Caribou annoncerer nyt album, deler førstesinglen ‘Can’t Do Without You’

6. oktober er den canadiske producer Dan Snaith klar med sit tredje album som Caribou. Albummet hedder Our Love og er den længe ventede opfølger til 2010-albummet Swim, som stadig er en fast genganger i undertegnedes stereoanlæg. Our Love udkommer som ved de to tidligere tilfælde på City Slang, der beskriver albummet som “formet omkring en mikstur af digitale popproduktioner, hip-hop inspirerede beats, afdæmpede house-basslines og en kærlighed for trippende garage.” Det kalder tilmed albummet for Caribous “mest soulfulde plade” til dato. På Our Love får Caribou besøg af landsmændene Owen Pallett samt Hyperdub-starletten Jessy Lanza.

Førstesinglen fra det kommende album kommer i form af den skæring Can’t Do Without You. Singlen er iklædt en poppet uniform, introduktionsvist drevet af to beherskede, forvrængede vokaler, inden nummeret tager til og bryder ud i et varmt, solrigt og synthright epos, der i sit klimaks bæres af løs percussion.

Our Love:
01 Can’t Do Without You
02 Silver
03 All I Ever Need
04 Our Love
05 Dive
06 Second Chance
07 Julia Brightly
08 Mars
09 Back Home
10 Your Love Will Set You Free

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyt til ‘In Conflict’, nyt album fra Owen Pallett

Canadiske Owen Pallett, der tidligere i år sammen med Arcade Fire-medlemmet Win Butler var Oscar-nomineret for soundtracket til spillefilmen Her, er næste uge aktuel med solokarrierens fjerde studiealbum In Conflict, hvor den engelske ambientmusiker Brian Eno medvirker på flere numre. Allerede nu kan man dog få en snigpremiere på hele albummet ovre hos NPRs hjemmeside, inden albummet udkommer den 26. maj via Domino.

In Conflict bliver det første album i fire år siden Heartlands, men ikke desto mindre har de sidste tolv måneder været seværdige og tætpakkede for Owen Pallett. Foruden Oscar-nomineringen har canadieren været på turné med Arcade Fire (en turné der udskød udgivelsesdatoen for In Conflict) og i marts udkom en række række yderst interessante tekstanalyser, som Owen Pallett foretog af Daft Punks Get Lucky, Lady Gagas Bad Romance og Katy Perrys Teenage Dream. De er meget søde og underholdende, det kan varmt anbefales at tjekke dem ud.

Om Owen Pallett kommer til at analysere sit eget forestående album vil vi lade tiden vise. Ellers må vi bede jer vente spændt på en Regnsky-anmeldelse af dette album, som kan høres her.

In Conflict:
01. I Am Not Afraid
02. In Conflict
03. On a Path
04. Song for Five & Six
05. The Secret Seven
06. Chorale
07. The Passions
08. The Sky Behind the Flag
09. —> [1]
10. The Riverbed
11. Infernal Fantasy
12. Soldiers Rock
13. —> [2]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Trackudveksling mellem Lasse og Morten (vol. 1)

Owen Pallett er aktuel i en særegen konstellation med Daphni (aka Dan Snaith aka Caribou). Sammen har de netop udsendt 12″eren ‘Julia / Tiberius’, og i den forbindelse har Morten afspillet nummeret for Lasse.

Regnskys fire skribenter – Lasse, Peter, Morten og Eva – har hver sine musikalske præferencer, og sammen er de i stand til at dække det meste af den undergrund, skribenterne finder både fristende og pulserende. Men hvad sker der, når to af bloggerne sætter sig ned og i en fredsceremoni deler hovedtelefoner og musik med hinanden? Morten og Lasse, denne sides to skarpeste bloggere udi elektronisk musik, valgte hver at spille tre nye numre for hinanden, for at finde både modsætninger og ligheder.

Daphni & Owen Pallett – Julia [Jialong]

Morten: Daphni (aka Dan Snaith aka Caribou) er ikke bange for at udforske nye musikalske veje. Senest har han produceret denne 12”er Julia / Tiberius sammen med den skønne baroque pop-komponist Owen Pallett (modsætninger mødes!). Kan man godt blande house og violin, synes du?

Lasse: Man kan prøve alt, men det er ikke sikkert, man lykkes med det! Jeg synes ikke, det er et dårligt track, men det lyder lidt stift i mine ører. Det er en typisk konsekvens af at blande elektronisk komposition med levende instrumenter: Instrumentet kommer til at tilpasse sig maskinernes kantethed, hvilket kan lyde forkert. Og så synes jeg måske, at det er et lovlig kedeligt melodistykke, de har fundet som tema. Men på den anden side kan jeg godt lide den lidt hårde komposition, som egentlig ligger langt fra både Daphni og Pallett. Man må give dem, at overgangen 1.30 virkelig holder med det lille break efter opbygningen. Jeg er lidt splittet her.

