Frida Sundemo og gennembruddets forbandelse

Frida Sundemo

Du har sikkert hørt Frida Sundemos store gennembrudshit “Indigo” i radioen. Det har nærmest været umuligt at undgå, hvis du er fast lytter af dansk eller for den sags skyld svensk populærradio. Og herfra skal der lyde et stort tillykke med et velfortjent gennembrud til den 26-årige svenske sangerinde.

Frida Sundemo – Indigo

Men for mig personligt har gennembruddet absolut ikke været for det gode. Faste læsere vil vide, at jeg i høj grad tiltrækkes af inderlighed og en ærlig sårbarhed, når det kommer til musik. Det savner jeg på “Indigo” og til dels på “Snow”, som ligeledes er at finde på Frida Sundemos “Indigo” EP.

Frida Sundemo – Snow

Derfor kan det også virke mærkeligt, at jeg alligevel vælger at skrive om Frida Sundemo. Men det her er ligeså meget et ærgrelsens udbrud. Som en svensk pendant til danske Oh Land er hun gået i en retning, som jeg ikke har lyst til at følge. For inderligheden, sårbarheden og nærheden var, ligesom det var tilfældet for Oh Land på “Fauna”, at finde i kolossale mængder på Frida Anna Carina Sundemos debutalbum “Dear, Let It Out” fra 2010.

Frida Sundemo – Dear Let It Out

Så på mange måder er det her bare endnu et eksempel på en i mine øjne virkelig kedelig tendens, hvor stilsikre og knaldhamrende dygtige sangerinder giver slip på retningen i ønsket om det helt store gennembrud. Hvilket jo til en vis grad er lykkedes for både Nanna Øland Fabricius og Frida Sundemo. Men er det reelt det værd?

For Oh Land har svaret udefra set vist sig at være nej, eksemplificeret ved bruddet med det pladeselskab, som i første omgang gav hende den store kontrakt – og som følge deraf de store kunstneriske begrænsninger og deprimerende hitkrav.

Det her indlæg skal med andre ord læses som et opråb. Og en bøn. Hold fast i inderligheden. Hold fast i kunstneriskheden, og hold nu fast i retningen. I hvert fald, hvis målet er at blive taget seriøst for sin kunst. Hvis målet er et andet, så vil jeg sige god tur, for den rejse vil jeg ikke med på.

Frida Sundemo – My Watch Began to Sing

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mathias says:

    Mange tak for et skønt indlæg, Peter. Fed udlægning af din personlig mening. Kan kun være enig i, at sommetider, så er gennembruddet ikke godt for musikken.

  2. Peter Pishai Storgaard says:

    Hej Mathias.
    Tak for kommentaren. Det er selvfølgelig en svær balancegang, og jeg kan godt forstå, at unge artister lader sig rive med. For det er jo en chance, de formentlig altid har drømt om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Newbees Festival 2012: Nutiden, fremtiden og for evigt

“Newbees Festival præsenterer 10 af de mest spændende og lovende nye danske navne” skrev Newbees Festival i deres egen præsentation forud for den femte udgave af den unge to-dages festival i Aarhus.
Så det var med netop den forventning, at jeg troppede op i Studenterhusets hyggelige koncertsal, Stakladen, fredag og lørdag aften. Og så naturligvis med den der “hvordan-mon-det-går”-fornemmelse, som for mig altid vil være til stede, når jeg skal opleve relativt uprøvede artister live. For der opstår altid en del sjove situationer, når nye kunstnere skal vise sig frem. Men de fleste tog heldigvis diverse startvanskeligheder med et smil. Såsom Age of Giants‘ guitarist, Zacharias Baden, da han, med en lånt guitar i hånden, udbrød: “Jeg ved ikke, hvordan den her guitar virker.” Eller da han koncerten igennem måtte minde sine bandkammerater om, at de skulle vente på ham. Og selvfølgelig gjorde de det.

Selv med disse små svipsere undervejs, kom alle disse upcoming artister helskinnede igennem deres optrædener. Og nogen endda mere end det. Mere præcist var der fire optrædende, der i den grad sparkede benene væk under mig. To fredag og to lørdag. Det drejer sig om den purunge Barometer-komet, Jonathan Schultz, de drømmepoppede kanariefugle i We Were Born Canaries og så de to hovednavne i grimepopperen Linkoban og de vidunderlige kaosprofeter, Andrea og Kasper, under navnet Dig og Mig. Dem vil jeg kigge lidt nærmere på, for hvorfor var det lige netop dem, der fik mig til at grine, græde, lade mig forelske eller bare hoppe rundt som en vanvittig? Eller komme i tvivl om, hvorvidt en peberfrugt i virkeligheden er en frugt?

Årets hovednavn, Linkoban. Foto: Sebastian Kjær

Nu er festivallen efterhånden et par dage inde i det, vi kalder fortiden. Men jeg kan stadig ikke helt forstå, at Jonathan Schultz fra Schultz and Forever blot er 18 år gammel. Hvis du har lyttet til “Falling”, kan du formentlig heller ikke. Og hvis du var til stede denne fredag på Newbees Festival, kan du med sikkerhed ikke. Hans vokal var kuldegysningsfremkaldende koncerten igennem, og man kunne mærke den inderlighed, med hvilken alle hans sange er skrevet. Netop inderligheden vil man kunne finde mere af på hans nye album, der kommer til januar. Første nummer på pladen får titlen “Sociopathic Youth”, og det er en sang, som Jonathan selv beskriver som en af de sange, der betyder mest for ham. Fans af Schultz and Forever går i den grad en lys fremtid i møde – og ligeledes gør Jonathan selv. Hvis jeg skal give koncerten et ord med på vejen, kan det kun blive følgende: Optur!

Schultz and Forever – Falling

Da klokken blev hen ad midnat, var det tid til fredagens hovednavn. Nemlig de to hyperenergiske københavnere, Andrea og Kasper, som til sammen udgør Dig og Mig, tilsat en smule Magnus på keyboard. Jeg havde på forhånd valgt ikke at fokusere på dem, da jeg hellere ville give de mindre kendte artister en chance, men deres optræden var ganske enkelt umulig at overse. Den var på samme tid støjende, kaotisk, ekstremt fragmenteret og alligevel helt igennem homogen.
For hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at Andrea på vokal, Kasper på guitar og Magnus på keyboard var kommet til at gå op på scenen på samme tid ved en fejl. Magnus ville passe perfekt ind i 70’ernes amerikanske East Coast hip-hop, Kasper tilhører bølgen af post-punk guitarister, mens Andrea ligner en, der mest af alt vil synge hyggelige popsange. Sammen bliver det til den umiskendelige lyd, som er Dig og Mig. Og det var den lyd, som for alvor fik sat gang i en ellers rimelig sløv fredagsfest.

Dig og Mig – Skyggerne

Lørdagen indledtes med Age of Giants’ ganske befriende tekniske vanskeligheder, men der gik ikke længe, før jeg stod med munden på vid gab af ren og skær fascination. Og lad mig sige det med det samme: Jeg er forelsket i Stine Grøn. Med andre ord havde We Were Born Canaries indtaget Stakladen, og med harmonier af himmelske proportioner og en vokal, som ledte tankerne hen mod Nanna “Oh Land” Fabricius’ bedste øjeblikke, tryllebandt Stine hele den brogede forsamling i salen. “My Beat” var det forventede højdepunkt, men et nyt nummer med arbejdstitlen “White Gold” gav løfter om en spændende fremtid for We Were Born Canaries. Produktionen var skarpere, end alt hvad jeg tidligere har hørt fra duoen, og brugen af diverse samples fremstod yderst velovervejet, indenfor et folk-univers som ellers ofte er præget af overdreven minimalisme og simplicitet.

We Were Born Canaries – My Beat

Efter denne tour de force i skønhed fulgte en desværre alt for rutinepræget optræden fra superbandet Dangers of the Sea, omend de spillede sig gevaldigt op i løbet af koncerten. Dernæst var det tid til Jetsi Kain, som heller ikke levede helt op til, i hvert fald, mine forventninger. Koncerten var præget af for megen livrem og seler, hvilket var en skam, for de viste undervejs et stort potentiale på eksempelvis en, til lejligheden, rimelig up-tempo udgave af “I’m In Control.”

Jetsi Kain – I’m In Control

Dernæst var vi nået til hende, som man kunne mærke, at en stor del af publikum havde set mest frem til. Flere små klynger, primært piger, havde sågar bevæget sig op foran scenen og varmede stille op til koncerten med et par forsigtige dansetrin. Festen gik for alvor i gang, da hipsterprinsessen, som de to konferencier fra Aarhus Studenterradio havde døbt hende, endelig dukkede op bag scenetæpperne. Og så var der i den grad dømt fest a la M.I.A. på Orange Scene i 2011. Linkoban erobrede scenen og publikum med en selvtillid, som selv Noel Gallagher ville have svært ved at matche.
Med energipumpede og koreografiproppede numre som “Popgun,” “Fireflower” og “Like This” fik Ling Ly sat en tyk streg under, at hun ubestridt er Danmarks sejeste kvindelige livemusiker lige nu. Og ingen var bagefter i tvivl om, hvorfor hun var årets hovednavn. Lad mig bare sige, at folk var “Super Into On It.”

Linkoban – Super Into On It
http://www.youtube.com/watch?v=Aka37ICdXRI

Og så må jeg hellere få opklaret situationen med peberfrugten. Jeg fik mig en snak med Andrea og Kasper fra Dig og Mig før deres koncert, og i den forbindelse nævner Kasper rød peberfrugt som sin yndlingsfrugt, hvilket fører til en længere diskussion, hvor Andrea er overbevist om, at en peberfrugt i virkeligheden ikke er en frugt. Efter længere tids research kan jeg dog bekræfte, at en peberfrugt ER en frugt.

Og det var så alt fra den skriftlige reportage fra dette års fantastiske Newbees Festival. En af de nærmeste dage vil der dog også følge en billedreportage fra min gode ven og dygtige fotograf, Sebastian Kjær. Glæd jer!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gold & Dirt

Jeg havde lyst til at flegne ud. Jeg ville lave noget, som larmede mere og var mere stille. Med mange tempi, mange sangere, mange musikere. Alt hvad jeg gik og hørte, kanaliserede jeg over på pladen.
Peder om det nye album.

Der er gået nogle år siden vi sidst hørte nyt fra multitalentet Peder Thomas Pedersen. Det var da han i 2007 udgav sit første soloalbum And He Just Pointed To The Sky… under navnet Peder. Et album som satte sine spor med numre som White Lillies med Ane Trolle på vokal og det instrumentale Timetakesthetimetimetakes.
Nu, efter en længere pause, er Peder klar med tretten nye perler på den kommende opfølger Dirt & Gold som udkommer den 6. september OBS: ny dato, udkommer først d. 20. september. Et album som indeholder en lang række inspirationskilder, blandt andre Nina Simone, Ray Charles og Tom Waits, og som spænder fra den ene ende af genrerspektret til den anden.
Han har også her fået assistance af et par stærke vokaler: Claus Hempler, Signe Marie Schmidt-Jacobsen og Jacob Bellens, bedre kendt som frontmanden i I Got You On Tape. Indiepopyndlingen, Oh Land, har desuden lagt vokal til albummets førstesingle med det lidt dystre navn Love Lost City. En sang som jeg, efter et par gennemlytningen, finder meget fængende. Lyden er stadig karakteristisk for Peder, dog med en lidt højere puls og tilsat lidt vrikkende hofter.

Jeg vil glæde mig til at høre det samlede resultat. I mellemtiden kan du allerede nu downloade førstesinglen.

Peder – Love Lost City (Feat. Oh Land) (download via iTunes)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/01-Love-Lost-City-feat.-Oh-Land.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Anders says:

    Hov. husk lige hele Pelding bagkataloget som Peder jo er mere eller mindre ophavsmand bag

    Peder længe leve

    Anders, http://www.opdagNyMusik.blogspot.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Heavy Eyes EP

Oh Land

Danske Nanna Øland Fabricius måtte tilbage i 2004 indse, at en skade forpurrede en ellers lovende karriere som talentfuld ballerina. Gudskelov ser det ud til, at intet kan forhindre hende i at begejstre en samlet presse som musiker, hvor hun optræer under kunstneraliaset Oh Land.

I slutningen af 2008 udkom det kritikerroste debutalbum Fauna på det danske pladeselskab Fake Diamond, hvorfra nummeret Heavy Eyes blandt andet figurerer. Søren skrev tilbage i februar om dette nummer, eller rettere om videoen til dette, og nu danner 2. singlen rammerne om en ny seks numre lang EP, der præsenterer følgende versioner af Heavy Eyes:

1. Heavy Eyes (Radio Edit)
2. Heavy Eyes (Trentemøller Remix)
3. Heavy Eyes (Kasper Bjørke Remix)
4. Heavy Eyes (James Braun Remix)
5. Heavy Eyes (Opiate Remix)
6. Heavy Eyes (Acoustic live version)

EP’en bliver snart sluppet fra Fake Diamonds sikkert trygge baglokaler, men indtil da har vi fået lov til at dele remixes fra James Braun og Kasper Bjørke, som selv har været en del indover produceringen af Oh Lands album. Remixet fra James Braun har ligget til streaming på hans MySpace i efterhånden et stykke tid, og kan af denne grund godt virke temmelig bekendt for nogle lyttere. Alligevel er det et fedt nummer, hvor fokus forbliver på Nannas smukke vokal, selvom James Braun gerne vil have folk op og danse, med hans typisk friske tilgang til andre kunstneres originaler.

Kasper Bjørke kender nærmest nummeret som sin egen bukselomme, qua hans tidligere arbejde med tilblivelsen af albummet. Af den grund kan man også mistænke den gode Bjørke for at besidde en ekstra portion overskud i forhold til hans kollegaere, som har givet sig i kast med remixing af Heavy Eyes. Derfor er der også blevet plads til sjove samples, som for eksempel den relativt velkendt og lidet kneppede handclaps, som får en sjov rolle på remixet. Herudover fyrer Kasper Bjørke op for bongotrommer såvel som båthorn, hvilket på yderst mærkelig vis gør denne fortolkning skidesjov og interessant.

Disse remixes vil ligge til fri benyttelse i to uger, hvorefter det kun vil blive muligt at streame dem – så fang dem mens de er friske.

Oh Land Heavy Eyes (James Braun remix)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/04-Heavy-Eyes-James-Braun-remix2.mp3]

Oh Land Heavy Eyes (Kasper Bjørke remix)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/03-Heavy-Eyes-Kasper-Bjørke-remix2.mp3]

Kasper Bjørke har tidligere remixet Atoi, Trentemøller, The Ting Tings, Non+, Turboweekend, Trolle/Siebenhaar, Visti & Meyland samt utallige andre.
James Braun har tidligere remixet Veto, Efterklang, dOP, Small, Turboweekend, Tomski & Fredboy, The Floor is Made of Lava og flere. Desuden er han netop nu aktuel med EP’en
Lessons sammen med Dan M, mens han i næste uge spiller på Sonar Festival i Barcelona.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Oh Land LIVE

Oh Land - Live at Vesterbro Festival

LIVESTEMNING: Inden Nanna “Oh Land” Fabricius imorgen drager med bandet til USA for at spille på SXSW festivalen samt en række koncerter i New York og San Francisco, lagde den eksperimenterende sangerinde vejen forbi Pitstop i Kolding. Da jeg træder ind på klubben er der mere fyldt end normalt til koncerterne og jeg er overbevidst om, at det skyldes Oh Lands kun få danske koncerter, hvoraf Pitstop er det eneste sted udenfor København og Aarhus – Nogen er kommet langvejs fra.
Folk stimler sammen omkring den lille scene, hvor bandet er ved at gøre sig klar, og mens Nanna beder en lille indvendig bøn sænker støjen sig og publikums opmærksomhed rettes mod scenen. I denne fantastiske stilhed toner koret fra pladens åbningsnummeret Numb stille ind og en meget intens koncert begynder.
Bandet består udover Nanna Fabricius af de to korpiger Katinka Vindelev og Katrine Muff, bassisten Rohat Efverløff og trommeslageren Hans Hvidberg – i sig selv en modig opsætning, men med god hjælp fra laptoppens backtrack leverer de tilsammen en særdeles overbevisende forestilling.
På den visuelle front har bandet iført sig små sorte huse med blinkende dioder som hovedbeklædning, mens VJ Sabine Storm spiller små forårsagtige blomster-visuals i takt til musikken. Undervejs bruger korpigerne også nogle paraplyer til at markere bastante taktslag i musikken, hvilket giver den til tider eksplosive musik en lille ekstra dimension.
Bandet formåede hele koncerten igennem at fastholde den føromtalte intensitet. Der var en nærhed mellem band og publikum som sjældent ses på en natklub en fredag aften. Selv de mest skrøbelige korslutninger på numrene foregik i absolut stilhed efterfulgt af højlydte klapsalver.
Aftenens største bifald kom i forbindelse med singlerne Heavy Eyes” og ekstranummeret Audition Day”, men også det Antony & The Johnsons inspirerede nummer Frostbite” fik en god medfart, og koncerten som helhed fremstår som en af de mest interessante jeg længe har set. Efter denne oplevelse forstår jeg godt hvorfor amerikanerne vil have fingrene i Oh Land.

Oh Land – Frostbite (via Le Touch)

[audio:http://www.letouch.tv/Thin/Oh%20Land/03%20Frostbite.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?