Mick Jenkins var et vandfald af rim

Foto: Kasper Pasinski

‘WATER’ svarer salen i Pumpehuset, hver gang Mick Jenkins råber ‘DRINK MORE’ fra scenen. Han har stort fokus på, at publikum skal være med. I starten er det svært at forstå, om ‘i can’t do this alone’ er en opsang eller en en opfordring, for publikum er ret godt med, selvom han gentager sætningen en del i løbet af koncerten. Men noget virker i hvert fald, for aftenen slutter med en energiudladning fra hele salen, hvor det er svært at få øje på en eneste, der ikke har hænderne i vejret.

Til gengæld starter aftenen blødt ud. Roger Beattaker varmer salen op fra sin pult med dansevenlige beats. Han leverer et sæt der bygger op uden at eksplodere. Mod slutningen af sættet træder en konferencier ind på scenen og spørger på klassisk vis publikum, om de er klar til at høre aftenens hovednavn. Men lige så klassisk, som det trick er, lige så uventet er det, at konferencieren viser sig at være det danske R’n’B-talent, Jens Nørhave, som lige smider to vers ind over Beattakers lækre elektroniske lyd, og får aftenen til at tegne endnu bedre.

Da Jenkins går på onsdag den 6. marts, er det knap så elektronisk. For i stedet for det klassiske set up, man ser hos mange rappere, er der også en bassist og en trommeslager med. Og det spiller fandme godt op ad Jenkins’ aggressive flow og teksttunge vers. Bandet er lige så velspillende, som Jenkins er på pletten, når han kører en times koncert med rim nærmest uden afbrydelser. Og så er det også bare lidt mere tilladt at skifte en sang over i bossanova, når det er spillet live.

‘Put your motherfucking hands in the air’

Når Jenkins i en af sine få pauser mellem numrene fortæller, at han har været på Christiania tidligere på dagen, og at han godt kunne lide det, er der ikke mange, der ser chokerede ud. Hvis der fandtes en pris for månedens mindst overraskende melding, ville den være en klar kandidat. Han rapper om at ryge joints, og kommer konstant med opfordringer til at drikke vand både på sin albums og til koncerten. Han gik endda forrest som det gode eksempel og drak, hvad der lignede seks flaske vand under koncerten. Han fik da også passet en joint kort efter meldingen kom. Når det så er sagt, så er han også et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre, at gøre et professionelt stykke arbejde, selvom man haft hænderne godt nede i skunkposen. Måske tricket bare er at drikke masser af vand.

Den stil, hvor Jenkins og bandet vælger at gøre det så live som muligt, er på bekostning af mange af de største hits. Et populært nummer som ‘Angles’ er udeladt – måske fordi, at store dele af sangen er med gæstekunstnere, der i så fald skulle være spillet fra et backing-track. Men aftenens koncept er gennemført nok til, at det er svært at savne noget.

Man savner i hvert fald ikke nogen hænder i vejret på ‘Jerome’, der er aftenens sidste nummer. Jeg tror aldrig, jeg har set så stor en procentdel hænder i vejret på én gang før. Om det er fordi, at der bliver sunget ‘put your motherfucking hands in the air’ i omkvædet, fordi Jenkins flere gange har understreget, at han ikke kan klare det alene, eller fordi det bare er en gennemført koncert, der når sit klimaks er svært at afgøre. Det er sgu nok en god kombination af det hele.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Foråret er i luften, og det samme er Regnskys månedlige koncertkalender


Har du også glædet dig til at smide yeti-jakken og erstatte den grå vinter-blues med forårsbrise og lune toner? Det har vi i hvert fald på Regnsky. Her guider vi til de koncertoplevelser, som du ikke må misse i marts.

