Lige børn leger bedst, men Steve Lacy har det sjovest

Det blev besluttet, at vi ikke måtte tage vores egne billeder til koncerten. Vi har valgt ikke at bringe et pressefoto af Steve Lacy, da vi gerne vil forbeholde os retten til at bringe vores egen fortolkning af koncerten.

Steve Lacys udgifter til musikere er ret minimale, når han skal indspille. Faktisk står han selv for alle instrumenter og al sang. Og det fungerer glimrende. Det er bare ikke så nemt live. Hvordan løser man så lige det, hvis man vil undgå at være ham gademusikanten på strøget, der spiller hi-hat ved at banke foden ned i jorden mens han panfløjter derudaf i en sand rædsel? Jo, det mest oplagte ville nok være at hyre et band. Men Steve Lacy, der også er en del af The Internet virker ikke til at have nogen lyst til at være konventionel. Han vil lege.

Med sig har han to mennesker: en DJ og så en fyr, der hjælper ham med at udskifte instrumenter løbende. Så foregår det sådan, at Steve Lacy tager sig af ét instrument ad gangen, mens DJ’en sørger for at resten af det indspillede materiale bliver sendt ud af højtalerne. Men der er stor forskel på, hvordan det virker. For når Lacy står alene med mikrofonen, så falder han igennem. Vokalen er simpelthen for lav, og selvom han egentlig har en lækker stemme, så kan han ikke nok med den til at redde et nummer, hvor han bliver overdøvet af sit eget backing track.

Løbende får han stukket nye strengeinstrumenter i hånden, og det går klart bedst med bassen. Det er tydeligt at se, at den er hans foretrukne legetøj. Hans i forvejen smittende smil bliver bredere, og han begynder flere gange at løbe en form for æresrunde på scenen. Det ligner nærmest, at han lige skal have brændt lidt krudt af, som et barn på legepladsen, der har for meget energi. Og det er bare for ikke at tale om selve musikken, for han kan sgu godt finde ud af, at strikke en funky bassline sammen. Sjovt nok fungerer det allerbedst på nummeret Playground, hvor Lacy for første gang får rigtig fat i publikummet.

Lacy vil gerne det hele, og det er både på godt og ondt, for nogen stor rapper bliver han nok aldrig. Det bliver til et par middelmådige vers over trap-drops, der lyder som om, de er copy-pastede fra et af Spotifys top 10 mest afspillede numre i 2018. Når han så også glemmer, hvornår droppet kommer i sin egen sang, bliver det ikke bedre af det.

Men gadedrengecharme kan sgu redde meget, og når han så indrømmer sin fejl, starter forfra med et skævt smil og en lille løbetur rundt på scenen, så skal man ikke have meget fantasi for at kunne leve sig ind i det alligevel.

“Come on, get a room.”, råber han ned, til hvad man må gå ud fra, er et mundvandsudvekslende par, der står midt i salen.

“Your’e making everybody uncomfortable. I would kiss at a Steve Lacy concert too, i get it, but come on.” Det er den slags kækhed, hvor man tilgiver ham, på trods af, at man står og spekulerer over, om han mon tiltalte parret i første omgang, bare for at fremhæve, at folk bliver kåde, når spiller på guitaren. Det er den frækhed, der redder mange af de stykker, hvor musikken ikke for alvor slår igennem.

I det store hele er Lacys koncert lidt som det Dark Red, som han også slutter af med. Hvor det under koncerten handler om noget teknisk, så er det teksten til Dark Red, der er en smule banal. Men samtidig er der noget forbandet medrivende over den umiddelbarhed, der sammen med den muntre og sommerlige guitarpop kan gøre selv børnehavens sureste pædagog i godt humør.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Maribou State spiller bare bedre en sommerdag på Apollo

Maribou State i Pumpehuset – Foto: Laura Fromm

Der er noget storslået, kraftfuldt og overbevisende over britiske Maribou States hårdtslående dancemusik. Måden de blander keyboards og mixerpulte med guitar, tung bas og (conga)trommer. Noget der torsdag aften fik mig til at bestige Pumpehusets stejle trapper med tårnhøje forventninger. Forventninger, der til min store skuffelse blev knust i lidt for mange letkøbte backing tracks, klapsalver på kommando og et skødesløst snakkende og snavende publikum.

