Roskilde Festival: Taknemmelighed og ugidelighed

Angel Olsen - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Angel Olsen – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Angel Olsen – Avalon – fredag

Angel Olsen er et omskifteligt gemyt. På et kvarter skiftede hun fra at ville sit publikum til at vrisse af det. Og det er ikke det klogeste at gøre til et tredjedagsfestival-publikum i regnvejr. At bede publikum holde mund er fair nok. Men det er bedre, når det bliver vist fremfor sagt. Hvad der blev sagt var langt henad vejen et problem for Olsen. Hun skjulte på ingen måde, at hun var turnétræt: Roskilde var sidste show på en to-måneders turné, hvor det åbenbart har været et mirakel, at tourbussen ikke har været en mordscene. Hun forstod ikke, hvorfor hun var blevet placeret på Avalon på netop dette tidspunkt – “I guess someone wanted to see me here” var hendes eget upræcise bud. Bandet forstod det heller ikke rigtigt og spillede numrene fra primært Olsens seneste album My Woman uinspireret, men sådan fint nok. Langt henad vejen fremstod Olsens altid imponerende vokal som numrenes eneste holdepunkt, fordi sangenes instrumentale strukturer ikke lod melodierne fremstå helt skarpt nok.

Forsøget på at kompensere for den tydelige manglende lyst til at være tilstede, kom i de temmelig forcerede seksuelle referencer i koncertens første del. Olsens første henvendelse lød “Can we lower the lights a bit? I feel very sexy right now and I want you to feel sexy too”. Det er jo et sympatisk ønske, men det var mildest talt svært at føle sig sexet i gummistøvler og fugtigt regntøj – henvendelsen gjorde ikke distancen mellem scene og publikum mindre, tværtom. Det var symptomatisk for første del af koncerten, hvor Angel Olsen talte om sin fascination af et rimelig almentmenneskelige vilkår: at vi alle ser det samme, men oplever det forskelligt. Olsen valgte i koncertens anden halvdel at vende den sløje stemning mod publikum med sætningen “Can I ask you something? Will you please just shut up?!”. Det er jo sådan set fint nok at ønske det, når man står på en scene, men man kan omvendt også spørge, hvorfor publikum skal give deres udelte opmærksomhed til en artist, som både i sine udtalelser og i sit spil giver tydeligt udtryk for ikke rigtigt at gide at være på scenen. Det samlede i hvert fald ikke individer i en fælles oplevelse, men skabte opdeling mellem scene og telt. Jeg smuttede efter en uengageret opførelse af det ellers forrygende nummer “Sister” for at snakke med mine venner i stedet – tak for den opfordring til Angel Olsen – og håber nu på at næste danske koncert ligger tidligere i turneplanen.

Hamilton LeithauserPavillon – torsdag

Mens alle er til The XX samles mænd på 40+ til Hamilton Leithauser og får en oplevelse i diametral modsætning til den Angel Olsen vil give dagen efter.
I 2004 kickstartede Hamilton Leithauser New Yorker-rockbølgen i front for The Walkmen. Tretten år efter står han som soloartist på Pavillon scene, og forskellen er markant: fra The Walkmens stramt koreograferede rock til soloprojektets leg med rockreferencer er det et godt stykke. Således også på Pavillon, hvor Leithauser i front for tre medbragte musikere optræder i et klassisk rocksetup. Setlisten består mestendels af sange fra Leithausers seneste album I Had A Dream That You Were Mine lavet i samarbejde med Rostam. Trods sangenes skiftende tempi og strukturer præsterer Leithauser og band at virke decideret løsslupne på scenen. Den altid træfsikre vokal klarer de skærende fraseringer og ofte historiefortællende foredrag fornemt, og giver plads til anekdoter og nærvær: det er tillokkende at se Leithauser som prototypen på en vellykkede transition fra meget bevidst cool rockstjerne til familiefaren, som på vellykket vis har skiftet blazeren ud med fleecetrøje. Leithausers publikum er blevet mindre end The Walkmens var, men Leithauser fremstår afslappet cool og taknemmelig, og rammer på numre som “The Bride’s Dad” og særligt “Peaceful Morning” mod koncertens afslutning sweet spot mellem kontrol og spontanitet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Father John Misty omvendte tvivlere

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

At høre Father John Misty fylde Orange var en overraskende god oplevelse. På Orange kunne Josh Tillman synge, danse og se udover et publikum, som havde han lyst til at knalde hver og en i megalomansk storhedsrus. Sådan på “Ideal Husband”-måden med knæfald og sjæleudkrængning.

Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle skrive en positiv anmeldelse af Father John Misty, for så vidt nogensinde skrive om ham uden at blive betalt for det. Få artister har som Father John Misty trigget en skarp aversion hos mig: i min optik er hans performance skabet, hans musik ulidelig ensformig (særligt rytmisk, hvor trommerne sjældent nuanceres fra deres bord-stol-bord-stol-march), hans ironiske tekster et udtryk for den værste udgave af velstillede og selvmedlidende indieverdenbeboeres weltsmerz – den selvbevidste, som i sine udsagn forsøger at skabe distance til sig selv, men i realiteten ikke gør det.

