Paul McCartney – Charmerende og selvsikker tur ned ad Memory Lane

Paul McCartney havde fat i alle aldre på årets festival (Billede fra Paul McCartneys Facebook-side)
Paul McCartney havde fat i alle aldre på årets festival (Billede fra Paul McCartneys Facebook-side)

Det er en uge siden, de sidste festivalgængere måtte forlade Dyrskuepladsen og gøre plads til bulldozerne, som hvert år fjerner de sidste telte og pavilloner. Tilbage er kun de afblegede græspletter til at vidne om over 100.000 menneskers fest. Roskilde Festival spillede til langt ud på lørdag nat, men min festival lukkede med årets absolutte hovednavn: Paul McCartney. For mig var han ikke kun dette års hovednavn, men det absolutte hovednavn på alle de Roskilde’r, jeg har været med til.

Når man ligger i kø til koncerter på Roskilde, må man være parat til at tage imod diverse kommentarer fra forbipasserende, der ikke forstår, hvorfor man bruger så meget tid på en kunstner, som, de ikke mener, er tiden værdig. Således også i køen til Paul McCartney. For selvom man har været medlem af et af de største rockbands gennem tiderne – hvis ikke det største – er man åbenbart ikke selvskrevet til Orange Scene. Min lillebror, som var med mig i køen, måtte høre sin veninde vantro og grinende spørge: “Paul?! Hvorfor?“. Hun fulgte strømmen af mennesker, der netop havde overværet Nicki Minaj på den store scene. Hendes berettigelse til at kritisere min lillebrors valg af musik virkede derfor for mig meget lille. Nå! Ikke mere mavesurhed fra denne skribent, for resten af aftenen skulle kun vise sig at være yderst positiv.

Hver gang Roskilde Festival booker et navn med ældre produktionsdato, diskuterer man, om de nu også hører til på festivalen. For er de ikke passé? Skulle vi ikke bare koncentrere os om nutiden? Roskilde Festival har især i de seneste år vist, at de i den grad følger med tiden. De er i mindre grad bange for at booke et navn som Pharrell Williams (eller Nicki Minaj), fordi de afspejler nuet. Det betyder i øjeblikket mindre rock og mere pop, når vi kigger på hovednavnene – de navne, der sandsynligvis afgør, om der bliver udsolgt eller ej. Heldigvis gør Roskilde meget mere end at afspejle tiden og fedte for mainstreampublikummet. Det viser sig tydeligt, når man kigger på de anmeldelser, Regnsky har lavet i løbet af ugen. Når Roskilde booker navne som Neil Young, Bruce Springsteen og Paul McCartney, viser festivalen stor respekt for disse navne, som har haft enorm indflydelse på musikken. Desuden er det en unik mulighed for at opleve navne, som især det yngre segment på Roskilde ikke ville købe billet til, hvis de for eksempel spillede i Parken. Men hvor kom vi fra?

Én gang Beatles, altid beatles
Paul McCartney på Orange Scene har jeg set frem til længe. Det har altid været mit største ønske at se ham øverst på plakaten, men jeg troede faktisk ikke, det var muligt. Nu stod vi så der i pitten foran Orange. Klokken var 21, og der var en time til Paul skulle gå på. På storskærmene rullede kollager af billeder fra Pauls liv. For mig stod især én ting klart: Paul er ikke bange for at omfavne sin tid i The Beatles. I et interview har han sagt, at nogle gange pludselig går det op for ham, at han var en del af dem. “I was a Beatle!”. Det står i kontrast til John Lennon, som især i tiden lige efter The Beatles opløsning havde meget travlt med at distancere sig fra sin fortid. Havde John Lennon været i live i dag, havde han måske været anderledes positivt stemt over for sit gamle band. Men det finder vi desværre aldrig ud af. Paul prøver derimod ikke at skjule sin tid som Beatle – han viser den stolt frem. Det skulle også blive tydeligt lørdag aften, hvor 25 af de 39 fremførte sange var Beatles-sange.

