Regnskys julekalender 2016: 23. december

Palace Winter Regnsky
Foto: Daniel Buchwald

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Så er vi ved at være der. Lillejuleaften er oprunden, og min juleforelskede hjerne er ved at være klar til den store dag. Men inden har vi lige et par hængepartier. Vi skal have kåret årets to bedste numre, og så skal vi have afsløret, hvem der har stået bag årets bedste henholdsvis udenlandske og danske udgivelser. Der er ingen grund til at holde mere på spændingen, så lad os kaste os ud i det!

Årslisten: #2
Vi lyttede til de her to drenge i går, da vi hyldede deres fremragende debutalbum, “Waiting for the World to Turn”. Men vi mangler stadig at afsløre det bedste nummer fra Palace Winter, selvom jeg hintede kraftigt til det i går. Nummeret er et, som vi havde premiere på her på Regnsky tilbage i april, og det er naturligvis “H.W. Running”.
“H.W. Running” er ud over at være et fantastisk nummer et af de numre, som for mig definerer Palace Winter som band. Det har den karakteristiske drømmende og sommerlige lyd, som gør bandet til så behageligt et bekendtskab, samtidig med at det er vanvittigt velproduceret. Netop den lyd er ekstremt populær i disse år med internationale stjerner som Wild Nothing og Real Estate som nogle af de mest åbenlyse eksponenter for det, men det, der gør Palace Winter og “H.W. Running” til noget helt særligt, er den tydelige inspiration i filmmusikkens noget mere storladne verden. Det er en spændende kontrast, som jeg synes, at Palace Winter mestrer til noget nær perfektion.
Tekstuniverset kunne også sagtens være taget fra en film. Den er stærkt patosbåret, uden at det dog tager overhånd, og fortæller historien om en søns svære og kontrastfyldte kærlighed til sin far.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Carl Coleman og Caspar Hesselagers projekt har udviklet sig til at være et af mine yndlingsbands – og uden tvivl mit yndlingsband, hvis vi kun kigger på de hjemlige artister.

Årets udenlandske udgivelse: #1
På toppen af den udenlandske albumliste finder vi en artist, som jeg interviewede her i efteråret. Jeg sagde til Benjamin Francis Leftwich under interviewet, at jeg mente, at han havde lavet årets bedste album, og det mener jeg egentlig stadig.
“After The Rain” er et vaskeægte mesterværk og fremstår for mig som årets mest gennemførte og sammenhængende konceptuelle værk. Albummet er et af den type album, som bør høres i sin fulde længde i den tænkte rækkefølge, da numrene fremstår markant stærkere som helhed, end de gør individuelt, hvilket også er blevet illustreret på vores årsliste, hvor Ben Leftwich må “nøjes” med en 14. plads.
Grundlaget for albummet af faderens al for tidlige død, og det er nok netop styrken ved albummet: Benjamin Francis Leftwich har formået at overføre disse stærke følelser til sin musik, og derfor giver albummet lytteren en ret kompleks og åbenlyst ærlig indførelse i Bens enorme personlige krise, som han har gennemlevet de senere år.
Jeg glemmer nogle gange, at Ben Leftwich er et par år yngre end mig selv, når jeg lytter til hans alt for modne refleksioner, som hans livssituation og ekstremt tænkende personlighed har kastet ham ud i. “After The Rain” illustrerer tydeligt hans ønske om at finde svar og et håb, mens han konstant rammes af frustrationer og vrede – primært over sin egen manglende evne til at opnå den perfektion, som egentlig er umulig.
Jeg kunne skrive romaner om dette album, men jeg vil i stedet nøjes med at opfordre dig til at lytte til det – allerhelst alene og uden distraktioner, så du for alvor kan lade dig omslutte af et stærkt og følelsestungt univers, som vel nærmest kun matches af The Antlers helt eminente “Hospice”-plade fra 2009.