En let summen brummer gennem luften og blander sig med noter af røget græs. 600 mennesker er mødt op i Kransalen for at opleve de britiske legekammerater Maribou State på deres første liveoptræden i København. Koncerten har for længst meldt udsolgt, og dette kan skyldes tre ting:

For det første blander elektro-kvartetten traditionel housemusik med håndspillede instrumenter og skaber en eksotisk palme-vibe, der er den perfekte akkompagnatør til forårets komme.

For det andet udsendte de sidste efterår albummet Kingdoms in Colour der med en sværmende opbyggelig rytmik, elektronisk genklang og bastunge lyde overgår debutalbummet Portraits, som også er en yderst elegant og stemningsfuld skæring.

For det tredje gæstede de Roskilde Festival sidste sommer og fyrede op for Apollo med musikalsk magi akkompagneret af solens varme stråler og Orange Feeling-eufori. Jeg husker koncerten som værende en altopslugende oplevelse, og det er blandt andet derfor, at mine forventninger svæver med skyerne inden koncerten.

Desværre klasker mine forventninger mod gulvet i samme stil som regndråberne fra sidste uges bibelske uvejr. I denne anmeldelse må jeg desværre bytte Regnskys slogan ”Danmarks sødeste musikblog” ud med ”Danmarks ærligste-” eller ”ærgerligste musikblog” ….

Maribou State virker mekaniske og fraværende fra de træder ind på scenen, til de forlader den. Sætningen: ”Copenhagen, how are you. Thanks for coming down” virker ligeså falsk som de mange backing tracks, der dominerer størstedelen af repertoiret på aftenens spilleliste. Det eneste autentiske ved bandets éntre er, at den korte intro-speak bliver givet ved en tyk britisk accent.

Den lette summen fra publikum forvandler sig under koncerten til en decideret snak, og min sidemand har tilsyneladende travlere med at snave kæresten i gulvet og lave sigøjnerfagter med armene end at Være.her.nu. Den manglende koncentration blandt publikum kan både skyldes, at der er blevet taget lidt for meget coke, eller at Maribou State simpelthen ikke henvender sig til sit publikum.

Trommeslageren befinder sig under hele koncerterne i et sjæleløst hjørne af scenen. Han sidder isoleret med høreværn og koncentrerer sig om at holde rytmen til de mange backing tracks. Det er tåkrummende, da bandets medlemmer hele fem gange appellerer til, at publikum skal klappe med på deres pre-optagede synthesizer rytmik, og at Maribou State nærmest formår at hylde sig selv mere end publikums ’klap på kommando’-bidrag.

Til gengæld opvejer den britiske sangerinde Holly Walker den tamme stemning med sine lyse vokaler og smil, der vidner om, at hun har lyst til at stå på scenen. Hendes stemme minder mig om en ung Christina Aguilera, der både mestrer de mørke og de lyse toner med en gennemført sprød røst. Jeg bliver nostalgisk og tænker tilbage på dengang, hvor der ikke var andet til efter skole, end at sidde tryllebundet foran flimmerkassen og se Boogie Listen – back in the 90’es.

Holly Walkers smil smitter både publikum og resten af bandet. Hun er aftenens bærende led og en vokalistens dronning, der får publikum til at synge med på hittet Nervous Tics.

Det er som at åbne en kølig øl, tage en slurk og få den revet ud af hånden igen, da Holly forlader scenen efter et par numre, og bandet igen er overladt til sig selv og deres backing tracks. Vokalerne virker tamme og åndsløse uden Holly – især efter hun lige har demonstreret, hvordan man rammer toner til perfektion og skaber kemi i luften. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Maribou State overhovedet kører backing tracks på vokalerne. Det hele bliver lidt for ensformigt, og til trods for en elektronisk jazz-jam mod enden kunne jeg næsten have sat pladen på derhjemme og fået det samme ud af det – og så helt uden pakken af klap på kommando, sigøjnerhænder og sidemandens konstante knævren.