Nu er jeg så i gang med at skrive en endog vældig positiv anmeldelse af en Father John Misty-koncert (uden at blive betalt for det). For koncerten var god. Den var velspillet, favnende og underholdende. Måske kom albummenes kapitalismekritik og lignende ikke udpræget til syne, som kritiske anmeldere har påpeget. Men måske var det heller ikke nødvendigt fredag aften på en festival, som i den grad har givet os performances af den politisk tonede slags. Father John Misty brugte ikke Orange Scene som en prædikestol, men som scene, der fredag aften gerne må give show af vellyd og “Total Entertainment Forever” – en sang, der med blæsere og nøgen vokal satte barren højt fra koncertens andet nummer.

Det var en sjældent velsyngende frontfigur, som indtog Orange. Tillmans vokal og tekster er det uomgængelige centrum for sangene, og derfor kræver de at lyden lader alle nuancer gå klart igennem. Det gjorde de på Orange, og Josh Tillman klarede samtlige sange til UG – de knivskarpe fraseringer pointererede teksternes indhold. Han vidste, at han gjorde det, og den selvtillid gav plads til både knæfald og flirt på tværs af scenen. At min koncertpartner kalder ham Fætter John Fugtig er rimelig præcist.

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Josh Tillman kunne også med ro i sindet stole på sin opbakning. At det faste band var velspillende og uden selvudslettelse spillede ydmygt for opgaven, er en selvfølge for en artist af Father John Mistys størrelse. At Father John Misty havde fået et godt udsnit af Copenhagen Phil med på scenen under hele koncerten til at bakke de orkestrale croonerstykker fra de seneste albums “Pure Comedy” og “I Love You, Honeybear” var ligeledes et scoop, som tidligt skabte højdepunkter som “Things It Would Be Helpful To Know Before The Revolution” og holdt albumversionernes snigende kedsomhed fra døren i liveudgavernes konstante detaljerigdom. Selv den 80’er-klingende “True Affection” blev et rytmisk energigivende afbræk med strygere som science fiction-elementer.

Koncerten ramte sit klare højdepunkt med Father John Mistys magnum opus “I Love You, Honeybear” som settets egentlig sidste nummer. Hvor mængden af rutineoptrædener på årets festival har været temmelig stor (hvis endnu en artist siger “You look so beautiful!” til en koncert med blændende frontlys bliver jeg seriøst træt) er Father John Mistys energi medrivende. Han har måske nok spillet en milliard koncerter med det her materiale, men vi får kun den gode effekt af rutinen: at den giver sikkerhed. Det er en fornøjelse at have ham på den scene, hans performance er indlevende, sjov og fællesskabsskabende – det er effekten af den naturlige performer, der afslappet, men tændt, lever og ånder på scenen. Sådan en performer giver energi fremfor at tage den.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The Minds of 99 – Ingen frygt for den store stygge scene

The Minds of 99 åbnede onsdag Roskilde Festivals scene. Det skete med alvor og stor selvsikker - men med lidet variaton (foto: Peter-Emil Witt)
The Minds of 99 åbnede onsdag Roskilde Festivals scene. Det skete med alvor og stor selvsikkerhed – men med lidet variaton (foto: Peter-Emil Witt)

Når Roskilde Festival natten til søndag slukker for lys og lyd en sidste gang, igangsættes et halvt års gisnen om den næste, store danske kunstner. Set bort fra et par enkelte huller har det igennem de sidste tyve år været en uskreven tradition, at festivalens største scene, Orange Scene, skal åbnes af et nyt navn, gerne af dansk afstamning, der er blomstret op og blevet the next big thing.

Efter sidste års prisvindende og selvbetitlede debut var det ventet, at The Minds of 99 ville blive castet til denne opgave. Med sin skarpe lyd, bredtfavnende post-punk og dansksprogede tekster har sekstetten med numre som Rav og ikke mindst Det Er Knud Som Er Død skrevet poppede melodier, der vinder sympati mange steder i landet. På scenen fremføres sangene med energi og højt tempo, og som endnu et uskrevet Orange-ritual var eftermiddagens taknemmelighed fra scenekanten tydelig fra første nummer.

Den indledende taknemmelighed og eksplosion af orange konfetti blev hurtigt efterfulgt af frygtløs selvsikkerhed, livliggjort af forsanger Niels Brandt. Brandt kan med sin kraftfulde vokal både skrige og agere dyb som på hittet Det Er Knud Som Er Død, mens hans fem bandmedlemmer punktligt lever en milmeterpræcis instrumentalisering. End ikke Orange Scenes tydelige følsomhed overfor sidevind kunne tage noget fra bandets højenergiske optræden, og bandet efterlod intet indtryk af, at de blot for tre år siden fandt hinanden musikalsk i en lejlighed på Frederiksberg.