Balkan-bas og skæve sækkepiber

Hvis du ikke vil gå glip af et mellemøstligt fest-mekka af borende balkan-bass, skal du tage i Pumpehuset og høre Acid Arab d. 15. marts. En booking, der uden tvivl kommer til at få Pumpehuset til at leve op til sit navn. Lydmæssigt er den parisiske DJ-duo, hvad du får, når du krydser Den Sorte Skoles storladende verdensmusik med Omar Souleymans skæve, syriske techno – og en anelse koklokker (Hør nummeret Le Disco!). Jeg så Acid Arab, da de spillede på SPOT Festival sidste forår, og jeg skal lige love for, at der var dømt energisk house, dakke disco og løssluppen acid-jazz for alle pengene. Duoen skaber en lydmæssig stemningsbølge, hvor kædedansen er uendelig og alle er bedste venner. (Laura Fromm)

Nyt ungt blod i hiphoppens baggård

Bløder du stadig i ren ærgrelse over, at A Tribe Called Quest aflyste deres koncert på Roskilde sidste sommer? Så har Lille Vega et plaster på såret. D. 9. marts gæster amerikanske Saba nemlig spillestedet med kufferten fuld af jazzet hiphop. Den unge Chicago-rapper har en tung og selvsikker attitude, som han blander med blød og forførende soul; og så er han venner med Chance the Rapper og Noname. Få en forsmag på koncerten på hans bidrag til Tiny Desk Concert eller på hittet LIFE nedenfor. (Laura Fromm)

Elektroniske loops energisk r’n’b

Tænk MIA, St. Vincent og Janelle Monáe i én skæring, og du har Kimbra. Nogle kender hende måske fra samarbejde med Gotye på den halvirriterende ørehænger Somebody That I Used To Know, men Kimbra er meget mere end det. Jeg har fuldt den newzealandske pop-dronning i mange år, og Lille Vegas koncert med den charmerende sangerinde 18. marts er særdeles sublim. Kimbras sangskriverevner er intelligente, hendes stemme er både dyb, sensuel og silkefin, og så holder hendes nye synthede r&b-album, Primal Heart, som har været syv år undervejs, hele vejen igennem. I videoen på Top of the World vælter Kimbra søjler med vrængende vokaler, elektroniske loops og junglerytmer.  Spørgsmålet er, om hun også kan vælte Lille Vega? (Laura Fromm)

R’n’b-gudinde og et strejf af nordisk sommer

Lige siden jeg hørte ”Fire Fly”-samarbejdet med produceren Mura Masa, har NAO haft en særlig plads i mit hjerte og på min playliste. Der er soul, r’n’b, pop, funk og alle mulige andre musikalske universer blandet sammen i én fantastisk lyd båret af powerkvindens imponerende vokal. Da Vega offentliggjorde, at NAO’s Saturn-turné også omfattede Store Vega 13. marts, var det jo en sand dream come true. Endelig en mulighed for at skråle med på Inhale Exhale, Bad Blood og singlen Make It Out Alive fra det seneste album – jeg var lykkelig. Og der er gode nyheder til det koncert-hungrende folk derude: der er stadig billetter tilbage! En anbefaling fra undertegnede skal helt sikkert lyde på at bruge lidt at den nye løn på en koncertoplevelse, som ikke vil skuffe. (Line Mortensen)

Når forårets første måned er ved at gå på hæld, så kan du fejre, at sommeren er endnu tættere på, ved at tage et smut i Musikcaféen og høre norske Hajk. Deres musik er nemlig lyden af en lækker og stemningsfyldt sommeraften. Store internationale medier som The Clash og Line of Best Fit har kastet deres kærlighed efter det norske band, og jeg tilslutter mig stolt gruppen. Med et herligt mix af det analoge og digitale har Hajk efter min mening ramt en særlig nerve inden for popgenren, og jeg glæder mig til at opleve, hvad deres univers kan på scenekanten, når de kommer forbi Musikcaféen 29. marts. (Line Mortensen)

Eksplosivitet og skyhøj energiudladning på Spillestedet Stengade

Spillestedet Stengade har for mit vedkommende altid været et venue, som uden nogen grund er gået lidt i glemmebogen, når jeg har ledt efter koncerter. Dog har jeg fået øjnene op for deres nye program, og jeg klapper i mine hænder over en lang række navne på plakaten. Særligt for marts måned kan jeg se to af mine personlige favoritter pryde programmet: Hiphop-bandet Monti 8. marts og techno-duoen Farveblind den 22. marts. Begge navne har jeg været så heldig at opleve flere gange, og hver eneste gang har været en energi-eksplosion uden lige. Både Farveblinds elektroniske sæt med verdens nok tungeste bas, og Montis hurtige beats og skarpe rap skal have en anbefaling herfra. Hvis du ikke kender de to navne endnu, så snyd ikke dig selv for muligheden, inden deres koncerter lige pludselig sælger som varmt brød og på minuttet. (Line Mortensen)