I morgen når vi enden på julekalenderen, og forhåbentlig kan vi tematisk slutte lidt mere positivt af. Omend jeg dog vil sige, at Ben Leftwichs album om noget netop rammer essensen af den næstekærlighed, som for mig er et afgørende element af den danske jul. For nogle gange er det de ting, der rammer os hårdest, som giver os allermest i sidste ende. Det tror jeg på.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 22. december

Car Seat Headrest Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det Basshunters fødselsdag, hurra hurra hurra! Det er samtidig også dagen, hvor Meghan Trainor fylder år – og hun har som bekendt lavet et megahit med titlen “All About That Bass”. Mon det i virkeligheden er en hyldest til den navnkundige Basshunter? Det finder vi nok aldrig ud af. Til gengæld kan vi ret nemt finde ud af, hvem der indtager tredjepladsen på årslisten.

Årslisten: #3
I mandags skrev jeg, at vi endnu havde til gode at møde Car Seat Headrests bedste nummer fra “Teens of Denial”, men det kommer her. For mig er “Drunk Drivers/Killer Whales” et af de bedste indie rocknumre nogensinde. Det er i hvert fald årets bedste og måske også årtiets bedste. Det er et skræmmende selvbevidst og selvinvolverende nummer, hvor en hudløst ærlig Will Toledo kort sagt sammenligner fulde billister med dræberhvaler i deres ustoppelighed og uforudsigelighed. Han åbner med linjerne ‘In the backseat of my heart / My love tells me I’m a mess’, og så er linjen ligesom lagt for den ambivalente selvbevidste/selvignorante tirade, hvor det nærmest messende nødråb ‘It doesn’t have to be like this’ bliver et smertensskrig fra en forvirret mand, som på det helt banale niveau er fuld og egentlig bare gerne vil hjem. “Drunk Drivers/Killer Whales” er et af den type numre, som både har mange lag, men som på samme tid bare beskriver en virkelig simpel problemstilling. Du får her lyrikversionen af videoen, så du selv kan dykke ned i teksten.

Årets danske udgivelse: #2
På tredjepladsen over årets udgivelser havde vi en færing, og her på andenpladsen finder vi en australier. Det er nemlig Carl Coleman og Caspar Hesselager i Palace Winter med “Waiting for the World to Turn”, som har lavet årets næstbedste danske album. Jeg har sagt det før, men det her album er for mig lyden af sommer, lyden af festival og lyden af frihed. Hvor Konni Kass“Haphe” er albummet, jeg sætter på, når jeg har lyst til at være alene med mig selv, så er “Waiting for the World to Turn” det album, jeg lytter til, når jeg har lyst til at tage på eventyr ude i den virkelige verden.
Albummet indeholder højdepunkter som “Soft Machine” og “H.W. Running”, men det er et komplet og sammenhængende værk, som jeg kan høre på repeat uden nogensinde at blive træt af det – og uden nogensinde at miste den følelse af uforbeholden glæde, som albummet betingelsesløst indgyder i mig. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange album der nogensinde har formået at gøre det, og derfor har Palace Winters debutalbum fortjent denne hyldest.

Vi er snart ved vejs ende, og i morgen løfter jeg sløret for mit yndlings internationale album. Hvis man går arkiverne igennem, kan man ret nemt finde svaret, men alle jer andre må vente spændt til i morgen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 8. december

Dagny Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Først og fremmest: Hvil i fred, John Lennon. Det er i dag præcis 36 år siden, legenden blev myrdet i New York City.
Det er samtidig en uge siden, jeg satte gang i Regnskys første julekalender. Jeg vil derfor meget gerne høre, hvad I tænker om formatet. Er det fedt? Er det kedeligt? Skal det være længere? Kortere? Mere detaljeret? Smid mig en mail på peter@regnsky.dk, eller skriv en kommentar under artiklen, hvis I har en holdning til det. Og lad os så komme i gang med det, det egentlig handler om.

Årslisten: #17
Vi skal tilbage til Norge – og det er bestemt ikke sidste gang, vi skal det. 2016 har om noget været Norges år, både musikalsk og i tv-seriernes univers. Især kvindernes har gjort det fremragende, hvilket alle, der besøgte SPOT Festival, formentlig vil give mig ret i. En af de kvinder er Dagny Norvoll Sandvik, som med “Backbeat” bragede ind på popscenen tidligere i år. Nummerets omdrejningspunkt er et messende ‘boom-clap’ beat, og Backbeat danser konstant lige på grænsen af det sukkersøde, men jeg synes, at det holder sig på den rigtige side af den streg. Det er ganske enkelt bare den perfekte sommerpopsang, og jeg har i hvert fald intet imod at drømme mig tilbage til sol og sommer. Så kom endelig med ind i drømmeland!