Heldigvis kommer Holly tilbage på scenen hele tre gange, og det er også her, jublen er størst, og klapsalverne er ægte. Efter en god times performance erklærer Maribou State, at de spiller det sidste nummer, og det er her, jeg får forløst, hvad jeg er kommet for. Den majestatiske opbyggelighed i intronummeret på det nye album Beginners Luck, hvor tung bas svæver med bløde guitarriffs og Hollys sjælsomme stemme. Selvom violinerne ikke er med på scenen, virker det som en smuk sammensmeltning, hvor syntetiske og organiske ballader møder hinanden.

Bandet forlader scenen uden at takke af, og der opstår en akavet og uklar stemning af, om det var det for i aften, eller om der er mere på programmet. Dog går Maribou State på scenen igen efter fem langvarige minutter og smider et tungt techno-tæppe henover hovederne på publikum. De afslutter aftenen med det inciterende og dynamiske nummer Turnmills. Et glimrende valg – og nummeret fungerer da også langt bedre live end på pladen.

Desværre er det ikke helt nok til at overdøve skuffelsen. Jeg forlader Pumpehuset efter ti minutters asen og massen på de snævre gange for at få udleveret min jakke – sammen med de 600 andre, der er på samme mission. Jeg kan ikke lade være med at føle mig som en muggen pessimist, der er blevet for gammel til backing tracks og folk der snakker under koncerter og springer over i køen til garderoben.

I det mindste kan jeg glæde mig over, at musikken lyder godt på pladen, og at Maribou State har fået dollars ind på kontoen til forhåbentligt at lave en fin opfølger på Kingdoms in Colour. Jeg skal i hvert fald høre “Kongeriger i farver”, når jeg spiller kongespil i Fælledparken over sommeren. Til gengæld er jeg næppe at finde blandt publikum, hvis briterne spiller på en af de danske festivaler.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mick Jenkins var et vandfald af rim

Foto: Kasper Pasinski

‘WATER’ svarer salen i Pumpehuset, hver gang Mick Jenkins råber ‘DRINK MORE’ fra scenen. Han har stort fokus på, at publikum skal være med. I starten er det svært at forstå, om ‘i can’t do this alone’ er en opsang eller en en opfordring, for publikum er ret godt med, selvom han gentager sætningen en del i løbet af koncerten. Men noget virker i hvert fald, for aftenen slutter med en energiudladning fra hele salen, hvor det er svært at få øje på en eneste, der ikke har hænderne i vejret.

Til gengæld starter aftenen blødt ud. Roger Beattaker varmer salen op fra sin pult med dansevenlige beats. Han leverer et sæt der bygger op uden at eksplodere. Mod slutningen af sættet træder en konferencier ind på scenen og spørger på klassisk vis publikum, om de er klar til at høre aftenens hovednavn. Men lige så klassisk, som det trick er, lige så uventet er det, at konferencieren viser sig at være det danske R’n’B-talent, Jens Nørhave, som lige smider to vers ind over Beattakers lækre elektroniske lyd, og får aftenen til at tegne endnu bedre.

Da Jenkins går på onsdag den 6. marts, er det knap så elektronisk. For i stedet for det klassiske set up, man ser hos mange rappere, er der også en bassist og en trommeslager med. Og det spiller fandme godt op ad Jenkins’ aggressive flow og teksttunge vers. Bandet er lige så velspillende, som Jenkins er på pletten, når han kører en times koncert med rim nærmest uden afbrydelser. Og så er det også bare lidt mere tilladt at skifte en sang over i bossanova, når det er spillet live.

‘Put your motherfucking hands in the air’

Når Jenkins i en af sine få pauser mellem numrene fortæller, at han har været på Christiania tidligere på dagen, og at han godt kunne lide det, er der ikke mange, der ser chokerede ud. Hvis der fandtes en pris for månedens mindst overraskende melding, ville den være en klar kandidat. Han rapper om at ryge joints, og kommer konstant med opfordringer til at drikke vand både på sin albums og til koncerten. Han gik endda forrest som det gode eksempel og drak, hvad der lignede seks flaske vand under koncerten. Han fik da også passet en joint kort efter meldingen kom. Når det så er sagt, så er han også et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre, at gøre et professionelt stykke arbejde, selvom man haft hænderne godt nede i skunkposen. Måske tricket bare er at drikke masser af vand.