Han lagde ud med titelsangen på albummet Magical Mystery Tour, hvor Paul synger “The magical mystery tour is hoping to take you away“. Og det prøvede han så at gøre. At tage os væk. Det lykkedes på sin vis også. Paul havde publikum i sin hule hånd. Ikke mindst i kraft at sin evne til at underholde, som han har haft ufatteligt mange år til at øve sig i. The Beatles var også kendt for sin humor, og den havde Paul bestemt ikke lade ligge hjemme. Den mere onde sarkastiske humor så vi dog ikke noget til. Men det var måske i højere John Lennon og George Harrison, der stod for den. Men kendetegnende for Paul McCartney er, at han i den grad er en folkelig Beatle. Han ved godt, hvad han skal gøre for at få publikum til at skrige. Og det gjorde han med danske fraser og flagren med Dannebrog og Union Jack. For er der noget, der virker i Danmark, så er det, når vi tror, at udlandet gives a shit about us. At Paul McCartney nok har gjort sådan i samtlige lande, han har turneret, vælger vi at se bort fra.

Hjerteskærende dedikationer
Med ovenstående beskrivelse kan det godt komme til at lyde som om, at Paul kørte lidt for meget på automatpilot. Det havde jeg frygtet, han ville gøre. Men det gjorde han ikke. Paul var veloplagt og charmerende. Hans stemme startede lidt dirrende, men han sang sig i den grad varm. Det er ganske enkelt imponerende, at han stadig har energien som 73-årig efter 55 år i gamet. Højdepunkterne var uden tvivl, når han dedikerede en sang til en af de mange mennesker, han har mistet. “This is for Linda,” sagde han om sangen til sin første kone og sit livs kærlighed, som døde af brystkræft i 1998. Og så slog han tonerne an til Maybe I’m Amazed, som han sang og spillede så desperat, at jeg ikke kunne lade være med at få en klump i halsen.

Værst skulle det dog blive for mig, da Paul havde afsluttet Blackbird og var blevet løftet flere meter op i luften med scenen. Deroppe introducerede han sangen Here Today med ordene “For my dear friend John”. Og så måtte jeg for første gang i mine ti festivaler lade en tåre trille. Havde jeg ikke været klar over, at jeg stod blandt tusinder af mennesker, havde jeg nok tudbrølet. I stedet prøvede jeg at reducere det til en ustoppelig bævren med hagen. Lige så svært var det at holde tårerne tilbage, da Paul senere spillede George Harrisons Something, som han selvfølgelig dedikerede til forfatteren. Something bød også på en overraskende høj fællessang.

De eneste smuttere den aften skulle være The Long and Winding Road, som trommerne fik til at lyde underligt tung. I’ve Just Seen a Face lød pludselig som om, den var skrevet i Nashville i stedet for Liverpool. Herudover kunne Paul også godt have skrottet sange som Ob-la-di Ob-la-da, All Together Now og computerspilsangen Hope for the Future fra setlisten. I stedet kunne han have givet plads til Beatles-sange som Oh! Darling og Yesterday og Jet fra Wings-tiden.

Respekt for fortiden
Men man kan ikke få alt. Og jeg skal på ingen måde klage. Paul McCartney leverede en fantastisk flot koncert, der også bød på fyrværkeri og ildkanoner, så selv hovedpersonen måtte lægge sig hovedrystende over klaveret. Paul er på ingen måde udbrændt. Han lever selvfølgelig stadig højt på sin fortid, men han fremfører musikken så sikkert, at det undgår at blive komisk eller ynkeligt. Og det skal han have stor tak og respekt for. Aftenens afsluttende numre bød på Golden Slumbers, Carry That Weight og meget passende The End, præcis som de slutter på albummet Abbey Road.