Årets danske koncert: #3
Vi bliver i sommerland med årets tredjebedste danske koncert. Hvis der er ét band, som har været indbegrebet af lyden af min sommer, så er det dansk-australske Palace Winter. Det skal derfor heller ikke være nogen hemmelighed, at når jeg tænker tilbage på julimåned, så falder min allerførste tanke på Palace Winters tidlige aftenkoncert på Rising badet i solskin. Den koncert var følelsen af sommer, frihed og komplet ignorant glæde – og det har man altså bare brug for en gang imellem. Så tak til Carl Coleman og Casper Hesselager for det. Jeg kan godt love, at vi kommer til at møde bandet igen, inden vi når den 24. december…

Det var alt for i dag. Vi bliver i Norge i morgen på årslisten, og man kan sige, at vi også bliver lidt samme sted, når det kommer til koncertlisten. I hvert fald sådan 50 procent.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Det glæder vi os til på Musik i Lejet

Foto: Axel Schütt
Foto: Axel Schütt

Efter et par ugers festivalpause skal jeg til det igen. Mirja holdt fanen højt med Copenhagen Psych Festival i mellemtiden, men for mig er det nu tid til igen at drage ud på en ny festivalplads. Og for mig er det en helt ny oplevelse, da jeg for allerførste gang skal besøge Musik i Lejet i det nordsjællandske. Jeg har ingen idé om, hvad jeg skal forvente af hverken publikum, festivalpladsen eller vejret for den sags skyld på festivalen, som for nylig blev kåret som landets bedste af Politikens iByen. Men jeg har til gengæld en ret god idé om, hvad jeg kan forvente af det, det hele handler om: Musikken.

Derfor vil jeg nu forsøge at give dig en lille guide til, hvor det vil være godt at befinde sig over de næste tre dage.

Velvet Volume, torsdag klokken 18.15 på Skovscenen
Min første anbefaling kommer nok ikke som nogen overraskelse for faste læsere. Ærke-aarhusianske Velvet Volume har på ganske kort tid etableret sig som et af landets ubetinget bedste livebands. Hvis du af en eller anden grund endnu ikke har oplevet dem i levende live, så må man sige, at det er ved at være på tide. De tre piger er stopfyldt med energi, og det er ganske enkelt imponerende, hvor meget bandet er vokset det seneste år rent musikalsk. Men okay, de er jo også stadig i voksealderen…

Velvet Volume – Running Wild

Blaue Blume, torsdag klokken 19.15 på Strandscenen
En anden af vores jyske yndlinge i Blaue Blume kan man også nyde i idylliske Tisvilde denne sommer, når de kort tid efter Velvet Volume indtager Strandscenen. De behøver nok ikke nogen nærmere introduktion, men jeg vil nu alligevel påstå, at de om nogen kan skabe en liveoplevelse, som kan mærkes aller inderst inde i kroppen. Det er en sanselig oplevelse, som er perfekt til en forhåbentlig dejlig sommeraften.

MNEK, torsdag klokken 01.00 på Skovscenen
Britiske MNEK er til gengæld en artist, vi aldrig tidligere har omtalt, men det fortjener han. MNEK er mest kendt som producer på blandt andre s store sommerhit “Final Song” og har arbejdet med store internationale navne som Beyonce og Zara Larsson, men han kan heldigvis også selv. MNEK er lækker og velproduceret r&b, som kan gøre enhver blød i knæene. Koncerten er MNEKs eneste på dansk grund, så det er bestemt en must-see.

MNEK – Wrote A Song About You

Teitur, fredag klokken 16.30 på Strandscenen
Færøske Teitur kommer til Musik i Lejet for at spille en helt speciel koncert. For spillelisten er kendt på forhånd. Teitur vil nemlig spille sit 13 år gamle og anmelderroste debutalbum “Poetry and Aeroplanes” fra start til slut i selskab med en strygekvartet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en helt fantastisk oplevelse, som man bare ikke må gå glip af!

Teitur – I Was Just Thinking

Batida, fredag klokken 01.00 på Skovscenen
Natten til lørdag indtager festivalens nok mest interessante navn Skovscenen. Portugisiske Batida stammer oprindeligt fra Angola, og det fremgår tydeligt af hans musik, som vel kan beskrives som traditionel angolansk elektronika, hvis en sådan genre altså findes. Festligt, dans- og lytværdigt er det i hvert fald, så hvis man har lyst til en god nattefest, vil Batida bestemt være mand for det.