Den stil, hvor Jenkins og bandet vælger at gøre det så live som muligt, er på bekostning af mange af de største hits. Et populært nummer som ‘Angles’ er udeladt – måske fordi, at store dele af sangen er med gæstekunstnere, der i så fald skulle være spillet fra et backing-track. Men aftenens koncept er gennemført nok til, at det er svært at savne noget.

Man savner i hvert fald ikke nogen hænder i vejret på ‘Jerome’, der er aftenens sidste nummer. Jeg tror aldrig, jeg har set så stor en procentdel hænder i vejret på én gang før. Om det er fordi, at der bliver sunget ‘put your motherfucking hands in the air’ i omkvædet, fordi Jenkins flere gange har understreget, at han ikke kan klare det alene, eller fordi det bare er en gennemført koncert, der når sit klimaks er svært at afgøre. Det er sgu nok en god kombination af det hele.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Foråret er i luften, og det samme er Regnskys månedlige koncertkalender


Har du også glædet dig til at smide yeti-jakken og erstatte den grå vinter-blues med forårsbrise og lune toner? Det har vi i hvert fald på Regnsky. Her guider vi til de koncertoplevelser, som du ikke må misse i marts.

Balkan-bas og skæve sækkepiber

Hvis du ikke vil gå glip af et mellemøstligt fest-mekka af borende balkan-bass, skal du tage i Pumpehuset og høre Acid Arab d. 15. marts. En booking, der uden tvivl kommer til at få Pumpehuset til at leve op til sit navn. Lydmæssigt er den parisiske DJ-duo, hvad du får, når du krydser Den Sorte Skoles storladende verdensmusik med Omar Souleymans skæve, syriske techno – og en anelse koklokker (Hør nummeret Le Disco!). Jeg så Acid Arab, da de spillede på SPOT Festival sidste forår, og jeg skal lige love for, at der var dømt energisk house, dakke disco og løssluppen acid-jazz for alle pengene. Duoen skaber en lydmæssig stemningsbølge, hvor kædedansen er uendelig og alle er bedste venner. (Laura Fromm)

Nyt ungt blod i hiphoppens baggård

Bløder du stadig i ren ærgrelse over, at A Tribe Called Quest aflyste deres koncert på Roskilde sidste sommer? Så har Lille Vega et plaster på såret. D. 9. marts gæster amerikanske Saba nemlig spillestedet med kufferten fuld af jazzet hiphop. Den unge Chicago-rapper har en tung og selvsikker attitude, som han blander med blød og forførende soul; og så er han venner med Chance the Rapper og Noname. Få en forsmag på koncerten på hans bidrag til Tiny Desk Concert eller på hittet LIFE nedenfor. (Laura Fromm)

Elektroniske loops energisk r’n’b

Tænk MIA, St. Vincent og Janelle Monáe i én skæring, og du har Kimbra. Nogle kender hende måske fra samarbejde med Gotye på den halvirriterende ørehænger Somebody That I Used To Know, men Kimbra er meget mere end det. Jeg har fuldt den newzealandske pop-dronning i mange år, og Lille Vegas koncert med den charmerende sangerinde 18. marts er særdeles sublim. Kimbras sangskriverevner er intelligente, hendes stemme er både dyb, sensuel og silkefin, og så holder hendes nye synthede r&b-album, Primal Heart, som har været syv år undervejs, hele vejen igennem. I videoen på Top of the World vælter Kimbra søjler med vrængende vokaler, elektroniske loops og junglerytmer.  Spørgsmålet er, om hun også kan vælte Lille Vega? (Laura Fromm)

