Oneohtrix Point Never – ‘Black Snow’

Hvad er der tilbage at opnå som kunstner, når man har samarbejdet med David Byrne, haft Val Kilmer til at spille hovedrollen i en musikvideo til en af sine sange og vundet en pris ved filmfestivalen i Cannes for bedste filmmusik?

Man kan instruere sin egen musikvideo og proppe den med fem linedancere, en fyr med spraytan-hud og hugtænder, der spiller violin på en billedramme og klaprer på et ergonomisk computertastatur.

Det har Daniel Lopatin aka. Oneohtrix Point Never gjort på ‘Black Snow‘, der er førstesinglen fra det kommende album Age Of, der udkommer 1. juni på Warp.

Men du behøver gudskelov ikke at kunne tyde plottet i musikvideoen for at være dig underholdt. Dertil gør musikken mere end tilstrækkelig et tilstrækkeligt stykke arbejde.

Med Black Snow træder Oneohtrix Point Never et skridt væk fra de dekonstruerede lyde, der udgjorde albumforgængeren Garden of Delete fra 2015. På den nye single tyer OPN istedet til melodiske og minimalistiske pop-riffs, mens Daniel Lopatin selv (i samarbejde med Anohni) leverer vokalsiden.

Dagen før albumudgivelsen, 31. maj, kan man opleve Oneohtrix Point Never på Heartland Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Orgel i ny elektronisk musik

Orgelet. Det muligvis mest verdensfjerne instrument, hvis man forstår “jordnær” som noget håndgribeligt og let tilgængeligt. Orgelet tilhører gamle dage, ik? Himmelragende, uddateret kirkemusik? Ikke helt. Orgelet er på Regnsky i dag, fordi instrumentet har fundet et indpas i nyere tids elektronisk musik. Det vil jeg give et par eksempler på i dag. Jeg har også talt med de to danske elektroniske komponister Sandra Boss og Jonas Olesen, der har komponeret et værk for hele syv (!) orgler, som bliver opført den 11. marts i Skt. Andreas Kirken i København.

Vertical-alignment-view-of-moon-sun-and-slab-from-Stanley-Kubricks-2001-A-Space-Odyssey

Mange har det svært allerede ved lyden af et orgel: Det buldrer og skærer, det mangler følsomhed. Derfor spurgte jeg Sandra og Jonas, hvad man kan gøre for at lære at elske orgelet.

Lasse: Det tog mig en del år at lære at elske orgelmusik (men det lykkedes). Jeg er stadig bedst til det i begrænsede mængder. Har I et godt trick til, hvordan man bør lytte, når man lytter til et orgel? Hvordan skal man indstille sine ører og sit sind, så det lyder godt?

Sandra og Jonas: Først og fremmest er det godt at høre, at du har lært at elske orgelmusik. Dette er endnu ikke sket for os. Tværtimod kan man sige, at vores brug af orglet udspringer af, at vi synes, at orgelmusik ofte er alt for pompøst og virtuost strikket sammen. Orglet er jo instrumenternes konge (jf. Mozarts brev, red.), og netop dette øgenavn synes at have fået komponister gennem århundreder til at bruge orglet som et instrument, hvor det først og fremmest gælder om at vise, hvor stort og vildt det kan lyde. Vores erfaring med den mere traditionelle orgelmusik er, at det ofte svømmer over, bliver mudret og dermed skjuler de klangfinesser og subtile syntesemuligheder, som det også rummer. Vi har derfor ikke et bestemt trick til, hvordan man lytter til orgelmusik generelt, men måden vi tilgår orglet, har i høj grad til formål at åbne for nye indgange til orglets klang og dermed nye måder at lytte til dette fantastiske instrument på.

Et godt eksempel på en elektronisk musiker, der bruger orgel er Tim Hecker. I 2011 udgav han sit formidable album Ravedeath, 1972. Pladen er bygget op om elektroniske forarbejdninger af orgelmusik indspillet i en kirke på Island (hvor ellers?). Specielt kompositionen ”In The Fog” i tre satser gør meget brug af orglet og er et af pladens højdepunkter.

Tim Hecker – In The Fog I

Her svinger orgelet ind i mellem andre lyduniverser som støj og synthesizer. Musikken er ikke spor højtideligt, men den er fyldt med mytologisk stof. Med mytologisk stof mener jeg lydlige opbygninger, der forsøger at genfortælle oprindelsen til musikkens grundstrukturer. ”In The Fog” lyder med andre ord lidt som en urtåge, hvorudfra de første tegn på musikalsk struktur træder frem. Tim Hecker spiller i øvrigt koncert på Jazzhouse i København den 4. april.

Okay, så Tim Hecker bruger orgel. Men hans musik vokser også ud fra ambient-traditionen og ikke fra dansegulvsgenrerne, som house, techno eller basmusik. Det er ikke umiddelbart det rytmiske potentiale, der gør orgelet interessant. Jeg spurgte Sandra og Jonas, hvad orgelet har til fælles med elektronisk musik.

Lasse: Hvad får en elektronisk komponist til at arbejde med orgler? Er der en særlig sonisk relation mellem orgel og det elektroniske lydspektrum?

Sandra og Jonas: Der er i høj grad en lighed mellem orglets klangspektrum og det elektroniske lydspektrum. Når vi arbejder med orglet, er det netop vores mål at søge denne lighed og forstærke den. Orgler har ofte mulighed for at spille ekstremt høje toner, der kan minde om dejlige, skarpe sinustoner, og dernæst en buldrende bas, der, hvis man er heldig at have med et stort orgel at gøre, kan give en fysisk fornemmelse i kroppen. Derudover minder måden at arbejde med orgelet på også om måden man arbejder med synthesizere på. Det vil sige, man opbygger klange ved at sammensætte forskellige frekvenser og overtoner og modulere dem med hinanden. Orglet kan derfor også beskrives som den første synthesizer nogensinde.

Brugen af de høje sinustoner og den buldrende bas er især tydelig hos Tim Hecker. Hør eksempelvis begyndelsen af anden sats af ”In The Fog”.

Tim Hecker – In The Fog II

Sandra og Jonas’ tanker om orgelets forhold til synthesizeren er derimod mere tydelig hos en anden vigtig elektronisk musiker, nemlig Oneohtrix Point Never. Hør bare dette track fra hans seneste plade.

Oneohtrix Point Never – Boring Angel

Det første halvandet minut står orglet frem og viser klangenes himmelskarpe elementer. Bemærk så, hvordan synthesizeren kommer in som en vild, næsten uhyggelig triumf på slaget 1:33. Det er ikke svært at høre ligheden mellem de to instrumenter. Men i modsætning til Hecker går Oneohtrix ikke efter de buldrende og udflydende lyde, men efter skarpheden i instrumentet, dets skræmmende ædruelighed.

Lad os nu tage et lyt til et stykke af Sandra og Jonas’ musik, som synes at gå i en helt tredje retning end Hecker og Oneohtrix.

Sandra Boss & Jonas Olesen – Orgelværk II

Jeg synes denne komposition er ret fantastisk. Den har noget 60er-retro over sig. Min første association var egentlig den græske komponist XenakisMetastasis (som er fra 55), der blev brugt af Kubrick i filmen Space Odyssey.

Xenakis – Metastasis

Men selvom det glidende helt klart er til stede i Orgelværk II er stemningen mindre udløst dramatisk, mere spændt og mere venlig, endda nysgerrig. Det venlige og let langsommelige fik mig til at tænke i andre retninger, f.eks. vores danske Else Marie Pade. Hør Orgelværk II’s tydelige relation til denne synthkomposition af Pade fra 1962.

Else Marie Pade – Faust

En anden oplagt sammenligning kunne være amrikaneren Laurie Spiegel. Det der giver Orgelværk II en retro-følelse er nok måden, hvorpå orgelpiberne lyder som glemte signaler i æteren, der blæser som hensunkne stemmer i vinden. Det fine ved kompositionen er dens indre balance og harmoni (om end ikke tonalt): Man lulles stille ind, de fjerne signaler føles sært trygge. Som om man lå i et fyrtårn af tykke sten på en fjern vindblæst ø og lyttede søvnigt til en ældgammel radio under et varmt uldtæppe.

Det bliver nok noget andet med de syv orgeler i Skt. Andreas Kirke. Jeg spurgte ind til deres nye komposition, der hedder Mixtur For 7 Orgler.

Lasse: I skriver, at I vil “skabe en ’tilstand af lyd’ i kirkerummet, hvor publikum vil blive påvirket både kropsligt og rumligt af lyden”. Gælder det ikke al musik? Eller er der en særlig effekt i jeres komposition, som skiller sig ud?

Sandra og Jonas: Når vi skriver at vi går efter at “skabe en tilstand af lyd” i kirkerummet, er det først og fremmest baseret på, at vores musik ikke er traditionelt opbygget med en melodi og et omkvæd osv. Dermed ikke sagt at musikken ikke er narrativ eller dynamisk, for det er den, men vi går efter at skabe en klangudvikling, frem for et traditionelt musikalsk forløb. Derudover er orgelet i sig selv jo et rumligt instrument, dvs. det er et af de få instrumenter i verden, der rent faktisk er bygget til et bestemt rum. Derfor kan man næsten aldrig tale om orgelmusik uden at tale om rum. Endelig skal vores brug af ordene “tilstand af lyd” tages ganske bogstaveligt, idet vi med de syv orgler har en reel mulighed for at lave en rumlig komposition, der kan sammenlignes med en højtaleropstilling, hvor vi arbejder med panorering, forstærkning og faseforskydning.

Lasse: Kan I fortælle lidt om strukturen i jeres komposition? Er den bygget op om bestemte elementer?

Sandra og Jonas: Ja, det er den egentlig. Vi har på sin vis opbygget en ret stram struktur, som både baserer sig på gennemgående research af hvilke lydlige effekter, vi kunne finde frem til i orglerne, men dernæst også, at vi har været tvunget til at skrive et partitur, idet vi skal formidle vores ideer til vores fem medspillende organister. Som elektroniske musikere er vi vant til at arbejde os frem gennem improvisation, men når ens tanker skal oversættes, så andre kan forstå det, resulterer det nødvendigvis i, at færre elementer bliver overladt til tilfældighederne. Det skal dog siges, at vi arbejder med et grafisk partitur, der stadig efterlader en stor del af rum, for den enkelt orgelspillere at lege i, og dermed er det en komposition, hvor der er en vis del, der overladt til tilfældighederne.

Koncerten med Sandra Boss og Jonas Olesen er tirsdag den 11. marts 2014, kl. 19.00 i Skt. Andreas Kirken, Gothersgade 148, København. Der er fri entré. Tim Hecker spiller den 4. paril på Jazzhouse. Køb billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Elektroniske opdateringer: August og september (i abstraktionens tegn)

I denne måned har listen over elektroniske opdateringer et tematisk islæt. Jeg har samlet en håndfuld af den sidste tids vigtigste udgivelser og kunne ikke lade være med undervejs at spekulere over, hvordan de alle benytter sig af forskellige abstraktionsstrategier. Det kan umiddelbart lyde meget, ja, abstrakt, men det handler i virkeligheden om helt specifikke produktionsmetoder, hvor musikken spiller vores sanselighed og lyttestrategier ud mod hinanden, så de isoleres og står frem som æstetisk selvstændige figurer uden klare referencer til forventning, narrativer eller betydning. Som altid er I meget velkommen til at supplere listen med andre essentielle udgivelser fra den seneste tid – abstrakte eller ej!
Læs tidligere lister: Maj/Juni/juli, februar/marts, januar, december.

Beau Wanzer – Outside Auto
Beau Wanzer · 1. september · L.I.E.S.

Beau Wanzer er et forholdsvist nyt navn på den elektroniske scene i New York, hvor pladeselskabet LIES har sat sit præg på den amerikanske version af det, musikvidenskabsmanden Adam Harper for nylig døbte ”messy techno”, og som han karakteriserer som en ny og abstrakt form for techno. Wanzer er tanden mere dansevenlig end Harpers kerneeksempler som Ital og Actress, men der er stadig snerten af det rodede udtryk med den forvirrende start og den skrattede, rå lyd, hvis lag er tæt på uigennemsigtighed. Så selvom tracket har et stærkt beat, er der alligevel et klart fokus på selve teksturen og sanseligheden i lydene. Harper beskriver et sådan fokus på lydenes overflade som abstrakt, dvs. modsat fortællende linjer i musikken. Udover ”Outside Auto” er 12”erens B-sidetrack også spændende og spilles efter sigende i disse dage flittigt af engelske DJs som Pearson Sound.

Beau Wanzer – Balls of Steal

Tessela – Gateway
Nancy’s Pantry · 7. oktober · R&S Records

Abstraktion er også kernen i Tesselas seneste udspil, der er pænt mind blowing. Tæt som en urskov falder hi-hattens slag, mens noget der ligner lyden af en propel stormer frem. Midt i tætheden lander et lille minut inde en mindst lige så tæt akkord, inden en flot bas fælder dom over nummerets bund. Vi har her en strategi, hvor en lydlig tæthed efterstræber en næsten fysisk effekt på øret. Pludselig klinger tonerne af et ægte rave-vokal-sample, der desperat prøver at bryde abstraktionen – forgæves. Hør også det eksperimenterende titelnummer ”Nancy’s Pantry”, der med sine opskårne rytmer vækker minder om Mark Fell.

Tessela – Nancy’s Pantry

Mark Fell – Sections 1-7
n-Dimensional Analysis · 26. august · Liberation Technologies

Når man snakker om solen! Mark Fell har netop udgivet sine seneste analyser, ”Sections 1-7” og ”Sections 8-14”. Som sædvanlig drejer det sig om abstrakte afprøvninger af computermusikkens funktionaliteter. Mens Adam Harper beskriver den såkaldte ”messy techno” som abstrakt på baggrund af dens fokus på rå tekstur og sanselighed frem for narrativer og kendte betydningsskabende, musikalske figurer (som housebeatet, rave-vokalen og lignende), så skaber Mark Fell abstraktion via en slags matematisk kompositionsform, der i sin renhed står i skarp kontrast til ”messy techno”. I stedet for at finde sanseligheden i rå overflader, søger Fell sanselighed i præcision og de små variationers forandringer. ”Sections 1-7” lyder næsten som sansedata, der deles op, spredes ud og registreres som informationssekvenser.

Mark Fell – Sections 8-14

Mordant Music – Nothing In Here Of Any Value
Nothing In Here Of Any Value · 22. juli · Mordant Music

Modant Music er meget mere konkret end Mark Fell og Tessela. På hans seneste ”Nothing In Here Of Any Value” er der klare referencer til filmiske stemningsmarkører: Rumklangen, stemmerne, den truende, uhyggesskabende bas. Tracket starter med at sætte en stemning og noget der ligner begyndelsen på en fortælling. Men som tiden skrider frem bliver musikken mere og mere beatfokuseret, hvilket skaber en slags indre distance i nummeret: Man føler rytmerne henvender sig til karakterer i musikkens fortælling, frem for til én selv. Denne komplicerede, musikalske strategi når af omveje en sær abstraktion, idet både fortælling og beat hiver hinanden ind i modsatrettede kontekster.

Alex Smoke – Dust (Tessela Remix)
Dust · 2. september · R&S Records

Her bliver jeg nødt til at nævne endnu en nylig udgivelse fra R&S, nemlig Alex Smokes Dust. Tesselas remix af titelnummeret er helt fænomenal og viser i sammenligning med originalen meget godt, hvad der vindes og tabes ved en abstraktionsstrategi. I originalen er figurerne konsekvente og gentages i en opbyggelig udvikling. I Tesselas remix brydes de op og står som mere selvstændige, isolerede, og i den forstand abstrakte figurer.

Alex Smoke – Dust

Oneohtrix Point Never – Zebra
R Plus Seven · 30. september · Warp
https://soundcloud.com/warp-records/oneohtrix-point-never-zebra

Abstraktionsstrategier, der virker ved at bringe musikalske figurer ind i fremmede kontekster, er en kernekompetence hos Oneohtrix Point Never. På hans sidste album tog han lydbidder fra 80er-reklamer og satte dem sammen til vidunderlige collager. Sidste år skrev jeg et indlæg om, hvordan han dermed tematiserer hukommelsens funktionsmåder. På hans nye plade, der kommer den 30. september, gør han det igen, men med nye former for rekontekstualisering. Her er det især måden, hvorpå vi husker og skaber forventning til melodier, der bringes i spil, dvs. hvordan vi regner med musikalske udviklinger. På ”Zebra” gøres det ved alt lige fra opbygningernes uventede drejninger, f.eks. bruddet cirka et minut inde, hvor en simpel treklang i et klaver forsimpler og klarlægger den hektiske synth. Eller cirka to minutter inde, da en saxofon pludselig giver et hint af kitsch, der udforskes nærmere i nummerets vidunderligt melodiøse afslutning små fem minutter inde efter en længere atmosfærisk opløsning.

Bookworms – Materials
Malfunction · 19. august · LIES

Selvom en del nyere abstraktionsstrategier i elektronisk musik bygger på afbrydelse og opbrydning af musikken, så forbliver den mest klassiske abstraktionsform i elektronisk musik selvfølgelig repetition. Et fint eksempel kan høres på endnu en ny udgivelse fra New Yoker selskabet LIES, hvor Bookworms i al ro og mag vender og drejer de simpleste elementer, hverken søgende efter danseglade opbygninger eller overrasker, men alene på jagt efter musikkens grundformer.

Visionist – Pain
I’m Fine EP · 3. september · Lit City Trax

Visionist synes at fylde mere og mere i det elektroniske synsfelt inden for afstikkere af genren grime. Visionist er meget melodisk orienteret og viser på sine små bidder af tracks, hvordan basmusikken kan få en fantastisk poetisk klangbillede (grime-haiku?), når beatet står i baggrunden. Tracket ”Pain” har en næsten koral skønhed og ender overraskende, men perfekt, i et sample af Destiny’s Childs ”Emotions”.

Destiny’s Child – Emotions

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hunger Games – det hemmelige soundtrack

I påsken tog jeg et smut til London, hvor jeg så den nyeste sci-fi-film ‘The Hunger Games’. Filmens lydspor gemmer på en del interessante hemmeligheder. På trods af, at det ikke findes på filmens officielle soundtrack, kan man bl.a. høre sekvenser af et futuristisk stykke elektronisk musik fra 1972 af den amerikanske komponist Laurie Spiegel. Det drejer sig om en simpel, analogt produceret sats (det er før computerens tid), hvor højtryk og langsommelighed mødes. Kunsten ved lytningen er at opdage den meget basale fysiske kontakt mellem musikken og ens krop, ligesom når man lytter til dronemusik generelt. Man er nødt til at svømme hen i den uhyggeligt spændingfyldte, kedeligt endeløse puls, der absolut intet lover og så alligevel udvikler sig på samme hurtige/langsomme facon som universet udvider sig: Uden ydre målestok er det svært at vurdere om det hele fiser af sted eller står næsten stille.

Laurie Spiegel – Hunger Games

Hvis man tror, at den slags musik er en glemt genre, så tager man fejl. Oneohtrix Point Never, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, er faktisk nærmest en mester i denne disciplin. Jeg har aldrig arbejdet mig igennem en fuldbyrdet lytning af hans 2009-opsamling ‘Rifts’, men der er flere gode numre undervejs. Et lille lyt til tracket ”Woe To The Transgression II” giver et godt indblik i relationen til Laurie Spiegels 70er-elektroniske kompositionsteknik.

Oneohtrix Point Never – Woe To The Transgression II

Det er som om denne synthesizer-baserede kompositionsteknik har to måder at udfolde sig på: Enten som en uhyggelig meningsfremmed tåge, hvilket de to numre ovenfor eksemplificerer, eller omvendt med en næsten overstadig og himmelvendt munterhed. De følgende to tracks er gode eksempler på sidstnævnte tema. Først Laurie Spiegel.

Laurie Spiegel

Og her en version fra samme bolgade af Oneohtrix Point Never. Det er en af mine absolutte yndlingsnumre i denne genre.

Oneohtrix Pointe Never – Hyperdawn

Det besidder en næsten skamløst overvældende energi, der på paradoksal vis har en samtidigt religiøs og nihilistisk storladenhed. Præcis den kombination minder mig om komponisten Richard Strauss og hans musikalske fortolkning (a propos soundtrack) af Nietzsches legendariske bog ‘Also Sprach Zarathustra’ (Således Talte Zarathustra). De fleste vil kende begyndelsen fra soundtracket til Stanley Kubricks ‘Space Odyssey’. Igen altså en sci-fi-film. Det er ok, hvis du nøjes med at høre de to første minutter, som slutter med en fed orgelakkord.

Richard Strauss – Also Sprach Zarathustra

Kan du fornemme, hvordan Oneohtrix Point Nevers ”Hyperdawn” kan noget af det samme? Solen der blodigt står op over den rå verden og stråler i al sin prægtige meningsløshed? Musikken tillader sig at begå den stykkeste hybris, fordi guderne er døde.

Et absolut stjerneeksempel i samme retning er Roly Porters track ”Corrin” fra albummet ‘Aftertime’, der udkom i slutningen af sidste år.

Roly Porter – Corrin

Mange af de rytmiske figurere som man kan høre, går helt klart tilbage til Laurie Spiegel, ligesom at der også er en del analoge lyde. Men stykket er tydeligvis spækket med et langt mere farverigt lydspektrum og det sprudler med variation. Desuden kombinerer det de to grundformer i genren, altså den dybdeskuende tåge og den himmelvendte storladenhed. Cirka 3.10 inde i nummeret starter et par rolige strygere i baggrunden med en droneagtig grundtone. 3.45 åbner strygerne sig op i en akkord, der viser sig at have en næsten wagnersk vilje (Wagner og Nietzsche var i øvrigt tætte venner, men endte venskabet i et farligt opgør, muligvis fordi Wagner blev for religiøs til Nietzsches smag). Dem af jer, der er nået hele vejen herned i indlægget, kunne jeg sikkert godt udsætte for Wagner, men jeg vil hellere gøre opmærksom på en anden oplagte lighed med et stykke fra 1906 af den amerikanske komponist Charles Ives.

Charles Ives – The Unanswered Question

Stykket har to lag: Det første lag består af rolige, melankolske akkorder fra strygere. Alt hviler i en slags kosmisk harmoni. Det andet lag afsløres et par minutter inde og består af en trompet samt træblæsere (til en koncert skal strygerne ifølge noderne sidde i et baglokale, mens blæserne sidder på scenen!). Trompeten lægger ud med en frase, der bryder strygernes stilhed og ligger i et nyt tonelege. Trompeten modsvares kort efter af træblæserne, der spiller i et tredje tonelege og tempo, og hvis melodi har atonal karakter. Dette gentager sig flere gange, hver gang med samme frase fra trompeten, men med et nyt, fortsat mere kompliceret og uforståeligt svar fra træblæserne. Roly Porter bruger en lignende strategi: Hans stykke består også af to lag, hvor det ene er de harmoniske strygere og det andet en disharmonisk, atonal elektronik. Eneste forskel er, at Porter starter med det atonale og tilføjer det harmoniske, hvor Ives gør det omvendte.

En anden moderne komponist, som har haft stor indflydelse på elektronisk musik, og som også optræder på lydsporet til ‘The Hunger Games’, er Steve Reich (ligeledes udeladt på det officielle soundtrack). Her kan I høre første sats af ‘Three Movements For Orchestra’, der optræder i den oprivende scene, hvor de unge deltagere i Hunger Games bringes op på spilområdet gennem kuber og kaster sig over hinanden i et blodbad for at få adgang til de eneste ressourcer og våben, der er tilgængelige i løbet af spillet. Man kan roligt sige, at ‘The Hunger Games’ har fundet sig et pænt sofistikeret soundtrack.

Steve Reich – Three Movements For Orchestra

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hukommelse version 2.0

2011 blev på mere end én facon året, hvor hukommelse stod i centrum for den musikalske diskurs. Ideer som retro, nostalgi og muligheden for genuin ny musik blev diskuteret ekstensivt, især efter at den berømte britiske musikjournalist Simon Reynolds udgav sin bog Retromania og argumenterede indgående for, at moderne popkultur er blevet fanget i en tendens til tilbageskuen og reproduktion af tidligere tiders ideer.

Det var dog ikke kun i diskursen om musik, men også i musikken selv, at forholdet til fortiden blev eksplicit tematiseret. Fra at retro var den direkte vej til subkulturel kapital (hiphed), blev det noget, man var nødt til at omgås med refleksion og humor. Nogen af de plader, som det tema lykkedes bedst for var James Ferraro med Far Side Virtual og Oneohtrix Point Never med Replica. Men hvordan fungerer det rent musikalsk, det her med at tematisere hukommelse? Jeg vil i dette indlæg lade diskussionen om Reynolds og retro ligge (vi kan tage den en anden dag) og i stedet kigge nærmere på, hvordan ny musik kan sætte vores måde at lytte til fortiden fri.

Lidt firkantet kan man sige, at hvis retro er tendensen til reproduktion, så skal denne reproduktion forvanskes og muteres, hvis den skal gælde som en tematisering af hukommelse. Hukommelse handler ikke om at reproducere fortiden, men om at sætte den i perspektiv. I musikken (eller kunsten generelt) behøver dette perspektiv imidlertid ikke være vores eget. Et stykke musik kan f.eks. udsætte fortiden for et fiktivt eller overdrevet perspektiv.

Tag for eksempel tracket ‘Sleep Dealer’ fra Oneohtrix Point Nevers Replica.

Oneohtrix Point Never – Sleep Dealer by Mexican Summer

Oneohtrix’ strategi går ud på at kombinere lydelementer lidt som var det forskellige tegn. Jeg vil prøve at vise hvordan ved at inddele trackets lyde i tre forskellige kategorier, der tilsammen udgør en helt speciel hukommelsesfigur.

Den første kategori består af overgangslyde: Lyde som i deres oprindelige kontekst har været relativt tilfældige og som er opstået i underlige overgange i lydfiler til en video. Det er de lyde du kan høre i starten af tracket, og som udgør grundelementet i beatet – et underligt ‘dump’ og et ‘pling’. Oneohtrix’ samler disse restlyde som en slags auditiv skrald og organiserer dem. Indimellem, næsten ubemærket, kan man også høre små hvin eller sære gnidelyde.

Den anden kategori består af menneskelige lyde. Der er et ‘tsk’, der lyder som starten på en ytring og et fornøjeligt ‘ah’, der afslutter noget – muligvis en velfortjent kaffetår. Dertil kommer en del mumlen eller snak. Åbenlyst frarøvede deres oprindelige sammenhæng fungerer de som spor af en betydning, de har mistet.

Den tredje kategori er en slags kosmisk/komisk kategori. Den består dels af en gennemgående dronelyd, men også af korstemmer og violiner, der lander i baggrunden. Og der er de pludseligt sprudlende, lyse klange, der dukker op som små springvand.

Sidst men ikke mindst er der den klare melodilinie, der dukker op et par gange og samler stykket. Hvordan udgør denne kombination en hukommelsesfigur?

Først har vi skraldet, restlydene, der burde være døde og borte, men som er organiseret nøjsommeligt og dermed har fået en ny, uforudset betydning. Som modvægt har vi menneskelydene, der har mistet kontakten til den vilje, der lå bag dem. De kæmper for at beholde deres betydning: Det ‘ah’ gør alt, hvad det kan, for ikke at blive skrald, selvom at både kaffen og mennesket er long gone. Midt i disse betydningskampe kommer kor og violiner for (forgæves) at skabe stemning og kosmisk udsyn, men ingen ved hvis udsyn, der er tale om. Situationen virker fortabt, og dog! Med ét gør en smuk jingle-agtig melodi sin entré og pludselig synes alle lyde at hygge sig med hinanden. For et øjeblik bliver de afstumpede stemmeudbrud endda til talende mumlen. Ingen ved hvorfor eller på hvilken baggrund denne hygge foregår – men måske var der engang nogen, der havde drukket kaffe, og er det ikke hyggeligt? Det er som om musikken prøver at huske stemningen omkring det at drikke kaffe, uden nogensinde selv at have prøvet det. Genistregen rent kunstnerisk er, at denne absurde hukommelsesfigur ligger i den musikalske effekt: Den er noget man oplever ved lytningen, den er ikke et koncept eller en reference.

James Ferraros album Far Side Virtual er et andet godt eksempel på en reflekteret behandling af fortid og hukommelse, men med en nærmest modsat strategi af Oneohtrix. Lad mig forklare hvordan.

James Ferraro – Global Lunch by Hippos In Tanks

Som du måske kan høre er nummeret ‘Global Lunch’ (ligesom resten af albummet) konstrueret af lyde fra computerens verden: Et ‘svup’ fra Skype, når du logger på, glemte Windows-jingler, samples fra Second Life og lignende. Tracket lyder som en blanding af introen til en tv-serie fra 90erne og en gammel reklame for ferier i Florida. Hvis Oneohtrix’ strategi er at opfinde et fiktivt perspektiv på fortiden, så finder Ferraro et allerede eksisterende og overdriver det: ‘Global Lunch’ er en ond fælde, hvor du samtidigt hader alle de sleske substitut-lyde (intet, virkelig intet, lyder som et ægte instrument her), men også – ufrivilligt og i afsky – gribes af samme velbehag og glædelige spænding som da du i teenageårene, dovent i sofaen, følte en kildren i maven ved lyden af en velkendt tv-series kendingsmelodi.

Hvilket af de to følgende filer er en ringetone og hvilket et Ferraro-track?

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/02/sunset.mp3]

Okay, du kunne nok godt gætte, at Ferraro-tracket er nummer to. Men pointen er klar. Disse numre er som ringetoner du i et stenet øjeblik (og nok i smug) hører til ende, fordi de tiltaler dig på en eller anden spøjs facon. Ferraros kunstgreb er at puste dem op til kompositioner.

Man kan se Oneohtrix’ og Ferraros musik som to perspektiver på fortiden, to refleksioner over hukommelse. Oneohtrix giver et splintret og betydningsforvirret perspektiv, mens Ferraro tilbyder en overstilisering. Det interessante er, at Oneohtrix er den mest romantiske (som en vampyr der ser sig i spejlet i et patetisk håb om at opdage antydningen af hans tabte menneskelighed, jf. coveret til Replica). Ferraros perspektiv er ikke sci-fi, men kynisk realisme. Han omfavner verden af emotionelt kunstige og til groteskhed betydningstunge lyde, som vores medieliv er fyldt med. Disse lydes betydninger (som at logge på, være glad, få information, glemme kedsomhed) puster han op og eksponerer. Oprindeligt er de designet til, at du aldrig skal glemme dem, men heller aldrig forbinde dem med andet, end det de vil. De tager magten – du får ikke lov at tolke på dem. Den mulighed giver James Ferraro dig. Han giver dig mulighed for at huske dem på en anderledes måde.

Midt i en tid, hvor retroen er kommet i krise, byder de to anderledes perspektiver på fortiden en ny måde at gå til den historiske bevidsthed på. Det er kun misforstået fremtidsiver, der tror, at den kan befri sig fra de betingelser, fortiden sætter. Men fortidens betingelser er ikke entydige og ubestridelige, de kan diskuteres og fortolkes. Det er netop det, kunstnere som Oneohtrix og Ferraro sætter sig for ved at forstyrre fortiden og dermed sætte den fri i vores fantasi og hukommelse på nye måder.

Som afslutning kan vi passende høre denne 7-sekunders start-up-melodi til Windows 95, som ingen ringere end Brian Eno har komponeret. Den udfylder sin egen funktion (tegnet på at alt fungerer, glæden derved og indbydelsen til at bruge maskinen) så godt, at det næsten er uhyggeligt. Sådanne lyde sidder utrolig dybt i os. Jamens Ferraro bringer dem frem i lyset.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.