CPH:DOX er lig med unikke koncertoplevelser

Det bliver et næsten royalt besøg af det ypperste inden for techno-hoffet, når GAS slår et smut forbi ALICE 23. marts med sit nyeste album, Rausch og dertilhørende visuals. Bag GAS finder man Wolfgang Voight, der er en af medstifterne bag det ikoniske pladeselskab Kompakt, der siden 90’erne har udgivet nogle af de mest ikoniske plader fra den tyske techno- og house-scene. Som GAS skaber Voight drømmende lydunivers, hvor loopende strygere smeltes sammen med minimal techno og masser af ambience. Udover GAS kan man også opleve Yuri, der for et år siden udgav kassettebåndsalbummet Diamene Janushoved. (Morten Bruhn)

Datarock? I 2019? Seriøst?” Det er helt på sin plads, hvis du tænker sådan om den joggingdragt-bærende electro/disco-duo fra Norge og deres koncert 31. marts på Hotel Cecil i København. Gruppen har netop udgivet en ep med den indadskuende(!?) titel A Fool At Forty Is A Fool Indeed. Men det er ikke fordi, Datarock ser ud til at have bevæget sig langt væk fra sit ikoniske og 14 år gamle debutalbum, Datarock Datarock, thi presseteksten for den nye ep er én stor reference til 2005-albummet. Hvad Datarock har bedrevet siden debutalbummet – hvis tekster om Computer Camp Love og I Used To Dance With My Daddy har sat sig på hjernen i sådan en grad, at jeg midt om natten kan fremtone enhver linje fra disse sange, hvis jeg blev truet til det – er jeg ikke sikker på. Men skulle man have lyst til et walk down memory lane, og har man endnu ikke fået nok af at synge med på teksterne Sex me up / And I’ll sex you down eller Let’s take a nightflight to Uranus, så venter der en fuldfed audiovisuel oplevelse med både musikvideo-screening og Datarock-koncert på CPH:DOX-sidstedagen 31. marts. (Morten Bruhn)

Vandglad Chicago-rapper og filmglad house-duo

Det er ikke tilfældigt, at The Blaze var en af de højest placerede på Regnskys liste over bedste koncerter i 2018. De to franskmænd har deres helt eget melodiske og stemningsfulde take på house-musikken og skiller sig også ud ved at lave musikvideoer, der er så flotte, at de burde ses i biografen. Der er desværre udsolgt på Vega den 17. marts, men har du mulighed for at komme med, så tag ind og blive ramt af en af de største koncertmæssige helhedsoplevelser, du kan finde for tiden. Hvis ikke, så rammer Mick Jenkins København og er klar til at smide sin sprøde stemme og lækre flow ud til publikum sammen med en velproduceret og jazzet lydside. Jenkins har det også med, at opfordre folk til at drikke rigeligt med vand. Det er ikke til at sige hvorfor, men det er nok en god idé at gøre, for der er stor chance for, at Pumpehuset kommer til at koge den 6. marts. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Journey.indie blev en opvisning i genrens diversitet

Foto: Matias Flensborg

Indiegenren kan hurtigt blive stemplet som noget relativt ensartet. Det kan godt være, det er noget, jeg selv tænker, fordi jeg ikke altid hører så meget, der passer på den betegnelse, men Journey.indie beviste i den grad, hvor forskellig lyden af indie kan være, da Schultz & Forever, Communions og Homeshake lod guitarene tale på Pumpehuset onsdag den 20. februar.

Størst var kontrasten mellem danske Communions og canadiske Homeshake. For Communions er i høj grad dét, jeg kender som den klassiske indie. Der er godt gang i både guitar, bas og trommer, uden at det på noget tidspunkt kammer over og nærmer sig metal. Forsangerens stemme er tight under hele koncerten – ikke fordi den spænder vidt i toneleje og form. Den sidder bare, hvor den skal og flankerer de hyppige strengelyde, der dominerer numrene. Snak med publikum er der ikke noget af. I stedet kommer bandet ind på scenen og fyrer den af i omkring 40 minutter. Alt i alt ikke så meget bullshit – bare klassisk, velspillet indierock.