CHINAH, lørdag klokken 20.30 på Skovscenen
I disse år producerer det danske vækstlag artister med massivt internationalt potentiale. og Lukas Graham er nok de mest åbenlyse, men også Liss og Alex Vargas høster anerkendelse i udlandet. Og så er der selvfølgelig CHINAH. På Heartland Festival var selveste The Flaming Lips-forsangeren Wayne Coyne oppe og rose forsangerinde Fine Glindvad efter koncerten, og hvis bandet leverer på det niveau, som de har gjort de gange, jeg har haft fornøjelsen af at opleve dem, er der bestemt flere roser i vente.

Palace Winter, lørdag klokken 23.00 på Bodegaen
Min sidste anbefaling går ud til et af mine yndlingsbands. Den dansk-australske duo Palace Winter har imponeret mig stort både på SPOT og Roskilde Festival, så jeg ser ingen grund til, at de ikke skulle fortsætte den gode stime lørdag aften. Det er lidt ærgerligt, at solen vil være gået ned, når de går på scenen, for bandet gør sig usædvanligt godt i solskin – men mon ikke det nok skal blive lækkert og opmuntrende alligevel? Det tror jeg.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Slut, plut, finale: Årets opture fra Roskilde Festival

Highasakite

Den er mandagen derpå. Mandagen efter den 46. udgave af Roskilde Festival, og mine sædvanlige Roskilde-blues er begyndt at indfinde sig. Jeg sidder tilbage med en følelse af en festival med meget få hovednavne – og de få, der så var, virkede fejlcastede eller leverede ganske middelmådige oplevelser. Og hvor de største kunstneriske oplevelser var henvist til Avalon og Arena. Neil Young undtaget i begge tilfælde, naturligvis.
2016-udgaven af Roskilde Festival vil også stå tilbage som året, hvor den irriterende tendens med urimelige mængder af småsnak, som har plaget mange andre festivaler rundt i landet, også ramte landets største festival. Det var især håbløst på Gloria (omend Avalon og Pavilion heller ikke gik fri), hvor de intime rammer blot virker forstærkende på folks idioti. Jeg ved ikke, hvordan man løser det, men det kunne være dejligt med lidt større respekt for både artisterne og ens medmennesker, som rent faktisk er kommet for at høre musikken. Man skulle jo mene, at der er plads nok andre steder til at vende verdenssituationen uden at ødelægge andres festivaloplevelse.
Men den her artikel var egentlig tænkt som en hyldest til alt det gode på årets festival, så lad mig slutte opsangen her og i stedet fokusere på det bedste blandt de 32 koncerter, jeg nåede at høre i år.

Palace Winter, Rising
Jeg er helt tosset med den dansk/australske-duo, og det er især deres evne til altid at levere nærværende og begejstrede koncerter, som har fanget mig. Frontmand Carl Coleman besidder al den charme, man kunne forvente sig af en australier, og den charme i smuk duet med Palace Winters musik matchede den solbeskinnede søndag aften til perfektion.

Reykjavíkurdætur, Countdown
De seneste uger har været en lang sejrsparade fra vores islandske overboer. Først skøn-smadrede Sigur Rós Northside Festival med den bedste koncert i Ådalen i år, dernæst HU-smadrede deres fodboldhold blandt andre England i Frankrig, og tirsdag var det så de på dagen 15 kvinder fra Reykjavíkurdæturs tur til at femi-smadre den spritnye Countdown-scene. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente på forhånd, men jeg fik en hiphop-fest med klare budskaber mod sexisme, diskrimination og manglende solidaritet – leveret på et islandsk, som ligger meget langt fra det, de fleste af os kender fra blandt andre Sigur Rós og Ásgeir.

Aurora, Pavilion
Åbningskoncerten på den første musikdag viste sig også at være en af de bedste. Aurora var i absolut topform og med en inderlighed og en sårbarhed, som er de færreste forundt, tryllebandt hun Pavilion i den lille time, koncerten varede. Der var vanvittigt mange nordmænd til den koncert, og det forstår man jo godt. De kan godt være stolte af deres lille landskvinde med den store stemme!