And in the end, the love you take is equal to the love you make,” sang Paul. Mere præcis kunne den aften vist ikke beskrives.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mejmoe says:

    Hvor er det et godt og velskrevet indlæg! Jeg deler også ud af den altid brændende musikpassion på min blog https://musiklivimig.wordpress.com/ :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Roskilde Festival: Anbefalinger fra gæsteblogger Cathrine Bangild

Om en uge bliver Roskilde Festival løbet over ende af 100.000 festivalgæster, der kan lægge ører til nogle af de bedste kunstnere fra ind- og udland netop nu. Roskilde Festival er, næppe til nogens overraskelse, et af årets største højdepunkter for Regnsky-redaktionen, der hvert år blander koncertanmeldelser med stemningsreportager og interviews.

Men holdet ser noget anderledes ud i år. Mens Lasse Posborg Michelsen og Eva Laksø er ude og repræsentere henholdsvist Information og brasiliansk stats-tv på festivalen, så har vi den næste uge nogle ganske erfarne festivalgængere til låns.

I dag skal vi tage godt imod Cathrine Bangild, som i år gæster Roskilde Festival for tiende gang. Det sidste halve år har hun dækket festivalen tæt i radioprogrammet Orange Optakt, som blev sendt hver onsdag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles radiokanal, Genlüd. Hun lister koncerten med Future Islands som den bedste på Roskilde Festival sidste år, og så forbereder hun altid udførligt en liste med kunstnere, hun skal opleve. I dag deler hun noget af denne liste med os.

Roskilde Festival (Foto: Thomas Borberg/Politiken)
Foto: Thomas Borberg/Politiken

Jeg var 15 år gammel, da jeg første gang kunne veksle min billet til et Roskilde Festival-armbånd. Det var sort med blå bogstaver, og jeg må indrømme, at armbåndet blev siddende dér på mit håndled i et par år. For Roskilde Festival var en ny verden med mennesker, der gerne ville høre den samme musik som jeg. Musik som mine venner ikke viste særlig interesse for. Så jeg beholdt armbåndet på som et lille minde fra de magiske otte dage, hvor man ikke er i Roskilde, men på Roskilde.

Det var tilbage i 2006, hvor Bob Dylan, Guns’n’Roses, Franz Ferdinand, Morrissey, The Strokes, Tool, Roger Waters og Kanye West stod allerøverst på plakaten. Mine egne hovednavne var Arctic Monkeys, Kashmir, The Streets og Clap Your Hands Say Yeah. Sidstnævnte står som en af mine bedste koncertoplevelser i de ni år, jeg er kommet på festivallen.

Desværre gik jeg også glip af rigtig mange gode navne, derfor har jeg hvert år siden forberedt mig ved at gå hele listen af navne igennem og givet dem et lyt på Youtube. Sådan er jeg stødt på mange gode kunstnere – heriblandt Kurt Vile og Fleet Foxes. I år er mit personlige program præget af, at de fleste af de navne, jeg kender godt, er gengangere på Roskilde. Derfor vil jeg ikke bruge for lang tid på at anbefale bands som Mew. I stedet vil jeg anbefale et par stykker, som gjorde mig nysgerrig på mere, da jeg lyttede mig gennem programmet. Inden jeg gør det, skal jeg dog have to helt essentielle kunstnere af vejen:

Paul McCartney – Orange Scene, lørdag kl. 22.00

Jeg drømte en gang, at The Beatles skulle spille koncert i kantinen på mit gymnasium. Jeg nåede lige at se John Lennon gå på scenen, og så vågnede jeg. Skuffelsen var endnu større, da jeg flere år senere i 2012 havde billet til Paul MccCartney i Horsens, hvor koncerten blev aflyst. Jeg har været dedikeret Beatles-fan, siden jeg var 14 år gammel. Hvis jeg selv kunne vælge en solokoncert med et af Beatles-medlemmerne, havde jeg nok valgt både John og George før Paul. Som soloartist har Paul været utroligt produktiv gennem årene, desværre er det ikke alt, der fanger mig. Men gør jer selv den tjeneste at gå hen til Orange Scene klokken 22 lørdag aften, når festivalen når sin afslutning. Det er en fantastisk mulighed for at høre en masse McCartney-skrevne Beatles-sange live, herunder klassikerne Let It Be og Yesterday. Jeg skal i hvert fald bruge det meste at min lørdag på at ligge i kø.