Not Waving Future Rain [Emotional Response]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/04-Future-Rain.mp3]

Morten: Jeg skrev i slutningen af 2013 om det her forestående album, Human Capabilities, der kommer fra den italienske producer Not Waving. Pladeselskabet bag, britiske Emotional Response, tog sig ret god tid med at få albummet ud, men ud kom det endelig tilbage i marts. Det er en udefinerbar blanding imellem ambient møder krautrock møder non-dance music møder you-name-it. Hvis jeg skulle spille ét nummer for dig, som jeg synes fungerer som en solid præsentation af albummet, så skulle det være Future Rain. Ville du få lyst til at høre resten af albummet, baseret på dit indtryk af dette numer?

Lasse: Ja, jeg bliver helt klart nysgerrig. Det giver en lækker afventende atmosfære og leger med et lidt hypnotisk harmonispil. Det bærer også præg af en filmisk stil, hvor man i højere grad stilles i et rum end i en rytme. Jeg kan godt lide, at det tør at være relativt minimalistisk. Måske kunne det bruge lidt drama? Jeg kommer til at tænke på et nyt track af Oberman Knocks med navnet Dilankex, som også er non-dance, og som er lidt mere dramatisk i sin opbygning og lydflade.

Jamie xx Sleep Sound [Young Turks]

Morten: Engelske Jamie xx udkom i april med sin nye 12”er Girl / Sleep Sound, som jeg personligt når samme højder som hans solodebut Far Nearer. Egentlig ville jeg spille Girl for dig, men Sleep Sound har en Beyonce-sample gemt et sted, og så tænkte jeg, det måske ville fange din interesse. Virker det for dig?

Lasse: Det er i sandhed en lise for sjælen. Mmmm… melankolsk, sexet, sommerligt. Fyldt med nænsomhed og bløde hooks. Specielt starten minder mig meget om det, jeg plejer at kalde ”varm house”. Det tæller f.eks. Taragana Pyjaramas tidlige arbejde, eller Pantha du Prince og Gold Panda. Nummeret har en helt særlig, vidunderligt navlebeskuende stemning, og jeg er vild med overgangen 1.30-1.40. Det sidste halvandet minut er guld værd: Jeg håber nogen spiller det meget højt en sen aften under Distortion. Alt i alt kan nummeret godt være bekendt at bruge et Beyoncé-sample.

Minor Science Foggy Situation [The Trilogy Tapes, februar]

Lasse: Så er det blevet min tur. Jeg synes dette track har en dejlig kombination af saglighed og uro. Fuglekvidder og flotte harmonier i diskrete korstemmer møder urolige rytmer og en plagsom telefon, der ringer. Det minder mig om en linje fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det Værste og Det Bedste som lyder: ”Det værste er telefoner der ringer om natten så blodet standser og styrter den anden vej rundt”. Kan du genkende følelsen?

Morten: Først og fremmest er jeg glad for, at nogle kan udpege numre fra The Trilogy Tapes’ bagkatalog, der er værd at lytte igennem, for det er jo helt sindssygt, hvor kort tid der går mellem hver udgivelse. Jeg har svært ved selv at følge med. Om jeg følte mig urolig mens jeg lyttede til Foggy Situation, er jeg derimod langt mere usikker på. Jeg var i de første to minutter usikker på, hvilken retning, nummeret ville gå, fordi tråden var så utydelig, men jeg kan skidegodt lide nummerets afveksling mellem det metalliske og det organiske.

Nummeret giver ikke meget af sig, så det er de små belønninger, der tæller, som når beatet stopper op og trækker vejret, og når de høje vokalsamples i få tilfælde træder ind i lydbilledet og lægger sig til at hvile over produktionen. Jeg ser skove, havestole og sol for mig. Jeg vil have dette nummer med i mit sommer-soundtrack.

Beneath One Blings [PAN, marts]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/03-One-Blings.mp3]

Lasse: Mange mener at dubstep er endegyldigt begravet. Men jeg synes faktisk, jeg hører en del tracks rundt omkring, der henter gyldne indsigter i blandt andet den tidlige dubstep. F.eks. synes jeg at LogosCold Mission var et af 2013’s bedste album. Beneath er et andet godt eksempel: Det er spændstigt, har masser af percussion og lækker subbas. Hvad synes du? Er jeg bare sentimental eller har det fremtidsperspektiver?