Foto: Matias Flensborg

At beskrive Homeshake som indie er en cirka lige så nøjagtigt beskrivelse af bandets lyd som at beskrive en vin som værende rød. Peter Sagar, der er tidligere guitarist for Mac DeMarco, er manden bag Homeshake. Med sig har han blandt andet en vocoder, som han insisterer på at snakke igennem, når han taler til publikum. Det får hurtigt smilebåndene frem, når han med musestemme beder folk om ikke at råbe af ham. Det virker måske en anelse fjollet at snakke til folk på den måde. Det virker til gengæld meget kraftfuldt, når han på nogle numre peaker skifter til vocoderen, der får intensiteten i nummeret til at sprænge skalaen.

Han har også et tre mand stort og sindssygt skarpt band med. Især bassisten er i hopla og brillerer blandt andet ved at starte et nummer med en fremragende slap bass. Skiftevis er det bas, keys eller guitaren, der i hypnotisernde stil kan få publikum til at forsvinde helt ind i sig selv. Jeg tog eksempelvis mig selv i at tænke over noget så underordnet, som hvor populær beanien egentlig er blevet (halvdelen af bandet, bartenderne og Regnskys udsendte var iført beanie). Men selvom man kan tage sig selv i at være et helt andet sted, er det en styrke, at musikken er bygget sådan op, for med sig har numrene de mest elegante skift, så man pludselig ryger tilbage fra sin egen verden og er endnu mere til stede, end man var før.

Homeshake gav mig lyst til at danse og huje, men hvis Homeshake på Pumpehuset den 20. februar var et album, så ville jeg også smække det på en søndag formiddag på sofaen med tæmmermænd.

Foto: Matias Flensborg

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SKYSKRABERE 2018: Årets bedste koncerter

Årets bedste koncerter udvalgt af Regnsky-skribent Mathias Gavnholt (Grafik: Magnus Søholt)

At lave en liste over årets bedste koncerter baseret på samtlige koncerter i 2018 er noget nær umuligt. Og man skal da også tage det forbehold, at der helt sikkert er en del koncerter, som ikke er taget med i overvejelserne. Men de festivaler og koncerter, jeg har set, er til gengæld nøje udvalgt. Det er eksempelvis helt bevidst, at jeg ikke har set Fredagsrock med Rasmus Seebach, men ufrivilligt, at jeg ikke har været på Heartland for at se Oneohtrix Point Never eller på Tinderbox og se Depeche Mode. Det er der kommet denne liste ud af i et 2018, hvor der ikke har været én koncert, der var længder bedre end de andre, men rigtig mange der var rigtig gode.

10. The War on Drugs, Green Stage, Northside

Ikke så meget bullshit. Bare en koncert med indlevelse og musikalsk fingerspiztengefühl nok til, at det skaber en intim stemning og et fællesskab mellem band og publikum. Der bliver ikke snakket til publikum, men musikken taler for sig selv.

9. Smerz, Gloria, Roskilde Festival

De skrøbelige og følsomme stemmer fra de to norske kvinder flankeret af bastunge melankolske melodier fungerer perfekt i et røgfyldt, mørkt og intimt Gloria. Duoen tilføjer teateragtige gimmicks med blandt andet olieindsmurte og veltrænede mænd, der træner på ribbe, bare bryster og et utraditionelt modeshow med skarpe politiske budskaber.

8. Kokoko!, Avalon, Roskilde Festival

Kokoko!s historie er ret vild. Kort sagt ville bandet gerne lave elektronisk musik, men var så fattige, at de måtte bygge instrumenter ud af skrald. Det lægger de ikke skjul på, når de optræder live, og som publikum spotter man også hurtigt et instrument, der bogstaveligt talt bare er et stativ med to dåser flåede tomater. Men Kokoko! er meget mere end en god historie. Bandet har en vanvittig energi på scenen. De crowdsurfede blandt publikum og efterlod flere fans råbende på mere Kokoko! op mod ti minutter efter, koncerten var slut.

