ellers ikke føler mig hjemme i. Det skal dog siges at publikum var helt med hele vejen og sagtens kunne have klaret en time mere af samme skuffe.
Flere gange står der på min notesblog, at det her crew uden tvivl bliver det næste store. Og hvis jeg i anledningen af at Eurosonics store branchedel skal tillade mig at tage de briller på, så vil jeg, gerne tage hatten af for den person, som har set de firedobbelte vindere af VM i hold scratch og tænkt, at her er der både hit- og livepotentiale. Respekt for det – denne gruppe kommer til at ramme verden, som et frisk pust og modsvar til den kedelige og umusikalske EDM (electronic dance music), hvor hjernedøde navne som Swedish House Mafia og Deathmau5 leverer liveoptrædener for tusindvis af mennesker, hvor det stort set bare er en press-play performance, blottet for musikalsk levering, og hvor det hele bliver tabt i showet.
Her fik vi faktisk en oplevelse af originale og håndspillede mix.

Imponerende dansk line up
Det danske line up i år talte Broken Twin, MØ, Rangleklods, Indians, Lukas Graham, Nelson Can, The Good The Bad, Turboweekend, Efterklang. Disse artisters niveau giver en god indikator på, hvor ambitiøs en festival Eurosonic er. Men endnu vigtigere fortæller det danske line up også om, hvor stor talentmasse vi har i Danmark i øjeblikket, når man kan stille med en så lang række seriøse bud på acts, som har potentiale til at slå igennem i udlandet meget snart.
Jeg vil ikke gå i dybden med de danske artisters optræden, men der var nogle fantastiske præstationer i Holland, og jeg vil klart anbefale jer de danske faner fra Holland. Især anbefalelsesværdig var Efterklang og MØs optrædener.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

En reportage fra Reeperbahn Festival 2012: Ny musik og en gammel luder

GÆSTEINDLÆG: Vi sendte Rasmus Damsholt til Hamborgs Reeperbahn Festival. Bevæbnet med blok, kuglepen og et sæt ører med en fandens god evne til at spore talentfulde upcoming bands, har han vurderet 2012-udgaven af den tyske festival.
Rasmus er til dagligt manager for bandet Schultz & Forever, praktikant på pladeselskabet Tambourhinoceros og har tidligere været tilknyttet Volcano og Frost Festival.

Jeg går spejdende ned af Reeperbahn, jeg kigger efter et skilt eller et andet tegn, som kan hjælpe mig med at finde spillestedet, jeg leder efter. Jeg er som så mange gange før denne weekend på jagt efter et lille koncertsted på den berømte gade i Hamborg.
På vejen passere jeg både en sexbutik, et casino, en ølstue, en karaokebar og pludselig midt mellem en blanding af sexturister, fodboldtilhængere fra klubben St. Pauli og unge hipstere finder jeg det venue, jeg er på udkig efter.
Sådan er det hver gang, man skal finde et af de godt 30 koncertsteder på Reeperbahn Festival, festivalen som igen i år er rykket ind i Hamborgs lumre red light district. Alle beværtninger, som kan presse en scene og et lydanlæg ind, har livemusik fra Reeperbahn Festivals officielle program på menuen. Over 200 koncerter byder de tre dage på, så der er nok at se til for de mange internationale musikbranchefolk, journalister og almindelige musikentusiaster, som strømmer til Reeperbahn Festival for at finde fremtidens stjerner. Den ambitiøse festival har nemlig fået ry for at være en af de festivaler i verden, der er allerbedst til at præsentere morgendagens stjerner.

Derfor er det meget eftertragtet at få lov at optræde på Reeperbahn Festival, og mange håbefulde bands ansøger hvert år for at komme med i den tyske festivals program, der kan være netop den døråbner og øjenåbner i forhold til den opmærksomhed fra koncertarrangører, bookingagenturer, festivaler, pladeselskaber m.fl. fra hele verden, som nye bands har brug for.