Morten: Jeg kan godt lide, hvordan de to YouTube-kommentarer hidtil henholdsvis går ”HEAVY” og ”boring”. Noget siger mig, at det er et nummer, der kan skille vandene. Jeg synes også, jeg for tiden ser og hører lidt mere til dubstep, som man kender den fra genrens heydays, dog stadig i en moderne fusion med elementer af eksempelvis footwork. Personligt er jeg dog lidt skuffet over, hvor direkte ud af dubsteppens gyldne år, dette nummer har afsæt i. Det bliver lidt en kliché med ”nobody knows I’m here”-vokalsamplingen. Den tunge bas gør mig ingenting, men jeg tror den havde haft det bedre, hvis den var blevet sat op med percussion, der fremstod mere luftigt. Ellers ender man med en produktion, man har hørt – ikke identisk – men tilsvarende fra tidligere. Dette er et nummer for nostalgikeren.

DJ Clent Don’t Go Down [Planet Mu, april]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/04-dj_clent-dont_go_down.mp3]

Lasse: Den ekstremt triste og chokerende nyhed om footwork-geniet DJ Rashads død er svær at komme sig over. En anden klassisk footwork-producer, DJ Clent, har netop udgivet en ny EP på Planet Mu. Dette er et meget klassisk, sample-baseret footwork-track, næsten et skoleeksempel. Jeg kan lide det, selvom jeg savner lidt af Rashads vildskab. Hvad synes du?

Morten: DJ Clent skylder ret meget til artister som DJ Rashad, som jeg også mener tidligere er blevet udpeget som en kæmpe footwork-inspirationskilde af DJ Clent selv. Jeg er en sucker for den klassiske ”footwork møder soul”-opskrift, og introen gav mig også høje forventninger, men det hele står lidt i stampe herefter, og der bliver ikke leget tilpas med vokalen, der gentagende bliver loopet igennem hele tracket. Piano-delen fungerer virkelig godt, men drukner lidt i den rodebutik, han har foldet ud for lytteren. Nej, jeg synes han mangler mod, pondus og freakyness til at Don’t Go Down bliver et nummer, jeg vil vende tilbage til.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Owen Pallett – long time no see. Now see!


Et gensyn efter Long time no see giver lige så tit skuffelser som glæder. Efter at have lyttet til singlerne gående forud for den canadiske violinvirtuos Owen Palletts kommende og længe ventede opfølger til 2010s fænomenale Heartland lander jeg lidt diffus midt mellem.

Fredag morgen offentliggjorde Pallett de første to sange fra In Conflict (ude 12. maj). To numre i kontrast til hinanden. “On a Path” binder bro til de tidligere Pallett-udgivelser. Heartland tog mig med storm, da det konceptuelle værk udkom i vinteren 2010 og især på Palletts efterfølgende turneer rundt i Europa. Med intet andet end sin violin og sine looppedaler frembragte Pallett det års mest rørende kompositioner – Heartland toppede min årsliste og koncerten på Lille VEGA står stadig som en fremragende oplevelse.

Tilbage til de nye numre. “On a Path” er et enkelt popnummer for violin med skiftesvist melodisk bue og rytmisk pizzicato spil. Det mangler den rørende og umiddelbare “hvad er det”-faktor fra Heartland og skuffede mig egentligt rimelig meget. Fordi det ikke bragte noget afgørende nyt med sig og bare var mindre godt end det foregående.

Men der var jo to nye numre fra Pallett – heldigvis! Det andet, “The Riverbed” er langt fra Heartland: tempoet er højere, piskende, vokalen er ikke i fokus som historiefortæller, men på niveau med de nærmest pulserende trommer. De frembringer en aggressiv dramaturgi i sangen ganske langt fra Palletts forudgående meget fint nuancerede og nænsomt følende passager.
“The Riverbed” bringer afgørende nyt til Pallets univers. På den måde undgår nummeret at konkurrere mod de gamle favoritter og står i stedet som sin egen triumf. Vi er spændte på det næste fra canadierens fine hænder.

In Conflict lander den 12. maj via Domino Records. 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vejen til det Pallettske univers

Kender du ikke Owen Pallett? Ærgerligt, for han spillede på Vega i går. Synd at gå glip af den oplevelse, som Owen Pallett åbner for, men heldigt at du kan nå at gøre det næsten godt igen. Læs anmeldelse af sidste års bedste album, som introduktion til Palletts univers. Men hvorfor skal du læse en et år gammel anmeldelse? Fordi du ikke må gå glip af Owen Pallett igen:

Spectrum er det parallelunivers Owen Pallett opfandt på albummet fra sidste år, Heartland. Som vel egentlig kan kaldes den ellers rutinerede canadiers gennembrud. Som første plade under eget navn appellerede han i hvert fald bredere end på de foregående som Final Fantasy. Og noget mere poppet – en udvikling, der fuldendtes med den sjældent straigt-forward og rytmisk forudsigelige ep-single A Man With No Ancles. Netop det nummer indledte aftenens koncert på Vega – mystisk nok den første Owen Pallett nogensinde spiller i København. En lille påmindelse om, hvor lykkelige københavnerne bør prise sig for at initiativer som Frost Festival og ikke mindst Smash! Bang! Pow! overbeviser de lidt smallere appellerende kunstnere til at slå et smut forbi her også.