R’n’b-gudinde og et strejf af nordisk sommer

Lige siden jeg hørte ”Fire Fly”-samarbejdet med produceren Mura Masa, har NAO haft en særlig plads i mit hjerte og på min playliste. Der er soul, r’n’b, pop, funk og alle mulige andre musikalske universer blandet sammen i én fantastisk lyd båret af powerkvindens imponerende vokal. Da Vega offentliggjorde, at NAO’s Saturn-turné også omfattede Store Vega 13. marts, var det jo en sand dream come true. Endelig en mulighed for at skråle med på Inhale Exhale, Bad Blood og singlen Make It Out Alive fra det seneste album – jeg var lykkelig. Og der er gode nyheder til det koncert-hungrende folk derude: der er stadig billetter tilbage! En anbefaling fra undertegnede skal helt sikkert lyde på at bruge lidt at den nye løn på en koncertoplevelse, som ikke vil skuffe. (Line Mortensen)

Når forårets første måned er ved at gå på hæld, så kan du fejre, at sommeren er endnu tættere på, ved at tage et smut i Musikcaféen og høre norske Hajk. Deres musik er nemlig lyden af en lækker og stemningsfyldt sommeraften. Store internationale medier som The Clash og Line of Best Fit har kastet deres kærlighed efter det norske band, og jeg tilslutter mig stolt gruppen. Med et herligt mix af det analoge og digitale har Hajk efter min mening ramt en særlig nerve inden for popgenren, og jeg glæder mig til at opleve, hvad deres univers kan på scenekanten, når de kommer forbi Musikcaféen 29. marts. (Line Mortensen)

Eksplosivitet og skyhøj energiudladning på Spillestedet Stengade

Spillestedet Stengade har for mit vedkommende altid været et venue, som uden nogen grund er gået lidt i glemmebogen, når jeg har ledt efter koncerter. Dog har jeg fået øjnene op for deres nye program, og jeg klapper i mine hænder over en lang række navne på plakaten. Særligt for marts måned kan jeg se to af mine personlige favoritter pryde programmet: Hiphop-bandet Monti 8. marts og techno-duoen Farveblind den 22. marts. Begge navne har jeg været så heldig at opleve flere gange, og hver eneste gang har været en energi-eksplosion uden lige. Både Farveblinds elektroniske sæt med verdens nok tungeste bas, og Montis hurtige beats og skarpe rap skal have en anbefaling herfra. Hvis du ikke kender de to navne endnu, så snyd ikke dig selv for muligheden, inden deres koncerter lige pludselig sælger som varmt brød og på minuttet. (Line Mortensen)

CPH:DOX er lig med unikke koncertoplevelser

Det bliver et næsten royalt besøg af det ypperste inden for techno-hoffet, når GAS slår et smut forbi ALICE 23. marts med sit nyeste album, Rausch og dertilhørende visuals. Bag GAS finder man Wolfgang Voight, der er en af medstifterne bag det ikoniske pladeselskab Kompakt, der siden 90’erne har udgivet nogle af de mest ikoniske plader fra den tyske techno- og house-scene. Som GAS skaber Voight drømmende lydunivers, hvor loopende strygere smeltes sammen med minimal techno og masser af ambience. Udover GAS kan man også opleve Yuri, der for et år siden udgav kassettebåndsalbummet Diamene Janushoved. (Morten Bruhn)

Datarock? I 2019? Seriøst?” Det er helt på sin plads, hvis du tænker sådan om den joggingdragt-bærende electro/disco-duo fra Norge og deres koncert 31. marts på Hotel Cecil i København. Gruppen har netop udgivet en ep med den indadskuende(!?) titel A Fool At Forty Is A Fool Indeed. Men det er ikke fordi, Datarock ser ud til at have bevæget sig langt væk fra sit ikoniske og 14 år gamle debutalbum, Datarock Datarock, thi presseteksten for den nye ep er én stor reference til 2005-albummet. Hvad Datarock har bedrevet siden debutalbummet – hvis tekster om Computer Camp Love og I Used To Dance With My Daddy har sat sig på hjernen i sådan en grad, at jeg midt om natten kan fremtone enhver linje fra disse sange, hvis jeg blev truet til det – er jeg ikke sikker på. Men skulle man have lyst til et walk down memory lane, og har man endnu ikke fået nok af at synge med på teksterne Sex me up / And I’ll sex you down eller Let’s take a nightflight to Uranus, så venter der en fuldfed audiovisuel oplevelse med både musikvideo-screening og Datarock-koncert på CPH:DOX-sidstedagen 31. marts. (Morten Bruhn)