I år er Danmark også rigtig fint repræsenteret med Rangleklods, Vinnie Who, Indians, Boho Dancer, Let Me Play Your Guitar, Veto, The Floor Is Made Of Lava, Veto, Asbjørn, Lukas Graham, I Got You On Tape, Dad Rocks!, Spleen United, The Asteroids Galaxy Tour, The Rumour Said Fire, The Eclectic Moniker og Reptile Youth. Lørdag aften viste det sig tydeligt, at vi har god grund til at være stolte af den spirende danske musikscene i øjeblikket, da en meget lang kø på flere hundrede mennesker hurtigt etableret sig foran stopfyldte Indra, der dannede rammen om ”Danish Night”, hvor en håndfuld af de Danske band får lov til at vise det tyske publikum, hvad de er lavet af, hvorfor de har succes herhjemme og selvfølgelig bevise, at de er klar til at slå igennem internationalt.

La Femme – Sur La Planche


Jeg finder endelig frem til Knust, som er et af de mere almindelige spillesteder Reeperbahn Festival har indtaget. Her spiller François and the Atlas Mountains. Jeg er spændt på samme måde til denne koncert, som jeg har været det til de foregående jeg har været til på dette års Reeperbahn Festival. Jeg er spændt, fordi jeg ikke aner, hvad der venter mig. Som da jeg fredag aften gik på opdagelse i den trashede Molotow Bars stopfyldte kælder og blev blæst bagover af det unge franske band La Femmes charmerende og skramlede indiepop.
Med al deres energi, legesyghed og spilleglæde kom La Femme virkelig til deres ret live og jeg blev straks forelsket i den mystiske og dybt sexede forsangerinde, hvis navn jeg ikke har kunne researche mig frem til efter jeg er kommet hjem, men som tog teten og førte forestillingen an.
Det meste fungerede denne aften for La Femme, som det ene øjeblik kunne lade et nummer gå op i dobbelttempo på få sekunder og kort efter lave en fuldstændig uventet overgang mellem to numre. En overgang, der egentlig ikke burde kunne lade sig gøre. Men La Femme havde publikum i deres hule hånd, og de opstemte koncertgæster forsøgte at mase sig frem i den bagende ovn af en kælder. Festen ville ingen ende tage og med ”Sur La Planche” som det retro-catchy højdepunkt, kogte de unge tyskere næsten over og leverede i hvert fald eftervarme nok til at baren kunne køre videre mange timer efter koncerten.

Netop denne følelse af at kunne blive overrasket så positivt er det, der driver mig til at gå til et tocifret antal koncerter hver dag på Reeperbahn. Men ligeså imponeret man kan blive, ligeså skuffet kan man også blive, når man træder ind til et band som Last Dinosaurs, der mest af alt lød som et utight efterskoleband, som lige var trådt ud af øvelokalet. Og det er en af de åbenlyse faldgrupper ved at hyre unge og uprøvede bands, uden den store liveerfaring, og som måske skal bruge flere år på at opbygge deres evner på en scene. Men også mere etablerede navne som Jonathan Boulet skuffede fælt ved en punkteret og rå liveudgave af de ellers legende og opfindsomme kompositioner, han er kendt for. Hvis man lyttede rigtig godt efter kunne man høre de fængende melodier, men de forsvandt hurtigt i et lydhelvede på natklubben Moondoo, hvor også publikum ret hurtigt forduftede. Det store rum var næsten tomt, da den ellers så formidable ”A Community Service Announcement” blev leveret på samme uinspirerede vis som resten af settet.

Joathan Boulet – A Community Service Announcement

Andre acts som Islands optræden fejlede ved ikke helt at have forstået, at en koncert på Reeperbahn Festival ikke bare er endnu en koncert på turnéen, men rent faktisk en branche-showcase koncert, hvor man ikke bør spille en mere end en time plus to ekstra numre, hvor det ene endda var et kikset cover af Ray Charles, indledt med ordene ”Sorry if we fuck it up”.