7. Khruangbin, Pumpehuset

“Oh, we know how to rock, Denmark”, siger Mark Speer, da det texanske thaifunk-band lægger an til publikumsfavoritten ‘People Everywhere (Stil Alive)’. Og det gjorde de. En godt og vel fem miunutter lang improviseret battle mellem Spencer selv og bassisten Laura Lee bliver skudt ind i nummeret som opbygning til et omkvæd, der blæser bagvæggen af Pumpehuset i et absurd stort klimaks. Resten af koncerten var ikke dårlig, men det er ekstranummeret, der får Khruangbin med i top-10.

6. Sampha, Avalon, Roskilde Festival

Det er ikke længe siden, Sampha spillede en fremragende og følelsesladet koncert på Lille Vega, der primært var båret af Samphas smukke stemme og hans klaver. Alligevel er det en helt anden oplevelse at se ham på Roskilde Festival, hvor sættet svinger i tempo, og Sampha er både helt inde i sig selv og helt ude over scenekanten, når han eksempelvis står med resten af sit band henne ved trommeslageren og improviserer. Smuk løsning på den svære udfordring, det er at gøre rolig klaverbåren skønsang til noget for et festivalpublikum på sjettedagen.

5. Kraftwerk, Meadow Stage, Haven

Haven Festival var ikke en specielt positiv oplevelse, før Kraftwerk indtog scenen. Silende regn, en tom festivalplads og en koncert der blev aflyst halvvejs er bare nogle af problemerne. Men der er ikke noget, der kan redde en festival som vaskeægte tysk effektivitet. I et skarpt sæt på cirka halvanden time går 3D-billederne og den stjerneklare himmel i perfekt symbiose med computerkærligheden fra højtalerne og skaber en helhedsoplevelse, hvor man forsvinder ind i et visuelt-musikalsk vakuum fyldt med radioaktivitet, modeller og motorveje.

4. Anderson .Paak & The Free Nationals, Arena, Roskilde Festival

Hvorfor skal han dog spille så sent, var der mange, der undrede sig over på årets Roskilde Festival, hvor Anderson .Paak først gik på efter midnat på festivalens sidste dag. Det finder man dog hurtigt ud af, for få andre kan klemme den sidste energi ud af folk og levere den fest-afslutning, som Roskilde Festival så længe har søgt efter. Med knæene i brysthøjde dansende som frontmand eller med lige så høj puls bag trommerne forvandlede han Arena til en stor dansende masse. The Free Nationals spillede med kolosalt overskud og fik endda flettet toner fra Still D.R.E ind i et af numrene. En magdemonstration, der nok havde scoret en førsteplads på denne liste, hvis ikke det var, fordi sættet mindede meget om Anderson .Paaks koncert på Apollo to år forinden.

3. Rhye, P6 Beat Stage, Northside

Jeg har aldrig været stor fan af at gå til koncerter for at synge med på den samme sætning igen og igen. Men til Rhye – efter en forrygende koncert båret af Mike Milosh’ føljsbløde stemme – tog jeg mig selv i at synge med på den samme linje utallige gange i et af de der øjeblikke, hvor man står og håber, det aldrig vil slutte. Et øjeblik som kan ses nedenfor.

2. The Blaze, Apollo, Roskilde Festival

Når jeg skriver om The Blazes mesterværk af en onsdagskoncert, kommer det hurtigt til at lyde som beskrivelsen af Kraftwerks koncert på Haven, hvor der bare står computeramour i stedet for liebe. For The Blazes grundopskrift er egentlig den samme, og eksekveringen lige så effektiv. En tranceoplevelse hvor musik og visuals går i et. Men The Blazes koncert var bare lige lidt bedre. Et gennemført lysshow akkompagnerer de stemningsfulde visuals og giver en endnu større helhedsoplevelse. Når koncerterten går i gang, er det eneste på scenen en stor firkant med LED-skærme på siderne, der viser den franske duos fortryllende visuals. Undervejs i koncerten åbner firkanten sig og afslører, at de to franskmænd står indeni og skaber deres melodiske house ved hjælp af sang og synthesizers. Koncerten afrundes elegant ved, at firkanten lukker i igen, og når musikken slukkes, står man tilbage med en følelse af at have været inde i en helt anden verden i knap halvanden time. Jeg gav gerne et par fingre for at rejse tilbage.