Men tilbage til paralleluniverset. Helt parallelt er det ikke, for skønt det både har himmel, hav og helvede, befinder det sig på et niveau, det kan være svært at nå til fulde. Det er det til koncertens første 4 numre. Jeg tager mig selv i at ønske, at Pallett snart opfylder forventningerne og spiller et par numre fra Heartland. Bare lige lette presset lidt. Der indledes med numre fra ep’er og tidligere plader, og mild fumlen med volumen på de forskellige samples, Palletts liveshow opbygges af. På scenen står en mand med sin violin og sit keyboard. Og sine pedaler. Sine usandsynlig mange pedaler. Dem bruger han til loops – loops han indspiller live på scenen. Så hvert nummer starter med et 20 sek. stykke violin, spillet som en fremførelse i violinens mange muligheder, eller et stykke kor, eller et stykke klaver eller programmeret synth (som på det utrolig festlige cover af Caribous fabelagtige“Odessa”).
Derefter siger Pallett “Take two”, indspiller et nyt sample, måske et par mere. Og så starter nummeret. Det er ikke gimmicks, det er musikkens præmis – det, der cementerer udtrykkets grundlæggende originalitet.

Vi får en parade af numre fra Heartland, forventningerne forløses til fulde, publikum lytter hengivent til ham, vejen til dette parallelunivers, han beretter om. Jeg kan godt lide andre verdener, end den vi vandrer rundt i til hverdag, det er nok derfor jeg falder for episk musik. Fortællinger, der er mere umiddelbart refleksive end litteratur, i hvert fald i min optik. Men det er svært at finde vejen til det der magiske ikke-sted, jeg søger.
Derfor er Owen Pallett ham, jeg holder mest af.

For som han står på scenen og joker om franske journalister, der mener hans liveoptræden er obnoxious, og dermed har taget til sig at han ikke kun skal fyre op under de helt store violinarrangementer, men også pleje de stille (og i Palletts stort grinende hoved) kedelige numre. Så det gør han. I ca. 10 % langsommere tempo får vi “Oh, Heartland Up Yours” som med Palletts stræbende vokal og umådeligt præcise udtale af egentlig ubetydelige ord som “locust” og “focus” (der brækker over i halv af særligt klare konsonanter og derved skaber spænding), tegner en smal sti til et ukendt sted. Publikum holder vejret, og sjældent har Vega været så stille, som ved den glidende overgang til “Lewis Takes Actions”‘s indledende samples. Nummeret eksekveres så præcist muligt – det er et af koncertens eneste med trommer på backtrack, og dermed et af de eneste med en decideret rytmegruppe. Den rene lyd lader os komme endnu tættere på målet. Også kommer det. Nummeret, der i over et år har givet mig evige kuldegysninger, kronisk gåsehud og rysteture en masse:
The Great Elsewhere. Og så rammer vi det. Paralleluniverset. Om det er Spectrum ved jeg ikke. Men bevidsthedsudvidende, det er det. Fremprovokeret af musik, ikke af noget som helst andet. Af toner, af sammensætningen af dur og mol, af interaktion med publikum og konsekvent selvsikkerhed. Når han spørger, hvad vi vil høre, er det fordi der skal være nogle til at råbe “Mariah Carey”. Så han kan give os det vi egentlig vil have.

Og “The Great Elsewhere” rinder ud, han spiller flere numre, det er fantastisk, jeg er i den anden verden, hvordan den er anderledes ved jeg ikke. Næppe bedre eller værre. Men det er renere. Jeg ved mere i den verden. Jo, den er ustruktureret, jo den består af tankestrømme, af fragmenter. Det er musikkens verden, improvisationens verden, som Pallett har så forfærdeligt godt styr på. Struktureret improvisation, som kan indkapsle øjeblikket, følelsen. Lade den stå i den tid, der kræves for observationen at blive fuldendt. Så øjeblikket forstås, så følelsen forstås. Både den et kvart snublende “Odessa” frembringer, og den hjertet skvulper over med under “What do You Think Will Happen Now?”.
Den klarhed er meget værd.

Derfor skal du tage ind på Voxhall i Århus og høre Owen Pallett når han spiller på Pop Revo til maj. Billetter her.

Owen PallettA Man With No Ankles
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/01-A-Man-With-No-Ankles.mp3]

Owen Pallett – The Great Elsewhere
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/The-Great-Elsewhere.mp3]