Paul McCartney & Wings – Maybe I’m Amazed

 

Father John Misty – Avalon, torsdag kl. 17.00

Father John Misty har for mig i mange år blot været trommeslageren i Fleet Foxes, indtil jeg blev introduceret for hans musik tilbage i oktober. Han kan opleves på Vega to gange til november, men inden da kommer han heldigvis forbi Roskilde. Father John Misty kan godt virke lidt prætentiøs og arrogant under interviews, men en mand, der danser som på nedenstående video, kan umuligt være alt for selvoptaget.

 

Dolomite Minor – Pavilion, fredag kl. 18.30

Dolomite Minor består af to unge fyre fra England. Den ene spiller trommer, den anden spiller guitar. Og når nu Northside var så heldige at sikre sig Black Keys før Roskilde, så ser Dolomite Minor ud til at være et interessant alternativ. Man kan dog ikke sammenligne dem fuldstændig med Black Keys, for der er nok mere Nirvana-agtig grunge over Dolomite Minor, end garage/blues rock.

 

Noura Mint Seymali – Gloria, onsdag kl. 20.00

Noura Mint Seymali er for mig et fuldstændig ubeskrevet blad. Jeg anede faktisk ikke en gang, at hendes hjemland, Mauretanien, eksisterede. Hun er et af de navne, jeg er stødt på, når jeg har lyttet programmet igennem, og hun er legemliggørelsen af, hvad der blandt andet gør Roskilde så fedt. For hvornår skulle jeg ellers have mulighed for at opleve en nordvestafrikansk kunster i Danmark? Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente af hende, så jeg håber bare på at blive overrasket onsdag aften på Gloria.

 

Rising-anbefalinger

De Underjordiske – Rising, mandag kl. 21.30

De Underjordiske lyder som et syrerockende 70’er-band. Der er enormt meget stemning i deres sange, som de synger på dansk. Sangene er prægede af nordisk mystik, og man føler sig henvist til de dybe svenske skove. De lyder allerede for modne til at indtage den lille Rising-scene. Men det gør til gengæld forventningerne til det danske band endnu højere.

 

The Entrepreneurs – Rising, mandag kl. 23.00

The Entrepreneurs gæster Roskilde Festivals Rising-scene mandag aften (Foto: Maria Ravn)
The Entrepreneurs gæster Roskilde Festivals Rising-scene mandag aften (Foto: Maria Ravn)

Vi var så heldige at have bassisten fra det danske band The Entrepreneurs med på telefon, da jeg lavede Orange Optakt med et par studiekammerater på Journalisthøjskolen. De to bandmedlemmer spiller energisk punk, som det er umuligt ikke at danse med på. Roskilde så i øvrigt tidligt potentiale i dem: De bookede dem, da de kun havde udgivet én single, Brutal Summer.

 

Yung, Rising, tirsdag kl. 23.00

Mikkel Silkjær Holm er hjernen bag aarhusianske Yung, som i november sidste år udgav debutalbummet Falter. Det blev taget godt imod af anmelderne, og Mikkel og hans garagerockere får ligeledes rigtig flotte anmeldelser for deres koncerter. Yung kunne sagtens være et af de navne, som dukker op på Roskilde-plakaten allerede næste år – ligesom The Minds of 99, der har taget turen fra Rising sidste år til at åbne Orange Scene i år.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mikael says:

    Husker også tydeligt åbningskoncerten med Clap Your Hands Say Yeah på Odeon i 2006. Sjovt som det gik ned ad bakke med dem efter deres fantastiske debut dengang

    Hvis man er blevet glad for de Underjordiske vil jeg også anbefale deres norske venner i Electric Eye på Gloria onsdag kl 22

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?