Hvid synæstesi

En yndet musiker-kritik af musikjournalistik er følgende:

”Writing about music is like dancing about architecture”

Om end der i nogle tilfælde er en sandhed i det udsagn, er musikjournalistikken også en gave til musikken. Musikjournalistik har mulighed for at åbne det abstrakte, decifrere det kryptiske og italesætte en kontekst og et forhold mellem musik og samtid som den intuitive musiker måske ikke altid har gjort sig bevidst.

I kompositionsprocessen, på den anden side af journalistens tekst, i tiden før skriften, i processen ved klaveret eller ved sampleren, anvender nogle musikere farver eller andre abstraktioner for at kommunikere til hinanden, for at kunne italesætte lyden. De giver den tekstur og farve for at navigere i det abstrakte og magiske rum, som går unden betegnelsen musik.

Når en musiker sanser en farve i lyden, gør denne brug af en evne, som inden for psykologien kaldes synæstesi. Synæstesi er en sammenblanding af sanseindtryk og betyder sam-sansning. Synæstesi kan antage mange former, men en mild og hyppig afart af evnen er, at lytteren sam-sanser farve og lyd.

Jeg vil bruge denne synæstesi vinkel til at præsentere musik, hvis klanglighed gør, at den fremstår gennemlyst og hvid. Lad os kalde det følgende en essayistisk autobahn, der fører dig milevidt omkring i abstraktionens kamre. Indlægget er ledsaget af den her WiMP-playliste med en god portion af den omtalte musik:

Jesu transfiguration og en ordenligt portion blegemiddel

Fra en optisk vinkel er hvid den farve som det menneskelige øje sanser, når det er rettet imod lys. En overflade fremstår hvid, fordi den reflekterer lyset som rammer den, samtidig med at den ikke absorberer farver. Den hvide farve har en neutraliserende kvalitet, og skabes ved at kombinere passende intensiteter af de tre primære farver rød, grøn og blå. Den neutraliserende kvalitet og tilknytningen til lys, giver farven hvid en puritansk overtone. Farven hvid forbindes med det rene, det uskyldige, det perfekte og har en kulturel vægt som er ganske umiskendelig. Det er vel formentlig en af årsagerne til, at den hvide farve symboliserer Jesus’ transfiguration. Spørg Paven – hvordan vasker de mon hans klæder, skal der blegemiddel til, åh, så mange spørgsmål –  vi begraver os i hvide toner.

Jocelyn Pook – Dionysus

I det første stykke hvide musik er vi i selskab med en sorgfuld uskyldighed i skikkelse af en kønsløs stemme, der over et repeterende kor fraserer i et formløst sprog. Den hvide association kommer af uskyldigheden i stemmeføringen, men det er måske især det formløse sprog, som er interessant. Et sprog, hvor ordlyden angiver emotion uden at formidle et egentligt budskab. Det er en velsignet kompositorisk beslutning at undgå den semantiske tyngde, som et ord kan iklæde en komposition. Pook undgår den friktion, som kan opstå, når musikken forenes med et betydningsmættet fælles sprog, og hun åbner for et tolkningsrum frigjort fra sprogets vægt. Musikken får lov til at udfolde sin egen mening, selvom den er vokalbåret, og det er væsentligt, fordi vokaler ellers har en særegen evne til altid at placere sig i centrum af musikken.

Hans Otte – Wassermanmusik

http://youtu.be/2TmB-SYduYw

Elegante gevandter – den hvide elegance

Den hvide sanseoplevelse af musik er ofte et tegn på en særlig elegance. Måske fordi kunsten at afklæde musikken til dens essens – instrumentet og instrumentalisten – kræver, at de grundlæggende musikalske ideer er stærke og udførelsen ligeså. Måske foreligger elegancen i dette samspil mellem menneske, instrument og komposition. I “Wassermanmusik” er der ikke anvendt de effekter og redigeringsmuligheder, som en moderne musikteknologi tilbyder, og således bliver farveoplevelsen af musikken heller ikke kandiseret eller forvredet af ændringer i klangen eller i musikkens tekstur. Den hvide farves tilknytning til det rene er den åbenlyse pointe.

Ligesåvel er der en mærkbar balancering mellem simplicitet og kompleksitet i “Wassermanmusik”. “Wassermanmusik” er nemlig simpelt instrumenteret men samtidig et enormt komplekst stykke musik. Det er derfor både mini – og maksimalistisk, og fremstår som et balanceret værk, der rummer den lethed og tyngde som kendetegner egentlig substans.

Detour; den hvide musik i relation til samtidsmusikken – det digitale rums konstruerede stilhed

Den hvide musik, med dens elegante og klare fremtræden, står i kontrast til det man med et vagt ord kan kalde samtidsmusikken. Med samtidsmusikken forstås det effekterede og nano-redigerede. En tilstand, hvor musikkens undfangelsesrum er blevet overvejende digital. Musikkens rumfornemmelse konstrueres digitalt eller med samplinger af fysiske rumklange. Syntetisk ambience er ikke noget nyt fænomen. Det kan Bon Jovis diskografi bevidne, men ligesom i den periode, synes jeg at spore en bevægelse iblandt musikere og musik-forbrugere lige nu. Man lader sig ikke mætte af gigantiske computeriserede konstruktioner og vender sig i stedet mod plader såsom Spirit of Eden af Talk Talk, der synes at fremstå som computermusikkens antitese. I det egentlige fysiske rum kan musikkens nærvær blomstre. Det er en reaktion, som udarter sig til en puritanisk indstilling til musikken, der ikke er direkte sammenlignelig med folk-musikkens klangbund af værdier. Og netop denne puritanisme er så tydeligt tilknyttet den gennemlyste musik.

Den modsatrettede bevægelse er også en mulighed. En bevægelse ind det digitale.

En af de mest begavede eksempler på dette er højaktuelt. “Infinity Killer” fra When Saint Go Machines nye album Infinity Pool rummer en begavet musikalsk pointe. Arrangementet består primært af digitaliserede, pitchede og forvredne variationer af forsanger Nikolaj Manuels Vonsilds stemme. Musikkens genialitet består i, at den evner at gengive den (sen)moderne tilstand, hvor vores menneskelighed konstant er omsluttet af digitale variationer af os selv. Mails, Facebook, smartphones, Instagram, Twitter, Vine – en evig rumklang af et menneskes digitale spejlinger.

Hm, i relation til synæstesien.

Efter en kort stund i radioens nærvær føles det som om, hver eneste tone vibrerer i klaustrofobisk afmagt overfor de binære koder som omslutter alting og giver det farve. Musikken afspejler vores tilstand. Elektronisk musik har igennem de sidste 10 år været en progressiv kraft, hvis energiudladning har fået rockmusikken til at virke tilbageskuende og blodfattig, så dette er ikke en kritik af digitalt konstrueret musik, derimod er det blot en pointering af, at den hvide musik har den afvæbnende kvalitet, at den kan henføre lytteren til det rum, hvor musikken bliver fremført. Man er i selskab med det skabende menneske i det fysiske rum, som bliver musikkens undfangelsesrum. Tonerne indkapsles af et egentligt fysiske rum

Et samtids-eksempel kunne være forskellen på at høre Nils Frahm og James Blake. Selvom Blake er en mester i at skabe musikalsk nærvær, formidle emotion og arrangere med en simplistisk begavelse, er hans kanvas digitalt, og stilheden han komponerer i er digitalt konstrueret.

Og hvad så, tænker du! Hvad er forskellen på at formulere sig i egentlig stilhed i tid og rum kontra digitalt konstrueret stilhed af binære koder. Se, det er jo det frække spørgsmål.

Maurice Ravel – Miroirs: Les Oiseaux tristes

Fra 2013 til 1905 – en akustisk rejse i tid

Med Frahm, Pook og Otte som repræsentanter for den hvide musik, står det klart, at den hvide musik har en impressionistisk og for så vidt minimalistisk undertone. Impressionismen var en kunstform, som var farverig i malerkunsten, men også en kunstform som yndede at skildre lysets flakkende karakter med stor akurattese – det er selvsagt en grov forsimpling.

I musikken tog den form som en magisk klanglighed, der brød med de dengang herskende harmoniske dogmer. Maurice Ravel, en af impressionismens store mestre, bidrog til harmonikkens evolution med Miroirs fra 1905, og hans harmoniske tone har uden tvivl påvirket en af vor tids store ”pop”kunstnere: Björk. En påvirkning som især er tydelig på albummet Homogenic fra 1997 – tjek hyperlinks for audio eksempler. (Dette er for nørderne, men bemærk, hvordan Björk i sin moderne klassikker “Joga” rent faktisk citerer Ravel i stryger-arrangementet i omkvædet)

Björk – Undo

Før du lukker fanen og vender tilbage til din Twitter-scroll

“Undo” er fra Bjørks plade fra 2001, Vespertine. En plade, som ifølge Bjørk, portrætterer følelsen af at gå ud i sin have i vinternatten. I tilfældet “Undo” antydes det hvilke karakteristika, der knytter sig til den hvide musik. Det musikalske nærvær, som her kommer til udtryk i Björks vokalpræstation og det skarpe kompositoriske fokus, som kendetegner sig ved at alle elementer har en klar funktion og er særlige i deres egen ret. Rytmiseringen er enten fraværende eller underspillede. I hvid musik forsager man det kraftige energiudladning og formulerer sig subtilt. Bemærk fraværet af mærkbare basfrekvenser og af forvrængning. Det gennemtrumfer den hvide oplevelse. Slutteligt finder du det elegante kor-arrangement, som har en andægtig og religiøs undertone. For den hvide musik har netop denne religiøse undertone. Farven genereres ved hyppig brug af rumklang. Katedralens primære effekt.

Jeg vil slutte denne fabuleren med et citat fra en mand der yndede at skildre det religiøse i de dyre katedraler.

“Simplicity is the ultimate sophistication”

Leonardo Da Vinci

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hetz x PRE-Be-UN x Cancer x Gooms

Vi er til familiefest på Teater Grob. Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har gjort lidt af et gravearbejde (og promoveringsarbejde – koncerten var nemlig udsolgt) og kurateret intet mindre end fire debutkoncerter denne fredag. Men til trods for debutant-prædikatet er der ingenlunde tale om ukendte ansigter. Ligesom til den årlige familiefest er personerne på scenen sært genkendelige. Og så er der en sammenhæng mellem de forskellige bands musik. ‘Fremmedgørende’ var der ord, som oftest havnede i notesblokken,

Vi lægger ud med Hetz. Duoen består af Malthe Fischer og Kristian Olsen, som tidligere har udvist deres store kærlighed til elorgel, programmerede trommer og skiftevist heftigt effektmanipuleret guitar og synthesizere i nu hedengangne Oh No Ono. Rytmerne er i halvdelen af Hetz repertoire en uomgængelig ramme, de hamrer derudaf på en næsten klaustrofobisk post-punket facon, mens den anden halvdel af numrene domineres af elorgel og Fischers karakteristiske vokal, som i stedet hensætter referencerne til 60’erne. Lyder det usammenhængende? Det var det ikke. Elorglets umiddelbare forbindelse til følelser skabte sammenhæng mellem de ovenstående beskrivelser, og gjorde det knap 30 minutter lange show akkompagneret af Andreas Munkgaards udflydende visuals fra forskellige karakteristiske steder i København til en fuldendt oplevelse.

Nicolai Koch var også del af Oh No Ono, og med et sandt kendis-lineup af hjælpemusikere, debuterede soloprojektet sine sange som en kvartet. PRE-Be-UN er det kryptiske navn, og selvom det kolde lydunivers er gennemført, var der langt mellem deciderede holdepunkter i numrene. Vokalen leverede ikke særlig meget struktur, og modarbejdede guitarens tilløb mod distinkte, næsten barnlige melodier. Et bevist valg? Garanteret, for det styrkede oplevelsen af PRE-Be-UN som fremmedgørelse i en ikke-punket eller repeterende lydform. Et gennemført valg, men fremmedgørende børnesange vinder nok ved at blive hørt i indspillede versioner.

Det virker absurd at beskrive et band, hvis musik ingen nogensinde har hørt som et hovednavn. Ikke desto mindre var Cancer aftenens trækplaster. Cancer er sammensmeltningen af Kristian Finne Kristensen fra Chorus Grants klassiske, folkbaserede sangskrivning med guitaren som primære instrument, og Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machines sfæriske vibrato og mere popeksperimenterende brug af synthesizere. To gode elementer i sig selv, men i sammensmeltningen tæt på magiske. I hvert fald i de numre, hvor vokalerne fik lov til at kontrastere hinanden og de enkle guitarriff rev lidt op i synthens flader. Det skabte bevægelighed i instrumenteringen, som bag Nikolaj Vonsilds stemme ellers kan drukne lidt. Samtidig er roen – og i trommernes tilfælde forudsigeligheden – med til at skabe et på en og samme tid roligt og foruroligende tilstand omkring duoen, som i koncertanledningen var udvidet til en kvartet.

Aftenens sidste indslag var en noget mere aparte koncertsituation. For et par måneder siden flyttede (endnu et) tidligere Oh No Ono-medlem til L.A. Men alligevel spillede Gooms aka Aske Zidore og amerikansk bosatte Suni Zacharias deres debutkoncert på Teater Grob. Det kan fint lade sig gøre at afvikle en Skype-koncert, især hvis man tager 10 sekunders forskydning mellem lyd og billede som morsomt. I stedet for de to musikere stod der fire dansere på scenen, og i stedet for visuals blev en skype-transmitering af bandet projekteret op på lærredet bag danserne. Omgivelserne overskyggede måske nok lidt for oplevelsen af musikken, men det var ideer om 60’er melodier, højt energiniveau, aparte skift og en til tider mathrocket rundtossethed som satte sig fast, og fuldendte oplevelsen af fire projekter, man virkelig kan håbe på snart udgiver noget.

PRE-Be-UN har netop udgivet Coral Carol på kasettebånd via Tambourhinoceros. Køb det her.
Cancer er lige blevet signet på Tambourhinoceros. Hvorvidt en udgivelse er på vej vides ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.