1. Danny Brown, Avalon, Roskilde Festival

Til opvarmningskoncerten for Run The Jewels på Tap1 i begyndelsen af året skulle den ellers så energiske rapper have haft problemer med både at stå på benene og huske sine egne tekster. Lørdag eftermiddag på Apollo er Danny Brown den sidste til at have svært ved noget som helst. En energiudladning i den skala tror jeg aldrig, jeg har set før. Der går ikke mere end ét minut, før alle hårene på armene står op, halvdelen af moshpitten ligger ned, og syv dages tømmermænd forsvinder ind i den bragende bas og Danny Browns flow, der er mere tight end Nye Borgerliges asylpolitik.

Boblere:

Wilkinson, Nathan Fake, Maribou State, Tyler, The Creator, Gorillaz

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 10. december

Blood Orange Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi nærmer os så småt halvvejs punktet mod jul og dermed også på denne liste. Derfor synes jeg, at det måske er på tide, at jeg lige forklarer de regler, jeg lagde for mig selv, da jeg gik i gang med at lave listen. Først og fremmest skal sangene været udgivet i år. Der er et par sange på listen, som egentlig oprindeligt blev udsendt som single sidste år, men så længe de er udgivet på et album i år, er det godt nok til mig. Det er dog, så vidt jeg husker, kun én eller to sange, der er tale om. Derudover kan hver artist kun figurere på selve årslisten én gang. Det er egentlig bare for at undgå, at det bare bliver en ‘best of’ for den/dem, som indtager førstepladsen – for tro mig: Førstepladsen har begået et stjernegodt album.
Nå ja, og så er det hele fuldstændig subjektivt. Jeg har selvfølgelig forsøgt at gå så sagligt til værks som muligt, men musik har simpelthen så mange kvaliteter, og det er så forskelligt, hvad der lige rammer dig og mig. Og sådan skal det også være. Men jeg håber, at jeg har fået sammensat en rimelig eklektisk liste i bedste Regnsky-stil, som alle kan finde noget, de kan lide, på.

Årslisten: #15
Nu kan jeg ikke trække den længere. På 15. pladsen finder vi Dev Hynes aka Blood Orange. Han er på listen på baggrund af hans helt fænomenale tredje studiealbum, “Freetown Sound”. Det skal tages meget bogstaveligt, for jeg har vitterligt haft svært ved at vælge ét nummer, som er mit yndlings fra den plade. For mig er det et konceptalbum, som fortæller noget om den samtid, vi – og særligt de af os, som interesserer sig for amerikansk kultur og samfundsforhold – lever i. Jeg er endt med førstesinglen “Augustine”, men jeg kunne lige så godt have valgt “Hands Up”, “Hadron Collider” eller “E.V.P.” eksempelvis.

Årets danske koncert: #2
I går kunne jeg præsentere årets næstbedste internationale koncert, så i dag er det naturligt nok tid til den næstbedste fra vores egen andedam. Eller skulle jeg skrive hestedam? Nej? Okay… Men på andenpladsen ligger i hvert fald Kentaur, og det gør de for deres koncert i Pumpehuset i forbindelse med en No3 showcase tidligere på året. Den koncert er uden tvivl den, hvor jeg har oplevet de mest imponerende visuals i år. De var med til at skabe en helstøbt koncert, hvor Marc Bjørn Rolands lækre, dybe og nærmest messende vokal ledsaget af strygere flød alle og ingen steder fra gennem den virtuelle jordklode, som omgav bandet. Hvis man endnu ikke har oplevet Kentaur live, så er det bare om at få det gjort. Det er en oplevelse, og ubetinget en af de bedste koncerter jeg har været til – ikke bare i år, men i flere år!

Det var alt fra denne første tocifrede dag i december. I morgen står den på to artister, som jeg har haft fornøjelsen af at interviewe i år, når vi kigger nærmere på årets bedste internationale koncert – og nummer 14 på årslisten.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.