Ligesom med Islands faldt også de amerikanske überhypede Best Coast ned i den farlige grøft af ligegyldighed, hvor man som publikum føler, at det optrædende band har sat deres koncert på autopilot. Det blev illustrativt for min oplevelse af Reepebahn Festival, som har mantraet at der ikke bliver differentieret på samme måde mellem store og små navne som andre festivaler normalt gør. Således er der ikke en hierarkisk fordeling af navnene i forskellige størrelser på plakaten eller fremhævet nogle navne specifikt i presse for at trække publikum til.
Den nærhed og nerve som jeg manglede i de etablerede navne, fik jeg så til gengæld leveret af de upcomming navne, heriblandt tidligere nævnte, men så sandelig også Francios and the Atlas Mountains, Charlie XCX og Electric Guest.

Førstnævnte spillede selvsikkert sange, primært hentet fra deres nyeste album E Volo Love fra 2012, men med spændende elementer lagt ovenpå albumudgaverne. Man følte sig hele tiden godt underholdt af bandets sjove livedetaljer, som bl.a. var at medbringe en række ret særprægede instrumenter, som underlige rasleæg og bongotrommer, og hele tiden at skifte instrumenter bandmedlemmerne internt. Publikum var også henrykte, da de franske drenge brød ud i charmerende synkronhop- og dans.

Francios and the Atlas Mountains – Les Plus Beaux

Charli XCX er den meget karismatiske 19-årige Charli, der mest af alt ligner et gadekryds mellem Alice Glass fra Crystal Castles og Marina and the Diamonds med det pæne pige-look indkapslet i sort make-up. En pæn vokal, som står i kontrast til det dystre electrounivers Charlie XCX ellers bevæger sig i. Selvom det tydeligt var Charlis show, så havde hun medbragt en meget kompetent trommeslager og en synthmager, som fik Charli XCXs slæbende electro til at fremstå meget reelt. Efter en lidt sløv start fik Charli virkelig sunget sig selv og publikum op under koncerten, det var som om, at hendes selvtillid og mod fik et løft for hvert vellykket nummer og bifald. Koncerten kulminerede således i et vanvittigt cover af Gold Pandas ”You” samt egne indiehits som ”You’re The One”, ”Nuclear Seasons” og ”Stay Here”, hvor Charli XCX virkelig trak stikket hjem, især med sætningen ”I’m going to dance like you have never seen anyone dance before” ytret mellem de to sidste numre, fik hun publikum til at stemme i med dans. Alt i alt en dejlig forløsende oplevelse at se et band, der live kan leve op til de gode produktioner på udgivelserne.

Charlie XCX – Nuclear Season

Electric Guest lukkede og slukkede Reeperbahn Festivals musikprogram lørdag aften på Uebel & Gefärhlich, der udefra mest af alt ligner en høj grå klods af en gammel bunker, hvor der på 4. sal ligger et stort spillested, som Electic Guest denne aften fyldte med indiepop af bedste skuffe.
Frontmand Asa Taccone ligner lidt en ung og meget lille udgave af Enrique Iglesias og indtog faktisk også scenen med ligeså stor selvtillid, og det kan man godt forstå, når man har et så tight band med sig. Det kræver ellers noget at holde tungen lige i munden, imens de ret komplicerede popkompositioner i et højt tempo drøner derud af. For mig blev koncerten højdepunktet for Reeperbahn Festival 2012, og jeg glemte næsten at tage min blok op og notere noget, fordi jeg ikke kunne lade være at danse med til Electric Guests latterlig catchy sange fra debutalbummet Mondo, som jeg ikke synes indeholder en eneste dårlig sang.

Og på den måde sluttede mit Reeperbahn med et af de bands som festivalen måske i fremtiden vil kunne profilere sig på at have været med til at skyde ud over rampen, eller i hvert fald have opdaget dem på vej op.

Electric Guest – This Head I Hold

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.