Courtney Barnett, Avalon
Courtney Barnett var mit ubetingede must see, inden jeg tog af sted på festivalen. For mig er “Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit” et af de bedste albums, der er udkommet de senere år, og jeg havde set meget frem til at opleve australierens tvetydige og ironiske lyriske univers i levende live. Og jeg blev ikke skuffet. Efter en lidt blød start foldede Courtney Barnett sig ud med en fantastisk energi og hit som “Avant Gardener”, min yndlingssang “Elevator Operator” og nummeret med den bedste linje i moderne musik – “Give me all your money // and I’ll make some origami honey” – “Pedestrian At Best”. Summen af det blev en koncert, som for mig står som årets højdepunkt.

Blood Orange, Avalon
Denne koncert kunne lige så godt have været årets bedste, hvis bare bandet havde leveret en lige så overbevisende indsats som hovedpersonen Dev Hynes/Blood Orange – som Shy Shy Shy også var inde på, da vi snakkede med dem dagen efter koncerten. For Dev Hynes er fandme talentfuld! Hans produktioner og hans sangskrivning fås ikke meget bedre, og selv hans dansemoves er svære at hamle op med. Lyden svigtede hans vokal lidt et par gange undervejs, når han gik helt ned og nærmest talte til publikum, men ellers er der ikke mange fingre at sætte på manden, som netop har udsendt sit tredje album – “Freetown Sound”. Herfra skal der i øvrigt lyde en klar anbefaling til at lytte til det album, som allerede nu fremstår som et ekstremt stærkt politisk værk.

Blood Orange – Augustine

Highasakite, Avalon
Hvorfor er Norge så fantastiske i disse år? Jeg ved det ikke, men det er virkelig en fornøjelse. Highasakite gav os den koncert, som både CHVRCHES aftenen forinden og M83 senere på dagen gerne ville: En komplet elektropopfest, som indeholdt en tilpas variation til, at den ikke virkede ensformig. CHVRCHES gjorde det også fremragende, og man kan nok med rette argumentere for, at deres hits er lidt mere syng-med-bare end Highasakites ditto, men Highasakites musikalske dybde sejrede alligevel til sidst. For når man på den ene side kan lave et cover, som forbedrer et i forvejen godt Bon Iver-nummer, mens man på den anden side kan sætte gang i en popfest, så ved man, at ens musikalske spekter både er utroligt bredt og kvalitetsmættet.

https://soundcloud.com/propellerrecordings/indian-summer

Car Seat Headrest, Pavilion
Jeg har egentlig allerede sagt, hvad der skal siges om koncerten med Car Seat Headrest i denne artikel, så jeg vil bare konkludere, at det bestemt godt kan betale sig at blive sent oppe på Roskilde Festival og tage til nogle af de mindre koncerter. Will Toledo belønnede i hvert fald de trofaste fans denne aften med en virkelig solid koncert i bedste lo-fi grunge stil.

Dillon, Gloria
Mens de fleste andre tog hjem efter -koncerten eller stillede sig i kø til LCD Soundsystem, tog jeg et smut forbi min gamle kærlighed, Gloria. I jagten på en oplevelse, som for alvor kunne blæse benene væk under mig. Tyske Dillon gjorde ubetinget sit bedste, men de førnævnte udfordringer med for meget småsnak var særligt udbredt under netop denne koncert. Det var vanvittigt ærgerligt og synd for Dillon, som i den grad havde besluttet sig for at lade sig blotte og dedikere sig fuldstændig til sit publikum. Højdepunkterne kom i form af fællessang på den hyggelige “Tip Tapping” og så naturligvis hendes helt store hit “Thirteen Thirtyfive”. På disse numre formåede hun endelig at få (det meste af) publikums fulde opmærksomhed.

https://soundcloud.com/dillonofficial/dillon-thirteen-thirtyfive

Der er selvfølgelig flere andre koncerter, jeg kunne have nævnt her. Tame Impala var fremragende, Mac Demarco var pissesjov, og Qwanqwa var både rørende og livsbekræftende. Det er heldigvis et luksusproblem, som jeg også håber at have, når jeg om et år forhåbentlig igen har mulighed for at gøre status efter endnu en udgave af Roskilde Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.