Vandglad Chicago-rapper og filmglad house-duo

Det er ikke tilfældigt, at The Blaze var en af de højest placerede på Regnskys liste over bedste koncerter i 2018. De to franskmænd har deres helt eget melodiske og stemningsfulde take på house-musikken og skiller sig også ud ved at lave musikvideoer, der er så flotte, at de burde ses i biografen. Der er desværre udsolgt på Vega den 17. marts, men har du mulighed for at komme med, så tag ind og blive ramt af en af de største koncertmæssige helhedsoplevelser, du kan finde for tiden. Hvis ikke, så rammer Mick Jenkins København og er klar til at smide sin sprøde stemme og lækre flow ud til publikum sammen med en velproduceret og jazzet lydside. Jenkins har det også med, at opfordre folk til at drikke rigeligt med vand. Det er ikke til at sige hvorfor, men det er nok en god idé at gøre, for der er stor chance for, at Pumpehuset kommer til at koge den 6. marts. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Journey.indie blev en opvisning i genrens diversitet

Foto: Matias Flensborg

Indiegenren kan hurtigt blive stemplet som noget relativt ensartet. Det kan godt være, det er noget, jeg selv tænker, fordi jeg ikke altid hører så meget, der passer på den betegnelse, men Journey.indie beviste i den grad, hvor forskellig lyden af indie kan være, da Schultz & Forever, Communions og Homeshake lod guitarene tale på Pumpehuset onsdag den 20. februar.

Størst var kontrasten mellem danske Communions og canadiske Homeshake. For Communions er i høj grad dét, jeg kender som den klassiske indie. Der er godt gang i både guitar, bas og trommer, uden at det på noget tidspunkt kammer over og nærmer sig metal. Forsangerens stemme er tight under hele koncerten – ikke fordi den spænder vidt i toneleje og form. Den sidder bare, hvor den skal og flankerer de hyppige strengelyde, der dominerer numrene. Snak med publikum er der ikke noget af. I stedet kommer bandet ind på scenen og fyrer den af i omkring 40 minutter. Alt i alt ikke så meget bullshit – bare klassisk, velspillet indierock.

Foto: Matias Flensborg

At beskrive Homeshake som indie er en cirka lige så nøjagtigt beskrivelse af bandets lyd som at beskrive en vin som værende rød. Peter Sagar, der er tidligere guitarist for Mac DeMarco, er manden bag Homeshake. Med sig har han blandt andet en vocoder, som han insisterer på at snakke igennem, når han taler til publikum. Det får hurtigt smilebåndene frem, når han med musestemme beder folk om ikke at råbe af ham. Det virker måske en anelse fjollet at snakke til folk på den måde. Det virker til gengæld meget kraftfuldt, når han på nogle numre peaker skifter til vocoderen, der får intensiteten i nummeret til at sprænge skalaen.

Han har også et tre mand stort og sindssygt skarpt band med. Især bassisten er i hopla og brillerer blandt andet ved at starte et nummer med en fremragende slap bass. Skiftevis er det bas, keys eller guitaren, der i hypnotisernde stil kan få publikum til at forsvinde helt ind i sig selv. Jeg tog eksempelvis mig selv i at tænke over noget så underordnet, som hvor populær beanien egentlig er blevet (halvdelen af bandet, bartenderne og Regnskys udsendte var iført beanie). Men selvom man kan tage sig selv i at være et helt andet sted, er det en styrke, at musikken er bygget sådan op, for med sig har numrene de mest elegante skift, så man pludselig ryger tilbage fra sin egen verden og er endnu mere til stede, end man var før.

Homeshake gav mig lyst til at danse og huje, men hvis Homeshake på Pumpehuset den 20. februar var et album, så ville jeg også smække det på en søndag formiddag på sofaen med tæmmermænd.

Foto: Matias Flensborg

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *