Mortens anbefalinger til Roskilde Festival 2013

Fuck Buttons på Astoria i 2008, Tokyo Police Club samme år på Pavilion, hviske- og knepsekoncerten med Kings of Convenience på Arena i 2010 (som blev efterfulgt af smørrebrød i det skandinaviske køkken), et veltimet festfyrværkeri af lydmæssige såvel som visuelle proportioner med 2manydjs i 2009, en overberuset aften med Portishead og ‘drengene’ på Orange Scene i 2011 og en ditto overberuset forsanger med en gudsbenådet sangstemme fra Destroyer dagen forinden. Disse seks koncertoplevelser er mine største igennem de seks år, jeg har været på Roskilde Festival, og meget tydeligt maler det et billede af Roskilde Festivals musikalske diversitet, som ingen anden dansk festival har præsteret at konkurrere imod. Jovist har aarhusianske Northside Festival udfordret Roskilde med bookinger af bands, der nyder stor anerkendelse iblandt det danske publikum, men det er i forvejen veletablerede artister, som allerede tidligere har slået et smut forbi Roskilde Festival. Man kan gå til en festival, hvor man kan synge med, eller en, hvor man skal lytte efter. I modsætningen til Northside ser vi Roskilde udfordre dets publikum og direkte motivere de titusindvis af festivalgængere til at prøve, høre og forelske sig i noget nyt – en af de største bevæggrunde bag denne blog.

Og det skal også være min plan i år. Guderne vil vide, hvor lang tid jeg har brugt på at abstrahere fra alle de for mig velkendte navne, som figurerer på dette års festivalprogram, og givet de for mig ukendte artister en kærkommen chance. Årets program virker til at være underrepræsenteret på indie- og folkscenen, men til gengæld er programmet for elektronisk musik af en acceptabel mængde, og allerede tidligere kunne man læse min anbefalingen af lørdagens klubkoncert med det skotske pladeselskab Numbers. Det er nu på tide at fuldende mine anbefalinger til årets Roskilde Festival, blot få minutter fra scenernes åbning.

Torsdag kl. 18:00 – Vinnie Who, Orange Scene

Ingen kunstners udvikling gør mig mere stolt at have fulgt fra de spæde skridt, end den af Vinnie Who. Fra de idérige demoer i 2009 fremtil de mange fantastiske livekoncerter, der altid har fået mig til at forlade dem med høj optimisme og tro på livet hérefter. Danmarks discoprins, som mange herhjemme med rette ynder at kalde ham, udgav tidligere i år sit andet studiealbum Midnight Special, hvorfra særligt det seneste radiohit “39” formår at vælte benene under mig. En kunstner fyldt af mange forskellige udtryk og inspirationer, og når først solisten Vinnie Who bliver til bandet Vinnie Who ved koncerterne, kan man helt sikkert regne med et festfyrværkeri. Dermed er det passende, at Roskilde Festivals største scene i år skal sparkes i gang med en god spandfuld disco-pop.

Torsdag kl. 22:00 – Animal Collective, Arena

Når jeg netop snakker om at Roskilde Festival skal skabe nye forhold mellem artister og nye fans, er det præcist det, jeg håber at opnå med det populære psych/folk-band Animal Collective. Med ni studiealbums på samvittigheden og en stor fanskare herhjemme modtager jeg tit rynkede næser, når jeg, med ben i musikbranchen, ikke rigtig forstår det amerikanske band. Jeg har ellers i årevis stræbet efter en åbenbaring overfor Animal Collective, der da også repræsenterer en række genredefinitioner, jeg finder meget betagende, så måske kan torsdagens koncert skabe en bro, jeg har manglet længe – blot så jeg inviteret og velinformeret kan deltage i mine venners begejstring, når snakken falder på kvartetten. Der vil ikke blive sunget med, men lyttet intensivt, i håbet om at koncerten vil fremført i en kontekst, der viser sig mere tilgængelig end de gange, jeg frustreret har kastet CD’en med Merriweather Post Pavilion ud af anlægget.

Fredag kl. 14:00 – Andy Stott, Gloria

De færreste technoproducere modtager så megen anerkendelse som den, Manchester-baserede Andy Stott modtager for tiden. Hans seneste plade, Luxury Problems fra 2012, var et af årets bedste overhovedet, der rig på throwbacks til hjembyens legendariske ravescene igennem 80’erne og 90’erne refereres i stenhårde og kolde bidder. På trods af det meget modige træk fra programplanlæggernes side, om at placere så fokuseret dubtechno tidligt på dagen, er mine forventninger tårnhøje, og hvis man finder sig et ubelyst hjørne under Glorias telt kan det være, at man kan danne sig en illusion om klubstemning og beruselse, der oftest først træder ind sent på aftenen.

Fredag kl. 15:30 – Om Unit, Apollo

Sidste år modtog Roskilde Festival mange negative kommentarer ovenpå afviklingen af 2012-udgaven. Kritikken var møntet på Apollo, festivalens nyeste scene, som havde til hensigt at skabe en scene, der var fuldkommen fokuseret på elektronisk musik med element af klubappel. Scenen var i festivalens egentlige musikdage placeret ved broen imellem agoraerne B og C, hvilket medførte en overdrevet afslappet stemning iblandt publikum. Godtnok var stemningen til koncerten med Modeselektor yderst positiv, hvor alles øjne var rettet imod den orange, hoppeborgslignende scene. I år har scenen med de imponerende visuelle virkemidler fået den placering, den fortjener, et ambitiøst stenkast væk fra Pavilion, hvor rammerne i langt højere grad end forrige år giver et indtryk af, at Apollo er en seriøs scene. Den radikale ændring kommer forhåbentligt Om Unit til gode tidligt fredag eftermiddag, når englænderen træder frem på scenen. Igen satser Roskilde Festival hele butikken, når de programsætter et navn, hvis musik appellerer til indadskuning, hvilket kan være svært når man står i klart dagslys. Om Unit har dog i løbet af de seneste år bevist, at man for alt i verden ikke må misse den London-baserede producer, der i sin lyd inkorporerer alt fra techno over til engelsk garage-house, reggae, drum and bass og i særdeleshed dubstep.

Fredag kl. 23.59 – Daedelus – Archimedes Show, Apollo

Hvis der er noget, Apollo i sine countdown-dage har fået bevist, er det de imponerende visuelle rådemuligheder, scenen er i besiddelse af: meterhøje LED-lamper, der panorerer over hele græsplænen, farverige lyskanoner, hvis stråler vækkes til live når røgmaskinernes afkom passerer forbi, og lamper, stærke nok til at skabe liv på scenens orange facade. Alt dette bliver fuldstændig overgået natten til lørdag, når den amerikanske sampletroldmand Daedelus, kendt for sine højimproviserede livesets, ligger vejen forbi. Over årene har Daedelus været akkompagneret af en fysisk stor sampler, en brug som han var med til at pionere får snart et årti tilbage. Det har gjort for netop at understøtte sine improviserede shows, der blander glitchy hip hop, et væld af synthlag og samples, der blander alt fra gamle videooptagelser fra amerikanerens skoletid, til nutidens pop og hip hop.
I år kan man opleve Daedelus med sit såkalde Archimedes Show, der kort forklaret består af et visuelt element, en roterende spejlskulptur i flere dele, der sammen med Apollos setup vil forsøge at skabe et show, der visuelt vil tage vejret fra det opmærksomme publikum.

 Lørdag kl. 15:30 – Kenton Slash Demon, Apollo

De fleste vil måske kende de unge, danske mænd Jonas Kenton og Silas Moldenhawer fra deres forbindelse til det så udanske band When Saints Go Machine, men ved siden af hovedprojektet brygger halvdelen af kvartetten deres fritid på det klubfokuserede projekt Kenton Slash Demon. Med risiko for at træde forkert vil jeg coine duoen for at være en af de populæreste indenfor deres house-mindede felt herhjemme, hvilket tydeligt også kunne ses på fremmødet til sidste års koncert til Strøm i Enghaveparken. Nu vender de tilbage på Apollo, en scene som Strøm havde lånt af netop Roskilde Festival, og selvom vi ikke har hørt meget nyt materiale fra Kenton Slash Demon, i det år der er gået, kan man forvente at høre hits som “Sun”, “Khattabi” og “Daemon” blive mixet op med uudgivet materiale, der muligvis vil kunne give os et indtryk af, hvad vi kan forvente i fremtiden. Når alt kommer til alt kan man håbe, at der nu vil være mere tid til at dyrke dette projekt, efter at When Saints Go Machine udgav albummet Inifinty Pool, tidligere i år.

Søndag – Holy Other & Laurel Halo, Apollo

Søndag, når alt det sjove er forbi, og jeg fortvivlet render rundt og synger Beatles’ “Yesterday” for mig selv, er det min plan at campere modløst foran Apollo. Hvis jeg kan få taget mig sammen vil jeg gerne slå et smut forbi Orange Scene, hvor James Blake tester det sidste rum af energi i festivalspublikummet. Jeg vil gerne råbe ud i det offentlige, at jeg tilgiver Blake for det kedelige debutalbum, han udgav, for med opfølgeren Overgrown viste han en klar forbedring i det lyriske univers, der dog stadig i typisk James Blake-stil repeteres og moduleres.

Men hvor jeg ikke er sikker på at fange James Blake, føler jeg mig overbevist om at få et skud leftfield electronica fra artister med forskellige inspirationskilder og udtryk, når både Holy Other og Laurel Halo gæster Apollo. Begge artister har jeg kun et svagt forhold til, men jeg føler mig overbevist om, at det jeg har hørt er godt, så jeg satser på at forlade Roskilde Festival søndag aften, efter Kraftwerks show selvfølgelig, med et forstærket forhold til disse to. I sand Roskilde Festival-stil.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Konkurrence – Vind billetter til Mala og Goth-Trad

Vi elsker Mala og hans pladeselskab DEEP MEDi her på bloggen. Og det gør koncertarrangørerne fra OHOI! heldigvis også. De har inviteret Mala og andre DEEP MEDi-kunstnere, bl.a. Goth-Trad, til at spille koncert næste fredag, den 5. oktober, på KB18. Sammen med OHOI! trækker vi lod om 1×2 billetter til koncerten. For at deltage i konkurrencen, skal du skrive en mail til info@regnsky.dk og svare på spørgsmålet: Hvor mange års jubilæum har OHOI! i år? (Vinderen findes onsdag den 3.) Hvis du er ekstra sej, deler du også dit yndlingstrack af Digital Mystikz eller Mala med os og de andre læsere i kommentarsporet nedenfor (link til youtube, så alle let kan springe ind og lytte).

Digital Mystikz – Anti-War Dub

(Digital Mystikz-klassiker fra 2006 – et godt bud på, hvad man kunne poste)

Mit sidste indlæg handlede om hver sin halvdel af den legendariske dubstep-duo Digital Mystikz. Mens den ene halvdel, Mala, var taget et smut til Cuba for at opdage mulighederne i den caribiske tradition, havde den anden halvdel, Coki, bevæget sig ud i en musikalsk legemliggørelse af det groteske. Koncerten på fredag er en slags hyldest/introduktion til pladeselskabet DEEP MEDi, som Mala har arbejdet med i mange år, og som du nok har læst om her på bloggen. Selskabet er en af de absolut vigtigste udgivere af basmusik. Koncerten er et must for alle fans!

Goth-Trad – Airbreaker

Mala er lidt af en legende i baskulturen, men Goth-Trad, som også optræder på fredag, er knap så omtalt på nettet. Det er en fejl! I starten af året udgav han det fremragende album New Epoch – en ægte dubstep-plade i 2012! Goth-Trads bagkatalog er også meget interessant og fremsynet. Jeg vil gerne kaste et blik tilbage på et par numre fra hans album Mad Raver’s Dance Floor fra 2005 og sammenligne dem med ny musik fra de seneste måneder. Hør først dette komplet galgenhumoristiske track “Acid Steps”. Det lyder næsten som Autechre med basfeber.

Goth-Trad – Acid Steps
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/09/08-Acid-Steps.mp3]

Mad Raver’s er i det hele taget en komplet skør plade. Den kom i 2005 og er dermed imponerende progressiv med sin bevidste blanding af dubstep-inspireret bas og breakcore/drum’n’bass. Hør f.eks. ligheden med den måde, basmusik remixes til breakcore i dag.

Om Unit – Ulysses (Reso’s Different Drum Mix)

Dette track er fra Om Units seneste ep, der kom i juli. Hvis du har tålmodighed til at høre det først halvandet minut, så får du til gengæld en omgang trommearbejde af usædvanlig kaliber. Der er overraskende mange elementer i Resos mix af Om Unit, der minder om Goth-Trads 2005-ideer. Det er de voldsommer trommer, der styrer showet, mens en bas zapper ind og ud. Hen mod slutningen svæver en smuk melodi overjordisk over rytmerne. Her kan du høre Om Units egen version (med en video man nok ville falde i staver til, hvis man var skæv).

Om Unit – Ulysses

Goth-Trad var på flere punkter forud for sin tid. Alligevel er det svært at finde grundig omtale af Mad Raver’s på nettet. Her er endnu en interessant sammenligning mellem Goth-Trads gamle arbejde og en ny udgivelse.

Goth-Trad – Electric Deadly Parade

“Electric Deadly Parade” har en flot blanding af en samtidig tung og let rytmisk fornemmelse. Måden trommesamplet er splittet på giver lethed i begyndelsen af tracket, samtidig med at de øvrige rytmiske elementer nærmest trækker ned i slaget, som om det er trommen, der pisker takten videre. Denne blanding af tung og let rytmisk fornemmelse finder man i dag f.eks. på visse UK Funky udgivelser. Hør det følgende nummer af Terror Danjah, der kom med hans ep Dark Crawler i august.

Terror Danjah – Fruit Punch

Det er en æderspændte, stramsiddende klipning af et track. Bemærk hvor økonomisk nummeret er konstrueret. Der er kun ganske få spor, cirka fire på én gang. Det bliver næsten en salgs minimalistisk UK funky house. Og igen er det trommen der kommanderer tracket, så det balancerer et sted mellem tyngde og lethed. Præcis som hos Goth-Trad.

Koncerten er fredag den 5. oktober på KB18 i Kødbyen. Billetter koster kr. 80,-

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mathias Magnussen says:

    de har da vidst nok lige det vilde 10 års jubilæum hell yeah :D

  2. Jeppe L. says:

    http://www.youtube.com/watch?v=jpmxoZNLKJU

    Classic! Valget stod mellem denne og Haunted.

  3. Kristian says:

    Havde ^Jeppe ikke lige været først havde jeg også valgt Earth A Run Red, men det bliver i stedet:

    Digital Mystikz – Miracles
    http://www.youtube.com/watch?v=PtryqH8Yi90&hd=1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Din guide til 90er-tendenserne i ny elektronisk musik

Måske har du allerede bemærket det, men 90erne sprudler frem i ny elektronisk musik. Over det seneste år er forsøget på at kombinere nye ideer med 90ernes oprindelige indsigter fra dance, rave, UK garage blevet en populær indgang til ny lyd. Et splinternyt og interessant eksempel er Dream Continuums ep Reworkz, der udkom i slutningen af sidste måned. Dream Continuum er et samarbejde mellem Machinedrum og Om Unit og deres eksperiment går ud på at bruge 90er-indsigterne i en footwork-kontekst.

Dream Continuum – Giv A Lil Luv

Et andet nyligt eksempel, som I nok allerede har lyttet til, er Burials Kindred EP, der har mange skønne rave-elementer. Ifølge en udbredt læsning af Burials musik figurerer den som en slags ”sorg over ravemusikkens død”, en sorg der udtrykkes i hans tendens til at iscenesætte rave-elementerne i en moderne ensomhed og melankoli, dvs. i en tid hvor det fællesskab, som ravekulture udgjorde, er forsvundet.

Burial – Wasp Ashtray

Den læsning er jeg ikke helt enig i. Den pådutter musikken en nostalgi, som jeg ikke kan høre. Hvad jeg derimod synes er helt tydeligt i et nummer som ”Wasp Ashtray”, er at musikken sår tvivl ved den fortid, den referer til. Frem for en egentlig længselsfuld sorg over rave-kulturens død, ser jeg det mere som vemodigt spørgsmålstegn ved selv samme kultur: Var dens emancipationsideal helt uskyldigt? Hvilken pris krævede den? ”Wasp Ashtray” er et ekstremt rigt nummer, der også handler om alt muligt andet, men dette spørgsmålstegn er en vigtig del af den måde, det kigger tilbage på 90erne på.

Det at så tvivl ved den fortid, man henviser til, er i mine øjne en afgørende del af, hvordan retro-elementer bør bruges på, hvis det samtidig skal tage et skridt ind i fremtiden. Det skaber en reflekteret musikalsk genbrug frem for en nostalgisk reproduktion. En anden som har formået at se tilbage på 90erne på en reflekteret og musikalsk enormt vellykket facon er FaltyDL med hans album fra sidste år You Stand Uncertain. Jeg vil prøve at vise, hvorfor netop hans tilgang til 90erne er frugtbar ved at dissekere et af hans bedste tracks “Lucky Luciano”.

FaltyDL – Lucky Luciano

FaltyDL har et hav af samples og referencer kørende i det nummer og jeg vil straks kaste mig ud i at præsentere dem for jer, så vi kan se, hvad han gør anderledes og hvorfor det er godt. Det mest åbenlyse 90er-element er nok det vidunderlige vokalsample. Til at starte med lyder det indelukket og frustreret, indtil det 1.18 min. inde pludselig slippes fri i en glitrende smuk solstråle. Denne kombination af indelukkethed og befrielse afspejler det afgørende greb i FaltyDLs tilgang til samplingen: Vokalsamplet, som vi straks skal på historisk dykkertur med, bærer på en emancipatorisk idé fra 90erne, men hos FaltyDL er det som om, den er lige så frustreret som befriende. Samplet stammer fra et track af Collapse fra 1991, som er ret lækkert (bered dig på 90erhed i dine øre).

CollapseHold Me In Your Arms (Pump Mix)
(I må lige bruge linket her, da indlejringen til nummeret er skjult på YouTube)

A cappella versionen af samplet er blevet brugt i et utal af ravetracks i 90erne.

Collapse – Hold Me In Your Arm (A Cappella)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/Hold-Me-In-Your-Arms-accapella.mp3]

Det kan bl.a. høres på dette Sunshine Productions track fra 1997, som FaltyDL har en åbenlys relation til, hvis man lytter til de iltre trommer.

Sunshine Productions – Above the Clouds (DJ Ham Remix)

Netop trommerne er enormt vigtige. FaltyDLs slagtøj er, udover at være lidt langsommere, langt mere præget af percussion end garage-trommerne hos Sunshine Productions, ligesom at en del rytmer har et lidt andet swing – noget der er karakteristisk for post-dubstep-produktioner. Igen et godt eksempel på, at FaltyDL ikke kopierer 90erne, men sætter dem ind i en ny ramme, et nyt swing.

Men der er endnu mere at hente i ”Lucky Luciano”. Hør f.eks. hvordan akkorderne og deres produktion hos FaltyDL minder om dette jungle track af Peshay fra 1995. Det er i øvrigt et super dystert og interessant nummer, som også sætter sine spor på Burials EP.

Peshay – Piano Tune

Både Peshay og FaltyDL har i øvrigt spor helt tilbage til dette legendariske 808 State track fra 1989, som FaltyDL endda sampler på ”Lucky Luciano”.

808 State – Pacific State

For nu lige at tage den til ekstremen her til sidst, kan vi også lytte til dette funky track ”Apache” (1973) af Incredible Bongo Band, som FaltyDL ligeledes har samplet trommer fra på ”Lucky Luciano”, og som også var et udbredt sample i 90ernes drum n bass, selvom de første samples af ”Apache” stammer helt tilbage fra den tidligste hip-hop. Incredible Bongo Bands ”Apache” er i øvrigt et cover af The Shadows‘ track ”Apache” fra 1960. Så blev den intertekstuelle bue også spændt til det yderste.

Incredible Bongo Band – Apache

The Shadows – Apache

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Bue says:

    Jeg sætter virkelig stor pris på de her historisk optegnende feature-posts. Det er en fornøjelse af få udfoldet noget arkæologi på lyde og samples fra nutidige tracks. En ting, jeg dog har hæftet mig ved, både her og i nogen grad også i andre posts er en terminologi, der indbefatter at musikken er noget, der kan ‘læses’ og som ‘handler om’ noget (i ovenstående er det især i drøftelsen af burial, det er på spil). Måske kunne man godt diskutere, hvilken indstilling til (danse)musik, denne måde at skrive om den på fordrede. Man kunne måske argumentere for, det var en lidt vel litterær eller semiotiseret tilgang, og at det var mere vigtigt, hvordan musikken virkede, og hvad den gjorde ved vores kroppe end hvad den betød. Selvfølgelig udelukker det ene ikke nødvendigvis det andet, og selvfølgelig er krosplighed og intellekt ikke nødvendigvis modsætninger, men alligevel kan jeg godt få en følelse af, der sker en eller anden form for indsnævring, der gør det sværere for mig at erfare musikken ved at danse til den eller blive rørt eller stemt af den, hvis jeg samtidig skal forsøge at tage stilling til dens spørgsmål eller dens behandling af problemer (jf. også http://www.regnsky.dk/2012/02/warrior-queen-vs-rnb/).
    Mvh. Bue

  2. Lasse Posborg Michelsen says:

    Hej Bue, tusind tak for din kommentar. Det er et meget vigtigt og spændende emne, du tager op. Og jeg kan godt forstå, hvorfor mine tekster får dig til at stille spørgsmålet. Jeg giver dig helt ret i, at man skal være på vagt overfor at læse musikken alt for ”litterært”, som du kalder det, forstået sådan, at man hele tiden bør have en forankring i musikken, og dvs. i oplevelsen af den. Men jeg synes også der er en begrænsning i kun at kunne udtrykke den virkning eller følelse, musikken vækker i én, vha. et ”følelsessprog”. Somme tider er det en bedre beskrivelse af den følelse, et track fremkalder, at sige den lyder som ”sorgen over rave-musikkens død” end bare at kalde den melankolsk. ”Læsningen” er lidt som en metafor, der kan udtrykke musikkens virkning mere præcist end den abstrakte betegnelse af en almen følelse. Konkret i Burial’s tilfælde, tror jeg, det har gjort sig gældende for dem, der var en del af rave-kulturen, at de oplevede, denne beskrivelse ramte ret præcist plet i forhold til de følelser, musikken vækkede i dem. Når jeg så lytter til Burial, sker der noget andet. På den ene side, har jeg aldrig selv oplevet rave-kulturen i 90erne, simpelthen fordi jeg var for ung. På den anden side ved jeg godt og hører også disse riffs, akkorder og effekter som noget, der stammer fra en anden tid. Jeg har altså en historisk bevidsthed i selve lytningen, eller virkningen af musikken indeholder en reference, som jeg ikke bare kan ignorere, fordi jeg netop hører den. Mit forslag ift. Burial var, at musikken fremkalder et forhold til denne reference, som ikke blot er melankolsk eller nostalgisk (hvilket er ideen i sorgtemaet), men som også indeholder en tvivl. Som om referencens status er uafklaret. Eller med andre ord: Burials musik er ikke melankolsk på en sentimental og nostalgisk facon (hvilket ville svare til en sorg over en musikkulturs død), den er snarere melankolsk på en lettere uhyggelig og foruroligende facon. Som når man kigger tilbage på en tid og er fanget mellem en kærlighed til tiden og en kombination af fortrængning af og bevidsthed om tidens skyggesider. For mig er dette ikke en ”semiotisering” (eller overfortolkning, som man måske kunne kalde det), men en udvidet, mere præcis og udfordrende måde at beskrive musikkens virkning på. Jeg tror også, det er en metode, der kan åbne lytningen op, også selvom den måske ikke gør det, i det øjeblik du står på dansegulvet. Det var et tilsvarende forsøg, jeg gjorde mht. Warrior Queen og James Blake. Jeg håber mit svar kunne afklare det hele lidt?

  3. Bue says:

    Hej Lasse.
    Det giver klart god mening, det med at gå ud over et rent følelsessprog. På mange måder, er det jo også meget mere interessant læsning, at se noget beskrevet som en sorg over ravemusikkens død (uagtet om man så er enig eller ej), end blot at få konstateret at det lyder melankolsk. Samtidig tænker jeg dog også, det er en balancegang, (hvilket vi jo tydeligvis heller ikke er uenige i). Personligt føler jeg nok, det er at gå for langt, eksempelvis at sige at Burials musik spørger om rave-kulturens emancipationsideal var uskyldigt (i ovenstående står det så dog egentlig lidt åbent om spørgsmålet tilskrives Burial eller dig selv i forlængelse af lytningen. Det er virkeligheden egentlig et meget cool greb, synes jeg). I knap så stærk grad har jeg det på samme måde med at sige musikken indeholder en tvivl. Jeg synes (og nu er vi medgivet på et ret fluekneppende detaljeplan) en mere fair beskrivelse ville være at sige, at Burials musik var flertydig eller ambivalent, og at den måske kunne fungere som et tilbud om at forløse eller på en eller anden måde bebo eller bearbejde de følelser eller den tvivl eller den uro, som nogle af dens eks-ravende lyttere, også uden for lytningen til Burial oplever. Måske handler det også lidt for mig om, at det at sige at musikken rummer tvivl (frem for f.eks. flertydighed), at den stiller spørgsmålstegn eller problematiserer i gang en eller anden grad antyder at musikken kan have et slags negerende, reaktivt element i sig, hvilket det i vid udstrækning ikke er min oplevelse er tilfældet, hvilket jeg umiddelbart sætter ret stor pris på, det ikke er. Jeg tror faktisk ikke, jeg synes man skal prøve at tænke musik som noget der er decideret kritisk, men det kan helt sikkert blive en længere diskussion.

    Et andet aspekt, du antyder, som jeg i øvrigt synes er ret interessant, og som du vist også har skrevet lidt om tidligere, er muligheden for en relativering (eller situering) af musikkens betydning i forhold til en, eller flere forskellige, lyttere. En mulighed, der i den sammenhæng måske kunne være spændende, var at eksperimentere med at prøve i den samme tekst at udfolde det samme stykke musik ud fra forskellige lytterpositioner/-situationer/-praksisser.

    Mvh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?