Det eneste, der hæmmer helhedsindtrykket, er bandets mangel på større variation. Selvom man har fundet en mere dyster side på det nye, flotte nummer Ud Af Min Krop, mangler The Minds Of 99 stadig at omsætte de tydelige musikalske evner til improvisation og originalitet. Men foran sit hidtil største publikum er fuglen i færd med at gro sig lange og stærke fjer, så den snart kan flyve ud af sit bur.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Outkast – En rejse igennem tyve års musikhistorie

Morten: En mindre tradition blev torsdag aften brudt, da Roskilde Festival for alvor blev kickstartet med Outkasts åbning af Orange Scene. Igennem årene har det i særdeleshed været en kendsgerning, at det skulle være et opblomstrende skandinavisk navn, der skulle indlede den fire dage lange festlighed på Danmarks ubestridt største koncertscene. Der var på forhånd blevet sagt og skrevet meget om Outkasts tyve års jubilæum, der dette år bliver fejret med mere end 40 koncerter verden over. Den Atlanta-baserede hip hop-duo, bestående af Antwan “Big Boi” Patton og André “3000″ Benjamin, havde tilbage i marts leveret en mildest talt skuffende comeback-koncert på dette års Coachella. Hvilke forventninger havde du, Mathias, og blev du, dine forventninger taget i betragtning, positivt eller negativt overrasket over aftenens koncert?

Mathias: Absolut ingen! Fair nok, så er det svært at bedømme en koncert på baggrund af halvanden times YouTube-klip, men videooptagelserne fra deres comebackkoncert på Coachella var mildest talt skuffende. De skulle eftersigende allerede have rettet op på det på deres anden dag på Coachella, men det ændrede ikke at mine forventninger langtfra var i top. Aftenens første nummer B.O.B. imponerede mig heller ikke, og den mudrede lyd og deres råben i hinanden gjorde, at jeg virkelig havde bange anelser for resten af koncerten. Heldigvis tog det ikke mere end to-tre numre før de for alvor spillede sig varme og ser man bort for scenens historie med dårlig lyd, så var det faktisk en ret udemærket koncert. Synes du ikke?

Morten: Man må sige at de virkede en anelse overtændte, da de første trådte ind på scenen. Udemærket er et ord, der fint dækker min umiddelbare reaktion på koncerten. Duoen slap fint fra koncerten, der var spækket med kvindekor, guitarister, dj, tilpas med en art liveoplevelse og vokalopbakning fra Sleepy Brown, så i den forstand kan man betragte koncerten som en totaloplevelse; den fornødne assistance man på forhånd kunne havde håbet var til stede. Danskerne har en lidt broget tilgang til Outkasts bagkatalog, og det var da også duoens hits, så som So Fresh, So Clean, Ms. Jackson, The Way You Move og Hey Ya, der fik publikums varmeste modtagelse. Men ligesom tilfældet var det på Coachella (og sikkert har været det igennem hele duoens tourkalender), blev der skiftet en del i løbet af koncerten. Andre 3000 gav plads til Big Boi, der så kunne fyre nogle af rapperens egne indspark fra Speakerboxxx/Love Below-pladen, og omvendt. Var dette move i orden med dig, eller syntes du det virkede forstyrrende?

Mathias: Lad os sige det sådan, at det gav mening taget deres bagkatalog i betragtning, men jeg føler personligt at det var røvirriterende. I modsætning til den snart alt for omtalte Coachella-koncert, så var deres kemi sammen på scenen i dag helt fantastisk og netop derfor forstyrrede det mig grænseløst, når de på skift overlod scenen til hinanden. Forstyrrende er måske heller ikke det rette ord, og ja, med Speakerboxxx/Love Below-pladen var der selvfølgelig automatisk numre, hvor den ene eller anden ikke var med, men for mig tabte koncerten totalt pusten, når de hver især stod alene på scenen. Personligt ville jeg have ønsket de havde ryste posen noget mere, i stedet for at dele koncerten op i hits, Big Boi-ting, Andre-ting, old school-numre og så lidt flere hits at slutte på. Jeg ønskede derimod en lidt mere blandet affære. Hvad siger du Morten? Er jeg bare lidt mavesur og kritiserer for at kritisere?

Morten: Jeg sidder i hvert fald og overvejer, om jeg skal sende en læge på sagen. Er du okay, Mathias? Nej, spøg til side, så gik det ikke desto mindre lidt imod totaloplevelsen, at de undervejs blev splittet ad – og gjorde sådan et stort nummer ud af det, ovenikøbet. Dog var koncertens tematik omkring duoens 20 års jubilæum vedligeholdt igennem hele seancen, og det faktum at koncerten var spækket med energi, masser af timing og en oprigtig interesse i at underholde publikum gør, at jeg betragter mig som ganske tilfreds med det, jeg var vidner til. Supporten fra Sleepy Brown leverede et positivt inspark og tilføjede en vis snært af autencitet til kocerten, da han har været et fast gæstemedlem igennem duoens lange karriere.Vi må ikke glemme, at Outkast tilhører kategorien “artister med stor musikalsk historie, der efter at have nået deres højdepunkt skuer tilbage på deres karriere”, ligesom det er tilfældet for mange andre af deres kollegaer på dette års Orange Scene. Dette taget i betragtning var det for mig en fornem rejse igennem mere end tyve års hip hop-historie, duoen kan være meget stolte af at have ageret værter for.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *